Liselund Østmøn. Foto Henrik Bjørnsten 2011 Møn
Møn, eventyrets ø
“Ud i Guds herlige Natur, bort fra alle tørre Folianter og kjedsommeligt Snik Snak, hvad kan være herligere”, sagde Andersen til sig selv. Han havde bestemt sig for en sommerudflugt til Møn.
Året var 1829, Andersen var 24 år og endnu en ukendt digterspire. Turen med dampskibet havde været hård; skibet måtte kaste anker for natten ved Ulvshale, før man kunne slippe ned til anløbsstedet ved Koster. Andersen sprang kluntet fra skibet og missede med øjnene mod alle verdenshjørner. “Nu står jeg med mine sorte galosjer på Møns jord”, tænkte han. “Denne eventyrets ø forventer jeg mig meget af!
“Fra Koster langs vandet mod Stege – med firspand for vognen. Udsigt over kystlandet og Stege bugt. “Dette er bestemt ikke nogen fjendtlig udørk”, noterede Andersen sig –”ganske mageløs naturlighed”. Stege var pyntet efter alle kunstens regler i anledning af, at kongen skulle besøge byen den følgende dag. Snart ville bønderne hylde de kongelige på den udsmykkede bro. Fruentimmerne ville neje, herrerne løfte hatten og børnene ville klappe, vinke og gøre store øjne…”Så store som tekopper!”
På vejen mod Møns Klint overnattede den trætte digter hos præsten i Hjertebjerg. Dagen efter spadserede han videre mod Liselund. I den romantiske park med det smukke lystslot, den kinesiske tepavillion, bjælkehytten og de smukke søer fandt digteren ro og hvile.
“At bruge sin fantasie, er ikke svært på dette sted”, tænkte Andersen, da han sad ved et vindue i Schweitzer-huset og studerede et gammelt, hult piletræ udenfor. Andersen begyndte så småt at skrive: “Der kom en soldat marcherende hen ad landevejen: én, to! én, to!” Det skulle blive starten på eventyret om Fyrtøjet, soldaten, heksen og det halve kongerige. Det er ganske vist! Senere, ved Møns Klint, på en sten i vandet, satte digteren sig og så beundrende på de forunderlige figurer, klinten danner.
“Især denne Dronningestol står endnu levende for min sjæl, en sådan uendelighed har jeg aldrig før set”, skrev han om udsigten herfra. “En uhyre havflade ligger der foran mig, til højre Arkona med sine hvide klinter, og lige for skimtede jeg Sverige og til venstre ligger Sjælland med Stevns Klint og sine grønne skove”. Samme dag tog Andersen tilbage til Stege, hvor han ville have overnattet, men han ombestemte sig og tog videre mod Vordingborg, bort fra alvirakken. Men Ulvshale, Hjertebjerg kirke, Møns Klint, Liselund og Stege ligger der stadig og ser ud næsten som på Andersens tid.
Denne tekst er et uddrag af brochuren ”I H.C. Andersens fodspor – på Sjælland og Møn”. Udgivet i 2005. Velkommen til H.C. Andersen Land!