H.C. Andersen: I Sverrig – XXX. Poesiens Californien

H.C. Andersen: I Sverrig – XXX. Poesiens Californien

Naturskattene afsløres os som oftest ved et Tilfælde, en Hund farvedes om Snuden ved den knuste Purpur-Snekke, og den ægte Purpurfarve var opdaget; et Par vilde Bøfler stangedes paa Amerikas guldrige Grund, og deres Horn bortskrællede Grønsværet, der dækkede den rige Guldaare.

»Ja, i gamle Dage,« siger Mængden, »da kom Alting anderledes af sig selv! vor Tid har ikke slige Aabenbarelser, nu maa man slide og slæbe, vil man have Noget, man maa grave ned i de dybe Schachter efter Metallerne, der mere og mere tage af!« – og pludselig rækker Jorden sin Guldfinger frem fra Californiens Halvø, og vi see der virkeliggjort Monte-Christo’s taabeligt digtede Rigdomme, vi see Aladdins-Hulen med dens rige Skatte. Verdens Skatkammer er saa uendeligt rigt; vi have, for ret at tale jevnt og ligefremt, i det Høieste strøget Toppen af Maalet, men Skjeppen er endnu fuld, hele det egentlige Maal er endnu fyldt tilbage. Ogsaa i Videnskaben ligger en saadan Verden aaben for Menneskeaandens Opdagelser -!

»Men i Poesien er alt det Største og Herligste fundet og vundet!« siger den sygnende Poet. »Lykkelig hver, der fødtes i tidligere Tider! da var der endnu mangt et Land at opdage, Poesiens rige Guld laae som Ærtset, der skinner frem af Jordfladen!«

Tal ikke saa! lykkelig er Du, Digter, der fødtes i vor Tid! Du arver alle de herlige Skatte, som dine Forgængere gav Verden, Du lærer af dem, at kun det Sande er evigt, det Sande i Naturen og Mennesket.

Vor Tid er Opdagelsernes Tid, – ogsaa Poesien har sit nye Californien.

»Hvor ligger det?« spørger Du.

»Kysten er saa nær, at Du ikke tænker paa, atderer den nye Verden. Som en kjæk Leander svøm med mig over Strømmen, de sorte Ord paa det hvide Papir bære Dig, hvert Punktum er et Bølgeslag.

Det var i Bibliotheks-Salen -, for Peer og Poul stod der rundt om Reoler med mange Bøger, gamle og nye; Manuskripter laae i Bunke, der var Landkort og Glober – der sad flittige Folk ved smaa Borde og skrev ud og skrev ind, og det var intet let Arbeide, men pludseligen – der skete en stor Forvandling – Hylderne bleve til Terrasser for de herligste Træer, med Blomster og Frugt; tunge Druer hang mellem løvfulde Ranker, og Liv og Bevægelse var der rundt om. Til blomstrende Kjæmpegrave løftede sig de gamle Folianter og støvede Manuskripter, der sprang frem harniskklædte Riddere og Konger med Guldkrone paa, og Harperne klang, og Skjoldene klang, Historien fik Poesiens Liv og Fylde, thi en Digter var traadt derind; han saae de levende Syner, aandede Blomsternes Duft, krystede Druerne og drak den hellige Saft; men selv vidste han endnu ikke, at han var en Digter, Lysbæreren for Tider og Slægter.

Det var i den friske, duftende Skov, i Afskedens sidste Time; Kjærligheds Kys til Levvel blev Indvielsens Daab for det kommende Digterliv; og Skovens friske Duft blev rigere, Fuglenes Qviddren blev Melodier, der kom Sollys og kjølende Luftstrømme. Naturen bliver dobbelt deilig hvor en Digter gaaer.

Og som en Herkules paa Skilleveien stod han her; thi foran ham viste sig to Skikkelser, beredte at føre og tjene ham, den ene en gammel Moerlille, den anden en Yngling, smuk som Engelen, der førte Bibelens unge Tobias. I den Gamles Kjortel var virket Blomster, Dyr og Mennesker arabeskagtig i hverandre, hun havde store Briller, og holdt foruden sin Løgte en Pose, fyldt med gamle, forgyldte Kort, Hexe-Apparater og alle Overtroens Amuletter; støttende sig paa sin Krykkestok, rynket og skjælvende, var hun dog svævende som Engens Taage:

»Kom med mig, skal Du see Verden, som en Digter kan have Gavn deraf!« sagde hun. »Jeg tænder min Løgte, den er bedre end den Diogenes bar, jeg skal lyse op for Dig!« Og Lyset skinnede; den Gamle løftede sit Hoved og stod kraftig og høi, en mægtig Qvinde-Skikkelse, Overtroenvar det. »Jeg er den Stærkeste i Romantikens Rige!« sagde hun, og selv troede hun det. Og Løgtens Lys havde Fuldmaanens Glands ud over den hele Jord, ja Jorden selv blev gjennemskinnelig som Havdybets stille Vand, eller Glasbjergene i Eventyret. »Mit Rige er dit! syng hvad Du seer, syng som om ingen Skjald før havde sunget derom!«

Og det var som om Scenen idelig skiftedes; prægtige gothiske Kirker med billedmalede Ruder glede forbi, og Midnatsklokken slog, og de Døde stege fra Gravene; der, under den hældende Hyld, sad den døde Moder og svøbte sit ufødte Barn; gamle, sjunkne Ridderborge løftede sig igjen fra Mosegrunden, Vindelbroen faldt, og de saae ind i de billedsmykkede, tomme Haller, hvor ned af Galleriets skumle Trappe den dødsforkyndendehvide Konekom med raslende Nøgleknippe. I den dybe Kjælder rugede Basilisken, Uhyret, født af et Haneæg, usaarlig for hvert Vaaben, kun ei for Synet af sin egen gruelige Skikkelse, ved dens Speilbilled brister den som Staalormen brister ved Kølleslag. Og ved Alt hvad der viste sig, fra Altarbordets Guldkalk, engang Troldenes Drikkebæger, til det nikkende Hoved paa Galgebakken, nynnede den Gamle sine Sange, og Faarekyllingen peb og Kragen skreg fra Gjenboens Tag, og Høvlspaanen krøllede sig fra Lyset. »Døden! Døden!« klang det gjennem den hele Spøgelseverden.

»Følg med mig til Liv og Sandhed!« raabte den anden Skikkelse, Ynglingen, der var deilig som en Cherub; en Flamme lyste fra hans Pande, et Cherubsværd blinkede i hans Haand. »Jeg er Videnskaben!« sagde han, »min Verden er større, den stræber efter Sandhed!«

Og der blev en Klarhed rundt om. Spøgelsebillederne blegnede; det var ikke ud over Verden, der var seet, Overtroens Løgte havde kun viistLaterna magicaBilleder paa den gamle Muur-Ruin, og Vinden havde drevet vaade Dunster i Skikkelser forbi.

»Jeg giver Dig en rig Erstatning! Sandhed i det Skabte, Sandhed i Gud!«

Og gjennem den stillestaaende Sø, hvorfra Taagespøgelserne steg, mens Klokkerne klang fra den sjunkne Borg, faldt Lyset ned paa en gyngende Planteverden; een Draabe af Sumpvandet, løftet mod Lysets Straale, blev en levende Verden med Dyr i sælsomme Skikkelser, kjæmpende og nydende, en Verden i en Vanddraabe. Og Videnskabens skarpe Sværd kløvede den dybe Hvælving og lyste derind, hvor Basilisken dræbte, og Dyrets Krop opløste sig i en dødbringende Dunst, dens Klo strakte sig fra det gjærende Viinfad, dens Øine var en Luft som brændte, naar den friske Vind berørte den. Og i Sværdet laae et Krafttryk, saa Guldgranet smededes til en Flade, tynd som det Taagelag vi aande paa Glasruden, og i Sværdodden lyste det, saa at den tynde Spindelvævstraad syntes at svulme til Ankertoug, thi man saae de stærke Sammensnoninger af talløse finere Traade. Og ud over Jorden selv lød Videnskabens Røst, saa Miraklernes Tid syntes vendt tilbage; henover Jorden bleve tynde Jernbaand lagte, og henad disse paa Dampens Vinger fløi med Svaleflugt de tungt belæssede Vogne, Bjergene maatte aabne sig for Tidsalderens Kløgt, Sletterne maatte løfte sig. Og gjennem tynde Metaltraade fløi med Lynets Hurtighed Tanken i Ord til fjerne Byer. »Livet! Livet!« klang det gjennem den hele Natur. »Det er vor Tid! Digter, Du eier den, syng den i Aand og Sandhed!«

Og Videnskabens Genius løftede Sværdet, det lysende, løftede det saa vidt ud i Rummet, og da – hvilket Syn! Det var, som naar gjennem Muursprækken en Solstraale lyser ind i et mørkt Rum, og viser sig for os som en dreiende Colonne af Myriader Støvgran; men hvert Støvgran her var en Verden! det var vor Stjernehimmel, det Syn han saae.

»Et Punkt kun, et Støvgran her er din Jord, hvis Undre forbause Dig! et Støvgran kun, og dog en Stjerne mellem Stjerner. Som de Myriader Støvgran, synligt svævende i Solstraalens dreiende Søile fra Muurrevnen ind i det mørke Rum, dreier sig den lange Colonne Verdener, Du kalder din Stjernehimmel, men endnu fjernere staaer Melkeveiens hvidlige Taage, en ny Stjernehimmel, en anden Colonne, begge to Radier kun i Hjulet! men hvor stort er dette selv, hvor mange Radier gaae saaledes ud fra det store Midtpunkt,Gud.

Saa vidt naaer dit Øie, saa klar er din Tidsalders Horizont! Søn af Tiden, vælg, hvo skal være din Ledsager. Her er din nye Bane! med din Tids Største, foran din Tids Slægter flyve Du! Som den blinkende Lucifer lyse Du i Tidens Morgenrøde.

Ja i Videnskaben ligger Poesiens Californien! Hver den, som kun seer tilbage og ikke klart fremad, vil, ihvor høit og hæderligt han staaer, sige, at laae der en saadan Rigdom i Videnskaben, den var for længe siden benyttet af store, udødelige Skjalde, der havde aabent Blik for Kundskaben; men lad os huske, da Thespis talte fra sin Kærre havde Verden ogsaa Vise; Homer havde sjunget sin udødelige Sang, og der fremtraadte dog nye Arter, fødte af en Sophokles og Aristophanes; Nordens Sagaer og Mythologi var saa godt som en ukjendt Skat for Scenen, da Øhlenschlæger viste, hvilke mægtige Skikkelser herfra kunde skride os forbi.

Det er ikke vor Tanke, at Digteren skal versificere de videnskabelige Opdagelser, Læredigtet er og bliver i sin bedste Form dog altid en mekanisk Dukke kun, der ikke har det friske Liv. Videnskabens Sollys skal gjennemtrænge Digteren, med klart Øie skal han opfatte Sandheden og Harmonien i det Smaa og i det uendelige Store, det skal luttre og berige Forstanden og Phantasien, vise ham nye Former, der endmere levendegjør Ordet. Selv de enkelte Opdagelser ville give en saadan ny Flugt. Hvilken Eventyr-Verden kan ikke oprulle under Mikroskopet, naar vi deri overføre vor Menneskeverden; Electromagnetismen kan blive en Livsenstraad i nye Lystspil og Romaner, og hvormangen humoristisk Digtning vil ikke voxe frem, idet vi fra vor støvgranlille Jord med dens smaa, hovmodige Mennesker see ud i det uendelige Verdens-Alt fra Melkevei til Melkevei. Et Exempel paa hvad vi her mene springer frem i hiin gamle høiadelige Dames Ord: »Er hver Stjerne en Klode som vor Jord, og har Kongeriger og Hoffer – hvor uendelig mange Hoffer! – Mennesket maa svimle!«

Vi sige ikke som hiin franske Forfatterinde: »lad mig nu kun døe, Verden har ingen Opdagelser flere!« o der er saa uendeligt Meget i Hav, i Luft og i Jord, Underværker, som Videnskaben skal hæve, Underværker, større end Digterens Phantasi kan skabe.

En Skjald vil komme, der med Barnesind, som en ny Aladdin, træder ind i Videnskabens Hule, med Barnesind sige vi, thi ellers ville Naturkræfternes stærke Aander gribe ham og gjøre ham til deres Tjener, medens han med Poesiens Lampe, der altid er og bliver det menneskelige Hjerte, staaer som Hersker, og bringer underfulde Frugter fra de dunkle Gange, og mægter at bygge Poesiens nye Slot, skabt i een Nat af tjenende Aander.

I Verden selv gjentage Begivenhederne sig, Menneskecharactererne vare og blive i Aartusinder altid de samme, og som de røre sig i de gamle Skrifter, maae de røre sig i de nye, Videnskaben alene opruller altid noget Nyt! Lys og Sandhed i Alt hvad skabt er straaler ud herfra med altid guddommeligere Klarhed.

Mægtige Billede af Gud, bestraal Menneskeheden! Og naar dens sjælelige Øie vænnes til Glandsen, vil den nye Aladdin komme, og Du skal med ham, der kort, klart og rigt synger Skjønheden i det Sande, gjennemvandrePoesiens Californien.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.

Lars Bjørnsten Odense