Det Collinske Hus og H.C. Andersen (16)

Almene betragtninger om H.C. Andersen 1

Bemærkninger: Brevsamlingen i sin helhed som nævnt af Edvard Collin er ikke at finde på denne på disse sites. Nedenfor bringes Edvard Collins almene betragtninger om H.C. Andersen. Desuden kan ses noget af den korrespondance Edvard har haft med sin niece Jonna Stampe om H.C. Andersen. Edvard Collin er søn af “Faderen” Jonas Collin. Jonna Stampe er datter af Edvard Collins søster Ingeborg, som er gift Drewsen.  Jeg har valgt at opdele disse almene betragtning på de efterfølgende sider. Ved slutningen af siden tryk på næste side nummer for at komme videre i teksten.

Hermed slutter jeg Brevsamlingen overensstemmende med min Plan: kun at følge Andersens Livsvei indtil det Punct, hvor han selv standser i Beskrivelsen af den i “Mit Livs Eventyr”. Det er kun gjennem mangehaande Tvivl om for Meget og for Lidet, at jeg lader hans Breve fremtræde i et saa stort Antal, men tillige saa stærkt beskaarne. Jeg haaber dog, at dette vil blive betragtet som noget Underordnet; Hovedspergsmaalet er, om jeg gjennem disse hans egne fortrolige Breve til de Nærmeste har givet et hidtil ukjendt og tydeligt Billede af hans indre Menneske *)

*) Man kan jo ad forskjellige Veie søge at skildre en Personlighed. Edv. Storm fortæller, at der er sagt om Ph. Em. Bach, at denne «har udgivet nogle smaa Claverstykker, hvori han har udtrykt adskillige af sine Venners Charakteer temmelig tydeligen. »

H.C. Andersen er et følelsesmenneske

Alverden veed nok om hans Forfængelighed, kun Faa have kjendt hans Hjerte.

Man vil maaskee sige, at jeg kun har givet en Materialsamling og for lidet af den personlige Dom, som man efter mit Forhold til Andersen havde kunnet vente. Jeg har frygtet for at komme med overflødige Bemærkninger hvor det psychologisk Mærkelige hos ham syntes mig at træde tydeligt nok frem i hans fortrolige Breve. Jeg vil dog ikke modsige, at de, der ikke have kjendt Andersen i hans tidligere Livsperiode, i de af mig meddelte spredte Bemærkninger kun finde en Antydning, ikke en Forklaring af hans Omgivelser og disses Indvirkning paa ham; og jeg maa ialfald erkjende, at der til en retfærdig Bedømmelse af hans Væsen og hans Fremtræden i den Kreds, til hvilken han nærmest var knyttet, udfordres en Slags Charakteristik af denne Kreds — en Kreds, som han elskede høit, men som dog beredte ham mange Skuffelser, ja endog Hjertesorg — saa skarpt stode Individualiteterne ligeoverfor hinanden. Den Slags Roes og den Slags Sympathi,
som han higede efter, fandt han ikke der; og det er simpel Retfærdighed mod ham at fremhæve, at dette for ham blev, og efter hans Natur maatte blive til en Lidelse. Ansvaret derfor hviler væsenligt paa mig; det vilde være unyttigt, om jeg søgte at skjule dette. Om jeg havde handlet rigtigere ved at spille en Beundrers eller en følsom Vens Rolle, derom tør jeg ikke yttre nogen Mening.

H.C. Andersens havde en sjusket behandling af det danske sprog

Naar jeg altsaa skal nærmere belyse enkelte Sider af hans Personlighed og af Situationen, vil jeg begynde med det, der tidligst skaffede ham Sorger: hans Mangel paa Kundskab i og Omhu for Sproget. Heri kunde han allermindst i vort Huus vente Eftergivenhed. En sjusket Behandling af Sproget taalte min Fader ikke i sine Omgivelser. Andersen kjendte sin Svaghed i dette Capitel, erkjendte vel ogsaa Berettigelsen af Bebreidelserne ; men efterhaanden skjød han Erkjendelsen tilside, forbittredes og trodsede. Fra sin første Forfattertid og i en lang Bække af Aar kom han til mig med sine Manuscripter ; ligeoverfor mig var han i Regelen eftergivende, men jeg saae godt, at han betragtede en stor Deel af mine Rettelser som Pedanterier eller, for at bruge et Rahbeksk Udtryk, kritiske Lappeskræder-Bemærkninger. Han modtog denne Corrigeren som en sørgelig Nødvendighed, og under den fælles Gjennemlæsning undslap der ham mangt et Suk. Jeg maatte derfor behandle ham med stor Forsigtighed, for ikke at gjøre ham ganske kjed deraf. Fra at rette Bogstaverings-Feilene vovede jeg mig til at hjelpe paa Ordstillingen. Han havde saaledes f. Ex. en mærkelig Lyst til at begynde Sætningen med det Ord, paa hvilket efter hans Mening Eftertrykket skulde hvile *)

*) Saasom:

En Helgen var Kunstneren dem.
Anonymt skulde Stykket indleveres.
Mismodig kunde han ei vide hvorfor jeg havde været.

Og naar han havde fundet et betegnende billedligt Udtryk, kunde han ikke lade være at bruge det oftere *)

*) Man vil saaledes oftere træffe paa:

Hun blev i eet Blod (d. e. hun blev blussende rød.) Bjergene stode i det stærkeste Indigo (deres dybe blaa Farve.) Haven prangede med Flag. Et nyt Aar ruller op. Han skal dø Døden o. s. v.

Endnu skal jeg nævne hans Modvillie mod Ordet «som». Han skrev f. Ex.: «de Breve, dem jeg sendte Dem». Naar jeg da bemærkede, at Brugen af saadanne Udtryk og Ordfeininger — der, enkelt viis benyttede, kunde være tilladelige — let kunde blive til Maneer, og at ingen god dansk Forfatter skrev saaledes, slog han det hen med de Ord: «Ja, saa er det ejendommeligt for mig». Dette maatte jeg naturligviis indrømme; og min Indflydelse i denne Henseende maatte saameget snarere tabe sig, naar han kunde lade mig høre, at Andre havde sagt om hans Sprogsynder: «de skal være deri; det er charakteristiske Smaating, som nu engang høre ham til». Senere smigrede man ham med at betragte hans Anerkjendelse som udgaaet fra Tydskland, «hvor en ældre Civilisation har hidført en Afsmag for Skoletvangen og en Reaction tilbage mod det Naturlige og Friske, medens vi

Danske endnu nære en from Respect for Skolens nedarvede Aag og udlevede Reflections-Viiadom» *)

*) Dette stemmer godt med en Røst fra Tydskland om hans Fødeland, «wo er eigentlich keine zünftige Poeten-Erziehung genossen hat».

Det vilde ikke nytte, om jeg lagde Dølgsmaal paa, hvad Andersens hele tidligere literære Virksomhed giver Vidnesbyrd nok om, at han ikke havde tilbørlig Agtelse for sit Modersmaals Behandling og kun i ringe Grad Øre for Sprogets Vellyd, skjøndt det synes utroligt, at de samtidige Skribenters Omhu for Sprogets Reenhed og Klang skulde være gaaet ham ubemærket forbi. Han følte ganske vist Savnet af elementaire Kundskaber, men han kunde ikke bekæmpe sin Ulyst til, efterat
Skoletiden var overstaaet, at gaae i Lære igjen.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40