H.C. Andersen: I Spanien (1863) XI. Et Besøg i Afrika.
I den tidlige Morgenstund, den anden November, afgik Dampskib fra Gibraltar til Tanger. Collin og jeg vare allerede ombord, da vi endnu engang saae vor opmærksomme Ven, Hr. Consul Mathiasen ; han bragte os Hilsen fra sin Frue og en ung Ubekjendt, hans yngste Søn, der for et Par Timer siden var født i denne Morgen, en ny Indvaaner for Klippen Gibraltar.
Besætningen ombord paa Dampskibet var saagodtsom kun Maurer, vor Leietjener anbefalede os til en af disse, der var Understyrmand. Fartøiet hørte til de meget smaa og vippede stærkt paa den bevægede Sø; vi styrede tværs over Bugten mod Algeciras , gik saa langs den spanske Kyst, der var nøgen og klippefuld, heelt ind under Tarifa. Sorte, mørke Steen-Masser ragede op af Søen, Brændingen slog hen over. Europas hele Sydpynt er et vildt Fjeldland, udbrændt og øde; Byen Tarifa skjulte sig bag nøgne, sorte Klippeblokke; kun et gammelt, graasort Fyrtaarn ragede frem, omkredset af skrigende Fugle. Afrika, som vi fra Tarifa styrede over imod, i Retning af Tanger, laae smilende og frugtbart. Op bag Ceuta hævede Landet sig storartet med tre Bjergrækker, bag hverandre, den ene høiere end den anden, og een af dem saa takket udsavet som var det Monserrat ved Barcelona; men altsom Kysten strækker sig mod Tanger, ud af Strædet, til Atlanterhavet, bliver den mere og mere lav og har grønne Høider, ikke uliig Sjællands nordlige Kyst. Med hvide Mure, fladtagede Huse og øverst en kalkhvid Fæstning fremtonede nu Tanger. Bag ved Byen syntes henslængt en lille Prøve paa Ørkenens gule Sand, og hen over dette bevægede sig et Tog af belæssede Kameler. Her er ingen Havn, ingen Læ imod den rullende Sø, selv den lange, stærke Molo er af Europæerne bleven ødelagt, før de forlod Tanger som deres Besiddelse. Dampskibet stoppede temmeligt langt ude og kastede Anker; et Par Baade med halvnøgne, solbrændte Maurer kom under stærke Aaretag ud til os; skrigende, vinkende trængte de ind paa Skibstrappen. Jeg ventede at opdage Een eller Anden fra Drummond Hays Huus for at tage imod os, men jeg saae Ingen.
Vor Styrmand anbefalede os en af Baadene, og strax bleve vi og vort Gods, ligesom revne ned i den, og i jagende Fart roet mod Kysten. Brændingen sprøitede over den ødelagte Skibsbro; Søerne kom i store Rullinger og skyllede høit op paa Sandet. En halv Snees marokkanske kaftanklædte Jøder sprang ud i Vandet og vadede hen til os. Een snappede en Koffert, en Anden en Vadsæk, en Tredie løb med Paraplyerne, det var som en Plyndring. De hørte hverken Raab eller Tale. Een greb mig ved det ene Been, en Anden ved det andet Been, og før jeg vidste det, sad jeg paa Hovedet af en Tredie, og saaledes løftet i Høiden, baaren og holdt paa, blev jeg, Collin og endnu en reisende Englænder bragt paa det Tørre, mellem ilandtrukne Fiskerbaade og udstrakte, halvsovende Maurer; Nogle vendte sig og blev liggende, Andre reiste sig og, med en heel Skare nøgne, skrigende Drenge, fulgte os til Byens aabne, yderste Port. Vi stode der, som flyttede til Damascus eller en anden af “Tusind og een Nats” omtalte Byer. Her, i en aaben Hal, sad, med Turban og langt Skjæg, Folk, der saae ud som de syv Vise: her var da kun de sex, og deres Viisdom kan jeg ikke tale om, da jeg ikke forstod Sproget. Vi vare i Douanen, vore Kofferter maatte aabnes. Jeg kan hverken Marokkansk eller Arabisk, jeg sagde derfor kun de magiske Ord: “the english ambassador! ” og det var ogsaa Tale nok; vi fik god Behandling, Lov til at drage videre, og det gjorde vi, ledsagede af en Snees halvnøgne Barbarer; vare vi ikke ogsaa paa Barbarernes Kyst, i Landet hvorfra i gammel Tid Sørøverne gik ud, som fra Tunis, Algier og Tripolis , for at øve Rov og Drab. Vore Ledsagere raabte og pluddrede hverandre i Munden, Een løb med eet Stykke af vort Tøi, en Anden med et andet Stykke, Alle vilde de, ligesom Jøderne, der
havde baaret os i Land, have deres Fortjeneste. Vi kom gjennem en Byport endnu, snevrere end den ud til Havnen, og nu gik vi mellem solhede, hvide Mure, Huse, med en lav Dør og et Hul i Væggen til Vindue. Fruentimmerne, som mødte os, svøbte sig tættere i deres Sække-Omhæng og listede sig som Skygger forbi. Nogle Muuldyr og en bepakket Kameel spærrede aldeles Gaden, der halsbrækkende ligger som den kan mellem Husene og fører forbi Moskeen. Porten til denne stod aaben, man turde see ind, men ikke standse; det Sted var for helligt for christne Øine.
En ung Maurer førte os til den engelske Ministers Hotel, men hele Familien her var paa Landet, paa deres Landsted ” Ravensrock “, der ligger ud mod Atlanterhavet, omtrent en dansk Miil fra Tanger. Vi traf imidlertid det engelske Gesandtskabs Secretair, Mr. Green, han vidste, at man ventede os, men forsikkrede, at intet Brev fra mig var indtruffet. Fiskeren, der skulde bringe dette, erfarede vi siden, var fra Gibraltar gaaet til Tarifa, og først tre Dage efter vor Ankomst hos Drummond Hay afleverede han Brevet, der meldte vort Komme.
Snart bleve Heste og Muuldyr bragte for os og vort Tøi, kjøre var her ikke at tænke paa, Vogne fandtes ikke, og Tangers Gader ere endelig ogsaa som et udtørret Flodleie, man maa frem over Steen, Muurbrokker og Feieskarn. Næsten alle Huse frembyde en Forening af Dør og Vindue, der tillige tjener som Disk eller Værksted; deroppe sad paa østerlandsk Maneer de Handlende og Arbeidende, meest marokkanske Jøder, i lang Slobrokskjole med Skjærf om Livet. Paa selve Gaden saae vi en Deel Arabere i hvide Burnus; Vandsælgerne gik saagodtsom kun skjorteklædte, og vare af et forunderligt vildt Udseende, med Messingzirater i deres kulsorte, purrede Haar. Flere hundrede Mile inde fra Landet komme de til Tanger, for at skaffe sig en lille Fortjeneste ved at sælge Vand; dette bære de paa Ryggen i store Gedeskindssække, som Haarene vende udad paa. Vandet sivede gjennem Skindet, bag til vare de aldeles vaade; Draaberne løb dem ned over de sortbrune Lægge. Halvnøgne, solbrændte Drenge trængte sig frem eller laae udenfor Husets Indgang og legede med Pinde; mauriske Qvinder bevægede sig forbi udeeltagende, ganske hyllede ind i deres Sækkelærreds Omhæng, de saae ud som vandrende Møllesække. By ens vestlige Port, ud mod Landet, er lav og smal; den vinklede Gyde foran var opfyldt med Folk og Fæ; det var ogsaa Markedsdag. Tæt udenfor Fæstningsmuren maatte vi gjennem en heel Leir af Beduiner og Arabere, der her med deres Kameler strakte sig i det dybe Sand. Et Par mauriske unge Knøse ledede vore Muuldyr, Hr. Green ledsagede os. Vi rede hen over den maleriske Hede, hvor kæmpestore Cactus mylrede frem. Et Par forladte Villaer kom vi forbi, Orangetræer derinde dannede et tæt Skovkrat; vi rede videre mellem Jordskrenter med Laurbærhækker og et Buskads af Dvergpalmer. Vor Vei, om det kan kaldes en Vei, lignede snart Tangers stenede Gader, snart en smal Hedesti; den førte ind mellem Indhegninger om en Arabers landlige Bopæl og Familie-Kirkegaarden med dens Grave; nu vare vi i en Plantning af Spanskrør, og atter igjen ude paa Heden; dybt under os rullede Havet, bag ved os saae vi, hen over det mørkegrønne glindsende Skovkrat, Byen Tanger og hele Kystlandet, hvor den skumhvide Brænding dannede sin bevægelige Kantning. Mr. Green fortalte, at for ni Aar siden havde en Løve forvildet sig herop; Drummond Hay, med en Deel af Befolkningen, gjorde forgjeves Jagt paa den; her i Krattet, bag de høie Stene, havde en af Maurerne først faaet Øie paa den, dødbleg blev han staaende, uden at kunne mæle et Ord, saa stor var hans Forfærdelse. Vilde Dyr vare her nok af; Vildsviin og Pigrotter vilde vi faae at see og maaskee allerede til Natten høre Skriget af Schakalerne, der kom ind i Haven ved Landstedet; vi naaede herud efter en Times Ridt. Skinnende hvidt, stort som et Slot, præsenterede sig Ravensrock, midt i det Grønne, høit over Havet. Boliger for de forskjellige Betjente, Vaskehuus, Staldbygning, laae med hvide, flade Tage, spredte i den fra Hedestrækning indvundne Have; udenfor var et vildsomt Krat af blomstrende Myrter, store Buske med jordbærlignende Frugter, Dvergpalmer og vilde Orangetræer, flere af disse havde faaet Lov at blive, da Haven anlagdes. Hele Tjenerskabet, selv Fruentimmerne, bestode af Maurer; Hussein, den fornemste af Tyendet, en smuk Karl, med stadselig Turban og hvid Burnus med sorte Striber, enhver Dame kunde i vore europæiske Byer have baaret den, kom med to unge Maurer, Hamed og Boomgrais, i hvide Plusbuxer og med rød Fez; de hjalp os af Muuldyrene og førte disse til Staldene. Sir Drummond Hay, en Mand med et klogt, venligt Ansigt, tog saa hjerteligt og godt mod os, vi fornam strax, at vi vare velkomne. Fru Drummond Hay med begge de unge Døttre hilsede os paa Dansk. Det kjære Modersmaal klang paa den afrikanske Kyst, i den deiligste Natur, ved det store, rullende Atlanterhav.
Det Værelse, man anviste mig, havde den skjønneste Udsigt; til Høire, hen over Haven og den kratgroede, grønne Kyst, saae man bag Tanger de høie, blaanende Bjerge ved Ceuta og derud for det aabne Stræde mod Middelhavet, hvor Seil- og Dampskibe kom og gik. Lige for laae det spanske Kystland, fra Gibraltar-Klippen, hele den vilde Kyst med Tarifa, Trafalgar-Bugten og Bjergene op mod Cadiz. Atlanterhavet strakte sig i sin Uendelighed mod Vest.
Deiligst var her om Aftenen. Fyret ved Tarifa syntes saa nær, og enkelte Øieblikke øinede man et Blink fra det fjerne Trafalgar-Fyrtaarn; Fuldmaanen skinnede ud over det udstrakte, rullende Hav; Luften var saa uendelig gjennemsigtig, grønblaa i sin Farve; Maanen seilede i Luftrummet, de enkelte Stjerner, der vare at see, syntes ikke at sidde fast paa den dybe Himmelgrund, de rullede som Kloder gjennem det Uendelige.
Herligt og Nyt var Alt rundt om, medens inde i Huset fandtes engelsk Comfort og de hjerteligste, de bedste Mennesker, hvis Tanke var at gjøre os Opholdet her lykkeligt og godt. Velsignede, uforglemmelige Dage og Aftener tilbragtes her, et nyt, indholdsrigt Blad i mit Livs Eventyr.
I Afrika.
Jeg er ovre i Marokko!
er det ei et Eventyr?
Norden for mig er Europa,
der jeg seer Trafalgars Fyr.
Havets Brænding har en Susen,
Toner fra den danske Strand;
Selv i Afrika jeg synes,
jeg er nær mit Fædreland;
Venners Stemme kan jeg høre,
alt det Skjønne kan jeg see;
Lad det snee der, Skyen drysse
Mandelblomster, Julesnee;
Lad det ruske, lad det regne,
Vinden gaae til Marv og Been;
I Aartusinder dog grønnes
der den friske Bøgegreen.
Danmark, Nordens ældste Rige,
eengang stort, men lille nu!
Grændsen lille, Ungdomssindet,
Det har Storhed, den har Du!
Jeg i Havets Susen hører
Toner fra den danske Strand;
Hører Du igjen mit Hjertes
Banken, Du, mit Fædreland?
Hjemligt var her; mit Modersmaal hørte jeg. Fru Drummond Hay, en af disse stille, ædle, qvindelige Naturer, er en Datter af den afdøde danske General-Consul Carstensen i Tanger. Om Slægt og Venner i det kjære Danmark var meget at tale; danske Melodier klang fra Claveret. Husets unge, smukke Døttre sad hos os, Louisa og Alice, den Ene er født i Kjøbenhavn, den Anden i Tanger; de kjendte mine Eventyr i engelsk Oversættelse; den franske Genfer-Udgave, hvori staaer Dyndkongens Datter, et Eventyr, hvori Scenen skifter mellem Danmark og Afrika, fik Plads i deres Bogskab; i Bogen selv skrev jeg:
Danmark kommer Bouquetten fra,
Den dufter af danske Minder;
Tør jeg vel haabe, i Afrika
At eie to unge Veninder?
Vi gik fra Haven ud i den vildtblomstrende Campagne, der stod med en Pragt af Lyngblomster, de meest forskjellige Arter, en Rigdom, der vilde pryde hvert udsøgt Drivhuus i Europa. Dvergpalmen bredte sine grønne Vifter i en heel Bouquet, som vore Bregne-Bouquetter. Myrter og Laurbær dannede et tæt Krat. Herude havde ved solklar Dag lyst paa Himlen et Meteor, der var faldet mellem de nære, høie Klippeblokke, som ragede frem høit over Krat og Buske; der var intet Spor at see af Meteoret, men en Udsigt, glimrende stor, ud over den hele Campagne, langt ind i Landet, mod Sydost; de besneede Atlasbjerge løftede sig der i Horizonten som en Alperække. Hen over os fløi i Flokke sorte, skrigende Ravne. Den Mængde her findes, havde givet Stedet Navnet Ravensrock.
Maurerne fortælle en Historie om Ravnene; jeg hørte den af Drummond Hay, der bad mig engang at give den i et Eventyr.
Maurerne troe, at Ravnene, naar de komme ud af Ægget, ere hvide, og de fortælle da med megen Livlighed, hvor forskrækket Ravnefader blev, da Ungen krøb ud og var hvid: “Hvad er det?” sagde Ravnefader og saae paa sig selv, men ikke en hvid Fjer kunde han finde paa sin Krop, og Ungen var dog hvid. Han saae paa Ravnemoder, ikke en hvid Fjer var heller at finde der, og saa tiltalte han Mutter og bad om en Forklaring. “Jeg begriber det ikke”, sagde hun, “men giv bare Tid, saa kommer nok det Rette frem!” “Jeg flyver herfra!” sagde han, “herfra, fra, fra!” og saa fløi han. Der sad Mutter med Ungen. Fatter var saa gal i sit Hoved, som han kunde være, men efter at han var fløien en Tid, begyndte han at tænke: “jeg har vel dog seet rigtigt! jeg maa see engang endnu!” og da han saa kom og saae, var den hvide Unge bleven graa. “Hvid er den da ikke!” sagde han, “men sort kan man heller ikke kalde den! hverken Mutter eller jeg seer saaledes ud!” saa fløi han igjen, men han kom ogsaa igjen tilbage, og da var Ungen bleven sort. “Giv bare Tid, saa kommer nok det Rette frem!” det er Moralen, og den holdt Fatter paa. Det er Historien om Ravnene.
Her i Nærheden, under Pinier og mellem frugttyngede Orangetræer, havde en af Tangers rigeste Jøder sit Landsted; det og et Par mauriske Hytter var det eneste Naboskab; en meget lidet betraadt Fodsti slyngede sig mellem Krattet ned til Havet; paa denne var det, man for flere Aar siden først havde seet den omtalte Løve;
det kom mig i Tanke, da jeg her en Dag pludselig saae et stort, guult Dyr; jeg vil ikke skjule, jeg blev et Øieblik forskrækket, det var imidlertid kun en Hund, dog disse ere heller ikke her saa ganske fredelige. Et saadant stort, herreløst Bæst havde for ikke længe siden nede i Tanger ædt et lille, levende Jødebarn. Jeg traf forresten hverken paa Ichneumon eller Vildsviin, uagtet et var for nyligt brudt ind i Haven. En Pigrotte løb tværs over Stien, hvor jeg gik, jeg fandt paa Hjemveien en af dens vældige Pigge, den tjener mig nu som Penneholder.
Der var noget forunderligt Lokkende i at fjerne sig meer og meer fra det beboede Sted, noget Pirrende i det Uvisse om, hvorhen man kom og hvad der her kunde møde. Hele Omgivelsen var saa ny, saa fremmed, og altid susede for Øret Havets Rullen; den hele Strandbred laae med fladslikkede Stene, brogede Muslingskaller og Conchylier. Hvilken Eensomhed hernede! og dog hvilket Liv, Verdenshavets Liv og Bevægelse! Man blev et lille tankeflyvende Insekt i denne Natur.
Hører Du Havets susende Tone,
Klang i Naturens store Accord?
Hver en Conchylie har Lyd af den samme,
Aldrig derinde i den døer den bort.
Sneglehuus nede fra Havdybets Verden,
Hvor i Koralskoven Vragene staae,
Der hvor saa Mange sank ned uden Kiste,
Bølgernes Skum er det Liglag’n, de faae;
Dybets Conchylie, dit Herskab er borte,
Du er et Lighuus med Spøgelse i;
I Dig det suser og synger, hvad Havet
Rummer, mens Tider foer det forbi.
Dig til mit lyttende Øre jeg lægger,
Suus og fortæl, hvad et Verdenshav dækker!
Ved Havet, i Campagnen og paa Villaens høitsvævende Balcon, overalt satte Tanken Blomst til Digtning. Hvad kunde ikke her Cigaren fortælle? Luften var varm, Luften var let; en Vrimmel af Fiskerbaade laae som en talløs Svaneflok i Trafalgar-Bugten og ventede paa Vind; ikke en Sky var at see, uden den som Cigarens Røg lod bølge og svæve. Cigaren kunde fortælle, jeg kan det ogsaa:
– “Paa Cuba stode de sorte Piger og skare Tobaksplanter; Øinene skinnede som Stjerner, men stærkest skinnede de hos hende, den Yngste. En Kongedatter var hun fra det hede Afrika, nu Slavinde paa Vestlandets store Ø.
Paa Bladet, hun skar af Tobaksplanten, faldt en Taare; der er en Sjæl i en Taare, en Sjæl kan aldrig døe, og denne rummede Barndomsminder, Længsel og Sorg. Bladet rullede, – den brune Mumie kaldtes en god Cigar.
Det var netop den, jeg her paa Afrikas Kyst havde tændt; den dampede, Røgen bølgede, et lille Skyland, en Drømmeverden. Hvad laae deri? En Sjæl, en Taare fra Afrikas Datter.
Den løste sig, den løftede sig i hendes Fædreland, svang sig over Atlasbjergene til det ubekjendte, indre Land. Sjælen i Taaren var fri i Tankens Hjemland!”
Bylivet inde i Tanger skulde vi ogsaa kjende; Drummond Hay med Familie flyttede ind. I stor Karavane droge Muuldyrene, belæssede med Gods og Kjøkkentøi. Seent paa Eftermiddagen forlode vi, med vor elskværdige Vert, det romantiske Ravensrock. Det var den første Sommer, Familien boede her, tidligere havde de tilbragt denne Tid paa en gammel maurisk Villa nær ved Tanger; vi kom tæt forbi den. Haven var mærkelig ved dens Rigdom af Oranger og Roser, der nu saa godt som skjøttede sig selv; de venligt pleiende Hænder vare borte. Vi rede igjen ad Veien vi vare komne herud, rede mellem høie Bambusrør, forbi den mauriske Gaard med dens stille Kirkegaard og atter op mellem høie Laurbærhækker og Palmekrat. Jordbunden blev mere og meer knoldet; det øvrige Selskab red til og kom mig snart af Syne, selv kunde jeg ikke skjelne, hvad der her skulde være Vei eller Sti; det maatte jeg overlade Muuldyret, men lidt raskere skulde det gaae, jeg baskede det med en Laurbærgreen, og det tog Fart. Jeg er ikke Rytter, dog blev jeg siddende; men Dyret fornam nok, at jeg ikke var Skabningens Herre, og ved denne gode Tanke blev det særdeles muntert. Solen gik ned, det blev pludseligt Aften, Tusmørket laae over den dybe Dal, et Par Blus tændtes paa Bjergsiden, Maanen lyste over den udstrakte Eensomhed.
Tæt udenfor Tanger, henimod de cactusbegroede Skrenter, laae i Sandet en heel Karavane af Kameler, en enkelt løftede sit Hoved høit i Veiret og bevægede sin lange Hals, de andre syntes at sove. En Ild brændte med stærk Røg nede i den dybe Bygrav. Vi rede ind gjennem den lave, snevre Port, hvor et Par Arabere, barbenede og i den skjortelignende Burnus, løb med tændte Lys op ad den snevre, halsbrækkende Gyde. Over Steen og Gruus kom vi frem, ind i den smalle Gade hvor de fremmede Consuler boe; her repræsenteres den franske, spanske og engelske Magt; Sir Drummond Hay indtager nok den høieste Rang, idet han er engelsk Ministerresident for Keiserdømmet Marokko. Nu, efter Solnedgang vare alle Flag strøgne, ved Dagen vaiede her paa hans Hotel to, det engelske og det danske, eftersom Drummond Hay, fra sin afdøde Faders Tid, er vedbleven at være dansk Generalconsul.
Vi vare her i en gammel Gaard, med fremspringende Balcon ud til Haven, flade Tage og omsluttet af tykke Mure, Porten blev vel laaset og lukket. Herinde var saa hyggeligt og vel indrettet. Trappen og Corridoren prangede med prægtige Skind af Løver, Panthere og Tigere, Opsatser af mauriske Krukker, Spyd, Sabler og Geværer; her hang kostbare Sadler og Hesteskaberakker, forstørstedelen Foræringer, Sir John Drummond Hay havde modtaget ved sit Besøg hos Keiseren af Marokko*.
* Western Barbary, its wild tribes and savage animals, by John H. Drummond Hay. London 1844.
Dagligstuen, der støder op til et ikke ubetydeligt Bibliothek, frembød, mellem de mange Malerier og Kobberstykker, her havde Plads, mere end eet kjendt Sted og Portrait hjemme fra Danmark. To kostbare Sølvcandelabre, en Gave fra den svenske Konge, Oscar, stode i det ene Hjørne, og en kostbar Porcellainsvase, given Sir Drummond Hay af den danske Konge, Christian den Ottende , stod i det andet Hjørne af Stuen, og da her nu lukkedes for Vinduerne, gjenkjendtes hvert Rullegardin som kjøbenhavnsk Fabrikat, med malede Prospekter af Slottene Frederiksborg, Frederiksberg og Rosenborg; jeg maatte troe mig i en dansk Stue, i det danske Land og var dog i en anden Verdensdeel.
Herinde var al engelsk Beqvemmelighed, selv en Kamin, og ud fra Altanen saae man over Husets lille Have, hvis enkelte Oleanderbuske blomstrede, mellem de farveskiftende Klokkeblomster, jeg havde seet paa Gibraltars Kirkegaard; et stort Palmetræ løftede sig i den maaneklare, blaagrønne Luft og gav Udsigten særligt sit fremmede Præg, Havet rullede med skumhvide Søer, Fyret ved Tarifa fra Europas Kyst blinkede over til os, der sad i en lille, lykkelig Kreds, i den rige, hyggelige Stue. Drummond Hay fortalte os om Landet og Folkefærdet, fortalte os om sin Reise til Marokko og om sit Ophold i Constantinopel.
Der hang paa Væggen et Portrait af den skjønneste Sultana hos Mahmud den Anden, den nuværende Sultans Bedstefader. At faae et Portrait af en Sultana hører til det Utrolige; dette Billede havde ogsaa sin egen romantiske Historie.
Keiseren havde en lille Dverg af et usædvanligt hæsligt Ydre, men begavet med mange ypperlige Indfald, der ret morede Hans Keiserlige Majestæt. Da dette en Dag særligt lykkedes, sagde den Lille: “Hvad giver Du nu mig, Herre!” “Jeg giver Dig den af mine Koner, som Du kan kysse!” sagde Sultanen. “Ja, men jeg kan ikke naae,” sagde Dvergen, “de ville lee!” “Det er din Sag”, svarede Sultanen og forlangte nu sin Tobakspibe. Den Smukkeste af alle hans Qvinder kom med den, knælede og overrakte ham den; da sprang Dvergen til, tog hende om Halsen og kyssede hende. “Jeg giver Dig Penge,” sagde Sultanen, “men jeg giver Dig ikke hende!” “Sultanen bryder ikke sit Ord!” sagde Dvergen. “Nu vel! hun er din!” svarede Sultanen, “men I tør, fra denne Time, aldrig mere komme herinden for Serailets Porte!” – Den skjønne Sultana maatte følge med Dvergen. Hun glødede af Harme og Vrede.
“Du fik din Villie!” sagde hun, “men nu vil jeg ogsaa have min! jeg vil leve frit, som de christne Qvinder leve; jeg vil kjøre ud naar jeg vil, jeg vil komme hjem naar jeg vil; jeg skal pine Dig, jeg skal plage Dig!” Dette gjorde hun da ogsaa i alle Maader, og da en fransk Maler kom, lod hun sit Billede male; saaledes var det blevet til.
Det var Midnat, før jeg kom paa mit Værelse. Jeg trængte ikke til Søvn eller Hvile, jeg kunde endnu længe, beskæftiget med mine Tanker, have siddet og seet op i den uendelige Luft! Det dybeste Hav er et Fladvande mod dette Dyb. Jeg hørte den tyrkiske Mueddin synge sin Vægtersang: “At bede er bedre end at sove! Gud er stor!” Havet susede og summede sin evige Sang. Jeg lagde mig og lukkede mine Øine i den muhamedanske By.
Tanger er Romernes gamle Tingis i den vestlige Deel af hvad der kaldtes Mauritanien; i det ottende Aarhundrede blev det erobret af Maurerne og i det femtende af Portugiserne; disse lode det, et Aarhundrede senere, som Brudegave med en af deres Prindsesser, blive Englands Eiendom; herfra, efter en Snees Aar, overlodes det igjen Maurerne. Alt dette kan man læse sig til i ethvert Conversations-Lexicon, men det er altid godt at have Forkundskaber; med disse gik vi næste Dag ud, ledsaget af Husets meest betroede Tjener Hussein. Vi skulde see Byens Mærkeligheder og desuden føres hen til en af de handlende Jøder, der havde det største Udsalg af mauriske Sager, som Skjorteknapper, Brystnaale og Broscher, Ting, man kunde hjembringe til Danmark, som en Erindring fra Tanger. Senere fandt jeg rigtignok i Paris, hos en af de der handlende Tyrker, ganske de samme Sager, og da jeg spurgte om disse kom fra Tanger, fortalte han mig, at de alle bleve forarbeidede i Paris, derfor kun vare halv saa dyre her, som ovre i Afrika. De gik fra Frankrig i store Forsendelser til Algier, Oran og alle de afrikanske Middelhavs-Byer; kjøbte i disse, vare de jo altid Erindring om Afrika, og i Erindringen lyser Phantasus-Blusset.
Hussein førte os gjennem Trængselen af Jøder og Maurer. De vege tilside, idet han gjorde Tegn med Haanden; her kom, som Personer af Betydning, Venner eller Slægtninge af den engelske Ambassadeur. Vi besøgte et Par Karavanseraier, tunge, plumpt opførte Bygninger, dog ganske i maurisk Stiil. Gaard og Buegange vare opfyldte af Arabere, der solgte Korn og Høns; tæt op til hverandre stode aflæssede Esler og hvilede sig ud; her var næsten ufremkommeligt, hver lille Plads i Gaarden var optagen, og en Mængde Qvinder, hyllede ind i store Sækketøier, bredte sig mellem Esler og Kornvarer; de vendte sig mod os og blinkede med det ene Øie, det andet var aldeles skjult i deres Sække-Hylster.
Ved Byens Port stod et Øieblik Stimlen complet i Klemme; Kameler, Esler, Børn og Gamle trængte paa, Nogle vilde ud, Andre vilde ind; der var en Raaben og Skrigen. Endelig slap vi udenfor; en stor Ild var tændt i den udtørrede Bygrav; den sorte, tætte Røg slikkede Murene. Dernede blev slagtet; reenligt saae der ikke ud, blodige Kjødstykker hang i Solskinnet. Foran os i Sandet laae belæssede Kameler, en anden stor Flok saae vi drage bort; man sagde, at den gik til Tetuan; et Par af Mændene vare stærkt bevæbnede og bare forunderlige lange Geværer. Veien derhen var ikke sikker.
Rundt om os, hvor vi stode, blev kogt og braset; den stegende Fisk kunde man baade see og lugte; et Par unge Qvinder sad i Sandet og nøde denne Ret, derfor var Ansigtet sluppet ud af Sækkeaabningen; da vi kom, vendte de sig bort, men jeg havde dog seet deres kjønne Øine. En Neger, med store Sølvringe i Ørene, gik om og saae stadselig ud; Vandbærere, med Amuletter i det vildt purrede Haar, kom med den fyldte Vandsæk; en Mængde Maurer sad i Kreds og hørte paa en Eventyr-Fortæller, der, mens han fortalte, stadigt slog paa Tambourin. Her var ypperlige lyttende Ansigter; det Hele frembød et høist malende Billede.
Vi gik over den veiløse Fælled, hen til Jødernes Kirkegaard, der, uden Indhegning, laae som en Mark med henslængte flade Gravstene, paa hver af dem var en hebraisk Indskrift at læse. Her samle Qvinderne sig paa Sabbaten, pynte Gravene med brændende Lys og sidde i Samtale eller istemme Sange, som de ledsage med Strængespil. Udsigten herfra hen over Bugten er overordenlig deilig. Medens vi stode her, drog Karavanen, et langt Tog, nede langs Strandbredden, hvor Søerne, skumhvide, rullede op i Sandet; vi fulgte efter, gjennem en dyb Huulvei, med fremvæltende, støvede Cacteer og Figenbuske. Nede ved Havet sloge Brændingerne høit over den ødelagte Molo, vi fik et Par Gange en Overhaling. Vi maatte heelt yderligt ud og der kravle og gaae over Jorddynger og Muurbrokker, derpaa igjen stige, søge Fodfæste hvor vi kunde, til vi endelig, gjennem et græsseligt Roderi, naaede en Aabning i Byens Muur, der førte ind i et Garveri eller Slagteri, Svineri var maaskee det meest betegnende Ord, og vi stode igjen i en af de tørre, halsbrækkende Gader, hvorfra vi gik ind i en smal Gyde eller Slippe, hen til det betydeligste Udsalg af broderede Puder, Tøfler, Armknapper og Broscher. Indenfor den ydre, lave Dør fik Huset et høist indbydende Udseende; man stod i en fliselagt Gaard, omgiven af slanke Søiler; en Trappe, belagt med Porcellainsfliser, førte op til en aaben Gang med smaa Stuer, en heel Bazar, overfyldt af guldbroderede Fløiels Sager, Arbeider af Safian og Metal; her duftede af Rosenolie, Moskus og Myrrha. Den unge Jødepige, som førte os om, var nydelig, hendes Mama faldt mere i det Storskaarne, hun kunde tjene som Model til en Judith, det vil sige, en gammel Judith, der sidder og fortæller sine Børnebørn om Holophernes.
Fredagen er hellig for Maurerne, og derfor er paa den Dag Portene til Tanger lukkede, saalænge Bønnerne læses i Moskeerne. Collin vidste det ikke og var efter vor By-Vandring gaaet ud paa Excursioner; hen paa Eftermiddagen kom han tilbage, gik fra Port til Port, men kunde ikke komme ind i Byen. I sin Omvandren kom han til Jødernes Kirkegaard; Qvinderne havde tændt Lys paa Gravene og sad med Instrumenter og sang. En gammel Jøde viste ham en Sti op til Castellet, hvor Paschaen residerer, og sagde ham, at kun ad denne Omvei kunde han paa denne Time slippe ind i Byen, kun fra Castellet var en lille aaben Laage; derigjennem naaede han til os, medens der endnu læstes Bønner i Moskeen.
Ogsaa jeg vovede mig ud i Byen og Campagnen uden Ledsager, Ingen saae ilde til mig, ja et Par af Jøderne vare endogsaa altfor opmærksomme; de kylede de smaa mauriske Unger tilside, uagtet de slet ikke stode mig iveien. En Jøde, fattig i Klæder, smilende over hele Ansigtet, vilde endelig have mig med sig ind i en Sidegade; jeg spurgte ham, hvad der var at see: “en Jødes Huus!” sagde han, nikkede og gjorde ydmygelige Fagter; jeg blev nysgjerrig og fulgte med ham ind i en af de snevre Slipper; vi vare ganske ene, han vilde have mig endnu længere op i dette Aflukke; jeg blev uvis, om han var til at troe. Jeg havde en Deel Guldpenge hos mig, dog Manden saae i al sin Fattigdom saa ærlig ud; Alt rundt om lovede noget Eventyrligt. Ved en lav Dør i Muren standsede han, steg et Trin ned, blev staaende, vinkede, og jeg fulgte ham. Vi kom ind i en lille, steenlagt Gaard, hvor en snavset, gammel Jødepige rumsterede. En bred Trappe førte med et Par Trin op til et lille, aabent Kammer; her laae en ung, bleg Kone, hun havde et Tæppe over sig og et lille Barn ved Brystet.
“Jødekone! Jødebarn!” sagde Manden, loe og hoppede; han tog det lille Barn, holdt det hen mod mig, for at jeg skulde see, det var et rigtigt Abrahams-Barn. Jeg maatte give det en Skjerv. Konen tog den Pude, hun selv sad paa, og gav mig, og jeg satte mig. Manden kyssede sin blege, fine Kone, kyssede Barnet og saae meget lyksalig ud. Hele Indboet syntes kun at bestaae af nogle Laser og en stor Krukke.
Dagen derpaa fik jeg anderledes Rigdom at see i et jødisk Huus. Den rigeste Israelit havde gjennem Drummond Hay indbudet mig at see sit Hjem, see, hvorledes en af Tangers meest velhavende Jøder boede. Selv kom han at afhente mig, netop idet Drummond Hay, med den engelske Consul og andre Venner, drog afsted til et storartet Jagtpartie, som jeg ikke havde Kjendskab og Lyst til at tage Deel i. Over eet hundrede Mennesker vare der for at jage og klappe. Jonas Collin red en udmærket arabisk Hest, en Foræring fra Keiseren af Marokko, den havde en Stamtavle, der nævnede dens femhundrede Aner. I vild Galop joge de afsted.
Den israelitiske Kjøbmand, frankiskklædt som jeg, førte mig til sit Huus; det laae i ligesaa smal en Slippe, som den, hvori jeg Dagen forud havde besøgt den fattige Jøde; Huset selv, udenfra seet, saae ikke stort bedre ud; der var et gittret, fiirkantet Hul i Muren og en lav Dør; men da jeg kom over Tærskelen, ind i den lille Forgaard, havde Alt et andet Syn. Gulvet og Trapperne vare belagte med Porcellainsfliser, Væggene syntes en blankpoleret Steen, Stuerne vare høie og luftige, med aaben Søilegang ud til Gaarden; Lyset faldt ovenfra. Herinde sad den unge Kone, iført sin kostelige Brudedragt, rimeligviis for at jeg skulde see den; ingen østerlandsk Prindsesse kunde være prægtigere klædt; Sligt havde jeg kun seet i “Tusind og een Nat”, naar jeg der med Harun al Raschid gik paa Eventyr i Bagdad.
Hun bar et aabent rigt guldbroderet grønt Fløiels Skjørt, med hvidt Silketøi under; et guldindvirket, langt rødt Silkeskjærf, en Brocades Trøie med mange Knapper, hver Knap var en Perle; et Guldflor hang vidærmet ned om de nøgne Arme, der ligesom Fingrene vare besatte med kostbare Ringe. Hendes Haar var, efter jødisk Brug, raget af, konstige Fletninger hang ned fra det turbanheftede blaae Silkeklæde om Hovedet, paa Snippen i Panden straalede en stor Juveel. Ørenringene vare saa massive, de lignede smaa Stigbøiler. Det var en Pragt at see, ung og smuk var hun, Øinene kulsorte og Tænderne skinnende hvide. Manden dreiede hende rundt paa Gulvet, for at jeg skulde see hende fra alle Sider. Hun talte Arabisk til ham og et Par Ord paa Spansk til mig. Begge vare de glade, men endnu mere glad var deres lille treaarige Datter, hun stod i Fløiel og Guld, rakte mig leende Haand og Mund, men fik denne dog først rigtig paa Gang, da Kager og Orange-Liqueur bragtes.
Konens Broder kom til med to ældre Damer af Familien; de vare ikke i deres Brudedragt, men dog eiendommeligt klædt. Bibelen med engelsk og hebraisk Text blev fremlagt, og det var af en stor Virkning, da jeg, som enhver Skoledreng i vore Latinskoler, kunde læse op hele det første Vers af Genesis.
Den elskværdige Vert førte mig igjen til mit Hjem, men da vi paa Veien derhen kom forbi et andet velhavende jødisk Huus, der tilhørte hans Søster og Svoger, skulde jeg see det. Her havde den indre Gaard et stort Glastag, det hvilede paa grønne Søiler og løftede sig over alle tre Etager, dannende en mægtig Halle, der var behængt og belagt med kostbare Tæpper. Smaa aabne Cabinetter, eet med en Deel hebraiske Bøger og Hamed bibelske Tegninger, andre med huuslige Beqvemmeligheder, indbøde ret til at blive her, slaae sig til Ro, læse og bladre. Konen i Huset, en ikke længer ung Dame, klædt i mørkt, eensfarvet Tøi og med et stort Klæde konstigt lagt om Hovedet, tog meget forekommende mod mig; her var endnu andre Damer og nogle Børn, Alle talte de Arabisk, Manden, som kom til, kunde derimod Engelsk. En af de smaa Jødedrenge morede sig særdeles ved dette mit Besøg, han skjulte sit Ansigt i Skjørter og Gardiner, spruttede dog lydelig ud i Latter og var derfor slemt stedt, da jeg trak ham frem og spurgte om hans Navn, og hvad Andet jeg kunde finde paa at spørge om; Moderen oversatte det for ham og gav Stikordene til de Svar, han ikke kom med. Jeg saae, at han i en Krog for de andre Børn stillede sig paa Tæerne og rakte begge Arme høit i Veiret, for at vise dem hvor lang jeg var. Min lille Komiker hed Moses; en nydelig Unge var han. Gid han maa voxe og blive saa lang som jeg, saa skal jeg lee!
Da vi kom ud paa Gaden, saae vi en Mængde Jøder, een af disse var heelt i rødt Atlask. Der kom en lille Negerdreng i skinnende hvid Kjortel, guldbroderet Skjærf og med Sølvringe om sine sorte Arme; man kunde see paa ham, at han havde Bevidstheden om, at han var godt klædt. Jeg spurgte, om det var en Høitid i Dag og hørte, at baade Jøderne og Maurerne havde Fest.
Seent paa Eftermiddagen kom vore Jagtherrer tilbage. Collin havde travlt til langt ud paa Natten med at skelettere Hoveder af fældede Dyr. Ogsaa to levende Skildpadder bragtes hjem; de fulgte med os paa hele Reisen, uden i flere Maaneder at spise eller drikke, og naaede levende Kjøbenhavn.
Da jeg var kommen tilsengs, blev jeg med Eet forstyrret ved en frygtelig Trommen; rundt om fra Gaderne hørtes den meest voldsomme Støi; jeg stod op, spurgte om Aarsagen til den Alarm, man sagde, at det var Negerne der i Byen, som trommede; de maatte have en Fest eller feire et Bryllup. Næste Dag fortaltes der, at Fanden var faret i en Kone, og ham havde man villet tromme ud. At Nisser og Trolde ikke holde af Trommeslag, er en gammel andskrifter, eet Tro oppe i Norden; her lærte jeg nu, at hans Forfærdelighed Djævelen heller ikke holder af Tromme-Musik.
Opad Formiddagen hørtes Sang i den snevre Gade udenfor Hotellet; ideligt lød navnet Mahomed; jeg saae fra Balconen ud over Havemuren sex Maurer bære paa deres Skulder en Kiste, som var omsvøbt med et rødt Skjærf, Tegn paa at et Fruentimmer begravedes. Mændenes Kiste er uden al Pynt. En stor Skare fulgte gjennem de smalle Slipper hen til Moskeen.
Efter Middag vilde Sir Drummond Hay føre Collin og mig op paa Fæstningen og forestille os for Paschaen; vi vilde da faae en Forestilling om Livet der. Paschaen vidste vort Komme. Hans Serail vilde i Anledning af vort Besøg blive flyttet til de indre Gemakker. Hans Majestæt den regjerende Keiser af Marokko har kun, hørte jeg, et Par hundrede Koner; hans Fader derimod, uagtet han var halvfjerdsindstyve Aar, havde ottehundrede Madamer og fik dertil endnu hver tiende Dag sendt en ung, frisk Pige, sædvanlig en Foræring fra de forskjellige Cadier. Hvor stort derimod Antallet er hos Paschaen af Tanger veed jeg ikke.
Vi gik ud af Byen, op mellem høie Mure og Befæstninger til Castellet. I den forreste Gaard opstillede sig ved vort Komme den hele Vagt; Burnus, bare Fødder i gule Safians Tøfler, Turban og dragen Sabel, var Uniformen. Den vagthavende Officeer trykkede vor Haand, og i den aabne Port saae vi Paschaen selv, en smuk, kraftig Mand, af Alder omtrent oppe i de Halvtreds; han havde ogsaa bare Fødder i gule Safians Tøfler, var forresten godt klædt paa, i kostbar hvid Burnus, med en Turban af det fineste Musselin. Drummond Hay præsenterede os og sine to smaa Døttre, der vare fulgte med, og vi bleve modtagne med megen Hjertelighed og europæisk Belevenhed; Paschaen trykkede os i Haanden og førte os ind i den fliselagte Gaard, der mindede om Alhambra , kun at Søilerne, der bare de hesteskoes Buer, havde her i Gaarden græske Capitæler.
To høifornemme marokkanske Officerer fulgte med; der blev givet os Stole at sidde paa; Paschaen selv tog Plads paa en Pude paa Gulvet, hvor kostbare Tæpper vare udbredte. Han og Drummond Hay talte Arabisk; det lod til, at dette Sprog var det eneste, her taltes. Man bragte Thee, vi fik hver to store Kopper; de vare til at give os Badstue-Varme. Vi skulde have den tredie Kop, men jeg bad Drummond Hay forhindre det og sige, at det var mod vor Religion at drikke tre Kopper. Vi slap da ogsaa. Deiligt Sukkerbrød fik vi og derpaa en Vandring gjennem Slottets mørke, krinkelkrogede Gange, forbi smaa mystiske Aflukker og fliselagte Badestuer. Vi kom gjennem en lille Orangehave; øverst paa Muren vare smaa tilgittrede Vinduer, en af Officererne stødte Collin paa Armen og hviskede: “smukke Øine!” Deroppe fra saae smukke Øine ned paa os, der var Paschaens Serail. Stakkels Duer i Dueslag! kurrende ømme, men vistnok ogsaa arrige som Duerne.
Paschaen tilbød os Heste at ride ned til Byen, vi foretrak at gaae; han fulgte os til Slottets yderste Port, hvor han rakte os Haanden og med megen Hjertelighed sagde os Levvel.
Da vi kom hjem, laae Breve til os fra Danmark, kun otte Dage havde de brugt til Reisen. “Dagbladet” fra Kjøbenhavn, havde Consul Mathiasen sendt mig fra Gibraltar; det var, som det afrikanske Huus med Eet var baaret gjennem Luften til Hjemmet i Norden.
Hver tiende Dag gaaer et Krigsdampskib fra Algier til Frankrig; det berører Oran, Gibraltar, Tanger, Cadiz o. s. v. Tidligt paa Morgenen den niende November skulde Skibet være her, men endnu var det ikke isigte; vi vilde gaae med til Cadiz.
Det var Søndag. Tangers Befolkning bestaaer af Maurer og Jøder; de enkelte Katholiker og Protestanter her, have naturligviis hverken Kirke eller Kapel, Søndagens Hellighed maa feires i Familiestuen og i Enhvers eget Hjerte. Nede i Havestuen blev et Tæppe bredt over Bordet, Bibelen og Psalmebogen lagt frem; Drummond Hay læste høit for os et Par Psalmer og derpaa Dagens Evangelium. Sindet stemtes til andægtig Tanke i den stille, bramfri Kirketjeneste.
Om nogle Timer skulde jeg forlade dette Hjem, jeg havde fundet i en fremmed, en anden Verdensdeel; jeg skulde sige Levvel til Mennesker, der, i den korte Tid vi havde været sammen, kun havde søgt at glæde mig; det var uvist, om vi nogensinde oftere mødtes i denne Verden, sikkert kom jeg aldrig mere her til Afrikas Kyst.
Vi saae Dampskibet nærme sig, det var det franske Krigsskib Titan; snart laae det for Anker i Bugten. Tjenerne samlede vore Sager, Hussein og Boomgrais gik foran; Drummond Hay fulgte os ned til Baaden. Jeg kan det ikke med Skilsmisse, mit Hjerte var bedrøvet; endnu et Haandtryk, et varmt Levvel klang ud til os. Fra Baaden saae vi Fru Drummond Hay og de unge Døttre staae paa Husets Altan; de svingede med Lommetørklæderne, vi med vore Hatte. Vore Rorkarle toge stærke Tag i Aarerne. Solen gik ned, det var med Eet Aften, da vi lagde til ved Skibets Falderebstrappe.
Fra Dækket saae vi endnu engang over Vandet til Tangers hvide Mure og flade Tage; Lysene blinkede fra Byen. Jeg var veemodig stemt.
Opholdet her paa den marokkanske Kyst var det Interessanteste endnu af den hele Reise.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.