Det Collinske Hus og H.C. Andersen (40)

Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager

I Aaret 1829 udkom: Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager, af hvilken nogle Prøver forud havde været trykte i »Flyvende Post.« Det fortjener vel at bemærkes, hvorledes A. ved denne sin Indtrædelse i Literaturen blev modtaget af Kritiken. At den unævnte Anmelder i Maanedsskrift for Literatur var J. L. Heiberg, kan der vel neppe være Tvivl om. Af denne Anmeldelse fremhæves følgende:

Anmeldelse af skriftet: Fodreise fra Holmens Kanal til Østpynten af Amager

. . . Skriftet bør betragtes som et lyrisk Digt, og i et saadant bestaaer Skjønheden ofte just deri, at et Indhold, som enten er hverdags eller idetmindste indifferent, Ted Poesiens Kraft hæves til Værd og Betydning.

Den unge Digter, som, inden han udarbeidede nærværende Skrift, allerede havde gjort sig bekjendt og yndet ved endeel lyriske Digte, meest af humoristisk Indhold, har i sin Fodreise uden Tvivl fundet en passende Form for den Overgang, hvori hans Geni befandt sig, nemlig fra det Lyriske, hvormed næsten enhver Digter begynder, til Frembringelser af en mere objectiv Natur.

Forf. befinder sig omtrent i samme Stilling som en Maler, der, inden han vover sig til strengere Compositioner, først øver sig paa Arabesken; thi ogsaa i Arabesken ere Elementerne tilfældige, heterogene og ligegyldige imod hverandre; men den Originalitet og den Gratie, hvormed de ere sammensmeltede, give den Kunstværd. Eller, for at vælge en Sammenligning, som ligger nærmere: Fodreisen er at betragte som en musikalsk Phantasie. En Phantasiespiller veed, i det Øieblik han begynder, endnu ikke, hvad der vil følge paa Begyndelsen, og endnu mindre, hvorledes han vil ende! han følger kun Øieblikkets Inspiration, og er saa lidet Herre over denne, at han tvertimod ganske lader sig henrive af den. Men den samme Aand opfylder ikke de forskjellige Phantaserende. Inspirationen er ikke den samme hos den meer og den mindre Begavede; hos hiin er den originalere, mere overraskende og mere beundringsværdig. Den er heller ikke den samme hos den fuldendte Mester og hos den uøvede Begynder; hos hiin er den, med al sin Vilkaarlighed, dog tillige underkastet visse Regler, hvorved den, selv i den meest brogede Forvirring, stedse vedbliver at være correct og smagfuld. Der gives visse Harmonier, som ere saaledes forbundne, at Øret, ved at høre den ene, venter den anden; der gives andre, som kun ved et dristigt Spring kunne berøre hinanden, og selv dette maa motiveres med en stor Kunstforstandighed og Kunstfærdighed; den geniale og øvede Mester undgaaer hine, som tilbyde sig af sig selv; han frapperer og henriver ved disse. Hvad her er sagt om den musikalske Phantasi, lader sig saare let anvende paa den digteriske.

Et Analogon til de omtalte nøie forbundne Harmonier finder man i alle ved den blotte Idee- Association forbundne Forestillinger. Denne er saaledes den sletteste Ledestjerne, som Phantasien kan vælge «ig, deels fordi den er triviel, og findes ligesaavel hos det eenfoldige, det underordnede Menneske, som hos Geniet, deels fordi den er continuerlig i det Uendelige og savner al discret Eenhed, der kunde afgive et Princip for Begyndelse, Fremgang og Ende.

I Hr. A.s lille Skrift findes mange Exempler paa en heldig Retning af Phantasien. Den bevæger sig ofte mellem originale og frappante Ideer, som den forbinder paa en sindrig Maade ; men man seer ogsaa paa den anden Side, at Forfatteren ofre, hvor den genialere Inspiration forlader ham, blot følger sin Idee-Association, og derved vel forøger sit Stof, men ikke paa den behageligste Maade for Læseren, eftersom denne meget ofre kan fra den første Forestilling slutte sig til en Række af de følgende, hvoraf tillige den dobbelte Ubekvemmelighed opstaaer, at Forf. faaer Udseende af en Samler, hvem det vel meget er at gjøre om Qvantiteten, og at han, ledet af IdeeAssociationen , frembringer en Mængde Reminiscenser fra andre
Digtere. Næsten Alt, hvad der i Fodreisen skader Interessen eller stemmer Læserne mindre behageligt, udspringer af den angivne Kilde. Feilen er forresten undskyldelig hos en begyndende Digter, og i nærværende Tilfælde saameget mere, som Forf. selv synes at have følt den; idetmindste har han bortskaaret et Stykke, der fandtes i de tidligere leverede Fragmenter af Bogen . . . .«

Ogsaa P. E. Muller anmeldte (Lit. Tid. 1829, No. 4) denne Bog med Velvillie. Han slutter Anmeldelsen saaledes:

»Det godmodige Lune, der er udbredt over det Hele, synes at være Forfatteren naturligt og indtager Læseren for ham. Mindst heldig er han hvor han vil philosophere. Skriftet røber et ualmindeligt Talent, der fortjener at opmuntres og trænger til at uddannese. Til de Nytaarsønsker, Forfatteren har gjort sig selv i Bogen, føies det, »at han iaar med Berømmelse maa tage sin examen philosophicum.«

Forfatteren Edvard Collin går derefter over til “Andersens Breve til min Familie (og nogle faa Andre) fra den Tid, da han fik fast Ophold i Kjøbenhavn”. Disse breve er udeladt her og kan i stedet ses i  H.C.Andersen brevbasen / lbj

Kilde: “H.C. Andersen og det Collinske Huus” af E. Collin, Kjøbenhavn 1882. Ovenstående er en del af værket. Overskrifterne på de enkelte sider er nutidige.

Typografien og opsætningen er ændret nogle steder i forhold til den oprindelige tekst, alt i respekt for forfatterens skrivemåde.

Lars Bjørnsten Odense

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40