H.C. Andersen tegning af floden Tibern i Rom. Kilde Odense Bys Museer
Alle hans digte, blandt hvilke der findes den større cyclus: “Aaret tolv Maaneder,” udmærker sig ved hjertelighed, naturlighed og en frisk og levende fantasi, mens en ukorrekthed i sprogformen og en vis vaklen i planens gennemførelse kun alt for ofte gjordes til genstand for en skånselsløs kritik. Med kongelig understøttelse foretog han i året 1833 en rejse til udlandet og traf i Hamborg digteren L. Kruse, der bragte ham den første digterhilsen i fremmed land. Derpå drog han til Paris, hvor han gjorde Heinrich Heines bekendtskab, og derefter gennem Schweiz til Italien, hvor han skrev det smukke dramatiske digt: “Agnete og Havmanden”. I Rom levede han sammen med Thorvaldsen, Küchler, Blunck og Fearnley. Resultatet af denne rejse var: “Improvisatoren” (1835) i hvilken han, som Sibbern skrev, ikke mere var den unge Aladdin, vi så lure bag søjlen og tumle sig på torvene, men den Aladdin, der ældet og forynget på engang træder ud af badet. Dette værk kan siges at have grundlagt Andersens berømmelse i udlandet. Det blev oversat i Sverige, Tyskland, Rusland, Amerika og England, ja i det sidstnævnte land gjorde man det endog den ære at sige, at Improvisatoren er i romanen, hvad Childe Harold er i poesien. Denne roman efterfulgtes af O.T. (1836), hvis scener på heden og ved Vesterhavet er udkastede med kækhed og livlighed, og “Kun en spillemand” (1837), et mere gennemtænkt arbejde, der med gribende alvor skildrer en ædel naturs kamp mod ubllighed, tåbelighed og de prosaiske omgivelser. Det dramatiske arbejde “Mulatten”, der ånder en så varm følelse for negrenes menneskeret, blev opført i året 1840 og modtoges med jublende bifald. På samme tid udkom “Billedbog uden Billeder”, som næst efter eventyrene har gjort mest lykke og som en engelsk kritiker kalder: “En Iliade i en Nøddeskal.” Efter at have skrevet “Maurerpigen”, som kun fandt en kold modtagelse, foretog vor digter sin anden store rejse i Italien, Grækenland og Constantinopel, som han har beskrevet på sin måde i “En Digters bazar”.
I året 1838 vendte Thorvaldsen, hvis venskab Andersen allerede havde vundet i Italien, tilbage til sin fædreland. Hans indtog i København var en sand nationalhelt. I hans selskab på Nysø hos baronesse Stampe skrev Andersen flere af sine eventyr, der dengang ikke havde synderlig betydning herhjemme. Thorvaldsen morede det dog at høre og atter at høre de samme eventyr. Under hans mest poetiske arbejder stod han med et smil om mund og lyttede til historien om “Toppen og Bolden” og “Den grimme Ælling” og tit i tusmørket, når familien sad i den åbne havestue kom den store kunstner stille hen, klappede digteren på, skulderen og sagde: “Faae vi smaa ikke et lille Eventyr?”
Af dramatiske arbejder fra den tid ville vi indskrænke os til at nævne “Fuglen i Pæretræet” og teksten til den geniale Weyses “Kenilworth”. Derpå søgte han atter at styrke sig ved disse rejser, der var blevet en sand nødvendighed for ham. Han begav sig til Paris, hvor han modtoges med agtelse og velvilje af Victor Hugo, Alexander Dumas, Balzae samt skuespilkunstens fyrstinde, Rachel, og hvor han levede sammen med en kreds af højtbegavede unge landsmænd, f.eks. Læssøe, Orla Lehmann, Krieger, Bunzen og Schiern.