Illustrationer af H.C. Andersens eventyr “De vilde svaner” (4)

Illustration af H.C. Andersens eventyr “De vilde svaner” (1838) udført af tegneren Vilhelm Pedersen. English: The Wild Swans By Hans Christian Andersen (1838)

“….”Det er et Tegn fra Himlen! hun er vist uskyldig!” hvidskede mange, men de vovede ikke høit at sige det.
Nu greb Bøddelen hende ved Haanden, da kastede hun ihast de elleve Skjorter over Svanerne og der stod elleve deilige Prindser, men den yngste havde en Svanevinge istedetfor sin ene Arm, thi der manglede et Ærme i hans Pantser-Skjorte, det havde hun ikke faaet færdig.
“Nu tør jeg tale!” sagde hun, “jeg er uskyldig!”
Og Folket som saae, hvad der var skeet, bøiede sig for hende som for en Helgeninde; men hun sank livløs i Brødrenes Arme, saaledes havde Spænding, Angest og Smerte virket paa hende.
“Ja, uskyldig er hun!” sagde den ældste Broder, og nu fortalte han Alt hvad der var skeet, og medens han talte, udbredte sig en Duft, som af Millioner Roser, thi hvert Brændestykke i Baalet havde slaaet Rødder og skudt Grene; der stod en duftende Hæk, saa høi og stor med røde Roser; øverst sad een Blomst, hvid og skinnende, den lyste, som en Stjerne, den brød Kongen, satte den paa Elisas Bryst, da vaagnede hun med Fred og Lyksalighed i sit Hjerte.
Og alle Kirkeklokker ringede af sig selv og Fuglene kom i store Flokke; det blev et Bryllupstog tilbage til Slottet, som endnu ingen Konge havde seet det….”

Kilde: Illustrationer fra H.C. Andersens “Eventyr og historier”. Jubilæumsudgave for danske børn 1905.  Teksterne under billederne er uddrag fra H.C. Andersens eventyr og er brugt til at beskrive illustrationerne. Foto Lars Bjørnsten Odense.

Sider:  1  2  3  4