Lykkens Galocher: 6. Det bedste, Galocherne bragte.
Illustration af H.C. Andersens eventyr “Lykkens Kalosker” (1850) udført af tegneren Vilhelm Pedersen. English: The Galoshes of Fortune By Hans Christian Andersen (1838)
“… Og i det Ordet var udtalt, var han i Hjemmet; de lange hvide Gardiner hang ned for Vinduet og midt paa Gulvet stod den sorte Liigkiste, i den laae han i sin stille Dødssøvn, hans Ønske var opfyldt, Legemet hvilte, Aanden reiste. Priis Ingen lykkelig, før han er i sin Grav, var Solons Ord, her fornyedes Bekræftelsen.
Ethvert Liig er Udødelighedens Sphinx; heller ikke Sphinxen her i den sorte Kiste besvarede for os, hvad den Levende to Dage forud have nedskrevet:
Du stærke Død, din Taushed vækker Gru;
Dit Spor er jo kun Kirkegaardens Grave.
Skal Tankens Jakobs-Stige gaae itu?
Staaer jeg kun op, som Græs i Dødens Have?
Vor største Liden tidt ei Verden seer!
Du, som var ene, lige til det sidste,
I Verden meget trykker Hjertet meer,
End Jorden, som de kaste paa din Kiste!
To Skikkelser bevægede sig i Værelset; vi kjende dem begge: det var Sorgens Fee og Lykkens Udsendte; de bøiede sig over den Døde.
“Seer Du,” sagde Sorgen, “hvad Lykke bragte vel dine Kalosker Menneskeheden?”
“De bragte i det mindste ham, som sover her, et varigt Gode!” svarede Glæden.
“O nei!” sagde Sorgen; “Selv gik han bort, han blev ikke kaldet! hans aandelige Kraft her var ikke stærk nok til at hæve de Skatte hist, som han efter sin Bestemmelse maa hæve! Jeg vil vise ham en Velgjerning!
Og hun tog Kaloskerne af hans Fødder; da var Dødssøvnen endt, den Gjenoplevede reiste sig. Sorgen forsvandt, men ogsaa Kaloskerne; hun har vist betragtet dem som sin Eiendom.
Indeks over H.C. Andersens eventyr — Index of Hans Christian Andersen Fairy tales