Det Collinske Hus og H.C. Andersen (23)

Almene betragtninger om H.C. Andersen 3

 Jonna Stampes brev om H.C. Andersen til Edvard Collin. Dateret marts 1878

(Jonna Stampe er datter af Edvard Collins søster Ingeborg, som er gift Drewsen)

Mit foranstaaende Arbeide har, inden det var færdigt til Offentliggjørelse, været underkastet en Kritik, som jeg selv har fremkaldt. Det var jo naturligt, at jeg ønskede en Meningsyttring derom fra Andersens nærmeste Omgangskreds. Jeg havde særlig Grund til at vælge en Enkelt til Dommer, nemlig min Søster Ingeborgs Datter Jonna (Lehnsbaronesse Stampe).

Hun var i sin Opvæxt en af de første og stadige Tilhørere ved Andersens mundlige Fortællinger. Dengang saae hun op til ham. Maatte hun senere i Livet, som moden og høitdannet Qvinde, tilstaae for sig selv, at han ikke ganske var den Samme, som hun havde tænkt sig, glemte hun dog aldrig det første Indtryk; hun vedblev til hans Død at være hans trofaste Veninde og hans Forsvar, naar han blev angrebet. Jeg vil endog sige, at hun var partisk for ham; og dertil kunde hun vel finde Anledning ligeoverfor nogle af os Andre. Da hun modtog dette Arbeide, laae hun paa et smertefuldt Sygeleie, farligt syg, men i Besiddelse af sin fulde Aandskraft. Af hendes Brev, der er dicteret af hende og nedskrevet af en af Døttrene, vil jeg meddele Følgende:

Marts 1878

«Du har rigtignok Ret i, at jeg med Interesse følger Dit Arbeide om Andersen; det ligger mig netop paa Sinde, at Folk. skulle lære ham at kjende fra hans menneskeligste Side, hans Hjerteforhold, hans Venskabsforhold til den Collinske Familie. Jeg synes derfor saa udmærket godt om Begyndelsen, de Meislingske Breve, om Bedstefaders Optræden og Andersens Personlighed, som den viste sig der paa en næsten Dickensk rørende Maade. Ligeledes Brevene til Dig, hvor den fordringsfulde, pirrelige men dog kjærlige Side hos ham træder saa stærkt frem; endelig Brevene til Louise. Et saadant Indblik i Andersens Barndoms- og Ungdomsliv kan kun Du give.

 Andersen var en virkelig Svane og blev betragtet som en grim Ælling

Men naar jeg ikke var saa fuldt tilfredsstillet ved Randglosserne til hans Livs Eventyr, saa ligger det i, at jeg ikke synes Du seer med nok Afstand paa den Tids Strømninger, eller idetmindste ikke føler noget af det, som jeg føler med Hensyn til Andersen. Jeg føler nemlig, at han virkelig var en Svane og en Stund betragtedes som en grim Ælling. Han følte Vingerne groe uden at kunne gjøre sig selv Rede for denne Følelses Berettigelse eller at kunne bibringe Andre denne Følelse. For ham var al Tugt og al Tilrettevisning kun Hemmelser; han følte Ubilligheden men ikke Berettigelsen. Derfor vaandede han sig under al Sprogrettelse og under at veies paa samme Vægt som Andre. Jeg troer, at selv om man har tilhørt hiin Tids Standpunkt her i Danmark, selv om man endnu har bibeholdt sin Forkjærlighed for den, saa vil man dog nu ikke være blind for, at den var noget bornert og pedantisk, at Formen spillede en større Rolle end nødvendigt, og at de, som ikke kunde følge den Betning, let kom til at staae udenfor og derved blive gjort Uret. Samfundet kunde dengang ikke være anderledes, da det ikke kunde være forud for sin Tid, saa det skal ikke bebreides det; men det maa tages med i Betragtning, synes jeg, i Bedømmelsen af Andersen.

Han hørte efter min Mening til de 4 store Propheter, men fik neppe Rang blandt de 12 smaa, og maatte derfor vaande sig under en Maalestok, han ikke kunde svare til. Dette, synes jeg, var hans første Samtids ubevidste Skyld imod ham. Hans Skyld imod den var, at kræve Anerkendelse som Svane for han var blevet det, og det blev han først da han skrev sine Eventyr. Dernæst havde han en anden Skyld, ligesom denne ubevidst, hans Phantasies Upaalidelighed med Hensyn til Folks Forhold til ham. Du kalder det Pirrelighed, men jeg, som har kjendt Mennesker med denne Slags Natur, jeg føler mig forvisset om, at det er en Utilregnelighed i Phantasien, der faaer denne til for Alvor at troe hvad der vitterlig ikke er skeet. De lide ligesaa meget under disse foregøglede som under virkelige Krænkelser, og gaae i deres Grav, sikkre paa at deres Opfattelse har været den sande. Ved denne Feil har Andersen beredt sig selv og Andre store Kvaler, og dog anseer jeg ham for utilregnelig deri.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40