I oktober 1845 foretog Andersen sin tredje rejse. Han ville gense Italien. Under dette ophold i Rom fik han først rigtigt syn på billedhuggerkunsten. “Sneen tøede ham for øjnene”, for at bruge Thorvaldsens ord, og her så han Jerichau, der nu var i erkendelsens opgang”, gruppen “Herkules og Hebe” og “Pantherjægeren”,hvilke arbejder først vakte den almindelige opmærksomhed for denne kunstners geni. Fra Italien begav han sig til det sydlige Frankrig, og i Bernet, mellem Pyrenæerne, i den firske bjergnatur, ved grænsen af Spanien, hvis skønhed han ikke skulle lære at kende, sluttede han den samlede tyske udgave af sine skrifter. Kort efter sin tilbagekomst til fædrelandet fuldendte han digtningen “Ahasverus” (1847), hvis handling næppe er så overskuelig og hvis karakterer næppe er så stærkt tegnede, som man kan fordre af et drama. Da starten igen fløj med udbredte vinger fra reden, vågnede atter rejselysten hos vor digter, og han besluttede nu for første gang at besøge England, hvor det stolte engelske aristokrati modtog ham med den mest glimrende og hædrende gæstfrihed, og hvor han endog nød den sjældne ære, at modtage en nådig indbydelse til at gæste Dronning Victoria på øen Wight. I selskab med Jenny Lind, som på den tid optrådte i London og gjorde stormende lykke, og med Charles Dickens, som sluttede sig med en beslægtet sjæls hele inderlighed til H.C .Andersen tilbragte han herlige dage, og med Baron Hambro foretog han en udflugt til Skotland, Walter Scotts og Burns Rige.