Det Collinske Hus og H.C. Andersen (27)

H.C. Andersens poetiske rangordning i Danmark

Din Bestemmelse af Andersens Plads i den poetiske Rangforordning, det vil sige den Plads, som den competente offentlige Mening anviste ham ved hans første Optræden, er, om jeg maa sige det, som skrevet af Andersen selv. Jeg henviser simpelthen til hvad jeg har oplyst om hans Indtræden paa Forfatterbanen og om hvorledes han introduceredes af Heiberg o. Fl. paa en Tid, da han ikke var videre end at han cfølte Vingerne groe». Men idet Du forsvarer ham paa Samtidens Bekostning, lægger Du ogsaa en Skyld paa ham selv. Jeg synes, at jeg dømmer ham ligesaa mildt som Du. Lad os i Korthed betragte hiint første Tidsrum.

Hans Barndomsliv er bekjendt nok, ligeledes hans phantastiske Udvandren til Kjøbenhavn, hans Ophold der (den sørgeligste Tid af hans Liv) og endelig den bratte Overgang til Skolelivet, hvor han for forste Gang blev stillet ligeoverfor en Pligt: den at* skulle lære Noget, og blev tvunget til at lægge sin Phantasiverden tilside. Studentertiden var ikke uden Ubehageligheder, men dog en god Tid for ham; den havde jo et Anstrøg af Ungdomsliv. Nu begyndte hans umaadelige Production, som, ved hans Mangel paa Selvkritik, maatte skaffe ham mange literaire Modstandere, billige og ubillige. Men foruden disse havde han Venner, sande Venner af hans egenlige Jeg, men deelte i to Leire ved Bedømmelsen af hans Arbeider ; han fløi fra den moderligt sindede Fru Læssøe til den kjølige E. Collin ; var han opvarmet hist, blev han afkjølet her, og saaledes gik det i hans øvrige store Omgangskreds. Denne spredte, forvirrende Behandling var til stor Skade for Andersen. Idet han helst hørte «den rosende klingende Bjelde», indsneg der sig i hans Bevidsthed en Tanke om Partiskhed, om Uret. Den fortjente Lykke, som Improvisatoren gjorde, kunde ikke udviske dette Indtryk; læg vel Mærke til dette Træk; detkjendes igjen i hele hans Liv.

Men den bratteste Overgang i hans Væsen viste sig efter Opholdet i Weimar, hvor han var blevet feteret paa en Maade, der vel kunde forvirre Hovedet paa ham. Efter denne Jagen fra Fest til Fest og omgivet af Smiger, befandt han sig pludselig i det gamle borgerlige ædruelige Hjem ; hans Phantasi havde foregjøglet ham en Modtagelse i den tydske Stiil.

Jeg tænker mig en ung Pige, som har været paa det første Bal. Herrerne have stimlet om hende, engageret og inclineret. Efter en Nat fuld af skjønne Drømme vaagner hun i sit Hjem, hvor Alt er Ro; hun kaldes til de vante daglige Sysler og finder sig snart tilrette i dem. Men Andersen vilde vedblive at gjenopleve sin «halv Drøm halv Virkelighed » ; han kom hjem til det gamle Huus, der blev ikke inclineret for ham, og det kunde han ikke finde sig tilrette i. Han fordrede Paaskjønnelse af, at han ved sin Berømmelse cgjorde Huset berømt » ; men Huset satte ikke Priis derpaa. Fader skriver til ham — aabenbart for at forberede ham herpaå — «Jeg kan let sætte mig i Deres Forfatning og Stemning over en saadan Modtagelse i Udlandet. Men De veed jo nok, at en Prophet er miskjendt i sit Fædreland. Vi længes alle efter Dem, skjøndt jeg af gammel Praxis forudseer adskillige Scener, naar Udlandet hæves paa Indlandets Bekostning. Men slige Scener ere ikke
videre farlige ».

Familien Collins forhold til Andersen

Fra denne Tid er det især at hans Misfornøielse med Hjemmet skriver sig; han kunde efter sin Natur ikke tænke sig, at en Vurdering her hjemme, der ikke stod i Heide med den tydske, var Andet end en ubillig Undervurdering. Han var uforsigtig i sine Yttringer derom, trodsede paa den Ære, han havde gjort sit Fædreland, og irriterede Mange ved bestandigt at tale om Modtagelsen i Tydskland og ved Lovtaler over det Fremmede.

Lad os komme ganske paa det Rene med vort — Familiens — Forhold til ham. Jeg vil da ferst sætte ‘nogle Notabener ved Dine Bemærkninger om det Vanskelige for en Fremmed ved at « finde sig tilrette i det Collinske Huus». Dette Huns havde et eiendommeligt Præg, det er sandt; og det for Fremmede meest Paafaldende var vel, at det Conventionelle der spillede en saa underordnet Rolle; i et andet Huus stod dette «hvad synes Folk derom » maaskee i forreste Række. Efter dette Præg dannes Tonen i hver Familie; de forskjellige Toner kunne vel bringes til at danne en Harmoni, men Instrumenterne maa forst stemmes sammen. Jeg vil dog ikke modsige, at vort Familieliv var noget paaholdende paa sit Eget ; i denne vor egen lille Verden holdt vi paa den Tone, der var Udtrykket for Husets Charakteer. Men denne Betragtning vedkommer ikke Andersens Forhold til Familien. Han indtraadte i vor Kreds ganske umoden, næsten som et Barn, ikke istand til at kritisere vort Familieliv; thi han kjendte ikke noget andet, som han kunde sammenligne det med. Og derfor var han i de første Aar glad imellem os, glad ved at see sig behandlet som Sen af Huset, men ikke nden Veemod over ikke at være det; herom mindedes han stadigt ved sin Moders Breve. Men den Forstemthed, som han, efter at være optraadt som Forfatter, næsten daglig var udsat for, havde en ganske anden Grund — der ikke stod i den ringeste Forbindelse med Tonen i Huset, — nemlig den, at han ikke fandt sine Arbeider noksom paaskjønnede hos os; og denne Forstemthed maatte tiltage efterhaanden som han anerkjendtes af Andre.

Naar han i vor Kreds, hvor Hertz og især Heiberg stode saa høit anskrevne, ikke fandt den høirøstede Sympathi for sin Musa, som han fandt i nogle andre Huse — og jeg vil indrømme, at det var Tilfældet — saa havde han visselig Grund til at bedrøves; men jeg seer ikke, at han havde Ret til at beklage sig. Ulykken var, at han næsten daglig havde Anledning til denne Bedrøvelse. Vi sagde ofte om et oplæst Digt »det er smukt« eller noget Lignende, men naar han først havde været hos Hr. A., der var »ganske opfyldt« deraf, og derefter hos Fru B., der var »betaget« deraf, og vi saa ikke bleve »opfyldte og betagne«, — saa var det forbi med Humeuret. Det bør dog erindres, at han i sine rolige Øieblikke, hvor gjerne han end lyttede til Roes, ikke miskjendte sine oprigtige Venner, men endog blev mistænksom mod de smigrende Stemmer. I et saadant, desværre sjeldent Øieblik følte han, at overdreven Roes var ham til Skade, og da sagde han: »Folk have sluddret for mig og sat mig Galskab i Hovedet.«
— Jeg indrømmer forresten villigt, at vi — idet mindste jeg — ikke vare overbærende nok med hans Svagheder, og især den, som trættede mig meest, at han selv eller et af hans Arbeider altid skulde være udelukkende Gjenstand for Samtalen. Almindelige Discussioner indlod han sig sjeldent paa: han yttrede vel en Mening og i en meget bestemt Tone, men holdt sig borte fra at besvare Modsigelser.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40