Begavelses gennembrud
I 1833 var der et vendepunkt for H.C. Andersen . Jonas Collin skaffede ham en understøttelse, der gjorde ham i stand til at rejse og året efter han var kommet hjem i 1835 udgav han romanen Improvisatoren, som betød at han fik et europæisk gennembrud.
Allerede i januar påtænker Andersen, at skrive eventyr for børn for at vinde de kommende slægter, hvilket jo er lykkedes ganske godt. Dette fremgår af et brev som H.C. Andersen skriver til sin veninde Henriette Hanck den 1. januar 1835 “…. Nu begynder jeg paa nogle “Børne-Eventyr”, jeg vil see at vinde de kommende Slægter skal De vide!
Sine tanker om eventyr for børn videregiver han den 10. februar 1835 i et brev til B.S. Ingemann “…. Dernæst har jeg begyndt paa nogle: “Eventyr fortalte for Børn”, og jeg troer de lykkes mig. Jeg har givet et Par af de Eventyr jeg selv som Lille var lykkelig ved, og som jeg ikke troer ere kjendte; jeg har ganske skrevet dem saaledes som jeg selv vilde fortælle et Barn dem.
H.C. Andersen udgav i 1835 et lille usselt hefte, hvori stod 4 historier – eventyr. Det var et meget lille hefte der kunne være i en mindre lomme. Der var trykt på dårligt papir og i et dårligt tryk. Det kostede 24 skilling. Historierne i dette hefte fra 1835 er Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus, Prinsessen på Ærten og Lille Idas Blomster. Der var kun eventyr fortalte for børn .H.C. Andersen skriver i forordet at historierne om de tre første Fyrtøjet, Lille Claus og store Claus, Prinsessen på Ærten “…ere gienfortalte efter Historier, jeg hørte som Barn, paa min Maade har jeg fortalt dem , tilladt mig enhver Forandring, jeg fandt passende, ladet Phantasien opfriske de i Billederne afblegede Farver…”
I 1836 udkommer eventyrene Tommelise, Den uartige Dreng og Rejsekammeraten.
I 1837 kommer det tredje hefte med eventyrene Den lille Havfrue og Kejserens nye Klæder . I forbindelse med denne udgivelse skriver H.C. Andersen en foromtale, som er som følger:
“Til de ældre Læsere.
Ingen af mine Arbeider ere blevne saa forskjelligt vurderede, som »Eventyr, fortalte for Børn«, Medens enkelte Mænd, paa hvis Dom jeg sætter stor Priis, have tillagt dem meest Værd af hvad jeg har skrevet, meente Andre, at disse Eventyr vare høist ubetydelige og raadede mig til ikke at skrive flere. En saa forskjellig Dom og den tilsyneladende Taushed, hvormed den offentlige Critik forbigik dem, svækkede min Lyst til at give mere af denne Digtart. Saaledes er et Aar hengaaet, før dette tredie Hefte følger de to foregaaende. Under Udarbeidelsen af et større, ganske fra disse forskjelligt Arbeide, paatrængte sig mig imidlertid Ideen og Udviklingen af et nyt Eventyr: »Den lille Havfrue«. – Jeg maatte nedskrive det.
Dersom jeg lod det udkomme som en lille Bog for sig, da gjorde man maaskee større Fordring, jeg fandt det derfor bedst, at lade det slutte sig til den engang begyndte Cyclus af Eventyr; ethvert af hine egner sig maaskee mere for Barnet, end dette, hvis dybere Betydning kun den Ældre forstaaer, men jeg tør dog troe, at Barnet vil have Glæde deraf, og Opløsningen selv, ligefrem betragtet, vil gribe det. Saaledes bringer jeg nu det tredie Hefte. Det kortere Eventyr: »Keiserens nye Klæder«, som slutter Heftet, er af spansk Oprindelse. Hele den morsomme Idee skylde vi Prinds Don Juan Manuel, født 1277, død 1347.
I det jeg her omtaler disse to Eventyr, vil jeg benytte Leiligheden, til at sige et Par Ord om de tidligere udkomne.
I min Barndom hørte jeg gjerne Eventyr og Historier, flere af disse staae endnu ret levende i min Erindring; enkelte synes mig at være oprindelige danske, ganske udsprungne af Folket, jeg har hos ingen Fremmed fundet de samme. Paa min Maade har jeg fortalt dem, tilladt mig enhver Forandring, jeg fandt passende, ladet Phantasien opfriske de i Billederne afblegede Farver. Saaledes er fremstaaet de fire Eventyr: Fyrtøiet; Lille Claus og store Claus; Prindsessen paa Ærten og Reisekammeraten. I Anachreons Digte findes som bekjendt Fabelen til: den uartige Dreng.
Aldeles min egen Opfindelse ere de tre:
Den lille Idas Blomster;
Tommelise;
Den lille Havfrue.
Med dette tredie Hefte vil Eventyrene udgøre et lille Bind; om dette bliver det eneste, beroer paa det Indtryk, jeg seer Samlingen gjør paa Publicum. I et lille Fædreland bliver altid Digteren en fattig Mand; Æren er derfor den Guldfugl, han især maa gribe efter. Det vil vise sig, om jeg fanger den, ved at fortælle Eventyr.
Kjøbenhavn i Marts 1837.
H. C. Andersen”