H.C. Andersen: I Sverrig XXVIII. Ved Dannemora

H.C. Andersen: I Sverrig  XXVIII. Ved Dannemora

Kjender Du Svimmel! Bed, at hun ikke griber Dig, denne Høidernes mægtige Lore-Ley, den onde Troldhex fra Sylphidernes Land! hun omsuser sit Offer og hvirvler det i Dybet. Hun sidder paa den smalle Fjeldsti, tæt ved den bratte Skrænt, hvor intet Træ, ingen Ranke findes, hvor Vandreren maa knuge sig ind til Fjeldvæggen og roligt see fremad. Hun staaer paa Kirkens Spiir og nikker til Blytækkeren, der sidder paa sit svævende Stillads; hun lister sig ind i den oplyste Sal, hen til den nerveuse, eensomt Staaende, midt paa det blanke, bonede Gulv, og det svæver under ham, Væggene træde tilbage. Hendes Finger berører et af vore Hovedhaar, og det er som Luften veg tilside og vi stod i et lufttomt Rum. Saaledes er hun efter vort Bekjendtskab.

Sidst mødtes vi med hende ved Dannemoras uhyre Svælg, hvorhen vi kom ad en bred, jevn, prægtig Landevei gjennem den friske Skov. Hun sad paa Fjeldvæggens yderste Kant. Hun stødte med sine sylespinkle Been til Tønden, der paa svære Bjælker hænger i Jernkjæder ud fra den taarnhøie Brokant ved Afgrunden. Den Reisende løftede ud over Dybet sin Fod, satte den paa Tønden, hvor en af Arbeiderne modtog ham og holdt ved ham, og Kjæderne raslede, Tridserne dreiede, Tønden sank langsomt svævende gjennem Luften, men han følte Farten, følte den gjennem Marv og Been, gjennem alle Nerver. I Nakken, ned af Rygraden blæste ham hendes isnende Aande, og Luften selv blev mere og mere kold, det var som Klippevæggen voxte over hans Hoved, altid høiere og høiere. Tønden gjorde en let Svingning, han følte den som et Fald, et Fald i Søvne, dette Puf i Blodet – men Farten blev ved; gik det opad igjen eller nedad? Det var ikke at skjælne i Fornemmelsen. Tønden berørte Jorden, eller rettere Sneen, den smudsig-traadte, evige Snee, som ingen Solstraale naaer ned til, ingen Sommervarme ovenfra smelter. Der lød et Drøn inde fra den gabende mørke Hule, en tyk Damp væltede ud i den friske Luft. Den Fremmede traadte ind i de sorte Huler, det syntes at knage over ham – og Ilden brændte, Sprængningerne tordnede, Vanddampene dryppede ned, Hammerslagene lød – og atter steg han i Tønden, der hævedes i Veiret. Med lukkede Øine sad han, men Svimmelen aandede paa hans Hoved og paa hans Bryst; hans indadvendte Øie maalte gjennem Tanken det svælgende Dyb, – det var rædsomt!

»Rædsomt!« sagde han ogsaa, den brave, agtbare Fremmede, vi traf der ved Dannemoras store Svælg. Det var en Mand fra Skaane, altsaa fra samme Gade, som Sjellænderen, naar Sundet kaldes Gaden. »Havde man dog været dernede!« sagde han og pegede paa Svælget, »rigtig nede, og var saa oppe igjen. Det er aldeles ingen Fornøielse!«

»Men, saa lad være at stige ned!« sagde jeg, »hvorfor vil De det?«

»Man maa jo, naar man først er her!« sagde han. »Det er det Kjedelige ved at reise, at man skal see Alting; man kan jo ikke være andet bekjendt! det er jo en Skam for En, naar man kommer hjem, og da ikke har seet Alting, hvad de Andre spørge om!«

»Har De ikke Lyst, saa lad være! see paa Reisen hvad der fornøier Dem! – Gaae De her to Skridt nærmere end De nu staaer, og bliv rigtig svimmel, saa har De fornummet Farten. Jeg skal holde paa Dem, jeg skal beskrive Dem alt det Øvrige!«

Og det gjorde jeg, og Sveden sprang ham ud af Panden.

»Ja, saadan er det!« sagde han, »jeg kan tydeligt fornemme det!«

Jeg beskrev det smudsig-graa Sneelag, som Sol-Varmen aldrig tøer op, Kulden dernede og Hulerne og Ilden og Arbeiderne o.s.v. o.s.v.

»Ja saaledes skulde man kunne tale om det!« sagde han. »Det kan De, for De har seet det!«

»Ikke mere end De!« sagde jeg. »Hen til Svælget kom jeg, Dybden saae jeg, Sneen dernede, Røgen, der væltede ud af Hullerne, men da jeg skulde skræve ud i Tønden, – tak! Svimmelen kildrede mig med sit sylelange Been, og saa blev jeg hvor jeg var. Farten ned har jeg følt gjennem Rygrad og Fodsaaler, og det saa godt som Nogen. Farten er det Piquante. Jeg har været i Harzen inde under Rammelsberg, rutschet ved Hallein gjennem Bjerget fra Toppen ned til Saltkogeriet, vandret om i Roms og Malthas Katakomber. Hvad seer man i de dybe Gange? Mulm! Hvad føler man? Kulde og Tryk, Længsel efter Luft og Lys! – det er det Bedste, og det har vi nu!«

»Men det er dog saa mærkeligt!« sagde Manden, og tog frem sin»Handbok för Resande i Sverige«, hvoraf han læste: »Dannemora-Jerngruber ere de ældste, største og rigeste i Sverrig, de bedste i Europa, have ni og halvfjerdsindstyve Aabninger, sytten ere kun under Arbeide; Maskingruben er tre og halvfemsindstyve Favne!«

I det samme lød nede fra Dybet Klokkerne; det var til Tegn paa, at Arbeidstiden for i Dag var endt; Aftenrøden skinnede endnu heroppe paa Træernes Toppe, men nede i det dybe langt udbredte Svælg var det Tusmørke, derfra og ud af de sorte Huller mylrede Arbeiderne frem; de saae ud som Fluer, bitte smaa, de klattrede op ad de lange Stiger, der i delte Afsatser hang op af den steile Klippevæg; høiere og høiere gik det, opad, opad, og altid bleve de større. Jernkjæderne peb i Bjælkestilladset, og Tønden heisedes i Veiret; tre, fire unge Karle stode med Træsko paa Tøndens Kant, sladdrede lystigt og stødte med Foden mod Klippevæggen, saa de slingrede fra den; og dybt nede blev det mørkere og mørkere, det var som om Afgrunden blev dybere endnu dernede.

»Det er rædsomt!« sagde Manden fra Skaane. »Man burde dog have været dernede! bare for at man kunde bande paa, man havde været der! De har dog vist været dernede!« sagde han igjen til mig.

»Tro hvad De vil!« svarede jeg, og det samme siger jeg til Læseren.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.