Det Collinske Hus og H.C. Andersen (30)

Almene betragtninger om H.C. Andersen  5

Edvard Collins brev til sin niece Jonna om H.C. Andersen (fortsat)

(Jonna Stampe er datter af Edvard Collins søster Ingeborg, som er gift Drewsen)

Af en let begribelig Frygt for at blive for vidtløftig i min Charakteristik af Andersen, har jeg ikke udtalt mig for Dig om alle Yttringer af hans »Sjælesyge«. Det er dog til den rette Forstaaelse af hans Væsen og til en Forestilling om, hvormeget han har maattet lide, nødvendigt at omtale hans Ængstelighed og hans skiftende Stemninger.

H.C. Andersens ængstelighed i forhold til skib, jernbaner, natur m.m.

Ængsteligheden viste sig i hans tidligste Tid ikke som en Sygelighed; den var en ligefrem Følge af hans ustyrlige Phantasi; han saae Farer, hvor ingen Anden vilde have fondet dem. Det vilde jo ikke være urimeligt, om han paa sine mange Reiser i fremmede Lande en enkelt Gang havde befundet sig i en farefuld Situation; men jeg har ikke kunnet see andet, end at hans Phantasi har lavet alle de Farer, som hans mange Meddelelser i Brevene skildre. Det har formelig været en Trang for ham at tænke sig mulige Farer, og da at udmale dem, som om han virkelig havde været udsat for dem. Især gave Jernbaner og Søreiser ham ofte Stof dertil. At han ved et stærkt Bølgeslag mod Skibet troede, at dette var stødt paa en Sandbanke, er ikke saa forunderligt; men charakteristisk er det, at han, overbeviist om Feiltagelsen , endda betroer os sine Fornemmelser i Anledning af »Sandbanken«. Derfor skriver han: Katakomberne under Rom ere noget usikkre, dog har jeg med D. og N. bevandret dem ; det gik godt af, Molbech har ikke vovet det». Og derfor fortæller han saadanne Ting, som fra Tanger, at han havde været paa et Sted, »hvor der for 2 Aar siden var seet Løver«. At dette tidligt har ligget i hans Disposition sees ogsaa af et Brev fra Maii 1826, ifølge hvilket hans første Reise med nogle Miles Kjørsel gjennem Sjelland, »ikke har været uden Fare, da Veien gik Bakke op og Bakke ned.«

Ængsteligheden for sit helbred

Han var dog egenlig mere ængstelig for sin Helbred, uagtet han, afseet fra hans Nerveusitet, havde en udmærket Constitution. Jeg kan ikke mindes, at han har været egenlig syg før de sidste Par Aar; og selv – under denne alvorlige Sygdom var han oven Senge indtil det Sidste. Derimod vrimler der i hans Breve af Tandpiner; han var vistnok plaget deraf, men alle hans Venner skulde vide det, og Lægerne skulde raadspørges. At disse tyldede Noget i ham, som hverken gjorde fra eller til, beroligede ham. Derfor hedder det i et Brev fra Chr. Wulff : »Du feiler nu aldrig noget, naar blot du faaer Lov til at tage for et Par Rigsdaler Mixtur om Dagen«. Og saaledes blev det bestandigt ved; næsten hver Dag havde han et eller andet »Tilfælde« at fortælle om, stundom kunde han forevise f. Ex. en lille rød Plet paa Haanden, som »Theodor maatte see paa, for at sige om det var noget Alvorligt.« Sædvanlig fik han da et Svar, som: at det saae ud som Fnat, men at det maaskee kunde blive en Brandbyld — denne Spøg hørte han gjerne. Det var vel egenlig kun blevet ham en Vane at gjøre Ophævelse af saadanne Smaating; men ganske uberørt af Ængstelse har han dog ikke været, naar han f. Ex. omtaler Fru Seeres Hunde i det sidste af de trykte Breve, eller naar han skriver til Ingemann (1855): »Katten bed mig i Fingrene, saa nu har jeg det at gaae og ængste mig over, skjøndt der ikke blev bidt Hul, kun givet Tryk ind i Huden; men det er nok for mig til at spore Hede, Smerte og Trækning, som nok egenlig ikke er der.»

Andersens farer og tilfælde

Jeg kunde ønske, at jeg i Andersens levende Live havde samlet en Fortegnelse over hans »Farer og Tilfælde« og havde oplæst dem for ham. Jeg er sikker paa, at han vilde have leet hjerteligt. Hans Sands for det Komiske kunde i den Grad tage Magten fra hans Selviskhed, at han, naar han saae sig selv sat i en komisk Belysning, morede sig derover (naturligviis kun i vor snevre Kreds). Det viste sig især i hans Samtaler med Din Moder, f. Ex. naar hun greb ham i en lille uskyldig Løgn. Men ogsaa naar han fortalte hende en sandfærdig Begivenhed, i hvilken han ikke nævnedes, men som han dog ved en Idee- Association let kunde bringes i Forbindelse med, naar han fortalte dette i den uskyldigste Tone og hun saa sagde:

»Jeg veed godt, hvorfor De fortæller mig dette, men De narrer ikke en syv Aar gammel Ræveunge« (Talemaade af mig ubekjendt Oprindelse) — saa jublede han over at være grebet. Selv hans Latter havde noget Eiendommeligt; den var ikke en vedblivende eller krampagtig Leen, men ufravigelig et tre Gange gjentaget »Ha,« umiskjendeligt kommende fra et oprømt Indre. Hvor elskværdig var Andersen ikke i saadanne Øieblikke, og hvor vare vi da ikke Alle glade ved ham!

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 32 33 34 35 36 37 38 39 40