H.C. Andersen: I Sverrig – XVII. Sæther-Dalen

H.C. Andersen: I Sverrig – XVII. Sæther-Dalen

Alt var istand, Vognen vel seet efter, selv en Pidsk med en god Snært var der sørget for! to Pidske vilde være bedst, sagde Isenkræmmeren, der solgte den, og Isenkræmmeren havde Erfaring, det har tidt den Reisende ikke! en heel Pose »Slanter«, det vil sige Kobbermønter af ringe Værdi, stod foran, til Bropenge, til Tiggere, til Hyrdedrenge eller hver den, der skulde aabne os de mange Markled, som lukke Landeveien; men vi maatte selv gjøre det! Regnen skyllede ned saa det pjadskede efter; Ingen havde Lyst at komme i det Veir. Sivene i Sumpene neiede og sveiede, det var ordentligt Regngilde for dem, og det susede fra Sivtoppene: »vi drikke med Foden, vi drikke med Toppen, vi drikke med den hele Krop, og staae dog paa eet Been, Hurra! vi drikke Dus med den hældende Piil, med de drivvaade Blomster paa Skrænten, Skaalen løber over for dem! Nøkrosen, den fine, hvide Frøken kan bedre holde ud! Hurra, det er Gilde! det skyller, det skyller! vi suse og vi synge! det er vor egen Vise! imorgen qvække Frøerne den efter, og sige: den er splinterny!«

Og Sivene svinglede, og Regnen skyllede saa det pjadskede efter. Jo, det var et Veir at komme i til Sætherdalen og see dens berømte Deilighed. Nu gik Smældet af Pidsken; det blev bundet paa, og igjen bundet paa, og hver Gang blev det kortere, og tilsidst var der slet ingen Smæld og slet ingen Skaft, thi Skaftet gik efter Smældet, eller seilede efter det. Veien var aldeles seilbar og gav fuldstændig Idee om Syndflodens Begyndelse. Nu trak det ene Krik for meget, nu trak det andet for lidt, og saa knak Hammelen.

Tak Skjæbne! Det var en deilig Kjøretour. Læderet foran bar i sin Fold en dyb Dam med Afløb ned i Skjødet. Nu sprang der en»Mutter«af Vognen, som Karlen kaldte den, nu løsnede sig Snoningen i Skaglerne, og Bringetøiet blev kjed af at holde. Herlige Vertshuus i Sæther, hvor længes jeg nu mere efter dig, end din berømte Dal! Og langsommere gik Hestene, og stærkere faldt Regnen, og saa – – ja, saa var vi endnu slet ikke i Sæther.

Taalmodighed, du slunkne Ædderkop, som i Forgemakket spinder rolig din Væv hen over den Ventendes Fod, spind mine Øienlaage til i en Søvn, saa stille som Hestenes Gang. Taalmodighed, – nei den var ikke med paa Vognen til Sæther. Men derhen, til Vertshuset ved Veien, tæt ved den berømte Dal, om jeg da mod Aften.

Og Alting flød i Gaarden saa chaotisk gemytligt, Gjødning og Markredskaber, Staver og Straa; Hønsene sad vadskede til Skygger, eller i det Høieste, som opstillede Hønsehamme, og Ænderne knugede sig mod den vaade Muur, mæt af det Vaade. Holdkarlen var tvær, Pigen endnu tværere, møisommeligt var det at faae Gavn af dem; Trappen var skjæv, Gulvet skraat og lige nylig vadsket, tykt Sand strøet paa, Luften fugtig og kold; men udenfor, neppe tyve Skridt paa den anden Side af Veien, laae den berømte Dal, Naturens selv tillavede Have, hvis Ynde bestaaer i Løvtræer og Buske, Kilder og sprudlende Bække. Det var et langt Hul, jeg saae Trætoppene rage op, og Regnen slog sit tætte Slør henover det. Hele den lange Aften sad jeg og saae derhen under denne Skylle af alle Skyller, jeg troede Wenern, Wettern og et Par Søer til, løb gjennem et uhyre Sold fra Skyerne. Mad og Drikke havde jeg bestilt, men jeg fik ingen; de løb op og de løb ned, det brasede paa Skorstenen, Pigerne sladdrede, Karlene drak Sup, Fremmede kom, bleve indqvarterede og fik baade Stegt og Kogt; flere Timer gik hen, jeg holdt en Krafttale til Pigen, og hun svarede pflegmatisk: »Herren sidder og skriver i eet væk, saa kan han jo ikke æde!«

Det var en lang Aften,»men Aftenen gik,«som der staaer i »den nye Barselstue«; der var blevet ganske stille i Vertshuset; alle de Reisende, paa mig nær, vare igjen afsted, vist for at finde bedre Natteleie i Hedemora eller Brunnbäck. Nede i den smudsige Skjænkestue – havde jeg seet gjennem den halvaabne Dør, sad et Par Karle og spillede med fedtede Kort, en stor Hund laae under Bordet og gloede med store, røde Øine, Kjøkkenet stod tomt, Stuerne øde, Gulvet vaadt, Stormen ruskede, Regnen pjadskede – »Og nu i Seng!« sagde jeg.

Jeg sov en Time, jeg sov vel to, og vaagnede saa ved et Vræl ude fra Landeveien. Jeg foer i Veiret, det var Tusmørke, Natten paa denne Tid blev ikke mørkere! Klokken var henimod eet. Jeg hørte, at der blev taget med stærke Tag i Porten, en dyb Mandsstemme raabte høit, og der blev slaaet med en Prygl mod Portplankerne. Var det en Beskjænket eller en gal Mand, der vilde ind til os. Nu kom Porten op; der blev ikke vexlet mange Ord; jeg hørte Fruentimmer hvine himmelhøit af Skræk; der blev en Rumsteren; de løb med Træsko paa over Gaarden; Qvæget brølte, grove Mandsstemmer blandede sig deri; jeg sad allerede paa Sengefjælen. Ud eller ind! Hvad var her at gjøre? Jeg saae ud af Vinduet, nede paa Veien var der ikke noget at see, og det regnede endnu. Med eet kom der Nogen med tunge Trin op ad Trappen, de aabnede Døren til Værelset tæt ved – nu stode de stille! – jeg lyttede; en stor Jernkrampe var for min Dør. Nu gik de derinde over Gulvet, nu ruskede de i Døren og stødte saa til den med et Fodspark, – og under alt dette pidskede Regnen paa Vinduerne, og et Vindstød ruskede i dem.

»Er her Reisende,« raabte en Stemme, »her er Ild paa Huset.« Nu kom jeg i Klæderne og ud af Døren og hen til Trappen; Røg var der ikke at see, men da jeg stod i Gaarden, – hele Gaarden var af Træ, lang og udstrakt, – saae jeg Flammer og Røg. Ilden var kommet fra Bagerovnen, som Ingen var ved, en Reisende, som tilfældig kom her forbi saae det, vrælte, dundrede paa Porten, og – Qvinderne hvinede og Køerne brølte, da Ilden stak sin røde Tunge ud mod dem.

Nu kom Sprøiten, Ilden blev slukket; det var den lyse Morgen; jeg stod paa Veien, neppe hundred Skridt fra den berømte Dal. Man kan ligesaa godt springe i den, som gaae i den, og jeg sprang, og Regnen skyllede og Vandet piblede, det var en eneste Kilde det Hele. Løvtræerne vendte Vrangen ud af bare Skylregn, og de sagde, som Sivene igaar: »vi drikke med Toppen, vi drikke med Foden og med den hele Krop, og staae dog paa eet Been, Hurra! det regner og det skyller, vi suse og vi synge, det er vor egen Vise, og den er splinterny!«

Ja, det sang ogsaa igaar Sivene, men det var den samme og det samme. Jeg saae – og saae – og om Sæther-Dalens Skjønhed veed jeg kun, -den har vadsket sig!

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.