Andersens godhed
Jeg vil nu slutte med at omtale det Væsenlige hos ham, det, der angaaer hans Charakteer, den Charakteer, som saa uforbeholdent udtaler sig i de Breve til Familien, i hvilke han har sat Verden og dens Dom tilside. Jeg har seet ned i Dybden af hans Sjæl, og jeg har ikke ladet mig forvirre af hans Phantasies Udskeielser, fordi jeg har omtalt dem. Jeg veed, at han var god. Dette simple Vidnesbyrd vil ikke misforstaaes af dem, der have kjendt ham rigtigt; men jeg vil gjerne tale udførligere om, hvori denne Godhed aabenbarede sig.
Han havde et aabent Øre for dem, der led og betroede sig til ham; han var utrættelig i at søge efter Hjep til dem. Han var godmodig; at han har været underkastet for haarde Prøver og ikke har bestaaet i dem alle, beviser Intet derimod. Hans Godmodighed blev ofte misbrugt; jeg veed hvor utroligt han blev plaget, og ikke alene for Pengebidrag. *)
*) En sendte ham en Sparebøsse, »for at han skulde besørge den fyldt«. Men hans værste Plage vare dog Forfattere i egen Indbildning. Han svarede taalmodigt En, som skriver, at han «vil dyrke Poesien, hvorved han troer at kunne bane sig Vei og komme i Besiddelse af Midler til et andet Foretagende. En Anden melder, at han har forsøgt sig som Forfatter «paa Grund af et medfødt Geni, som han har tilegnet sig«. —
Kun eet Exempel endnu. En Dame, der havde sendt ham en Pakke Digte til Gjennemsyn, skriver: »Jeg beder Dem, læg det nye Testament for Dem og udarbeid en historisk Beskrivelse af hvert Menneske, der er antydet, skriv en Bog som varer i alle Evigheders Evigheder. Dog var det egenlig mit Ønske, at De vilde begynde med Skabelsen, altsaa med det gamle Testamente og ende med det nye, eller rettere altid vedblive, saalænge Gud Fader Almægtigste Dem forunder Liv og Helbred paa Jorden. De maa ikke nægte mig dette Ønske; naar De saa ikke føler Kraft meer, kan De saa ikke indsætte en Anden, i Deres Gjerning. Og med saadanne Folk indlod han sig i Forklaring.
Tjenstagtig
Han var i høi Grad tjenstagtig. Fra Læssøe fremhæver ogsaa dette, naar hum skriver til ham: « Beredvilligheden til at tjene Folk, det er den Deel af Godmodigheden, som De har beholdt ».
Retfærdighedsfølelse
En smuk Side af hans Charakteer var hans Retfærdigheds-Følelse; jeg har havt mange Beviser paa, hvorledes han bestræbte sig for at fjerne personlige Antipathier og danne sig en retfærdig Dom; ja jeg kan sige, han kæmpede derfor.
Sans for kunst og det skønne
Han havde en levende Sands for Kunst og alt det Skjønne; ogsaa her yttrede han sig lidenskabeligt. Naar Andre glædede sig, jublede han.
Fædrelandskærlighed
Han elskede sit Fædreland heit; dette vilde jeg ikke fremhæve, dersom der ikke havde været reist Tvivl derom, ene paa Grund af, at han, hvad vel Ingen kan fortænke ham i, følte sig hendraget til de Mange i Udlandet, der satte Priis paa ham, medens han følte sig tilsidesat hjemme. —
Andersen var gudsfrygtig
Han var gudfrygtig. Jeg vil ikke forklare dette med de Ord, der ere sagte om en anden samtidig dansk Digter: han var opdraget i en aabenbaret Religions Forudsætninger, som Videnskaben ikke har formaaet at befrie ham fra; men jeg vil sige om Andersen: hans Gudsforhold ophørte aldrig at være levende; og den Tanke »at gjøre Gud bedrøvet« holdt ham oppe mod mange af Livets Fristelser. Han udtalte sig sjeldent herom. I et af hans Breve har jeg fundet følgende Udtalelse om: Eritis sicut deus. «Det er en Bog, der viser hvorledes Videnskaben eller rettere. Philosophien kan udskeie og i sin Fornægtelse af en personlig Gud og en Bryden med Bibelens Aabenbaring, bringer Ulykke ind i dethuuslige og sociale Liv».
Hans rene Vandel, hans sædelige Bevidsthed gjorde sig ogsaa gjældende i hans Skrifter; man vil neppe finde, at han nogetsteds har søgt at gjøre sig interessant ved letfærdige eller tvetydige Bemærkninger.
Trofast
Han var trofast i sit Venskab; ogsaa i denne Henseende har han været udsat for Misforstaaelse. Hvad vor Kreds angaaer, da har han viist sin Trofasthed til det Sidste. Et af de seneste Indtryk deraf havde jeg, da han, skjøndt dødsyg og dødtræt lod sig kjøre ud til Din Moder for at tage den sidste Afsked med hende. Det var en høist rørende Sammenkomst, som jeg aldrig glemmer.
Og nu haaber jeg, at Du vil forstaae Andersen og min Betragtning af ham bedre ; jeg haaber ogsaa, at det vil gaae Dig og hans andre endnu levende Bekjendte, som det gik en af hans yngre men nærmeste Venner, der, efter at have læst mit Arbeide i Manuscript, sagde: »Jeg holder nu meer af Andersen, end jeg gjorde før.«
Din Onkel
Edvard.
Her slutter brevet fra Edvard Collin til sin niece Jonna Stampe
Sider: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40