H.C. Andersen: I Spanien (1863) XVI. Madrid.

H.C. Andersen: I Spanien (1863) XVI. Madrid.

Den første Dag vilde jeg blive hjemme for ret at udhvile mig. Veiret var raat og uvenligt, og til min Overraskelse laae alle Tage med Snee, Vinteren var allerede i Madrid. Nede paa Pladsen, hvor flere af Byens større Gader forene sig, var sort og sølet; Pakvogne med klingrende Muuldyr, Droschker og Karreeter bevægede sig der; Soldater tilfods og tilhest, Bønder, svøbte i deres store, røde Manta og med den ildfarvede, baskiske Hue, saae jeg; Fruentimmer var her ikke mange af, Veiret var dem for slet at gaae ud i; Herrerne svøbte sig i Slængkapper heelt op over Munden; men intet særligt Nyt eller Charakteristisk var at opdage, og det var dog Madrids meest besøgte Plads, Hjertet i Byen, Puerta del Sol. Det første Blik ud ad var ikke lovende, men det kunde vel blive bedre, maaskee groede vi fast hele Vinteren i Madrid. Det var en glad Tanke! Vor danske Gesandt, Baron Brockdorff, kjendte jeg som en elskværdig og opmærksom Mand; allerede forudsagde jeg min Reisefælle, hvor hjemligt vi vilde faae det i Spaniens Hovedstad. Hos vor Gesandt skulde vi finde Breve fra Hjemmet; længe havde vi ingen modtaget, hvor vare vi længselsfulde!

Portneren i Hotellet sagde: “Der er ingen dansk Minister i Madrid, ellers vidste jeg hvor han boede”. Droschkekudsken blev adspurgt, han tænkte meget længe derover, Tankerne kjørte til alle Legationer, men ikke et eneste Land klang som Dinamarca; han kaldte paa en anden Droschkekudsk, der raadspurgte en Tredie, Droschkekudskenes Mængde tog til, og endelig fandtes en velunderrettet Kudsk, der strax kjørte os til den belgiske Minister; her blev sagt, at der i Madrid ikke var nogen dansk Legation; det kunde ikke være saa. Kudsken maatte nu kjøre hen til det udenlandske Departement; der blev sagt, at Baron Brockdorff var i Danmark. Det var triste Efterretninger! og alle vore mange forventede Breve, hvor vare de? Vi søgte til Posthuset for at erfare, hvor Breve, adresserede til den danske Legation, afleveredes, og vi fik den Besked, at der i den Gade, i det Huus, i den Etage boede en Herre, der ikke var ansat ved Legationen, men i Ministerens Fraværelse modtog alle Breve, adresserede til samme. Nu var det at finde Huset, og da det var opnaaet at træffe Manden hjemme. Vi fandt i ham en meget forekommende, velvillig Spanier, hvem Postbudet virkeligt havde bragt et Brev til mig, men Spanieren kjendte ingen Hr. Andersen og havde derfor ladet Budet gaae med det igjen; Budet var ikke at finde, Brevet laae i hans Lomme; det var ikke meget fornøieligt. “Hvem har jeg forresten at holde mig til?” spurgte jeg, “hvor blive vore Pas viserede, naar vi reise herfra?” “Den svenske Minister, Excellencen Bergman, har overtaget dette Hverv!” svarede Spanieren og lovede at føre os til ham.

I Regn og Rusk kom vi derhen, men Tilfældet vilde, at heller Ingen her skulde være hjemme; men vor Ankomst var nu meldt, og allerede i den tidlige Morgen næste Dag kom Bud og venlig Hilsen fra den svenske Gesandt, og nogle Timer efter traadte han selv ind i min Stue. Vi kjendte hinanden fra Neapel; jeg var i de bedste Hænder og hos det fortræffeligste Hjerte; den største Omhu og Velvillie viste han mig og min Reisefælle; dagligt modtoge vi Beviser herpaa; den danske Gesandt, der netop paa den Tid besøgte Kjøbenhavn, kunde ikke med al sin bedste Villie have været mere for os end vor svenske Ven og Beskytter var det; vi stode ikke længere ene og forladte; det lod sig bære, at de mange Breve, jeg medbragte til Madrid, syntes til ingen Nytte; dem jeg var anbefalet til, vare Alle borte, Een havde aldrig boet i Madrid, en Anden var ikke kjendt af Nogen, en Tredie, sagde man, havde bosat sig i Alicante og en Fjerde opholdt sig for Øieblikket i Paris; den Eneste, jeg fandt hjemme, var Forfatteren Don Sinibaldo de Mas, der har været spansk Gesandt i China, men han laae syg.

Dobbelt glad var jeg derfor ved her at have fundet en Ven, fra “hin sida sundet”. Veiret var bitterligt koldt, Sneen smeltede vel paa Tagene, men næste Morgen laae den nyfalden igjen. Endelig blev Luften klar og blaa, men der blæste en Vind, den jeg, som er fra Vindenes Hjørne i Norden, fandt var diabolisk, den var saa kold, saa gjennemtrængende, saa tør; Spanierne sige: “Vinden i Madrid kan ikke blæse et Lys ud, men nok dræbe et Menneske!”*.

* “El aire de Madrid es tan sotil

Que mata á un hombre,

Y no apaga á un candil.”

Den spanske Digter Gongora har i en Sonet med grelle Farver tegnet Spaniens Hovedstad, seet under Moralens Øieglas; hvorvidt denne Skildring har Sandhed for hans Tid, veed jeg ikke, jeg giver en Clima-Photographi:

Madrid.
Spaniens Hovedstad, nei
hvor Du dog reent har afslidt
Alt, hvad der præger som Spansk;
Du har saa Lidt kun af dit.
Man er i Wien, i Paris,
ikke i Spanien længer.
Nordens raakolde Skyer
her ret i Velmagt jo hænger;
Graat, vaadt, sølet og raat
er her. Ei vil jeg klage
Meer over Hjemmets Clima,
vor Novembertids Dage,
Sølede, taagede, hu!
det er, jeg er i Madrid!
Ørkenstad, o hvor Du dog
ligner dit Spanien lidt!

I Norden, i Skyernes Land, boer Blæsten ved den aabne Strand og paa hvert Gadehjørne; der er mange Hjørner og paa hvert boer ogsaa en Poet; er det En ret født og baaren, da gløder han for det Skjønne, er fuld af Længsel efter det romantiske Spanien. Lad ham komme her, lad dem Alle komme directe til Madrid, paa hvad Tid de ville! Indtræffe de i Sommeren, da blive de stegte ihjel af Solen, indtræffe de i Vinteren, faae de Iistappens Kys, Frost i Fingrene og Tøsnee over Støvleoverlæderet lige ind i Kaloskerne, og blive de saa her, hvad have de da seet af Spanien; Madrid har ikke Charakteer af en spansk By, endsige af Spaniens Hovedstad; at den blev det, var et Indfald af Philip den Anden, og han har tilvisse baade frosset og svedt for denne sin kongelige Villie.

Een forbausende Herlighed er der dog, den første i sit Slags, Billedgalleriet, en Perle, en Skat værd at søge, værd at gjøre en Reise for lige til Madrid. Under vort Ophold her var endnu en anden uendelig stor Konstnydelse, den italienske Opera; men naar man har fremhævet denne og Billedgalleriet, da er ogsaa det Mærkeligste og det Interessanteste omtalt. Ude var raat og vaadt, inde i Theatret sad man som i en Badstue, i Røg og Damp; den tykke Tobakstaage af de mange Cigarer, Folk røge i Mellemacterne, og Stanken fra Gassen trængte ind i alle Logerne. Alligevel blev man her, holdt ud til over Midnat, tryllet fast ved det Tonevæld, Signora La Grange vederqvægede og berusede med.

De fleste nyere italienske Operaer ere en Art Canevas, hvori Sangerinden ved Konstfærdighed eller ved Sjæl og Genialitet indvæver Billedet, der overrasker og fængsler os. Signoraerne La Grange og Lablache vare sjeldne forbausende Væversker.

Opera og Billedgaleri, det sidste en altid blivende Herlighed, maatte jo saaledes kunne give Madrid noget Overveiende for de fleste andre Byer, vil man sige; men det er med Byer, som med Mennesker, de drage til sig eller støde fra sig. Paris bliver ikke mit Hjemsted, valgt af Tilbøielighed; Venedig har aldrig behaget mig; altid havde jeg der en Fornemmelse, som var jeg paa et Vrag ude i Havet; Madrid er mig en falden Kameel i Ørkenen; jeg sad nu paa dens Pukkel, saae vidt omkring, men jeg sad ikke godt, og det var et dyrt Sæde.

Foruden Puerta del Sol, Pladsen hvor vi boede, findes i Madrid endnu et Par Pladse, der maa omtales, og som hver særlig har sin Eiendommelighed. Smukkest er den store, med Træer og Grønt beplantede, Plaza de Oriente udenfor Residensslottet. Under de løvrige Træer staae her i Kreds Statuerne af Konger og Dronninger i Leon og Castilien. Slottet selv breder sig stort og tungt, medens fra dets Terrasse og fra en Deel af selve Pladsen er en vid, smuk Udsigt hen over Haven og Markerne ned til Floden Manzanares og ud til Bjergene bag Escorial; de laae nu aldeles bedækkede med Snee og toge sig malerisk ud, naar Luften var klar og blaa. Plaza Major, som ligger ikke langt herfra, er af en ganske modsat Charakteer; man føler sig her trykket som i en Fangegaard, men den er unegtelig den eiendommeligste af alle Pladsene i Madrid; den har et middelalderligt Udseende, er mere lang end bred og har i sin Midte en Bronze-Statue af Philip den Tredie tilhest. De høie Buegange rundt om frembyde kun smaa, ubetydelige Boutiker; der sælges Kaskjetter, uldne Tørklæder og Isenkramvarer. I gammel Tid var denne Plads Scenen for de blodige Tyrefegtninger og de afskyelige Autodaféer. Endnu staaer her den gamle Bygning med Taarne og konstigt udhugne Vindueskarme, hvor paa Balconen Spaniens Konge og Hoffet overværede Tyrekampen og saae de til Inqvisitionen hjemfaldne Mennesker blive levende stegte. Den lille Klokke, som gav Dødssignalet, hænger endnu her paa Muren. Paa denne Plads saae jeg altid mange Soldater samlede, store Grupper, for at see paa een eller anden Gjøgler, der hele Dagen her viste sine Konster. Ved Aften havde fattige Drenge her tændt en stor Ild, som de varmede sig ved. Paa Trinet op til Buegangen sad et Par Elendighedsskikkelser, en gammel Kone i Pjalter og en hvidhaaret gammel Karl, svøbt i en flænget, skiden Kappe; Enhver af dem spillede paa et hæst Instrument og sang selv ligesaa hæst. Ingen Forbigaaende gav dem Noget, alligevel holdt de ud, bleve siddende, som groede fast paa den vaade Steen, i det raakolde Veir, og sang maaskee om Helten Cid eller om Kjærligheds Lykke.

Plaza de los Cortes er en ganske ringe Plads, kun en uregelmæssig Udvidelse af Gaden foran Rigsforsamlingens Bygning: Palacio de los disputados, og har for den Fremmede kun Betydning ved sit Monument, Statuen af en Mand i militair, gammel spansk Dragt, med stiv Pibekrave og Kaarde. Det hele Mindesmærke savner iøvrigt Storhed, man gaaer saa let forbi, troer, det er reist for een eller anden Feltherre, som nu ikke synderligt rører vor Tanke eller Hjerte; men høre vi Navnet, da standse vi, opfyldte af Tak og Glæde. I denne Skikkelse, vi see for os, vandrede engang her en Konge i Aandens Herlighed, hans Værker lyse ud over hele den dannede Verden, hans Minde er Velsignelse. Med Mandens hele, usvækkede Kraft bar han Slavelænker, sit Fædreland Spanien offrede han i Kampen sin venstre Arm; hans Tidsalder lod ham lide Trang og Nød, behandlede ham med uanstændig Ligegyldighed, den vidste ikke at erkjende og paaskjønne. Nu staaer Monumentet, reist med Indskrift:

A Miguel de Cervantes Saavedra
Principe de los ingenios españoles.
“Don Quixotes” Digter, Forfatteren til Galatea, Dramaets Grundlægger, den folkelige Fortæller*,

* Blandt de samlede Smaahistorier findes den bekjendte Historie “La Gitanilla di Madrid”.

beundringsværdig som Digter og som Menneske. Prøvelsens mange og tunge Dage fremkaldte ingen Livs-Smerte hos ham, Humorets Palme fik just Kraft ved dette Tryk; hver sand Digter see i ham Exemplet paa mandig Udholdenhed og sand Beskedenhed. Alt i sin Levetid fortrængtes hans dramatiske Arbeider af den utrolig frugtbare og geniale Lope de Vega**,

**Lope de Vega har leveret ikke færre end to tusinde og to hundrede Theater-Stykker, foruden en Mængde mindre og større Digte; eet af disse, “Angelica” skrev han ombord, medens han gjorde Krigstjeneste paa den saakaldte uovervindelige Flaade, Spanien sendte imod England. Som Enkemand traadte han i den geistlige Stand, og sørgeligt er det at maatte tilføie, at den store Digter tog Ansættelse ved Inqvisitionen og har endog gjort Tjeneste ved en af Autodaféerne.

men aldrig vil han fortrænges som fortællende, Don Quixote bliver Romanen for alle Romaner; efter dette Værk, som han tilegnede Grev Lemos, fulgte Persiles og Sigismunda, et Værk, hvorom han selv siger under Nedskrivningen: “Det bliver enten den sletteste eller den bedste Bog, der er skrevet i vort Sprog”. “Reisen til Parnasset” er hans sidste Digtning, den omstraaler hans Navn med lysende Rhythmer, med Lunets og Viddets Farvespil.

Ingen veed hans Grav; hvo af Samtiden skulde have bemærket sig den. Paa ingen Gravsteen staaer hans Navn, men det staaer i Folkets Hjerte; Spanien er stolt deraf; Europa nævner med Beundring og Hæder Cervantes, medens den mægtige Philip den Anden, i hvis Rige Solen aldrig gik ned og Autodaféernes Menneskebaal aldrig slukkedes, er afskyet og ikke begrædt i den Død, som af Gud syntes bestemt Tyrannerne, det levende Legeme opædt af Utøi, medens Angestens Aander ikke forunde den sjælelige Deel Ro i det væmmelige Legeme.

Cervantes-Monumentet staaer paa den Plads i Madrid, hvor engang Digterens Huus stod.

Ved Mindet om ham flyver Tanken hen over den spanske Literaturs rige Campagne og forbauses ved den Frodighed og nationale Friskhed, der, uagtet alle Uveirsstorme, viser sig lige ind i vor Tid; vi glædes ved de deilige Romancer om Cid, vi fornemme Don Gonzalos kirkeduftende Lilier, og beundre Satirens deilige Tidselblomst, som Prinds Don Emanuel af Castilien fik til at groe. Vi fornemme i dramatisk Digtning Folkelivet og Folkets Humor; Spanien har før Frankrig sin Molière, i Haandværksmanden, den omreisende Skuespiller Lope de Rueda*.

* Hans store betydende Virksomhed falder mellem Aarene 1544 og 1567.

Vi see samle sig i Grupper nær til hverandre de mægtigste Snillets eviggrønne Ege: Cervantes, Lope de Vega, Calderon og Moreto**.

**Af Moreto have vi paa den danske Scene seet hans berømte Lystspil: “Donna Diana”.

Deres Aarhundrede synes ligesom den spanske Literaturs Høidepunkt, men dog er den aldrig senere sunken ned til Sandsteppe. Under alle de blodige Kampe, dette Land har stridt, ja selv medens Autodaféerne lyste fra Gabet af Inqvisitionens Drage, har den nationale Digteraand altid sat friske Skud. Der er en Rigdom af Humor i Folket selv, og der rører sig i vor Tid en uendelig Interesse for det Nationale***.

*** Man faaer en interessant Udsigt over den nyere spanske Literatur ved at læse:”Die Nationalliteratur der Spanier seit dem Anfange des neunzehnten Jahrhunderts” von Dr. Eduard Brinckmeier, Göttingen 1850.

Flere af de nulevende Digtere vælge særligt fædrelandske Sujetter.

En lille Zarzuela: “Den Gale paa Qvistkamret”, El loco de la Guardilla, vakte stor Opsigt medens jeg var her; Forfatteren, Don Narciso Serra, havde vidst at anslaae de nationale Strænge, Cervantes og Lope de Vega træde op i dette Stykke; jeg saae det opført paa et af Madrids mindre Theatre, der bærer Lope de Vegas Navn. Indholdet er korteligt:

Digteren Cervantes’s Søster er i Angest og Uro for sin Broder; altid sidder han paa sit lille Qvistkammer, skriver utrætteligt og leer i et Væk; det er meget betænkeligt for en Søster, han er bestemt gal. Hun kalder et Par Læger hid; den Første af dem gaaer strax ind til den formeentlige Syge, Søsteren og den anden Læge, der senere er indtruffen, staae og lytte; med Eet høre de, at der indenfor bliver leet himmelhøit, den anden Læge gaaer nu derind, den forventningsfulde Stilhed brydes ved at de alle Tre lee, som de vare gale, Naboerne i Gaden kunne høre det og komme ind til Søsteren, der fortæller og forklarer efter sin Forstand; de trænge nu ind til de tre høit leende Herrer, og et Øieblik efter hører man hele Nabolaugets Latterchor saa kraftigt, saa gjennemtrængende, at den høie Inqvisitions Tjenere komme til, anførte af Digteren Lope de Vega. Cervantes overrækker da Lope Manuskriptet til “Don Quixote”; medens han i Lune og godt Humeur nedskrev Digtningen har han siddet og leet, han har læst deraf for de to Læger og for hele Nabolauget, og Alle have de af Hjertens Grund leet med ham. Lope læser stille for sig et Par Blade, bryder derpaa ud i Begeistring og forkynder, at dette Værk vil gjøre dets Digter udødelig og lyse som en Stjerne i Spaniens Storhed; han bekrandser Cervantes, Dramaets Personer juble, Publicum jubler og Tæppet falder. Bifaldsstormen blev imidlertid ved, et ægte Udbrud af Sydboens barnlige, ubeslørede Natur.

Endnu et Par Dage vedvarede Udstillingen La exposicion nacional de bellas artes de 1862. Den store, vidtudstrakte Bygning ligger ved Prado. Vi kjørte herud i Regn og Slud; hele Promenaden var et dybt Dynd; tunge, visne Frugtbælge hang i de bladløse Træer, her var aldeles en nordisk begyndende Vinter; Veiret vaadt, graat, uhyggeligt. I de store Sale, hvor Konstsagerne vare opstillede, aandede man en Luft saa raa som om man gik i nybyggede, fugtige Stuer; men en Deel ret Interessant var her at see, saaledes en smuk Statue af den nys afdøde dramatiske Digter, Statsmanden Martinez de la Rosas. Ogsaa han, som saamangen anden Storhed, prøvede i sine Dage Folkegunstens Omskiftelse fra Viva-Raab til Kjedel-Musik. Han gik til Frankrig, hvorfra han senere vendte hjem til Hæder og Erkjendelse. I Paris 1843 gjorde jeg hans Bekjendtskab og glædede mig nu til at hilse paa ham i Madrid; han havde lovet mig den bedste Modtagelse, nu fandt jeg ham kun i det døde Leer. Her var Lope de Vegas Statue og en interessant Fremstilling af Tragedien, en qvindelig Skikkelse, der sidder i dybe Alvorstanker, med Dolken i Haanden. Her var en smuk Portrait-Statue, forestillende Dronningen, der paa sine Arme løfter den unge Infant, engang Spaniens Konge. Til flere af Malerierne var Stoffet taget fra Marie de Padillas Historie. Mellem de nationale Bataillestykker tiltalte mig meest et af Maleren Navarro y Cañizares , det fremstillede: “la defensa de Zaragoza”; den unge Pige, der her affyrer Kanonen, var kjækt henaandet paa Lærredet. De gamle spanske Romancer havde givet Motiver til flere Billeder, og for at udpege eet, vil jeg nævne: Cids Døttre, nøgne, bundne til Træet og forladte i den vilde Skov.

Fra Udstillingen begave vi os til Museet. Den Rigdom af Mesterværker, man finder her, er overvældende og forbausende. Her er Raphael, Titian, Correggio, Paul Veronese, Rubens, men fremfor dem Alle er her Murillo og Velasquez. Man maatte blive paa dette Sted mere end Aar og Dag for ret at leve ind i og omfatte disse Herligheder. Her saae og lærte jeg at kjende første Gang Velasquez , der var Murillos Samtidige. Med hvilken Konst og Genialitet har han vidst at fremstille de melkeblege os ligegyldige Infantinder i deres Tids latterlige Udklædning. De blive levende, talende, træde i Skjønheds Række ved den Konst, hvormed de ere malede, og ved de grelle Omgivelser, de have faaet af Dværge og Dværginder, og af glubske Hunde af charakteristisk Styghed. Portraitfigurerne træde saaledes ud af Rammen, at man ikke tvivler, naar der fortælles, at et Par af disse Billeder, opstillede paa Staffeliet i Velasquez’s Malerstue, bragte Folk i Sideværelset til at troe, at de virkelige Personer vare derinde. En saadan magisk

Virkning har isærdeleshed een Portraitfigur, der skal fremstille Fabeldigteren Æsop; efter at man har seet det Billed af ham, Velasquez har givet, kunne vi ikke tænke os Æsop anderledes. Spaniens Konge, Philip den Fjerde, var en Ven og Beundrer af Velasquez , gav ham Rang af Kammerherre og smykkede hans Bryst med Landets fornemste Orden.

Af Raphael er her ikke færre end ti Malerier, og mellem disse eet af hans berømteste “Korsvandringen”, dernæst “den hellige Familie “, det Billede, som Philip den Fjerde gav Navn af “Perlen”, men den Benævnelse tilkommer det ikke, hverken blandt Raphaels Arbeider eller mellem de Konstskatte, som findes herinde.

Over Raphael, over Titian, over dem Alle herinde straaler for mig Murillo. Hans himmelsvævende Madonna, omgiven af Engle, er saa fuldendt, saa begeistret i Gud, som var det i himmelsk Aabenbarelse han havde seet og gjengivet hende. Der er en saa overjordisk Reenhed og Uskyld i Gudsmoders Øine, en saadan Ynde og Barnlighed i de svævende Engle, at man gjennemstrømmes derved af Glæde, som var det forundt os at see et Glimt fra det ophøiede Hellige. Et andet, mindre Billede, ogsaa af vidunderlig Virkning, er Jesusbarnet med Lammet og Hyrdestaven; der er et Udtryk af Kjækhed og dertil en saa yndig barnlig Uskyld, man faaer Lyst til at kysse denne Mund og disse Øine. Endnu et Arbeide af Murillo, deiligt følt og gjengivet, maa jeg her omtale: det forestiller en lille huslig Scene, en ung Moder sidder og vinder Garn, Manden holder paa Barnet, der løfter en lille Fugl høit i Veiret, medens den lille Hund gjør sin Konst at sidde paa Bagbenene og give Pote.

Udenfor Spanien er Murillo ikke kjendt nok og derfor ikke seet paa det Høisæde, han indtager over de andre Store. Raphael stilles øverst, hans Fremstilling af Madonna er Idealet. Murillo giver Virkeligheden i sin skjønneste Aabenbarelse, giver os Tømmermanden Josephs Trolovede, Blomsten i Uskyld og Tro, Qvinden af Gud, udkaaret til at bringe os hans Søn, den Eenbaarne. Raphaels sixtinske Madonna i Dresden har Kjød og Blod med Murillos, og man veed ikke ret, hvem der er det aabenbarede, udtrykte Billede.

Ogsaa af Thorvaldsens Konstværker eier Museet nogle; Haandtegningen til hans bekjendte Basrelief “Skytsengelen” findes her; paa den sees en Slange foran Barnets Fod, den er ikke givet i Basreliefet.

Jeg fik Leilighed til at kjende en Deel lærde og literaire Personer i Madrid. Ministeren Bergman førte mig til den i Spaniens Politik og Literatur fremtrædende Dygtighed, Hertugen af Rivas; som ung Soldat, som Forsvarer af Cortes-Forfatningen 1820, da Revolutionen brød ud, som Minister, Gesandt og endelig som Digter lyder hans Navn ud over Halvøen. Hans samlede Skrifter udgjøre fire store Bind*.

* Obras completas de Don Angel de Saavedra, duque de Rivas.

En overordenlig Opmærksomhed vakte hans folkelige Epos: “El moro exposito”, og ikke mindre hans Skjæbne-Tragedie: “Don Alvaro”. Med megen Hjertelighed blev jeg modtagen af den gamle Mand, der erindrede sig vort tidligere Møde i Neapel, da han der var spansk Gesandt. Han talte om sin Tragedie “Don Alvaro”; denne havde han nylig omskrevet til Operatext for Componisten Verdi, som netop i disse Dage var ventet til Madrid for at componere Musiken.

En anden af Landets meest betydende Digtere, Don Juan Eugenio Hartzenbusch, lærte jeg ogsaa at kjende. Hans Fader var en Tydsker, Moderen derimod Spanierinde. Hartzenbusch er født og opvoxet i Spanien; Faderen bestemte ham for den geistlige Stand, han havde derimod Lyst til Malerkonsten, men i den var han ikke paa sin Plads. Nu begyndte han at skrive Digte og dramatiske Arbeider, af størst Betydning syntes da hans Bearbeidelser af flere gamle spanske Komedier. Under de blodige Bevægelser 1823 mistede Faderen sin Formue og blev sindssvag; den unge Hartzenbusch maatte da gribe til Snedkerhaandværket for at ernære sig og Faderen, de literaire Indtægter vilde ikke strække til. “Los amantes de Ternel”, skrevet og opført 1836, er hans første originale Arbeide, det blev optaget med overordenligt Bifald og grundede hans lykkeligere Fremtid. Flere fortræffelige dramatiske Arbeider fulgte, hans Værker i Vers og Prosa voxte betydeligt og mellem disse udmærke sig især hans “Cuentos y fabulas”, der overalt, hvor Spansk læses, er udbredt og afholdt. I de senere Aar er han ansat ved det kongelige Bibliothek i Madrid og blev netop under mit Ophold her udnævnt til første Bibliothekar.

Et Brev til Hartzenbusch fra en af vore fælles Venner i Malaga forskaffede mig den bedste Modtagelse, den, jeg ogsaa uden dette skulde have faaet, sagde han, og udtalte med megen Varme sin Deeltagelse for mig som Digter, uagtet han tilvisse kjendte meget faa af mine Arbeider. Af disse ere, saavidt jeg har kunnet erfare, ikke oversat uden de to Eventyr, “Den lille Pige med Svovlstikkerne” og “Holger Danske”. Tydsk og Engelsk læses ikke af Mange i Spanien , og i de franske Oversættelser er jeg uheldigt gjengiven, hele Stykker omskrevne, misforstaaede eller reent udeladte. Hartzenbusch er født den 6te September 1806, har et kraftigt Udseende, men kridhvidt Haar; det var en Glæde at høre ham med hele den sydlige Ildfuldhed tale om Poesi og Konst. Han arbeidede paa et Værk over Cervantes og besørgede tillige en ny, stor Udgave af Don Quixote. Før vi skiltes, gav han mig, til Erindring om sig, hans Cuentos y fabulas, hvori han tilføiede en venlig og hjertelig Tilegnelse. Han boede tarveligt, men omgiven af en Rigdom af Bøger og Billeder. Hartzenbusch hører til de Naturer, man strax føler sig dragen hen til og synes at have kjendt længe.

Forfatteren Don Sinibaldo de Mas, der for en Tid repræsenterede Spanien i China, arrangerede i en af Madrids Fondaer en festlig Middag for mig, hvor jeg lærte at kjende et Par Poeter; saaledes Don Rafael Garcia y Santesteban, Forfatter til “El Ramo de Ortigas” og flere Zarzuelas. Venlige Mennesker allesammen, ildfulde og hjertelige, med Spaniernes hele Elskværdighed og Lyst til at vise Opmærksomhed og Tjenester; utrættelig heri var især en af mine nye, unge Venner, Jacobo Zobel Zangroniz fra Manila. Han sluttede sig saa hjerteligt til mig, søgte paa enhver Maade at gjøre mig Opholdet i Madrid behageligt.

Det var min Bestemmelse at blive Julen over, til ind i det nye Aar, men uagtet jeg efterhaanden sluttede flere og flere interessante Bekjendtskaber, mødte Velvillie, havde Operaen, Billedgalleriet og hver Søndag, om jeg vilde, Tyrefægtninger, kunde jeg dog ikke finde mig i at blive her længere end tre Uger; nogle Dage af disse bleve benyttede til en Udflugt til Toledo. Climaet i

Madrid var utaaleligt, Snee, Regn og Rusk; værre er det aldrig paa den Aarstid hjemme hos os, og blev det nogle Dage klar, reen Luft, da var Vinden saa gjennemtrængende, saa tør, saa nervepirrende, man havde en Fornemmelse af at vindtørres til Mumie.

Besøget i Toledo blev en Oplivelse, en Forfriskning, her var man igjen i en ægte spansk By, der eier Alt, hvad Madrid mangler, Charakteer som Landets Hovedstad; middelalderlig, malerisk og fuld af Poesi er det gamle Toledo.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19

Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.