H.C. Andersen: I Sverrig – XIV. Upsala

H.C. Andersen: I Sverrig – XIV. Upsala

Der siges almindeligviis: Erindringen er en ung Pige med lyseblaa Øine, de fleste Digtere sige det, men vi ere ikke altid enige med de fleste Digtere; til os kommer Erindringen i ganske forskjellige Skikkelser, alt efter det Land eller den By, hvor hun hører hjemme. Italien sender hende som en yndig Mignon, med sorte Øine og veemodigt Smiil, syngende Bellinis bløde, rørende Sange; fra Skotland viser sig Erindringsalfen som en kraftig Knøs med nøgne Knæ, Plaiden hænger over Skulderen, Tidselblomsten er hæftet paa Huen, Burns Sange fylde da Luften, som Hedelærkens Sang, og Skotlands vilde Tidsel blomstrer og dufter deilig som den friske Rose. Men nu Erindringsalfen fra Sverrig, fra Upsala. Derfra kommer han i Studenter-Skikkelse, idetmindste bærer han Upsala-Studentens hvide Hue med den sorte Rand, den betegner os Hjemstavnen, som den phrygiske Hue betegner den for Ganymed. Det var 1843, de danske Studenter gjorde Reisen op til Upsala, unge Hjerter mødtes, Øine lyste, man loe, man sang, unge Hjerter er Fremtid, den seirende Fremtid i det Skjønne, Sande og Gode; det er saa godt, at Brødre kjende og elske hinanden. Aarlig endnu, i Upsala Slotsgaard foran Gustav Wasas Monument mindes Venskabs-Mødet i et Hurra for Danmark. To Sommere derefter blev Besøget gjengjeldt, de svenske Studenter kom til Kjøbenhavn, og for der at kjendes mellem Mængden, bare Upsalenserne en hvid Hue med en sort Kant; denne er saaledes et Minde, den er Tegnet paa Venskabs-Broen over den Blod-Elv, der engang flød mellem beslægtede Nationer. Naar man mødes i Aand og Hjerte, da nedlægges en Velsignelsens Sæd. Erindrings Alf kom til os, vi kjende dig paa Huen: fra Upsala; du være vor Fører, og fra vort sydligere Hjem, efter Aar og Dag, gjøre vi Reisen om igjen, hurtigere end om vi fløi paa Doctor Fausts Tryllekappe. Vi ere i Stockholm, vi staae paa Riddarholmen, hvor Dampskibene ligge op til Bolværket; eet af dem sender tykke Røgskyer fra sin Skorsteen, Dækket er opfyldt med Reisende, og de hvide Huer med den sorte Kant mangle ikke; vi reise til Upsala. Skovlerne slaae Mälarens Vande, vi skyde afsted fra det maleriske Stockholm. Den hele Fart lige til Upsala er et Caleidoskop i det Store, vel ruller her ikke Glasbjerge i kolossale Stjerner, Rosetter og architektoniske Figurer, men Landskab vexler med Landskab, og Skyer og Solskin forfriske Farverne. Mälaren bugter sig, kniber sig sammen og udvider sig igjen, det er som kom man fra Sø til Sø gjennem snevre Canaler og brede Floder. Snart seer det ud, som Søen endte i en smal Aa mellem mørke Graner og Klippeblokke, og pludseligt aabner sig da en endnu større Sø, omgivet af Enge og Kornmarker; de nysudsprungne lysegrønne Linde skinne frem foran de sortgraa Klipper, vi glide dem forbi ind i en ny Sø med Holme, Træer og rødmalede Huse, og under hele denne Fart er der med Passagererne en levende Kommen til og Gaaen fra, og det i fladbundede Baade, der ere ved at vælte i det bølgende Kjølvand. Meest farligt synes det udenfor Sigtuna, Sverrigs gamle Kongestad; Søen er bred, Bølgerne løfte sig, som var det Havets Vande, Baadene slingre, det er ængsteligt at see. Havblik skal her være, saa speiler sig i VandetSigtuna, den lille rødtagede By, hvor de gamle Taarne staae i Ruiner, som Forposter hen ad Klipperne. Vi flyve forbi, og nu ere vi i Fyrisaa. Et Stykke Eng er oversvømmet, en Flok Heste blive sky ved Skibets Brusen, de springe gjennem Engvandet, der stænker op omkring dem. Paa Skrænten mellem Træerne blinker det, Upsalas Studenter ligge i Leir og øve sig i Vaaben. Aaen slaaer en Bugt og Høisletten breder sig ud, vi see gamle Upsalas Høie, vi see Upsala By med sin Kirke, der somNotre-Dame»løfter Steen-Armene mod Himlen;« Universitetet viser sig, halv Slot, halv Caserne i sit Udseende, og høit paa den grønsværklædte Banke staaer det gamle, rødmalede, store Slot med sine Taarne.

Vi lægge ind til Bolværket nær ved den hvælvede Bro, og stige saa iland. Hvorhen bringer Du os først, Du vor Fører med den sorthvide Studenterhue? Gaae vi op til Slottet, eller til Linnés Have? Gaae vi til Kirkegaarden, hvor Nelderne voxe over Tørneros’s og Geijers Grave? Nei, til det unge, friske Liv, Upsals Liv, Studenterne. Du fortæller os om dem, vi høre Hjerteslaget, og vort Hjerte slaaer stærkt mod dem igjen.

Det første Aar under Danmarks Krig mod Insurgenterne forlod mangen brav upsalsk Student sit stille, hyggelige Hjem, og stillede sig i de danske Brødres Række; Upsalas Studenter opgave deres gladeste Fest, Maidagen, og de Penge, de ellers aarligt anvendte til at feire denne, sendte de til Danmark, efter at Summen var forhøiet ved Indtægten af Concerter i Stokholm og Westeraas; det skal ikke glemmes i Danskens Land. Upsala Student, Du er os kjær ved dit Hjertelag, Du er os kjær i din muntre Spøg, vi nævne et Træk af den. Det var ogsaa i Upsala bleven Mode at være Hegelianer, det vil da sige, altid at have hegelske Kunstord indvævet i sin Tale; for nu at fordrive dette Væsen gav et Par gode Hoveder sig ifærd med at faae de meest besværlige Kunstord indprægede i en jevnlig drukken, komisk Kromand, hos hvem tidt mangen Sexa blev holdt; det lykkedes og Manden talte hegeliansk i sin lystige Time, og det Komiske i at gaae med philosophiske Klude paa sin Tale blev udleet, begrebet – og opgivet. Deilig Sang lyder os imøde, svensk, norsk og dansk Text høre vi. Melodiernes klingende Baun forkynder os, hvor Upsalas Studenter ere samlede; Sangen lyder fra Forsamlings-Stuen, fra Gjæstgiverens Sal, og som Serenade i den stille Aften, naar en af de unge Venner drager bort, eller en kjær Gjæst skal hædres.

Herlige Melodier, I holde os fast, saa vi glemme, at Solen gaaer ned og Maanen op.

»Herre min Gud, hvad den månen lyser

Se, hvilken Glans utöfver land och stad!«

synges der, og vi see:

»Högt opp i Slottet hvarenda ruta

Blixtrar, som vore den en ädelsten.«*

* »Gluntarne,« Duetter af Gunnar Wennerberg.

Did op gaaer da vor Vei, før os, Erindrings-Alf, ind i Slottet, Landshøvdingens Bolig! milde Øine hilse os, kjære Mennesker see vi i en lykkelig Kreds, og alle Upsalas Notabiliteter. Vi see igjen ham, hvis Snille aabnede Øiet for Plantelivet, saa at Paddehatten selv afsløres os som en Bygning, kunstigere end Oldtids-Labyrinthen. Vi see »Blomsternes« Sanger, ham der førte os til »Lyksalighedens Ø«; vi mødes med ham, hvis folkelige Qvad bæres paa Melodier ud i Verden; Hustruen ved hans Side, den stille, milde Qvinde med de trofaste Øine, er Datter af Frithiofs vidtberømte Skjald; vi see ædle Mænd og Qvinder, Fruer af den høie Adel, med disse hieroglyphisk klingende Familie-Navne med Sølver og Lillier, Stjerner og Sværd i dristig Sammensætning.

Stille, hør den livlige Sang!Gunnar Wennerberg, »Gluntarnes«Digter og Componist, synger medBeroniussine Sange, og giver dem Dramaets Liv og Virkelighed.

Her er aandfuldt og hyggeligt, man bliver i godt Humeur herinde, man føler sig glad i sin Tid, lykkelig fjern fra de Rædselsminder, Historien mæler om indenfor disse Mure.

Vi kunne først høre herom, naar Melodierne tie, naar de venlige Skikkelser forsvinde og de festlige Lys slukkes herinde; fra Historiens Blade bruser det da saa, at man gyser af Rædsel. Det var i hiin Tid, som Mængden endnu kalder poetisk, den romantiske Middelalder; Skjalde besang dens Glandspunkter, og dækkede med Straalerne fra disse de blodige Svælg, hiin Tids Raahed og Overtro. Forfærdelse griber os i Upsals Slot; vi staae i den hvælvede Hal, Voxfakkelen brænder ved Muren, KongErik den Fjortendesidder med Sauls mørke Mismod, med Kains vilde Blik, Niels Sture er i hans Tanke, Mindet om Uretten imod ham pidsker med Svøber og Skorpioner, blodigt, som det drypper fra Historiens Blad.

Kong Erik den Fjortende, hvis mørke Mistro tidt steg til Vanvid, troede, at Adelen stod ham efter Livet; hans Yndling Gøran Persson fandt sin Fordeel ved at styrke ham heri; meest hadede han den folkeyndede Sture-Slægt, og i denne især den blonde Niels Sture, thi Erik troede at have læst i Stjernerne, at en Mand med lyse Haar skulde støde ham fra Tronen. Da nu den svenske Hærfører efter det tabte Slag ved Svarteaa gav Niels Sture Skylden, troede Erik det strax, men vovede endnu ikke at fare frem som han lystede, ja han gav endogsaa Niels Sture kongelige Gaver; men da denne snart igjen af enkelt Mand beskyldtes for at have hæmmet de svenske Vaabens Fremgang ved Bohus, kaldte Erik ham vel til sig paa Svartsjø Kongegaard, og gav ham venlig Plads ved sit kongelige Taffel, ja lod ham i god Tro drage til Stockholm; men idet han kom der, lød Heroldernes Raab gjennem Gaderne: »Niels Sture er en Landsforræder!« der greb Gøran Persson og de tydske Svende ham, smed ham med Magt op paa Rakkerens elendigste Øg, slog ham i Ansigtet, saa Blodet strømmede, satte ham en tjæret Straakrone paa Hovedet, klinede foran paa Sadelen et Papir med skrevne Spotteord, lod leiede Tiggerdrenge og gamle Kjærlinger gaae parviis foran i Række, og saa binde til Hestens Hale to Fyrretræer, hvis Rødder slæbte hen ad Gaden og feiede den efter Landsforræderen. »Det har jeg ikke fortjent af Kongen!« raabte Niels Sture, og bød Krigsknægtene, der gik ved hans Side og havde tjent ham i Marken, at tale som ærlige Vidner, og de raabte Alle høit, at han led uskyldig, og havde viist sig som ægte Svensk. Men Toget blev drevet ustandseligt frem gjennem Gaderne, og ved Nattetid bragtes Niels Sture i Fængsel.

Kong Erik sidder paa Kongestol, han lader tænde Fakler og Lys, det hjælper ikke, der er mørkt inden i ham og Tankernes Skorpioner stikke hans Sjæl. »Jeg har jo igjen frigivet Niels Sture,« mumler han, »jeg har ladet opslaae paa alle Gadehjørner og udraabe ved Herolder, at Ingen tør tale andet end Godt om Niels Sture. Jeg har i hædrende Hverv sendt ham til et fremmed Hof, for at beile for mig! – han har Opreisning nok – men aldrig glemmer han eller hans mægtige Slægt den Spot og Spee, jeg lod ham lide. Alle ville de forraade mig, dræbe mig!« Og Kong Erik byder, at hele Stures Slægt skal bringes hid som Fanger.

Kong Erik sidder paa Kongestol, Solen skinner, men ikke ind i Kongens Hjerte. Niels Sture træder ind med Jaord fra den kongelige Brud, og Kongen trykker hans Haand, lover ham vel – og Aftenen efter er Niels Sture Fange med paa Upsals Slot.

Kong Erik ruller sig i sit mørke Sind, han har ikke Hvile, han har ingen Ro, mellem Angst og Mistro jages han afsted til Upsala Slot. Alt vil han gjøre godt igjen ved at ægte Niels Stures Søster; knælende beder han hendes fangne Fader om Ja, og faaer det, men i samme Nu er Mistroens Aand atter over ham, og han raaber i Vanvid: »I tilgive mig dog ikke den Skjændsel, jeg har bragt over Niels!«

I samme Stund kom Gøran Persson; han meldte, at Kong Eriks Broder Johan var sluppet af sit Fængsel, og at Oprøret brød løs. Og Erik løb med den skarpe Dolk ind til Niels Sture. »Er Du der, Rigsforrædder!« raabte han, og stødte den i Stures Arm. Sture drog Dolken ud igjen, tørrede Blodet af, kyssede paa Haandtaget, gav den igjen til Kongen og bad: »Skaan mig Herre, jeg har ikke fortjent Eders Unaade!« Og Erik lo høit: »ho! hør kun den Skjelm, hvor han kan bede for sig!« Og Kongens Landseknægt stødte sit Spyd gjennem Niels Stures Øie, og gav ham saa Dødshug. Stures Blod klæber paa Upsala Slot – paa Kong Erik evig og altid. Ingen Messe i Kirken har kunnet løse den -! Vi gaae til Kirken.

I Sidegangen her fører en lille Trappe op til et hvælvet Kammer, hvor i Træ-Skabe gjemmes Konge-Kroner og Spiir, tagne fra de Dødes Kister; i Krogen hænger Niels Stures blodige Klædning og Ridderhat, en lille Silkehandske er heftet fast i den, det var hans Fæstemøes fine Handske, den han altid ridderlig bar. Mørke, høit besjungne Tid, træd som Uveirsskyen tilbage, og vær poetisk skjøn for hver som ikke seer dig nær i din Sandhed.

Vi stige ned fra det lille Kammer, fra de Dødes Guld og Sølv, og vandre i Kirkens Gange; de kolde Marmor-Sarkophager med Skjoldmærker og Navne vække andre, mildere Tanker.

Lys og broget skinne Væggene i det store Capel bag Høialteret; i Fresco give Billederne de meest fremtrædende Momenter af Gustav Wasas Liv; her smuldrer hans Støv, her mellem hans tre Gemalinders. Hist kalder os et Marmorværk afSergell; det smykker det de Geerske Gravcapel, og her i Hovedgangen under den flade Steen hviler Linné; i Sidecapellet er hans Monument reist af»amici«og»discipuli«.En rigelig Sum kom ihast sammen til det, Kong Gustav den Tredie bragte selv sin kongelige Gave; Indbyderne gjorde ham opmærksom paa, at Indskriften skulde lyde, at det var reist kun af Venner og Disciple, og Kong Gustav svarede dem: »og er da ikke ogsaa jeg een af Linnés Disciple!«

Monumentet stod der, og i den botaniske Have byggedes en Hal under prægtige Løvtræer, hans Buste sattes der, men Mindet om ham selv, hans Hjem, hans egen lille Have, hvor trives den? Før os derhen.

Hiin Side Fyrisaa, hvor Gaden skraaner nedad, hvor rødmalede Træhuse prange med levende Græstag, saa frisk, som var det ogsaa en Plante-Terrasse, ligger Linnés Have. Vi staae derinde; hvor eensomt, hvor vildt bevoxet; høie Nelder skyde op mellem gamle opløbne Hækker. Ingen Vandplanter trives mere i det lille, hentørrede Vandbasin; de før beskaarne Hækker sætte friske Skud, uden at standses ved Gartnerens Sax. Mellem disse Hækker var det, at Linné stundom saae sin Dobbeltgjænger, dette Øiets Sygdoms-Phantom, der ogsaa fordobler Garderoben og det lige fra Hue til Støvler.

Hvor en stor Mand har levet og virket, bliver Stedet selv som en Deel af ham; det Hele som det Enkelte har afspeilet sig i hans Øie, det er gaaet ind i hans Sjæl og blevet et Led med den og Verden.

Vi træde ind i Orangerierne, der nu ere forvandlede til Forsamlingsstuer; den blomstrende Vinterhave er forsvundet, men Væggene vise dog et Slags Herbarium, de ere behængte med Portraiter af svenske Lærde, et Herbarium fra Videnskabens Have. Ubekjendte Ansigter, og for den Fremmede forstørstedelen ubekjendte Navne møde os. Eet Portrait mellem de mange tiltrækker sig vor Opmærksomhed, det seer ganske særegent ud, det er Brystbilledet af en gammel Mand i Skjorte, liggende i sin Seng. Det er den lærde Theolog Ødman, som, efterat han i en Feber var bragt tilsengs, fandt sig saa vel her, at han siden sin øvrige lange Levetid blev liggende, og var ikke at bringe til at staae op; selv da Nabohuset brændte, maatte man i Dynerne føre ham ud paa Gaden. Døden og Kulden vare hans to Bussemænd; Kulden vilde dræbe ham, meente han; derfor, naar Studenterne kom med deres Prædikener, blev Manuskriptet først ophedet paa Kakkelovnen. Vinduerne kom aldrig op, der var en qvælende, ureen Luft inde hos ham. Sin Skrivepult havde han paa Sengen, Bøger og Manuskripter laae her forputtede rundt om; Madkar, Potter og Fade stode her, som de bedst kunde. Hans eneste Selskab var en døvstum Datter. Stille sad hun i Vindueskrogen, lukket inde i sig selv, stirrende hen for sig, som var hun Skikkelsen, der var steget ud af Rammen paa det sortskimlede Lærred, som engang havde viist et Billede paa Væggen.

I Stuen her, i denne Henstinken levede den Gamle lykkeligt, og opnaaede en meget høi Alder, beskjæftiget med at oversætte Reiser i Africa. Ureenlighedens Rede, hvor han laae, blev, under hans Tænken, til Dromedarens høie Ryg, der løftede ham høit i den brændende Sol; de lange, nedhængende Spindelvæv bleve Palmens vaiende Faner, og Caravanen gik over Floder til vilde Buskmænd. GamleØdmanvar med paa Elephantjagt midt inde i de tykke Rør; den smidige Tigerkat sprang forbi, og Slangen skinnede som Guirlande om Trægrenen; der var Spænding, der var Farer – og saa laae man dog saa trygt i sin gode Seng i Upsala. En Vinterdag traf det sig, at en Dalbonde gik feil, og i sin oversneede Skindpels og med Haar og Skjæg fuld af Iis kom ind i Ødmans Stue. Ødman skreg høit, at han skulde gaae; Bonden var døv og traadte heelt hen til Sengen, det var den personificerede Vinter selv – og Ødman blev syg af det Besøg. Det var hans eneste Sygdom i de mange Aar han, som Polypen, her laae voxet fast, og hvor han blev malet, som vi see hans Billed i Forsamlingsstuen.

Fra Lærdommens Hule ville vi gaae til dens Begravelse, det vil da sige dens aabne Begravelse: det store Bibliothek; vi gaae fra Sal til Sal, op ad Trappe og ned ad Trappe, langs med Hylderne og bag ved dem; og rundt om staae Bøgerne, disse Aandens Forsteninger, der igjen kunne levendegjøres ved Aand. Hjertensgod og mild, det levende Menneskehjerte midt imellem det Forstenede, gaaer her en venlig gammel Mand, Bibliothekaren Professor Schrøder; han smiler, han nikker, idet han hører, hvorledes Erindringsalfen her tager hans Plads som Fører, og her fortæller og viser frem. Vi see Tegnérs Afskrift og Oversættelse af Oehlenschlægers Hakon Jarl og Palnatoke, vi see Wadstena Klosterbibliothek, de tykke Svineskinds Bind, og tænke paa de fine Nonnehænder, der have baaret dem, de fromme, milde Øine, der have løst Aanden i de døde Bogstaver. Her ligger den berømteCodex argenteus*

* Gothisk Oversættelse af de fire Evangelier, og tilskrives den berømte Erkebisp Ulfilas.

, Oversættelsen af de fire Evangelier. Guld- og Sølv-Bogstaver blinke fra de røde Pergamentblade. Vi see gamle, islandske Manuskripter fra de la Gardies franskforfinede Salon, Thunbergs japanske Manuskripter, – man bliver tilsidst ved denne blotte Skuen paa Bøgers Bind og Bøgers Navne ganske som mølædt i Aanden, og vil ud i det Frie – og snart ere vi der, ved Upsals gamle Høie! derud føre Du os, Erindringsalf! ud af Byen, ud paa den udstrakte Slette, hvor Danmarks Kirke staaer, Kirken, der reistes for det Bytte, Svenskerne vandt i Krig mod de Danske! Vi følge den brede Landevei, den fører tæt forbi Upsals gamle Høie: Odins, Thors og Freyrs Grave, som de kaldes.

Her laae det gamleUpsala, nu er her kun et Par Bøndergaarde. Den lave Kirke, af store Kampesteen, er fra ældgammel Tid, den staaer paa Resterne af det hedenske Tempel. Hver af Høiene er et lille Bjerg, og dog reist af Menneskehænder. I det tynde Grønsvær er indskaaret alenlange Bogstaver og hele Navne, som det nye, fremspringende Græs lidt efter lidt igjen udfylder. Den gamle Hustru fra Bondehuset tæt ved Høien bringer, fyldt med Mjød, det sølvringede Horn, en Gave afCarl Johan.De Vandrende tømme Hornet for Oldtids-Minder, for Sverrig og for Hjertets stadige Tanke: Ung Elskov! ja, din Skaal er tømt her! mangen Skjønheds-Rose bragtes her et Leve, og Aaringer efter, naar den samme Vandrer stod her, var hun, hiin blomstrende Rose, lagt i Jorden, Vaarens Roser havde strøet deres Blade hen over hendes Kiste; hendes Læbers søde Musik klang kun i Mindet, Smilet i hendes Øine og om hendes Mund var borte, som de Solstraaler, der da belyste Upsalas Høie; hendes Navn i Grønsværet var groet til, hun selv i Jorden, den lukket oven over, men Høien her, den tusindaarige lukkede, var aabnet.

Gjennem den dybe Gang, gravet dybt herind i Høien, komme vi til Askekrukkerne, som gjemme Ynglingeslægtens Been, Støvet af Konger, Jordens Guder. Den gamle Hustru fra Bondehuset har tændt halvhundrede Voxlys, og stillet dem i Række i den ellers natsorte, steensatte Gang; her straaler saa festligt inde over de askebrændte, forkullede Been af Oldtids Mægtige. Og hvo var disse? Du Jordens Magt og Herlighed, Du Jordens Eftermæle – Støv, Støv, som Skjønhedsrosen lagt i den mørke Jord, hvor ingen Lys tændes! Minderne blive et Navn kun, Navnet en Klang kun – -! bort herfra, ud og op paa Høien hvor Vinden lufter, Solen skinner og Øiet seer over den grønne Slette til det solbelyste, kjære Upsala, Studenterbyen.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.