Frøslevlejren og “Den lille Havfrue”

havfrue-froeslevlejr1

“Den lille Havfrue” udført i træ af en fange GU i Frøslevlejren ca. 1944-45.

 Kort om Frøslevlejren

Frøslevlejren var en tysk fangelejr fra 2. verdenskrig. Den blev bygget i 1944, som en tysk interneringslejr. Flere tusind danskere sad i denne lejr, som det tyske sikkerhedspolitis fanger. Lejren blev bygget for at undgå deportationer af danskere til koncentrationslejre i Tyskland. Tyskerne brød alle løfter og begyndte alligevel at sende Frøslevfanger til de grusomme KZ-lejre i Tyskland. Der har ialt passeret ca. 12.000 fanger igennem Frøslevlejren. Livet i lejren var hårdt med arbejde og som et yndet tidsfordriv var husflid, hvis arbejdet var af høj kvalitet, udgjorde den også en god lejr-valuta f. eks til anskaffelse af tobaksvarer. Materialerne til husflidsarbejdet var som regel ”organiseret” i lejrens værksteder. Der blev fremstillet papirknive, ringe, hjerter, cigaretrør, servietringe og såkaldte Frøsleve. Under et besøg i lejren i 2010 fandt jeg denne kopi af “Den lille Havfrue” udført af en fange med forkortelserne GU og mrk. Frøslev.

Billedet til venstre er fra en udstilling i Frøslevlejren Museum. Montren til højre mrk. Husflid rummer “Den lille Havfrue” ,så læserne kan danne sig et indtryk af størrelsesforholdet. Til højre ses hovedvagttårnet i lejren. Frøslevlejren er idag omdannet til museum og et besøg kan anbefales, se mere om Frøslevlejrens Museum her!