H.C. Andersen og børnene
Et godt udgangspunkt for dette emne er eventyret ” I børnestuen” fra 1865. I børnestuen var der snak, latter og pjat. Der førtes et hverdagssprog og Andersen havde en fin indlevelsesevne og var i stand til at imitere forskellige naturlyde, der var i eventyrene. Foto: kb.dk 2002
Andersen læste ikke eventyrene, men fortalte dem til børnene og han var de eventyrfigurer der var i eventyrene. Når han fortalte sine eventyr var der en god stemning, således at børnene oplevede en helt anden, underlig og vidunderlig eventyrverden.
En af Andersens nære venner Edvard Collin fortæller i sin bog fra 1882 om Andersens møder i børnestuen ”Talen gik ustandselig, rigeligt udstyret med de for Børnene bekjendte Talemaader, og med Fagter som passede dertil. Selv den tørreste Sætning gav han Liv: han sagde ikke:” Børnene kom paa Vognen og saa kjørte de ”, men:”saa kom de paa Vognen, farvel Far, farvel Mor, Pidsken smældede smæk smæk, og væk foer de hei vil du gaae”. Et meget levende og fantasifuldt sprog. H.C. Andersen var ikke kun god til fortællinger men også til papirklip, blomsterbinding, legetøj, spil, sang og dukketeater. Han fik masser af inspiration i sit samvær med børnene og mange af oplevelserne blev siden hen videreudviklet ved hans skrivebord i arbejdsværelset.
Det er en illusion at forestille sig at Andersen ikke brød sig af børnene, som eftertiden flere gange har nævnt. I mange af hans eventyr optræder naturlige og frie børn. Han var han elsket af mange børn for sin rare og naturlige måde og han var altid parat til at fortælle et eventyr i børnestuen.
Lars Bjørnsten