H.C. Andersen: I Sverrig – IV Kinnekulle

H.C. Andersen: I Sverrig  –  IV Kinnekulle

Kinnekulle, du Sverrigs hængende Have, Dig ville vi besøge, vi staae allerede ved den nederste Terrasse i en Fylde af Blomster og Grønt. Den ældgamle Landsbykirke hælder sit graa, spidse Trætaarn, som om det skulde falde, men det gjør godt i Landskabet, selv den store Flok Fugle, som tilfældigviis just nu flyver hen over Bjergskoven, ville vi ikke undvære. Landeveien fører op ad Bjerget med korte Afsatser, og mellem disse strække sig Sletter med Humle, vilde Roser, Kornmark og deilig Egeskov, som paa intet andet Sted i Sverrig. Vedbenden snoer sig om Steen og gamle Træer, selv den udgaaede Træbul faaer Bladgrønt. Vi see ud over den flade, udstrakte Skovslette til Mariestads solbelyste Kirketaarn, der skinner som en hvid Seiler paa sortgrøn Sø. Vi see ud over Wenersøen, og øine ikke Grændsen. Skjærgaardens skovkrandsede Klippeøer ligge som en Krands i Søen. Dampskibet kommer. See, nede ved Klinten, under de rødtagede Herregaarde, hvor i Haven Bøgen og Valnødtræet groe, stige de Reisende i Land; de vandre under skyggefulde Træer hen over den smukke lysegrønne Eng, der er omsluttet af Haver og Skov, ingen engelsk Park har et skjønnere Grønt end Engen ved Hellekis. De gaae op til »Grottarne,« som man kalder de høiere oppe fremspringende røde Steenmasser, der gjennemæltede med Forsteninger træde frem af Jordskrænten, og minde om den romerske Campagnes hensmuldrende Grav-Colosser; enkelte ere saa glatte, som afrundede ved Vandets Strømninger, andre, fra Aaringer tilbage, bære Mos, Græs og Blomster, ja selv høie Træer. – De Reisende gaae ad Skovstien op til Kinnekullens Top, hvor en Steen er reist som Maalet for Vandringen. Den Reisende læser i sin Reisebog om Kinnekullens Bjerglag: nederst findes Sandsteen, derpaa Allunsteen, saa Kalksteen, og ovenover denne Rødstenen, høiere endnu Skiffer, og tilsidst Trap. Og nu har han seet det. Han stiger igjen ned og gaaer ombord, han har seet Kinnekulle; ja Steenbjerget har mellem sit svulmende Grønne viist ham sin tunge buttede Steenfinger, og de fleste Reisende troe jo, at de ere som Fanden, har man fat i een Finger, saa har man fat i hele Personen; men det er ikke altid saa.

Den mindst besøgte Side af Kinnekulle har just det meest Characteristiske; derhen ville vi. Veien gaaer endnu et langt Stykke paa denne Side af Bjerget, trinviis ned ad i lange Terrasser af rige Marker; lavere endnu trænger Steenskiferen sig frem pletviis, et grønt Mos ligger over den, det seer ud som luvslidte Lapper i det Fløiels Græstæppe. Kjøreveien fører over en Strækning, hvor Skifer ligger som et fast Gulv; paa Roms Campagne vilde man ved at see Sligt sige, det er et Stykke via appia, den antike Vei; det er Kinnekullens nøgne Skind og Been vi komme over. Bondens Huus er stillet sammen af store sprængte Skifersteen, Taget er tækket dermed; man seer ikke et Stykke Træ, uden det i Døren, og ovenover den i det store malede Skjold, som melder, til hvilket Regiment Soldaten hører, der fik i Lønning dette Huus med Jordlod. Vi kaste endnu et Blik hen over Wenern tilLeckøgamle Slot, til Lidkøping By, og vi ere igjen ved græsrige Marker og mægtige Træer, de skygge over»Blomberg,«hvor i Skoven Geijers Aand søger sig »Blommen paa Kinnekulle« i sin Datterdatter, liden Anna.

Sletten aabner sig her bag Kinnekulle, milevidt mod Horizonten strækker den sig; en Regnbyge staaer paa Himlen, Blæsten er taget til; see hvor Regnen som et formørkende Flor falder mod Jorden. Træernes Grene pidske hinanden som bodgjørende Dryader. Den gamle Husaby-Kirke ligger saa nær; derhen ville vi, skjøndt Regnbygen pidsker ned over Sletten, pidsker de høie Mure, som endnu staae af den gamle catholske Bispegaard. Ravne og Krager flyve gjennem de lange Vindues-Huller, som Tiden har brudt større. Vandet strømmer ned af de graa, revnede Mure, som skulde de nu løsnes Steen fra Steen; men Kirken staaer, den gamle Husabykirke, saa ærværdig og graa, med sine tykke Mure, sine smalle Vinduer og sine tre ind mod hinanden klemte Spiirtaarne, der sidde som Nødder i Kløvse. Kirkegaardens gamle Træer skygge over ældgamle Grave; hvor er Egnens Old mortality, som luger Græsset og tyder de gamle Minder? I Liigkiste-Form over Gravene ere Kampestene lagte, sirede med plumpe Udhugninger fra Catholicismens Tid. Den gamle Kirkedør knager paa sine Hængsler, vi staae derinde, hvor Hvælvingen i Aarhundreder fyldtes med Røgelse-Duft, med Munkes og Chordrenges Sang. Nu er her stille og lydløst, de kutteklædte Gamle ere gaaede i deres Grave, de blomstrende Drenge, som svingede Røgelsekarrene, ere i deres Grave, Menigheden, mange Slægter, alle i deres Grave; men Kirken staaer endnu, den samme. I Sacristiets gamle Egeskabe hænge mølædte, støvede Munkekapper og Bispekaaber fra Klostrets Dage, gamle Manuskripter, halv opædte af Rotterne, ligge strøede paa Hylderne. I Kirkens Gang til Venstre staaer endnu fra gammel Tid et udskaaret Træbillede, broget malet; Farverne ere endnu stærke; det er Guds Moder med Jesusbarnet. Der er hængt friske Blomsterkrandse om hendes og Barnets Hoved, duftende Guirlander slynge sig om Fodstykket, saa festligt som paa Madonnas egen Fødselsfest i Pavedømmets Tid. De unge Confirmander have i Dag ved deres første Altergang smykket det gamle Billed, ja selv sat med Blomster Præstens Navn op paa Alteret, og han har, til vor Forundring, ladet det blive der.

Gudsmoders Billed synes at forynges ved de friske Krandse; de duftende Blomster have her en Kraft, som Poesien har den, de drage de hensvundne Aarhundreders Dage tilbage i vor Tid. Det er som om den slukte Glorie om Billedet lyste igjen; Blomsterne dufte, man troer at fornemme Røgelse strømme atter gjennem Kirkegangen, det lysner om Alteret som tændtes de indviede Kjærter, det er en Solstraale gjennem Vinduet; ude er Himlen blevet klar, – – vi kjøre igjen og ind under »Kleven«, Kinnekulles væxtløse Side; det er en Klippe-Muur, forskjellig fra næsten alle andre. Lag paa Lag ligge Steenblokkene, dannende ligesom Fæstningsværker med Skydehuller, fremspringende Fløie, runde Taarne, men rystede, revnede, faldne i Ruiner; det er et architectonisk Fantasispil af Naturen. En Bæk styrter sig ned fra en af Klevens høieste Punkter og driver en lille Mølle; det seer ud som et Legetøi, Bjergaanden havde stillet derhen og glemt igjen. Nedfaldne store Steenblokke ligge spredte rundt om, Naturen har brudt dem i Skikkelser af tilhugne, sønderslagne Carnisser. Det meestbetegnende Udtryk for Kinnekullens Fjeldvæg er, at kalde den Ruiner af et hindustansk milelangt Tempel. Disse Klipper ville ved Øxen let kunne omformes til Helligdomme, som de i Ghatsbjerget ved Ellora; kom en Bramin her til Kinnakullas Fjeldvæg, han gjenkjendte Kailasæ Templet, og udfandt i Revner og Sprækker hele Fremstillinger fra Ramayana og Mahâbhârata; talte man saa til ham i Kragemaal eller P-Maal, lige meget, kun at man deri ved Hjælp af Brockhaus’s Conversations-Lexicon indblandede Navnene paa nogle af de indiske Skuespil: Sakuntalâ, Wikramorwasi, Uttaram Râma-tscharitram, etcetera, etcetera, saa vilde Braminen være aldeles mystificeret og skrive i sin Dagbog: »Kinnekulle er Levninger af et Tempel, som de vi have i Ellora, og Indbyggerne selv kjende de betydeligste Værker i vor ældste Sanskrit-Litteratur og tale særdeles aandrigt derom.« Men her kommer ingen Bramin, endsige Selskabet fra Dampskibet, det er alt langt over Wenersøen, har seet det skovgroede Kinnekulle, Sverrigs hængende Have; og vi have nu ogsaa seet den.

Afsnit:  1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15 16 17 18 19 20 21 22 23 24 25 26 27 28 29 30

Kilde: H.C. Andersens Samlede Skrifter, Ottende Bind, Anden udgave, Kjøbenhavn C. A. Reitzels Forlag 1878.