Det Collinske Hus og H.C. Andersen (38)

H.C. Andersens forhold til sin ven Oberst Guldberg fortalt af Edvard Collin

Forinden jeg gaaer over til Fortsættelsen af Brevsamlingen, vil jeg, uanseet at jeg herved anticiperer noget af Andersens senere Historie, meddele mine Betragtninger om to Mænd, der, rigtignok paa hoist forskjellig Maade, havde saa stor Indflydelse paa A.s tidligere Liv, nemlig hans første Ven Oberst Guldberg og hans Opdrager Rector Meisling.

Om Christian Høgh-Guldberg

Jeg tager neppe feil, naår jeg nævner Chr. Höegh Guldberg som den Første, der blev opmærksom paa Andersens eiendommelige Natur og Gaver og rakte ham en hjelpende Haand. Andersen kalder ham ogsaa »min ældste Ven«. Hans Forhold til Andersen og hans Personlighed fortjene derfor en nærmere Omtale. De af Guldbergs Breve, som ere trykte, vise allerede, med hvilken faderlig Kjærlighed han omfattede ham. Men foruden disse findes mange, som vise, hvor utrættelig han var i sin Omsorg for A. et langt Liv igjennem. Han har givet A. mangen alvorlig Tiltale, men altid i en kjærlig Tone; oftere røbe Brevene en Fader-Stolthed ved næsten hvert nyt Arbeide af A. ; han var overhovedet noget tilbøielig til at overvurdere disse, og han var da ikke sparsom med enthousiastiske Udtalelser. Og denne Overvurdering eller denne Fader-Kjærlighed forledte undertiden den fortræffelige Mand til i sine Breve at omtale Oehlenschlæger, Heiberg, Hauch og Hertz i meget nærgaaende Udtryk, hver Gang disse havde været i Collision med Andersen. Af Guldbergs utrykte Breve vil jeg her meddele nogle Uddrag.

Disse breve er udeladt, se i stedet i H.C. Andersen Brevbasen her!

Til C. Høegh-Guldberg.

Kbh. 9. Maii 1847.

Min kjære faderlige Ven! De har igjen forgjeves været hos mig, De er gaaet de mange Trapper op, De har skrevet mig til — jeg føler fuldkomment, hvor god De er mig. De vil troe mig, naar jeg forsikkrer Dem det, at jeg ret ofte i den sidste Tid har bebreidet mig selv, at jeg ikke oftere kom til Dem og Deres, ikke bestemte en Aften, som De selv har sagt mig jeg kunde; men jeg er desværre, i Besøg og i Former, om det kan kaldes saa paa dette Sted, et Vane-Menneske ; dog det vil ikke undskylde. Derimod skal jeg rulle lidt mere op for mit eget Væsen. Jeg var hele Vinteren og endnu dette Foraar — vistnok af den Svækkelse jeg led sidste Sommer ved Heden i Syden — skrækkelig nervøs; hver Gang jeg har været ude en Aften, talt og været livlig, er jeg blevet saa mat, saa angrebet, ja har hele den efterfølgende Dag følt Mindelse deraf; derfor har jeg saa godt som slet ikke taget mod nogen AftenIndbydelse. Nu vilde jeg imidlertid selv gjerne en Aften hjem til Dem, min kjære ældste Ven ; men da jeg selv skulde bestemme Aftenen, saa er denne altid blevet skudt ud, idet jeg er som alle nervøse Folk, der strax føle sig angrebne, naar de tænke paa : gid jeg nu ikke maa være svag. Jeg er vis paa, at De efter denne min Bekjendelse og Forklaring ikke selv tvivler paa, at det ordenlig piner mig, at jeg saa lidt har kunnet være hos Dem, og det endnu mere, da min Afreise er om tre Dage. Jeg vil paa Torsdag først til Fyen, hvor jeg paa Glorup haaber i to Uger at samle Kræfter til Reisen i Holland og England. Før jeg reiser kommer jeg naturligviis hjem og siger Levvel. I September, vil Gud, er jeg atter i Danmark, og jeg haaber legemlig styrket; da kommer jeg flere Aftener til mine Kjære, mine ældste Venner, der altid dømme mildest og blive mig gode.

Deres sønlig hengivne
H. C. Andersen.

Andersens venskab med Christian Høgh-Guldberg

Ved Andersens ovenstaaende Brev af 9. Maii 1847 henledes Tanken uvilkaarligt til det Guldbergske Brev af 1855, som slutter den trykte Samling og som har gjort et for A. ufordeelagtigt Indtryk. Jeg vilde ikke komme tilbage til denne Sag, naar jeg ikke fandt det ubilligt at dømme alene efter dette Indtryk. Vi veed nemlig ikke, hvad Andersen foretog i den Anledning; men derimod vides med Sikkerhed, at der ikke herved fremkaldtes noget Brud, og at A. lige til Guldbergs Død i 1867 altid omtaltes med Deeltagelse og Venlighed i dette Huus , og at Guldberg selv stadigt og med Herlighed forsvarede A., naar denne blev dadlet, eller naar der blev spottet over hans Forfængelighed. Det er mig ikke muligt at troe, at Forholdet mellem disse To afsluttedes med Guldbergs Brev i 1855, om det end havde tabt noget af sin gamle Varme. At Andersen var trofast mod sine gamle Venner, er idetmindste jeg forpligtet til at bevidne; af skriftlige Beviser kan jeg kun nævne et Brev (1852) fra Professor Fr. H. Guldbergs — senere afdøde — Datter, hvori hun takker ham for »det Venskab, han til det Sidste bevarede for hendes Fader, som stedse havde elsket hans trofaste Sind.« Men det maa heller ikke glemmes, at den dengang 80-aarige Mand har skrevet dette Brev paa en Tid, som han selv kalder: »disse mit Livs sidste tunge Dage.« I 1848 var Guldberg commanderende General i Jylland og ansaae sig efter sin Stilling nærmest til at blive Føreren af Krigen. Men i Stedet for dette modtog han sin Afsked; omtrent en Maaned efter døde hans eneste Søn, Lieutenant i Cavaileriet. Det var dog især det Første, der uforvindeligt saarede en Mand, hvis Ungdoms Drømme og hvis Manddoms Tanker havde dreiet sig om at kæmpe og at seire eller falde for Fædrelandet.

Jeg er overbeviist om, at Andersens kjærlige Følelser for Guldberg aldrig svækkedes *)

*) Efter den bekjendte Fest for Andersen i Septb. 1869 skriver han til min Svoger Drewsen: »Ved i Tankerne at gjennemleve Festen og ved at læse i Aviserne hvad der er blevet sagt, falder mig paa Hjertet, at jeg i min Bevægelse forunderligt nok, har glemt at nævne mellem mine Velgjørere gamle Guldberg. Enhver, som har læst mit Livs Eventyr, vil forstaae, at det var en Forglemmelse, men denne trykker mig. Naar jeg i Fortsættelsen af mit Livs Eventyr omtaler denne for mig saa glædelige Fest, skal jeg ikke glemme at gjøre min Glemsomhed god igjen. —

men han havde ondt ved at afvige fra sine Vaner, som deelte hans Tid mellem Arbeide og daglige Besøg hos de nærmest boende Venner og Bekjendte. Den Grund, som i flere andre Tilfælde bevægede ham til at trække sig tilbage fra denne eller hiin Kreds, nemlig Frygt for nærgaaende Raad og Paamindelser, kunde ikke holde ham tilbage her; thi den hele Families Væsen inclinerede mere til overdreven Beundring end til smaalig Kritik. Men det tør ikke nægtes, at det er gaaet ham, som i lignende Tilfælde mange Andre, at Besøget hos disse gamle Venner ikke længere havde anden Dragelse for ham end Pligtens, »en Fjeder, der sjeldent er trukket ret høit op.« —

Guldberg var Militair med Liv og Sjæl, men han havde for gode Interesser i saa mangen anden Retning til ikke at føle Byrden af de til hans Stilling i Fredstid knyttede Trivialiteter, som han selv udtrykker sig: »dette Høire og Venstre om, der nu i 30 Aar har stjaalet al den Glæde, Vaaren indbyder mig til, denne Tapperhed uden Seir.« Dog vedligeholdt han næsten til det Sidste en levende Interesse for Krigsvæsenet og Krigsførelsen. I en Alder, hvori de Fleste ere blevne sleve for hvad der ikke nærmere angaaer dem selv, anskaffede han endnu Kort over de Kamppladse , hvor der paa den Tid blev kæmpet, og markerede paa dem de kæmpende Hæres Stillinger og Bevægelser. Han var af et opbrusende Sind, men i sit inderste Væsen
en hjertensgod Mand, uegennyttig og hjælpsom i al sin Færd *)

*) Han havde overhovedet Trang til at hjelpe fremspirende Talenter. Eet Tilfælde, som er mig bekjendt, vil jeg nævne. Han havde bemærket i Regimentets Musikcorps en ung Mand, som røbede et meer end almindeligt musikalsk Talent. Han fik ham derfor fra sit Regiment flyttet over til Kjøbenhavn, hvor der aabnedes Adgang for hans videre Uddannelse. — Denne unge Mand var den nu afdøde yndede Componist og Orchesterdirigent Lumbye.

Han var, som der sagdes ved hans Grav, »en Mand, i hvem meget kæmpede, men som ogsaa altid arbeidede alvorligt paa sig selv.«

 

Kilde: “H.C. Andersen og det Collinske Huus” af E. Collin, Kjøbenhavn 1882. Ovenstående er en del af værket. Overskrifterne på de enkelte sider er nutidige.

Typografien og opsætningen er ændret nogle steder i forhold til den oprindelige tekst, alt i respekt for forfatterens skrivemåde. lbj

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40