H.C. Andersen: I Sverrig – VI . Cellefængselet

H.C. Andersen: I Sverrig  –  VI . Cellefængselet

Ved Adskillelse fra andre Mennesker, ved Eensomhed med sig selv i vedvarende Taushed, skal Forbryderen straffes og forbedres; derfor byggede man Cellefængseler. I Sverrig findes flere, og nye bygges. Jeg besøgte første Gang et i Mariestad. Som et stort Lyststed ligger denne Bygning, hvidkalket, smilende, med Vindue ved Vindue i en smuk Natur, ved et rindende Vand tæt udenfor Staden. Men snart opdager man, at der hviler en Gravs Stilhed over den, det er som om Ingen boede her, eller som en i Pestens Tid forladt Vaaning. Portene i Muren ere tillukkede; een af dem aabnes for os, Slutteren staaer med sit Nøgleknippe, Gaarden er tom, reenlig, selv Græsset luget bort mellem Steenbroen; vi komme ind i Aftrædelses-Værelset, hvor Fangen modtages, man viser os Badekammeret, hvorhen han føres; vi stige op af en Trappe og ere i en stor Sal, der har hele Bygningens Udstrækning og Høide, Gallerier løbe langs Etagerne, og midt imellem disse har Præsten sin Prædikestol; der holder han om Søndagen sin Prædiken for en usynlig Menighed. Dør ved Dør aabnes halv for Cellerne ud til Galleriet, de Fangne høre Præsten, men kunne ikke see ham og han ikke dem. Det Hele er en velbygget Maskine, til Mareridt for Aanden. I Døren til hver Celle er anbragt et Glas, stort som et Øie, en Klap udenfor dækker det, og her kan Bevogteren, ubemærket af den Fangne, see Alt, hvad denne foretager sig; men sagte, lydløs maa han komme, thi Fangens Hørelse er i Eensomheden forunderlig skærpet; jeg dreiede ganske sagte Klappen og mit Øie saae ind i det lukkede Rum, øieblikkelig mødte hans Blik mit. Der er luftigt, reent og lyst derinde, men Vinduet sidder saa høit, at det er umuligt at see ud derfra; en høi Skammel, der er gjort fast til et Slags Bord, og dernæst en Køie, der kan hænges op i Kroge under Loftet og dækkes til med et Tæppe, er det hele Bohave. Flere Celler bleve aabnede for os. I een af disse var en ung, særdeles smuk Pige; hun havde lagt sig i sin Køie, men var, idet Døren aabnedes, hurtig sprunget ud, og hendes første Bestilling var at løfte Køien ned og rulle den sammen. Paa det lille Bord stod Krukken med Vand, og ved den laae Levningerne af noget Knække-Brød, desuden Bibelen og aandelige Psalmer. I Cellen tæt ved var en Barnemorderske. Jeg saae hende kun gjennem Dørens lille Glas, hun havde hørt vore Fodtrin, hørt os tale; men hun sad stille, knuget hen i Krogen ved Døren, som vilde hun skjule sig saa meget hun kunde; Ryggen var bøiet, Hovedet næsten lige ned i Skjødet, og Hænderne lagt over det. Den Ulykkelige var meget ung, sagde man. I to forskjellige Celler holdt man to Brødre, de straffedes for Hestetyveri; den ene var ganske en Dreng endnu. I en Celle sad en stakkels Tjenestepige: »hun var uden Tilhold og Condition, saa er hun sat her!« sagde man. Jeg troede at høre feil, gjentog mit Spørgsmaal, hvorfor hun var her, og fik samme Svar. Endnu vil jeg helst troe at have misforstaaet hvad der blev sagt, det vil jo ellers være afskyeligt. Udenfor i det frie Solskin er det den travle Dag, herinde altid Midnatsstille; Æderkoppen, som spinder ned af Muren, Svalen, som maaskee en enkelt Gang flyver tæt hen under Ruden der høit oppe, selv den Fremmedes Fodtrin paa Galleriet forbi Cellernes Dør er en Begivenhed i dette eensformige, stumme Liv, hvor den Fangnes Tanker rulle sig i sig selv. Man maa læse om Inqvisitionens marterfulde Fængsler, om de sammenkjædede Slaver paa Bagnerne, om Venedigs hede Blykamre, om Brøndenes sorte, vaade Svælg, gjennemrystes af disse Billeder, for med roligere Hjerteslag at vandre i Cellefængslernes Galleri; her er Lys, her er Luft, her er -menneskeligere. Hvor Solstraalen mildt lyser ind til den Fangne, vil ogsaa Straalen af Gud lyse ind i Hjertet.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.