Kuvert med brevet fra H.C. Andersen til Just Mathias Thiele 1869. Foto: Lars Bjørnsten Odense
Brevet er fra den 11. juni 1869 og er svar på en henvendelse fra Thiele, hvor Thiele beder vennen H.C. Andersen bidrage med sine erindringer om Kamma og Knud Lyne Rahbek og hans tilknytning til Bakkehuset til en bog, som Thiele er ved at skrive om sin ungdom. H.C. Andersen svarer hurtigt på Thieles henvendelse med en charmerende beskrivelse af sin tilknytning til ægteparret.
Svaret fra H.C.Andersen:
Kjøbenhavn d. 11. Juni 1869
Kjære Ven
Tak for hvad De har læst for mig af Deres “Livshistorie”; ogsaa jeg omtales i den og, tilvisse, De maa kunne tegne mig. – De, som fra min tidligste Optræden saae med milde Øine paa den opløbne, underlige Dreng, der endnu var saa ganske Barnet, der troede paa alle Mennsker og aabent udtalte hver Tanke som den kom. De har tilvisse mede Hjærte og god Villie seet paa mig, men i de forskellige Levealdere seer man Personer og Begivenheder gjennem et forskelligt Glas; jeg kan i den nedtegnede Skikkelse ikke ret genkjende mig selv, særligt i Maaden, jeg udtrykker mig paa, – den mangler den barnlige Freidighed, som nok er mit Særkjende, men jeg troer Dem imidlertid paa Ordet. De ønsker, at jeg giver Dem, som et Bilag til Deres Skrift, mine Erindringer fra “Bakkehuset”, men da maa jeg for en Deel gjentage, hvad jeg andetsteds har nedskrevet. Enken efter Danmarks berømte Statsmand, Christian Colbjørnsen, som var en af de første af høiere Stand, der venligt modtog den fattige Dreng, boede om Sommeren paa Bakkehuset; til hende kom jeg og fandt endnu flere venlige Mennesker paa dette Sted. De, kjære Ven, boede her, og Rahbeks dramatiske Yndling, Madame Andersen, som da hun et Par Gange havde hørt mig fremsige Digte, gav mig i Spøg Navnet: “Der kleine Declamator”. Jeg kom saaledes ogsaa snart ned i Fru Rahbeks Stue, hvor den livlige, aandfulde Kone morede sig med at tale med mig og høre paa mine første, dramatiske Forsøg. Jeg havde skrevet en Slags Comedie, den læste jeg for hende, og strax ved de første Scener udbrød hun: “Men der er jo hele Stykker deri, De har skrevet ud af Oehlenschlæger og Ingemann!” – “Ja, men de er ogsaa saa deilige” svarede jeg i al Uskyldighed, og læste videre. En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjørnsen, rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: “Vil De tage dem med op, det vil vist fornøie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand!” Det var tilvisse i Spøg at disse Ord bleve sagte, men det var første Gang mit Navn blev sat i Forbindelse med Digter-Navnet, – der kom Taarer i mine Øine, og jeg veed, at fra dette Øieblik var min Tanke vakt for at skrive Digte, – det havde før kun været en Leeg, nu var det Maalet. Rahbek selv talte aldrig til mig derude; den eneste Tilnærmelse var en Dag i Haven; han styrede lige hen imod mig, som vilde han sige et Par Ord, men idet han var mig nær og fæstede Øinene paa mig, vendte han pludseligt om igjen…….. Fortsættes her!