H.C. Andersen: I Sverrig – XX. Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)

H.C. Andersen: I Sverrig – XX. Tro og Videnskab (Prædiken i Naturen)

Sandhed kan aldrig stride mod Sandhed, Videnskaben aldrig stride mod Troen, vi tale naturligviis om dem begge i deres Reenhed; de mødes og de bestyrke Menneskets herligste Tanke:Udødelighed.Og dog siger Du: jeg var roligere, jeg var tryggere, da jeg som Barn lukkede mit Øie ved min Moders Bryst og sov ind, uden Grublen, rullende mig ene ind i Troen. Denne Forudvidenhed, denne Forstands Sammensætning i Alt, det ene Leds Griben ind i det andet, fra Evighed til Evighed, river en Støtte fra mig, min Tillid til Bønnen, den, som er Vingerne til min Gud! løsnes de, da falder jeg afmægtig i Støvet, uden Trøst og Haab. Vel bøier jeg mig for Kundskabens Lys, stort og herligt, men jeg synes deri er en Menneske-Hovmod, at ville være kloge som Gud. »Det skulle I blive!« sagde Slangen til Menneskene, da den vilde forføre dem til at æde af Kundskabens Træ. Gjennem min Forstand maa jeg erkjende Sandheden af hvad Astronomen lærer og beviser; jeg seer den forunderlige, uendelige Guds Forstand i Verdens hele Bygning, i det Smaa og det Store, hvor det slutter sig til hinanden, griber ind i hinanden til en uendelig harmonisk Heelhed, – og jeg skjælver i min høieste Nød og Sorg, hvad kan min Bøn forandre, der hvor Alt er Love fra Evighed til Evighed.

Du skjælver idet Du seer Almagten, der aabenbarer sig i Alkjærligheden, det Væsen, hvor, efter Menneske-Udtryk – Forstand og Hjerte er eet; Du skjælver idet Du veed, athanhar kaaret Dig til Udødelighed.

Jeg veed det i Troen, i Bibelens hellige, evige Ord. Videnskaben lægger sig som en Steen over min Grav, men min Tro er det, som sprænger den.

Det er ikke saa! den mindste lille Blomst prædiker fra sin grønne Stilk, i Videnskabens Navn: Udødelighed, hør den! ogsaa det Skjønne fører Beviset for Udødelighed og med den Forvisning fra Tro og Videnskab, vil den Udødelige ikke skjælve i sin høieste Nød, Bønnens Vinger vil ikke løsnes, Du vil troe paa Kjærlighedens evige Love, som Du troer paa Forstandens Love.

Naar Barnet river Blomster af Marken og bringer os den hele Haandfuld, hvor een sidder op, een ned, kastede mellem hverandre, da er det i hver enkelt vi see Skjønheden, denne Harmoni i Farver og i Former, som gjør vort Øie saa vel. Instinktmæssigt ordne vi, og hver enkelt Blomst smælter sammen i en Skjønheds Heelhed, saa at vi see ikke paa den, men paa den hele Bouquet. Opfattelsen af Skjønheds-Harmonien er et Instinkt i os, den ligger i vort Øie og i vort Øre, disse Broer mellem vor Sjæl og det Skabte om os. I alle vore Sandser er en saadan guddommelig Gjennemstrømning i vort hele Væsen, en Stræben efter det Harmoniske, som det viser sig i alt det Skabte, selv i Luftens Pulseslag, synliggjorte i Klangfigurer.

I Bibelen staaer det Udtryk: »Gud i Aand og Sandhed« og herfra kunne vi mest betegnende finde Udtryk for den Erkjendelse, vi kalde Følelsen af det Skjønne; hvad andet er vel den, end »Aand og Sandhed«, denne Aabenbarelse af Gud, og ligesom vor egen Sjæl lyser ud af Øiet og i den fine Bevægelse omkring vor Mund, saaledes lyser, i det Skabte, Billedet frem af Gud i Aand og Sandhed. Der er Harmoni-Skjønhed fra det mindste Blad og Blomst, til den store, fyldige Bouquet, fra vor Jord selv, til de talløse Kloder i Himmel-Rummet; saavidt som Øiet seer, saa langt Videnskaben naaer, er Alt, – Smaat og Stort, – Skjønhed ved Harmonien.

Men see vi nu til Mennesket, for hvem vi have det høieste, det helligste Udtryk: »skabt i Guds Billede«, Mennesket, der formaaer at opfatte og optage i sig al Guds Skabning, da synes Harmonien i det Skabte her at være brudt. Idet vi fødes ere vi Alle lige! som Skabninger staae vi lige i: »intet at kunne fordre som Ret.« Hvor forskjelligt tildeler Gud os Evner! Enkelte faae saa uendelig store, Andre saa ringe; i Hjem og Forhold stiller Gud os ved Fødselen, og hvor uendeligt mange af os tildeles ikke de haardeste Kampe; vi blivedersatte,derindførte; hvor Mange kunde ikke med Ret sige: »det var mig bedre, om jeg aldrig var født!«

Menneskelivet, det Høieste her paa Jorden, kom altsaa ikke under Harmoniens Skjønheds Love! det er utænkeligt, det er en Uret, og kan saaledes ikke finde Sted.

Livets Disharmoni ligger i, at vi kun see en lille Deel af vor Tilværelse, nemlig den her paa Jorden; der maa være et fortsat Liv, en Udødelighed.

Det prædiker Du for os, Du mindste Blomst, som Alt hvad skabt er i Skjønhed og Harmoni. Hørte vor Tilværelse op i Døden her, da var det Fuldkomneste af Gud ikke fuldkomment, Gud ikke Retfærdighed og Kjærlighed, som Alt i Naturen og Aabenbaringen besegler det; og peger man os hen paa den hele Menneskehed, som den, hvori Harmonien vil aabenbare sig, da synker al vor Stræben og Virken hen til Coraldyrets Virksomhed; Menneskeheden bliver da kun et Storheds Monument for Skaberen, han viser da kun sinHerlighed, men ikke sin høiesteKjærlighed. Alkjærlighed er ei Selvkjærlighed! – Udødelighed eie vi!

I denne rige Bevidsthed løftes vi mod Gud, grundsikkre i, at hvad der skeer med os, skeer til vort Bedste! vort jordiske Øie formaaer kun at see til en vis Grændse ind i Rummet, vort sjælelige Blik naaer ogsaa kun til et vist Maal, men hiin Sidedetmaa de samme Alkjærlighedens Love herske, som her. Den evige Forstands Forudviden kan ikke ængste os; vi Mennesker kunne i os selv fatte et Begreb om den. Vi vide fuldkomment, hvad Udvikling der i de forskjellige Aarstider maa finde Sted, vi vide Tiden for Blomsterne og for Frugterne, hvilke Arter der ville fremkomme og trives, Modenhedens Tid, naar Stormene maa herske og naar det er de visse Regntider. Gud maa, og det i en uendelig høiere Grad, have samme Kundskab til sit Skabte: Universets Kloder, som vor Jord, og Menneskeslægten her; han maa vide: – og her blive Aartusinder for ham, som en Dag for os, -damaa den Udvikling, den Blomstren i Menneskeslægten finde Sted,davil de Lidenskabens, de Udviklingens Storme herske og under disse Characterer komme til Udvikling, Personer blive mægtige Drivhjul, hver være et født Guds Menneske. Historien viser os dette, Led griber ind i Led, i Aandens Verden som i det materiel Skabte; Viisdoms-Øiet, Fader-Øiet omfatter det Hele! – og skulle vi da ikke kunne, i Hjertets Nød hernede, bede med Fortrøstning til denne Fader, bede som Frelseren bad:tag denne Kalk fra mig, dog skee ikke min, men din Villie!- disse sidste Ord glemme vi ikke! og vor Bøn vil opfyldes, er den til vort Vel, og er den ikke det, da lad os, som Barnet her, der i sin Sorg kommer til sin jordiske Fader, og hos ham ikke faaer Ønsket opfyldt, dog vederqvæges ved milde Ord og Fornuftens kjærlige Tale, saa at Øiet græder Sorgen blød og Barnesmerten mildnes.Detvil ogsaa i Bønnen skjænkes os! Øiet vil faae Taarer, Hjertet Fortrøstning! og hvo er vel trængt saa dybt ind i Sjælenes Veie, at han tør benegte, at Bønnen er Vingen, der hæver os til den Indflydelsens Sphære, hvorfra Gud vil række os Hjælpens og Naadens Oliegreen.

Just ved at vandre med aabne Øine paa Videnskabens Vei see vi Forkyndelsens Herlighed. Menneskeslægtens Viisdom er kun et Spand paa Aabenbarelsens høie Søile, der bærer Gud, men dette korte Spand vil voxe gjennem Evigheden, i Troen og med Troen. Videnskaben er som en chemisk Prøve, der siger at Guldet er ægte.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.