H.C. Andersen: I Spanien (1863) XIII. Sevilla.

H.C. Andersen: I Spanien (1863) XIII. Sevilla.

Vi toge ind i Fonda de Londres, min Altan vendte ud til Plaza Nueva , der i sin store Udstrækning er beplantet med Alleer af frugtfyldte Oranger; Marmorbænke for de Spadserende mangle ikke. Luften var saa klar, der var saa mange Stjerner, jeg satte mig ud paa Altanen, tændte min Cigar, saae paa dens Glød og Damp; den første Aften i Sevilla bragte et Vers om

Cigaren.
Cigarens Glød er et Ildsted,
hvor Ildaander er tilhuse;
Den Ene blæser med Puster,
at Ilden skal ikke gaae ud;
Den Anden rører med Ildtang,
faaer Saften til at beruse;
I Dampen er der en Troldkraft,
en lille cigarfødt Gud;
Han bygger, som Fata Morgana,
det Røg-Slot Tankerne ville;
Han viser nu for mig Hjemmet
og alle Vennerne der;
Jeg glemmer at Have og Bjerge
uendeligt vidt os skille,
At nede paa Pladsen rigt gløder
Orangens duftfyldte Træer.
– Nu lægger jeg bort Cigaren;
Sevilla, du deilige Stad!
Jeg glemte Dig, jeg var i Danmark,
mens her med Cigaren jeg sad.

Sevillas Domkirke, den mægtigste af alle Spaniens Kirker, det mauriske Alcazar og endelig Murillos mageløse Billeder gjør Sevilla til en af de interessanteste Byer i Europa, kun Havet mangler, var dette her, da blev Sevilla aldeles fuldkommen; den blev Byernes By.

“Sevilla, du glade, livsalige Stad!”

Rig paa Sange og Sagn, Fortids Minder og store Navne! Den hele By er sat i Musik, malet i Toner; Rossini har i Noder underlagt den Texten til Barberen; ja det troer jeg allerede en Anden har sagt eller skrevet før jeg, men det vil endnu Mange komme til at sige og gjentage.

Domkirken var engang en Moskee, men Bygmesteren har vidst med stort Talent at ombygge og tilbygge; Kuppelen synes at svæve, baaren af en usynlig Magt; den mægtige Hal udvider og løfter sig til den meest storartede Kirke, med Kapeller og Tilbygninger, hver i og for sig en Kirke; konstig Træudskæring, Billedpragt i de store Glasvinduer, Storhed og Alvor i den hele Bygnings Stiil overvælder og betager os. Væggene prange med Billeder af Murillo, mellem disse hans berømteste “den hellige Antonius”. Udenfor Kirken løfter sig det fiirkantede, slanke, mauriske Klokketaarn La Giralda, det høieste i Spanien; fem og tyve Klokker svinge sig i Cirkel deroppe; en bevinget, qvindelig Skikkelse, Troen skal hun forestille, staaer øverst, straalende i det klare Sollys. Man kan til Hest ride helt derop, saa jevnt og skraanende ere Planerne lagte til Opgang. Algebraens Opfinder, Al-Geber, tilbragte mange Nætter heroppe paa det gamle Giralda-Taarn, læsende i Stjernerne.

Foran Kirkens vestlige Indgang har man den gamle mauriske el patio de los naranjos, den med Orangetræer beplantede Gaard, hvor Vandet risler og sprudler. En Prædikestol af hugne Steen er reist herude i det Frie. Foran Kirkens østlige Indgang ligger Børsen, Lonja, en fiirkantet mægtig Bygning, i hvis regelmæssige Gaardsrum er reist en lille Statue af Christopher Columbus; den brede Steentrappe fører op til store Sale, bedækkede med prægtige Skabe, Archiver for Aktstykker angaaende Amerika fra dets Opdagelse til hen mod vore Tider.

Fra Lonja kommer man til Maurerkongernes Slot, det prægtige Alcazar. Vel vedligeholdt, prangende med Guld og Farver, træder det ligesom levendegjort vor Tid nærmere, som var det kun nogle Uger siden, at Maurerne droge bort. Granadas Alhambra er lig et Drømmesyn manet frem i Sydens klare, vidunderlige Maaneskin; de henfarne Skikkelser, her engang levede, vise sig ikke og vi vente dem ikke. Alcazar i Sevilla er intet Drømmesyn, det er Virkeligheden ved solklar Dag; man troer paa, at de mægtige Fyrster og deres deilige Qvinder pludselig kunne træde frem. Alt herinde er saa friskt, saa beaandet; vort Øie overraskes ved en Rigdom af Farver og Forgyldninger; man seer her igjen Alhambras underlige kniplingsagtige Porcellainsforziringer; Dørene frembyde et broget Træmosaik; man staaer som i en Phantasiens Bygning, hvor Kaleidoskopbilleder og Brysseler-Kniplinger ere brugte til Vægge, men Grundlaget synes Guld; det Hele bæres af slanke, lette Marmorsøiler. Øiet kan ikke følge de talløse Sammenslyngninger i dette Chaos af Arabesker, og dog hviler det med Behag paa den Mængde labyrinthiske Forgreninger, der saa at sige sætte Blomst i arabiske Indskrifter. En senere tilbygget høiere Etage, bleven til for de efterfølgende spanske Kongers Beqvemmelighed, naar de ville boe i Sevilla, trykker Bygningens oprindelige Skjønhed, men denne er dog den overveiende. Den indre Gaard, Slottets Middelsal kunde den kaldes, Høisalen, hvor Guds Himmel er Loft, har Noget saa fortryllende, det er, som stod man i et Feeslot. Alcazar hører aldeles hjemme i “Tusind og een Nat”, man overvældes og betages saa ganske af Østerlandets Pragt og Herlighed. Alt herinde er i samme Stiil og dog saa forskjelligt. Det vilde neppe overraske os her om pludseligt Harun al Raschid og Prindsesse Schehersad skrede forbi, om skjønne Sultanaer nikkede ned til os fra Galeriets Buer.

Vi træde ud i Haven, omsluttet af Bygninger, der minde os om Renaissancetiden, tung, men charakteristisk, sammensmeltende med det hele Anlægs forunderlige Gammeldagshed; stive, udskaarne Myrtehækker, hele flade udstrakte Bede, plantede og tilskaarne i Form af Vaaben, Kroner og Landkort, see vi herinde, selv Orangetræerne have ikke faaet Lov at beholde deres naturlige smukke Form, Saxen har tilstudset dem i bestemte Skikkelser. Midt i store, murede Damme løfte sig konstige Klipper og Grotter, omgroede med Planter. Steenlagte Gange krydse hverandre og kunne sættes under Vand; ved et mechanisk Trykværk sprang Vandstraaler i Hundredeviis frem fra Hul ved Hul i Gangene og afkølede den hede Luft. Midt i Haven ligger et lille maurisk Lysthuus, det er som en konstig Kalk- og Mosblomst; en underlig Rococo Ting, ude og inde.

I Byens Gader havde jeg fundet Luften lidt for kølig, her i Alcazars Have var velsignet sommervarmt, Orangerne hang tykt og tæt i det mørke Løv, Roserne blomstrede i Duft og Deilighed. Under Bygningen strække sig de mauriske Bade; vi traadte herind til et muret Bassin, bredt som en Kjørevei, langt som en Dandsesal; fordum fyldtes det med det klare Vand, og Sultanaerne badede sig her; nu benyttedes det som Gang. Man viste os en i Væggene tilmuret Dør, gjennem den besøgte Maurerkongen sit Harem. Her har tusinde Lamper lyst, men endnu deiligere have Skjønhedens Øine straalet herinde. “Øine kunne aldrig døe!” Vi saae dem leve og lyse. I Haven, under de friske, duftende Roser, straalede os imøde et Par saa skjønne Øine, en Qvinde-Skikkelse svævede os forbi; Maria Padilla*

* Pedro den Førstes berømte Elskede; hendes Billed sees i den Række Portraiter af spanske Konger og Dronninger, hvormed Philip den Anden har ladet smykke en af Alcazars Sale.

i al sin Deilighed, gik her levende igjen, dreiede om i Sidegangen for at komme tilbage i ny Skikkelse og atter i ny Skikkelse, eller var her virkelig saa megen Skjønhed i denne Have, at saaledes den Ene efter den Anden kunde aabenbare sig. Jeg gad nok læse, hvad et varmt glødende, ungt Hjerte efter et saadant Møde vilde sætte, om ikke i Vers, saa dog i Brevstiil, tilvisse han maatte skrive: “Man brænder, man døer, man kommer aldrig hjem, Alt er Glød, Alt er Ild, men det kan ikke lægges ind i et Brev, det gav ellers en Illumination, som man ikke kjender den hjemme!”

Her var varmt, her var endnu Sydens Sommer i Alcazars Have; ude i Gaderne maatte man søge Solsiden for at have det sommerligt. I Skyggen, Morgen og Aften, følte man Efteraarets afkølede Luft; vi vare jo ogsaa inde i November.

Ja vel, vi er midt i November,
men vi er i Spanien med,
Og jeg gaaer i Vinterfrakke
jeg fryser paa dette Sted;
Sevilla, din klare, blaae Himmel,
Oranger i hver en Allee,
Ja deiligt er det at see paa,
men føle er meer end at see!
Jeg føler, at Luften har Kulde,
i Slængkappe svøber sig Hver,
Man sidder paa Marmorbænke
under Orangetræer;
Jeg kjender slet Ingen af dem,
og dog er jeg ikke forladt,
Jeg kjender saa mange Stjerner
paa Himlen fra Hjemmets Nat;
Ved dem og ved det at jeg fryser,
er jeg i mit danske Hjem;
Sevilla, o hvor Du forstaaer dog,
at trylle det Kjæreste frem!

Dette blev skrevet en kold Aften, men Dagen derpaa var det varmt; hjemme i Norden vilde det kaldes en deilig Sommerdag; Luften aldeles ikke trykkende, mageløst Veir, som vi sige, naar Veiret har Halvdelen af denne Herlighed, det her frembød.

Sevilla er Murillos Fødeby, her har han længst levet og virket. Her skulde jeg see hans Storhed og Magt, et Sydens Solskin fra Aandens Verden. Fire og tyve uforglemmelige Billeder af ham forherlige her en af Konstacademiets Sale. Den engelske bekjendte Genremaler John Phillip og den svenske Maler Lundgreen, hvis Bekjendtskab vi havde gjort, førte os ud til Academiet. Vi kom gjennem Tegneskolen; der opbevares et Brudstykke af en qvindelig Statue, Brystet, som Haanden hviler hen over, saa ypperligt gjengivet, at det benyttes af Eleverne til Studium. Der kunde skrives en heel tragisk Digtning, knyttet til denne Torso. Italieneren Torregiani skabte denne Statue, han var samtidig Elev med Michel Angelo, hvem han i Kaadhed slog med en Steen paa Næsen, saa at denne knak. Torregiani kom til Spanien, formede der en Madonna og meislede hende i Marmor; Arbeidet var bestilt i Sevilla af en rig Mand, men denne vilde ikke betale det. Da tog Konstneren i sin Harme og slog Statuen i Stumper og Stykker; der blev kun heel tilbage Haanden, der hviler hen over Brystet. Det var rigtignok hans eget Værk, men det var Madonnas Billede, han slog itu, og derfor hjemfaldt han til Inqvisitionen, som i den Grad lod ham pine, at han døde deraf.

Murillo-Salen blev aabnet. Hvilke Skatte, hvilken Herlighed! for første Gang opgik for mig denne Konstners Storhed! Ingen overtræffer ham. Hvert af disse Billeder er det en Livsens Glæde at see paa! Her er Marias Himmelfart; vi see Qvinden, deilig som Gud har skabt hende, som Mennesket, gjennemstraalet af Gud, baaren af hans hellige Engle. Sanct Franciscus af Assisi, der løfter Christus ned af Korsets Træ, fylder os ved den Inderlighed og dybe Ærbødighed, som lyser fra Helgenens Ansigt; man forstaaer ikke, hvorledes Sligt kan ved nogle Farver bringes paa Lærredet. Her paa Væggen hænger det bekjendte Billede Madonna della servilleta , om hvis Tilblivelse man fortæller, at da Murillo en Dag havde spiist hos Munkene her i Klosteret, malede han til Tak for deres Gjestfrihed Maria med Barnet; han malede det paa den Serviet, han havde for sig ved Bordet, og deraf har Billedet sin Benævnelse. Her er en Maria Bebudelse, Madonna er aldeles en ung, smuk Spanierinde; over hende svæver den Helligaand i Skikkelse af en Due, en lille Engel griber efter Duen, ligesom om han vilde fange den; der er en naiv Humor over hele dette Billede, alle de smaa Guds Engle, svævende rundt om, vise en forunderlig jordisk

Barne-Interesse ved denne Begivenhed. “Hører Du,” synes den Ene at sige; “hvad er det dog, der skal aabenbares?” synes en Anden at udraabe. To deilige Helgeninder saae jeg malede, Santa Justa og Santa Rufina troer jeg, de hedde, man kunde forelske sig i dem. Tilgiv, I Fromme, Protestanten, der kunde have en saadan Tanke, men de To ere virkelig saa smukke! de holde fast paa Sevillas Giralda-Taarn, at det i Jordskjælvet ikke falder; gid at de holdt paa mig. Døberen i Ørkenen, Sanct Thomas, der uddeler Almisse, ja hvert af disse er en Velsignelse at see; dog deiligst for mig var eet Billed, det jeg altid maatte vende tilbage til: den hellige Antonius; han er fremstillet som ung Mand, Skjægget begynder at komme frem paa hans Kinder, den hellige Bog ligger opslagen foran ham, og midt i Bogen sidder Jesusbarnet, saa smilende glad; Sanct Antonius bøier sig henimod Barnet, hans Hænder vove ikke at berøre det; i hans Ansigt lyser en Inderlighed, en Glæde, velsignet at see.

Endnu et Billede af Murillo maa jeg omtale som Noget af det Uforglemmelige, jeg her har seet, nemlig hans Fremstilling af Moses i Ørkenen; det findes i Kirken la Caridád, der hører til det af Don Juan* Tenorio

* Udtales Don Kuan.

stiftede Hospital for gamle, svagelige Mænd. Billedet er herligt componeret, fuldt af Liv og Bevægelse; Vandet sprudler frem, et Barn ligger ned og drikker, et andet, lidt større, venter begjerligt paa at faae af samme Skaal; der er en mageløs Sandhed og Skjønhed i disse to Børn. En deilig Dreng sidder paa et Muuldyr, aldrig glemmer jeg hans levende Ansigt! Ingen overgaaer Murillo i at male naturtro de deiligste Børneskikkelser. Lige overfor hænger, i lignende Størrelse, endnu et Billede af Murillo: Brødenes Mangfoldiggjørelse i Ørkenen; dette fik jeg imidlertid aldrig ret at see; en Maler, der copierede det, skjulte det med sit opstillede store Stillads. Her i en Krog af Kirken hænger et mærkeligt Arbeide af Valdez, Murillos Lærer; det fremstiller Tilintetgjørelsen. Man seer en Erkebisp i sin Liigkiste, Bispestaven er brudt itu, den er kun et trøsket Stykke Træ; den Dødes Legeme er i sin Opløsning, det er fremstillet med en Sandhed, der er væmmelig, og man fortæller at Murillo, hver Gang han gik forbi dette Billede, holdt sig for Næsen, saa tro er Forraadnelsen gjengiven.

Efter at Munkene i Klosteret la Caridád vare fordrevne, fik Hospitalet en større Udvidelse og fromme Søstre pleie nu de Syge. Stifteren Don Juan Tenorio, der døde som Munk i Klosteret, hviler her; selv har han skrevet sin Gravskrift:

Her ligger det sletteste Menneske i Verden! Sagnet fortæller, at Don Juan Tenorio var en ung, livsnydende Adelsmand i Sevilla, stolt, aandfuld og sandselig indtil Lidenskab; han forførte Commandantens Datter, dræbte Faderen og sank i sin Ugudelighed i Afgrunden. Et andet spansk Sagn kalder ham Don Juan de Maraña og nævner ham som en af Sevillas rigeste Adelsmænd, der førte et vildt, lystigt Liv, tilbragte Nætterne i bacchanalske Orgier, ja i sit tøileløse Overmod bad La Giralda stige ned fra Taarnet og besøge sig en Nat, og hun bevægede sine store Kobber-Vinger, de susede i Luften, og hun kom med tunge Trin, som de siden bleve givne Marmor-Commandanten. Men en Midnat, da han vendte hjem gjennem de øde, eensomme Gader, hørte han pludselig Musik, lange, klagende Toner, han saae Skjæret fra Fakler, et stort Liigtog nærmede sig; den Døde laae i Sølv og Silke paa den aabne Baare. “Hvem begraves i denne Nat?” spurgte han, og Svaret lød: “Don Juan de Maraña!” Liigklædet blev løftet tilside, Don Juan saae sin egen Skikkelse død, udstrakt paa Baaren. En dræbende Rædsel foer gjennem ham, han styrtede om, og næste Dag gav han al sin Rigdom til Klosteret la Caridád, hvor han traadte ind i Ordenen og omtales som en af de meest angerfulde Fromme. Navnene Tenorio og Maraña betegne i de to Sagn unegtelig den samme Person. Den spanske Digter Tirso de Molina er den Første, som dramatiserede Sagnet og skrev “Forføreren af Sevilla eller Steengjesten”, (El Burlador de Sevilla y Convidado de Piedra); her er Navnet Don Juan Tenorio beholdt, uagtet Slægten endnu levede. Stykket fremkaldte mange Efterligninger i Frankrig og Italien, men sin Fuldendelse fik det ved Molière ; senere blev det omskrevet til Text for Mozart, der ved sin udødelige Musik bærer Don Juan-Sagnet gjennem Tider og Slægter. Allerede hos Tirso har man hele den dramatiske Slutning, som vi kjende den. Commandantens Marmorskikkelse kommer fra Graven; man hører, at der bankes paa, Tjeneren vover ikke at lukke op; Don Juan griber en Sølvstage og gaaer selv for at modtage og lyse for Steengjesten, der med marmortunge Trin træder ind i Spisesalen. Den Døde tracteres med Iis, med lystige Sange og kaade Spørgsmaal om den anden Verden; ved sin Bortgang byder han Don Juan til Gjest hos sig i Gravcapellet næste Nat. Paa bestemt Klokkeslet møder Don Juan med sin frygtsomme Tjener; et satanisk Maaltid er der beredt, “Skorpioner og Slanger”, “Vinen er den beeske Galle”. Steengjestens Haandtryk indvier Forføreren til Afgrundens Flammer. Don Juan synker med den Døde ned i Jorden. Den forfærdede Tjener kryber paa Hænder og Fødder frem i Forgrunden af Scenen, hvor han udbryder:

“Gud, Almægtige! hvad er det?
Gravcapellet staaer i Flamme.
Og jeg blive maa som Liigvagt
Her tilbage hos den Døde.
Jeg vil krybe hen ad Jorden,
Bringe Budskab til hans Fader.
Sanct Georg, Sanct’ agnus dei,
Hjelp mig naadigt ud paa Gaden!”

I Kirken la Caridád, hvor Don Juan Tenorio engang med de andre Munke istemte fromme Sange og bad for sin egen betyngede Sjæl, sees paa Væggen hans Billed; Lidenskab og Sorg taler ud af hvert Træk; et rødt Kors pranger paa hans sorte Klædning. Under hans Portrait hænger Kaarden, hvormed han dræbte Commandanten Don Gonzalo.

Fra la Caridád, dets Billeder og Minder gik vi til Pilati Huus, der ubetinget maa regnes med til Sevillas Herligheder. Denne Bygning er bleven opført i Middelalderen paa Hertugen af Alcalas Befaling, og skal være en nøiagtig Efterligning af den romerske Landshøvdings Huus i Jerusalem. Hvert historisk Sted og Stykke er gjengivet lige til Marmorsøilen i Gaarden, hvor Frelseren blev bunden og pidsket; den hele Bygning, med al sin Rigdom af Marmor og Porcellain, minder meget om Alcazar. I hvert Hjørne af den store Forgaard finder man anbragt antike Marmorstatuer; Haven selv har iøvrigt mere Præg af Eensomhed og Øde, end af den Romantik, der omduftede de smaa mauriske Haver i Malaga.

Een Bygning endnu er at nævne, en heel By i Udstrækning, Tobaksfabrikken; den sender Cigarer ud over hele det rygende Spanien, og man ryger her lige ind i Theatret, i dets Forsal og i alle dets Gange; Røgen trænger ind i Logerne selv. Fra Sevillas Fabrik regner og sneer det med Snuus over hele Halvøen: femhundrede Mennesker, meest Qvinder, arbeide i den store Tobaksdaase. Jeg saae den ikke, desmere vil jeg anbefale den til andre Reisende, som komme til Sevilla. “Der ere deilige Øine at see!” sagde man. Dem havde jeg strax for mig, ved kun at see over Gaden til min smukke Gjenboerske.

“Hvo der ikke har seet Sevilla, har intet Vidunder seet!” er et spansk Udsagn, og der er altid Sandheds Rod i et Folks Ordsprog og Talemaader. Laae Sevilla, hvor Cadiz ligger, ved det aabne, rullende Hav, det vilde være et Spaniens Venedig og dertil et levende Venedig, et Vidunder i første Række, fuld af Poesi og Skjønhed, fremfor de andre Verdens-Byer, hvor storartet de end prange med Boutiker og Paladser, brede Gader og Alt, hvad en god Magistrat kan bevirke.

I Paris slider man sig træt ved at see paa Boutiker, det kan være morsomt nok, man gaaer som i Trædemølle, seer og seer, og Tiden gaaer, man kommer træt hjem og har intet Udbytte. Anderledes er det i Sevilla, Gaderne ere snevre, og man blendes ikke af Boutikerne; Huse og Gaarde see meget almindelige ud, kjedeligt overkalkede og hvidtede, det er næsten med ethvert af dem, som det er med Menneskene, udenpaa ligner den Ene saa temmelig den Anden, men indeni, ja der er Forskjelligheden, der er det, man kommer til at holde mere af end det ydre Udseende. Gaa gjennem Sevillas Gader og gjør et Indblik; Dør og Port staae aabne. El patio, som den kaldes, den lille Gaard, den er Hjertet og tillige Ansigtet, den aabenbarer for os Beboernes Smag. I een Gaard seer man en deilig Statue, i en anden en stor, konstig udhugget Brønd; hos Naboens løfter sig maaskee en maurisk Halle med Stuccatur-Arbeide, de meest konstige Forziringer. Lad os nu gaae tværs over Gaden, der ligger en paladsmæssig Bygning; dens Gaardsrum er en heel Rosenhave med Vandspring og Statuetter. Det lille Huus tæt ved, der er kun en lille smal Dør ind til en ganske lille Gaard, men hvilke Pragtblomster derinde! og i hvilken Høide løfter sig her den eensomt staaende Palme. Nu staae vi ved en større Bygning, Gaarden omgiven med Buegange, de løfte sig i tre Etager, der prange med Billeder i Oliefarve. Saaledes vexler det fremdeles. Der er Noget saa lokkende, saa tryllende i at gaae fra Huus til Huus, see ind til Familierne og kjende deres Huuslivs Poesi. Nu seent i November var her ikke det Liv, som ellers rører sig. I Foraaret skal man komme til Sevilla, i Blomsterpragtens Tid eller i den hede Sommer, da seer man her Sydboens Liv og Leven i Hjemmet; da frembyder hver nok saa lille Patio et heelt Genrebilled. Beboerne tilbringe hele Dagen hernede, et stort Solseil er høit oppe spændt over Gaarden, eller Viinløvstræet danner et tæt Tag, med sine brede, skyggegivende Blade; Familien og Tyendet sidde under det, arbeide, sladdre eller række og strække sig i drømmende Behagelighed. De blive i det Frie den lange, varme Dag, ind i Stuen komme de ikke før ud paa Natten for at sove.

Sydboen trænger til Køling og Skygge, de to Ting har Sevilla ikke Mangel paa. Alameda langs Guadalquivir er meest besøgt. Popler og Plataner skygge, Vandet gjør sine Konster, med Spring og Fald, afkølende Luften mellem de blomstrende Hækker, Mængden bevæger sig tilvogns, tilfods og tilhest og seer paa hverandre og paa de mange Skibe bag Bolværket, hvoraf nogle kom ude fra Atlanterhavet, andre fra Middelhavet. Herud mod Floden ligger det ottekantede La Torro del Oro, hvor engang Maurerkongerne gjemte deres Skatte og hvorfra, efter Sagnet, skal gaae en underjordisk hemmelig Gang til Alcazar. En storartet Bro fører over Floden til Forstaden Triana, hvor man træffer mange Gitanos. Derude laae de gamle, rædselvækkende Inqvisitionsfængsler, nu ere de, sagde man mig, forvandlede til Oplagssted for Viin og Spirituosa. Orangehaver omslutte der hvidskinnende Huse og smukke Mennesker. Jeg kom herud. Castagnetterne klang, unge Damer dandsede saa gratiøst med hele Ungdommens Ildfuldhed.

I Sevilla, som i Malaga, er Folkedands at see for Betaling, den underordnede Deel af Balletpersonalet giver disse Forestillinger. Min Stjerne vilde ikke, at jeg paa Theatrene i Spanien fik spansk Dands at see, men derimod paa Landeveiene, i Haverne og i de til Folkedands indrettede Sale, hvor Ballettens “Balleriner” traadte op.

“Der dandser den smukke Dolores!” sagde en af mine unge spanske Venner; “Dolores maa De see, og De bliver ung som jeg, glad som jeg, maaskee lykkelig som jeg!” og han saae ud til at være meget lykkelig.

Hvor der dog er en himmelvid Forskjel paa fransk Dands og spansk Dands! Lade vi Paris repræsentere Frankrig, da er Cancan den meest charakteristiske Dands for Paris, altsaa for Frankrig. Den er saa ugeneert, saa kaad, man maa tænke paa Bacchantindernes Dands, men Bacchantinderne vare plastisk skjønne med deres udslagne Haar; Grisetterne, disse Cancan-Virtuoser, komme gadeklædte, med lange Klæder, der maa løftes op for at Benene kunne røres, og nu begynde de vilde Bevægelser, hele Pariserlivets Uro og Jagen, Spring og Spark. Den, som høiest sætter Benet over sin Cavaleers Hoved, er den bedste Cancan-Dandserinde, Nutids-Bacchantinden. Den spanske Dands derimod lader den skjønne Menneskeskikkelse vise sig i naturlige Bevægelser, Castagnetterne melde om Blodets Pulsslag; det kan svulme i Lidenskab, men aldrig ud over det Skjønne; Gratierne kunne see derpaa, men de flygte for Mænaderne. Venus kan træde op at dandse spansk Dands, men Cancan dandser hun ikke, selv om General Mars indbød hende.

Deilig var Dolores! som sprungen ud af et Murillo-Billed; de smukke Skuldre, de dreiede Arme, de bitte Fødder! Ja deiligt var det, men Hovedet var dog Hovedet for det Hele. Lynblik fra Øinene, Solstraaler i hvert et Smiil, coquet, en Lidenskabens Djævleunge og dog saa himmelsk! et Barn, sagde min unge Spanier, og han blev baade Mand og Barn, ved at tale om hende. Jeg kunde godt forstaae ham, jeg kan udsynge hans Tanke:

Hun er som en Rose, saa frisk og blød!
Ja en levende Rose, baade hvid og rød.
Hun skinner for mig som Bjergtoppens Snee,
I hendes Øine er Himlen at see.
Jeg veed det nok, at Himlen hos hende
Er den, som Mahomedanerne kjende;
En Houri er hun, et djævelsk Skarn,
Og dog et mageløst Deiligheds-Barn.
Hun lyser ind i mig med Øinenes Ild,
I al den Glands farer Mennesket vild;
Hun siger da til mig, det er som et Qvad:
“Nyd Livets Minuter, pluk Blomstens Blad,
Troer Du, at en Djævel gjør Mennesket glad!”

I Ventaens frugtfyldte Have, mellem duftende Roser og Geranier, blev sunget, dandset og sladdret; Sproget klang som Musik, Castagnetterne sloge Rhythmer. Paa Alameda joge unge, pyntede Herrer afsted paa prægtige, andalusiske Heste, aabne Vogne med skjønne Damer kjørte forbi, unge Piger svævede paa lette, fine Fødder hen under Platanerne, unge Mænd mødte dem, standsede, fulgte, – den Fremmede gik ene og taus.

Ak, var der dog kun et eneste Sprog,
Et eneste Sprog paa Jorden;
Saa deiligt man da hinanden forstod
Fra Syd til det yderste Norden.

De Ord er’ tidt sagt; men reis Du dog
Til Andalusiens Dale;
Der er et eneste fælles Sprog,
Øine og Pulse det tale.

Kun i Malaga og Granada har jeg seet saa megen Skjønhed, som her. Uden al den, uden alle disse straalende Øine, havde det maaskee endnu været koldere i Sevilla. Tør man ikke nok sige det?

Man finder det passende, finder det smukt,
Naar jeg synger om Svanernes Sang og Flugt,
Om det svulmende Hav, om Stjernernes Pragt,
Om Guds Natur i dens Fylde og Magt;
Men synger jeg ud mit Hjertes Sang,
Ved Synet af Spaniens deilige Qvinder,
Den svulmende Skjønhed, den svævende Gang,
De Øine, de Fødder, de flammende Blikke,
Saa sige de strax, det passer sig ikke,
Den nordiske Fromhed og Klædning vi savne.
Men jeg veed i Spanien ei Ord eller Navne
For Tanken, undtagen – “at kysse og savne!”
I Paradiishaven, som Spanien staaer nær,
Det Deiligste det var jo Eva der,
Og alt det Deiligste, skabt af Gud,
I Kjærlighed synger mit Hjerte ud!

Lider man ikke Sange, holder man mere af Komediespil? Nu vel! vi gaae i Theatret; Sevilla har i det Mindste to store Theatre. Vi besøgte Teatro de San Fernando. Bygningen er indenfor lys og venlig, har fire Etager og høie Parquetloger. Der gives daglig to Forestillinger, den ene begynder Kl. Tre om Eftermiddagen, den anden Kl. Otte om Aftenen; jeg saae den sidste, man gav en to Acts Zarzuela , betitlet Llamada y Tropa. Ved Zarzuela forstaaes en Art Vaudeville, der svarer nærmest til hvad vi kalde Syngestykke, men tidt ved een eller anden indlagt stor Parade-Arie streifer over paa Operaens Gebeet. Her var Musiken af Spanieren Arrieta, een, som det syntes, flittig Componist; de fleste spanske Operaer prange med hans Navn. Musiken var livlig og havde Tone af franskspansk Musik; Castagnetter og Folkesang klang i den. Dialogen var paa Vers, og det local Piquante ved Forestillingen var at tredive “niños del Asilo”, det vil sige Asylbørn, Sevillas virkelige Asylbørn, traadte op i Stykket og sang et komisk Chor. De skilte sig godt derved, og Publicum tilkastede dem nu rigeligt Bonbon; de styrtede derover og opsamlede det i morsom Ivrighed. Publicum raabte da capo, Sangen gjentoges, og en ny Regn af Bonbon fulgte, hvorved naturligviis Illusionen hævedes, men ogsaa det var ret pudsigt.

Den nittende November var det den regjerende Dronning Isabellas Navnedag, der feiredes af Autoriteterne i Sevilla. Regiments-Musik klang i Gaderne; Raadhusets Balcon var beklædt med guldbræmmede, brogede Tæpper, og ovenover disse var der udstillet Dronningens Portrait i en stor forgyldt Ramme; to Soldater, virkelige levende Mennesker, stode med Geværet i Armen, commanderede til at staae ubevægelige, som Træsoldater, i mere end een Time. Jeg havde ved Festlighederne i Granada seet dette Slags Portrait-Tableau, her gjentoges samme Tortur-Stads. Solen skinnede lige ind i Ansigtet paa de to Ulykkelige, der ikke turde røre et Lem, knap blinke med Øinene. Det var Ceremoniellet, og i dette er det vistnok i Spanien endnu ved det Gamle.

Før Afreisen fra Sevilla maatte jeg endnu engang besøge Alcazar og den uforglemmelige Domkirke, der i sin Storhed prædiker med endnu dybere Alvor end St. Peders i Rom. Klokken Fire om Eftermiddagen afgik Toget. Solen skinnede sommerligt paa den ungdomsfornøielige By. Sorte, smukke Øine slyngede Stof til Sonetter ud mellem Mængden; der vare nydelige Børn! I Norden siger man: “Børn maae ikke lege med Ild!” de unge Andalusierinder gjøre det, og jeg –

Jeg er som et Vand, som det dybe Vand,
Alt speiler sig klart deri;
Jeg bliver Sydbo i Sydboens Land;
Der smelter alt Snerperi!
Hvor Følelsen rigtig er sund og sand,
Den eier et Fyrværkeri;
Det blusser, det knalder, det gaaer i Brand.
– Reis hjem! – vær streng, som den gamle Mand
Mod Ungdommen! Din er forbi!
– Reis hjem! – vær streng, som den gamle MandMod Ungdommen! Din er forbi!

Saa kjørte vi!

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19

Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.