H.C. Andersen: I Spanien (1863) XII. Cadiz.
Vi vare paa et stort, velbemandet Fartøi, med Kanoner paa begge Sider, det kunde vel bestaae en Dyst mod Sørøvere, om saadanne havde været; Beqvemmeligheder for Passagererne vare her ikke mange af, derimod i Officerernes Kahyt oppe paa selve Dækket var hyggeligt og godt indrettet; en smuk lille Bogsamling manglede ikke; en ung Officeer traf jeg her fordybet i Læsningen af “Tusind og een Nat”, men han læste den paa Arabisk. Klokken var lidt over Syv, da Skibet sattes i Bevægelse; Maanen var endnu ikke kommen op; det var temmelig mørkt. Tidlig lagde jeg mig i min Koie og faldt i Søvn, men vaagnede ved et Stød, Skibet laae stille, Maskinerne stode, jeg hørte Dampen suse fra Røret. Klokken var endnu ikke halv To. Man tumlede sig over mit Hoved, der blev givet Ordre, der var Røre, noget Usædvanligt maatte være skeet. Jeg sprang ud af min Koie og løb op paa Dækket. Skibet heldede over paa den ene Side; en stor Deel af Mandskabet bøiede sig ud over Relingen, jeg spurgte hvad der var skeet, længe varede det, før jeg fik et Svar; endelig sagde man mig, at vi vare stødte paa Grund. Land var ikke at øine, Himlen var stjerneklar, Søen temmelig rolig. Matroserne indlode sig ikke videre med mig, de havde Alle nok at bestille. Vi vare paa Atlanterhavet ud for Trafalgar. Jeg havde kaldt paa Collin, han kom nu ogsaa op paa Dækket; faa Minuter efter bevægede allerede Fartøiet sig igjen; i baglænds Gang sled det sig ud af den bløde Grund, men sove kunde jeg nu ikke. Vandskovlene sloge Vandet med stærke Slag, vi kjørte hen over Fligen af Verdenshavet; det løftede sig i store, lange Bølger under os. Klokken halv Fem kastede vi Anker ud for Cadiz; men endnu havde vi mange Timer at vente, før den ikke aarvaagne Qvarantaine-Committee vilde indfinde sig, modtage Capitainens Papirer og tillade os at stige i Land.
Solen stod op; Cadiz laae foran os, skinnende hvid med fladtagede Huse, der saae ud som hugne af Krid; hele Bugten var opfyldt med Fartøier, vi laae temmelig langt ude. Den ene Baad efter den anden kom til vort Dampskib og ventede her for at kapre Passagerer. Pladsen, hvor vi stode paa Dækket, blev mindre og mindre for os, thi her var begyndt paa stor Reengjørelse; Matroserne skrubbede og skyllede, selv i Maskinrummet var stor Vask, vi saae det fra oven. Fyrbøder og Maskinkarle dernede havde klædt sig nøgne af, gnede hverandre ind med Sæbe og heldede den ene Strippe Vand efter den anden over hverandre, baade til Gavn og til Fornøielse.
Endelig saae vi det rødgule, spanske Flag vaie fra Baaden, der bragte Sundheds-Committeen, og vi fik Lov at stige i Land. Det forundrede mig, at vi ikke her i Cadiz, ligesaa lidet som i Malaga og Valencia, bleve spurgte om Pas; fra Landsiden derimod, idet vi traadte ind i Spanien og senere ogsaa ved Udgangen til Bayonne, var Spørgen om Pas og Fordring om Betaling. Det synes, som om man ved at komme tilsøes, kan bereise Spanien uden Pas, inde i selve Landet høres aldrig Spørgsmaal om det.
Visitationen i Douanen var meget mild, og efter at vi havde overstaaet det sædvanlige Prelleri med Baadfører og Bærere, havnede vi i Fonda de Paris, et i alle Henseender ganske udmærket Hotel.
Cadiz overraskede mig ved sin store Reenlighed, sine hvidkalkede, pyntelige Bygninger, sine mange Flagstænger, men ellers frembød den intet Mærkeligt for den Fremmede; her var intet Billedgaleri, ingen mauriske Minder af Betydenhed, Menneskevrimlen i Gaderne viste ikke det brogede Liv, vi havde seet i Gibraltar; her var for os, der kom fra den marokkanske Kyst, ikke det Nye, det Eiendommelige, vi der overvældedes af, Cadiz vilde ikke ret tiltale os. Det havde den maaskee gjort, vare vi komne hertil over Land, Nord fra; dog een Herlighed var her, Havet, det store, rullende Hav. Alameda ligger smukt og frembyder Udsigt over den brede, aabne Havbugt, store Bølger væltede mod Havnemuren, Maager fløi skrigende hen over de skummende Søer; en Mængde Fiskerbaade, som var det en heel Skare Kæmpefugle, med udspændte, store Vinger, styrede ind mod Havnen. Rheden laae med Skibe, alle Nationers Flag vaiede. Alameda havde en lang Række indgittrede Blomsterhækker; fire Palmetræer, eet i hvert Hjørne af den udstrakte Spadseregang, Afstøbninger af Statuer, manglede ikke. Vinden blæste betydeligt koldere end ovre i Afrika, dog skinnede Solen varmt, her var endnu sommerligt, men Cadiz vakte ingen Sympathi, Skylden ligge nu enten hos mig eller hos Stad-Cadiz, jeg saae den fra Alameda, jeg saae den fra Havnemuren, fra Torve og Gader, jeg saae den fra mit høitliggende Værelse; lige ud for gik Folk paa de flade Tage, trak Snore og tørrede de mindst omtalelige Klædningsstykker.
Cadiz.
Som store, grønne Fuglebuur,
Hængt ud paa Husets hvide Muur,
Altanerne her prange,
Saa pene og saa mange,
I Høiden, paa det flade Tag;
De tørre Vask bestemt hver Dag,
Her hersker Reenligheden,
Foroven og forneden.
Ja søndagsklædt seer Cadiz ud,
Men kjedelig, Du gode Gud!
Og var her ikke Havet,
Saa heller strax begravet.
Det er nu strengere sagt end meent, ogsaa Noget fornøieligt var her; i Cadiz laae velsignede Breve fra Hjemmet, i Cadiz traf vi sammen med et Par Landsmænd; den unge Frederik Zinn fra Kjøbenhavn levede her netop i det Kjøbmandshuus, jeg var anbefalet til; og ude paa Rheden laae et af Grosserer Melchior’s Skibe: Dorothea ; Capitain Harboe, som førte det, havde været i Land og fortalte sin Passageer, Marineofficeren Hohlenberg, at han paa Gaden i Cadiz havde mødt et Menneske, der ganske utroligt lignede Digteren H. C. Andersen, han var nær gaaet hen at tale til ham, men Andersen var jo ikke i Spanien. Vi mødtes senere og vexlede Efterretninger fra vort kjære Danmark.
Cadiz har, som alle større spanske Byer, sit høist elegante Casino , hvor man finder en Rigdom af indenlandske og udenlandske Aviser; vi bleve med stor Velvillie der indførte.
Da 1835 Folket i Saragossa begyndte med at sætte Ild paa Klostrene og myrde Munkene, hvorfra Oprøret bredte sig over hele Landet, gav Cadiz sine Munke fem Timers Frist til at rømme deres Klostre; udenfor blev stillet Vagt til at hindre Brandstiftelse; Pøbelen toge Fødevarerne derinde, brændte Huusgeraad og Bøger, men Bygningerne bleve; Cadiz fremviser fra hiin Tid ingen Ruiner, ingen Forstyrrelse, man faaer Indtryk af at her hersker Orden og Reenlighed, at man er i en stor Handelsstad, hvor Romantiken kun kan søges i Skuet ud over Havet og i andalusiske Øine; de lyse pragtfuldt hos de skjønne mantilleklædte, nydelige Damer paa Alameda, de slynge Lyn paa Lyn fra Havnens Laïs og Circe.
Omegnen er uendelig flad med Flyvesand, Hedestrækninger og milelange Saltmoradser. Store Salt-Pyramider staae paa den mørke Jordbund. Udflugter opfordrer Omegnen ikke til; det nærliggende Xeres de la Frontera var det eneste Sted, man nævnede som værd at besøge, men ikke for at see Kirker eller historiske Mindesmærker, nei for at beundre store Viin-Oplag og forbauses over denne Slags Herlighed.
Fra Cadiz er ikke meget at fortælle, den var en fattig Begyndelse paa Hjemreisen fra Tanger; endnu havde Spanien ikke givet mig en eneste Eventyrdigtning, skulde jeg vel komme til at indfrie mit Løfte til en kjær lille Børnekreds, hvad ventede de ikke, der maatte kunde fortælles og vilde blive fortalt om spanske Piger, om spanske Fluer, om spansk Peber, Spanskrør og Spansk grønt, der kunde endnu tilføies om den spanske Kappe, Spaniefarer og spansk Vind.
Paa Vandringen gjennem Byen kom jeg forbi et aabent Værksted, der stod en ung Snedker og høvlede; han sang saa lystigt, det var en tydsk Vise, han sang; jeg talte derfor til ham i hans Modersmaal, og han blev endnu mere glad; han var saa nordisk blond, med røde Kinder og blaae Øine; han var fra en lille Stad i Würtemberg og skulde nu have Bryllup i Cadiz; han straalede af Glæde og Fornøielse og stod dog og høvlede paa en Liigkiste. Ret betænkt, er det heller ikke sørgeligt.
Der groer ved Sommertid et deiligt Træ i Skoven, Solen skinner derind, Fuglene synge deri og Vinden gynger de grønne Grene. Træet bliver hugget om, det er dets Bestemmelse; det bliver savet til fire gode Bræder, de blive bragt i Snedkerens Værksted.
“Fire Fjæle er vor Pragt,
Naar vi bli’er i Graven lagt!”
Derved er en Deel at tænke. Fire Fjæle med lidt Fløiel og Guld, der snart falder hen, er en Konges sidste Kongerige, fire Fjæle vente os Allesammen, den Rigeste og den Fattigste; nøgne komme vi ind i Verden, her først faae vi Kjole paa, Vadmel eller Fløiel; vi faae forskjellig Belysning, den fra Vor Herre i Aand og Sandhed, den ved Familieskab eller ved Pengeskab; det Sidste er det Vægtigste. Fire Fjæle, Dødens Skriin, det aflagte Legems Skrin, der staaer det, vor gamle Støv-Klædning lægges ned deri, man er iført en ny og bedre, og det er jo fornøieligt!
Det var bestemt Snedkersvendens Tankegang, min idetmindste var det; han høvlede paa Liigkisten og tænkte paa Brudeseng. Dette var det hele romantiske Udbytte, jeg fik i Cadiz; jeg betvivler ikke, at nogle Dages Samliv med Qvægvogterne paa de store Sletter om Guadalquivir vilde have bragt noget rigere; i store Bugter slynger den for store Skibe seilbare Flod sig heelt op til Sevilla; før Jernbanen kom istand var Flodveien den meest besøgte. Jeg betvivler ikke, at et Ridt med en meddelelig Smugler kunde have beriget med Stof til en heel Bog. Det er ikke mange Aar tilbage, at flere end een ung Mand i Andalusien kom til at spille en glimrende Rolle i een eller anden Guerilla under Borgerkrigene; hans første Optræden, hans Mod og Kjækhed var viist ved en Plyndring eller et lille Røver-Overfald, men Sligt forekom ham ikke at være æreløst. Maaskee stod jeg Side om Side i Gaden eller i Havnen med en saadan Personlighed, brugbar Helt for en høist interessant Novelle, men han udsang sig ikke som Snedkersvenden, der høvlede paa Liigkisten, han udfoldede ikke sine Livsbilleder. Stof til Romantik gjemmer tilvisse Cadiz, men den Fremmede seer den ikke. Hackländer, i sin rige, malende Reise gjennem Spanien, kalder Cadiz “Havets Dronning i Enkeslør”, men forresten taler han, som jeg, kun om de reenlige, hvidkalkede Huse, de zirlige Balconer og de smukke, leende Qvinder.
Man raadede os at gaae med Banetoget og ikke prøve den langsommelige Fart paa Dampskib op til Sevilla. Guadalquivir gjør uendelig mange Bugter, og den eneste Afvexling at see indskrænker sig til de omdrivende Qvæghorder.
Vi gik med Eftermiddags-Toget. Omtrent den første Miil kjører man langs Havet; det væltede store Bølger, Egnen var ualmindelig flad. Flyvesandet strakte sig vidt om heelt ind i de store Salt-Moradser; her var eensomt og øde. Salt-Pyramider, som dem vi havde seet i Frankrig omkring Cette, løftede sig fra den graabrune Jordbund. Vi standsede ved et Par Søstationer; Egnen begyndte nu meer og meer at faae Charakteer af Hede; Dvergpalmen var dens hyppigste Buskvæxt; en stor Pinieskov, den største vi endnu havde seet i Spanien, strakte sig hen over Høiderne. Solen gik ned, Himlen fik Aftenglands, en gylden, uendelig Grund at see ind i. Vi nærmede os Xeres de la Frontera, der for Historikerne har en særlig Interesse; her var det Aaret 711, som bekjendt, at den unge Feltherre Tarik, i en Alder kun af to og tyve Aar, kæmpede uafbrudt i hele ni Dage og vandt en Seier, der i dens Fortsættelse under Ceutas Statholder bragte hele Spanien under Omijadernes Chalifat.
Jernbanestationen, hvor vi holdt, ligger langt fra Byen; vi saae dens Kirker og hvidkalkede Huse løfte sig mod den straalende Aftenluft, og snart, idet vi fore frem, skjulte de sig bag de hedebegroede Høider. Tusmørket raadede meer og meer; hist og her lyste et stort Baal tæt ved Jernbanen; der sad Mennesker om Ilden; de vare som et henfarende Syn at see. Vi fløi mod Sevilla, Murillos Fødeby, hvor Cervantes digtede en Deel af sin Don Qvixote, Byen, til hvilken Don Juan-Sagnet knytter sig, hvor han døde som en from, hellig Mand og har sin Grav og sin selvskrevne Gravskrift. Locomotivet foer frem, stønnende og pustende; rundt om var Mørke, ikke skulde vi kunne see Stadens mange Taarne, det prægtige Giralda eller de gamle Mure fra Julius Cæsars Tid, kun Locomotivets Damp viste sig, den foer hen som Taagespøgelser fra Don Juans Gravfærd, og dog var det endnu ikke Spøgelse-Tid.
Klokken Otte om Aftenen naaede vi Sevilla, hvor vi stege af. Toget brusede videre frem til Cordoba, hvor Jernbanen slipper.
Afsnit: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19
Kilde: I Spanien (1863). H.C. Andersens Samlede Skrifter Ottende Bind, Anden Udgave, Kjøbenhavn C.A. Reitzels Forlag 1878, Bianco Lunos Bogtrykkeri.