H.C. Andersen: I Sverrig – VIII. Wadstena

H.C. Andersen: I Sverrig  –  VIII. Wadstena

Ovre i Sverrig er det ikke blot paa Landet, men selv i flere af Kjøbstæderne der, at man seer hele Huse af Græstørv eller med Græstørvs Tag, ja enkelte ere saa lave, at man let kan springe derop og sidde paa det friske Grønsvær. I det tidlige Foraar, naar endnu Markerne ligge med Snee, men denne derimod er smæltet paa Taget, frembringer dette den første Foraars Forkyndelse, det unge, spirende Græs, hvor Spurven qviddrer: »Vaaren kommer!«

Mellem Motala og Wadstena, tæt ved Landeveien, er et Græstørvs Huus, et af de meest maleriske; det har kun eet eneste Vindue, mere bredt end høit, en vild Rosengreen danner et Gardin udenfor; vi see det i Foraaret, Taget er saa deiligt med Græs, det har ganske Skær af Fløiel, og tæt ved den lave Skorsteen, ja ud af Siden paa den, voxer et Kirsebærtræ, der staaer fuldt af Blomster; Vinden ryster Bladene ned paa et lille levende Lam, der er tøiret til Skorstenen. Det er Husets eneste Lam; den gamle Moerlille, som boer her, løfter det selv derop i Morgenstunden, og løfter det ned igjen om Aftenen, for at give det Plads i Stuen. Taget kan netop bære det lille Lam, men heller ikke mere, det er en Erfaring og Vished. Sidste Høst – og paa den Tid staae Græstørvs-Tagene med Blomster, meest blaae og gule, Sverrigs Farver – voxte her en Blomst af en sjelden Slags, den skinnede i Øiet paa den gamle Professor, der botaniserende kom her forbi; hurtig var Professoren paa Taget, og ligesaa hurtig var først det ene af hans bestøvlede Been igjennem det, og saa det andet Been, og derpaa den halve Professor, den Deel hvor ikke Hovedet sidder, og da Huset ikke havde Loft, svævede Benene lige over Moerlilles Hoved, og det i meget nær Berørelse. Men nu er Taget atter helet, det friske Græs voxer hvor Lærdommen sank, det lille Lam bræger deroppe og Moerlille staaer nedenunder i den lave Dør, med foldede Hænder, med Smiil om Munden, riig paa Erindringer, Sagn og Sange, riig ved sit eneste Lam, som Kirkebærtræet strøer sine Blomsterblade paa i den varme Foraarssol.

Til Baggrund for dette Billede ligger Wettern, den efter Folketroen bundløse Sø, med sit gjennemsigtige Vand, sine havstore Bølger, og i Stille med Luft-Syn paa den staalblanke Flade. Vi see Wadstena Slot og By, »de Dødes Stad«, som en svensk Forfatter har kaldt den, »Sverrigs Herculanum,« Mindernes By. – Græstørvs-Huset være vor Loge, hvorfra vi see de rige Minder svæve os forbi, Minder fra Helgenkrøniken, Kongebogen og Elskovsvisen, der endnu lever hos Moerlille, som staaer i sin lave Huusdør, hvor Faaret græsser paa Taget. – Vi høre hende og vi see med hende, vi gaae fra Græstørvs-Huset hen til Byen, til de andre Græstørvs-Huse, hvor fattige Qvinder sidde og kniple, engang her, i Klostrets rige Tid, de fornemme Nonners berømmelige Arbeide. Hvor her er stille, eensomt og græsbegroet i disse Gader. Vi standse ved en gammel Muur, i Aarhundreder allerede skimlet grøn, derinde laae Klostret, nu staaer kun en Fløi deraf; derinde i den nu fattige Have blomstrer endnu Sanct Brittas Løg og andre, engang sjeldne Blomster. Derinde vandrede en Aften KongJohanog AbbedissenAnna Gylte, og Kongen spurgte listeligt: »om Jomfruerne i Klostret aldrig anfægtedes af Kjærlighed,« og Abbedissen svarede, idet hun pegede paa en Fugl, som just fløi over dem: »det kan vel hænde. – Man kan ikke svare for, at Fuglen jo flyver hen over Urtegaarden, men vel forhindre, at den der bygger Rede!«

Saaledes tænkte den fromme Abbedisse, og der har været Søstre, der tænkte og handlede som hun; men ogsaa det er vist, at i samme Have stod et Pæretræ, Dødens Træ kaldet, og om det lød Sagnet, at hvo som nærmede sig og plukkede af dets Frugt maatte snarlig døe. Gule og røde Pærer tyngede Grenene mod Jorden, Stammen var usædvanlig stor, Græsset voxte høit omkring, og mangen Morgenstund saae man det nedtraadt. Hvo havde været der om Natten?

Der reiste sig om Aftenen en Storm fra Søen, og om Morgenen efter laae det store Træ omkastet, Stammen var knækket over, og ud af den var væltet spæde Menneskebeen; i Græsset laae skinnende de hvide Been af dræbte Nyfødte.

Den fromme, men kjærlighedlidende SøsterIngrid, denne Wadstenas Heloise, skriver til sin Hjertenskjær Axel Nilsson, Krøniken har opbevaret os det.

»Bröderne och Systrarne leka på Spil, dricka Vin och dansa med hverannan i Trädgården!«disse Ord kunne tyde os Pæretræets Historie, man kommer til at tænke paa Nonne-Phantomernes Orgier iRobert, Syndens Døttre paa hellig indviet Grund. – Men dømmer ikke, saa skulle I heller ikke dømmes, sagde den Reneste og Bedste en Qvinde har født! vi læse Søster Ingrids Brev, hemmelig sendt til ham, hun trofast elskede, i det ligger os Manges Historie, klar og menneskelig.»Jag djerfves för ingen, utan for Dig allena bekänna, att jag förmår illa ända mitt Ave Maria eller läsa mitt Pater Noster, utan Du kommer mig ihågen. Ja! i sjelfva messen kommer mig före Ditt täckeliga ansigte och vårt kärliga omgänge. Jag tycker jag kan icke skrifta mig for någen annan menniska. Jungfru Maria, St, Birgitta och himmelens Härskaror skola kanske straffe mig härför? Men Du vet väl, hjertans käraste, att jag med fri vilja och uppsåt aldrig dessa reglor samtyckt. Mina föräldrer hafva väl min kropp i dette fängelset insatt, men hjertat kan intet så snart från verlden återkallas!«

Hvor rører de unge Hjerters Nød! den lyder til os fra det muldne Pergament, den klinger i gamle Sange; bed den graa Moerlille i Græstørvhuset synge dig om den unge, tunge Sorg, om Frelsens Engel – og Engelen kom i mange Skikkelser. Du vil høre Visen om Klosterrovet, om Hr.Carl, der lagde sig syg og død; den unge Nonne traadte ind i Vaagestuen, satte sig ved hans Fod, og hvidskede hvor inderligt hun havde elsket ham, og Ridderen reiste sig fra Baaren og bar hende bort til Bryllup og Glæde i Kjøbenhavn. Og alle Klostrets Nonner hørte, at en Engel havde baaret hende bort, og alle Klostrets Nonner sang: »Christ give at en saadan Engel kom og tog baade mig og dig!«

Den Gamle synger dig ogsaa om Skjøn Agda og Olof Tyste, og Klosteret staaer i sin Pragt, Klokkerne ringe, Steenhuse reise sig, de stige selv fra Wetterns Vande; den lille By bliver stor, med Kirker og Taarne; Gaderne vrimle med alvorlige, velklædte Borgere, ned af Trappen paa det gamle Raadhuus, vor Tid har det endnu, stiger med Sværd ved Siden og i foret Kaabe den rige Mickel Kræmmer, Wadstenas mægtigste Borger; ved Siden af ham gaaer hans unge, deilige Datter Agda, rigklædt og glad; Ungdom i Skjønhed, Ungdom i Sind. Alle Øine see paa ham, den Rige, og glemme dog ham for hende, den Skjønne. Livets bedste Lykke blomstrer for hende, høit flyver hendes Tanke, høit flyver hendes Sind; hendes Fremtid er Lykke, det var Mængdens Tanke; og mellem de Mange saae En paa hende, somRomeo saae paa Julie, som Adam saae paa Eva i Paradisets Have, denne Ene var Olof, den smukkeste unge Mand, men fattig, som Agda var riig; – og han maatte dølge sin Kjærlighed; men da han kun levede i den, kun vidste at tale om den, blev han stum og stille, – efter Maaneders Forløb kaldte Byen ham Olof Tyste.

Nætter og Dage kjæmpede han mod sin Elskov, Nætter og Dage leed han i unævnelig Qval, – men tilsidst – der behøves kun een Dugdraabe, eller een Solstraale, for at den fuldmodne Rose aabner sig. -Agda maatte han sige det, og hun hørte hans Ord og forskrækkedes og sprang sin Vei; men Tanken blev hos ham, og Hjertet gik efter Tanken og blev der. Hun elskede ham igjen, saa fast, saa tro, men i Tugt og Ære; og derfor kom den fattige Olof til den rige Kræmmer og beilede om Datterens Haand. Men Mickel slog Skodde for sin Dør og for sit Hjerte med, han hørte hverken Graad eller Bøn, men kun sin egen Villie, og da liden Agda ogsaa holdt fast ved sin Villie, satte hendes Fader hende i Wadstena Kloster, ogOlof maatte døie, som der staaer i den gamle Vise, at de kastede

»- den svarta mull

Allt öfver skön Agdas arm!«

Hun var død for ham og Verden.

Men en Nat i ondt Veir, mens Regnen strømmede ned, kom Olof Tyste til Klostrets Muur, kastede Rebstigen over den, og hvor høit end Wettern løftede sine Bølger, fløi Olof og liden Agda denne Høstnat hen over det bundløse Dyb.

Om Morgenen tidlig savnede Nonnerne lidenAgda; hvor blev der en Raaben og Skrigen: Klostret er vanæret! – Abbedissen og Mickel Kræmmer svore, at Hævn og Død skulde ramme de Flygtende. Linköpings strænge Biskop Hans Brask udslyngede Banstraalen over dem, men de vare alt over Wetterns Vande, havde naaet Wenerns Bred, de vare paa Kinnekulle hos en afOlofs Venner, der eiede det smukke Hellekis.

Her skulde deres Bryllup staae; Gjæsterne vare indbudne, og en Munk fra det nærliggende Husaby hentet for at vie dem; da kom Budgaffelen med Bispens Banlysning, og denne, men ikke Vielsen, læstes for dem. Forfærdet vege Alle for dem, Husets Eier, Ungdomsvennen, pegede mod den aabne Dør og bød dem strax søge bort. Olof bad kun om en forspændt Kærre, hvorpaa den afmægtige Agda kunde komme hjem, men de sloge efter dem med Kjeppe og Steen, ogOlof maatte paa sine Arme bære bort, langt ind i Skoven, sin stakkels Brud.

Tung og bitter var deres Vandring – tilsidst fandt de dog et Hjem; det var i Guldkroken i Westergötland; et skikkeligt gammelt Ægtepar forundte dem Hvile og Arnested; de bleve der til Julen; og den hellige Aften skulde der ret være Juleglæde. Gjæster vare indbudne, Grøden sat frem, og nu kom Sognets Geistlige for at læse Bønnen, men medens han læste kjendte han Olof og Agda, og Bønnen blev Forbandelse over de to; Angest og Skræk kom over Alle; man jog de Banlyste ud af Huset, ud i den stærkeste Frost, hvor Ulvene gik i Flokke og Bjørnen ikke var nogen Fremmed. Og Olof fældte Ved i Skoven og tændte der et Baal, for at skræmme Udyrene bort og holdeAgdai Live; han troede, hun maatte døe, og just da var hun stærkest.

»Vor Herre er almægtig og naadig, han vil ikke slippe os,« sagde hun. »Han har En her paa Jorden, En, som kan frelse os, En, der har prøvet som vi at vandre om mellem Fjender og vilde Dyr; det er Kongen. – Kong Gustav Wasa har vansmægtet som vi, gaaet vildsom i Dalarne i den dybe Snee. Han har lidt og prøvet, han veed det – han kan og han vil hjelpe.«

Kongen var i Wadstena, derhen havde han samlet Rigets Stænder; han boede i selve Klosteret, der hvor liden Agda, hvis ikke Kongen gav hende Naade, maatte lide hvad den vrede Abbedisse turde raade; Bod og Pinselsdød ventede.

Og gjennem Skove og ad ubanede Veie, i Stormveir og Sneefog, kom Olof og Agda til Wadstena; – de bleve seete, Nogle viste Skræk, Andre haanede og truede dem. Klostervagten slog Kors foran sig ved Synet af de to Syndere, der vovede at bede om Adgang til Kongen. »Jeg vil modtage og høre Alle«, var hans kongelige Bud, og bævende sank de To for hans Fødder.

Og Kongen saae med Mildhed til dem, og da hans Hu alt længe stod til at ydmyge den stolte Biskop af Linköping, kom det dem ei til Skade; Kongen hørte deres Liv og Liden, og gav dem Ord paa, at Banlysningen skulde blive hævet, lagde deres Hænder sammen og sagde, at Præsten snart skulde gjøre det med, idet han lovede dem sin kongelige Beskyttelse og Naade. Og den gamle Kræmmer Mickel blev af Skræk for Kongens Vrede, hvormed han truedes, saa mild og spag, at han, som Kongen bød, aabnede sit Huus og sine Arme for Olof og Agda, ja lod alle sine Rigdomme prange paa det unge Pars Bryllupsdag. Vielsen stod i Klosterkirken, hvorhen Kongen selv ledte Bruden, og hvor, paa hans Befaling, alle Nonnerne maatte være tilstede for at give Festen endmere kirkelig Pragt; og stille nynnede vist mangt et Hjerte der den gamle Vise om Klosterrovet, og saae paa Olof Tyste:

»Krist gif en sådan Engel

Kom’ tog’ båd’ mig och dig!«

Nu skinner Solen gjennem den aabne Klosterport, – det er i vore Dage, – lad Sanddruheden lyse ind i vore Hjerter, lad os erkjende ogsaa Klostrets Deel af Gud! ei hver Celle var just et Fængsel, hvor den fangne Fugl slog fortvivlet mod Ruden, ogsaa her fandtes Solskin fra Gud i Hjerte og Sind; ogsaa herfra udgik Trøst og Velsignelse; om de Døde kunde opstaae af Graven, de vilde vidne derom; om vi saae dem i Maaneskinnet løfte Ligstenen og skride frem mod Klostret, de vilde sige: »velsignet være disse Mure!« om vi saae dem i Sollyset svæve paa Regnbueskjær, de vilde sige: »velsignet være disse Mure!«

Hvor forandret er Du nu, Du det rige, mægtige Wadstenakloster, hvor Landets fornemste Døttre vare Nonner, Landets unge adelige Sønner bare Munkekutten! herhid gik Valfarter fra Italien, fra Spanien; langveis fra, i Snee og Kulde kom Pilgrimen barfodet til Klostrets Dør; herhid fra Rom bare paa deres Hænder fromme Mænd og Qvinder den hellige Birgittas Liig, og alle Kirkeklokker i alle Lande og Byer, de droge igjennem, ringede da de kom.

Vi gaae hen imod Klosterbygningen, den gamle Rest der endnu er tilbage, vi træde ind i St. Birgittas Celle, den staaer uforandret endnu; lav, snever og lille er den; fire smaabitte Ruder er hele Vinduet, men man seer derfra ud over Haven, hen over Wettern, det samme skjønne Landskab, Helgeninden saae som Ramme om sin Gud, medens hun læste sin Morgen- og Aftenbøn. I Gulvets Teglsteen er indgravet en Rosenkrands; foran den, paa sine nøgne Knæ, læste hun ved hver antydet Perle et Paternoster. Her er ingen Kamin, ingen Plads for den, koldt og eensomt er det og var det, her hvor Nordens berømteste Qvinde boede, hun som ved sit eget Snille og af Tidsalderen hævedes paa Helgenindens Trone.

Fra den fattige Celle træde vi ind i en endnu ringere, en endnu mere snever og kold, hvor det ringe Daglys falder ind af en lang Sprække i Muren; aldrig var der Glas for, Vinden blæser herind; hvo var hun, som engang boede her?

Vor Tid har indrettet lyse, lune Værelser tæt ved, en heel Række aabner sig langs den brede Gang, man hører lystig Sang, – men ogsaa Latter og Graad, underlige Skikkelser nikke til os. Hvo ere disse? Sanct Birgittas rige Kloster, hvorhen Konger valfartede, er nu Sverrigs Daarekiste; og her paa Muren skrive Reisende i Mængde deres Navne. – Vi skynde os bort, ind i den prægtige Klosterkirke, Blaakirken, som den kaldes af sin Blaasteens Muur, og her, ogsaa her, hvor Gulvets store Stene gjemme mægtige Herrer, Abbedisser og Dronninger, træder kun eet Monument frem; høit foran Alteret hæver sig, hugget i Steen, en ridderlig Figur, det er den vanvittige Hertug Magnus. Fra de Døde ligesom træder kunhanfrem og melder om det Liv, der nu rører sig, hvor St. Britta herskede.

Træd let hen over Gulvet, din Fod træder paa Frommes Grave! den flade prunkløse Steen her i Krogen gjemmer den ædle Dronning Philippas Støv – hun, det mægtige Englands Datter, denne ved sin Hjertes Storhed udødelige Qvinde, som med Klogskab og Mod værnede om sin Gemals Trone, han, som med Raahed og Mishandlinger stødte hende bort.Wadstenas Kloster gav hende Ly, Graven her gav hende Hvile.

Een Grav søge vi, den kjendes ikke, glemt er den, som hun i sin Levetid blev det; og hvo var hun? Klostersøsteren Elisabeth, den holsteenske Grevedatter, engang Kong Hakon af Norges Brud! hun seilede alt med Brudesmykke og Hofstat op til sin kongelige Gemal, da kom Kong Waldemar, og ved Vold og List standsede han hendes Reise, og fik Hakon til at gifte den elleve Aars Margrethe, som derved fik Norges Krone; Elisabeth sendtes til Wadstena Kloster, der spurgtes ikke om hendes Villie. Da siden Margrethe, der med Ret indtager en stor Plads i Nordens Historie, men en mindre i Hjertets, sad paa Herskerstol, mægtig og anseet, og besøgte det blomstrende Wadstena, hvor Sanct Brittas Datterdatter, Barndomsveninden, var Abbedisse, kyssede hun hver Munk paa Kinden, – man kjender Sagnet om ham, den smukkeste, der bluedes derved – hun kyssede hver Nonne paa Haanden, ogsaa Elisabeth, hende, som hun just her vilde see; hvis Hjerte bankede vel stærkest ved dette Kys? Stakkels Elisabeth! Din Grav er glemt, men ikke den Uret du leed.

Vi træde ind i Sacristiet; her under dobbelte Kistelaag hviler Resterne af en Tidsalders Helligste i Norden, Wadstena-Klostrets Glands og Krone, St. Birgitta. Den Nat hun fødtes viste sig paa Himlen, siger Legenden, en straalende Sky, og paa den stod en majestætisk Jomfru, som sagde: »af Birger er født en Dotter, hvis beundringsværdige Røst skal høres over hele Verden.« I sin Faders, Ridder Birger Brahes Borg, voxte det fine, egne Barn, Syner og Aabenbarelser viste sig for hende, og disse tiltoge, da hun kun tretten Aar gammel ægtede den rige Ulf Gudmarsson til Ulfåse og blev Moder til mange Børn. »Du skal være min Brud og mit Redskab,« hørte hun Christus sige, og enhver af hendes Handlinger var, som hun sagde, efter hans Forkyndelse; efter den drog hun til Nidaros til St. Olafs hellige Skriin, efter den gik hun til Tydskland, Frankrig, Spanien og Rom. Snart hædret, snart spottet drog hun om, selv til Cypern og Palæstina. Døende naaede hun tilbage til Rom, hvor hendes sidste Aabenbarelse var, at hun skulde hvile i Wadstena, og dette Kloster især have Guds Yndest og Kjærlighed. Nordlysets Pragt naaer ikke saa vidt om Jorden, som denne Helgenindes Glorie, der nu er et Sagn kun. Vi bøie os med stille, alvorsfulde Tanker mod Skrinet her med de smuldne Rester af Sanct Birgitta og hendes Datter, den hellige Katarina; men selv om disse slukkes Erindrings-Glorien, thi der gaaer et Sagn i Folket, at i Reformationens Tid førtes de ægte Levninger bort til et Kloster i Polen, man veed ikke hvilket; Wadstena gjemmer ikke St. Birgittas og Datterens Støv.

Stor og herlig var engang Wadstena. Stor Klostrets Vælde, som St. Birgitta i Døden saae den; hvor er nu Klostrets Magt? Gravstenen gjemmer den, kun Gravene tale om den. Her, under vor Fod, kun faa Trin fra Kirkedøren, er i Stenen hugget fjorten Ringe, de melde, at fjorten Gaarde bleve skjænkede Klostret, for at han, som smuldrer her, kunde faae denne Plads fjorten Fod indenfor Kirkedøren; det var Bo Jonsson Grip, en stor Synder, men Klostrets Magt var større end al Syndens, Stenen paa hans Grav har jo Maal og Mæle derom.

Gustav den Første Wasa var Herskermagtens Sol, i den maatte Klosterstjernen blegne. Endnu staaer i Steenomrids Wadstenas rige Slot, som han reiste med Taarn og Spiir tæt ved Klostret. Fjernt ude fra Wettern sees det, som stod det endnu i sin Herlighed; nærved, i maaneklare Nætter, synes det uforandret det samme, thi de favnetykke Mure staae, Udhugningerne over Vinduer og Porte hæve sig i Lys og Skygge, Voldgravene rundt om, der kun ved den smalle Kjørevei skilles fra Wettern, optager som Speilbilled den mægtige Bygning.

Vi staae foran den ved Daglyset; ikke een Rude findes, Brædder og gamle Dørre ere slaaede fast i Vindueskarmen; kun paa de to Taarne staae Kuplerne, tunge, brede, lignende kolossale Paddehatte. Den enes Jernspiir kneiser endnu rankt i Veiret, det andet er bøiet og som Viseren paa en Solskive, viser det Tiden – Tiden der er gaaet. De andre to Kupler ere nedfaldne, Faar springe mellem Bjælkeresterne, og nederst er Rummet benyttet til Kostald.

Vaabenet over Porten har ei Brøst eller Plet, det synes hugget igaar, Murene staae faste, Trapperne see ud som ny. Inde i Slotsgaarden høit over Porten aabnes den store Fløidør, hvorfra Musikanterne traadte ud og blæste Velkomsthilsen fra Balkonen, men denne selv er nedbrudt; vi gaae gjennem det store Kjøkken, fra hvis hvide Vægge endnu i Rødkridt Billed-Ridsning af Wadstena Slot, Skibe og blomstrende Træer drager Øiet til sig. Her, hvor der kogtes og brasedes, er nu det tomme, store Rum, Skorstenen selv er borte, og fra Loftet, hvor tunge, tykke Bjælker ligge op til hinanden, hænger det støvbetyngede Spindelvæv, som var det Hele en Masse sortgraa Drypsteen. Vi gaae fra Sal til Sal, og Trælugerne aabnes, at Daglyset kan falde derind. Alt stort, høit, rummeligt, prydet med gamle Kaminer, og fra hvert Vindue en herlig Udsigt over den klare, dybe Wetter. I Stuen her sad Nætter og Dage den vanvittige Hertug Magnus, hvis Steenbilled vi nys saae fremrage i Kirken; gjennemrystet ved at have underskrevet sin egen Broders Dødsdom, drømmende forelsket i Billedet af Skotlands Dronning Maria Stuart, som han ogsaa beilede til, sad han her og ventede at see Skibet med hende glide hen over Søen mod Wadstena; og hun kom, syntes han, hun kom i Havfruens Skikkelse, løftede sig høit paa Vandet, vinkede og kaldte, og den ulykkelige Hertug styrtede sig ud fra Vinduet ned til hende. Vi staae ved dette Vindue, og see under os den dybe Voldgrav, hvori han sank.

Vi gaae ind i Drabant-Salen og til Rigssalen, i hvis Vindues-Fordybninger, paa hver Side, er malet Drabanter i sælsomme Klædninger, halv Dalkarlenes, halv romerske Krigeres. I denne engang rige Sal knælede Svante Stenson Sture for Sverrigs Dronning Margareta Leijonhufvud; hun var Svante Stures Brud, før Gustav Wasas Villie gjorde hende til sin Dronning. De Elskende mødtes her; Væggene tie med hvad de talte, da Døren aabnedes og Kongen traadte ind, saae den knælende Sture og spurgte, hvad det betydede; og Margareta svarede klogeligt i Hast: »han begjærer min Søster Märta tilægte!« og Kongen gav Svante Sture den Brud, Dronningen lod ham begjære.

Her staae vi i det kongelige Brudekammer, hvorhen Kong Gustav førte sin tredie Gemalinde, Katarina Stenbock, ogsaa en andens Brud, Ridder Gustavs. Det er en veemodig Historie.

Gustav af de tre Roser blev i sin unge Alder af Kongen hædret med at sendes i Ærinde til Keiser Carl den Femte; smykket med dennes kostelige Guldkjæde kom han tilbage; ung, smuk, livsglad og prægtig paaklædt kom han hjem, og vidste at fortælle om fremmede Landes Herlighed. Ung og Gammel hørte ham gjerne, men helst hørte den unge Katarina, ved ham blev hende Verden dobbelt saa stor, rig og smuk; de fik hinanden kjær og Forældrene velsignede deres Kjærlighed. Ja-Ordet skulde drikkes, da kom Budskab fra Kongen, at den unge Riddersmand ufortøvet igjen skulde bringe Brev og Hilsen til Keiser Carl. De Forlovede skiltes med tunge Hjerter og med Løfte om gjensidig ubrødelig Tro. Da indbød Kongen Katarinas Forældre at komme til Wadstena Slot, Katarina maatte følge med; her saae KongGustavhende første Gang, og den gamle Mand blev kjær i hende. Julen feiredes i Glæde, der var Sang og Strengespil i disse Sale, og Kongen selv spillede Luth. Da Tiden kom til Afreise, sagde Kongen til Katarinas Moder, at han vilde ægte den unge Pige. »Men hun er Ridder Gustavs Brud,« stammede Moderen. »Unge Hjerter glemme snart deres Sorg,« meente Kongen; ogsaa Moderen meente det, og da netop samme Dag og Time kom Brev fra Ridder Gustav, saa kastede Fru Stenbock det i Kaminen; alle Breve, som siden kom, alle Breve, som Katarina skrev, brændtes af Moderen; der hvidskedes Tvivl og onde Rygter til den stakkels Brud, at hun var glemt ude af sin unge Beiler; men Katarina var tryg og fast i sin Tro paa ham. I Foraaret sagde Forældrene hende Kongens Andragende og priste hendes Lykke. Hun svarede alvorligt og bestemt sit nei, og da de gjentog for hende, at det skulde og maatte skee, skreg hun i Smerte »nei, nei!« og sank afmægtig, ydmyg bedende ned for Fader og Moder. Og Moderen skrev til Kongen, at det gik godt, men at Barnet var bly. Nu meldte Kongen sig paaTorpa, hvor Stenbocks boede. Med Jubel og Fest blev Kongen modtaget, men Katarina var forsvundet; man søgte overalt, og Kongen selv var den Heldige, der fandt hende; hun sad, opløst i Graad, under det vilde Rosentræ, hvor hun havde sagt sin Hjertensven Levvel. Der var lystig Leeg og Glæde i den gamle Gaard, kun Katarina blev sorgfuld og stille. Moderen havde bragt hende alle sine Smykker, men ingen af dem vilde hun bære, sin simpleste Klædning tog hun paa, men just i denne henrev hun endmere den gamle Konge, og før han reiste bort vilde han, at Forlovelsen skulde skee. Fru Stenbock vristede Ridder Gustavs Guldring af Katarinas Finger, og hvidskede hende i Øret: »det gjælder Din Ungdomsven, hans Lykke og Liv, Kongen kan Alt!« Og Forældrene førte hende til Kong Gustav, viste ham, at Ringen var af Jomfruens Haand, og Kong Gustav satte sin Guldring istedet. I August Maaned vaiede Flag paa den kongelige Jagt, der bar over Wettern den unge Dronning. Prindser og Riddere i kostelige Klæder stode ved Strandbredden, Musiken klang og Folket jublede: Katarina holdt sit Indtog paa Wadstena Slot. Dagen efter stod Vielsen. Og Slottets Vægge vare behængte med Silke og Fløiel, med »Silfverdug« og Gyldendug. Det var en Fest og en Glæde! stakkels Katarina!

I November hjemkom Ridder Gustav af de tre Roser; hans kloge, ædle Moder Kristina Gyllenstjerna mødte ham ved Landets Grændse, forberedte ham, trøstede og mildnede hans Sind; i langsomme Reiser fulgte hun ham til Wadstena, hvor de begge af Kongen bødes at blive Julen over. De adløde, men at komme til Kongens Taffel eller andet Sted, hvor Dronningen fandtes, dertil var Ridder Gustav ikke at bevæge. Julen nærmede sig. En Søndagaften sad Gustav trøstesløs, Natten blev lang og søvnløs, ved Daggry søgte han ind i Byens Kirke til Stammemoderen Sanct Birgittas Grav. Da saae han nogle Skridt fra sig en Qvinde knæle ved Philippas Grav. Det var Dronningen han saae; deres Øine mødtes, og Gustav skyndte sig bort; da nævnede hun hans Navn, hun bad ham blive, hun bød ham det: »Jeg befaler det, Gustav!« sagde hun. »Dronningen befaler det.« Og hun talte til ham, de talte sammen, og det blev dem begge klart, hvad der var gjort og skeet mod dem og med dem; og hun viste ham en vissen Rose, som hun gjemte paa sit Bryst, og hun bøiede sig imod ham og gav ham et Kys, det sidste – til evig Afsked – og saa skiltes de ad.

Hans Død fulgte snart, men Katarina var stærkere, dog ikke stærk nok over sit Hjertes dybe Sorg; i Sovekammeret her, i urolige Drømme, siger Historien, forraadte hun i Søvne Kongen sit Hjertes stadige Tanke, sin Ungdoms Kjærlighed, idet hun sagde:»Kung Gustav … hållar jag mycket kär, men … Roosen … forgättar jag … aldrig!«

Fra en Løndør træde vi ud paa den aabne Vold, nu græsse Faarene der; Qvæget drives ind i et af de forfaldne Taarne; vi see Slotsgaarden og fra den op til eet Vindue. Kom, du Birkeskovens Drossel og slaae din Trille, syng, mens vi mindes Elskovs Bitterhed i de raa, de ridderlige Tider. Under dette Vindue, en kold Vinternat, stod her svøbt i sin hvide Kappe den unge Grev Johan af Østfriesland. Hans Broder havde ægtet Gustav Wasas ældste Datter, og drog med hende til sit Hjem; hvorhen de kom paa Reisen gjordes Gilde og Fest, men prægtigst dog paa Wadstena Slot. Cecilia, Kongens yngre Datter, havde fulgt sin Søster herhid, og var her, som overalt, den første, den skjønneste, ved Jagt som ved Tournering. Strax ved Ankomsten til Wadstena var Vinteren begyndt, Kulden stærk og Wettern lagt til. En Dag red Cecilia ud paa Isen og den brast; hendes Broder Prinds Erik kom jagende derud til Hest. Johan af Østfriesland var allerede derude, og bad Erik springe af Hesten, da han ellers paa denne endnu mere vilde bryde Isen. Erik vilde ikke høre, og da Johan saae, at der ikke var Tid til at trættes, rev han Erik af Hesten, sprang saa selv i Vandet og frelste Cecilia. Prinds Erik var rasende af Vrede, Ingen kunde formilde ham. Cecilia laae i Feber, og under den voxte hendes Kjærlighed til ham, der havde frelst hendes Liv; hun blev rask, de forstode hinanden, men Skilsmissens Dag stundede til. Det var om Natten forud, at Johan i sin hvide Kappe steg fra Steen til Steen holdende sig i Silkestigen, og naaede ind af Vinduet; i Tugt og Ære vilde de tale føie Tid sammen, tale om Atterkomst og Bryllup til næste Aar; og som de sad der, huggedes med Øxe Døren itu, Prinds Erik traadte ind, løftede Mordvaabenet mod Østfrieslands unge Herre, Cecilia kastede sig imellem dem, ogErik lod Beileren gribe, lægge i Jern og kaste ind i et mørkt lavt Hul i den kolde Frostnat, og næste Dag, uden at unde ham en Bid Brød eller Vands Draabe, smide paa Bondeslæde og føre til Kongens Dom. Selv kastede Erik sin Søsters skinnende Navn og Rygte i Sqvalderens boblende Kjær, og Fruer og Borgerkoner tvættede det fine Lin i Bagtalelsens gustne Vande.

Kun naar de store Træluger aabnes i Salene falde Solstraalerne herind; i deres dreiende Søiler svæver Støvet, der løftes af Lufttrækket. Herinde er nu Oplag af Korn. Fede, store Rotter bygge i disse Haller. Ædderkoppen spinder til Sørgefaner under Bjælkerne. Det er Wadstena Slot.

Veemodige Tanker opfylde os. Vi vende Øiet derfra henimod det lave Huus med Græstørvtaget, hvoroppe det lille Lam græsser under Kirsebærtræet, som bestrøer det med sine duftende Blade. Ned til Græstørven bøier Tanken sig fra det rige Kloster, fra det stolte Slot, og Solen slukkes over Græstørven, og den gamle Moerlille gaaer at sove under Græstørven; under den ligge Wadstena smægtige Minder.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.