Det Collinske Hus og H.C. Andersen (21)

 H.C. Andersens møde med visefabrikanten

Det er en underlig Ironi af Skjæbnen, at Andersen just i det Huus, hvor han saa godt som havde sit Hjem, skulde støde sammen med en saadan Visefabrikant. Min største Fornøielse var at see, hvormeget jeg med dette lille Talent glædede min Familie og især min Fader, som endnu i sin høie Alder med saamegen Lethed kunde gaae ind paa det Overgivne; men min Glæde forstyrredes ofte, naar jeg ved hans Side saae Andersen, der ikke kunde skjule sin Ærgrelse, saa at min Svoger Lind med Rette bemærkede : »Edvard skriver Viserne, og Andersen skærer Ansigter til dem.« Mangen en Fest afbrødes ved at han sneg sig fra Bordet med Taarer i Øinene, og at derpaa mine Søstre gik ud for at berolige ham; hvilket
ogsaa altid lykkedes. Jeg kunde ikke beqvemme mig til at overtage denne Rolle, men jeg har engang havt en meget alvorlig Samtale med ham derom. Han erkjendte da, at det Hele skyldtes en sygelig Stemning, som han ikke kunde bekæmpe.

Det maatte da endelig gaae op for os, at, hvor komisk det end lyder, Andersen var jaloux paa den Lykke, som mine Viser gjorde. Jeg forsøgte da at formilde ham ved at skrive enkelte Vers, ja hele Viser til og om ham selv; dette slog godt an. Man kan sige, at jeg paa denne Maade behandlede ham som et Barn. Men naar vi nu alle vidste, at det glædede ham, naar han blev gjort til Gjenstand, hvorfor skulde jeg da ikke gjøre det? Og her kunde jeg uden Fare gjøre Løier med endeel af hans Svagheder og sige Ting, som i en Samtale vilde have forbittret ham. Jeg vil anføre et
Exempel. Det er et andet Sted omtalt, at han havde den Egenhed at bruge enkelte forcerede eller usædvanlige Udtryk flere Gange og at jeg forgjæves opponerede mod denne »Maneer«. Da han ofte var blevet stødt over mine Bemærkninger derom, er det saameget mærkeligere, at jeg ustraffet turde anbringe dem i en Vise, fordi jeg lod ham selv fremstaae som den Talende. Saaledes er i en Vise (til Melodi: Han gik til Ludlams Hule) i Anledning af en Forlovelse følgende Vers sammensat
næsten udelukkende af Andersenske Udtryk og Vendinger:

Hvor Nilens Vand’ er gule,
Hvor Leviathen boer,
Der mødtes tvende Fugle,
Og Ild i Tanken foer.
De vilde lystigt seile
Alt henad Livets Strøm,
Thi Glæden er en deilig,
En deilig, deilig Drøm.

Dette Vrøvl morede ham, uagtet det gik ud paa det Samme, som saa tidt havde ærgret ham. Som Prøve af Genren i Almindelighed vil jeg endnu anføre Følgende af en Vise i Anledning af hans Afreise til England. Det sidste Vers:

Du Helt fra den 2den April,
Du reiser til Aarsdagens Fjender.

ender med følgende kaade Linier:

Kom hjem, men kom end’lig betids
Med Dampskibet eller med Smakken.
Kom kun med din engelske Miss,
Vi skal miaue og kløe hende i Nakken.

Det var ubetaleligt at see, hvorledes han fordreiede Ansigtet og udstødte Hyl for at skjule Latteren, idet han tillige ærgrede sig over, at han kunde lee af »det rædsomme Sludder«. Egenlig var min Søster Ingeborg den Eneste, der i daglig Omgang ustraffet turde skjemte med ham; jeg kan ikke sige hvorfor, thi han kjendte jo os Alle lige godt.

Andersens pirrelighed udviklede sig til mistænksomhed

Af Andersens Pirrelighed udviklede sig efterhaanden en Mistænksomhed, der dog tildeels fremkaldtes ved Forholdene. Det vil nemlig bemærkes, at i næsten alle Tilfælde Mistanken blev fremkaldt ved hvad denne eller hiin havde fortalt ham om, hvad denne eller hiin havde sagt eller skrevet eller maaskee vilde skrive. De gode Venner vare idelig paafærde med at fortælle ham om noget, der vilde komme ud om ham. Han vidste, at der var »Personer, der morede sig med at gjøre ham bedrøvet.« Han blev næsten altid bagefter overbeviist om, at Referatet var usandt; men selv da kunde det første Indtryk ikke forsvinde. Han følte selv det Sørgelige derved; han siger jo, »at disse venskabelige Indskydelser forgiftede hans Tanker«, og selv efterat han vidste, at de vare usande, vedbleve de at »hænge som Giftdraaber«.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40