Det Collinske Hus og H.C. Andersen (17)

Andersens sproglige fejl er småting i forhold til at han er et geni

Hans første Arbeider anmeldtes med Roes, ialfald med Velvillie, kun med korte advarende Vink med Hensyn til Sproget; disse betragtede han, og naturligviis med Rette, som Smaating ved Siden af Erkjendelsen af hans Geni. Men med hans hurtigt voxende Production bleve Kritikens eensstemmige Fordringer mere paatrængende; han kunde ikke ignorere dem, han kunde vel heller ikke opfylde dem, og de stode da for ham som ufortjente Krænkelser; han forbittredes. Men han var uklog nok til, ligeoverfor sin Omgang, at lade som om han foragtede dem. Han troede at kunne skyde Tanken derom tilside ved en eller anden affærdigende pikant Bemærkning. Saadanne findes i mange af hans Breve. Han siger saaledes: « Poesiens Have faaer nok snart Brolægning »; og om Agnete siger han: «Bare hun nu er grammatikalsk nok! Desværre eller desbedre; jeg havde ikke Else Skolemesters men Aphrodite i Tankerne, da jeg hævede min « Agnete » fra Bølgerne.» Men alt dette har ligesaa lidt at betyde, som naar han yttrer, at al dadlende Kritik er en Følge af «Mave-Suurhed».

Hastværksarbejder

I mange Aar vare hans Skrifter Hastværksarbejder; han vidste, at de trængte til Gjennemsyn, men han kunde ikke bekvemme sig dertil. Og dette tilstaaer han aabent, naar han i et Brev til en anden Forfatter priser denne lykkelig, fordi han kan lade sine Arbeider ligge, og tilføier: «Neppe fødes mine aandelige Børn i mit Hjerte, saa maa de paa Papiret og strax ud i Verden: jeg har ingen Ro paa mig for, det er sørgeligt. Det er dette Hastværk som Heiberg og Molbech kaldte «Sjuskeri» *)

*) Molbech skriver til ham i Juni 1882 efter Indsendelsen af Manuscriptet til “Dronningen paa 16 Aar”: Oversættelsen er — foruden endeel orthographiske og grammatikalske Feil, stundom vel stærke (f. Ex. Menister) — langt fra at være correct. Naar De iøvrigt anmoder mig om at tage mig lidt af « Dronningen », saa vil Deres Manuseript, som jeg vil besørge gjemt til Vidnesbyrd, kunne udvise, hvad Tid og Umage det har kostet mig at tage mig af at gjøre et Arbeide brugbart, som det havde været bedre De ikke havde paataget Dem. Jeg maa ogsaa i den Anledning bede Dem bemærke, at vi ingenlunde oftere fra Dem eller Nogen modtage Oversættelser, der kræve Rettelse og Omarbeidelse, som ikke høre til Theaterdirectionens Embede, og som jeg alene denne Gang paatog mig, fordi jeg fandt Stykket værd at opføre, og ikke vilde anden Gang foranledige Dem den Ubehagelighed, at Deres Oversættelse skulde tilbagesendes Dem casserett.

Kritiken over hans senere Arbeider gjør vistnok altid opmærksom paa disse Formfeil, men dvæler ikke ved dem. At det er blevet en almindelig Mening (hos dem, der ikke have læst disse Bedømmelser), at al Kritik over Andersen var grundet paa hans grammatikalske Synder, dette skyldes alene hans Opfatning, saaledes som den kommer tilorde i «Mit Livs Eventyr» — dette Product af daglig skiftende Stemninger, som han daglig førte tilbogs — og lod trykke.

Ut in vita sic in libro. Andersen er i denne Bog sig selv, han kunde ikke skrive den anderledes, hans mentale Constitution tvang ham til at skrive som han skrev.

Min Tanke ledes herved hen til en anden bekjendt Personlighed, som i mange Aar hørte til min nære Omgang, nemlig Fritz Jürgensen. Med al den Forskjel, der var mellem de ydre Retninger, i hvilke dennes og Andersens Grundstemning aabenbarede sig, gjælder dog om begge, hvad P. Hansen har sagt om Jürgensen, at «det hypokondre Naturel fik stærkere Magt, fordi det ikke holdtes i Ligevægt af et Forstandsliv, men gav sig de skiftende Stemninger i Vold».

Andersens grundstemning var sørgmodighed

Jeg vil kalde Andersens Grundstemning Sørgmodighed. Herunder henfører jeg Alt, hvad man forøvrigt har fundet hos ham af Forfængelighed, Utaalmodighed, Mistænksomhed, Pirrelighed o. desl.

Denne Sørgmodighed — hvis Spire han vistnok med rette søger i sine tidligste Livsforhold, men hvis Udvikling han tildeels giver sine Omgivelser Skyld for, kjendte han godt selv, uden at kunne forklare den anderledes end som en Nervesvaghed. Den var en maaskee enestaaende Modtagelighed for Indtryk, gode og slette, og en absolut Mangel paa Modstandskraft mod de sidste. Muligt har den Sygdom, der gjorde Ende paa hans Liv, allerede tidligt spiret i ham. At hans Nervesystem
har lidt en senere uoprettelig Skade ved Opholdet i Sydens Hede i 1846, er en Formodning, som ofte foresvævede ham, og som vel ikke er ganske ugrundet. Vidnesbyrd herom findes i hans Breve fra denne i dobbelt Henseende for hans Sindstilstand afgjørende Periode, der rummer deels hans Berømmelses
Culmination i Tydskland, deels hans derpaa følgende og ved Modsætningen forstærkede aandelige og legemlige Lidelser.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40