Det Collinske Hus og H.C. Andersen (26)

Andersen: Døer jeg ude, da husk Edvard paa at trykke mine Erindringer

Andersen skriver i 1833 : »Døer jeg ude, da husk Edvard paa at trykke mine Erindringer«. Jeg vilde neppe dengang have skrevet saaledes som nu; thi deels have mine Anskuelser om, hvorledes en Afdøds Liv bør beskrives, forandret sig meget, deels har hans Selvbeskrivelse viist mig den Vei, som jeg nu følger. Det er jo nemlig klart, at han selv har villet, at det store Publicum skulde sættes ind i hans Livs Mærkværdigheder, store og smaa, hans Tanker og Følelser fra Vuggen til Graven. Men han var formeget Digter til at hans Fremstilling og Opfatning af Omgivelserne kunde blive absolut rigtig, og for phantastisk til at hans Selvbetragtninger kunde blive paalidelige. Han har ikke altid forstaaet sig selv og hyppigt misforstaaet Andre. Lad være, at vi i Grunden Alle, meer eller mindre, have de samme Svagheder; men han havde sine i en ikke almindelig Grad, og vi aabenbare ikke vore for Verden.

Opdragelse

Han har sagt om sin Ungdomstid, da han netop var sluppet fra Skolen: »Alle vilde rette paa mig« ; og dette er, naar man ikke tager det bogstaveligt, sandt. Hvor var nu
Uretten? Han havde forsaavidt Ret, naar han tænkte: jeg er nu 25 Aar gammel og skal endnu opdrages! De Andre havde Ret, forsaavidt de kun saae paa, hvor lidet hans intellectuelle Modenhed svarede til hans Alder. De kunne have feilet ved at tage ham just paa denne eller hiin Maade, — jeg kan kan undtage en Eneste, min Fader, af hvis Mund jeg fra denne Tid kun erindrer faderlig Tiltale — ; men de Andre have ærligt og efter bedste Overbeviisning stræbt til hans Bedste.

Andersen var i den videste Betydning en offentlig Charakteer, kjéndt personlig af Mange, igjennem sine Skrifter kjendt af Utallige, kjendt og miskjendt. Han var desuden — afseet fra hans Skribentvirksomhed — en saa ualmindelig personlig Fremtoning. Han har i »Mit Livs Eventyr« stillet sig selv, sit Liv, sit Væsen saa detailleret frem, han har charakteriseret sig selv og sine Omgivelser, men Alt efter sin — i Ordets gode Betydning — eensidige Betragtning. Og denne maa prøves, thi hans Liv tilhører Culturhistorien.

H.C. Andersens sociale arv

Jeg vender mig nu til det af Dig med Rette fremhævede Hovedpunct: hans Sorger og hans Staaen ene i Verden uden Familie. Ja her træffe vi ganske sammen; og jeg er enig med Dig i den Betragtning, at netop dette maatte gjøre hans Feil mere aabenbare for Verden.

Ja, han havde Venner, Tilbedere, Forgudere — men dog stod han ene i Verden; det vækker høist veemodige Tanker. I det stærkt bevægede Liv, som han førte, kunde han glemme — og glemte ogsaa — denne Sorg; men naar Eensomheden da kom, følte han den ogsaa saa meget dybere; da følte han sig forladt af Alle. Fra saadanne Timer skriver sig hans bittreste Udtalelser.

I sin tidlige Barndom mistede han sin Fader, i sin Ungdom havde han endnu en Moder. Om hende vil man have dannet sig en Forestilling ved Læsningen af hendes Breve i den trykte Samling; men disse ere skrevne af Andre. Han var meget tilbageholden med at tale om hende; men jeg veed, at hun og hendes Forhold laae ham tungt paa Hjertet. Han maatte idelig høre hendes Bebreidelser for at han gjorde saa lidt for hende; hun krævede ham endog for de « Penge, som hun skyldte Contoirist Høst for at skrive de to sidste Breve«. Andersen kunde vel ogsaa have Tvivl, om hendes Nød virkelig var saa stor, naar hun lod skrive : « Mange gode Folk bevise saa mange Godheder imod mig; ofte giver de mig Overflødighed af Spise*. Og alt dette paa en Tid, da han selv ikke kunde leve uden ved Andres Hjelp. Jeg har et Brev, som hun selv har skrevet; af dette vil jeg, til Forstaaelse af Sønnens Sorger,
meddele et Stykke:

«Jeg takker for di Penge Som du sende Guldbergs Di lo kiøbe Læret til en Særk til mig men i mit Liv har jeg aldrig eiet Saa grov en Særk det var Som det gro-
veste Sægetei . . . hva du har bedt mig om Skal ieg nog la være men at misondelig Mennesker skildrer mig Saa Slet kan jeg (ikke) giøre ved. Bespisningsanstalten
har nu begend og ieg faaet Ma engang. Det er jo kun tønt men Saa bær det dog navnet af varm Ma».

Og naar jeg tænker paa, at dette Brev er til ham, som senere skrev « Historien om en Moder», da finder jeg det hjerteskærende. — Han sørgede som en god Søn ved hendes Død og følte, at nu stod han ganske ene.

 Økonomiske sorger

Økonomiske Sorger havde han i lang Tid meer af end jeg dengang anede; han var yderst ømfindlig i det Capitel. Brevene vise, at han een Gang har laant Penge af min Fader. Da jeg bebreidede ham den forcerede Production, der ikke levnede ham Tid til noget Studium, vidste jeg ikke, at Nøden tildeels tvang ham dertil.

Hjertesorger

Men da vi nu ere ved hans Sorger, saa vil Du vel ogsaa høre Noget om hans Hjertesorger. Jeg kan kun bekræfte at men ikke fortælle hvad; jeg kan ikke gjøre mig interessant ved nogen Oplysning derom. Han har i hele sit Liv ikke talt eet Ord med mig derom, men han har viist mig sin Sorg saaledes, at jeg kunde tyde dens Grund; ganske kunde han dog ikke fortie den for mig, som det vil sees af et af hans Breve til mig. Og ban kunde heller ikke lade Verden være uvidende derom (det kunne Digterne jo aldrig). En saadan Antydning finder man allerede tidligt (Mit Livs Eventyr S. 90 — 91) men han er discret (det ere Digterne ikke altid). Guldberg gav ham engang, som Du vil have seet, en Lection i Anledning af et uskyldigt Skjelmeri i «Phantasier og Skiszert. — Jeg er overbeviist om, at Damerne have vidst meget bedre Besked om Andersens HjerteHistorier end jeg, paa Grund af deres magelese Evne til at udfritte og udpønske, medens jeg har den for mig lykkelige Egenskab : ikke at være nysgjerrig. Men jeg har dog blandt hans Papirer fundet Breve og Stemningsudbrud, endog Navne; om disse faae Damerne dog ikke Noget at vide af mig. Men paa saadanne Stemningsudbrud at bygge den Mening, at disse Sorger sloge dyb Rod, kan jeg ikke være med til ; jeg har kun seet, at han var let fængelig, og det kan jeg godt lide.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40