Fra H.C. Andersens Levnedsbog 1805 -1831: H.C. Andersen: Tre år i København – II.
II.
Mit Besøg hos Weyse, fandt da Sted næste Morgen, og hvilken Henrykkelse, han havde 70 Rdlr til mig, man havde skudt sammen. Siboni lovede desuden at naar jeg kunde gjøre mig forstaaelig paa Tydsk for ham, vilde han synge med mig, og jeg maatte da spise i hans Huus om Dagen. – Jeg var som vanvittig af Glæde; nu følte jeg, at hvad jeg drømte og haabede, maatte opfyldes, at den gode Gud ikke forlod mig, og at nu alle Prøvelserne vare forbi. – Overrasket blev jeg i Grunden slet ikke, jeg havde jo tænkt mig det saaledes, og i alle Romaner og Historier gik det jo dog Helten godt tilsidst. Jeg husker endnu, hvorledes jeg i min barnlige Glæde, da jeg gik ned fra Veise, og var ene paa Gangen, kyssede mig selv paa Haanden og løftede den derpaa mod Himlen for at bringe Gud mit fulde Hjertes Tak. – Weyse raadede mig, at leie mig ind hos nogle skikkelige Folk, og være forsigtig med Pengene, som jeg skulde faae en bestemt Sum af hver Maaned. Saamange Penge havde jeg endnu aldrig seet, mindre eiet. Jeg følte mig saa riig, saa lykkelig, og skrevet jublende Brev til Hjemmet. -Hos en Madam Thorgesen, (en Enke) der boede i Holmens-Gade, kom jeg til at logere ( og tænk, hun boede just i den smalle Ende af Gaden); jeg var vistnok, efter min Alder, det barnligste Væsen i det hele Qvarteer der. -Nu faldt det mig ind, at min Moder skulde have en Halv-Søster, der levede i Kjøbenhavn, var Enke efter en riig Søecapitain, hende tænkte jeg at ville tye til, hun kunde jo ingen Skam have af mig, som man alt havde viist, saamegen Interesse. – Ved en Hændelse fik jeg hendes Bopæl opspurgt, uden at det siden har været mig mueligt at erindre hendes Navn, eller jeg har mødt hende, rimeligviis er hun død. Hun havde i min tidligste Barndom engang været i Odense, var da meget brillant, kom da et Øieblik ind til mine Forældre og gav mig en Sølvskilling, men da min Moder alfor hæftigt og med stærke Udtryk talte om hendes Rigdom og Stads, skildtes de ad som Fjender. Jeg var af for barnlig Godmodighed, til at tro, sligt kunde længe vare ved, trængte ogsaa til et Slags Hjem og – som sagt, søgte denne Slags Tante op. – Der var ret pynteligt i hendes Huus, hun tog ogsaa ret taaleligt mod mig, men det gik ud over min stakkels Moder, som hun for en pyntelig Dame der i Værelset, udskjældte for Raaehed, mangel paa Dannelse og sagde tilsidst: »og see nu sender hun mig ovenikjøbet, efter at have behandlet mig slet, sit Barn paa Halsen! og det en Dreng, var det endda en Pige!« – Kort efter traadte en fremmed Herre ind, »det er Jomfruens Kjæreste!« hviskede Tanten, og bad mig følge sig. Vi gik nu op paa et Loft, hvor hun opholdt mig med Tale om sine Midler og sagde, at jeg kunde imellem komme til hende. Men Maaden hun talte om min Moder paa, den fremmede Dame og hendes Elsker, gjorte et underligt Indtryk paa mig, og da jeg fortalte Maddam Thorgesen derom, gruede min Sjæl, thi jeg saae nu, hvilken Maade den gode Tante levede paa og – jeg saae hende aldrig siden -sikkert er hun død; eller ingen af os kjende hinanden. -For at komme til Siboni skulde jeg lære lidt Tydsk, men hvorledes blev dette mig mueligt. – Der levede en Lærer Bruun i Farvegaden, han gav Information deri, jeg gik til ham, han hørte min eventyrlige Historie, fik Interesse for mig og læste en to Timer frit med mig. (Siden har jeg truffet ham bosiddende i Aarhuus, hvor han nu er Lærer). Jeg kom nu hen til Siboni; en italiensk Kok, en tydsk og en dansk Pige, blev min Omgang; naar de andre havde spiist fik jeg min Mad op paa Pigekammeret, maatte løbe nogle Ærinder og fik engang eller to om Maaneden en kort Øvelse i Sangen af Siboni, samt Tilladelse til at høre paa ham og det kongelige Sangpersonale, naar der blev gaaet Musik igjennem; saaledes gled et halv Aar hen, da kaldte Siboni mig en Dag ind, sagde mig, at mit Udvortes og mine Manerer vare aldeles imod mig, at jeg ingen Dannelse havde og at min Stemme nu gik over, og syntes at tabe sig; det var ham nu ikke muelig at skaffe mig til Theatret, før om en 3 a 4re Aar, og at han ikke saalænge kunde have mig i Huset. Desuden var der et andet Subject, der lovede ganske anderledes, nemlig den lille Ida Vulff, som han derfor vilde tage sig af. -Jeg lukkede hende op, da hun første Gang kom med sin Fader, hun var et lille spinkelt Væsen, i en simpel rød Kjole -). Jeg skulde altsaa bort fra Siboni stod saaledes næsten paa samme forladte Punkt som 1/2 Aar før. Jeg gik grædende til Weyse , og bad ham nu skaffe mig Lære hos en Uhrmager.
Det var imidlertid Mai -Maaned, den Tid altsaa, Holstein havde sagt, jeg kunde maaskee blive ansat ved Dandsen. Der er endnu Haab for mig tænkte jeg! havde jeg kun noget at leve af. Da huskede jeg paa den guldbergske Familie i Odense, deres Interesse for mig, og at der her i Kjøbenhavn levede en broder til Obersten; jeg skrev denne et Brev til, fortalte ham min Historie og Stilling, og efter at have saaledes forberedet ham paa mig gik jeg til ham, uden for Nørreport. – Siboni havde jo paa en Maade viist mig sin Dør, min Følelse tillod mig ikke at trygle; min hele Eiendom var kun en 10 a 12 Daler endnu; hvad skulde jeg gjøre i den fremmede By? – Professor Guldberg tog ret hjertelig imod mig, han kjendte alt til mig fra sin Broder, og gav mig nogle og 80 Rdlr, som han og hans Venner , blandt andre Komponisten Kuhlau, paa hans Tilskyndelse havde skudt sammen, (jeg fik 10 Rdlr Maanedlig deraf) desuden lovede Guldberg mig, at jeg maatte komme til ham en Time om Ugen, han vilde da skrive og læse Dansk med mig, efter som han saae af mit Brev at jeg næsten slet ikke kunde bogstavere et eneste Ord rigtigt! -Hvor lykkelig blev jeg ikke, især da han lovede at tale til Lindgreen om mig, der maaske vilde tage sig af mig. – Jeg gik imidlertid op til Dandsedirecteuren Bournonville, men han var med sin unge Søn reist til Paris, Dahlen havde hans Opsyn med Dandse-Skolen. Guldberg havde givet mig noget Tøi, som jeg pyntede mig med, mine Haar hang mig i lange lokker om Kinderne, jeg saae vist ganske forunderlig ud, dog tog Hr Dahlen venlig imod mig, havde hørt tale om mig, og sagde at jeg kun skulde komme op paa Hof- Theateret, han vilde anbringe mig ved Dandsen. -Jeg troede nu ret, at skulde springe ind i den forønskede Theaterverden og priiste den kjære, gode Gud! -Mad: Thorgesen (der var Overskjærer-Enke og med en Svend drev Professionen) var endnu min Vertinde, jeg fortalte hende min Lykke, og bad nu om jeg kunde komme i Kost hos hende, thi hvor skulde jeg spise? Jeg sagde hende hvad jeg nu havde hos Guldbergs og bad hende altid lade mig blive hos sig. Hun forlangte da 20 Rdlr om Maaneden, som jeg skulde betale hende forud! – Jeg blev ganske forskrækket for den høie Sum og bad hende med Taarer dog at lade mig faae det for 16 Rdlr Maaneden; »nei! « sagde hun, »saa kan De tage hen hvor de vil! « men jeg kjendte ingen. Hvad skulde jeg gjøre, grædende bad jeg hende dog tage de l0 Rdlr jeg havde, og saa vente i 14 dage paa de følgende 10, jeg vilde da see at faae dem bragt til veie. -»20 Rdlr vil jeg have!« vedblev hun, »De har jo 80 hos Guldberg, det er Deres og dem vil han ikke forholde Dem! De kan leve derfor i 4re Maaneder, og siden gjør han nok Udveie. – Nu gaaer jeg ud i Byen og skaffer De ikke 20 Rdlr til jeg kommer hjem, da kan De reise!« – Hun gik og jeg sat grædende, uden Haab der hjemme i hendes Stue. Paa Væggen hang hendes afdøde Mands Portræt; jeg laae foran og græd, da syntes jeg Billedet saae saa venligt paa mig, og i min barnlige Eenfoldighed bad jeg gjennem dette til den Døde, at han vilde bøie sin Kones Hjerte for mig fattige Barn; ja, jeg tog mine Taare og gned paa Billedets Øine, at han kunde føle hvor bitterligt jeg græd. – Smerte og Sorg udmattede mig saameget at jeg sank halvbedøvet i en Art Søvn, der varede ved til Madammen kom hjem. -Hun var venligere, og da hun nu følte at jeg ikke havde kundet bringe Summen tilveie samme Dag, tog hun mod de 10 Rdlr, paa Vilkaar, at jeg før om 14 Dage skaffede 10 til, og saaledes hver Maaned 10 den første Dag, og 10, den fjortendeDag derefter. For disse 20 Daler hun forlangte fik jeg Kost og Vadsk, samt et lille Kammer uden Vinduer ( egentligt et Spisekammer tæt ved Kjøkkenet, med to Lufthuller i Døren). Der var kun Plads til Sengen og 2 Stole, der stod op paa hinanden, i det øvrige Rum kunde jeg netop staae og klæde mig af og paa. Her skulde jeg da kun være om Aftenen og Natten. Om Dagen tillod hun mig at være inde hos sig. – Det var temmeligt haardt handlet mod et fattigt forladt Barn, især da hun var ret formuende og eiede den hele 4 Etages Gaard, hvor vi boede, men jeg var dog saa glad at jeg blev, at jeg i det første Øieblik sank for hendes Fødder og kyssede hendes Haand, som jeg vædede med Taarer. -Jeg syntes nu, jeg havde vundet Alt.
Oversigt: Indhold Indledning Fortalen Barndom i Odense Min fødsel Børneår Huslige liv 1. Huslige liv 2. Huslige liv 3. Tre år i København Tre år i Kbh. (1) Tre år i Kbh. (2) Tre år i Kbh. (3) Tre år i Kbh. (4) HCA: Skoleliv Skoleliv 1. Skoleliv 2. Skoleliv 3. Skoleliv 4. Skoleliv 5. Skoleliv 6. Skoleliv 7. Skoleliv 8. Skoleliv 9. Skoleliv 10. HCA: Student Studenterliv 1. Studenterliv 2. Studenterliv 3. Studenterliv 4. Studenterliv 5. Studenterliv 6. Studenterliv 7. Studenterliv 8. Kærlighed Kærlighed 1. Kærlighed 2. Kærlighed 3. Kærlighed 4. Kærlighed 5. Efterskrift Efterskrift