Eventyrstatuen af H.C. Andersen i Kongens Have i København. Affotgrafering: Lars Bjørnsten
Andersen brød sig ikke om børn på skødet
En særlig kær og kritikløs kreds havde han i børnene. De måtte kun ikke være for nær på ham, og han ville på ingen måde have dem på skødet. De forskellige billedhuggere ved konkurrencen om en billedstøtte af Andersen til Rosenborg Have havde gjort nogle skitser, i blandt hvilke der var nogle, hvor digteren sad med er barn på skødet og børn tæt på sig, og Andersen selv havde set disse, blev han vred. Han sendte bud efter mig og forlangte, at hvis han døde og en sådan skitse blev antagen, skulle jeg offentlig i hans navn protestere ” for saadan kunde jeg ikke sidde med Børn” Men hvor gerne læste han ikke for dem, når de var lidt på afstand, og hvor de nød de ikke eventyrerne fra hans mund! Man kunne bruge hans egne ord i “Ahasverus”
Det er en Lyst at se, hvor de smaa Sjæle kan læskes
ved mit Ord, som var det Kilden, der sprang i Ørknen
frem ved Mosestav, –
Bemærkninger:
I forbindelse med arbejdet med, at rejse en statue af digteren inden hans død i 1875 kommenterede H.C. Andersen selv skitserne og hans mening var klar: At han foretrak at foreviges alene og han blev særlig stødt over at skulle have børn ved sin side, fordi han – som personlig langt mindre var en børneven i virkeligheden end i fantasien. Han betragtede det som en halv fornærmelse, at man ville sige, at hans forfatterskab væsentlig kun var en digtning for børn. Det kan ses i at det naive i hans værker, selv i hans eventyr ofte er parret med en skarp satirisk refleksion, at børn godt nok kunne le eller græde ved en stor del af hans eventyr, men at disse dog i i sin fulde udstrækning nydes af voksne
lb 011106
Denne tekst er en del af en artikel om “H.C. Andersen i det daglige liv” af Nicolaj Bøgh. Se mere her!