Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – A Poet’s Bazaar 1842
Hjemreise: Wiens Theatre
Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842
Den Danske, der reiser i Tydskland, kommer mere og mere til Erkjendelse af, var han det ikke i Hjemmet, at den danske Skueplads indtager en betydelig Rang. De fleste, større tydske Theatre have vel hver eet eller to særdeles Talenter; men den danske Skueplads eier mange, har uendelig store Kræfter. Flere af vore Kunstnere og Kunstnerinder maatte, dersom det danske Sprog var udbredt som det tydske, erholde en europæisk Berømthed. Vort Repertoire er tillige saa rigt paa originale Arbeider, at man med disse kunde besætte Vinteraftenerne godt, uden at tys til Oversættelser. Dette skeer naturligviis ikke og bør ikke heller. Holberg, Oehlenschläger, Heiberg, Overskou og Hertz danne et Femkløver, der i den dramatiske Litteratur pranger som en Palme for vort Land.
“Tydskland har ikke eet Theater, som det i Kjøbenhavn!” har jeg hørt flere Landsmænd sige, og jeg maa give dem Ret, naar de ikke regne Wien med til Tydsklands Stæder. “Burgtheater” i Wien staaer ligesag høit som det danske Theater, ja i enkelte Henseender høiere, ved den Masse af store Talenter, det eier, dette Sammenspil, denne Natur. Anschütz, Korn, Löve, Carl La Roche, Wilhelmi, Fichtner, det er Kunstnere i Ordets sande Betydning! Mad. Rettich, Fru von Weissenthurn -! ja det bliver en uendelig Navnerække, at fremhæve de fortrinlige. Men vi maae ikke glemme at tilføie, Burgtheater har den Fordeel, at det kan virke og aande ene for Lystspillet, Dramaet og Tragedien, vort Theater derimod, da vi kun har dette ene, maa, foruden hine Skuespil-Arter, dele sine Kræfter mellem Operaen, Vaudevillen og Balletten.*)
*) Repertoiret er meget afvexlende og godt; i Løbet af en Maaned gav man saaledes: een af Terenz’s Comedier: “die Brüder”, Gutzkows: “Werner”, Halms: “Griseldis”, og “der Adept”, Schillers “Vilhelm Tell” og “Fiesco”, Jüngers: “er mengt sich in Alles”, Blums: “ich bleibe ledig”, Göthes: “Götz von Berlichingen” og “die Geschwiester”.
“Hoftheater nächst dem Kärnthner Thore” er i Wien indviet Operaen og Balletten; under dette mit Ophold hørte jeg ingen tydsk Opera, men italiensk, og det den fortræffeligste jeg nogensinde har hørt; det var Sangerne Napoleone Moriani, Badiali, Donzelli og Sangerinderne Tadolini, Frezzolini og Schoberlechner -! jeg ønskede ret, at Kjøbenhavnerne engang maatte høre en saadan italiensk Opera, de vilde og maatte henrives! hidtil kjendte de ingen og have for nogle Aar tilbage endogsaa foragtet og overseer, hvad de ikke kjendte.*)
*) Først efter min Hjemkomst til Kjøbenhavn, indtraf, som bekjendt, det første italienske Opera-Selskab hertil.
Nordboen kan ikke synge italiensk Musik, derfor var det maaskee “la gazza ladra” blev udpebet hos os, Italienere skulle synge den, de skulle foredrage Recitativer! det er et Liv! det strømmer ud indenfra! det er, som om dens Tanke og Tale maa aabenbare sig i Sang, den er deres Sprog.
I de italienske Byer faaer man kun to eller tre Operaer den hele Saison, paa “Kärnthnerthor” Theater var stor Afvexling *);
*) I faa Uger vexlede her Operaerne: Norma, Gemma di Vergy, Otello, il Bravo, la figlia del Reggimento, Torquato Tasso, Lucrezia Borgia, il templario, &c. &c.
den nyeste jeg her hørte var “il templario” af Nicolai; Chorene ere særdeles smukke, Sujettet er det samme som Marschner har behandlet, men Marschners Toneværk er vistnok langt fortrinligere, og har for mig alene den Feil, at Recitativerne mangle, disse, forekommer det mig bør træde istedet for Dialogen, der træder mig forstyrrende ind mellem Musiknumerne. I Tonernes Verden skal alt være Musik!
Theater “nächst dem Kärnthner Thore” har foruden Opera ogsaa Ballet, men uagtet her er en stor Scene med Pomp og Pragt, taaler Balletten her ikke Sammenligning med den paa det kjøbenhavnske Theater; denne hæver sig for Øieblikket til en betydelig Høide, og vore Balletter overgage i Smag og Poesi alle dem, jeg har havt Leilighed til at see i Tydskland og Italien. Naturligviis overbyder os Paris og Neapel ved Mængden af deres Dandsende og ved Decorationernes Pragt, men ikke i Composition.
Da Italieneren Galeotti døde hos os, sørgede Dandsens Musa; hvo skulde kunne træde i Galeottis Sted som Ballet-Compositeur; – Ingen indtog hans Plads; men en ny fødtes, der, som hvert sandt Geni, brød sin egen Bane, det er Bournonville; han er en sand Digter; hans Valdemar er et stort mimisk Drama, understøttet af Fröhlichs geniale, malende Musik, hans “Festen i Albano” er et lyrisk Digt.*)
*) Balletten “Toréadoren” har jeg ikke seet.
Foruden disse to omtalte k. k. Theatre har Wien i Forstæderne flere Folke-Theatre, hvor den ærlige Borger fryder sig over Dialecterne, seer Hverdagslivet, bestraalet af Poesiens bengalske Flamme. Nordboen maa have levet med Wienerne, kjende Folket for ret at vurdere det meget Geniale, der er i disse tids løst henskizzerede Stykker.
Vil man kjende et tydsk Theater, i sin bedste Fremtræden, vil man kjende tydsk dramatisk Litteratur, kjende den udtalt fra den Talerstol, den blev skrevet for, da skal man opholde sig i Wien; og man vil ikke, som jeg har hørt Danske, kunne sige: der er ingen tydsk Skueplads, ingen tydsk dramatisk Litteratur! een Aftens Forestilling paa Burgtheater kan overtyde om det første, Repertoiret taler sin Sag hvad det sidste angaaer. Schröders Lystspil “Ringen” *)
*) At “Ringen” ikke er original af Schröbder, veed jeg, men hans Bearbeidelse, troer jeg, har gjort den til hans Værk.
Jüngers, “Han har sin Næse allevegne”, et Drama, som Islands “Jægerne”, Tragedier, som Göthes “Egmont” og Schillers “Wilhelm Tell”, ere friske og uvisnelige Grene i en dramatisk Litteratur; og mellem de yngre Mænd, hvad udtaler sig da ikke for en dramatisk Kraft og Poesi hos Halm og Bouernfeld, for kun at nævne to, som høre hjemme i Wien.
I Danmark have vi en dramatisk Digte-Art, som Wienerne ikke eie, det er de heibergske Vaudeviller, men hvor stor Virkning disse, deels ved deres eget Værd, deels ved en udmærket Fremstilling, have gjort i Hjemmet, troer jeg dog ikke, de i Lune og poetisk Værd kunne sættes over en Digte-Art, som Wienerne især have og ikke vi, deres Folkecomedier og navnlig Raimunds!
Hjemreise: Silhouetter
Wiens større Pladse og Hovedgader frembyde Skuet af et heelt Billed-Gallerie, hver Boutik har sit smuktmalede Skildt, enten Portrættet af en navnkundig Person eller et allegorisk Stykke. Hver Plads og hver Gade giver, ved sin levende Vrimmel og sine forskjellige Grupper, Motiver til Malerier, der kunne smykke et heelt Gallerie. Dog Skizzer af denne Art ere alt fremviste i stor Mængde, vi kunne til en Forandring klippe et Par Silhouetter af bekjendte Personer, og man vil huske paa, at Silhouetter ikke give mere end netop en Skygge af Liighed.
“Vi ere i Volcksgarten!” Herrer og Damer i livlig Samtale vandre under de grønne, duftende Træer; Opvarterne springe i krydsende Flugt og sørge for, der kommer lidt Iis om de brændende Hjerter. Et heelt Musikchors Toner bruse gjennem Haven. Midt imellem Musikanterne staaer en ung Mand, af mørk Ansigtsfarve, hans store, brune Øine flyve rundt om i urolig Flugt, Hovedet bevæger sig, Armene, hele Legemet, det er som om han var Hjertet i dette store Musiklegeme, og gjennem Hjertet, veed man, strømmer Blodet, og det er her af Toner; i ham fødtes disse Melodier, han er Hjertet, og det hele Europa hører dets musikalske Pulseslag, dets egen Puls slaaer stærkere derved – Manden hedder – Strauss.
– Vi ere i een af Forstæderne, et lille Slot ligger midt i en engelsk Park, her boer Fyrst Didrikstein; vi gaae gjennem en Række smukke Værelser; et Fortepiano lyder os imøde; her er rigt og smukt! her er en deilig Udsigt over Havens Terrasser. Tonerne, vi høre, fødes ved een af Pianoets Heroer. Saaledes spiller Liszt ikke! – Han og denne ere lige mægtige og lige forskjellige. Liszt forbauser, man rives med af de hvirvlende Bacchanter, her derimod staaer man høit paa Bjerget i Guds klare Sol, fyldes med en Storhed, qvæges af en Ro og Ynde -, man føler sig glad i den fri Naturs hellige Kirke, hvor Hymnerne blande sig med de dandsende Hyrders Sang. Hvo er denne Pianoets Behersker? Betragt ham, han er ung, smuk, ædel og elskelig! kjender man ikke min Silhouet, jeg maa da skrive under den Navnet – Sigismund Thalberg.
Vi kjøre ud til Hitzing, Wienernes Frederiksberg; vi staae ved et lille venligt Sommerlyststed; Haven er rig paa Træer og Blomster, den gamle Dame derinde er dens Gartner, hvert Træ har hun plantet, hver Blomst har hun selv sat, her er Gran og Birk, her er Tulipantræ og duftende Linde. Blomstrende Rosenhækker danne Rabatterne om den friske Græsplet. En rank, kraftig gammel Kone træder os imøde; hvilken Klogskab i Øiet, hvilken Mildhed i hvert Træk! hvo er hun? Vi træde ind i Stuen! paa Bordet staaer en prægtig Vase, med Billedet af en Lyre, der omslynges af en Laurbærkrands, dens Blade ere deels forgyldte, deels grønne. Navne paa Skuespil læses paa disse Blade; de forgyldte angive de Stykker, hvori hun især som Kunstnerinde henrev et heelt Folk, de grønne bære hver Navnet paa et af hendes egne dramatiske Arbeider; hun satte Guld paa de andre Digteres Laurbær, hendes egne staae altid grønne, det er Betydningen! Vasen er en Gave fra hendes Kunstbrødre og Kunst-søstre, nederst læses hendes Navn – Johanne von Weissenthurn.*)
*) Efter min Hjemkomst til Danmark, har den høithædrede Kunstnerinde taget Afsked fra Publicum; hun spillede den sidste Aften i to forskjeilige af hendes egne Stykker. Paa den danske Scene har især af hende “Godset Sternberg”, og “Hvilken af dem er Bruden” gjort Lykke. I den sidste Tid endnu optraadte hun ofte, ikke blot paa Burgtheater, men paa Slottet Schönbrunn; hun fortalte mig, at hun for nylig havde spillet den første Gang i “Pariserdrengen” den gamle Moders Rolle; men i det Øieblik Drengen springer op paa Stolen, sætter Papirs-hatten paa Hovedet, lægger Armene overkors og efterligner Napoleon, overvældedes hun saaledes af Erindringer fra dette Sted, fra denne Skueplads, saa at hun øieblikkelig nær var kommet ud af sin Rolle; netop her paa dette samme lille Theater havde hun spillet for den virkelige Napoleon, der i samme Stilling, havde seet paa hende, den tydske Skuespillerinde.
Vi ere inde i Wien! vi gaae op ad brede Steentrapper, mellem tykke, kolde Mure! store Jerndøre med Hængelaase for vise sig til begge Sider, derinde gjemmes Penge og vigtige Papirer; vi træde ind i et lille Kammer; Væggene ere skjulte med Reoler, hvori staae store Folianter, rundt om ligge Pakker af Skrifter, alle Forretnings Sager. En høi, alvorlig Mand sidder foran Pulten, det er slet ikke poetiske Sager, der beskjæftige ham! Det barske Udtryk i hans Ansigt forvandler sig til Veemod, han seer paa os, der er Sjæl og Tanke i dette Blik! hvor tidt har han ikke hæftet det paa Guds Natur, og den afspeilede sig deri; i sin Ungdom sang han for os om Kampen i hans Sjæl; hans Musa aabenbarede sig spøgelsesagtig, og dog som den friske, blomstrende Mø, Billedet var: “die Ahnfrau”. I sin Manddom bragte han os: “det gyldne Skind”, – det er ophængt i Musernes Tempel, – hans Navn pranger derpaa, Grillparzer.
Hjemreise: Haandværkssvenden
(Skizze fra Böhmen)
Vi have ikke blot forladt Keiserstaden, – vi ere endog komne midt ind i Böhmen. Kornrige Marker, Lindetræer og Helgenbilleder, det er Treklangen her.
Det er Solnedgang, vi see “Riesengebirge”, ak, hvor smaa, hvor taagede, jeg synes at see Kullen fra Sjællands Kyst! det er ikke de græske Bjergconturer! her er ikke den græske Luft med sin Gjennemsigtighed. Men jeg kjender jo denne Plet, Skuet af disse lave Bjerge, den udstrakte grønne Mark, Lindetræerne og denne Steendysse tæt ved Veien! for flere Aar siden har jeg seet den, og netop i samme Belysning, som nu! ikke en Blomst, ikke en Busk synes den mere at have vundet siden jeg sidst foer her forbi; i min Tanke og Hjerte er et nyt, et rigere Blomsterflor end da, Blomster fra Norden, Syden og Orienten! Stedet her har endogsaa tabt; Hovedfiguren, som i min Erindring hører med til dette Landskab, mangler. Her paa denne Steendysse sad da en ung Haandværkssvend, i blaa Bluse, Voxdug over Hatten, Stok i Haanden, Randsel paa Ryggen; han var Billedet paa Ungdom og Sundhed.
Hvor i Verden mon han nu vandrer? Eller har han maaskee alt fundet et roligt Hjem, sidder med Hustru og Barn, just nu i denne Time, og fortæller dem om sine Vandringer gjennem Böhmerland; der er meget at høre, Vandre-Liv er et broget Liv! – Mon han husker sin Hvile her paa Steendyngen, husker Diligencen, der da foer ham forbi, en Fremmed kiggede ud af Vognen og lod ham, som den bedste Figur i Landskabet, afspeile sig i Tanken.
Nei, det husker han ikke! han slynger Armen om sin Kone, kysser sin deilige Dreng -, den Reisende er endnu ikke videre i Verden end ved Steendyngen, der hvor Haandværkssvenden sad! –
Hjemreise: En Grav
Høit paa Bjerget med Udsigt over Stad, Flod og skovbegroede Øer ligger det gamle Hradschin, Kirken her gjemmer i en prægtig Sølvkiste St. Nepomuks Liig; hvilken Pragt herinde, hvilken Naturpragt ude, og dog er dette ikke det Sted i Prag, den Danske først besøger; nede ved Torvet ligger en lille, fattig Kirke, en Buegang og en snever Gaard fører derind. Præsten messer foran Altret, Menigheden knæler og mumler et: “bed for os!” det klinger som et huult, hendøende Suk fra Afgrunden, det vælter frem som en Smertens Bølge, et Jammerskrig.
Den Danske vandrer gjennem Gangen mod Høire; en stor, rødbruun Steen, hvori er hugget en Ridder i Rustning, er muret i Søilen. Hvis Been smuldre derinde? En Landsmands! en Dansk, en Aandens Stormand, hvis Navn kaster Glands over Danmark, – det Land, som forjog ham. Hans Borg derhjemme er sjunket i Gruus, Plougfuren gaaer hen over den Plet, hvor han i den lune Stue granskede Skrifterne og modtog Kongers Besøg;
Maagerne flyve gjennem Luften, hvor han fra Taarnet læste i Stjernerne! hans Livs og Lyksaligheds Ø er i fremmede Hænder, Danmark eier den ikke, Danmark eier ikke hans Støv, men Slægten nævner hans Navn i deres onde Tid, som gik der en Banstraale ud fra det; “det er Tycho Brahes Dage!” sige de.
Den Danske græder i fremmed Land ved Tychos Grav, vredes over en uskjønsom Tidsalder: “Danmark! Du har Hjerter i dit Skjold, hav det ogsaa i dit Bryst!” – Stille, Søn af en yngre Slægt! maaskee Du selv, havde Du levet paa hans Tid, vilde have miskjendt ham, som de Andre, hans Storhed vilde have oprørt din Forfængeligheds Grums, og Du havde kastet det i hans Livs Bæger! Slægt ligner Slægt, deri aabenbarer sig Slægtskabet.
En Solstraale falder paa Gravstenen, maaskee ogsaa en Taare! – Menigheden mumler sit hendøende smertelige: “bed for os!”
Hjemreise: Flugt mod Norden
Snart er det Vaar, Trækfuglene drage da mod Syden; jeg flyver Nord paa; Dampen er min susende Vinge! paa Dampskib og Dampbaad gager det fra Böhmens Kongestad hjemad! brogede, kjendte Billeder glide forbi, en sommerskjøn Natur, venlige Ansigter, Toner klinge, Timerne forsvinde, og før jeg veed det, er jeg i Norden.
Dog endnu seer jeg Hradschin straale i Solen, høit over blomstrende Agre og deilige Trægrupper. Du smukke Morgen, udslet Erindringen om Aftenen igaar, Vandringen i “Baumgarten”, Pragernes Dyrehave; den forekom mig som en Kirkegaard, hvor Folk vilde være lystige, men ikke kunde; skikkelige men kjedelige Borgerfamilier sad og drak Øl under Træerne, hvor ikke en Fugl qviddrede; stygge Bajaderer med megen Stivelse i Kjolen gik op og ned; Marionet-Theatret selv var i trist Humeur, Ingen talte for Dukkerne, de fægtede med Armene og en Liigkiste spillede Hovedrollen.
Hvorfor hefter det Uskjønne sig saaledes fast i Tanken, Prag har saa meget eiendommeligt og smukt! Du friske, duftende Morgen, udslet alle graae og uskjønne Erindringer.
Flaget vaier paa “Bohemia”!*), som en Fisk gjennem Vandet skyder det ned
*) Dette er det første Dampskib der er gaaet mellem Prag og Dresden, det begyndte sine Toure, omtrent en Maanedstid før min Ankomst.
ad Strømmen mellem maleriske, skovgroede Fjelde; paa hver Ruin og ved hver lille By, vi flyve forbi, vaier en Fane, man hilser os med Musik, Folket svinger med Hattene, smag Kanoner knalde og Eccho svarer; det er en deilig Fart!
Vi have ombord en Kjøbenhavner med sin Datter! “det er nysseligt!” siger hun, “men Vandet er saa fælt gult! her er ikke vore Bøgeskove -!”
“Det er nogle skrækkelige Bjerge!” siger Faderen, “see hvilken Karl! jeg skal ikke op paa den! man seer den da ligesaa godt nedenfra!”
Det gjør man ikke! stig op paa Fjeldet! lad den friske Bjergluft omsuse Eder, og vær glad ved det Store ude og ved – det Smukke hjemme!”
Hirniskretschen hilser os, vi ere paa sachsisk Grændse! “Trakten är vacker! hvad som finnes og försvinner for ögat i Italien, gör nu en stor efect; små strömmar, små berg!” det er Ehrensvårds hele og træffende Skildring af det sachsiske Schweits!
Naar Naphtakilden har holdt op at strømme, skatter man just de sidste frempiblende Draaber! Farvel, I grønne, skovbegroede Fjelde, jeg ombytter Eder for den udstrakte Slette med Kløver og Bøge ved den aabne Strand.
Dresden ligger foran os i den tunge Luft, Nordtydsklands Firenze! hvor Madonna, den jomfruelige Moder staaer med Himmelbarnet paa den svævende Sky; Protestanten bøier sig for det Guddommelige i Kunsten! Dresden er en Ven, man ikke gjerne slipper, han har noget, hvad skal jeg kalde det, halv borgerligt, halv romantisk; hans Have er Fjeld-Naturen med Königstein og Bastei, hans Studeerkammer Galleriet med de herlige Malerier; det ny Theater er en Billedbog, saa broget og prægtig, med Guld og Snirkler, ja herinde er man selv midt i Billedbogen; man overvældes af den brogede Pragt! Digteres Portrætter prange i Loftet; Logerne ere forgyldte og svævende; den Skjønne sidder her paa Muslingeskallen, som hendes Søster Venus Anadyomene saa tids har gjort; Fortæppet giver os Parnas, hvor kjendte Skikkelser vise sig, Galdeton, Moliére, Gozzi, Schiller, Göthe og flere Aandens Stormænd. Borten danner en Arabesk af dramatiske Characterer, her er Romeo og Julie, Kong Lear, Faust, Mephistopheles og saaledes i en uendelig Række. Ja Theatret er en ægte Billedbog, Skuespil og Opera er Texten, gid den maa bringe os til at glemme Billedpragten.
Her er godt at være, men vi er paa Reiseflugt, endnu et Haandtryk af de Kjære – Dahl, Vogel, Winckler! – – og Dampmaskinen bruser afsted over Mark og Eng til Leipzig, til Magdeburg og atter med Damp til det yderste Hjørne af Tydskland, det mægtige Hamborg, det er en kort Flugt, Timerne kunne tælles; men vi standse paa Veien, standse i Dage. Melodierne have en sælsom Kraft, Venskab og Beundring er ligesaa mægtig – Mendelsohn Bartholdy boer i Leipzig.
Hvor hyggeligt og godt var der ikke i hans Hjem; en smuk og venlig Hustru, og Alt saa festligt for den Fremmede. En lille Formiddags-Concert, hvor jeg ogsaa hørte Adam *), blev givet i Mendelsohns Stue;
*) Clara Schumann, født Wieck, var da ikke i Leipzig; først i Danmark hørte jeg hende. Liszt spiller “Erlkönig” og vi see og høre: “er Du ei villig, da bruger jeg Magt”, Clara Schumann spiller det samme stykke, og vi ride med Fader og Søn gjennem Skoven i den maaneklare Nat.
den aandrige Fru Göthe fra Weimar og jeg vare de lykkelige Gjester! I Kirken, paa det samme Orgel som Sebastian Bach spillede, gav Mendelsohn mig een af dennes Fugaer og et Par af sine Digtninger! Bjerg og Dal, Himmel og Afgrund brusede sin Hymne fra Orgelpiberne; det var Kirke-Concert! – Du har spillet for mig, jeg bringer derfor Dig min fattige Sang.
Dampvognen flyver med Svalens Flugt! vi ere i Magdeburg! vi sove her en Nat og – vi ere atter paa Elben.
Dampskibet er smudsigt og tungt, det standser strax i sin Flugt, gaaer saa et lille Stykke, løber paa Grund og gaaer igjen; den skjønne Natur rundt om aabenbarer sig i et Piletræ og en Græsmark! her er koldt og graat! Digteren maa hjælpe paa Naturen, altid hjælper den paa ham. Her læses paa Skibet, det er en heel Læsesal! hvad er det for en Bog, som To paa eengang ere saa fordybede i, det er en Bog af en Dansk. Siig ikke, Danmark har ingen Bjerge; dets Litteratur er et Bjerg høit og skovbegroet, det sees fra Nabolandene blaanende i Horizonten. Vær os velkomne, gjennemvandrer vor aandelige Bjergnatur, her strækker sig Oehlenschlägers mægtige Urskove, Grundtvigs Kjæmpegrave, hvor Stenene klinge som Memnonssøilen; her ligge Holbergs Byer med levende Mennesker, som vi kjende dem endnu, her dufter det frisk afmeiede Hø paa Christian Winthers Kløvermark, – Ingemann fører Dig ved Maaneskin gjennem de duftende Bøgeskove, hvor Nattergalen slaaer og Kilden fortæller om gamle Minder, Hertz og Heiberg ville lære Dig, at det danske Sprog har Toner, at det kan smeddes til susende Pile, til flammende Sværd. Der rører sig et Liv hos den unge Slægt. Hør ham, som sang om Venus og Amor og Psyche, ham, der fortæller en Broders Levnet! følg ham, som Du læser her paa Skibet *)
*) Det er som man seer en fragmentarisk Udsigt, betydende Navne mangle, Boye, Blicher, Hauch, Holst &c. &c.
– og hvo er han? En Pseudonym, en Carl Bernhard, den yngre Broder til Hverdagshistoriens Digter, den yngre Broder, der er i Stigen, som den ældre er i Aftagen; det unge Træ skyder hver Gang nye friske Grene, den ene kraftigere end den anden, det ældre Træ har mistet sin Livsfriskhed, dets nye Grene ere tørre og udgaaede; de falde af sig selv fra Kronen, der dufter i “de lyse Nætter” i “Drøm og Virkelighed”.
Snart er Elbfarten endt; det er den sidste Aften! hvor graat, hvor koldt! Svalerne flyve tværs over Floden til deres Huller i Jordskrænten, til deres Rede under Husets Tag.
I Vaaren kommer Svalen fra de varme Lande, Instinctet driver den mod Norden; det leder den gjennem Luftens Ørk til dens Rede. Ved den gule, rullende Flod med de fattige, grønne Bredder staaer et lille Huus med en blomstrende Hyldebusk; “der maa jeg hen!” qviddrer Svalen, “der drager Længslen mig fra den høie Palme, den skyggende Platan! Hyldebusken dufter saa sødt; paa Dørtrinnet sidder den gamle Bedstemoder i det varme Solskin og seer ud paa Skibene; en lille Pige sidder paa sin Skammel og glæder sig over det blomstrede Tøi i Bedstemoders Skjørt!” Du stakkels Svale! Du kommer tilbage! den blomstrende Hyld er omhugget, den gamle Bedstemoder er i sin Grav, den lille Pige ude i Verden hos Fremmede. Huset selv, hvor Du byggede, er oppudset og pyntet, den nye Eier taaler ingen Svalereder – ak hvor forandret!
Det er Morgen! indsvøbte i kold, raa Taage ligge Hamborgs Taarne for os! vi ere i Norden! Elben vælter sine melkefarvede Bølger mod vort stygge Dampskib. Vi lande, – vi kjøre gjennem de snevre, mørke Gader! – Her er Musik, stor Musikfest. Iaften skal Alt straale med Lys, hen over Alsteren og under de grønne Alleer! – Liszt er her! jeg skal høre ham igjen i samme Sal, som da jeg reiste ud, høre igjen hans valse infernale! skulde man ikke troe min hele Reise-Flugt var en Drøm kun under Liszt’s brusende Phantasier! – Ikke Maaneder men kun Minuter ere forsvundne. “Nei, Tiden er skredet fremad!” sige mine mange Landsmænd, som jeg møder paa “Jungfernstieg!” vi ere, mens De var paa Reise, gaaet meget fremad, vi have faget Omnibus i Kjøbenhavn!” – Ja, det gaaer fremad! siger jeg selv, idet jeg paa min Vandring seer Heibergs Navn bragt til Hjørnet af Altona. Jomfru Sichlau har med “Emilies Hjertebanken”, ført hans Navn til Elben, der staaer det paa Placaten, som er klistret paa Gadehjørnet; en dansk, omreisende Trup giver heibergske Vaudeviller i Altona. Er hans Navn først ved Elben, let flyver det da over den, – saa kommer han i Humeur, og det er godt for ham selv og for os med!
Toner klinge! Raketter stige! Farvel -! – over det svulmende Hav til de grønne Øer!
Aldrig kjendte jeg Hjemvee, uden det er Hjemvee, at Hjertet opfyldes af en forunderlig Kjærlighed ved Tanken om de Kjære i Hjemmet! en uendelig Vellyst, der udmaler det Øieblik, første Gang igjen at see dem i den kjendte Omgivning! det træder saa levende frem, at Taarerne komme i Øinene, Hjertet bliver blødt og maa med Magt rive sig løs fra disse Tanker! – Er dette Hjemvee, ja, da kjender jeg den ogsaa! Hjemkomstens første Øieblik er dog Bouquetten af den hele Reise!