Glorup Slot på Fyn med skræpper i forgrunden 2003
Glorup Haves oprindelige og lidt beskedne anlæg var af lav moseagtig karakter, som gav frodig grobund de meget store skræppeblade, der skulle have givet H.C. Andersen inspiration til eventyret “Den lykkelige familie”. Skræppeplanterne kan stadigvæk ses ved nogle af de kampestensdiger der omgiver Glorup Slotspark. Se mere om Glorup her!
Eventyret “Den lykkelige familie” af Hans Christian Andersen
Alt var skræpper, og derinde boede de to sidste, inderlig gamle snegle. De vidste ikke selv hvor gamle de var, men de kunne godt huske, at de havde været mange flere, at de var af en familie fra fremmede lande og at for dem og deres var hele skoven plantet.
De havde aldrig været udenfor, men de vidste at der var endnu noget til i verden, som hed herregården, og deroppe blev man kogt, og så blev man sort og så blev man lagt på sølvfad, men hvad videre der skete, vidste man ikke. Hvorledes det i øvrigt var at blive kogt og at ligge på sølvfad, kunne de ikke tænke sig, men dejligt skulle det være og særdeles fornemt. Hverken oldenborren, skrubtudsen eller regnormen, som de spurgte ad, kunne give besked, ingen af dem havde været kogt eller ligget på sølvfad.
De gamle hvide snegle var de fornemste i verden, vidste de, skoven var til for deres skyld, og herregården var til for at de kunne blive kogt og lagt på sølvfad.
De levede nu meget ensomt og lykkeligt, og da de selv ikke havde børn, så havde de taget en lille almindelig snegl til sig, som de opdrog som deres egen, men den lille ville ikke vokse, for han var almindelig; men de gamle, især mutter, sneglemutter, syntes hun kunne dog bemærke, hvor han tog til, og hun bad fatter, dersom han ikke kunne se det, han da ville føle på det lille sneglehus, og så følte han og fandt at mutter havde ret.
En dag var det stærk regn. “Hør hvor det tromme-romme-rommer på skræpperne”, sagde sneglefader. “Der kommer også dråber!” sagde sneglemor. “Det løber jo lige ned af stilken! Du skal se her bliver vådt! Jeg er glad ved, vi har vort gode hus og den lille også har sit! Der er rigtignok gjort mere for os end for alle andre skabninger; man kan da se, at vi er herskabet i verden!
Vi har hus fra fødselen og skræppeskoven er sået for vor skyld –! jeg gad vidst, hvor langt den strækker sig, og hvad der er udenfor!” “Der er ikke noget udenfor!” sagde sneglefader. “Bedre end hos os kan der ingen steder være, og jeg har ikke noget at ønske!” “Jo,” sagde mor, “jeg gad nok komme på herregården, blive kogt og lagt på sølvfad, det er alle vore forfædre blevet, og du kan tro, der er noget aparte ved det!”
“Herregården er muligvis faldet sammen!” sagde sneglefar, “eller skræppeskoven er vokset hen over den, så at menneskene ikke kan komme ud. Det har da heller ingen hast, men du iler altid så forfærdelig og det begynder den lille også med; har han nu ikke i tre dage krøbet op ad den stilk, jeg får ondt i hovedet når jeg ser op på ham!”
“Du må ikke skænde”, sagde sneglemor, “han kryber så sindig, vi får nok fornøjelse af ham og andet har vi gamle jo ikke at leve for! Men har du tænkt på det: hvor får vi en kone til ham. Tror du ikke der langvejs inde i skræppeskoven skulle være nogen af vor art?”
“Sorte snegle tror jeg nu nok, der er”, sagde den gamle, “sorte snegle uden hus, men det er så simpelt og de har indbildninger, men vi kan give det i kommission til myrerne, de løber frem og tilbage, som om de havde noget at bestille, de ved vist en kone til vor lille snegl!”
“Jeg ved rigtignok den allerdejligste!” sagde en af myrerne, “men jeg er bange det går ikke, for hun er dronning!”
“Det gør ikke noget!” sagde de gamle. “Har hun hus?”
“Hun har slot!” sagde myren, “det dejligste myreslot med syv hundrede gange”.
“Tak!” sagde sneglemor, “vor søn skal ikke i en myretue! ved I ikke bedre, så giver vi det i kommission til de hvide myg, de flyver vidt omkring i regn og i solskin, de kender skræppeskoven forinden og foruden.”. Fortsættes her!
Foto: Lars Bjørnsten Odense