H.C. Andersen: I Spanien (1863) XIV. Cordoba.*

H.C. Andersen: I Spanien (1863) XIV. Cordoba.*

* Spanierne skrive og læse Cordoba, ikke Cordova.

Tidligere, da man kun med Diligence eller til Hest kom fra Sevilla til Cordoba, gik Reisen hen over det sommerhede Ecija ved Floden Xenil. Spaniens seneste Reisebeskriver Theophile Gautier skildrer denne Byes Udseende, som hørte den hjemme i China eller Japan, man kunde faae Lyst til at komme der, men vi kom der ikke. Jernbanen følger sin lige Landevei, der snart krydser den gamle og ikke vil have Noget med den at gjøre; samme var heller aldrig i godt Rygte, de fleste Overfaldshistorier vore Landsmænd have fortalt os, oplevede de paa denne Vei. Her blev for nogle Aar siden Architekten, Professor Meldahl plyndret. Røverne toge selv hans Skizzebog fra ham. “Giv mig den igjen!” sagde vor Landsmand, “den er Dem til ingen Nytte, men for mig har den Værd!” og Røveren, som havde taget den, fornegtede ikke den spanske Høflighed, men leverede ham Bogen tilbage.

Toget brusede afsted i den mørke Aften; hist og her saae vi et stort Blus antændt foran en enkelt Hytte ved Banen; der sad Mænd, Qvinder og Børn, de grinede og gjorde Tegn ud mod os; de talte maaskee om, hvor anderledes bedre her var for et Par Aar tilbage, da den tunge, langsommelige Diligence sneglede frem paa den eensomme Vei, da modige Mænd let kunde faae sig en god Fortjeneste; Hestene bleve standsede, Pistolerne holdt frem, Knivene blinkede, og en modig Mand havde da Gods og Guld. Nu var de Tider forbi!

Klokken blev Ni om Aftenen før vi naaede Cordoba, Senecas Fødeby. Alle de Reisende, som skulde ind i Staden, bleve hver og een pakkede i den eneste Omnibus, her holdt ved Banegaarden, hvorledes vi fik Plads, maae Vor Herre og Kudsken vide. Reisegodset kom ovenpaa, et utroligt Flyttegods-Læs; Vognen knagede og stønnede ved sin Oppakning. Menneskene kom indeni, den Ene paa Skjødet af den Anden; næsten Alle havde Pakker, Paraplyer eller en Bylt at bære paa, man stuvedes sammen, sad som i Presse. Ingen Lygte lyste fra Vognen eller fra Veien, og denne selv var i Naturtilstand. Gaden, vi kom ind i, var saa smal, at hvor vor Omnibus kjørte, kunde paa samme Tid intet Menneske staae eller gaae, og tilsidst blev den saa snever, at vi heller ikke kunde kjøre videre. Omnibussen holdt, og vi bleve nu klemte ud af Døraabningen, omtrent som Malerne klemme de i Olie revne Farver ud af Blæreskindet; det var føleligt.

Gaden endte i en smal Slippe mellem høie Huse. Kudsken pegede derind, den Vei skulde vi følge for at komme til Fonda Ricci, Byens betydeligste Hotel. Vi stavrede afsted efter Lyset af en Lygte, der skinnede for Enden af Slippen. Vi naaede derhen; Portalet var stærkt oplyst, og indenfor, som i Sevilla, saae vi en stor, prægtig Gaard, med blomstrende Roser og Geranier, pladskende Springvand, omsluttet af Buegange, baarne af Marmorcolonner, Trapperne pyntelige, belagte med Rørtæpper; vore Stuer vare høie og luftige, men uden Kamin, og det var koldt, bitterligt koldt; en Brasero, et Ildfad med Gløder, bragtes for at varme Stuerne op, medens vi vare nede i Spisesalen. Der fandtes en Mængde Mennesker, som Alle endnu i Nat skulde med Diligencen til Madrid. Det var en mærkelig Samling af Krøblinger og udlevede Gamle, Een hostede, en Anden humpede, en Tredie sukkede og en Fjerde skelede. De kunde have tjent til Model for den Maler, der vilde male Lignelsen om Himmeriges Rige, som den Konge, der lod sine Hære ødelægge de Indbudne, der ikke vilde komme til hans Søns Bryllup og da Brylluppet var bestilt, sendte Tjenere ud paa Veiskjellene at indbyde Alle, hvem de fandt, og der kom Onde og Gode; her vare Skikkelser for en Maler med Humor.

“Saadanne Mennesker skulde hellere blive hjemme og ikke reise!” sagde Opvarteren til os, da Hospitalet brød op og vi bænkede os.

Under Maurernes Herredømme var Cordoba Hovedsædet; Byen havde en Million Indvaanere, sex hundrede Moskeer og hundrede offentlige Bade. Konst og Videnskab blomstrede her, og nu – hvor forandret! man finder her snevre, fattige, folketomme Gader, Cordoba er sunken ned til en ringe Kjøbstad. I nogle smaa Stuer saae jeg hænge nogle Stykker Corduan, Cordobas berømte Læder. Paa Slagtertorvet var en Mindelse om gammel Glands, Bodernes Vægge bare endnu den Porcellains Flisebeklædning fra Maurernes Tid. Gjennem eensomme Gyder med hvidkalkede, lave Huse kom vi ud paa Alameda, der med høie, gamle Træer følger Guadalquivirs Løb, Flodvandet var guult som Tiberens Vand; her var en dyb, rivende Strøm. Hele Livet og Færdselen paa den langt udstrakte Alameda indskrænkede sig til en gammel Kone, der med Anstand bar en stor Leerkrukke tværs over Spadseregangen og ned ad den steile Trappe til Floden; der sad tre, fire Karle mellem Muur-Resterne i Vandet og holdt paa Medestangen, taalmodigt ventende Bid. Ved Enden af Alameda laae Ruinerne af et gammelt Kloster, med dets Kirke, Væggene vare bemalede med fromme Billeder; de revnede Mure syntes ikke at kunne bære Helgenernes tunge Steenbilleder. Man fortalte, at under Munkeforfølgelsen 1835 var dette Kloster blevet bestormet; det Forstyrrelsesbillede det nu frembød, levendegjorde for Tanken alle hine blodige Rædselsscener, Pøbelen dreve Munkene tilbage i de brændende Klostre, de rasende Qvinder holdt Ilden vedlige og hindrede de Indespærrede i at slippe ud.

Fra Alameda seer man ud over den brede, rivende Flod til en umaadelig Campagne med vexlende Høider og Frugtbarhed, her strække sig Olivenskove, hist og her løfter sig et høit Palmetræ, en stor Taarnruin pynter Silhouetten mod Horizonten. Bag Byen har man mod Nord Sierra Morenas Bjerge, sortblaae og alvorsfulde; Luften var tung med Skyer. I Sevilla havde de i fem Maaneder ikke havt Regn, nu begyndte den at skylle ned i Cordoba og vilde vistnok altsaa ogsaa snart gjeste Sevilla.

Een Herlighed eier Cordoba endnu fremfor nogen anden spansk By, det er den store, mærkelige Moskee, nu Byens Domkirke; den ligger i Retning med Alameda, ud mod Floden Guadalquivir , og indtager et stort Fladerum i Qvadrat, i dens Ydre er intet Overraskende, Malerisk eller Storartet. Orangegaarden foran, med de i Alleer plantede Træer, langs friske, rislende Vande, er stor og udstrakt; her hæver sig det høie Klokketaarn ligeoverfor Kirken selv, i hvis Buegange Port ved Port fører ind i det mægtige Guds Huus, reist under Kong Abd ur Rhaman den Første. Ikke færre end tusinde og atten Marmorsøiler bære Loftets Buer, det er en heel Søileplantage at see, plantet i Alleer, Side om Side og gjennemkrydsende hverandre; lave Hvælvinger, Søiler og Buer i det Uendelige, og langs med de yderste fire Vægge Alter ved Alter. Halvmørke ruger herinde, selv ved den klareste Dag; gjennem det kommer man til Midtpunktet, hvor i Maurernes Tid tusinde og atter tusinde Lamper altid straalede under det kosteligt udskaarne Loft; nu er dette brudt, og her reiser sig en høi, hvidkalket, rigt forgyldt christen Kirke, med stærkt Daglys og et stort straalende Alter, foran hvilket Røgelsekarrene svinges og Messerne synges, saa at de runge gjennem de mauriske Buer, hvor Altrene staae, hvor Capeller ere reiste for de Døde i den eneste saliggjørende Tro. En af mine Venner har betegnende sagt om Domkirken i Cordoba, at den lignede en tæt Granskov, hvor man har ladet lufte op midt i, og høie Bøge groe til Høikirke. I et af Sidecapellerne stod en Seng med en Syg, han ventede Helbredelse eller Bortgang i Gud. Paa Muren er at læse, i Guld og Farver, arabiske Indskrifter: Lov og Priis, evig Ære, Gud og Propheten Mahomed . De kniplingsagtige Udhugninger over den lave Dør henimod Guadalquivir føre Tankerne til Alcazar og Alhambra. Her under Muselmændenes Herredømme gjemtes hellige Reliqvier, et ældgammelt Manuskript af Alkoranen og Propheten Mahomeds høire Arm. De fromt Troende nærmede sig kun, krybende paa deres Knæe, dette Sted, endnu det interessanteste Punkt i den hele Bygning, der her har bevaret hele sin oprindelige Skjønhed.

Medens fra Høikirken Lovsange lyde: Jesu og Jomfru Maria, prædike Væggene i arabiske Skrifttegn: “Der er kun een Gud og Mahomed er hans Prophet!” Det Hele gjør et forunderligt blandet Indtryk, der tilvisse bedst løfter os ved Tolerance og Psalmesangen:

“Vi troe, vi Alle troe paa Gud!”

Moses indskrev paa Lovens Tavler: Der er kun een eneste sand Gud, og denne førte sit Folk, og Propheterne talte i hans Aand og efter hans Villie. Fra Ismaels Slægt kom en ny Prophet, han kom med Ild og Sværd, Stæder gik op i Flammer, sit Navn skrev han ind hvor Menneske-Navn ikke tør skrives: Der er kun een Gud og Mahomed er hans Prophet! Den eneste sande Gud har kaaret sig eet eneste Folk! Dette er Troen hos Jøder og Muselmænd. Den Christne siger: Gud blev Menneske for at frelse alle Slægter. Den christne Tro er for alle Folk og for alle Tider! Lovet være Gud i Jesus Christus!

Her i Cordobas mægtige Domkirke have engang troende Muselmænd udjublet deres “La illah ilallah!”*

* “Der er ingen Gud, uden Gud!”

nu knæler her “den eneste saliggjørende Kirkes” fromt Troende og føler sig løftet i Frelse under Sangen Stabat mater dolorosa, Protestanten er ham en Fremmed, en nysgjerrig Reisende, en Fordømt. Det var mig, som hele Menneskehedens Stræben efter “den eneste sande Gud”, under dens egen Kortsynethed, Forfængelighed, Ild og Kulde, havde været og var endnu sammentrængt og omsluttet af disse Mure. Fromme, milde Tanker lyste her gjennem min Aand og mit Hjerte.

Hvor haardt, hvor ukjærligt dømme ikke christne Brødre hverandre. “Katholicismen er en Skal uden Kjærne”, siger Protestanten, medens igjen den troesglødende Katholik hverken vil erkjende Skal eller Kjærne i Protestantismen; vi ere fordømte, uden Frelse! Hvor haardt, hvor ukjærligt dømmer ikke i samme Troes Kirke Broderen sin Broder, naar denne ikke fremsiger Troen efter hans Bogstavoversættelse; det er, som om det Mystiske, det Uforklarlige, det, at Gud selv er bleven Menneske, var hele Religionens Kjærne og ikke Læren selv, dette Velsignelsens Væld fra Sandheden, fra Gud.

Tilvisse laae det i Tiden, at bruge Sværdet i Troens Sag, de vilde slaae med Sværdet, som de nu udslynge Ordet: “Du er ikke Christen!” Man veed saalidt om det Liv, som rører sig i Havdybet, hvor dog Loddet kan naae ned, og man vil vide og dømme, hvad der ligger i Menneskets religiøse Hjertedyb, hvor ikke Loddet kan kastes. “Dømmer ikke, saa skulde og I ikke dømmes, fordømmer ikke, saa skulde og I ikke fordømmes!”

Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Send Du mig dit Lys for min usikkre Fod,
Lys ind i mit Hjerte, det vil kun det Rette!
De Skriftens Tjenere slette fast ud,
At Du er den eneste, eneste Gud;
Hvad Christus mig lærte, jeg skal ei forgjette,
Men Du kun er Herren, der er kun een Gud!
Du talte i Sønnen, Du Frelse os bragte,
I ham Du lod fødes, i ham Du lod døe.
Lys ind i mit Hjerte, derinde Du lagde
Et Sandhedens levendegjørende Frø.
Jeg kæmper, jeg svimler, dog eengang jeg havner;
O lad det gaae op for mig hvad jeg savner!
Mig Christendomslæren er Kjærlighedslæren,
I den kom Du til os! Dig Magten og Æren!

Fra den tankevækkende, alvorsfulde Helligdom, træder man ud foran Floden Guadalquivir; en storartet, gammel romersk Bro fører hen over den: ude i Vandet staae Rester af mauriske Broer og Bygninger. Det gule Vand strømmer igjennem og hen over disse stumme Minder. Ødelæggelsens Aand er faren hen herover, hurtigere i at øve sin Villie, end selve Forgængeligheden. Vi træde op mellem store Gruushobe, hvor vildtvoxende Træer og Hækker brede sig som Forglemmelsesdække hen over forsvunden Storhed og Herlighed. Her laae Maurerkongernes prægtige Alcazar med dets konstigt hugne Marmorbuer, dets deilige Rosenhaver og springende Vande. Her har gjenlydt af Sang og Strængespil*;

* Maurerne ledsagede deres Musik med en Luth; en stor Deel af deres Melodierere samlede og opbevarede af Ali ben Alhassani ben Mahomed.

her har Messingtrommer, Fløiter og Trompeter skingret; her henjubledes Festdage og Festnætter. Skjønheds Skikkelser svævede gjennem disse Sale, ud under de friske Roser og viftende Palmer. Denne Glands og Herlighed svandt som straalende Skyer, Mørket og Angesten fulgte, Spaniens Inqvisition flyttede ind i disse Haller, tilmurede de lette, luftige Vindueskarme, stillede Marterredskaber der, hvor de bløde Hynder før laae udbredte, Smertens Skrig af de Dødspiinte hørtes nu, hvor Luthen klang og skjønne, sjælfulde Stemmer havde gjenlydt. Franske Soldaters Kugler og Bomber omstyrtede disse Mure; knuste og brændte bleve Havens vildtvoxende Hækker og gamle Træer, Gruus blev den forsvindende Storhed.

Guadalquivirs leergule Strøm skyller mellem Ruiner og Rudera; kunde den vise os de vexlende Speilbilleder, den har baaret, hvor vilde den straale med Maurerkongernes festlige Lamperækker, Blus og Glædesild, hvor vilde den bløde med svømmende Liig, vi skulde da see Syner, der bragte os til at gyse.

Var det tilfældigt, eller er det et Særkjende for Sangens By Cordoba, der under Maurerne grundede en heel Musikskole, at ingen Sang hørtes, ingen Castagnetter klang, ingen Dands var at see; øde og mennesketomt syntes her at være. En enkelt Señora, med Bønnebogen i Haanden, skred gjennem de snevre Gader, hen til den gamle Domkirke, Cordobas Storhed og Herlighed.

Der ligger i en Udkant af Byen en lille Kirke; ogsaa den var engang en maurisk Moskee, nu er den indviet Sanct Nicolas; Taarnet er en Mærkelighed, det er uforandret det gamle Minaret, vistnok det eneste, som nu findes i Spanien. Foran strækker sig en med Træer beplantet lille Plads, der frembyder en smuk Udsigt til den mørke Bjergrække Sierra Morena, engang de Reisendes Skræk, thi her tumlede sig de meest berygtede mordlystne Røverbander. Derhen, gjennem La Mancha, Don Quixotes Land, og ind i Ny-Castilien gaaer Landeveien fra Cordoba til Madrid.

Medens jeg stod her paa Pladsen og nød Skuet af det alvorlige Landskab, begyndte de tunge Regnskyer at fordele sig, Solstraalerne faldt skarpttegnede hen over Skymassen ned paa den bruungrønne Campagne, Bjergene bleve natsorte; en bevæbnet Bonde paa sit Muuldyr var den eneste levende Gjenstand, jeg saae i denne store Eensomhed.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19

Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.