Ællingen måtte døje meget ond, før man så, den var en svane!

Og H.C. Andersen liv havde virkelig også været lykkeligt. Når man har sammenlignet det med den grimme ællings, passer det ikke helt. Ællingen måtte døje meget ond, før man så, den var en svane, men H.C. Andersen havde ingen store vanskeligheder ved at komme igennem livet. Allerede da han var barn i det fattige hjem i Odense, lagde man mærke til den sære, ejendommelige dreng, der legede med sig selv og spillede dukketeater, og man anede, hvad der boede i ham. Da han var 14 år og kom han til København. fandt han hurtigt venlige mennesker, der tog sig af ham, skaffede ham underhold og undervisning og hjalp ham frem, og selv om man modtog hans første digte og anden litterære produktion med en vis kritik, manglede det dog ikke på anerkendelse. Men Andersen var et uhyre vanskeligt og pirreligt naturel, og enhver kritik, selv den venligste, gik ham meget nær til hjertet og omfattedes af ham som latterliggørelse og fornærmelse.

Det er vel dette, han tænkte på, da han skrev “Den grimme Ælling”. Han fik rejseunderstøttelse, han kom til Italien, Tyskland og Frankrig, hvor han stiftede bekendtskab med mange af tidens store mænd, bl.a. Charles Dickens, og han, der forblev ugift, blev optaget i en række af Danmarks velstående familier og var gæst hos mange fremragende mænd. Den hjemlige anerkendelse kom det ikke til at mangle på, hans indtægter blev efterhånden så store, at han kunne leve et sorgfrit liv i økonomisk henseende, og efterhånden gik hans berømmelse også ud over Danmarks grænser. Det var især eventyrene, der skaffede ham den. Selv havde han vist til en begyndelse ikke set noget stort i dem. Han satte mere pris på sine romaner som “O.T.” ( Odense Tugthus), “Kun en Spillemand”, “De to Baronesser” o.s.v. men hans samtid forstod, at i disse eventyr var skabt noget nyt, noget stort, noget originalt, her kom hans digteriske evner til fuld udfoldelse, her satte hans barnlige, skønne sjæl sin smukkeste blomst. Og man så jo rigtigt. Det er først og fremmest eventyrene, at hans berømmelse hvile rpå. De er tryk i millioner af eksemplarer og er oversat til alverdens sprog. En af H.C. Andersens største glæder var det, når han fik at vide, at hans eventyr var blevet oversat til et sprog langt borte i et fremmed land. “Tænk nu læser de mig også ude på Java!” sagde han en dag glædesstrålende. Han havde allerede i levende live læsere over hele Jorden. I hans rige gik solen aldrig ned. Der er næppe nogen fortælling, der er læst så viden om, af så mange og på så mange sprog som “Historien om en Moder” eller eventyret om “Den grimme Ælling”. Andersen havde altid næret stor kærlighed til teatret. I sin ungdom havde han forsøgt sig først som sanger, og senere, hvad der lyder utroligt som balletdanser, men det var slet ikke gået. Nu skrev han hyppigt for teatret: “Mere end Perler og Guld” “Ole Lukøje”, teksten til flere operaer. Det var vist disse arbejder, han selv satte mest pris på, og han var ofte næsten lidt skinsyg på den lykke, hans eventyr gjorde. Endnu 50 år efter hans død, er det dem, der læses, og utvivlsomt er det “Hans Andersen”, der er den bedst kendte danske mand i verden.

Sider:  1  2  3  4