Det Collinske Hus og H.C. Andersen (32)

Fordringerne til vennerne

Men hans gamle Fordringer til Vennerne vare ikke dermed opgivne. Krisen var overstaaet i hans Forhold til den ene af hans »Opdragere«, der havde taget sit Parti; men ikke saa med den anden. I et Brev fra denne Tid til Jette Wulff forekommer et Stykke, hvori han, næst at constatere sin Forsoning med mig, i sin Phantasi seer sig selv hævet over alle »belærende Prædikanter«, han lader Folk »sluddre«, han er »hellig«, og anstiller sig »beskeden«, (skjøndt, siger han, jeg var mere beskeden i gamle Dage, da jeg talte saameget om mig selv) og han føler sig meget tilfreds ved at spille denne Comedie. Men da Phantasien slipper, idet han staaer overfor Virkeligheden: Fru Wulff, forandrer Tonen sig. Thi Fru Wulff havde ikke forandret sin Maneer, hun var endnu den samme »belærende Prædikant«. Og da skriver han i dette Brev: »Jeg er blevet krænket dybt, og det af Deres Moder. Vi sees vel som sædvanligt een Gang om Ugen og tale om alleslags, men — den bittre Braad sidder mig i Hjertet; der er en Skillevæg mellem os«.

Dette var ikke andet end en gjensidig Irritation mellem de to Paagjældende ; han irriterede hende ved sine ubesindige Yttringer om hans Ligestilling eller endog Overlegenhed ved Siden af Tidens meest yndede Forfattere. At dette ikke var noget Enestaaende, seer jeg af et Brev fra mig af 13. Julii 1830. Jeg fortæller ham deri om en anseet Mand, der havde beklaget sig over hans Indbildskhed, og fortsætter:

»Fader sagde, at han vidste ikke selv, hvorledes De havde det; men De kom undertiden med Exclamationer, som ret kunde ærgre Folk; f. Ex. at De engang, da han sagde: »De maatte ønske, De kunde skrive en saadan Roman som Ingemann«, udbrød: »Nei det veed Gud, det vilde jeg ikke ønske«, dette antog han imidlertid for at være, som han udtrykte sig, Fjanteri. Er nu dette Deres virkelige Mening, saa skal jeg ikke indlade mig paa et saa frugtesløst Arbeide, som det, at betage En sin gode Mening om sig selv; men det er høist uklogt, høist skadeligt for Dem med Hensyn til Andres Mening om Dem. De skylder Dem selv at skjule det; saameget kan og bør jeg sige.« Det maa nu ikke glemmes, hvad Andersen var i 1830, og hvor høit Ingemanns Romaner dengang vare skattede. Men det skal heller ikke glemmes, at Andersen har aabent og oprigtigt udtalt sig herom. Naar man har læst Slutningen af hans Brev til mig af 11. Julii 1830, svinder enhver Mistanke om, at han dengang led af en saadan Indbildskhed. De mange Drillerier og især nærgaaende Bemærkninger fra Folk, som han ikke stod i nærmere Forhold til, fremkaldte de trodsige Stemninger, i hvilke han lod sig henrive til at benytte saadanne Overdrivelser som et Vaaben. Men det var alligevel en høist uheldig Maneer, som skadede ham meget i det almindelige Omdømme.

Der er et Punct i mit Forhold til Andersen, som jeg kunde ønske at fortie. Det er ikke rimeligt, at det er undgaaet Din Opmærksomhed, at der paa flere Steder i Brevene er hentydet dertil; naar Du desuagtet ikke har berørt det, maatte jeg antage, at det skete af Delicatesse, og heri maatte jeg finde en Opfordring til, enten at udelade af hans Breve alle de paagjældende Steder, eller at stole paa, at disse vilde forsvinde i den store Masse, eller aabent at udtale mig derom. Det første vilde jeg ikke, fordi jeg aldrig af Hensyn til mig selv har udeladt af Andersens Breve Noget, der kunde belyse hans Væsen og Forhold ; det Andet havde den Mislighed, at jeg af en kritisk Læser kunde opfordres til at give en Forklaring. Hvorfor jeg valgte det Tredie, vil Slutningen af dette Brev vise. Altsaa til Sagen.

Edvard Collin, H.C. Andersens romanven !

Strax efter sin første Udreise i 1831 skrev han et Brev til mig, hvori han foreslog, at vi skulde sige Du til hinanden. Dette fremkaldte et Brev fra mig, i hvilket jeg aabent og ærligt og i den kjærligste Tone skildrede ham den Egenhed hos mig, at jeg havde Antipathi mod Dus- Væsen i Almindelighed, naar det ikke skrev sig fra Drengeaarene; jeg erkjendte, at jeg i denne Henseende var en Særling. Men jeg vil ikke skjule, at netop her var det hans Personlighed ligeoverfor min, der var bestemmende for mig. Jeg var ung og livsglad og vilde have en »Kammerat«; det kunde han med sine ofte tunge Drømmerier ikke være. Han drømte om, i mig at finde en »RomanVen«; dertil duede jeg aldeles ikke *)

*) Han har selv senere betegnet vort Forhold saaledes: »Denne Contrast og dog store Harmoni, et Mysterium, der ikke tør analyseres«. Han tvivlede aldrig om, at jeg var hans sande Ven, men han fandt mig for tør eller kølig af en Ven at være. Allerede i 1880 siger han: »Moraliseer ikke for mig; der har enkelte Gange i Deres Breve været noget — noget Solidt, noget om Fremtiden, « Om mine Breve siger han senere: »Venskabs-Stilen vil ikke ret gaae« — Et Vidnesbyrd fra en tidlig Tid om hans, jeg kunde fristes til at sige, nerveuse Kjærlighed foreligger i et Brev fra Nørager i Sommeren 1832, hvori en af de derværende Gjæster skriver til mig: »Skriv endelig et Brev til det underlige Menneske Andersen; det forstyrrer min Fornøielse at see og høre den Sjæleangst, han gaaer i, for at De, Louise, Ingeborg, lille Viggo og Alle sammen skulle glemme, at han endnu lever, at han tildeels kun existerer i Dem, at hans første Tanke om Morgenen, hans sidste om Aftenen er Edvard Collin. Skriv ham til, De gjør Uret baade mod ham og mig og hele Befolkningen, som alle ret af Hjertet holde af ham.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40