H.C. Andersens forhold til rektor Meisling fortalt af Edvard Collin
Meislings eftermæle
Der er saa ofte talt om den Behandling, som Andersen maatte lide under Meisling, at det efterhaanden er blevet betragtet som noget Uimodsigeligt, at Meisling kun var hans Tyran og intet Andet. Saaledes staaer han ikke for min Betragtning, og jeg har det Indtryk fra hiin nu saa langt tilbageliggende Tid, at ogsaa min Fader betragtede ham som en dygtig og samvittighedsfuld Opdrager. Dette forandres ikke derved, at det til Slutningen kom til et Brud; thi dette fremkaldtes ikke ved noget bestemt foreliggende Overgreb fra Meislings Side, men snarere fra en begyndende Ængstelse hos Andre i Anledning af Andersens stedse voxende Lidenskabelighed.
Det skulde undre mig, om de her foreliggende Breve fra Skoletiden ikke hos Andre -maatte vække Mistanke om, at Manden ikke er blevet retfærdigt bedømt. Da disse Historier fik deres første Offentlighed ved Beskrivelsen i »Mit Livs Eventyr«, var Andersen en berømt Mand; det forekommer mig næsten, at Dommen om Meisling er udgaaet fra den Tankegang: »og saadan en berømt Mand som Andersen er blevet saaledes behandlet« ! Dersom en ubekjendt Hr. A. havde fortalt , at han havde maattet lide en saadan Behandling, saa vilde det være blevet overseet som en Naivitet, da man jo maatte sige sig selv, at det Samme er hændt Tusender af Skoledrenge og vil hændes atter Tusender, indtil den Anskuelse vinder Seir:
»at vi skulle finde os i de Følelser hos vore Drenge, som gjør dem til frie Mænd, og saa forandre vor Methode i Overensstemmelse dermed.« Men det skal først bevises, at de »frie Følelser«, som findes hos Skoledrenge, ere de samme som de, der danne »den frie Mand.«
Det er umiskjendeligt, at Meisling optog Andersen med Velvillie; der er ikke faa Tegn, som tyde paa, at han særligt tog sig af ham i de første Skoleaar, og Andersens Breve vidne om, at han erkjendte det *)
*) Fr. H. Guldberg skriver (Novbr. 1826): Jeg har med inderlig Fryd erfaret den gode Rectors Velvillie mod Dem. Ham har jeg idag bevidnet min dybe Paaskjønnelse af hans Godhed mod Dem. Altsaa, min Andersen, pøns Dag og Nat paa at blive værdig til Mandens uforskyldte Godhed mod en ham uvedkommende Yngling.
Meisling erkjendte og roste altid hans Flid og gode Egenskaber, men han havde visselig Grund til Dadel med Hensyn til de Fag, som han selv docerte. Han var en streng Haandhæver af Skoleorden *)
*) 1 F. E. Hundrop, som forblev i Slagelse Skole, skrev i 1826 til Andersen ( i Helsingør): Du vil neppe faae noget Brev fra mig, hvori jeg ikke beklager mig over, at vi have mistet denne ypperlige Mand; thi med hver Dag maa jeg dybere og dybere føle hans Tab.
og tillige Philolog ex professo; hans Skribentvirksomhed vidner om hans Kjærlighed til denne Videnskab. Dette maa dog undskylde, at han blev gnaven over en Discipel, som i den Grad stod tilbage netop i de Discipliner, som han selv havde saa kjær, og hvis overlegne Vigtighed ved den forestaaende Universitets-Examen han kjendte ; og det kan vel ogsaa forstaaes, at han ikke vilde tillade Skoledrengen at spilde sin Tid med at skrive Vers eller gaae omkring for at oplæse disse; thi det maa ikke glemmes, at Meisling, som havde Andersen i Huset, havde et andet Ansvar end som Lærer. Naar man har læst Andersens Breve fra Skolen, vil man dog vist indrømme, at hans Excentricitet og urolige Aand *) ,
*) At hans Kammerater ogsaa kjendte denne, fremgaaer af følgende Linier af et i skolekammeratlig Stiil affattet Brev til ham (Marts 1827). »Naar du blot vilde lade være med disse forbandede Drømmerier. Thi jeg kjender dig godt; snart drømmer du at du er i Feeverdenen, og snart at du er det største Fæ paa Guds Jord. Men medio tutissimus ibis, gaa midt paa Veien, saa falder du ikke i Grøften. Jeg skal give dig et Raad: naar du drømmer igjen, saa tag en Kjep og prygl dit eget arme Skind, saa gaaer Drømmen nok bort.« Men det faldt ikke i Andersens Smag at være Flagellant.
Misforhold mellem H.C. Andersens alder og klassetrin
I Forening med Misforholdet mellem hans Alder og det Trin, han var naaet til i Skoledannelse, nødvendigviis maatte fremkalde Brydninger. Hvor ofte Andersen selv erkjendte dette, og hvor ofte han atter glemte det, sees af hans Breve til min Fader. — Jeg vil bede Læseren om at dvæle et Øieblik ved et kortfattet Billede af hans Liv indtil Studentertiden. Vi maa da først tænke os Drengen staaende i et Tørvehuus i Odense spille alene hele udenadlærte Comedier. Derved bliver han Gjenstand for Opmærksomhed, den fattige Dreng bliver endog forestillet for Kronprindsen ; dette forvirrer ham, han troer at han er skabt til at være dramatisk Kunstner *)
*) En Mening, som han endnu i 1881 ikke kunde slippe.
Og i denne Indbildning blev han saa fast, at han vovede sig til Reisen til Kjøbenhavn. Han forsøgte sig paa Scenen, han forsøgte sig som dramatisk Forfatter, og han gjorde Fiasco i begge Henseender. Illusionen forsvandt ikke af sig selv, men den blev undertrykt af Nødvendigheden; og den syttenaarige Sværmer blev sat paa Skolebænken mellem Drenge, der baade i hans indre og ydre Væsen fandt Anledning nok til at gjøre sig lystige over ham. Det vilde være gaaet ham paa samme Maade i enhver anden Skole; det var Skoletvangen, der gjorde ham saa ulykkelig, fordi han ikke kunde slippe sine Illusioner. Dette dobbelte Væsen — halv Digter, halv Skoledreng, gjorde ogsaa hans Skoleliv til to Halvheder; til een Tid segnede han under Følelsen af at være en indesluttet Fugl, til en anden Tid var Charakteerbogen Hovedgjenstanden for hans Tanke. Han var flittig, han læste meget; men hvorledes læste han? Han lærte mange Ting, men »han lærte aldrig at lære rigtigt.« Han fik Kundskab om meget men ikke Grundighed i noget; hans ypperlige Hukommelse skaffede ham gode Charakterer i alt, hvad der kan læres udenad; men Grammatiken er ubønhørlig, den vil forstaaes. Heri indeholdes, saavidt jeg kan see, alt hvad der behøves til Forklaring af, at Andersen ikke opfyldte og ikke kunde opfylde hiin Tids Fordringer til den lærde Skole.
Meislings udøvelse af sit job
Men hvorledes var nu Meisling stillet? Hans Embedspligt paalagde ham at danne sine Elever overensstemmende med Universitetets Fordringer; disse kunde ikke lempes efter de forskjellige Individualiteter. Den Fordring, at man ikke alene skulde vide at, men ogsaa hvorfor, — man kalde det Grundighed, eller Grammatik eller Logik — den var Andersen ikke anlagt til at opfylde; men Meisling var forpligtet til at holde fast ved den. Om hans Methode var rigtig, derom kan jeg ligesaa lidt som nogen Anden have en Mening. Han maa sagtens kaldes en gammeldags Skolemand, stræng i Overholdelse af Disciplinen ; men jeg har ikke seet Spor af Beskyldning mod ham for voldsom Behandling af Disciplene.
Søren Kierkegaard har sagt, at han af Underviisningen i latinsk Grammatik fik et Indtryk, hvilket han skylder hvad han har af Evne til at betragte Noget philosophisk ; Andersen seer i Grammatiken kun »Sprogets Rygrad, der som en fæl Beenrad griner ham imøde.« Han blev forsonet med Meisling, men aldrig med Grammatiken.
Det er dog ikke min Mening at tage det hele Ansvar fra Meisling ; den største Deel af Uretten synes at hvile paa ham i Andersens sidste Skoletid. Det synes, at huuslige Sorger i Forening med Frygten for Udfoldet af hans Dimittenders nærforestaaende Examen og endelig Vrede over Andres Indblanding i hans Forhold til en enkelt Skoledreng, at, siger jeg, alt dette har sat ham i en meer eller mindre forbittret Stemning. Men dette hidførte jo ogsaa Katastrophen.
Meisling og M. Nielsen
Jeg maa her tillade mig en lille Digression. Naar Meisling nu dømmes alene efter hans Forhold til Andersen i dennes sidste Skoletid, og denne Betragtning vel nu maa ansees som slaaet fast, idet den gjennem en Bog som »Mit Livs Eventyr« er bibragt saamange Læsere, da deler han Skjæbne med den bekjendte Bestyrer af Borgerdydskolen i Kjøbenhavn, M. Nielsen, der ogsaa har fundet sine offentlige Bedømmere blandt dem, der enten slet ikke have kjendt ham eller kun kjendte hans seneste Bestyrelsestid. Om denne vil jeg ikke tale, da jeg ikke har personlig Erfaring om den, og da jeg gjerne vil troe, at hans Luner — og dem var han heller ikke fri for i min Skoletid — i hans ældre Aar have yttret sig i en for mindre vel anseete Disciple ubehagelig Retning. Men jeg, som fra 5 Aars Skoletid indtil 1825 har kjendt ham nøie, har Ret til at sætte min Erfaring mod hiin knap halve og derfor ubillige Dom.
Under Nielsens Bestyrelse udgik fra Skolen en Skare af senere hæderligt bekjendte Mænd, som forstod, at hans strænge, lad være tidt altfor strænge Haandhævelse af Skoledisciplinen udgik fra hans samvittighedsfulde og aarvaagne Tilsyn med de ham betroede unge Mennesker. Hans mangeaarige hæderlige Virksomhed, hans retskafne, uegennyttige Charakteer erkjendtes af de Fleste i hiin Tid. Hans gamle Disciple hædrede ham ved hans Fratrædelse ved en Medaille med hans Portrait og ved at stifte et betydeligt Skolelegat, der bærer hans Navn. Jeg personlig mindes ham som en af min Barndoms Velgjørere.
Streng og retfærdig
Og om denne Mand har et i den nyere Tid udkommet og udbredt Skrift intet andet at sige end: »Han var en dygtig men indskrænket Skoledespot uden dybere human Dannelse, men som kunde den latinske Grammatik tilgavns. Han lærte sine Elever kun at lystre, at tie til den blodigste Uret og at skrive latinsk Stiil.«
Det har selvfølgelig været mig magtpaaliggende at erfare, hvorledes Madvig — der nøie har kjendt hiin Tid og de omhandlede Personer — dømte om min Opfattelse. Han meddeelte mig, efter Gjennemlæsningen af dette lille Afsnit, at han ganske deelte min Betragtning af Meisling, iøvrigt henvisende til, at en Skole i 1820 ikke kunde være som en Skole i Nutiden. Med Hensyn til min Digression om M. Nielsen yttrede han, at han meget nøie erindrede hiin Tid og dens Betragtning af Nielsens aarvaagne Omsorg for sine Disciple. Exempelviis nævnte han, at N., foruden de sædvanlige testimonia, indsendte Beretning til Universitetet om hver enkelt af Dimittendernes Personlighed og Skoleliv, og at disse Beretninger erkjendtes at være Vidnesbyrd om, hvormeget det laae ham paa Hjerte at sætte sig ind i de forskjellige Individualiteter og derom afgive en ofte stræng men altid retfærdig Forklaring.
H.C. Andersens eksamener
I October 1828 tog Andersen den første akademiske Examen, »in qxo haud illandabilem in artibus liberalibus profectum probavit«. At han strax derefter indtraadte i H. M. Kongens Livcorps, viser Regnskabet, ifølge hvilket han fik en Chacot for 14 -, og hans »Lædertøi blev pudset«.
Læsningen til 2den Examen begyndte strax; i nogen Tid manuduceredes han af Cand. theol. (senere afdøde Biskop) Bindesbøll. Til denne Examen i Efleraaret 1829 fik han Hovedcharakteren Laudabilis.
Fra Iste Novbr. 1822 havde Andersen havt en aarlig Understøttelse af 350 Rdl; denne udløb i Novbr. 1828.
Oplæsning af manuskripter
Med Aaret 1829 endte saaledes Andersens Læreaar. Mange forsøgte, men uden Held, at bevæge ham til at tage fat paa et Brødstudium. At han saa tidlig gik af Lære har upaatvivlelig havt en uheldig Indflydelse paa hans senere Dannelse i Livets Skole. Han havde nu faaet Frihed, og den vilde han nyde. Han flagrede om mellem de gamle og de nye Bekendtskaber, altid med et Manuscript i Lommen og altid for at oplæse det *)
*) Det Mærkeligste herved er i Grunden, at A meget godt vidste, at disse, i nogle Huse vel modtagne Oplæsninger i andre Huse vare en Plage, og at han dog ikke kunde holde sig borte fra de sidste. Han forsøgte sig endog paa sin alvorlige Lærer L. G. Müller, som efter nogen Tids Erfaring greb til at fortælle ham en Historie, der omtrent lød saaledes: »Der var engang en russisk Adelsmand, der gav sig af med at skrive Vers og Fortællinger, som han da oplæste for Venner og Bekjendte, og han blev tilsidst en saadan Plage for disse, at de skyede ham. En Dag, da han just havde Noget færdigt, sad han alene; modfalden udbrød han: »Jeg vilde i dette Øieblik være glad ved en hvilkensomhelst Tilhører, om det saa var Fanden selve Fanden indfinder sig øieblikkelig, og der oprettes en Contract, ved hvilken Fanden forpligter sig til — paa de sædvanlige Betingelser — at være hans stadige Tilhører. Oplæsningen begynder, Fanden vrider sig ynkeligt og vil flygte« men inden Historien var tilende, holdt A. sig for Ørerne og skreg: »Aa hold op, hold op! Jeg veed jo meget godt, det er mig.« —
De spottende bemærkninger i Studenterforeningen
Det bør ikke bebreides hans Venner, at de misbilligede dette, som i høi Grad spildte den for hans Udvikling saa kostbare Tid ; men det var da ogsaa kun de mange Udenforstaaendes spottende Bemærkninger, der opbragte ham *)
*) Denne Spot culminerede i den for Andersen meest krænkende Form ved Skomagerens bekjendte Repliker i Studenter-Comedien »Gjenboerne«. At han her deelte Skjæbne med Ingemann, kunde ikke forandre hans Opfattelse; han vedkjendte sig den ogsaa i et Brev til Senioratet for Studenterforeningen, »det Sted, hvor jeg har følt mig meget saaret ved saagodtsom offentligt at see mig og min Virksomhed latterliggjort«. — At hans Forhold til Studenterforeningen i Tidens Løb blev et ganske andet, at han der modtoges som en høithædret Gjæst, er en bekjendt Sag.
Forbuddet i skolen mod at skrive poesi
Denne Tilbøielighed, der lige til hans sidste Leveaar var saa stærkt udpræget hos Andersen, fortæller han selv at han havde fra sit Barndomsliv i Odense. At han ogsaa under sit Skoleliv gav efter for den, fremgaaer ikke af hans Breve fra denne Tid; men det har dog været Tilfældet. Det fremlyser af Meislings bittre Hentydninger til hans Skriverier og Forbudet mod »at gjøre Besøg«. Det fremgaaer ogsaa af de mange Advarsler, han fik fra. Brødrene Guldberg og Flere *).
*) Fra en Enkelt med en besynderlig Reservation. Notarius publicus G. H. Olsen skriver nemlig (80. August 1828): Det glæder mig paa den ene Side, at De anvender Deres Tid paa vigtigere Gjenstande end Poesien, men det synes ogsaa passende nu og da, skjøndt sjelden, at poetisere for ei at komme ud af Øvelse .
— Mange Aar efter skriver en gammel Typograph: »Jeg har ofte som Yngling hørt Dem med Glæde declamere, naar jeg hentede mit Herskab bos Jonas David i Slagelse«. Og i et Brev fra en gammel Skolekammerat hedder det: . . . »uagtet De ligesom jeg krympede Dem under Rector M.s tyranniske Svøbe, saa skrev De dog allerede dengang mange smukke Eventyr og Digte, som De glædede os med.«
Sider: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40