Beskrivelsen af Svendborg i 1895

En del af Svendborg Havn 2009. Foto Lars Bjørnsten Odense

En del af Svendborg Havn 2009. Foto Lars Bjørnsten Odense

Beskrivelsen af Svendborg i 1895

Denne beskrivelse af Svendborg bekom ikke folk vel i 1895 fremgår af Illustreret Tidende Nr. 3, 20/10-1895 , s. 42 , hvor man giver udtryk for at Svendborg er en by i vækst og udvikling hvor havnen indgår som en vigtig faktor. Nedenfor er teksten gengivet:

Denne smukke by ligger ikke alene i en egn, hvis skønhed er berømt, men også er et fedt opland. Og derfor trives den vel, udvider sig og vinder lidt efter lidt den stilling tilbage, som den havde i gamle dage. Der bygges en del både i selve byen og i dens udkanter, så det passer ikke længere på Svendborg , hvad H.C. Andersen skrev om byen i 1837 i roman “Kun en Spillemand”, at den havde bevaret præget af småbyerne fra forrige århundrede. Det er endnu rigtigt, at de ujævne gader synes at være brolagte høje, men de små huse, hvis øverste etage rager ud over den underste og hvis karnapper “spærre udsigten for naboen” – de er næsten forsvundet alle og den smukke by udvider sig efter de forandringer, de ri vore dage stilles til en købstad, som vil benytte sin havn og sit store og gode udviklingsbasis.

Tidens skik og brug: “Den Gang var det Skik ved Brylluper i Svendborg at Gjesterne, fulgte med Fakler og Lygter Parret fra Brudens til Brudgommens Huus,..”

En beskrivelse af et maleri i Sct. Nicolai Kirke i Svendborg: Alle Forældres Børn ere smukke! dog Maria hørte til de sjeldne Undtagelser: hun kunde see, at hendes Søn ikke var smuk; men Ingen kunde heller finde ham hæslig; hans Portrait fra hiin Alder, kan man endnu den Dag i Dag faae at see i Svendborg, naar man der vil gaae ind i St. Nicolai Kirke. Her hænger i Hovedgangen tilvenstre et stort Maleri: en Christen Morsing, Præst paa Thorseng, gav det, da hans Kone døde; han staaer med hende, deres to Døttre og syv Sønner, Alle afbildede i Legemsstørrelse. Tre Smaa i Svøb ligge døde foran. Børnenes Antal er saaledes Tolv, og Alle have de særdeles smukke Ansigter, paa Een nær, han synes at være den Yngste og er i Forhold til de Andre slet ikke kjøn. Maleren har givet ham en Rose i Haanden, ligesom om han ved den dog vilde give ham Noget smukt. Drengens Ansigt var ganske som et Portrait af Christian.

Svendborg og Svendborgsund minder om Donau: Det Fremmede, han her saae, den hele Yppighed rundt om overvældede hans Beskuen. De gik bestandigt opad mellem Huse og Haver. Frugttræerne stode betyngede med Frugt; store Støtter vare satte under de bugnende Grene. Vild Humle slyngede sig frodigt hen over Gjærderne, og dybt nedenfor en Skrænt laae et straatakt Bondehuus, hvor Humlestængerne vare saaledes stillede i en skraa Retning, at de tildeels hvilede paa Taget, hvor da Humlen, som det rigeste Viinløv, slyngede sine bladfulde Ranker og syntes at danne en Løvhytte. Udenfor hvert Huus var en Blomsterhave. Stokrosen skjød Blomst ved Blomst, med røde og gule Farver, i en Høide af det halve Huus. Her hvor alt stod i Læ var Solvarmen des føleligere. En Fremmed, pludselig henført i denne milde Luft og i denne Yppighed, vilde gjætte paa at være i et sydligere Land; Svendborg Sund mindede ham vist om Donau. Ja, her var Sommer, deilig Sommer.

Sammenligningen af Svendborgs kirker med Tåsinge Slot (Valdemar Slot) : Han saae igjen det gamle Thorseng Slot, hvor han engang før havde været med sine Forældre. Det var den største Bygning, han havde seet, den var jo større end Svendborgs Kirker. Han kjendte dog kun det Ydre, havde alene kiget ind af Vinduerne.

Sommernat og ålefiskeri på fjorden: Lysene blinkede over Fjorden fra Svendborg; ude under Kysten laae Fiskeren med Aaleblus paa Vandet; hver Luftning sov i den svale Sommernat.

Se mere om H.C. Andersen og Svendborg her!