Brevet fra H.C. Andersen til Just Mathias Thiele 1869 (2)

brev-1869-x

Brevet fra H.C. Andersen til Just Mathias Thiele 1869. Foto: Lars Bjørnsten Odense

Fortsat fra side 1. …… Den første og eneste Gang, Rahbek talte til mig, var i “Theaterdirectionen”, hvor jeg blev kaldet op, efterat have indleveret en Tragedie, “Alfsol”, og denne var læst. Rahbek overleverede mig Skriftet og sagde, at Stykket var ubrugeligt for Scenen, men at man havde fundet deri “saa mange Guldkorn”, at man havde det Haab, at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole og forfra lære, hvad der hørte til, vilde maaskee engang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der vare værdige at opføres!” og nu meddeelte Rahbek mig endvidere, at Collin havde talt min Sag hos Kong Frederik den Sjette, og at jeg aarligt fik en Sum fra Finantserne, samt at der var skjænket mig fri Underviisning i Slagelse-Latinskole. For dette Sidste skulde jeg bringe Biskop Mynster, der var den meest afgiørende deri, min Tak. Jeg kom til denne høithædrede Mand, – han talte om den Lykke, der forundtes mig, talte alvorligt og strengt om, hvor uvist det var, om man havde taget Feil af mig eller ei, hvorvidt der vilde komme et heldigt Resultat, paalagde mig Flid og Taknemmelighed. Det var tilvisse velmeent og efter hans Anskuelse den rette Maade at talte til den forunderlige, phantasifulde Dreng, – han vidste ikke, hvor blødt mit Sind var, – hvor Ordene sloge mig som Svøber. Jeg gik bort og græd bittre Taarer. Ogsaa paa Bakkehuset, hvorhen jeg søgte før Afreisen, flød Taarer, men det var Glædens over al den Venlighed, den Deeltagelse, de Alle her – De, kjære Ven, Madame Andersen og Fru Rahbek, viste mig. Det var et heelt Omslag i mit Liv, ja en heel Reise ud til Slagelse. Fru Rahbek fortalte mig, at hun havde en meget større Reise til næste Foraar, – en Reise til Hamborg, en Reise, som hun oftere havde gjort, idet hun der hentede Papir til de smukke Æsker, der var hendes kjæreste Haandarbeide. Dengang var en Reise til Hamborg som nu en Reise for os til Paris eller Wien. “Saa langt kommer jeg vist aldrig!” tænkte jeg. Fru Rahbek trykkede min Haand og ønskede, at jeg om et Paar Aar maatte blive en god Student, og “saa groer Poeten nok!”

Strax, da jeg havde taget Examen artium udkom, som bekjendt, min “Fodreise”. Den var mig en Livssag, – jeg troede at alle Venner og Bekjendte maatte blive ligesaa opfyldte af den, som jeg var det. Et af de første Exemplarer sendte jeg til Fru Rahkbek. Hun laae syg. Et Par Dage efter hørte jeg af Admiral Wulff, at hun var død. Mit første Udbrud var: “Mon hun fik læst min Fodreise!” – “Menneske!” raabta Admiral Wulff. “Nei! det er for galt! Troer De, man bryder sig om Deres “Fodreise”, naar man skal ind for Vorherre!” Han rystede alvorligt paa Hovedet. Men min Mening var, at jeg saa gjerne undte hende en Glæde, og den – meente jeg da – maatte være at læse i min nye Bog. Jeg stod ved hendes Grav, hvor Synet af den stille, betagne, gamle Rahbek dybt bevægede mig. Der gik mange Minder gjennem Tankerne, Minder om hendes venlige Ord og den kloge Sjæl, der lyste ud af hendes Øine. Mellem Eventyr og Historier har jeg, i “Et Stykke Perlesnor” givet et Slags Vignet-Billed af Bakkehuset. “Nærved Bakken, hvor Frederik den Sjettes SLot ligger, Oehlenschlægers Barndomshjem, skinner i Læ af Søndermarkens Skovgrund en af Perlerne, – man kaldte den Philemon og Baucis Hytte, det vil sige to, elskelige Gamles Hjem, – – og nu? Siig ikke: “Ak, hvor forandret!” nei!! endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, giemmer dog skjult alle Spirer til Blad og Frø. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Hjem og opliver og levendegjør. Verden rundt om straaler ind gjennem Øinene i Sjælens ugrandskelige Dybde. Idiotens Hjem, omsvævet af Menneskekjærligheden, er et helligt Sted, et Drivhuus for den sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds Urtegaard. De Svageste i Aanden samles nu her, hvor engang de Største og Kraftigste mødtes, vexlede Tankerne og løftedes opad, – opad blusser end her Sjælens Flamme i Philemon og Baucis Hytte!

Og hermed min kjære Ven! min hjerteligste Hilsen!

H.C. Andersen

Kilde: Tekst fra HCA-brevbase sdu.dk