H.C. Andersen: I Sverrig – XII. Djurgården

H.C. Andersen: I Sverrig – XII. Djurgården

Djurgården er et heelt Stykke Land, af vor Herre selv gjort til Have. Kom med derover, vi ere endnu i Byen, men foran Slottet ligger den hugne, brede Steentrappe ned til Vandet, hvor Dalkullen staaer og ringer med Malmklokken; ombord! her er Baade nok at vælge imellem, alle med Hjul, Dalkullerne dreie det. I grovt, hvidt Linned, røde Strømper med grønne Hæle, og utroligt tyksaalede Skoe med Overlæder heelt op af Skinnebenet, staaer Dalkullen; grønne Grene smykker hendes Baad, nu skyder den afsted. Huse og Gaarde løfte sig, Kirker og Haver komme frem, Sødermalm bærer dem høit over Skibsmasterne; Sceneriet minder om Bosporus ved Pera; Dalkullens brogede Dragt er ganske orientalsk, og hør, Vinden bærer melankolske Skalmeietoner ud til os, to fattige Dalkarle gjøre Musik i Havnen det er de samme melankolske, lange Toner, der blæses af de bulgariske Spillemænd i Peras Gader. Vi træde i Land i Diurgården. Hvilken Vrimmel af Eqvipager i Rækker gjennem den brede Allee, hvilken Skare pyntede Spadserende af alle Classer. Man tænker paa Villa-Borghese, naar i Viinhøstens Tid Romerfolk og Fremmede der lufte sig. Man er i Borghesernes Have, man er ved Bosporus og dog høit i Norden. Fri og stor løfter Granen sig, Birken hælder sine Grene, som ellers kun Grædepilen mægter det, og hvilke mageløst skjønne, store Ege, Grenene selv ere mægtige Træer, deilige at afmale; prægtige grønne Græssletter vise sig i stor Udstrækning, og tæt forbi ruller Fjorden sit grønne, dybe Vand, som var det en Flod; store Skibe med bugnende Seil, det ene høit over det andet, Dampfartøier og Baade i broget Mængde komme og gaae.

Kom med tilBystrøms Villa; den ligger paa Steenklippen deroppe, hvor de store Egetræer klamre sig fast; see herfra den hele tredeelte Stad, Sødermalm, Nordmalm og Øen med det storartede Slot. Paa Klippen her er deiligt at bygge, og Bygningen staaer, og det næsten heelt af Marmor, et Casa santa d’Italia, som baaret gjennem Luften herop til Norden. Væggene derinde ere pompeiansk maled, men tungt, intet er genialt, rundt om staae bystrømske Marmorbilleder, de have ikke Antikens Sjæl, Madonna slæber paa sit marmortunge Drapperi, Pigen med Blomsterguirlanden er en grim Unge, ved Hero med den grædende Amor tænker man paa en Ballet-Stilling. Dog hen til det Smukke. Amorinsælgersken er smuk, hos de badende Qvinderbøier Stenen sig til det bløde Liin; een af dem føler sig for med Foden idet hun træder ud, og man har med hende Fornemmelsen af at Vandet er koldt. Marmorsalens Kjølighed virkeliggjør denne Følelse, en Isnen gjennemfarer os! – kom ud i Solskinnet, op paa Naboklippen, der løfter sig over Gaarde og Huse; i Klipperevnerne skyde frem de vilde Roser; mellem prægtige Graner og graciøse Birke falde Solstraalerne smukt paa det høie Græs foranBellmans kolossale Bronzebuste; denne Plads just var den nordiske Improvisators Yndlingssted, her laae han i Græsset, digtede og sang sine anakreontiske Sange; her holdes aarlig i Sommertiden hans Fest. I den røde Aftensol ville vi reise dit Altar, det er en brændende Bolle høit paa Tønden, der er krandset med vilde Roser. Movitz proberer sit Valdhorn, det som i Krostuen var Oberons Horn, og alting dandsede, fra Ulla til Mutter paa Tuppen stampede med Fødderne, klappede med Hænderne og Ølkrusets Tinlaag:

»hej kära själ, fukta din aska!«

Et Teniers Billede fik Liv og lever endnu i Sangen. Movitz blæser i Hornet paa Bellmans Plads om den brændende Bolle, og hele Skaren dandser i Kreds, Unge og Gamle, Kareterne med, Vogne og Heste, fyldte Bouteiller og klapprende Kruus; melodisk klinger den bellmanske Dithyrambe, Lune og Lavhed, Veemod – derimellem, om

»- hur ögat gret

Vid de cypresser, som ströddes.«

Maler, grib Pensel og Palet og mal Mænaden, men ikke hende der træder Viinsækken, mens Haaret flyver for Vinden og hun synger Henrykkelsens Sange, nei Mænaden, der stiger fra den bellmanske rygende Bolle, en Punschens Anadyomene, hun med høie Hæle under de røde Skoe, Sløifer paa Kjolen og med flagrende Slør og Saloppe, flagrende, altfor flagrende! Poesiens Roser river hun af sit Bryst og sætter i Ølkandens Tud, klapprer med Laaget, synger om Valdhornklang, Buxer og gamle Skoe, mens vi fornemme Duften af Rosen og see to Menneskeøine skinne, de melde om Menneskehjertets Veemod og Lyst *.

* Paa Clara Kirkegaard i Stockholm er Bellman begravet, men Ingen veed Stedet, hans endnu levende Samtidige kunne ingen Oplysning give om det.