Odense i skildringer og billeder fra 1880′erne (5)

1-krypt-sct-knud

Johs Boesen: Krypten i St. Knuds Kirke Odense

Rigtignok gør det meget omtalte ny Raadhus et Forsøg paa at trænge sig imellem og hendrage Opmærksomheden paa sig; men Øjet, som hurtig trættes af dets Pseudoklassicitet, søger snart Hvile i St. Knuds rene og skønne Linjer. I Majestæt staar den vel langt tilbage for Roskilde Domkirke, hvis mægtige Murmasse næsten tager Vejret fra en, men ved sin Stils ædle Simpelhed og Sluttethed vinder den sig alligevel Beundring, ikke den højrøstede Beundring, hvormed man betaler sin Tribut til en lunefuld Modes fordringsfulde Ekstravaganeer, men den Beundring, hvormed et skønhedsøgende Øje fængsles af et skønt Legeme, selv hvor det har gemt sig i en tarvelig Dragt. Den hele Bygning opfordrer ved sin Stils Renhed kun lidt til Beskrivelse, det er næsten, som om den frabeder sig al nærgaaende Opmærksomhed ved sin fordringsløse Korrekthed. Ilvad er der om den at sige? Et langt Midtskib, flankeret af tvende Sideskibe, en dobbelt Bække spidsbuede Vinduer, et firkantet Taarn – tomme Ord! Man maa se den. Det eneste, der bryder Stilens strænge Harmoni, er det saakaldte Walkendorffske Kapel, en lille, firkantet Udbygning í Renæssancestil paa Kirkens nordre Side. Man har spurgt, med hvad Ret det staar der, da det dog har lige saa lidt med Spidsbuestilen at gøre, som de nederlandske Maleres djærve Virkelighed med Korstogenes fromme ldealisme, og man kan vel svare: med Historiens Ret, fordi en Bygning, der har staaet et Par hundrede Aar, í Regelen anses for at være berettiget til at blive staaende, forudsættes at have faaet Hævdsret til den Jord, den staar paa, hvis den da ellers kan hænge sammen. Og naar dette i Regelen antages at gælde Bygninger eller Udbygninger selv fra Forfaldstider, fordi de stilles under Historiens Beskyttelseslov som et Kapitel, der maaske kan have ringere Værd, men som dog for Udviklingens Skyld ikke tør overspringes, hvor meget mere maa det da ikke gælde, hvor Talen er om et Barn af Renæssancens frodige Tid. Det taler sin Sag selv; man føler umiddelbart, det vilde være Vold at lægge Haand paa det. – Men naar man har set sig mæt paa Kirkens Sideparti, saa maa man ikke forsømme at tage den i Øjesyn fra Gavlen, for at man kan vide, hvor meget et eneste stort spidsbuet Vindue med sin tilsvarende Murindfatning kan sætte en i Stemning, hvis man ellers er modtagelig for den Slags Stemninger. Det er næsten, som var der noget aandigt deri, noget af den Aand, der har givet sig Udtryk i de skønne Ord, der var den katolske Kirkes Program i dens bedste Tid: ,,Kommer til mig, alle l, som er besværede, og jeg vil give eder Hvile“, en Bestræbelse efter at løfte Sindet op over Hverdagens byrdefulde Møje, et Excelsior i Murlinjer.

Det er den samme Stemning, man genfinder inde i Kirken, naar man lader Øjet følge de mægtige Piller op i de lyse Hvælvinger, en Stemning af svimlende Højhed, men uden Mystik _ der er ikke Stænk af Mystik i disse Kirkebygninger, ingen Udbygninger, ingen Kroge, ingen Pulpiturer – Øjet griber og fastholder dem i et Blik, et dvælende Blik. Atter her føler man, at det er en Tanke, der raader i alle Enkeltheder, som var det hele blevet til i et andagtsfuldt, begejstret Nu. Der spores intetsteds Vaklen, intetsteds Træthed. Maaske vilde lndtrykket blive lidt koldt af alt det hvide, hvis det ikke brødes af Pillernes malede Arabesker, der er holdte i milde grønne, graa og brune Farver. ~ Højt over Kirkens Gulv hæver sig Koret. Der oppe findes nu Klaus Bergs gamle Altertavle, dette Mesterværk af middelalderlig Træskærerkunst. For faa Aar siden blev den ført herhen fra Frue Kirke. Man kan vel sympatisere med den Opfattelse, der har ment, at St. Knud var det rette Opbevaringssted for denne historiske Relikvi, men naar man tager i Betragtning de uheldige Lysforhold, hvorunder den fremtræder her, i det Koret faar alt sit Lys fra Vinduet bag Altertavlen, maatte man dog heller have ønsket, at den var blevet, hvor den var, og at St. Knud havde hjulpet sig med en Altertavle af ringere Kvalitet.

Det, som dog maaske mere end noget andet giver St. Knud sin Tiltrækning, i alt Fald for dem, der kommer uden arkitektonisk Sans, er Helgenskrinene i Krypten. Der er ingen Lemme at aabne, ingen Vindeltrapper at befare. Fra Kirken selv stiger man ned ad en bred og ganske jævn Trappe til Krypten under Koret og staar straks efter ved de navnkundige Skrin. Gennem Glaslaaget ser man de gule, halv forvitrede Knogler. Den, der med Knytlingesagas skønne Skildring i frisk Minde betræder dette Rum, vil ikke uden en vis historisk Andagt betragte disse skørnede Bester, som har gjort den lange og vanskelige Rejse gennem saa mange Aarhundreder, og som Verdens mægtigste Overtro og Omslagets blinde Fanatisme har enedes om at bevare ned til vore Dage som et Modsigelsens Tegn. Om de kongelige Bens Identitet hersker der ingen Tvivl; men derimod vel om, hvor vidt de, der indeholdes i det andet Skrin, har tilhørt Kongens Broder Benedikt eller den St. Alban, efter hvem Kirken tidligere bar Navn.

– Hvad Raadhuset angaar, da er det som sagt en meget imponerende Bygning, saa imponerende, at den ikke er fri for at trykke sine Omgivelser en Smule. Odenserne gør nu en Gang ikke noget halvt, og da et nyt Raadhus var blevet en paatrængende Nødvendighed, greb man det som en velkommen Lejlighed til at stikke alle andre Raadhuse i Danmark ud. Der var misfornøjede Smaaborgere nok, som mumlede om, at Byen vel kunde hjælpe sig’ med mindre, og at det ikke var Tider til at slaa saa store Brød op; men de ledende Mænd mente, at naar man dog skulde bygge, saa skulde man gøre det saadan, at det kunde staa om ikke for Evigheden, saa dog i Aarhundreder uden at blive for lille igen; man skulde med fremsynt Forstaaelse i dette Værk udtrykke sin Tro paa Byens Fremtid og store Udviklingsmuligheder. Det kom da som Vand paa Spotternes Mølle, ja næsten som et Fingerpeg fra oven, da Taarnet, længe før det endnu var fuldendt, maatte tages ned igen, fordi man havde sparet paa Materialet og ikke gjort Muren forsvarlig tyk i Grunden. Misfornøjelsen blev mere højrøstet, det regnede med Spottegloser over det stakkels Baadhus, om det saa var i Vittighedsblade og Viser, maatte det holde for der. Men imens rejste Taarnet sig atter i al Stilhed, Værket blev fuldendt, Vittighederne dslidte, Misfornøjelsen døde hen, og naar Odenseren nu løfter Øjet til de meteorologiske Kugler paa dets Top, er det nærmest med en Følelse af Stolthed over sit Raadhus.

Ovenstående er et uddrag af bogen “Danmark i Skildringer og Billeder af danske Forfattere og Kunstnere, 1887-93”.  Af Martinus Galschiøt (1844-1934). Uddraget handler primært om  Odense og indgår i afsnittet “Fra Storebælt till Båring Vig”. En skildring af noget af H.C. Andersens Odense. Selvom materialet først er indsamlet en del år efter H.C. Andersens død i 1875, kan det alligevel give en opfattelse af datidens Odense. Foto Lars Bjørnsten Odense 2013.

Sider: 0   1  2  3  4  5  6  7  8  9