Det Collinske Hus og H.C. Andersen (18)

 Andersen om sig selv: “husk paa, at jeg har en Skrue løs”.

Allerede i en ung Alder udtaler han sig uforbeholdent om disse «sygelige Skud« i hans Phantasi. I Brevene fra Skolen hedder det saaledes: «Jeg er en sjælesyg Stakkel » — husk paa, at jeg har en Skrue løs». I 1833 skriver han: « Altid finder jeg Nogen, der kjæler lidt for mit syge Hjerte, som aldrig bliver tilfreds, men som det uartige Barn altid raaber paa meer». Senere skriver han: «Jeg kom glad tilbage fra Reisen, men er det ikke længere — og hvorfor? Ja, spørg ham, der saaledes har spændt Nervestrængene i mig». Blandt hans løse Optegnelser har jeg fundet en Seddel, paa hvilken han har skrevet (omtrent 1848): «Jeg har tidt hørt sige om Englændere, at de have Spleen; jeg veed kun om denne Sygdom, at det er en Særhed, men dog en Sørgmodighed, hvori de ofte røve sig Livet; jeg lider af noget ganske som denne *)

*) Heller ikke i Tydskland, hvor han dog aldrig mødte nogen af de Krænkelser, som Hjemmet efter hans Mening tilføiede ham, undgik denne hans Grundstemning Opmærksomheden. I 1845, altsaa netop i hans saakaldte lykkeligste Aar, skriver Ida Hahn-Hahn om ham:

Solch ein Gewimmel von Elfen und Feen,
Blumen und Genien im fröhlichen Scherz,
Aber darüber viel geistige Wehen,
Aber darunter ein trauriges Herz.

Man har ogsaa anvendt paa ham Göethes Ord:

Weil er kein Elend hat,
Muss er sich Elend machen.

Andersens pirrelighed

Ved Siden af eller ud af denne Sørgmodighed udviklede sig den Pirrelighed (Irritabilitet, Sensibilitet); som desværre blev hans Livs trofaste Følgesvend lige fra den Tid, da han begyndte daglig at tage Deel i vort huuslige Liv. Saa langt som jeg kan kalde de Tider tilbage i min Erindring, hørte det til Dagens Orden, at han følte sig saaret ved — ja jeg veed ikke hvad. Han gik da pludseligt ud af Stuen, men snart efter kom han ind igjen, efter at have visket Taarene af sine Øine. Enkelte Gange kunde man vel paavise Muligheden af en Grund, f. Ex. et misforstaaet Ord, en særlig Opmærksomhed mod en tilstedeværende Fremmed, og fremfor Alt Afbrydelsen af en af hans utallige Oplæsninger, naar Pigen løb gjennem Stuen for at lukke op, naar det ringede.

Til ret Forstaaelse af, til hvilken Yderlighed denne Pirrelighed kunde føre ham, er det nødvendigt at fremhæve nogle Træk af ham som Deeltager i vort Huusliv. Jeg nød-
sages derved til at give et Indblik i Privatlivet i »Hjemmets Hjem«, som han saa ofte taler om, naar han »fløi hjem paa en Pennefjer og et Stykke Papiir.«

Efter Skoletiden kom han daglig i mine Forældres Huus *) .

*) Indtil 1838 vur dette Hjem i min Faders gamle Gaard i Norgesgade 159. I Fru Rahbeks Sprog hed det »det Spanske Huus«, fordi det i Frederik d. 3dies Tid beboedes af den spanske Gesandt, Grev Rebolledo, hvis Vaaben sad i Muren »ud til haffen«. For dem, der samle paa Bakkehuus-Navne, skal jeg tilføie, at min Fader i dette Sprog hed »Blonde« og vi Børn: »Tusendtakkerne« ; formodenlig have vi sagt: Tusend Tak, naar Fru Rahbek bød os Syltetøi; hvilket hun stadigt gjorde.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40