Det Collinske Hus og H.C. Andersen (14)

H.C. Andersens brev om skolestatus til Madamme Andersen. Juni 1824.

Slagelse Juni 1824.

Gode Madamme Andersen.

. . . Her seer De mine Charakterer ! de ere ikke brillante, kun taalelige. Hr. Etatsraad Collin bedømmer dem meget mildt og er tilfreds med min Fremgang, men det er hans gode Hjerte som gjør det, jeg føler altfor vel selv, hvormeget jeg er tilbage. Min Barndom blev forsømt, altfor megen usund Morskabslæsning gav min Aand det sære Sving den endnu har, mine Ideer bleve overspændte, jeg kunde ikke tænke mig Livet som noget solid Virkeligt, kun et Phantasispil. Forsynet tog sig af mig, ellers havde jeg med mine Ideer og Begreber blevet meget ulykkelig; hvad skulde der have blevet af mig ved at gaae og traske i Choret paa Theatret? O jeg føler dybt hvad man har gjort for mig, det var sikkert ikke Evner man sporede hos mig — thi hvem veed hvor store de ere, men Medlidenhed med mig. Jeg gjør mig al Umage men seer mig dog skuffet, jeg er jo ellers lykkelig, altfor lykkelig, altfor lykkelig for den Stilling jeg blev født i, under saa store Mænds Beskyttelse som mine Velgjørere. Et af min Barndoms største Ønsker at komme til at studere — er blevet opfyldt, hvad tør jeg ønske mere; og dog det, det at man har gjort og gjør saameget for mig gjør mig mismodig, da jeg frygter for ikke at fortjene det. Der falder mig ofte nogle Ord ind, Fru Rahbek sagde mig, da jeg læste min Tragedie for hende, og hun roste nogle heldige Stæder deri, «at det var næsten over min Alder, og at hun just derfor frygtede, at, naar hun turde tale billedligt, jeg var et Frø, som snart spirede op og blomstrede strax i hele sin Fylde og derpaa maatte visne, da derimod Træet kun lidt efter lidt udviklede sig«. Ak, jeg frygter ofte hun har Ret. Jeg har forbedret mig i den sidste Tid i Græsk og jeg haaber det vil blive bedre med Tiden, men jeg er gammel; dette Ord lyder stedse i min Sjel og — De vil ikke smile af det — bringer mig ofte til at græde. Jeg indseer, og det føler vel ogsaa ethvert tænkende Menneske, at for mig, som traadte ind i en lærd Skole fremmed for alle Videnskaber og med en brændende Phantasi, som kun var vant til at sværme om fra Blomst til Blomst, maatte Skolelivets fabrikmæssige Gang, den for mig uoverseelige Mark af Kundskaber som laae for mig, gjøre et underligt Indtryk paa, og naturlig den Tanke opstige: mon du har Kræfter til at gjennemvandre den?

Saalænge de Indbildninger, som Smigerie over mine smaa poetiske Arbeider havde indgydet mig, var tilbage, saalænge følte jeg ikke ganske min Ufuldkommenhed, men nu, alt som de meer er udpillede, seer jeg mig først selv i mit rette Lys. Mine Velgjørere og Venner i Kjøbenhavn yttre mig jo vel Tilfredshed med min Fremgang; men skulde ikke disse Yttringer være en Mildhed for at opmuntre mig mere? Min YndlingsTilbøielighed , Poesi, bor og vil jeg ikke for Øieblikket nære, at jeg ikke til denne eller anden Beskjæftigelse spilder min Tid, veed jeg; kun i de store Ferier har jeg moret mig med det, og det kan jo intet sige. Sidste Ferie var jeg en Dag ude hos Digteren Ingemann og morede mig herligt ; hans Kone er en meget aandrig Qvinde, hun maler paa et stort Oliemaleri af omtrent 4 Alens Høide og Brede, som meest forestiller et Blomsterparti fuldt af Pations Blomster, Liljer, Roser og deslige; fra den blaa Himmel daler en Genius ned. Ingemann skriver paa en Roman i Poesi: Kong Waldemar og hans Mænd. Om Eftermiddagen leiede han en Baad og vi seilede over til Parnasset, en Æolsharpe var bundet i Masten af Skibet, Ingemann styrede Roret, og saaledes besteg vi Digtekunstens hellige Bjerg.

Hvorledes lever ellers deres lille … (jeg kan ikke huske hendes Navn) — hun som er saa flittig til at lære hos Jomfru Dalehn? …

Deres taknemlige

Andersen.

Sider:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30 31 3233 34 35 36 37 38 39 40