Det Collinske Hus og H.C. Andersen (24)

Familetrygheden

Der var dernæst en anden Grund, der maatte gjøre Andersens Feil mere aabenbare for Verden end Andres; han var uden Familie. Alle vi, der ere saa lykkelige at have Familie, maa vide, hvad Støtte og Hjælp Familieforstaaelsen er for os. Fører en ublid Vind os bort fra den, vil vi dybt føle dens Savn: den kjender og bærer over med de samme Svagheder og Eiendommeligheder, den netop selv har, lægger stundom end ikke Mærke til dem. Dette gjælder de fødte Familieforhold; i de Forhold, man selv danner, faaer man visselig mangen en Gang ikke den samme Overbærelse. Hvor mangt et ondt Lune, hvor mangen en Særhed, Tværhed, ja endog Utaalmodighed faaer ikke Udløb inden fire Vægge, saa Verden forskaanes for at see dem og lide derunder og den Paagjældende selv hyppigt af Udenforstaaende betragtes som et meget omgængeligt Menneske. Ingen af disse Lettelser havde Andersen, ingen medfødt Slægt forstod og bar over med hans Ungdoms-Særheder, og han havde senere ingen Familie, i hvilken han kunde udgyde det, som han saa desværre maatte udgyde over Venner og Bekjendte. Han kunde naturligviis heller ikke i den Collinske Familie have den Familie-Tryghed som vi andre.

Naar man er syg, nervøs, ikke er istand til personlig at skrive, men maa gjøre det pr. Dictat (som forekommer mig særdeles vanskeligt) og ikke kan tale til den man vilde tale med, saa skulde man egenlig tie stille. Men saa stor er min Interesse for det Du udgiver, at jeg har dristet mig til at dictere dette. Jeg syntes nemlig, at det kunde gjøre godt mod Andersens Minde, om der blev ydet ham en Forstaaelse, som han maatte savne i sin Samtid, men som Ingen bedre kunde give ham end En, der har staaet ham saa nær som Du — den Indrømmelse nemlig, at Andersens første Samtid var for snever til heelt at kunne forstaae ham, og at hans Pirrelighed ikke alene laae i en sygelig Sjælstilstand, men ogsaa var begrundet i Forholdene. Det var denne Klang af Sympathi, som jeg savnede i det ene lille Afsnit, og som har bragt mig til at udtale min Opfattelse. Bliv nu hverken kjed eller led derover, men straf mig især ikke ved at undlade at sende mig hvad Du ellers skriver. Det sidst Tilsendte tiltalte mig meget; det skildrer paa en træffende Maade Andersens eiendommelige Forhold til Familien, hans underlige Blanding af Saarlighed og Godmodighed, ligesom det ogsaa grupperer Familien charakteristisk omkring ham (Familiepoeten, der maa offre til hans Skinsyge, Søstrene, der trøste) . . .

J.

Min Besvarelse af dette Brev skal altsaa danne Afslutningen af mine Betragtninger om Andersen. Denne Brev-Form vil maaskee misbilliges; men Hovedsagen for mig er at være tydelig, og jeg frygter for, at Tydeligheden vilde lide ved Omdannelse i Af handlingsform. Og naar jeg lader disse ganske private Breve fremtræde offentligt, uden at foretage nogen Forandring i den Brevstiil, der nu engang er eiendommelig for mig, kan jeg kun bede om Læserens Overbærelse. Det er dog ‘bedre, at jeg skriver i den Stiil, der falder mig naturlig , end paatager mig en, der er mig fremmed.

Edvard Collins brev til sin søster Jonna om H.C. Andersen

9. Marts 1878.

Dit Brev har gjort mig stor Glæde, kjære Jonna, uagtet det indeholder væsenlige Indvendinger mod min Fremstilling; men disse kom mig ikke uventede; thi ifølge Din Godhed for Andersen og Din overbærende Betragtning af hans Svagheder maatte Du skrive saaledes. Det var i hans qvindelige Omgang mens han levede, at der blev kjælet saameget for hans »syge Hjerte« ; de samme ville nu, at der ogsaa skal kjæles for hans Minde. Men mit Forhold til ham var aldrig det kjælne, og ligesaa lidt kan mit Forhold til hans Minde blive det. Men jeg er pligtig til at frede om det; bliver det angrebet i noget Væsenligt, skal jeg ikke tie. Spørgsmaalet er her om min Fortælle-Maade ; vi skulle snart blive enige om, at vi skylde hans Minde den Indrømmelse, som Du lægger saamegen Vægt paa, og jeg tiltræder derfor af ganske Hjerte Din Sætning: at Andersens Pirrelighed ikke alene laae i en sygelig Sjælstilstand, men ogsaa var begrundet i Forholdene. Var det hermed afgjort mellem os, saa var det jo fortræffeligt; men jeg føler godt, at denne tørre Indrømmelse ikke tilfredsstiller Dig. Jeg misforstaaer Dig ingenlunde ; Du forlanger ikke en Apotheose — denne er saa rundeligt, ja altfor rundeligt, blevet ham til Deel i hans Levetid; men Du savner en Klang af Sympathi. Og heri har Du maaskee Ret; under Beviisførelsen er Inderligheden gaaet tabt.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40