Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – Indtrædelse i Italien

Hans Christian Andersen: En Digters Bazar – A Poet’s Bazaar 1842

Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842

Italien: Indtrædelse i Italien

Reisebilleder 1

Over Alperne kommer man ind i et Land, hvor Vinteren er, som en smuk Efteraarsdag i Norden, det havde den i det mindste eengang været for mig. Sex Aar var gaaet siden jeg forlod Italien, nu var jeg her igjen, og i det første Vertshuus paa italiensk Grund skulde Velkomst-Skaalen tømmes; men Diligencen kjørte forbi baade det første, andet og tredie Vertshuus, thi Conducteuren sov; vi gjorde vist bedst i at følge hans Exempel. Jeg skottede til den blaa Himmel, lod Karreet Vinduet gaae ned, for dog at drikke Skaalen i denne Luft! men vore Signoraer skreg høit ved den kolde Luftning, og saa fik jeg kun nippet til den!

Der var endnu ikke Dag-Gry, da vi nagede Verona. Hotel “della posta” er et koldt, uhyggeligt Sted, jeg fik et brolagt Værelse med tre overnaturlig store Senge; nogle Træpinde blussede paa Kaminen, men den Ild var en Slags Øienforblendelse, den varmede ikke det mindste; saa gik jeg til Sengs og sov – sov til Solen skinnede ind af Vinduet. Jeg steg op og drak dens Straaler, og i Grunden, disse vare den kosteligste Drik Italien kunde bringe! Men jeg vilde have mere Sol og derfor gik jeg udenfor, og da jeg her fik mere, vilde jeg have den stærkere endnu. Det gaaer med Soldrankere, de vil altid have det stærkere.

Solen skinnede paa Scaligernes prægtige Marmor-Grav, paa Romeo og Julies Sarcophag, paa det store Amphitheater, jeg saae det altsammen, men Italiens Sol skinnede endnu ikke ind i mit Hjerte med den Glands, som alle Erindrings Billederne havde.

Vi steg op til Castellet, for at nyde den prægtige Udsigt over den gamle By og den brusende Flod, og heroppe aabenbarede sig først Italien! – ja, man vil lee af denne Aabenbarelse, men Sandhed er det: hele Terrainet, hvor Aabenbarelsen fandt Sted, var vistnok kun nogle fag Alen; det var i et langt grønt Salatbed! kun grøn Salat, men den var i fri Luft, i et stærkt Sollys og Solens varme Straaler faldt tilbage fra en gammel Muur, der var ganske overgroet med Vedbende! – Her var grønt, her var varmt, og dog skrev man den 7de December!

Den fattige, grønne Salat her i den frie Luft i Læ og Solskin var som Drapperi for den Throne, fra hvilken Italiens Majestæt hilsede mig og raabte: “Velkommen!”

Reisebilleder 2

Man talte kun om Krigen, den forventede Krig, Frankrig snart vilde føre med Tydskland. Der var paa Veien en Færdsel og Bevægelighed, men ogsaa denne tydede paa Krig; den ene Rustvogn med Munition fulgte efter den anden, ledsaget af ridende østerrigske Soldater, alle drog de, som vi, mod Mantua, den berømte, store Fæstning.

“Jeg skal tilbage om otte Maaneder,” sagde en Nordtysker i samme Vogn, som jeg, “netop samme Vei tilbage! det seer trøsteligt ud, hvorledes slipper man igjennem de fjendtlige Rækker.”

“Jeg boer her paa Sletten, i den lille By Villa franca!” sukkede en Dame, “vi ere der kun nogle Timer fra Mantua. Der forestaaer os skrækkelige Dage.”

Jeg blev alvorlig stemt; dog i store Livs-Tilfælde, hvor jeg selv aldeles intet kan udrette, har jeg Tyrkens faste Tro paa det styrende Forsyn, jeg veed der skeer hvad der skal skee! her vendte mine Tanker sig til mine Kjære i Hjemmet, de bedste Lysbilleder dukkede op i min Sjæl.

Det var blevet Aften, det var en klar, blaa Luft, Maanen skinnede, det var saa stille, ganske, som paa en smuk Efteraarsaften i Danmark. Mantua laae foran os! Mantua, sagde man, og jeg var ganske i Danmark, og det ikke blot i Tankerne, men i Omgivelsen. Jeg saae en stor, klar Indsø, og den syntes i Maanelyset omgivet af Skove, der fortonede sig i en egen Blaahed; den store Lombarder Slette, denne Sø og Skovene, som egentlig ikke vare, men syntes at være, bragte mig pludselig til Hjemmet, der kom Taarer i mine Øine; kald det ikke Hjemvee – thi jeg var hjemme.

Man siger, at Sorgen sætter sig bag paa Mandens Flest og rider med ham, jeg troer det, men Erindringen, veed jeg, gjør det samme, og han sidder bedre fast! Erindringen red Ranke paa mit Knæ og lagde sit Hoved til mit Hjerte.

“Husker Du,” sang han, “de store, stille Søer, indesluttede af duftende Bøgeskove! husker Du den lille Sti mellem vilde Roser og høie Bregner, Aftensolens Straaler spille mellem Træets Grene, og gjøre Bladene transparente. Der ligger en gammel Ridderborg ved Søen med takket Gavl, og Storken har Rede deroppe! – der er smukt i Danmark! -”

“Husker Du den brune duftende Kløvermark, med den gamle Kjæmpegrav begroet med Brombærhække og Slaaentorne; Stenene derinde i Gravkamret skinne som Kobber, i det Aftensolen kaster sit røde Skjær derind? Husker Du den grønne Eng, hvor Høet staaer i Stakke og udbreder en sød Lugt i den stille Luft? Fuldmaanen skinner, Karle og Piger gaae syngende hjem, med blinkende Leer. Husker Du Havet, det svulmende Hav, det blikstille Hav – ! ja, der er smukt i Danmark!”

Og vi rullede ind i Mantua, rullede ind gjennem en mægtig lukket Bro! Møllehjulene bruste udenfor, – og saa vare vi i Mantuas Gader.

Reisebilleder 3

Det var Madonnas Fest! den prægtige Kirke straalede med Lys, Billederne i Kuppelen syntes at leve, de svævede! det var som gjorde man et Blik ind i Himlen selv; Duft af Røgelse opfyldte Kirkens Gange, Musik og Sang lød saa jublende smukt, det var Glæde den udaandede, Glæde, som vi Nordboer ikke kunde tænke os i en Kirke, og dog, naar vi høre den her og see den andægtige knælende Mængde, føle os opløftede af. – Fra Kirken strømmede Mængden ud paa den store Plads og tæt udenfor stod et lille Marionettheater, Trædukkerne slog Hovederne mod hinanden og fægtede med de store Arme! Dialogen blev beklappet! det var et Liv, en Lystighed.

Under Gadens høie Buegange vandrede Folk op og ned; Musik og Sang lød fra de aabne Caffeer, jeg tog Plads i en, hvor just et Kunstnerpar lod sig høre.

Manden var styg, ja vanskabt, aldeles en Dverg, Konen derimod ung og smuk; hun spillede Harpe, han Violin, hans Stemme klang deilig! det var den brillanteste Bas, saa klangfuld og bøielig; han sang med Smag og Følelse! – Alle rundt om bleve opmærksomme! Ingen læste meer i sin Avis, Ingen sladdrede med sin Nabo; det var Sang at høre, og Italienerne have Øre for Sang.

Jeg lagde Mærke til, at den unge Kone engang saae hen paa ham med et Udtryk af Mildhed, med et saa venligt Smiil, at ved dette deres Hverdags-Liv forekom mig som et Eventyr, hans Hæslighed en Fortryllelse, som hun godt vidste, hans ædlere “Jeg” aabenbarede jo sig i Sangen, og under denne vilde engang den hæslige Larve falde, og hun skulde see ham ung og smuk, som hun selv var.

Alle Gjester gav Ægteparret en lille Tribut; min raslede i hans Hat, idet man kaldte mig til Posthuset. Bygningen her er et ophævet Kloster; man maa gjennem Buegange, over en gammel Klostergaard og ind i Kirken, en ret stor, italiensk bygget Kirke, der nu tjener som Vogn-Remise.

Den af Maanen oplyste Luft udenfor gav saa megen Lysning i Kuppelen, at alle Omrids af denne traadte frem. Den lavere Deel af Kirken selv var saa godt som i Mørke; en stor Staldlygte hang, hvor Messingkronen før havde hængt; Diligencen og en af de nærmeste Vogne bleve herved belyste; rundt om stode Kufferter, Reisegods og Pakker. Det Hele gjorde et ubehageligt Indtryk paa mig, thi her var formeget, der mindede om et Guds-Huus. Hvor et af Altrene havde staaet var reist et Træ-Skuur, indviet de laveste Nødvendigheder. Jeg veed ikke, med hvad Følelse Catholiken seer en saadan Forvandling af Kirke til Stald, altid har jeg tænkt mig Catholiken mere ildfuld for sin Tro, end den saalidt ceremonielle Protestant – ! jeg følte mig glad ved at komme herfra. Kirkeporten aabnedes, og hvor Chordrengene havde svunget Røgelse-Karret for den knælende Mængde, trampede vore Heste, Postillonen blæste og vi foer afsted! Fire ridende Gendarmer ledsagede os, thi Veien var ikke sikker. Snart laae alt eensomt og stille, vi saae intet Lys mere skinne fra noget Huus ved Veien. Vi nærmede os Floden Po, og overalt viste sig Spor af den sidste Oversvømmelse. Mark og Vei var bedækket med en dyb Dynd, kun Skridt for Skridt kunde vi kjøre. Ved Flodbredden laae en eensom Færge, saa stor, at Vogn og Heste kunde kjøre ud paa den; et lille Træskuur var reist paa selve Fartøiet, og her inde brændte en stor Ild, som vi Alle flokkedes om i den kolde Nat, medens Strømmen selv drev Fartøiet over. Alt var saa stille, vi hørte kun den pibende Lyd af Tridserne om Touger, ved hvilket vort Fartøi holdtes, i det Strømmen drev det. Seiladsen var endt; nye Gendarmer til Hest, indsvøbte i store Kapper, ventede os.

Reisebilleder 4: Maaneskin og Sollys

Det var efter Midnat, jeg sad i den rullende Vogn; vore ridende Soldater holdt tæt ind til den; det var det deiligste Maaneskin! en stor Stad med gamle Mure laae ligeforan; nu blev det sort Nat, vi foer ind af Porten og atter igjen straalede Lyset. Vi vare i Modena! Som en sælsom Drøm fuld af Maaneskin staaer endnu dette Skue for mig. – Gamle Bygninger med Buegange, et prægtigt Slot med en udstrakt Plads aabenbarede sig, men Alt mennesketomt og stille, ikke fra eet Vindue skinnede et Lys ud til os, ikke eet levende Væsen bevægede sig i denne store, gamle Stad, det var ganske trolddomsagtigt. Vi holdt ved en lille Plads; midt paa den stod en muret Søile, hvis øverste Deel dannede en Slags Lanterne med Glas for, en Lampe brændte derinde; – “det evige Lys” kaldes denne Slags Alter, Nat og Dag holdes Lampen tændt.

Flammen syntes i det stærke Maanelys kun et rødligt Punkt, en malet Flamme; en Qvinde indsvøbt i pjaltet Mastel sad og sov ved den; hun hældede sit Hoved op til den kolde Søiles Muurvæg, et sovende Barn laae paa Knæ med sit Hoved i hendes Skjød. Jeg stod længe og betragtede denne Gruppe, den Lilles Haand laae halv aaben paa Moderens Knæ! jeg lagde ganske sagte en Skilling i Barnets Haand, og Barnet aabnede Øinene, saae paa mig og lukkede dem øieblikkelig igjen. Hvad mon han drømte vel? – Jeg vidste, naar han vaagnede, havde Maaneskinnet lagt ham Sølv i Haanden.

Ved Sollys saae jeg Bologna; den ligger mellem frodige Viinmarker tæt under Apenninerne, der danne et grønt Gjærde, hvori hver Ranke er en Viinhave, hver Blomst en Villa eller en Kirke.

Solen spiller en stor Rolle i denne Egn, Byfolkene ynde den ikke, derfor er Alt beregnet paa at give Skygge, alle Huse danne svale Buegange; men i Viinmarken hersker Solen og modner den saftfulde Drue, selv med Stenene slutter den Forbund. Det er her i Nærheden, i Bjerget Paderno, den saakaldte bononiske Steen *) *) Spongia di Luce, findes, hvilken har den særegne Egenskab, at den indsuger Solens Straaler og derpaa lyser i Mørke.

Jeg tænkte derpaa, da jeg i Sollys saae den store By og mit Øie faldt paa det skjæve Taarn! see det er ogsaa en Steen-Masse, der lyser, tænkte jeg, men Lyset har denne faaet fra Dantes Divina comedia.

Jeg tænkte derpaa, da jeg besøgte den rige Kirkegaard og betragtede de mange Marmor-Monumenter; disse ere ogsaa bononiske Stene, der faae deres Lys fra den Døde, de ere reiste over; men jeg fandt ingen, der endnu havde inddrukket noget Lys, skjønt paa den ene læstes, at her lage en berømt Comedieskriver – og paa den anden stod, at her hvilede en Dame, der havde kunnet tale Græsk og Latin.

Jeg tænkte paa den bononiske Steen, da jeg stod for en af Byens private Bygninger og man nævnte mig Eieren. Dette Huus vil ogsaa engang udsende en Nimbus, men har den ikke ret endnu, thi Solen er oppe, Stenen inddrikker i vor Tid Straalerne – Eieren maa døe, saa kommer Glandsen – Eieren er Componisten Giacomo Rossini.

Italien: En Nat paa Apenninerne

Fra den grønne, flade Lombarder Slette hæve sig med Løvtræer og Viinhaver Apenninerne; idet man kommer udenfor Porten af Bologna, synes det, som om Veien gik op over en storartet Haves ødelagte Terrasser, liig dem, hvilke Sagnet melder os en Semiramis lod bygge.

Det var midt i December, Alt havde det sildige Efteraars Characteer. Viinløvet var rødt, Løvtræerne gule, kun Laurbærhækkerne stode grønne, som altid, og Pinier og Cypresser kneisede i al deres Pragt. Langsomt kjørte vi opad, altid opad; Guirlander af Viinløv hang hen over de revnede Mure, vi mødte Skarer af smukke Oxer, der havde tjent til Forspænd; deres hvide, glindsende Sider fik et rødligt Skjær af den synkende Sol.

Alt, som vi kom høiere, blev Egnen mere eensom; jeg gik alene forud. Solen var nede og i nogle Minuter laae der en blaalig Tone over Bjergene, en Luft-Tone, der syntes ligesom at strømme ud fra Bjergene selv; ikke en Vind rørte sig, der var mildt og stille, og en Storhed i Klipperne og i den dybe Dal, der stemte Sindet til Andagt. Eensomheden i Dalen gav denne, jeg tør ikke sige, et Præg af Melancholie, nei, jeg troer det maa kaldes en Ro; det var, som om Søvnen havde sit Rige dernede; der var en Hvile, en Fred, der just forhøiedes ved den sagte Summen af Floden dybt dernede.

Veien snoede sig om Bjerget, hvor jeg gik, og snart saae jeg ingen Vogn meer, intet Menneske, jeg saae kun den dybe Dal; jeg var ene, ganske ene.

Det blev Nat, Stjernerne tændtes; de glimre mere stærkt hos os en frostklar Vinternat, men her i Bjergene er Luften langt høiere; dens fjerne Hvælving var gjennemsigtig, som om et nyt uhyre Rum begyndte bag denne.

Snart skinnede mellem Fjeldene en Lysstraale, den kom fra et Vertshuus deroppe; i den aabne Buegang brændte Lampen foran Madonnabilledet; Camerieren, i hvidt Forklæde og Fløiels Trøie, modtog os; vi fik Plads i en stor Sal, hvis hvidgraaie Vægge prangede med Navne og Indskrifter i alle europæiske Tungemaal. Men her var koldt og eensomt. Store Knipper Grene bleve kastede paa Kaminen, de blussede op i en stor Flamme og indbød os i Kreds. Hver i vort lille Selskab havde Noget at fortælle, især om den sidste store Flod-Oversvømmelse.

Efter at have nydt det dampende Aftensmaaltid, søgte hver sit Kammer; mit laae noget afsides, det var stort og eensomt, Sengen var ligesaa bred, som lang; Vievandskar hang ved Hovedgjærdet, Indskrifter fandtes paa Muren, ja ogsaa en Dansk:

“Fryd dig ved Livet i dine Dages Vaar”

havde en Landsmand skrevet! gid han maa have frydet sig.- Et fattigt Bord og to Rørstole udgjorde det øvrige Meublement.

Jeg aabnede et Vindue; store Jernstænger vare anbragte udenfor, Vinduet vendte ud til en dyb Dal; mørkt var det dernede; jeg hørte en Flod bruse; oven over mig straalede Himlen med Stjerner; jeg hældede min Pande mod Jernstangen og følte mig ikke mere ene, end jeg er det i min lille Stue i Danmark. Den som har et Hjem i Hjemmet, kan føle Hjemvee, den som intet har, føler sig lige meget hjemme overalt. Efter faa Minuter var min Stue her et gammelt Hjem for mig, dog jeg kjendte ikke endnu Omgivelsen.

Foruden den almindelige Indgang saae jeg en lille Dør med en Slaa for, hvor mon den førte hen. Jeg tog Metallampen, hvori de tre Væger vare tændte, jeg lod alle fem Væger brænde, trak Slaaen fra og gik paa Opdagelser.

Udenfor fandt jeg et Slags Pulterkammer; her stode Kister, Sække, store Krukker og paa Væggene hang gamle Klæder og Geværer. Men herfra var endnu en Udgang; jeg aabnede Døren til denne og stod nu i en lang, smal Gang; jeg fulgte den og standsede ved en Dør – skulde jeg gaae videre! jeg lyttede. Da lød derinde med eet to Fløitetoner, en dyb og en høi skjærende; efter et Mellemrum gjentoges de.

Jo længere jeg lyttede, des sikkrere var jeg paa at det ikke kunde være fra en Fløite disse Toner kom, – jeg løftede Træklinken og Døren fløi op i en Fart, langt hurtigere end jeg ventede det; – Værelset var svagt oplyst af en Lampe, en gammelagtig Bonde, med et langt hvidt Haar, sad halv afklædt i en Lænestol og blæste paa Fløite.

Jeg gjorde en Undskyldning for at jeg kom, men han lagde ikke Mærke til mig; jeg trak Døren i og vilde gaae; men den aabnedes igjen og en ung Knøs, jeg ikke havde bemærket, spurgte mig med hviskende Stemme, hvem jeg søgte.

Den Gamle, jeg havde seet, var Husets Onkel; han var sindssvag og havde været det fra sit sextende Aar. –

Jeg vil fortælle det lidet derom, man sagde mig. Hans Sygdom var som pustet paa ham; Ingen kjendte Grunden; han havde alt som Dreng blæst smukt paa Fløite, men fra en bestemt Nat af, aldrig siden forsøgt uden disse to Toner, en dyb veemodig og en høi pibende. Disse gjentog han ideligt og det ofte flere Timer om Natten. Man havde forsøgt paa at tage Fløiten fra ham, og altid blev han da som et vildt Dyr; med Fløiten derimod sad han mild og stille. Karlen, jeg talte med, sov i Kammer med den Gamle og var vant til Fløitespillet, som man kan blive det til Perpendikkelens Slag eller Kobbersmedens Hamren, naar han i en Række af Aar har været vor Nabo.

Jeg gik til mit Værelse, lukkede Døren, men jeg syntes dog at høre de to Fløitetoner; de klang, som naar langt borte Vinden bevæger Fløiten paa et Taarnspiir! – Jeg kunde ikke falde i Søvn, min Phantasi beskjæftigede sig med den Gamle; jeg hørte Fløitetonerne, de klang, som fra en Aandeverden; naar den Gamle engang døer, vil i Nattens Stilhed Husets Folk troe at høre, som Spøgelse-Toner, hvad jeg nu hørte i Virkeligheden! – først i Morgenstunden faldt jeg i Søvn, og jeg troer samme Time, kaldte man igjen paa mig; vi skulde kjøre før Dagbrækningen.

Det var Nat, da vi sad i Vognen, Bjergene foran os vare bedækkede med Snee, i Morgenrøden syntes de derfor, som om de vare gloende. Ved Pietra Mala sees kun nøgne, vilde Klipper af vulkansk Natur, og Vulkanerne ere ikke udbrændte, til Høire hvirvlede en tyk Røg ud af Fjeldkløfterne. Jeg øinede i denne Morgen to Have, som et glindsende Baand i Horizonten, til Venstre Adriaterhavet, til Høire Middelhavet; en stærk Muur er her øverst reist tæt ved Veien, for at give de Kjørende Læ mod Stormene, der komme fra Østen; før denne Muur reistes, var der tidt Dage og Nættter, at Ingen kunde vandre her, thi Storm-Englen gik over Bjergene.

“Den Gamle i Kroen,” sagde Veturinen, “har en Nat i den værste Storm krøbet paa Bugen hen over dette Fjeld, siger man, da var hanvnok ikke gal endnu! han skulde og vilde ned paa den anden Side Bjerget! -“.

Jeg tænkte paa den Gamle og paa Fløitetonerne. Veien gik malerisk deiligt nedad, i kjække Slange-Bugter, snart over murede Buer, altid i Læ af Bjerge, hvor Solen skinnede varmt, hvor Sneen var smeltet og Træet stod med Løv! “Deilige Italien!” jublede vi alle, og Veturinen knaldede med Pidsken, og Echo knaldede igjen, som han ikke kunde det.

Italien: Metalsvinet (En Historie)

I Byen Florents, ikke langt fra piazza del granduca løber en lille Tvergade, jeg troer den kaldes porto rosa, i denne foran en Slags Bazar, hvor der sælges Grønt, ligger et kunstigt vel udarbeidet Metalsviin, det friske, klare Vand risler ud af Munden paa Dyret, der af Ælde er ganske sortgrønt, kun Trynen skinner, som om den var poleret blank, og det er den ogsaa af de mange hundrede Børn og Lazaroner, der tage fat paa den med Hænderne og sætte deres Mund til Dyrets for at drikke. Det er et heelt Billede, at see det velformede Dyr blive omfavnet af en smuk, halvnøgen Dreng, der sætter sin friske Mund til dets Tryne.

Enhver som kommer til Florents finder nok Stedet, han behøver kun at spørge den første Tigger, han seer, om Metalsvinet og han vil finde det.

Det var en sildig Vinteraften, Bjergene laae med Snee, men det var Maaneskin, og Maaneskin i Italien giver en Belysning, der er ligesaa god som en mørk Vinterdag i Norden, ja den er bedre, thi Luften skinner, Luften opløfter, mens i Norden det kolde graae Bly-Tag trykker os til Jorden, den kolde vaade Jord, der engang skal trykke vor Kiste.

Henne i Hertugens Slotshave, under Piniens Tag, hvor tusinde Roser blomstre ved Vintertid, havde en lille pjaltet Dreng siddet den hele Dag, en Dreng, der kunde være Billedet paa Italien, saa smuk, saa leende og dog saa lidende; han var sulten og tørstig, Ingen gav ham en Skilling, og da det blev mørkt og Haven skulde lukkes, jog Portneren ham bort. Længe stod han drømmende paa Broen over Floden Arno og saae paa Stjernerne, der blinkede i Vandet mellem ham og den prægtige Marmorbro della Trinitá.

Han tog Veien hen til Metalsvinet, knælede halv ned, slog sine Arme om dets Hals, satte sin lille Mund til dets skinnende Tryne og drak i store Drag det friske Vand. Tæt ved laae nogle Salatblade og et Par Kastanier, det blev hans Aftensmad. Der var ikke et Menneske paa Gaden; han var ganske ene, han satte sig paa Metalsvinets Ryg lænede sig forover, saa hans lille, lokkede Hoved hvilte paa Dyrets, og før han selv vidste det, sov han ind.

Det var Midnat, Metalsvinet rørte sig, han hørte, at det sagde ganske tydeligt: “Du lille Dreng, hold dig fast, thi nu løber jeg!” og saa løb det med ham; det var et løierligt Ridt. – Først kom de paa piazza del granduca; og Metalhesten, som bar Hertugens Statue, vrinskede høit; de brogede Vaaben paa det gamle Raadhuus skinnede som transparente Billeder, og Michel Angelos David svingede sin Slynge; det var et sælsomt Liv, som rørte sig! Metalgrupperne med Perseus og med Sabinerindernes Rov stode kun altfor levende; et Døds Skrig fra dem gik over den prægtige, eensomme Plads.

Ved palazzo degli Uffizi, i Buegangen, hvor Adelen samles til Carnevals Glæde, standsede Metalsvinet.

“Hold dig fast!” sagde Dyret, “hold dig fast, thi nu gaaer det op af Trappen!” Den Lille sagde ikke endnu et Ord, halv skjælvede han, halv var han lyksalig.

De traadte ind i et langt Gallerie, han kjendte det godt, han havde været her før; Væggene prangede med Malerier, her stode Statuer og Buster, alle i det skjønneste Lys, ligesom om det var Dag, men prægtigst var det, da Døren til et af Sideværelserne gik op; ja denne Herlighed her huskede den Lille; dog i denne Nat var Alt i sin skjønneste Glands.

Her stod en nøgen, deilig Qvinde, saa smuk, som kun Naturen og Marmorets største Mester kunde forme hende; hun bevægede de smukke Lemmer, Delphiner sprang ved hendes Fod, Udødelighed lyste ud af hendes Øie. Verden kalder hende den medicæiske Venus. Paa hver Side af hende prangede Marmorstatuer, hos hvilke Aandens Liv havde gjennemtrængt stenen; det vare nøgne, deilige Mænd; den ene hvæssede Sværdet, Sliberen kaldes han; de brydende Gladiatorer udgjorde den anden Gruppe; Sværdet hvæssedes, Kæmperne brødes for Skjønheds Gudinden.

Drengen var som blendet af al den Glands; Væggene straalede i Farver, og Alt var Liv og Bevægelse der. Fordoblet viste sig Billedet af Venus, den jordiske Venus, saa svulmende og ildfuld, som Titian havde favnet hende ved sit hjerte. Det var sælsomt at see. To deilige Qvindervare de; deres skjønne, ubeslørede Lemmer strakte sig paa de bløde Hynder, deres Bryst hævede sig og Hovedet bevægede sig, saa at de rige Lokker faldt ned om de runde Skuldre, mens de mørke Øine udtalte Blodets glødende Tanker; men ingen af alle Billederne vovede dog at træde heelt ud af Rammen. Skjønheds Gudinden selv, Gladiatorerne og Sliberen bleve paa deres Plads, thi Glorien, som straalede fra Madonna, Jesu og Johannes, bandt dem. De hellige Billeder vare ikke Billeder længer, de vare de Hellige selv.

Hvilken Glands og hvilken Skjønhed fra Sal til Sal! og den Lille saae dem Alle; Metalsvinet gik jo Skridt for Skridt gjennem al den Pragt og Herlighed. Det ene Skue fortrængte det andet, kun eet Billede fæstede sig ret i Tanken, og meest ved de glade, lykkelige Børn, som vare derpaa, den Lille havde engang i Daglys nikket til dem.

Mange vandre vist dette Billede let forbi, og dog omslutter det en Skat af Poesie: det er Christus, som stiger ned i Underverdenen, men det er ei de Piinte, man seer om ham, nei, det er Hedningerne; Florentineren Angiolo Bronzino har malet dette Billede; meest herligt er Udtrykket af Børnenes Vished om, at de skulle i Himlen; to Smaa omfavne allerede hinanden, een Lille rækker Haanden til en Anden nedenfor og peger paa sig selv, som om han sagde: “Jeg skal i Himlen!” alle Ældre staae uvisse, haabende, eller bøie sig ydmygt bedende for den Herre Jesus.

Paa dette Billede saae Drengen længer end paa noget andet; Metalsvinet hvilte stille foran det; et sagte Suk blev hørt; kom det fra Billedet eller fra Dyrets Bryst? Drengen løftede Haanden ud mod de smilende Børn; – da jog Dyret afsted med ham, afsted gjennem den aabne Forsal.

“Tak og Velsignelse, du deilige Dyr!” sagde den lille Dreng og klappede Metalsvinet, der bums! sprang ned ad Trappen med ham.

“Tak og Velsignelse selv!” sagde Metalsvinet, “jeg har hjulpet Dig og Du har hjulpet mig, thi kun med et uskyldigt Barn paa min Ryg faaer jeg Kræfter til at løbe! ja seer Du, jeg tør endogsaa gaae ind under Straalen af Lampen foran Madonnabilledet. Jeg kan bære Dig hen overalt, kun ikke ind i Kirken! men udenfor den, naar du er hos mig, kan jeg see ind af den aabne Dør! stig ikke ned af min Ryg, gjør du det, da ligger jeg død, som Du seer mig om Dagen være det i Gaden porta rossa!”

“Jeg bliver hos dig, mit velsignede Dyr!” sagde den Lille, og saa gik det i susende Flugt gjennem Florents’s Gader, ud til Pladsen foran Kirken Santa Croce!

Den store Fløidør sprang op, Lysene straalede fra Altret, gjennem Kirken, ud paa den eensomme Plads.

En sælsom Lysglands strømmede ud fra et Grav-Monument i den venstre Sidegang, tusinde bevægelige Stjerner danne ligesom en Glorie om det. Et Vaabenmærke prangede paa Graven, en rød Stige i blaa Grund, den syntes at gløde som Ild. Det var Galilæis Grav, det er et simpelt Monument, men den røde Stige i den blaae Grund er et betydningsfuldt Vaabenmærke, det er som det var Kunstens eget, thi her gaaer altid Veien opad paa en gloende Stige, men til Himlen. Alle Aandens Propheter gaae til Himlen som Propheten Elias.

I Kirkens Gang til Høire syntes hver Billedstøtte paa de rige Sarcophager at have faaet Liv. Her stod Michel Angelo, der Dante med Laurbærkrands om Panden; Alfieri, Machiavelli, Side ved Side hvile her disse Stormænd, Italiens Stolthed *).

*) Ligeoverfor Galilæi’s Grav findes Michel Angelos, paa Monumentet er anbragt hans Buste og desuden tre Figurer: Skulpturen, Malerkunsten og Architecturen; tæt ved er Dantes Grav (Liget selv findes i Ravenna); paa Monumentet sees Italien, hun peger paa Dantes colossale Statue, Poesien græder for den Tabte. Et Par Skridt herfra er Alfieris Gravmonument, der er prydet med Laurbær, Lyre og Masker; Italien græder over hans Kiste. Machiavelli slutter her Rækken af disse berømte Store.

Det er en prægtig Kirke, langt skjønnere, om ikke saa stor, som Florents’s Marmor-Domkirke.

Det var som om Marmorklæderne rørte sig, som om de store Skikkelser end mere hævede deres Hoved og skuede i Natten, under Sang og Toner, op mod det brogede, straalende Altar, hvor hvidklædte Drenge svingede gyldne Røgelsekar; den stærke Duft strømmede fra Kirken ud paa den aabne Plads.

Drengen strakte sin Haand ud mod Lys-Glandsen, og i samme Nu foer Metalsvinet afsted; han maatte knuge sig fast til det, Vinden susede om hans Øren, han hørte Kirkeporten knage paa Hængslerne, idet den lukkedes, men idetsamme syntes Bevidstheden at forlade ham, han følte en iisnende Kulde – og slog Øinene op.

Det var Morgen, han sad, halv gleden ned af Metalsvinet, der stod, hvor det altid pleiede at staae, i Gaden porta rossa.

Frygt og Angest opfyldte Drengen ved Tanken om hende, han kaldte Moder, hun som havde igaar sendt ham ud og sagt, at han skulde skaffe Penge, ingen havde han; sulten og tørstig var han; endnu engang tog han Metalsvinet om Halsen, kyssede det paa Trynen, nikkede til det og vandrede saa afsted, til en af de snevreste Gader, kun bred nok for et velpakket Æsel. En stor, jernbeslaaet Dør stod halv paa Klem, her gik han op ad en muret Trappe med skidne Mure og en glat Snor til Gelender, og kom til et aabent Gallerie, behængt med Pjalter; en Trappe førte herfra til Gaarden, hvor fra Brønden store Jerntraade vare trukne til alle Husets Etager, og den ene Vandspand svævede ved Siden af den anden, medens Tridsen peb og Spanden dandsede i Luften, saa Vandet kladskede ned i Gaarden. Atter gik det op ad en forfalden, muret Trappe; – to Matroser, det var Russere, sprang lystigt ned og havde nær stødt den stakkels Dreng omkuld. De kom fra deres natlige Bacchanal. En ikke ung, men yppig Qvindeskikkelse, med et kraftigt, sort Haar, fulgte. “Hvad har Du hjem?” sagde hun til Drengen.

“Vær ikke vred!” bad han, “jeg fik Intet, slet Intet!” – og han greb i Moderens Kjole, som om han vilde kysse paa den; de traadte ind i Kammeret: det ville vi ikke beskrive; kun saameget skal siges, at der stod en Hankekrukke med Kul-Ild, marito, som den kaldes, denne tog hun paa sin Arm, varmede Fingrene, og puffede Drengen med Albuen. “Jo vist har Du Penge!” sagde hun. –

Barnet græd, hun stødte til ham med Foden, han jamrede høit; – “Vil Du tie, eller jeg slaaer dit skraalende Hoved itu!” og hun svang Ildpotten, som hun holdt i Haanden, Drengen dukkede ned til Jorden med et Skrig. Da traadte Nabokonen ind ad Døren, ogsaa hun havde sin marito paa Armen. “Felicita! Hvad gjør Du ved Barnet?”

“Barnet er mit!” svarede Felicita. “Jeg kan myrde det om jeg vil, og Dig med, Gianina!” og hun svingede sin Ildpotte; den Anden hævede sin parerende i Veiret, og begge Potterne foer imod hinanden, saa Skaarene, Ilden og Asken fløi omkring i Værelset; – – men Drengen var i samme Nu ude af Døren, over Gaarden og ude af Huset. Det arme Barn løb, saa han tilsidst ei kunde drage Aande; han standsede ved Kirken St. Croce, Kirken, hvis store Dør sidste Nat havde aabnet sig for ham, og han gik derind. Alt straalede; han knælede ved den første Grav til Høire, det var Michel Angelos, og snart hulkede han høit. – Folk kom og gik, Messen blev læst, Ingen tog Notice af Drengen; kun en gammelagtig Borger standsede, saae paa ham – og gik saa bort ligesom de Andre.

Sult og Tørst plagede den Lille, han var ganske afmægtig og syg; han krøb hen i Krogen mellem Væggen og Marmormonumentet og faldt i Søvn. Det var henimod Aften, da han vaagnede igjen ved at Een ruskede i ham, han foer op, og den samme gamle Borger stod foran ham.

“Er Du syg? Hvor hører Du hjemme? Har Du været her den hele Dag?” var et Par af de mange Spørgsmaal, den Gamle gjorde ham; de bleve besvarede, og den gamle Mand tog ham med sig til et lille Huus tæt ved i en af Sidegaderne; det var et Handskemagerværksted, de traadte ind i; Konen sad nok saa flittig og syede, da de kom; en lille, hvid Bologneser, klippet saa tæt, at man kunde see den rosenrøde Hud, hoppede paa Bordet, og sprang for den lille Dreng. –

“De uskyldige Sjæle kjende hinanden,” sagde Konen og klappede Hunden og Drengen. Denne fik at spise og at drikke hos de gode Folk, og de sagde, han skulde have Lov til at blive der Natten over; næste Dag vilde Fader Giuseppe tale med hans Moder. Han fik en lille, fattig Seng; men den var kongelig prægtig for ham, der tidt maatte sove paa det haarde Steengulv; han sov saa godt og drømte om de rige Billeder og om Metalsvinet.

Fader Giuseppe gik ud næste Morgen, og det arme Barn var ikke saa glad derved, thi han vidste, at denne Gaaen ud var for at bringe ham til hans Moder, og han græd og kyssede den lille, vevre Hund, og Konen nikkede til dem begge to. –

Og hvad Besked bragte Fader Giuseppe; han talte meget med sin Kone, og hun nikkede og klappede Drengen. “Det er et deiligt Barn!” sagde hun. “Hvor kan han blive en kjøn Handskemager, ligesom Du var! og Fingre har han, saa fine og bøielige. Madonna har bestemt ham til at være Handskemager!”

Og Drengen blev der i Huset, og Konen lærte ham selv at sye; han spiste godt, han sov godt, han blev munter og han begyndte at drille Bellissima, og det hed den lille Hund; Konen truede med Fingrene, skjændte og var vred, og det gik Drengen til Hjerte; tankefuld sad han i sit lille Kammer, det vendte ud til Gaden, der blev tørret Skind derinde; tykke Jernstænger vare for Vinduerne, han kunde ikke sove, Metalsvinet var i hans Tanke, og pludselig hørte han udenfor: “Kladsk, kladsk!” jo, det var bestemt det! han sprang hen til Vinduet, men der var Intet at see, det var alt forbi.

“Hjelp Signore at bære hans Farvekasse!” sagde Madamen om Morgenen til Drengen, idet den unge Nabo, Maleren, kom selv slæbende med denne og et stort, sammenrullet Lærred; Barnet tog Kassen, fulgte efter Maleren, og de toge Vei til Galleriet, gik op ad den samme Trappe, han kjendte godt fra hiin Nat, han red paa Metalsvinet; han kjendte Statuer og Billeder, den deilige Marmor Venus og de, som levede i Farver; han gjensaae Guds Moder, Jesus og Johannes.

Nu stode de stille foran Maleriet af Bronzino, hvor Christus stiger ned i Underverdenen og Børnene rundt om smile i sød Forvisning om Himlen; det fattige Barn smilte ogsaa, thi han var her i sin Himmel. –

“Ja gaa nu hjem!” sagde Maleren til ham, da han allerede havde staaet saa længe, at Denne havde reist sit Staffelie.

“Tør jeg see Eder male?” sagde Drengen. “Tør jeg see, hvor I faaer Billedet herover paa det hvide Stykke?” –

“Nu maler jeg ikke!” svarede Manden og tog sit Sortkridt frem, hurtigt bevægede Haanden sig, Øiet maalte det store Billede, og uagtet det kun var en tynd Streg, der kom, stod Christus dog svævende, som paa det farvede Billede.

“Men saa gaa dog!” sagde Maleren, og Drengen vandrede stille hjemad – satte sig op paa Bordet og – lærte at sye Handsker.

Men den hele Dag vare Tankerne i Billedsalen, og derfor stak han sig i Fingrene, bar sig keitet ad, men drillede heller ikke Bellissima. Da det blev Aften og Gadedøren just stod aaben, listede han sig udenfor; det var koldt men stjernelyst, saa smukt og klart; han vandrede afsted gjennem Gaderne hvor der allerede var stille, og snart stod han foran Metalsvinet; han bøiede sig ned over det, kyssede dets blanke Tryne, og satte sig paa dets Ryg – “du velsignede Dyr,” sagde han, “hvor jeg har længtes efter dig! vi maae i Nat ride en Tour!”

Metalsvinet laae ubevægeligt, og det friske Væld sprudlede fra Munden. Den Lille sad som Rytter, da trak Nogen ham i Klæderne; han saae til Siden, Bellissima, den lille, nøgen klippede Bellissima var det. Hunden var smuttet med ud af Huset og havde fulgt den Lille, uden at denne mærkede det. Bellissima bjeffede, som om den vilde sige, seer du jeg er med, hvorfor sætter du Dig her? – Ingen gloende Drage kunde have forfærdet Drengen mere, end den lille Hund paa dette Sted. Bellissima paa Gaden og det uden at være klædt paa, som den gamle Moder kaldte det; hvad vilde der blive af. Hunden kom aldrig ud ved Vintertid, uden at den iførtes et lille Faare-Skind, der var klippet og syet til den. Skindet kunde bindes med et rødt Baand fast om Halsen, der var Sløife og Bjelde ved, og ligeledes bandtes det under Bugen. Hunden saae næsten ud som et lille Kid, naar den ved Vintertid i denne Habit fik Lov at trippe ud med Signora. Bellissima var med og ikke klædt paa; hvad vilde der blive af. Alle Phantasier vare forsvundne, dog kyssede Drengen Metalsvinet, tog Bellissima paa Armen, Dyret rystede af Kulde, og derfor løb Drengen, alt hvad han kunde.

“Hvad løber du der med!” raabte to Gendarmer, han mødte, og Bellissima gjøede. “Hvor har du stjaalet den smukke Hund?” spurgte de og toge den fra ham.

“O giv mig den igjen!” jamrede Drengen.

“Har du ikke stjaalet den, da kan du sige hjemme, at Hunden kan hentes paa Vagten,” og de nævnte Stedet og gik med Bellissima.

Det var en Nød og Jammer. Han vidste ikke, om han skulde springe i Arno, eller gaae hjem og tilstaae Alt! – De vilde vist slaae ham ihjel, tænkte han. – “Men jeg vil gjerne slaaes ihjel; jeg vil døe, saa kommer jeg til Jesus og Madonna!” og han gik hjem, meest for at blive slaaet ihjel.

Døren var lukket, han kunde ikke naae Hammeren, der var Ingen paa Gaden, men en Steen laae løs, og med den dundrede han paa; “hvem er det!” raabte de indenfor. –

“Det er mig!” sagde han, “Bellissima er borte! luk mig op og slaae mig saa ihjel!”

Der blev en Forskrækkelse, især hos Madamen, for den arme Bellissima! – hun saae strax til Væggen, hvor Hundens Drapperi skulde hænge, det lille Faareskind hang der.

“Bellissima paa Vagten!” raabte hun ganske høit; “du onde Barn! Hvor har du faaet ham ud! Han fryser ihjel! Det fine Dyr hos de grove Soldater!”

Og Fatter maatte strax afsted! – Konen jamrede og Drengen græd! – Alle Folk i Huset kom sammen, Maleren med; han tog Drengen mellem sine Knæ, spurgte ham ud, og i Stumper og Stykker fik han den hele Historie om Metalsvinet og om Galleriet – det var ikke godt at forstaae, Maleren trøstede den Lille, talte godt for den Gamle, men hun blev ikke tilfreds før Fatter kom med Bellissima, der havde været mellem Soldater; der var en Glæde, og Maleren klappede den stakkels Dreng, og gav ham en Haandfuld Billeder.

O det var prægtige Stykker, comiske Hoveder! men fremfor Alt – det var lyslevende Metalsvinet selv. O, intet kunde være herligere! ved et Par Streger stod det paa Papiret og selv Huset bag ved var antydet.

“Hvo der dog kunde tegne og male! saa kunde man faae den hele Verden til sig!”

Næste Dag, i det første eensomme Øieblik, greb den Lille Blyanten, og paa den hvide Side af et af Billederne forsøgte han at gjengive Tegningen af Metalsvinet, og det lykkedes! – lidt skjevt, lidt op og ned, eet Been tykt, et andet tyndt, men det var dog til at forstaae, selv jublede han derover! – Blyanten vilde kun ikke ret gaae saa lige, som den skulde, mærkede han nok; men næste Dag stod der et Metalsviin ved Siden af det andet, og det var hundrede Gange bedre; det tredie var saa godt, at Enhver kunde kjende det.

Men det gik daarligt med Handskesyningen, det gik langsomt med By-Ærenderne; thi Metalsvinet havde nu lært ham, at alle Billeder maatte kunne overføres paa Papiret, og Staden Florents er en heel Billedbog, naar man vil blade op i den. Der staaer paa piazza della Trinità en slank Søile og øverst paa denne staaer Retfærdigheds Gudinden med tilbundne Øine og Vægtskaal! snart stod hun paa Papiret, og det var Handskemagerens lille Dreng, som havde sat hende der. Billed-Samlingen voxte, men Alt i den var endnu døde Ting; da hoppede en Dag Bellissima foran ham! “staa stille!” sagde han, “saa skal du blive deilig, og komme med i mine Billeder!” men Bellissima vilde ikke staae stille, saa maatte han bindes; Hoved og Hale blev bunden, den bjeffede og gjorde Spring, Snoren maatte strammes; da kom Signora.

“Du ugudelige Dreng! det arme Dyr!” var Alt, hvad hun fik sagt, og hun stødte Drengen til Side, sparkede ham med sin Fod, viste ham ud af sit Huus; ham, der var det utaknemmeligste Skarn, det ugudeligste Barn! og grædende kyssede hun sin lille, halvqvalte Bellissima.

Maleren kom idetsamme op ad Trappen og – – her er Vendepunket i Historien! –

1834 var i Academia delle arte en Udstilling i Florents; to Malerier opstillede ved Siden af hinanden samlede en Mængde Tilskuere. Paa det mindste Maleri var fremstillet en lille lystig Dreng, der sad og tegnede; til Model havde han en lille hvid, særdeles klippet Mops, men Dyret vilde ikke staae stille og var derfor bundet med Seglgarn og det baade ved Hoved og ved Hale; der var et Liv og en Sandhed deri, som maatte tiltale Enhver. Maleren var, fortalte man, en ung Florentiner, der skulde være funden paa Gaden som lille Barn, opdraget af en gammel Handskemager, han havde selv lært sig at tegne; en nu berømt Maler havde opdaget dette Talent, da Drengen engang skulde jages bort, fordi han havde bundet Madamens Yndling, den lille Mops, og gjort denne til Model! –

Handskemagerdrengen var bleven en stor Maler, det viste dette Billede, det viste især det større ved Siden; her var kun een eneste Figur, en pjaltet, deilig Dreng, der sad og sov paa Gaden, han hældede sig op til Metalsvinet i Gaden porta rossa *).

*) Metalsvinet er en Afstøbning; Originalen er antik og af Marmor, den har Plads ved Indgangen til Galeriet i palazzo degli uffizi

Alle Beskuerne kjendte Stedet. Barnets Arme hvilede paa Svinets Hoved; den Lille sov saa trygt, Lampen ved Madonna Billedet kastede et stærkt, effectfuldt Lys paa Barnets blege, herlige Ansigt. – Det var et prægtigt Maleri; en stor forgyldt Ramme omgav det, og paa Hjørnet af Rammen var hængt en Laurbærkrands, men mellem de grønne Blade snoede sig et sort Baand, et langt Sørgeflor hang ned derfra. –

Den unge Kunstner var i disse Dage – død!

Italien: Udsigt fra mit Vindue

Det er piazza fiorentini vi see; en Plads, netop saa bred, som en almindelig Gade hos os i Norden, og Dybden er som Bredden; ligefor, tæt ved et snevert, bugtet Stræde, udbreder sig Facaden af en lille Kirke, over hvis aabne Forhal Nabomadamerne have hængt Tøi ud at tørre, ligefra Mysterierne, der ikke skulle sees, til de brogede Kjoler, der skulle sees. To unge Præster, læsende i deres Evangeliebog, gaae op og ned i Forhallen. Udenfor sidder en gammel Morlille og sælger Penge. Hun er fattig Mands Vexeleer, Pladsen er hendes Contoir, det lille Bord, hvis Blad er en Kasse med Messingtraade over, er hendes Pengekiste, der ligge de smaa Mønter, som hun mod Procenter sælger for de større! men Handelen gaaer dog ikke ret. Tæt op ved hende staaer, broget, som et Billed klippet ud af en A. B. C., en Frugt-Boutik med et Mosaik af Citroner og Apelsiner! Billedet ovenover, hvor Madonna lædsker Sjælene i Skjærsilden, er et passende Skilt. Den hele Plads er brolagt med brede Lava-Fliser, de arme Heste kunne ikke staae fast, og prygles derfor under Skrig og Raab. Ikke mindre end 16 Skomagere sidde og sye der til Venstre; de to nærmest Døren have allerede tændt Lys, de rive Huen af den syndige Dreng og slaae ham med Apelsiner for Maven, han synes at protestere imod at de anvendes til udvortes Brug. I alle Husene er Stue-Etagen uden Vinduer, men med aabne, brede Boutikdøre; udenfor den ene brændes Caffe, udenfor den anden koges Suppe paa Kastanier og Brød, og Manden har Søgning; Folk drapperede med Laser spise af et Potteskaar. I Husenes høiere Etager har hvert Vindue sin Balkon, eller denne gaaer langs med den hele Etage og bærer en blomstrende Urtegaard, store Baller med Citron- og Apelsintræer; de modne Frugter i det Grønne skinne jo som Hesperiens Stjerner; en Englænder i Slobrok har sin Gyngestol derude, nu gaaer Stolen bag over, og Britten slaaer Stjernerne med sin stolte Nakke. Men høit over Kirke og Huse hæver sig Klippen med Fæstningen St. Elmo, Aftensolen beskinner de hvide Mure, Taarne og Telegraphen. Nu sank Solen og Klokkerne ringe til Ave Maria; Folk strømme ind i Kirken, Lamperne derinde straale gjennem Vinduerne. Restaurateuren sætter Lys i sin hvide Papirs Løgte; Skomagerne faae hver sin Lampe, det er jo en heel Illumination! Morlille lukker sin Pengeboutik, og hendes Dreng lyser hende hjem med et tændt Lys i et Kræmmerhuus. I Kirken synges, paa Gaden støies, begge Dele smelte forunderligt sammen. Men hvad er det? En Procession kommer fra den snevre Gade, hvide, formummede Skikkelser, hver med et stort Lys i Haanden; fire Mænd, ligeledes i hvide Kitler med Hætter over Hovedet, bære paa Skuldrene en med Rødt drapperet Liigbaare; en ung, død Pige, klædt som en Brud, med Slør og med hvide Roser om Panden, ligger paa Baaren, Alle tage Hattene af for den Døde, Skomagerne knæle.

Nu er Toget inde i Kirken, og paa Gaden lyder igjen samme Støi, som før.

Den lille Plads er et tro Billede af det store Neapel, ja et særdeles tro, thi Digteren sad ved sit Vindue og tegnede hvert Træk, Alt hvad han saae dernede.

Henimod Midnat ville vi endnu engang see ud og Alt er stille paa Pladsen, intet Lys, uden den matte Lampe foran Madonnabilledet, brænder i Kirkens Forhal; nu høres Fodtrin. Een slaaer med sin Stok i Steenbroen, det er en lystig Knøs, han gaaer forbi og synger af La figlia del regimento med fuldt Bryst og med smuk Stemme “viva la gioja!” og han gaaer at finde den; hans varme Blod, hans glødende Tanke siger ham, hvor den er at finde. Tys! mange Instrumenter falde ind! den hele Plads er forvandlet til et Orchester, en mandig Bas synger en stor Bravour-Arie! man bringer den Skjønne en Serenade! hør kun hvor smukt: “Te voglio bene assai!” aabner ikke Vinduet sig? Træder hun ikke ud paa Altanen? Nei slet ikke! Alt er stille i alle Husene; Musiken drager bort; Pladsen er igjen tom! en Skygge bevæger sig langs Huset, nogle faa Accorder klinge fra Guitaren, men ingen Sang! – Alt er roligt i Huset! endnu en Accord, og Gadedøren aabnes ganske sagte, den unge Herre smutter ind! – felicissima notte! – “God Nat, sov vel!” siger man i Norden; det er en ret god Hilsen! – Den, som sover, han synder ikke! Italieneren siger derimod felicissima notte! og Sydens Sol gløder i dette god Nat!

Italien: Reise med Veturin

Den sædvanligste Maade at reise paa gjennem Italien er at reise med Veturin; han arrangerer det Hele, men saa maa man holde hvor han vil, spise hvad han lader sætte paa Bordet, sove det Sted han behager at vælge for os; Middagsmad og Logie er altid med i Acorden; men Reisen varer altid dobbelt saa længe, som naar man tager med Posten; det er ogsaa ganske characteristisk, at man, efter at være bleven enig med Manden, ikke giver ham Penge paa Haanden, men han derimod giver os! thi han er sikker paa, at vi ikke løbe fra ham, men vi kunne ikke være det med Hensyn til ham, thi bliver der ham budt en høiere Priis, end den vi have accorderet om, da tager han mod den høist Bydende og lader os blive tilbage med hvad vi have faaet.

Sædvanlig er Afreisen bestemt før Solen staaer op, men da Veturinen har sine Passagerer at afhente paa forskjellige Steder i Byen og ikke Alle høre til de morgenduelige, Nogle skulle først vækkes naar han kommer, Andre staae endnu ifærd med Indpakningen, saa bliver det seent paa Morgenen før den sidste Passageer kan komme i Vognen. Jeg hører nu til dem, der staae op midt om Natten, naar jeg skal afsted i den tidlige Morgenstund, og saaledes var jeg da ogsaa oppe her, havde Alt istand, for at forlade Florents og over Terni reise til Rom, en Reise der med Veturin varer hele sex Dage; Veien over Siena er derimod kortere, jeg kjendte dem begge og valgte den interessanteste, om end den længste. Klokken tre skulde Veturinen afsted, jeg stod en Time tidligere reiseklædt og stirrede paa Kuffert og Natsæk.

Jeg lod Tøiet bære ned for at man ei skulde vente paa mig. Klokken slog halv tre, der kom ingen Vogn, Klokken slog fire, nu rullede det gjennem Gaderne; der kom en Veturin – men han kjørte forbi – der kom en anden – ogsaa han gik forbi – og Alt var stille!

Klokken slog Qvarteerslag og atter Qvarteerslag! Klosterklokkerne ringede til Bøn, Hotellets Klokker ringede til Opvartning. Paa Gaden kom Vogne nok, men ingen til mig. Klokken slog Fem, den slog Sex – jeg var forvisset om, at man havde glemt mig – og saa kom Vognen. Indeni sad en svær Englænder, han havde sovet endnu, da Veturinen vilde hente ham, der sad en romersk Dame, hun havde besøgt sin Datter i “Firenza” og Afskeden havde varet en Time, sagde Veturinen, men nu skulde det gaae i Galop, naar jeg først var kommet ind.

Pidsken smeldede, vi rullede over Arno – og saa holdt vi. Det var udenfor et Kloster; nogle Geistlige kom ud; en ung, bleg Broder af Camaldulenser-Ordenen steg op i Coupeen hos mig. Han var en Englænder, kunde lidt Fransk, men det var ikke tænkeligt at faae en Samtale med ham, han læste idelig i sin Bønnebog, slog sig for Brystet, korsede sig og lukkede saa imellem Øinene, som vilde han hverken have at gjøre med Træer, Bjerge eller Solen, end sige med en Kjætter, som jeg. Ethvert Folks, ja hver Sects forskjellige Maade at nærme sig Gud paa er mig hellig, jeg føler mig forlegen ved Tanken om, at min Nærværelse gjør dem mindre fri i deres Nærmelse til Gud. Saaledes ogsaa her ved Siden af denne, den ivrigste Catholik jeg endnu havde mødt; men da jeg efterhaanden mærkede, hvor aldeles han levede i sig og sine Former, blev jeg ogsaa fri, og da han engang lukkede sin Bønnebog og skottede til Naturen, min store, hellige Bibel, pegede jeg paa dens deilige Skrift og de Sentenser, der kunde læses. Gud har jo strøet Aske paa Olietræernes grønne Hoveder, som ydmygbedende fremrakte her de graaegrønne Grene deres rige Frugt! Viinrankerne holdt hinanden fast, skjøndt Verden havde røvet dem deres tunge Druer og Vinden nu plyndrede dem for deres rødbrune Løv. “Værer ydmyge, om I end give Verden en nærende Frugt!” prædikede Olietræerne, “holder sammen i Enighed, om end Verden røver Eder Alt!” forkyndte Viinløvet – Saaledes læste jeg i min Bibel, hvad Camaldulenseren læste, veed jeg ikke! men Bibelen kan læses paa mange Maader! Inde i Vognen var Conversationen anderledes livlig! Engellænderen talte Fransk med La Romano, og hun loe og oversatte paa Italiensk for sin Gemal, en lille Abateklædt Herre, hvad Engellænderen sagde. En ung Præst var fjerde Mand, det var Selskabet.

Vi kom til Incisa. Den unge Præst og den lille, tynde Mand svang sig ud af Vognen, og nu kom Signora, Engellænderen fulgte endnu besværligere efter med laadne Damestøvler om Fødderne, stort blaat Slag over Skuldrene og tykt uldent Tørklæde rundt om de tynde, røde Bakkenbarter; der var noget af en Hofmands Bevidsthed og en Spekhøkers Holdning; min engelske Præst, sort klædt, med Støvleskafterne op om Beenklæderne, meget forfrossen og andægtig, vandrede strax til Kirken, vi andre ledsagede Sir som førte La Romano op ad den brede smudsige Trappe til Spisestuen, der frembød fire ikke ganske hvide Vægge, et Muursteens Gulv, nogle Rørstole og et Bord, hvor Dugen havde Farve, som om den var vasket i Kaffe-Vand. Engellænderen underholdt os med at fortælle om alle de Fyrsters Saloner han havde vært i, om to Prindser, der havde siddet ved hans Seng, da han laae syg i Florents – og nu var han saa beskeden at reise med Veturin og det uden at føre Tjener med sig, thi man var jo ei i Italien for sine Folks Fornøielse! Signora neiede for hvert fornemt Navn han nævnede, og gjentog det for sin lille Gemal, der neiede endnu dybere, og saae paa den unge Præst, der igjen neiede som han.

Nu kom Retterne, som hver af os havde bestilt, Engellænderen beskuede disse, greb en Gaffel, og tog saa uden videre det bedste Stykke han saae: “det er godt!” sagde han, og vi neiede allesammen høfligt, Selskabet gjorde det for hans Fornemhed, jeg for hans Originalitet.

Nu tog Signora nogle smaa indbagte Sager frem, som Datteren havde givet hende med; to af de bedste Stykker præsenterede hun vor Gjæst, det kunde vi ved Bordet kalde ham. “Disse Kager gjemmer jeg til i Aften!” sagde han, “de ere delicieuse!” og han svøbte dem ind i et Papir, stak det i sin Lomme og bukkede: “Men smage dem skulde man dog!” vedblev han og tog saa et Stykke endnu fra Signora: “det er udmærket! Superbe!” og saa tog han nok et Stykke.

Signora neiede og loe høit, jeg troer ogsaa hun begyndte at finde ham original.

Nu bragte Vertinden ham hans Frokost, og den forsvandt, som vore Retter. Til Desert lod Engellænderen os høre en Bravour-Arie, Signora klappede og raabte Bravo, Gemalen ligesaa; Opvarteren tabte af Forfærdelse Talerkenen og Engellænderens Rørstol gik itu, det var dem begge To formeget hos eet Menneske. Nu gav Signora Tegn, og hendes Gemal sang saa blødt, saa døende, saa ætherisk kan jeg sige, at jeg tilsidst kun paa den sittrende Mund saae, at han endnu fornøiede os med sin Sang. Den gjorde umaadelig Lykke! Saa kom vi da i Vognen igjen. Min bedende engelske Geistlige lod sig tilsyne og krøb op hos mig; hans Frokost havde været Luften og den lille Bønnebog; han bad endnu. Pidsken smeldede, tre Stemmer inde i Vognen hævede sig i Melodie, og saa foer vi afsted. Mod Aften fik vi Regn, og snart gik Regndraaben over i Sneeflokke, der tøede strax paa den vaade, leerede Vei, vi kom kun langsomt frem, mørkt blev det og ikke var der et Huus, hvor vi kunde faae vor Løgte tændt; Signora jamrede af Frygt for Røvere og Gemalen af Frygt for at vælte; Engellænderen skjeldte paa Kudsken og Kudsken paa Hestene og saa blev det i samme Marsch, til endelig et Lys straalede os imøde, vi vare ved et eensomt Vertshuus, hvor vi gjennem Stalden steg op til Gjestestuen; forfrosne og forsultede. Det varede syv lange og syv brede, som man siger, før nogle Pinde og Qviste kom til at blusse i Kaminen, men i samme Moment kom Engellænderen med sine Lagener og slog med dem en Skranke om Kaminen, “de skulle dampes ud!” sagde han. Lagenerne fik hele Varmen. Det øvrige Selskab taalte det, jeg maatte ogsaa finde mig deri. Engellænderen og jeg skulde sove i eet Værelse sammen; jeg traadte ind og fandt ham staaende paa mit Sengetæppe, som han havde bredt ud paa Gulvet, og forhøiede sit Hovedgjærde med to af mine Hovedpuder, hvilke han uden videre havde taget til sig.

“Jeg holder ikke af at ligge lavt!” sagde han.

“Ja jeg ikke heller!” svarede jeg. “De tillader!” og jeg tog dem fra ham; han saae forbauset paa. mig.

Det var en utaalelig Sovekammerat; han udbad sig en Opvartning – der tilsidst kun kunde besvares ved at jeg gik til Sengs, jeg lod som jeg sov, men jeg saae med halv lukkede Øine, at han arrangerede sig sin Midnats-Mad, opstillet paa en vaklende Rørstol ved Sengen.

Jeg havde længe været oppe næste Morgen, Hestene vare alt for Vognen, og endnu ventede vi Engellænderen, han kunde aldrig blive færdig; Signora var ogsaa først i Begreb med at klæde sig paa! “det gaaer langsomt” sagde Gemalen, “thi hun græder af Længsel efter at see sin Datter.”

Endelig kjørte vi.

Jeg sad igjen hos min gudelige Nabo, der korsede sig, læste i Bønnebog og fastede.

I Arezzo maatte vi gjøre Holdt, thi begge Præsterne skulde bede og Signora maatte absolut skrifte, sagde hun.

Herfra blev Alt rundt om Olieskove. Den ene Trægruppe aabenbarede sig efter den anden. Olietræet ligner meest Pilen, men Grenene skyde ikke frem i stive Vidier, de bugte sig meer, Bladet er mindre og Stammen selv seer ud som om en Kjæmpehaand halv havde revet den fra Jorden, dreiet den rundt, og derpaa ladet den staae, sveiende i Stormen.

Over den graagrønne Olieskov hævede sig paa Klippen det gamle Castellone, een af Italiens meest skidne, men ogsaa meest maleriske Byer. Jeg veed ikke bedre at tydeliggjøre Billedet af den, end at sige, at den seer ud, som om den var opstaaet ved, at man havde taget de Huse og Krinkelkroge der vare altfor elendige i andre Byer, og kastet dem her bag den gamle Muur, som de dog ragede ud over; disse smaa hængende Haver ere egentlig kun Billinger af Terrasser, man har klistret som Balkoner under et Vindue eller over en Dør, der paa Huset hvor man mindst ventede det! – En Deel af Byens Muur danner et Slags Forum for Folket, Pladsen her var ganske opfyldt af Mennesker, den steile Vei op til Byens Port vrimlede ligeledes af Ridende og Gaaende, men ingen Kirkeklokker klang, ingen Faner vaiede, ellers vilde jeg have troet her var en stor Fest. Fra alle Side-Veie, og paa Landeveien selv hvor vi kjørte, mylrede der med Mennesker og med Sviin, store gryntende Flokke.

En tung Sky hang os over Hovedet og sendte sine Draaber; derfor udspændte de Ridende deres Paraplyer, der næsten alle vare guulgrønne og saa colossale, at man kun saae det grønne Tag og Æselets Bagdeel, der hvor en Munk eller en Landsby-Donna reed foran os. Der var en Skrigen, en Grynten og en Lystighed jo nærmere vi kom til Vertshuset, der ligger tæt under Veien ved Byens Port.

I Castellone var Svinemarked.

Signora steg baglænds ud af Vognen, netop idet en heel Hjord af Sviin blev drevet forbi, den halve Drift løb ind under Vognen, det saae ud, som “det sorte Havs” Bølger; og Signora traadte paa det sorte Hav og gyngede paa det, som en travesteret Venus Anadyomene, hun skreg, Bølgerne skreg og Driveren skreg. Det var et Livs-Moment for Signora.

I Vertshuset kom vi tilbords; der var en Befalen af Engellænderen, en Raaben, saa at hele Huset var forvisset om at han var en forklædt Prinds, og at der vilde vanke kongelige Drikkepenge, de hørte kun ham, de løb kun for ham, bleve udskjeldte og sparkede, og til Alt hvad han sagde og gjorde, smilede de og bøiede sig; men han gav slet ingen Drikkepenge. “Thi jeg er meget misfornøiet!” sagde han. “Jeg er misfornøiet med Maden, med Huset, med Opvartningen!” og de forbløffede Opvartere bøiede sig endnu dybere, og begge Præsterne toge Hattene af, da han steg i Vognen.

Inde i denne var der snevert og genert; her var saa behængt med Æsker og Foderaler, at Enhver derinde maatte forholde sig besindig, skulde det gaae godt; den hele Bepakning var Engellænderens og dog, som han pralede af, betalte han mindst af os Alle; den bedste Plads havde han taget og kom en Æske eller en Pakke ham for nær, saa blev den skudt over til de Andre, “thi det generer det Tøi!” sagde han; og det gjorde det, men alle Sager vare hans egne, selv det store Foderal, han heftede hen i Nakken paa Signora.

Ved Lago di Perugia forlod vi det toskanske Gebeet og kom ind paa det pavelige. Doganen her saae ud som en forladt Staldbygning, men den ligger smukt paa Bjerg-Siden midt i en Olieskov; som udover Terrasser seer man ned til Søen; Solen kastede stærke, røde Straaler paa Træerne, smukke Bønderpiger med hvide Slør over Skuldrene drev Qvæg forbi; jeg glædede mig ved Beskuelsen af dette levende Billede, mens Dogane-Betjenterne beskuede Indholdet af vore Kufferter. –

Det blev mørkt før vi kom afsted. Veien var tung og vore Heste ,meget udmattede; kun langsomt gik det fremad; Veturinen sagde, at Veien her var ikke sikker, det vilde sige, vi havde ingen Røvere at frygte for, men Tyve, der kunde skjære Kufferterne bag af Vognen.

Signora græd høit.

To og to skiftedes vi nu til at gaae bag efter for at passe paa. Det var en tung, leeret Skovvei, der kun oplystes af vor tarvelige Vognløgte, nu gik det endogsaa op ad Bakke; Hestene pustede; Engellænderen brummede og Signora sukkede fra sit Hjertes dybeste Dyb.

Sildigt nagede vi Landsbyen Pasignore, der af alle Reisende betragtes som et ægte Røverhul.

To svære, karleagtige Piger, hver saae ud som en Røverbrud, kraftige og blomstrende, vartede os op i det smudsige Vertshuus. Vi fik en Suppe, som vi gav Smag ved at komme meget Salt, Ost og Peber i, vi fik kogte og derpaa stegte smaa Fisk, hver saa stor som en Finger, Vinen var eddikesuur, Druerne mugne og Brødet haardt som en Steen.

Sengene vare alle ligesaa brede, som de vare lange, de syntes indrettede til fire Personer paa langs og fire Personer paa tværs. Udenfor skyllede Regnen ned hele Natten.

Da vi om Morgenen skulde forlade Vertshuset, og vi vilde stige ned ad den steile Steentrappe, der gik lodret gjennem to Etager, traadte vor vel indpakkede Engellænder i Noget – jeg veed ei hvad – og rutsede nu fra det øverste Trin, nok saa graciøs, ned ad hele Trappen, Trin for Trin, men det satte ham ikke i bedre Humeur.

Til Perugia gaaer Veien opad; vi havde faget Oxer til Forspænd, de gik Fod for Fod, aldrig syntes vi at skulle naae den gode Stad, der er mere berømt ved Pottemagerens Søn end ved alle sine Bisper.*)

*) Perugia er som bekjendt Raphaels Fødeby. ( Fejl: Fødeby er Urbino og læreby er Perugia / red.)

Endelig vare vi der.

Gangen i Hotellet var ganske overlæsset med Vaabenskjolde, et var ophængt for hver fyrste, der her havde tilbragt en Nat; ogsaa de danske Vildmænd fandt jeg her, de syntes især at interessere Signora, da hun hørte af mig, at de vare mine Landsmænd, og ganske naivt spurgte hun, om man i vort kolde Land gik saaledes klædt. Den forfrosne, bedende Camaldulenser forlod os her; Ingen af os sagde han Farvel.

Nu havde jeg da endelig en god Plads, hele Coupeen var min; jeg kunde ene ret sidde og see mig om mellem de smukke Bjerge; for to Personer var virkelig denne Plads for lille. Vi skulde afsted; vor tykke Engellænder balancerede op til mig; han vilde nyde Udsigten.

Jeg forsikkrede, at Pladsen ikke var stor nok for ham; “det er ubehageligt!” sagde han og knugede sig fast, idet han bestandig gav mig Ret i, at her ikke kunde sidde to; han foreslog mig derfor at krybe ind i Vognen, men jeg fortalte ham, at det var just for Naturens Skyld jeg havde leiet denne Plads.

“Jeg bliver her ogsaa for Naturens Skyld!” sagde han.

Vi havde kun kjørt en lille Strækning, saa lukkede han Øinene, og bad mig puffe til sig, naar der kom noget Smukt; jeg gjorde det et Par Gange, men saa udbad han sig, at jeg kun vilde puffe, naar der kom noget ganske ualmindeligt Skjønt.

Jeg lod ham sove.

Ved Assisi, den hellige Frans’s By, besøgte vi i Landsbyen Kirken del angeli, Signora skulde skrifte.

Vor Engellænder lod sig alene føre om og see Mærkværdighederne, “thi han saae ikke godt i Compagnie!” yttrede han; Munken, der førte ham om, fik hverken Penge eller Tak: “De Karle har intet Andet at gjøre!” sagde han, da Signora gav ham en Bebreidelse; fra dette Øieblik blev Forholdet mellem dem mere koldt, fra dette Øieblik lød ikke oftere fiirstemmige Sange inde i Vognen.

Aldrig har jeg før mødt et Menneske med en saadan – ja hvad skal jeg kalde det – en saadan ubevidst Uforskammenhed; Alle skulde leve for ham, Alle indrette sig efter hans Beqvemmelighed, aldrig sagde han en Compliment, uden den forvandlede sig i hans Mund til en Grovhed. Jeg kom tilsidst i hans Selskab til at tænke paa Eventyret om den onde Stedmoder, der, efter at hendes Mands Datter var vendt tilbage fra Brønden, hvori hun havde kastet hende, og Guld og Roser sprang ud af Pigens Mund naar hun talte, kastede sin egen onde Datter i Brønden, men da hun kom op, var hun endnu værre end før, og ved hvert Ord sprang en Frø eller en Fiirbeen ud af Munden. Jo mere jeg saae paa Engellænderen, jo mere jeg hørte ham tale, blev jeg vis paa, at han var kjødelig Broder til Stedmoderens onde Datter.

Hvor gjorde han os ikke Aftenen uhyggelig i det fredelige Spoleto; hvor Ilden brændte saa velsignet paa Kaminen, hvor Musiken lød saa smukt fra Gaden; hvor Folket jublede udenfor Kirken “e viva Madonna! e viva Jesus Christus!”

Før Solen var oppe, vare vi til Vogns igjen; og saalænge det var ret morgenkoldt havde jeg min Plads alene. Det var graat Veir, men Bjergene vare smukke, mange Træer stode ganske grønne. Den ene lille By strax ved den anden reiste sig oven over os, hver laae som en Sphinx paa Bjerget og syntes at spørge: “veed Du, hvad der her lever og rører sig?” – Vi foer forbi! En Tiggerkone knælede ned paa Veien for os og kyssede Jorden. Vi foer forbi! vi mødte bevæbnede Soldater, som omringede en Karre, paa hvilken fire Røvere laae lænkede, kraftige sortskjæggede Karle; en gammel Kjælling sad hos dem, hun kjørte baglænds, nikkede til os og syntes at være nok saa lystig. Vi foer forbi.

Vi var i Spoleto.

En skrækkelig Karl, i en skiden blaa Kappe og med en lille fedtet rød Calot paa det uredte Haar, nærmede sig vor Vogn; jeg antog ham for en Tigger og viste ham til Selskabet inde i Vognen, han nærmede sig først den ene Side af Karreeten, saa den anden, men blev paa hvert Sted afviist.

“Det er en Passageer!” sagde Veturinen, “det er en Nobile fra Rom!” men vi protesterede Alle imod at have ham til Naboe! han saae aldeles ud, som salig Job, da han skrabede sig med Potteskaar.

Mennesket steg da op hos Veturinen, og nu var al Udsigt for mig spærret.

Hjemme i sin bløde Sopha drømmer man ikke om at reise saaledes i Italien; da seer man kun smukke Mennesker, da skinner Solen evig mellem Viinranker og Cypresser; Legemet føler ingen Besvær. Selv den friske Luft blev mig fordærvet af Duften fra Nobiles Klæder.

Ved næste Station overlod jeg ham Cabrioletten, satte mig ud hos Veturinen, inddrak Luft og saae paa den herlige Bjergnatur.

Veien gik i Siksak opad monte Somma; vi havde Oxer spændt for Vognen, Kilderne rislede mellem de store Steenblokke; enkelte Løvtræer vare ganske grønne, som i Vaaren, og hvor Træerne vare gamle og bladløse, voxte Epheu-Ranken saa frodig og frisk om Stamme og om Green, og det ud til den yderste Spids, at Træerne syntes i deres rigeste Flor; den hele Krone var et svulmende Grønt.

Smukke Piger løb langs Vognen og tilbød os Frugt. Oxedriveren sang sin Canzonette og fløitede et lystigt Mellemspil dertil. Jeg sprang af Vognen, mit Hjerte jublede ved den maleriske Skjønhed.

Nede i Bjergkløften laae Ruinerne af to Vandmøller! en stor, sort Rovfugl svang sig ud af Tykningen. Alt var vildt og eensomt, Regnskyer hang i Luften over os; Taager løftede sig sagte fra Kløfterne; kun Skridt for Skridt bevægede sig den tungtbepakkede Reisevogn.

Veturinen erklærede, at vi ikke kom saa betids til Terni, at vi kunde besøge Vandfaldet; jeg, der paa en tidligere Reise havde seet det, resignerede, Engellænderen derimod rasede, og denne Gang havde han Grund dertil. Han bandede, han støiede, Vandfaldet vilde han see.

Det var bælgmørkt da vi naaede Terni, men Manden vilde have sin Villie sat igjennem. Han lod en Fører kalde, lod to Løgter tænde, satte sig saa op paa et Æsel og forlangte at føres til Vandfaldet.

“Men De kan jo umuligt see det med to Løgter!” sagde man ham.

“Saa kan vi tage tre!” svarede han og red afsted.

Føreren saae meest fornøiet ud ved det Hele; det var vistnok første Gang han selv skulde see Vandfaldet ved en saadan Belysning.

Hvorledes de bare dem ad med at stille de to eller tre Løgter ved det kjæmpehøie Fald, veed jeg ikke; men Engellænderen sagde, da han kom tilbage, at Vandfaldet ved Terni ikke var Veien og al den Uleilighed værd; han havde beseet det baade for oven og for neden, men det duede ikke.

Allerede Klokken tre næste Morgen skulde vi afsted, thi Veien var slem, sagde Veturinen, vi havde vor længste Dagreise at gjøre, og vi maatte, før det blev mørkt, naae Nepi, da Egnen der rundt om var usikker. – En anden Veturin med sit Selskab sluttede sig til os; men vi bleve alligevel ikke mandstærke nok.

Regnen skyllede ned, Veien var dyb og tung, det var bælgmørk Nat. Vi hørte en huul, stærk Lyd fra Bjergene, det var Hyrderne, der tudede i Conchylier for at samle deres Hjorder.

I Dagningen passerede vi Fjeldbyen Roccà, den ligger høist malerisk; Egnen havde Udseende af Tyrols Bjerge ved Sommertid; hver Busk, hvert Træ var grønt, Regnen havde forfrisket Græs og Blade. Epheu-Ranken snoede sig i rige Guirlander om Klipperne og om de tykke Træstammer, Byen selv hang, som en Svale-Rede paa Fjeldvæggen; den gule Tiber bugtede sig i Dybet neden under.

Vor Engellænder sov, Signora gjorde det samme; men des livligere steg de siden ud, da vi stode i Atricoli, en By, hvis Brolægning syntes at være bleven lagt, mens et Jordskjælv stod paa; Vertshuset var saa yppigt med Snavs, at jeg foretrak heller at spise i Stalden, hvor Duften dog var reel, end i disse fedtede Stuer. Udsigten derimod var mageløs deilig; Bjergene fortonede sig blaalig-grønne, Dalene udstrakte sig dybe og frugtbare. Denne Deilighed og dette Griseri -! ja man siger jo, at Intet er fuldkomment i denne Verden, men sandelig her vare begge Dele saa fuldkomne, som det kan tænkes. Engellænderen var det ogsaa i sin Art; han gik paa Mad-Streiferi hos det nye Veturin-Selskab og lod sig smage de bedste Stykker, der blev sat for dem. Han blev grov mod vor godmodige, stille Geistlige, og begyndte at tale uhøvisk til Signora.

Ubehageligt Selskab, slet Veir, daarlige Veie og usle Heste, Alt var forenet for at gjøre Reisen til en Bods- og Poenitense-Reise! Solen vilde ikke skinne mig ind i Hjertet og ikke heller skinne paa Landskabet uden omkring mig; og just den Strækning, vi nu passerede, laae i det deiligste Sollys, da jeg sidst var her; men Naturen tænkte som saa, for det Selskab der behøver jeg ikke at see godt ud, og Poeten har jo seet, hvor smukt her kan være; han har besjunget mig, han gjør det ikke bedre! og saa blev den i sit Regnveirs-Phlegma.

Veturinen erklærede nu, at Veien var for slet til at vi ved Dag kunde naae til Nepi, det var for voveligt at kjøre her i Mørke, vi matte derfor overnatte i Civitta Castellane.

Vi kom forbi monte Soracte, hvis Snee Horais har besjunget, og vort Natteqvarteer aabenbarede sig, med gamle buskbegroede Mure, der næsten bedækkedes af Hænge-Planterne. Vandet brusede skum-hvidt over Fjeldblokkene. Civitta Castellane er en af disse i Flugten skjønne Byer, men et uhyggeligt Opholdssted.

Vi toge ind i Albergo croce di Malta, et gammelt Franciscaner-Kloster, der er gjort om til Kro. Fra Gaden kom vi lige ind i den hvælvede Stald, den saae ud som om den før havde været en Bede-Sal; en høi, steil Trappe førte til Gjæsteværelserne; Katte og Høns sprang rundt om. Dørene hang kun paa een Hængsel, eller manglede aldeles. Fruentimmerne der i Huset sad og flettede deres lange Haar og vidste knap, om de vilde tage imod os.

Jeg gik lidt om og besaae Leiligheden, Alt var i den største Uorden; i nogle Værelser stode Senge uden Sengklæder, vaadt Tøi var ophængt paa Stænger; i andre laae sønderslagne Meubler eller der vare opstillede Krukker, med Gud veed hvad. Jeg kom ned i en snever Gaard, den omsluttedes af fire skumle Buegange; midt i Gaarden var en dyb Brønd: Flagermusis fløi i dusinviis over mit Hoved; en lille Trædør stod paa klem, den kunde hverken skydes frem eller tilbage, jeg stak Hovedet derind, her var en fugtig, kold Kirke, jeg saae de høie Vinduer, men Alt derinde var indhyllet i Mørke; jeg var ikke alene, jeg hørte Trin; – jeg gik til Side, to sorte Mænd, med brede Hatte, som de Jesuiterne bære, kom ind i Buegangen.

“Viva Giesu sangvine!” sagde de ganske sagte, i det de gik mig forbi. Jeg fulgte langsomt efter.

Da jeg kom op, hørte jeg, at det var faldet i min Lod at dele Værelse denne Nat, enten med Nobile eller med Engellænderen, jeg protesterede derimod, tyede ind til den unge Præst, han havde faaet en Art Dueslag at sove i, og jeg spurgte, om jeg ikke kunde hos ham lave mig en Seng paa nogle Stole.

“Men jeg har nogle religiøse Ceremonier, -” begyndte han.

Jeg bad ham, at han i denne Henseende aldeles ikke vilde tænke paa mig, jeg sov øieblikkelig; – i Hast fik jeg nu et Par Stole sat ved Siden af hinanden; Præsten, Signora og Gemalen, alle Tre hjalp de mig med at slæbe Sengklæderne; det var et skrækkeligt Leie! midt under dette Arrangement kom Engellænderen, blussende rød og vred, fordi jeg ei vilde sove i Selskab med ham.

“Gaaer De fra mig i dette Røverhul!” sagde han, “skal jeg ligge og blive myrdet alene! Døren kan ikke lukkes! der er i Kammeret et Skab med en Trappe! der ligger i Værelset tæt ved en Munk og en Bondekarl, der see nederdrægtige ud! – Skal jeg ligge og myrdes alene! De er ingen god Kammerat! jeg skal ikke tale til Dem paa hele Reisen!”

Jeg takkede ham derfor.

Det var en uhyggelig Aften; og paa den samme, men det vidste jeg naturligviis ikke da, blev i Kjøbenhavn min Tragedie “Maurerpigen” opført første Gang. Publicum har dog vist havt det bedre end Forfatteren.

Uagtet vi vare to Veturin-Selskaber, der næste Morgen vilde reise sammen, raadede os dog alle Folk i Vertshuset, at tage Bedækning med til Nepi, hvor vi først kunde indtræffe ved Solens Opgang.

Alt Klokken tre vare vi oppe; fire Rytteres Heste stampede udenfor Hotellet; Regnen skyllede ned! – Vor Engellænder vilde ikke blive færdig, og da han var det, begyndte han en Skjændescene med Vertinden, derpaa en med Camerieren.

Endelig kjørte vi; to Ryttere reed forud, to bag efter; strax udenfor Byen mødte vi den romerske Diligence, der gaaer over Forli til Bologna; ogsaa den var under Bedækning.

Vi passerede en lang Bro, “ponte del cujoni”, kaldte Veturinen den og fortalte, at under denne skjulte Kjæltringerne sig, naar de saae man havde Soldater med. Hvorvidt det var usikkert eller ei, at reise her, tør jeg ikke afgjøre, men jeg ansaae rigtignok det Hele for en Aftale mellem Vertshuus-Folkene, Veturinen og Soldaterne, disse sidste fortjente jo en lille Drikkeskilling; hverken nu, tidligere eller senere har jeg kjendt til Overfald i Italien; man reiser vistnok ligesaa sikkert i dette Land, som i Engelland og Frankerige.

Det var næsten lys Dag, da vi kom til Nepi, en By, der kan gjælde for et Pragt-Exemplar af Griseri og Faldefærdighed; de store Paladser saae ud, som om de stode forladte af Mennesker, og overladte kun til Rotter og Flagermuus. Spindelvæv med tykt Støv hang i alle Nischer og Kroge. Her holdt imidlertid Regnveiret op, men som en tung Bly-Kuppel hang den graa Luft over os.

Der var en forunderlig Eensomhed mellem den sidste Forgrening af Bjergene. Endelig var vi ved den sidste Station La Storta, en lille Flekke, der kun ligger nogle Timer fra Rom.

Det første og eneste Vertshuus her saae ud, som hos os en almindelig Stald; Kjøkken og Skjænkestue gaae ud i eet. Væggene ere malede skrækkeligt med Landskaber, ganske som man seer dem i en daarlig Laterna magica, tykke Streger og Farverne gloende og gale som i en illumineret A. B. C. Bog. Al Lysningen kommer ind af Døren. Midt paa Gulvet stod en stor fiirkantet Jernkasse med Ild, og ved Siden af et Træbord og Træbænke for Gjæsterne; Knipper af Bregner hang under Loftet for Fluernes Skyld, rimeligviis for at de ikke skulde fordærve Malerierne. Høns og Flasker havde Plads paa Gulvet; Madlugt opfyldte Værelset og man saae Alt i en let Betoning af Skorsteens-Røg. Udsigten gjennem, Døren begrænsedes af en Gruus-Grav og en Mødding med levende Kalkuner, Veturin- og Pak-Vogne fyldte den øvrige Plads.

Vor Englænder gik øieblikkelig til Skorstenen, betragtede de forskjellige Retter, og tog strax, af hvad der var færdigt, det han syntes bedst om; men Madamen i La Storta dreiede sig paa sin Hæl og rev ham øieblikkelig ud af Hænderne hvad han havde taget, i det hendes funklende Øine maalte ham fra Top til Taa; han stødte hende til Side, hun spurgte, om han var gal, og viste ham derpaa den Mad, han havde bestilt, og som endnu skinnede ganske raa i Panden. Han kneb hende i hendes fede Arm, og hun hævede sin Kjøkkenkniv.

Hendes Gemal, en lille tyk Mand, sprang til, holdt hende om Livet og løftede hende fra Gulvet; hun strittede med Kniven og en Strøm af Ord gjennemskingrede Huset. Engellænderen blev kogende rød i Ansigtet, han greb en Rørstol og holdt foran sig.

Vi fik imidlertid mæglet Fred, og nu spiste han, spiste for tre Personer; “jeg skal spise, for To!” sagde han, “jeg skal spise, for jeg har ærgret mig! spise og dog kun betale tre Paoli!”

Vertinden forlangte imidlertid sex Paoli; Veturinen, hvis Kostgjænger Engellænderen var ved alle Maaltider, jamrede høit. Vi tog Veturinens Parti, og Engellænderen overfusede det arme Menneske. “Han faaer ingen Drikkepenge!” sagde han, “jeg er misfornøiet med ham! jeg er misfornøiet med Maden! misfornøiet med Selskabet -!”

“Med Selskabet -!” spurgte Signora.

“Ja vist!” sagde han, “hun sladdrer altid! – snurrer-! hvor det gager! og hendes Mand er dum, er stum! har ingen Dannelse!”

“Ingen Dannelse!” gjentog Signora; hun blev ganske bleg, satte Armene i Siderne, “ingen Dannelse! – Mand! tag dit academiske Borgerbrev op af Lommen og viis ham Du har Dannelse!”

Og hendes lille Mand var ligesaa bleg, som hun, han sagde ikke et Ord, hans Øine stirrede ganske vildt, han trak sin Tegnebog op og udfoldede et Papir, som han holdt ud for Engellænderen.

“Læs!” sagde Signora, “læs, om De kan! – min Mand ingen Dannelse! – Engellænder, see paa mig! ham er det, der er en raa Karl! og han siger mig, at han har levet med Prindser! – Oxer og Hunde har været hans Compagnie! maladetta -!”

“Jeg læser ikke!” skreg Engellænderen, midt under hendes Tale, og slog til Papiret, satte sine Hænder i Siden, ligesom Signora, og lod sin Tunge efterligne Kalkunernes Pluddren.

I det samme stod Vertinden ved Signoras Side; hun hævede sig paa sin ene Fod, hendes Øine lynede, hun holdt et Fad Blomkaal i Haanden, og Kaalen fløi over Engellænderens Hoved. Hønsene paa Gulvet flagrede vildt omkring, jeg loe, nogle af Selskabet trommede med Fingrene paa Bordet og et Par Damer, hørende til den anden Veturins Selskab, flygtede til Sidedøren.

Fra dette Øieblik talte Ingen meer med Engellænderen; han satte sig ind i Vognen og lod, som om han sov.

Fra La Storta begynder Roms Campagne; en græsgroet Kirkegaard i det Store, det er det Billede den frembyder. Ingen Huse, men Grav-Ruiner uden Navn ligger ved Veien; mellem de høie Tidsler dreve Hyrderne deres Hjorder af Faar.

“Neros Grav!” raabte Veturinen og pegede paa et Monument tæt ved Veien. Vi foer forbi. jeg øinede St. Peters Kuppel! o hvor bankede mit Hjerte ved atter at gjensee Rom! jeg kjendte det grønne monte mario, vi rullede over ponte molle og indesluttedes nu af Vigniernes hvide Mure indtil vi holdt udenfor porto del popolo.

Passene bleve afleverede, vi fik vor bulletta, en Soldat satte sig op hos den anden Veturin, medens Officeren bød os følge efter den til Doganen; vi fulgte.

“Ikke til Doganen!” var det første Ord, vor Engellænder sagde; han raabte det ud af Vognen; han befalede, at den skulde kjøre med ham til et Hotel, thi han vilde ikke lade trække om med sig efter Soldater-Bud.

“Til Doganen!” råbte vi Alle og Veturinen kjørte derhen.

I Engellænderens Kuffert fandtes mellem Klæderne en Mængde Stumper af Voxlys. “Dem har jeg fra Vertshusene, jeg har ligget i, de staae betalte paa Regningen, og jeg tager med hvad mit er.”

Her skiltes vi.

Italien: Ankomst til Rom

Rom er vistnok den eneste By, i hvilken en Fremmed uden Familie-Bekjendtskaber kan voxe fast og blive som hjemme; et stille Sind vil her kunne leve saa ensomt og afsondret, som det ønsker sig, og den meest urolige Aand vil finde Afvexlinger nok, thi her kommer ikke en Dag, uden den jo bringer noget Nyt for Øie og Tanke.

Man bør leve et heelt Aar i Rom, for ret at opfatte Billedet af denne Verdens Stad, der ved hver Aarstid faaer sin særegne Colorit. Det er ligesaa interessant at see Rom i Høst, naar de dandsende Piger komme fra Viin-Markerne, som det er interessant at see den i Carnevals Dagene, naar de lystige Masker opfylde Gaderne. Man skal være i Rom naar Sneen ligger paa Bjergene og Skildvagten staaer paa sin Post med Ildgryde foran sig, mens de barbenede Drenge sætte Fødderne paa Isen og sige den brænder; man skal være i Rom i den glødende Solhede, naar det kjølige Vandspring om Aftenen samler de syngende Skarer om sig.

Den Reisende nordfra, der, i det han ruller ind i Byen, troer, at han skal see et Sted der erindrer ham om Nürnberg, eller frembyder et endnu ældre Præg, bliver høist overrasket ved det muntre Skue, den smukke Regelmæssighed, det høist Moderne, der viser sig. Man seer strax en stor, smuk Plads med Obelisk og Springvand, elegante Hoteller, herlige Terrasser med nyligt huggede Statuer og Basreliefs; unge duftende Akasier danne Alleer, den ene i Siksak over den anden; hele den store Verden ruller i prægtige Vogne forbi; engelske Damer og romerske Dandies vise sig til Hest; det eneste, der skulde forstyrre Billedet af det Moderne, var maaskee, om der kom forbi et Par af Cardinalernes rødmalede, klodsede Karreeter, hvor Kudsk og Tjener har Paryk og trekantet Hat.

Imod Byens Port strække sig tre Gader *), *) Babbuino, il corso og ripena ere de tre Gaders Navne. den mellemste er il corso, den hvori Carneval, Veddeløb og Kjørepromenaderne finde Sted, det er en prægtig Gade med bredfliser Fortoug, Boutiker, Kirker og fremfor Alt med mange Mennesker; der ville vi kjøre opad, dreie om i een af Sidegaderne til Venstre og vi ere da paa den saakaldte spanske Plads.

Man fortæller, at Tiberen en Gang steg saa høft, at den førte en Baad op paa denne Plads; pludselig sank Vandet, Baaden blev liggende her, netop hvor nu Vandspringet er; Michel Angelo, der skulde gjøre Tegningen til dette, tog Motiv af den strandede Baad, og derfor seer man nu midt i det runde Basin en Baad af Steen, som Vandet vælter ud af.

Bag Fontainen reisen sig en Steentrappe, der er bred, som en heel Gade, og høi, som Nabohusene; det er den saakaldte spanske trappe, der fører op til det franske Nonnekloster, det franske Academie samt til den smukkeste og meest besøgte Promenade.

Engang var denne Trappe meget i Vanrygte for Overfald ved Aften og Nat. Sligt er nu, efter at her er anbragt Løgter og en Soldat stillet paa Vagt, længe ikke hørt, og dog brænde Løgterne slet, og dog sidder Soldaten om Aftenen altid inde i Skilderhuset. Ved Dag vrimler her af Tiggere med visne Lemmer, Nogle hoppe som Frøer, i det de bruge Hænderne til at springe paa, Andre ligge paa langs og fremvise de syge Lemmer.*)

*) Den Første, der under dette mit nye Besøg i Rom her tilraabte mig et eccellenza! var just den Figur, jeg i “Improvisatoren” har tegnet, som Onkel Peppo, han laae her endnu med sit grinende Ansigt.

Fra Trappens øverste Trin, ved det murede Rækværk, har man en Udsigt over det halve Rom, med dets Taarne og Kupler; men vi ville endnu ikke see dette, vi følge Gaden foran os, det er via felice, og her have to Konger deres Boliger, hvor ligge Slottene? See, der til Venstre, det smalleste Huus af dem Alle, indeklemt mellem fattige Huse og selv ligesaa fattigt; to Vinduer uden Glas, kun Jernstænger, en Dør med Hammer og Indskrift: Villa Malta. Det er Kongen af af Bayerns Palais i Rom. Stige vi ind, – ja, saa glemmes snart den fattige Indgang; vi ere i en prægtig Have, hvor store Laurbærhækker omfatte Gangene; Pinierne løfte deres grønne Skjærm omkring den lille Bolig, fra hvilken man seer ud over Staden paa de syv Høie, ud til de blaae Sabiner- og Albaner-Bjerge.

Den anden Konges Bolig ligger til Høire i Gaden, og seer mere ud som et Palais uagtet Vinduerne sidde lidt uregelmæssige. En mørk Gang med Steentrappe fører op til Værelserne, der kun have Muursteens Gulv, men Vægge, der prange med herlige Billeder.

Her boer Thorvaldsen,

Vi følge den Gade, vi er i, og staae paa en stor Plads, saa ægte romersk, at ingen mere eiendommelig for Rom kan opvises. Man seer et Stykke af Capuziner-Klostret, man øiner gamle, forfaldne Mure, seer en Række usle, smaa Kjøbstedshuse og bag ved disse eet af de prægtigste Paladser, der indeslutter en Skat af Billeder. Til Høire har vi Boutiker, ægte romerske Boutiker smykkede med Laurbær, Guirlander af røde og hvide Pølser, Pyramider af Ost, Mosaik af Figen og Oranger, hele Orgler af Lys. Og Alt saa smagfuldt ordnet, som var her en stor Fest.

Lampen brænder Dag og Nat foran Madonnabilledet paa Hjørnet; en Tronhimmel svæver over det, et lille Alter er nedenunder og paa dette staae Blomsterpotter, med flagrende Silkebaand, mens Muren selv rundt om er behængt med Votivtavler: smaa Billeder, som fremstille alle de Sygdomme, alle de Ulykker, Madonna har helbredet og frelst Menneskene fra, man seer de løbske Heste hun standsede i Flugten, man seer Børn falde i Brønden, og dog blive frelste. Det er en heel lille Udstilling af Mirakler; et heelt Galleri af Ulykker, som tage en god Ende, paa Huset selv er ikke Plads til flere Votivtavler, og derfor gire de seneste anbragte paa Gjenboens Væg.

Men vi maae betragte Pladsen selv! midt paa staaer en mægtig Steen-Triton, der med fulde Kjæver blæser i Conchylien, saa Vandstraalen stiger mange Alen i Solskinnet og spiller som et Prisma med Regnbue-Farver. Herlige, hvide Oxer med alenlange Horn ligge her, spændte fra Vognene; Grupper af Bønder med brogede Baand om de spidse Hatte staae og spille morra; Piger, saa kraftig skjønne, med Guldkam i det gnistrende sorte Haar, see paa et dandsende Par, Tamburinen lyder, det er lystigt at høre og see. Capuzineren, som gaaer forbi med sin Tiggerpose paa Ryggen, skotter med et Smiil til de Glade.

Ja her ere vi ret i Rom! i dette Qvarteer boe sædvanligviis de Fremmede; her ville vi ogsaa blive og herfra gjøre vore Udflugter og see – ja, Enkeltheder kun af det Meget, der meest talende aabenbarede sig for mig.

Italien: Familien Borghese

I Gaden il torso ligger Kirken St. Carlo; Musik og Sang lød gjennem de høie Hvælvinger, tusinde Lys bleve baaret i Procession; en forgyldt, hvid Liigkiste, med himmelblaat Laag, stod paa et høit Fodstykke, omgivet af Kandelabre med brændende Skaaler; men intet jordisk Støv laae i denne Kiste; i Kirken maria maggiore *) *) Een af Roms betydeligste og skjønneste Kirker; dens 40 joniske Søiller af græsk Marmor er fra Juno Lucinas Tempel; Loftet er forgyldt med det første Guld, der kom fra Peru til Europa.

i Borghesernes rige Begravelse, hvilte Guendalina Borghese Talbot; her, foran den tomme Sarcophag læstes kostbare Sjælemesser, og de Fattige græd for hende, de havde tabt.

I de sidste Maaneder *) *) 1840. seilede hver Nat Døds-Englen op ad den gule Tiber, steg i Land og vandrede med Stormskridt gjennem de snevre Gader, til den Fattiges Huus og til den Riges Palads, og hvor han kom skrev han Dødstegnet over et Hoved.

I de tause Gader om Natten, i den larmende Vrimmel om Dagen, men ikke synlig for det jordiske Øie, gik Døds-Engelen op ad de snevre Muursteens Trapper og op ad de brede Marmor-Fliser. Der ligger i via ripetta *) *) En af de tre lige Gader, der gaae ud fra piazza del popolo.Et lille, ubeboet Huus, en stor, aaben Bue udgjør dets to øverste Etager, saa at man fra Vinduerne i Palazzo Borghese, der vender med en Fløi ud mod den snevre Side-Gade, kan see gjennem denne Bue ud i via ripetta, see den gule Tiber, der hvor Færgen trækkes over, ses den modsatte Kyst, Peters Kirken, ja selv de fjerne Høie.

Det Værelse, hvorfra man har denne Udsigt i Palazzo Borghese, hører til det store Billedgallerie, der strækker sig gennem mange Sale; her toner evig Leonello Spades: Concert, her slukkes aldrig den røde Aftenhimmel for Loth og hans Døttre, Gerardo delle Notti manede denne fast med Aand og Flamme; Guldet regner evigt i Danaes Skjød med den mægtige Klang, Raphael kunde tildele det.

Gjennem disse Sale vandrede i Natten Døds-Englen med de store Vinger, der skjule Alt bag ved sig; Døds-Englen, paa hvis Pande Stjernen lyser, og forkynder os Udødelighed. Den kraftige, unge Død, der ingen Beenrad er, men en dristig Yngling, som kjækt overskjærer Jordlivets Traad.

Gjennem disse rige Sale vandrede Døds-Englen; Domenichinos: Sybille syntes at løfte Øinene! Cesar Borgia, som Raphael har givet Udødelighed, vilde træde ud af Rammen; – men Døds-Engelen vandrede roligt fremad, op ad de brede Trapper mellem de herlige Marmorbilleder –

En Søn af Slægten Borghese viedes til Døden.

Og Sørgefloret blev heftet til det rige Vaaben, men før det blev ophængt, kom atter Døds-Engelen, den søgte Moderen, som græd for sit Barn, Døds-Englen kyssede hendes Bryst, og hun var død. – Moder og Søn vare døde.

Den Fattige græd, der var Sorg i Hytten, der var Jammer i Borghesernes rige Slot; men to Sønner levede jo endnu. Og Døds-Englen kom atter, sen Søn endnu maatte døe; den sidste var tilbage, men med Sorg i sit Hjerte, med Feber i sit Blod.

“Hvor er min Broder?” spurgte han, og i det samme Øieblik bar de Broderens Liig ud af Paladsets Port.

Der lød intet Svar; Døds-Englen kyssede den Spørgendes Mund, ogsaa han var død.

Der var Jammer og Nød i Borghesernes rige, prægtige Palads, den bedste, den kjærligste Moder var død, hendes tre Sønner døde; – det evige Rom fældede Taarer, dets Digtere sang ved Harpen veemodige Qvad, eet rørte mit Hjerte, jeg synger det igjen i danske Toner:

Guendalina Borghese Talbot og hendes tre Sønner

En Paradisets Blomst, af Troen bragt

Til Themsens Bred og plantet der i Solen,

Skjød herlig frem, dens Duft, dens Yndes Magt,

Dens Glands, sligt findes ei hos Natviolen.

Men Kjærligheden planted’ Blomsten om,

Den Blomst, som gjorde alle Hjerter glade,

Den plantedes ved Tiberen i Rom,

En himmelsk Duft gik fra dens rene Blade.

Og Duften steg, vi hørte Engle sige:

Den Blomst er ei for noget jordisk Sted,

I Lysets Have blomstrer kun dens Lige!

En Engel saae vi da til Jorden stige,

Og rive Blomsten op – tre Skud gik med,

Tre unge Skud, de groe nu i Guds Rige.*)

*) Originalen lyder saaledes:

La Morte della Principessa Guendalina Borghese Talbot

seguita da quella di tre suoi Figli.

Sonetto

Presso al Tamigi un Fior di Paradiso

La Fè piantò con somme cura un giorno;

Bello ci crebbe in quel suol più d’un narciso:

Tanto era in suo candor di grazie adorno!

Quindi la Carità fiammante in viso

Del Tebro il trapiantò nel bel soggiorno,

E qui destave in tutti amore e riso

Per la fragranza che spandea d’intorno.

Ma il grato olezzo anche su in cielo ascese,

Onde averlo fra loro ebber desio

L’Alme ch’ivi si stanno al gaudio intese.

Allora a un divin cenno Angiol partio

Che svelto il Fior con tre germogli, il rese

All’ amor de’beati, e in grembo a Dio.

di F. F.

Italien: Roms Kirker

Ja, her ere ikke færre end 328 Kirker i Staden Rom, at skildre disse vil blive ligesaa trættende, som at læse Beskrivelsen, vi indskrænke os altsaa til tre, der ligge paa samme Strøg, i disse ville vi holde vor Kirkegang.

Ovenfor den spanske Trappe have vi Kirken Trinita dei monti; hver Søndag Morgen strømmer en Skare Fremmede her hen, de ville høre Søstrene synge og musicere. Den blinde Tigger holder med sin Ryg det tunge Dør-Forhæng i Veiret, for at Mængden des lettere kan træde ind, han rasler med sin Blikbøsse, Ingen synes at bemærke det, thi allerede lyder Sangen af de bløde Qvindestemmer, den synes at være Englenes Graad opløst i Harmonier. Ingen aandsmager Prædiken forstyrrer her Andagten, Tanken hæver sig paa Toner til Gud.

Kirken er lys og hyggelig, Solen skinner paa de gyldne, brogede Vægge. Et Gitter skiller Tilhørerne fra Nonnerne, der sidde om Altret med de fattige Smaapiger, de opdrage. Over Gittret er afbildet et brændende Hjerte, omsnoet af et Tornebaand; mon det siger: “Hjertet skal kun flamme for Gud i Jordens Torne!” eller betyder dette: “Mit Hjerte brænder, men Klostrets Tornebaand ligger om det!”

Med livsnydende Blik stirre de Fremmede gjennem Gittret ind paa de fangne Duer! – Ak, hvad er der vel bedst, enten eensom med Gud og sig selv at sidde under den sorte Cypres i Klosterhaven, eller at høre til de flagrende Fugle, der to og to flyve over Bjerg og Dal, hvor Nætter er spændt ud, hvor Jægeren sigter – – Spørg ikke den unge, blege Nonne! forstyr hende ei, hun har grædt sin Smerte ud og synger i Dag sin Glæde bag det sorte Gitter.

Man fortalte om een af Søstrene, der havde sjunget smukkest af dem Alle og var blegest af dem Alle. En Søndag Morgen savnede de Fremmede hende, i samme Time grov to gamle Mænd hendes Grav i Klosterhaven, og Spaden klang, den stødte mod den haarde Steen, Jorden skuffedes bort og et Marmorbilled fra Oldtids-Dage løftedes af Jorden. En deilig Bacchus, Nydelsens Gud, steg frem til Sollyset fra den Grav, der skulde modtage Een, som aldrig nød Livet. Graven kan ogsaa være ironisk!

Fra Kirken Trinita dei monti vandre vi ned ad Gaden, dreie om Hjørnet og vi staae foran Capuziner-Kirken. Der inde findes skjønne Billeder, i Klostret ere kjølige Gange, de omslutte en lille Have, hvor Citrontræerne groe med Grene, tunge af Frugter; men ved Intet af alt dette dvæle vi, nede under Kirken, dog ikke under jorden, ere en Række Capeller, dem ville vi besøge! Solen skinner herind gjennem de gittrede Vinduer, Luften vifter frisk og reen, og dog gaae vi mellem Døde. Gulv, Loft, alle de smaa Capeller her, ere ene og alene opførte af Menneskebeen; hvorhen vi see er Alt Knokler; de danne Rosetter, Snirkler og Billeder. Om eet Dødninghoved ere to Hofteskaaler saaledes anbragte, at de see ud som Vinger; en Trone af Knokler er reist i een af disse Been-Nischer, to smaa Børne-Skeletter *)*) Børn af Slægten Barbarina, der i denne Kirke have deres Familiebegravelse, svæve som Engle over den, dobbelte Hofteskaaler udgjøre deres Vinger. Lysekroner, ligeledes af Menneskebeen, hænge her og kunne ved et Seilgarns-Baand heises op og ned. Hænder gribe ind i hinanden og danne sælsomme Arabesker; Gulvet inde i hvert lille Capel er derimod Jord, blandet med Jord fra Jerusalem. Munkenes Liig, som nedlægges her, optages igjen efter et Forløb af otte Aar; hænge Lemmerne endnu sammen, da iføres den Døde en Kapuziner-Kappe og stilles op i een af Nischerne, og en Blomsterbouquet eller Bønnebog gives ham i Haanden.

Det er sælsomt at see, hvilket høit forskjelligt Udtryk der kan ligge i disse ofte mumieagtige Physiognomier. Munken, som viser om, peger tidt paa een af disse tause Skikkelser og siger: “han var min Ven og Broder her i Klostret, vi havde hinanden meget kjære! beed for os!”

Det Hele er et memento mori, man aldrig glemmer; og dog har Skuet heraf intet uhyggeligt; det er det Forkrænkelige vi see, det er hos os i vort Solskin, i vor friske Luft, det ligesom leger med sig selv for at mildne Dødsbilledet.

Den tredie Kirke vi gaae til, Santa Maria degli Angeli, findes midt i Ruinerne af Deocletians Bade; disse see ud, som vare de en Deel af Byens gamle Mure; de indtage en betydelig Plads. Et Parti synes at tjene som Hømagasin, et andet er forvandlet til et stort Hospitie; tæt op til dette, til en Række sønderbrudte Buer og revnede Mure, sees en Indgang, som til et Capel, man træder ind og staaer i een. af Roms største og smukkeste Kirker.

Det er Diocletians Badestue mægtige Colonner, hver af een eneste Granitblok, kneise her endnu fra hiin Tid.*) *) De 8 Colonner ere hver 16 Fod i Omkreds og 43 i Høide.

Her er i denne Kirke noget saa lifligt, saa muntert, som gik man under Piniernes Tag i det Frie, og tillige er her dog høitideligt, eensomt, ægte catholsk! Væggene prange med herlige Billeder, her er Domenichinos St. Sebastian, her er Carlo Maratis *) Christi Daab.

*) I den capelagtige Bygning man træder igjennem for at komme ind i Kirken, ligger til Venstre Carlo Marati og til Høire Salvator Rosa; Busten af hver staaer paa den Dødes Grav; lige over for disse to Grave findes to andre, paa hvilke Gravskrifterne forekomme mig de skjønneste og meest indholdsrige jeg endnu har læst; de lyde saaledes:

Corpus hunro tegitur,

Fama per ora volat,

Spiritus astra tenet.

den anden er ikke mindre betegnende:

Virtute vixit,

Memoria vivit,

Gloria vivet.

I ingen af de store Kirker i Rom finder man en saadan Eensomhed, som her; man seer kun et Par Fremmede vandre hen over Marmorgulvet, og en Munk drager Forhænget fra eet af de skjulte Billeder; Døren til Klostret staaer paa Klem, og har man tittet indenfor, kunde man faae Lyst at blive her; thi i Klostret, som i Kirken, sees intet snevert, intet som trykker. Kjølige, store Buegange omslutte en Have, der pranger med de største Cypresser, Rom har at opvise. Jeg har ingen Popler seer mere høie og frodige, end disse Træer, der her beskygge et Springvand.

Man faaer Lyst til at arbeide med Munken, der planter Urter i de smaa Haver uden for Cellerne, hver Have her synes en Løvhytte af Viinløv, og Apelsin- og Citrontræer. De varme Solstraaler spille mellem de mørkegrønne Blade og ligesom samle sig i de gyldentskinnende Frugter.

Fra dette duftende, grønne Naturens Capel, vandrer Munken ind i den store Gudskirke, bøier sit Knæ og priser sin Gud i stille Eensomhed.

Italien: Fee-Paladser i Virkeligheden

“De gamle Guder leve endnu!” – ja, det kan man sige i et Eventyr, men i Virkeligheden – ? denne er selv tidt et Eventyr.

Barnet, som læser “tusind og een Nat”, seer i Tanken de prægtigste Trolddoms-Paladser, og er lykkelig ved dem, men saa kommer den Ældre, han siger: “Sligt findes ikke i det Virkelige!” og dog findes det der. Vaticanet og Peterskirken i Rom frembyde en Storhed, en Pragt og et Skue, aldeles lig de Slotte, Phantasien har reist i den gamle østerlandske Bog. Vi kunne selv see det og vide, om de gamle Guder leve endnu.

Vi staae allerede paa Peters-Pladsen og omsluttes til Høire og Venstre af tre Rækker Søile-Gange, Kirken ligefor er i alle Forholdene saa storartet, at vi intet Maal have for den, de svare saaledes til hinanden, og til Pladsen og til det mægtige Vatican tæt ved, at vi kun sige: “ja det er en stor tre Etagers Bygning!” Men vi betragte Menneskevrimlen der strømmer op ad Trappen, – denne har hele Bygningens Brede, – og de blive da, eftersom Øiet har opfattet Forholdene af Dør og Vinduer, kun Punkter, Dukker. Vi erkjende Storheden, uden endnu at have begrebet den.

Midt paa Pladsen staaer en Obelisk og paa hver Side et Springvand, der med Hensyn til Alt rundt om har en passende Størrelse, men vi betragte hvert for sig alene og vi see, at de ere forbausende store. Der fortælles om en fremmed Fyrste, at han, ved Synet af den vældige Vandmasse, raabte høit: “Nu er det nok!” idet han troede at dette usædvanlige Skue kun var til Ære for ham og ved uhyre Midler for en kort Tid gjort muligt; men Vandene bleve ved at springe og de springe endnu med samme Rigdom. Deiligt er det at see, naar Solstraalerne male en Regnbue paa de styrtende Draaber.

Fra Pladsen gaaer man til Høire gjennem en lukket Gang ind i Vaticanets Gaard, der paa tre Sider omsluttes af den mægtige Bygning, der har en Storhed som Peters-Kirken og derfor, stillet op ved den, gjør, at ingen af disse ere af den Virkning, de kunde være.

Landseknægte i Middelalderens Costume, de see aldeles ud som Kløverknægt i et Spil Kort, Alle, tydske Leietropper, holde Vagt i Buegangene og i Gaarden. Om hver Etage gager et Gallerie, i det øverste ere Væggene malede med Landkort al fresco, Paven kan her studere de Lande, hans Fædre eengang have hersket over. Galleriet neden under er en heel Billed-Bibel, det er de saakaldte Raphaels Loger; først i de sidste Aar har man med store Vinduer tillukket de aabne Buer, Malerierne ere noget afblegede, Arabeskerne temmeligt forvittrede, ja endogsaa udkradsede af kaade Hænder eller beskrevne med Navne af Reisende, som ingen bryde sig om. Det nederste Gallerie fører ind i den Fløi af Paladset, som Paven ikke beboer, men som omslutter Verdens rigeste og herligste Skatte.

Den hele Bygning bestaaer, som vi veed, af 22 Gaarde og 11000 Værelser, allerede det klinger eventyrligt; nogle Timers Vandring herinde er, som vare vi paa et fortryllet Slot; den dristigste Phantasi faaer her ikke Tid til at skabe sig noget Nyt, den forstummer ved at see Virkeligheden lige saa rig og dristig, som den.

Lad os vandre.

Gjennem en gittret Port træde vi ind i en Gang der blaaner, saa lang er den, overalt i Verden, kun ikke her, kunde den kaldes et rigt Museum, Gulv og Vægge fremvise Oldtids Minder. Vi titte gjennem en Dør, og blændes af Farvepragten i de mange Sale, som her grændse til hverandre. Loft og Vægge ere overdyngede med Malerier, men ingen hæfte sig i Tankerne, de gjøre en Virkning, som Farvebillederne i et Caleidoskop; det er Bibliotheket, men hvor ere Bøgerne; de staae skjulte i lave hvidmalede og forgyldte Skabe. *)*) Dronning Christine af Sverrigs Bibliothek udgjør en betydelig Samling.

Vi titte ind af en anden Dør, Lyset strømmer gjennem Glastaget, Vægge og Gulv er blankpoleret Marmor, herlige Statuer staae paa begge Sider, de synes øieblikkelig at være løste af Marmorblokkene, og dog meer end tusind Aar er det siden de hørte Meiselen klinge Man bør see disse Skatte ved Fakkelskjær, da synes Marmoret at faae Liv, det bevægelige Lys gjør at Musklerne synes at svulme, Klædernes Folder at røre sig, det blege Ansigt at vinde Farve.

Men vi følge igjen den store Gang, træde op ad nogle Trin, og en Række af Sale med Oldtidens skjønneste Minder, den ene Sal rigere og herligere end den anden aabner sig for os; man bliver næsten træt af at skue, hvor kan man da beskrive; Olympens Guder leve her endnu, Muserne hilse os Dødelige, Alt er Skjønhed og Storhed.

Kun en lille Plet ville vi dvæle paa, og fra denne maa der saa sluttes til det Hele.

Vi staae i en lille Gaard, Guds klare Sol kaster her sin syv-farvede Guirlande over den høie Vandstraale, der pladsker i Marmorbassinet. Gaarden omsluttes af aabne Buer og i disse prange verdensberømte Herligheder. Her stager Antinous, den vaticanske Apollo; her vaander Laokoon sig i evig Smerte, omsnoet af Slangerne; her have Canovas Gladiatorer og Perseus Plads.

Man ligesom overvældes af det Største Kunsten har frembragt, det er en Hvile for Tanke og Øie at kaste et Blik gjennem Vinduerne, og det Skue, som her giver Hvile, er Skuet over Rom og Campagnen til Bjergene, det er Skuet over smaa, fliselagre Gaarde eller prægtige Haver, der ved Vintertid prange i det deiligste Grønne, alle Buegange ere Laurbær, Roserne synes at vælte frem langs de høie Mure, Vandet pladsker ud af kunstige Grotter og Huler.

Skulde man ikke troe, det var et Eventyr man drømte, og Alt er dog Virkelighed her, den underskjønne Virkelighed.

Gjennem en i ægyptisk Stiil opført Vestibule, der pranger med grandiose Sarcophager, hver af een eneste stor, kostelig Steen, træder man ind i – ja Museum kan det ikke kaldes, det er forlidt, man træder ind i een af Ægyptens Pyramider. Den hele Sal er decoreret som et af de største og prægtigste Gravkamre i Pyramiderne, Væggene ere bemalede med Colonner og tropiske Planter, Loftet hvælver sig som en Himmel, en afrikansk Stjernehimmel! den reneste, ultramarine Farve, og en Mylr af rigt forgyldte Stjerner; man føler sig i Africa, man er midt inde i Pyramiden og rundt om sidde tause og mørke de sælsomme Gude-Billeder! I Sidekamrene staae Mumier, nogle løste af deres Døds-Svøb, andre ganske indhyllede og skjulte i de bemalede Kister.

Fra de uformelige Billeder i Steen, de grelle Farver, der mødte Øiet, gaae vi til de meest fuldendte Billeder Kunsten kan opvise, et lille Billedgalleri, men en Skat, som den kun samles fra hundred andre, og Veien herhid fører gjennem mange Sale, nogle med de brogede gobelinske Tapeter, som Raphael gav Tegningen til, andre med Landkort og Byers Grundrids malede al fresco! det er som om hver Sal i det uhyre Vatican vilde overbyde den anden, enten ved sine Kunstskatte eller sin Eiendommelighed.

Vi staae nu imellem de udødelige Billeder! hvorhen skulle vi vende os! til hvilket Værelse, mod hvilken Væg. Der see vi Domenichinos døende Hjeronimus, der svæver paa Skyen, Raphaels Madonna del Foligno, her er hans sidste Værk Transfigurationen. Perugino, Giulio Romano, Titian, Italiens største Mestre hilse os fra disse Vægge; underligt, som en lille Blomst fra Hverdags-Livet, pranger her mellem Glorier og Skyer et lille Dyr-Stykke af Paul Potter. Det sees tæt ved Døren, som en beskeden Gjæst her i Kunstens Paradiis, men det er ingen uværdig.

Store Fløidøre aabne sig, og vi staae i Raphaels Stanzer, vandre gjennem Sale, hvis Mure ei hans udødelige Billeder, hvilken Natur! Phantasi og Reenhed i hvert Stykke!

Og hvad er der tilbage, efter en Vandring gjennem denne Herlighed, hvad er der tilbage af Menneskeverk, der kan overraske os ved en større Rigdom og Pragt. Vi vandre gjennem tvende Sale, store Døre staae aabne til hvad vi ville kalde høie Kirker, men her ere de kun Capeller, de straale med Lys og Billeder, men vi vandre forbi, hæve et Dørteppe og staae i PetersKirken. Alt er Marmor, Alt er Guld og Mosaik, vi staae i Verdens største Kirke!

“Ja den er stor, men dog ikke saa stor, som jeg ventede!” siger man første Gang man er traadt herind. Det gaaer os herinde, som i Guds Natur, Rummet er for stort til at Øiet kan udmaale det. Forholdene ere for gigantiske, man maa først vandre Kirken igjennem, man maa see den Menneske-Masse, der synes at fylde Pladsen, bevæge sig herinde, man maa træde hen til Marmor-Duen, som man troer at svæve i vort Øiepunkt, og da see, at vi maae hæve Haanden for at kunne berøre den.

Mosaik-Englene i Kuplen syntes os saa ubetydelige, og stige vi derop da strække de sig flere Alen høie; derfra skue vi ned, og Altrets Kors, dybt under os, kneiser dog i en Høide, som et af Roms Paladser.

Man maa bestige Kirkens flade Tag, og naar man er her, troer man at være paa et Torv, de enkelte Kupler synes Capeller, den største Kuppel en mægtig Kirke selv. Rundt om heroppe ere smaa Huse opførte for Haandværkerne der her ere i Arbeide; her er Ovne, her er Kalkkuler; her er en lille By; lystige Børn lege paa den store Plads og klattre op ad det høie murede Gelænder for at see ud over Rom og Campagnen til Havet og Bjergene.

I Paaske-Ugen bør man see St. Peters-Kirken, see den ved Aften og ved klart Solskin! det er aldeles som en Fortryllelse at see den saa kaldte Kuppelbelysning, thi det er ikke blot Kuplen og det høit paa denne prangende Kors, der straaler med Lamper, nei det er den hele uhyre Bygning, med Colonadegangene om Pladsen! Alt seer man i Ildcontur; Lamperne ere saa rigt fordeelte og saaledes anbragte, at hele det Architechtoniske træder frem. Det er af stor Virkning, en saadan Aften at træde fra den oplyste Plads ind i selve Kirken, hvor Alt er Nat og stille, men midt under Kuplen ved Høialtret straaler en Glorie af flere hundrede Sølv-Lamper, anbragte paa Gelænderet om St. Peters Grav, vi træde hen til den og see ned i det af Guld og Sølv straalende Capel, hvor Marmorbilledet af en knælende Pave stille holder sin Bøn; der er en Fred, en Andagt i Kirkens Stilhed, i denne Oldings Skikkelse, at vi selv opfyldes deraf og føle som Catholiken en Trang, at bøie sig for den usynlige Gud.

Man maa ved Sollys gjennemvandre dette Gudstempel, naar her er eensomt og de smukke Stemmer lyde fra Sidecapellerne; man maa komme her ved de store Feste; Musiken klinger, Røgelsen dufter, tusinde Mennesker synke paa Knæ og modtage en Oldings Velsignelse. Alt straaler med Lys, Alt straaler i Guld og Farver! de berømteste Billeder, vi have seer adspredt i Rom, ere her gjengivne i Mosaik, og prange som Altertavle. Dog eet Alter herinde frembyder intet Billed; to Kjæmpe-Skikkelser i pavelig Ornat bære der en Throne, Ingen sidder paa denne, uden den usynlige Gud. Mægtige Marmorbilleder træde frem fra de glindsende Vægge.*)*) Hver Statue her antyder Stifteren af en Munkeorden, vi see saaledes Propheten Elias, et brændende Hjul antyder den gloende Vogn paa hvilken han foer til Himlen; han staser som Repræsentant for Camaldolenser-Munkene.

Men hvad betyder denne mørke Malmstatue under en Throne, der straaler med Guld og Purpur. Pavelig Vagt er opstillet paa hver Side; Folket kysser Malmfigurens Fod. Det er St. Peters Billed, engang var det Jupiters; Lynstraalen er revet ham af Haanden, nu holder han Nøglerne. I Rom leve endnu de gamle Guder. Den Fremmede bøier sig for dem i Musæet, Folket kysser deres Fod i Kirken. De gamle Guder leve endnu, – det er Begyndelsen og Slutningen i Eventyret.

Italien: Juleaften i Rom

Jo længer bort Svensk, Norsk og Dansk kommer fra sit Hjem, des høiere synger Hjertet hos hver, i det de mødes.

“Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver!”

Da jeg 1833 var i Rom holdt de tre Nationer deres Juleaften i Fællesskab, som een Familie. Sang og Lystighed stemmer ikke overeens med den romerske Høitidelighed paa Frelserens Fødselsfest, vi kunde derfor ikke være lystige inde i Byen, men vi skulde dog ikke miste vor Glæde, – ingen By er saa tolerant som Rom, – man indrømmede os et smukt Locale udenfor Byen, et stort Huus i Villa Borghese, midt i Pinie Skoven, tæt ved det moderne Amphitheater. Vi smykkede Salen med Guirlander og Krandse, Blomsterne plukkede vi i Haven udenfor; Luften var mild og varm, det var en Juul, som naar det er Skjærsommer hjemme.

Et Juletræ skulde bringes tilveie, et Grantræ, som i Norden, men det var her en altfor kostbar Skat, vi maatte, sagde man, lade os nøie med to store Apelsintræer, der vare savede fra Roden, og stode fulde af Frugt, og denne var ikke bundet paa Grenene, nei voxet ud af dem. Vi vare henved et halvhundrede Skandinaver og mellem disse syv Damer, de bare om Panden Krandse af levende Roser, vi Mandfolk bare Krandse af Epheu! De tre Nationer havde skudt sammen til Presenter, hvilke skulde vindes ved Lodtrækning, den bedste gevinst var et Sølvbæger med Indskrift: “Juleaften i Rom 1833”, det var de tre Nationers Gave, og hvo fik den? jeg var den Lykkelige!

Henimod Midnat brød de Ældre op og gik til Rom, Bystrøm og Thorvaldsen var mellem disse, jeg fulgte med. Byens Port var lukket, men for at komme ind, var der sagt os, at vi skulde slaae tre stærke Slag med Hammeren, og raabe: “gli Scandinavi!”

Jeg tænkte paa Holbergs Comedie, hvor Kilian banker paa Trojas Port og saa tog jeg fat paa Hammeren, gav Signalet og vort Feltraab: “gli Scandinavi!” En lille Laage paa Porten aabnedes, og Een for Een krøb vi nu ind i den store Verdens By.

Det var en lystig Juul! Natten var varm og mild, som en Sommernat i Norden.

Og nu denne samme 1840. Ingen havde tænkt paa noget Jule-Arrangement! – Enhver sad hjemme hos sig. Det var koldt Veir. Kaminilden vilde ikke opvarme mit Værelse. Tanken fløi saa vidt omkring, den fløi mod Norden.

Nu er der, hviskede den, Juletræet tændt med hundrede brogede Lys, Børnene juble i sød Lyksalighed! nu sidde de hjemme om Bordet, synge en Sang og drikke en Skaal for Vennerne som ere borte. Der er lystigt i Byen, der er lystigt paa Landet i de gamle Herregaarde. Gangene ere pyntede med Lys og med Graner, Tepper ligge op ad Trapperne, de pyntede Tjenere springe travle op og ned, Musiken klinger og Toget begynder, det gaaer til den store Dandsesal! – 0 Julen er lystig i Norden!

Jeg gik bort fra det eensomme Kammer! Folk strømmede til Kirken Maria maggiora.

Endnu brændte kun nogle enkelte Lamper herinde. Mænd, Qvinder og Børn, der vare vandrede hid fra Campagnen og Bjergene, sad og laae paa Trinene op til Capeller og Altre i Sidegangene. Nogle af de stakkels Folk vare af Træthed sovet ind, Andre læste deres Rosenkrands.

Nu tændtes Lysene. Den hele Kirke straalede i Purpur og Guld, Røgelsen duftede, Musiken lød, Sangen forkyndte “en Frelser er født, Halleluja!” De gamle Cardinaler bare Christi Krybbe paa deres Skuldre gjennem Kirkens Gange og Folket saae en Glorie om den, stærkere end den de tusinde Lys udsendte. Det var som om Hyrderne sang, og som om Englene sang, og der kom Fred og Fortrøstning i Menneskets Hjerte.

Italien: Tre romerske Drenge

I det storartede Rom finder man i snevre, bugtede Gader store Paladser, der, hvis de laae paa en fri Plads vilde erkjendes som Pragtbygninger; jeg vil med Pen og Blæk tegne et Saadant, og jeg haaber, saa nøiagtigt, at man efter Tegningen gjenfinder det, naar man veed, det er i Gaden “ripetta”, det maa søges.

Høie Buegange med kunstigt udhugne Marmorsøiler indeslutte en lille, fiirkantet Gaard; Statuer staae mellem Søilerne og i Væggenes Nischer lemlæstede Marmorbilleder; Murene prange forneden med Basreliefs og foroven med colossale Hoveder af romerske Keisere. Græs og Slyngplanter hænge om Fodstykkerne og skyde frem i Folderne paa Marmorklædemonnet. Ædderkoppen har spundet sin Væv som sørgeflor imellem Guder og Keisere. I Gaarden ligge Kaalstokke, Citronskaller, sønderrevne Hylstre af Flasker; Jord har dynget sig op om Siderne af de her henstillede Marmor-Sarcophager; engang omsluttede de en af Roms Mægtige, nu gjemme de paa nogle Potteskaar, Salatblade og jord.

Den brede Marmortrappe, som fører op til Paladsets Sale, er endnu mere smudsig end Gaarden. Barbenede, forfrosne Tiggerdrenge sidde her i Kreds; den Ene har et pjaltet Teppe kastet, som Kappe, over Skuldrene og et Rør som Tobakspibe i Munden. Den Anden har en Fodbedækning af Klude, bundne sammen med Seilgarn; Kjolen er saa stor og vid, at den gaaer dobbelt om Knøsen, og tjener ham tillige, troer jeg, som Beenklæder. Den Tredie har Hat paa og iøvrigt en Vest, jeg troer ikke mere, uden maaske den Tøffel, der staaer nedenfor Trinet, hører med til Paaklædningen. Alle Tre spille Kort.

Kan det interessere at kjende de tre unge Romere eller deres Familie lidt nærmere? Tilfældigviis ere omtrent Hovedpersonerne af Familien i dette Øieblik samlede paa Terrassen ved “piazza del popolo”. Her staaer en Gruppe sortskjæggede Mænd i stribede Klæder, blaa og hvide Striber; det er en kjendelig Uniform, sædvanligviis hører der en Kjæde til, men den bæres om Benene; det er romerske Slaver, som arbeide. Den Forreste, der støtter sig til Spaden, er Fader til Drengen, som bærer det lasede Teppe som Slængkappe; ja det er Faderen! Men han er hverken Tyv eller Røver; han er kun nederdrægtig! Det er en kort Historie. For at ærgre sin Husbond er han blevet Slave. For at ærgre sin Husbond havde han Contraband i dennes Vogn; disse bleve fundne, det sørgede han selv for, thi Loven i Rom byder da, at Heste og Vogne, om end Husbonden er uskyldig, fratages ham og tilfalder Politiet. Karlen bliver Slave, men Husbonden maa daglig give femten “bajocchi” til Slavens Underholdning; det er en heel Udgivt. Er Karlen nu arbeidsom, da bestaaer ethvert af hans Fængslingsaar kun af otte Maaneder, og ham tilfalder for hans Arbeide den høieste Betaling.

Det er dette store Regnestykke, han i Hovedet løber igjennem, idet han hælder sig til Spaden.

“Husbond har mistet Hest og Vogn! Husbond maa rykke ud hver Dag med Kostpenge! Jeg har fri Bolig, altid Arbeide, den høieste Løn, og jeg er Slave med Roes! Det er maaske mere, end min Søn bliver!”

Paa Promenaden, tæt forbi, ruller en let, lille Gig; en rig Franskmand paa nogle og tredive Aar kjører selv. Han har før været i Rom, det er otte Aar siden; nu viser han sin unge Kone om i Verdensstaden; de have netop idag seet en smuk, qvindelig Statue af Canova og beundret den, og Franskmanden kjendte disse Skjønhedsformer, der nu ere udødelige i Marmor, men han sagde det ikke. Den smukke Giuditta er Støv; hendes Søn er den anden Knøs i Kortenspillet; han svøber sig ind i sin store Kjole, ligesom Faderen svøber sig i sin rige Mantel, idet han jager hen over Promenaden.

Den tredie Lille med Hat og med Vest, ja hvor finde vi hans Forældre! dog, vi ere paa Sporet. – Under Træet paa Promenaden staaer en runken Moerlille med sin Ildpotte paa Armen; hun beder om Lidt i Madonnas Navn! Hun kan ikke være Drengens Bedstemoder, end sige hans Moder; nei; men hun er den Eneste, som kunde fortælle os Lidt om ham.

I Retning mod Engelsborg-Broen gaaer fra Peterspladsen en Gade; i denne ligger et stort Huus, i hvis Væg er en bevægelig Nische, decoreret med samme Slags Tøi, som Slaverne have i Klæder. Nischen har en blød Pude til Bund, og lader sig dreie rundt som et Skilderhuus; en stor Klokke hænger tæt ved. For ni Aar siden kom denne gamle Moerlille og lagde en lille Pakke i Nischen, dreiede den rundt, ringede paa og skyndte sig bort. Det er Hittebørnenes Hospital.

Herfra er den tredie Dreng. Den gamle Kone kunde fortælle, men hvad nyttede det til. Den unge, rige Signorina er langt herfra, i det svømmende Venezia, et Mønster paa Strenghed og rene Sæder. Sønnen gaaer det jo godt! han sidder paa Marmor og spiller Trumf ud.

Det er tre Drenge til at male! Udtrykket i Øinene, hver Bevægelse, de skidne Kort og den kjække Røgsky fra Cigarerne! det er en Gruppe.

Den forstyrres ved en Skare kalkunske Høns, som to Bønder med lange, hvide Stokke, drive op ad Marmortrappen til en af de høiere Sale, hvor Kjøberen boer, og hvor de endnu nogle Dage skulle have Lov at trippe om paa Flisegulvet, under det brogede Loft, der pranger med den uddøde Slægts rige Vaaben. – –

Italien: Religiøse Skikke

De fleste Mennesker trænge til en sandselig Indvirkning, skulle de paa bestemte Festdage og Timer kunne hæve deres Sind til Andagt; en saadan Indvirkning har den catholske Kirketjeneste, men den taber sig for meget i Ceremonivæsen; det synes her, som om Kirken feilagtigt havde opfattet Læren, at uden vi blive som Børn komme vi ikke i Himlen, thi den betragter ofte sin Menighed som Børn, der see og troe, der mere drømme end tænke.

Enhver Festlighed jeg har seet i Rom indesluttede en i Sandhed smuk Idee eller Tanke, men Udtalelsen af denne blev ofte, om jeg saa kan sige, for meget legemliggjort, man vilde beskueligt fremvise hvad der kun hører hjemme i Følelsens Gebeet, og derved fremtraadte et grelt, karikeret Billede.

Jeg troer, at alle dannede Catholiker have samme Erkjendelse, thi der, hvor min religiøse Følelse ligesom blev saaret, saae jeg aldrig nogen anden Forsamling, end Folk af den allerlaveste Classe, hvis aandelige Begreber stige ned til Barnets.

Der er unægteligt noget Smukt i, at de Christne een Dag om Aaret mindes de første Brødre i Troen, der lede og døde for den, og med deres Blod ligesom beseglede dens Kraft og Hellighed. Catholikerne have saaledes en Fest for Martyrerne, og i Rom er en egen Kirke, en af de prægtigste, indviet dem; kun eengang aarlig aabnes den *), *) Den 26 December.

Alt straaler da derinde med Lys, og Gulvet, ja selv Veien did er bestrøet med Grønt; men her er Intet givet for at hæve Tanken om Martyrernes Sjæles Storhed, om Kraften hos den Tro, der gav dem Mod til at opofre Livet for den. I grelle Billeder rundt om er Martyrernes Død fremstillet; man seer en Række afskyelige Bøddel-Scener, her blive Brysterne skaarne af en Qvinde, der karter man Een ihjel, her rives Øinene ud, der bliver Een hugget itu, Led for Led, og derpaa stegt eller kogt.

Man vender sig bort fra det Skrækkelige, Tanken føler sig betynget af dette og omfatter dog dette, isledet for at opfyldes af den aandelige Storhed.

Der er noget poetisk Smukt i, at fejre julen, som Børnenes Fest; men saaledes som det skeer i Kirken Ara-celi i Rom, tilintetgjøres Ideens Skjønhed ved dens materielle Udførelse.

Et af Side-Capellerne i Kirkens venstre Gang er aldeles forvandlet til et Theater, med Coulisser, Bagtæppe og Sætstykker. Scenen danner en landlig Egn. Her sidder en Figur, forestillende Madonna, iført virkelige Klæder, paa hendes Skjød hviler, formet af Vox, Jesusbarnet, der straaler med Guld og Juveler; Joseph staaer ved hendes Side, Hyrderne bringe deres Offer; malet paa Pap pranger Gud omgivet af Engle høit i Skyerne.

Foran denne Skueplads, der er godt belyst, holde pavelige Soldater Vagt; et Bord er sat op til een af de nærmeste Piller, og paa dette stille Mødrene deres Børn, og det ganske smaa paa fem eller sex Aar, Barnet opramser da et Digt, der dreier sig om Barn-Jesus eller Julen. Det skeer ikke sjeldent, at den lille Prædikant enten bliver bange og pludselig holder op eller hæver saa komisk sin lille Stemme, saa at den hele Forsamling kommer til at lee.

Det er ikke kun Een der taler, man seer stundom to, ja tre Smaa-Piger stillede op ved Siden af hverandre og paa Vers føre en Dialog om Bambinos Deilighed.

Paa den sjette Januar culminerer denne Fest. Jeg var her dette Aar; det var en regnfuld Dag med Scirocco; den stærke Røgelse inde i Kirken var trykkende, i det den blandedes med Uddunstninger af de hvidløgsspisende Bønder og de pjaltede, skidne Tiggere. Jeg følte mig slet ikke vel herinde. Festligheden skred imidlertid fremad. En lille Pige holdt dristigt sit Foredrag paa Vers; en Messe blev afsjunget, og nu begyndte Processionen igjennem Kirken hen til den lille Skueplads; een af Munkene klattrede op paa den, tog Jesusbarnet ud af Madonnas Arm og steg derpaa ned med det, men i samme Øieblik faldt et heelt Musikchor ind med den meest lystige Musik; Bækner og Trommer løde gjennem Kirken, det var en Marsch, som i en Opera-Buffa! den skulde udtrykke Hjertets Jubel over at Christus-Barnet nu var givet os Mennesker, men mig gjennemisnede denne Vildhed, jeg følte mig afficeret og søgte Udgangen, et Par Bønder, der her vilde gaae over Gangen, hvor Processionen skulde forbi, bleve af to kraftige Munke stødte for Brystet, saa de vege tilbage, mig, som Fremmed, lod de passere, jeg søgte Udgangen, men den hele Procession fulgte i hurtig Marsch efter og var paa den høie Trappe, ligesaa tidlig som jeg; Regnen skyllede ned. Biskoppen hævede Jesus-Barnet i sine Arme for Mængden derude! Alle sank paa Knæ; en Raaben af de nærmeste Munke: “en Paraply! en Paraply, Barnet bliver vaadt!” lød høit for mit Øre. Jeg havde en Følelse, som om jeg gik fra et Guds Tempel, der var vanhelliget. “Fader forlad dem, de vide ikke hvad de gjøre!” bad jeg uvilkaarlig.

Kirken, Jesus, ja Guds Moder vare mit Hjerte for hellige til disse grelle Ceremonier.

En anden Festlighed maa jeg omtale, der ogsaa fra Tankens Side er christelig smuk, men som i sin Virkeliggjørelse bliver mere comisk end opbyggelig, det er den: at ogsaa Dyrene skulle have Deel i Herrens Naade og Velsignelse.

Paa en bestemt Dag, eller rigtigere, i en bestemt Uge, thi da een Dag ikke slaaer til, er Festligheden udvidet til flere Dage i Rad, fører Bonden sit Æsel, stundom endogsaa sin Griis til St. Antonii Kirke for at de kunne blive overstænkede med Vievand og derved sikkrede mod Sygdomme og Forhexelse. Alle Heste, fra Veturin-Øgene til Pavens eget Forspænd, komme til Kirken; denne staaer aaben og indenfor ere alle Altre besatte med Lys, Gulvet bestrøet med Grønt, Væggene fulde af Billeder, malede al fresco, men daarligt, aldeles uden Phantasi, det er Fremstillinger af den hellige Antonii Fristelses-Historie. Et Sted kommer Djævelen og banker paa hans Dør, et andet Sted staae Djævle, der gjøre Nar af Helgenens Glorie. Hele Pladsen foran Klosteret er opfyldt med Mennesker; her er Motiver for en Genre-Maler! Side om Side holde Vogne med Fremmede, der Alle staae op for at see; ridende Soldater gjøre Gaden ryddelig; nu kommer en Vogn, fyldt med Børn, der ere lyksalige over at Hestene skulle velsignes; nu kommer en anden Vogn med et gammelt, gudfrygtigt Ægtepar, der korse sig dybt idet de gjøre Holdt foran Klosterdøren, hvor Munken staaer og med en almindelig Murerkost stænker Vievand paa Hestene; en Chordreng overrækker Kudsken et Billede af den hellige Antonius, og erholder derfor eet eller flere store Voxlys, hvilke siden indvies i Klosteret og sælges for høi Priis. Det er høist malerisk at see Bønderdrengene paa Hestene, der skulle velsignes, thi de sidde ikke midt paa Ryggen af Dyret, men de sidde ude lige over Bagbenene; brogede Baand flagre fra den spidse Hat; Trøie og Buxer ere saa lappede, at man ikke veed, hvilket Stykke der fra første Færd hører til Klædningen.

Jeg saae denne Gang en gammel Moerlille komme trækkende med et ganske lille Æsel; det havde Silkesløife om Halen, og paa hver Bov var klistret en lille Griis af Guldpapir! Moerlille stod med stor Andagt foran Munken, neiede dybt og korsede sig. Drengene stak imidlertid med lange Pinde det lille Æsel under Halen. Soldaterne maatte komme Dyret og Moerlille til Hjelp. Lige fra Klosterdøren rider i Trav Bonden tvers over Pladsen til eet af de aabne Osterier, sætter med Dyret ind i Stuen, hvor de andre Bønder sidde om de lange Træborde og drikke, for selv at blive Dyr i Dag og faae Adgang til Velsignelsen.*) *) 1 de samme Dage føres Faarene, der ere pyntede med Sløifer og Guld, til St. Agneses Kirke, udenfor Byens Mure, og erholde der Velsignelse. Legenden fortæller fra Hedenskabets Tid om den hellige Agnese, at hun var lige saa smuk, som uskyldig, og blev derfor, da hun ei vilde afsværge sin christne Tro, ført ind i et Huus, der var indviet Lasten; her fandt Soldater og Vagabonder de letfærdige Qvinder. Til disse blev Agnese nøgen slæbt ind i et Kammer og overgivet to raa Soldater, men i samme Øieblik, fortæller Legenden, blev hendes smukke, lange Haar endnu længere, endnu tættere end før, saa at det som en Kappe hang om hendes Skuldre ned til Fødderne, og idet Soldaterne vilde lægge Haand paa hende, traadte en straalende Engel mellem dem og hende, saa de flygtede og flyede. Ubesmittet fandt hun sin Død paa Baalet. En Kirke, indviet St. Agnese, er nu reist, hvor hiint berygtede Huus laae, og et Capel i Kjælderen betegnes som det Kammer, hvori hun omsvævedes af Engelen. Kirken staaer paa Piazza navona.

Jeg maa paa dette Sted endnu omtale en Festlighed, der vel staaer uden for de kirkelige, men dog slutter sig til disse, det er Sprogfesten i Propaganda, der gives, som det hedder: in onore dei santi re magi. Man kan med lige Ret her, alt eftersom man er i Lune, kalde Propaganda et Verdens Academie eller en Noahs Ark. Her opdrages til Missionærer unge Mennesker fra alle Verdens Kanter. Her ere Børn fra Californien til China, fra Irland til Cap; hver af disse opramse et Digt i deres Modersmaal, men man maa være en Mezzofanti, for at nyde godt-af denne babelske Anthologie.

Der er noget ophøiet og glædeligt i at see, hvorvidt om Jorden den Velsignelse bringende christelige Lære finder Vei, men det gaaer Tilhørerne i Propaganda, som det gaaer Tilskuerne ved de ovenfor omtalte Ceremonier, de faae ikke Ro til at bevare det Ophøiede i Tanken, som Festen i og for sig selv kunde føde, de komme til at smile, og hvor Latteren hersker, der er Andagten borte.

Unge Mænd af Propaganda modtage ved Festligheden Cardinalerne og alle Fremmede; man anvises en Plads, og efter en Indledning, sagt paa Latin, følge nu Digte i 44 Sprog. Jo mindre af disse Tilhørerne forstaae, desmere applaudere de; saaledes hørte jeg denne Gang, at man klappede stærkest for en Æthioper og for to Chinesere; disse Sprog klang meest kaudervelske og vakte meest Latter. Under Foredraget af et tydsk Digt saae jeg to italienske Capuziner-Munke lee af dette for dem curiøse Sprog, saa at de vare nær ved at falde om paa Gulvet.

De meest forskjellige Tungemaal og Dialecter vexle her; stundom gives ogsaa en Sang, der kan være interessant, men aldrig smuk. Indtrykket af den hele Fest er som en burlesk Forestilling, man har saa godt som Intet forstaaet, og derfor leet af hvad der klang os meningsløst.

Imidlertid læser man Aar for Aar i de tydske Aviser om den storartede Virkning af denne Fest, men Virkningen er sandelig kun den – at man leer.*) *) Den unge Geistlige, en Tydsker, som anviste mig min Plads derinde, talte med megen Begeistring om Festligheden og gjentog flere Gange: “Ja Sligt oplever man kun i Verdens-Staden Rom!” – Denne Yttring, der i sig selv er høist ubetydelig, vilde jeg ikke her omtale, havde ikke en Correspondent for “Allgemeine Zeitung”, i en pompøs Skildring af Propaganda Festen, der lagt mig den i Munden, for at vise, hvilken Virkning denne Festlighed havde paa alle Fremmede.

Alle de her omtalte Skikke have gjort et saa dybt Indtryk paa mig, at jeg ikke kunde forbigaae dem, ihvor meget stort og eiendommeligt, jeg forøvrigt lader savne i denne min Billed-Samling fra Rom. Imidlertid vilde disse Blade tynge som en Møllesteen, skulde de kunne forarge een eneste oplyst Catholik, men jeg kan ikke troe det, – jeg har givet Facta, og i Tanken bøjer jeg mig dybt for Alt, hvad der er sandt Helligt hos hver Troende.

Italien: Vandfaldene ved Tivoli

Det var en af de første Dage i Februar, men et deiligt Solskin, Mandeltræet stod i Blomster! – En Vogn med tre Danske *) *) Theologen Conrad Rothe, Digteren H. P. Holst, og Forfatteren, rullede hen ad den gamle Via tiburtina, forbi Kirken St. Lorenzo; endnu i denne Aften ved Fakkelblus vilde de see de styrtende Vande i Tivoli.

Ruiner af Oldtids-Grave og forfaldne Taarne fra Middelalderen rage frem paa den ujevne Campagne. Hyrder, i Faareskinds Pelse og med Madonnabilleder paa den spidse af Solen gjennembrændte Hat, stode ved de forfaldne Mure, hvor et Baal var tændt, hvorfra den blaagraa Røg hævede sig i Luften.

Allerede mærkede vi den giftige Stank fra den lille Flod Solfatare, den er kun som en Bæk, men dens giftige Dampe have dræbt alle friske Spirer rundt om, et svovlguult Skum flød ned af det fule Vand. Vi kjørte i Gallop og snart vare vi ude af den forpestede Kreds. Floden Anio, med friske Strømme, sivgroede Bredder og et malerisk Taarn, bød os Velkommen paa Bjergenes Gebeet! Vejen gik op ad og altid mellem Træer; en prægtig Olieskov ligger her foran Byen. En forunderlig Lufttone omhyllede den store, udstrakte Campagne; denne Blaahed, det Violette i Bjergene langt ude og tæt ved os det stærke Mørkegrønne i Træernes Løv var af en herlig Virkning. Solen, som gik ned, kastede et rødt Ildskjær paa Træstammerne, de syntes forgyldte; Lyden af en Sækkepibe lød under Bjergskrænten. Alt gav Billedet af en smuk sydlig Aftens yndige Ro. Med Ungdoms Sind jublede vi alle Tre over denne Deilighed.

Solen sank ikke langt fra det Punkt i Horizonten, hvor Peters Kuppelen tronede, og strax var det mørk Aften. Vi vandrede gjennem de skumle Gader ud til den modsatte Side af Byen til albergo del Sybilla, der har sit Navn af det gamle Sybillatempel, der her er bygget op til Randen af Afgrunden ved de brusende Vande. Vi hørte i vor Stue den vilde, evige Torden, som de store Cascader istemme.

Føreren tændte sin Fakkel, en Karl fulgte efter med to store Bundter Hø, de skulde antændes inde i Grotterne, foran de styrtende Vande. Det var bælgmørkt i den lille Have udenfor, Fakkelskjæret oplyste kun de nærmeste Hækker. Himlen var som oversaaet med Stjerner, men de lyste ikke. Vi fulgte en smal Vej mellem Buskene, bestandig nedad, bestandig ombruset af Vandfaldene dybt under os. Det, at vi kun formaaede at see de allernærmeste Gjenstande omkring ham, der bar den brændende Fakkel, og at alt det Øvrige laae i den mørkeste Nat, gav hele Vandringen noget Eventyrligt. Ingen af os vidste, om den Afgrund, hvori vi hørte Vandet bruse, var lodret bag de nærmeste Hækker, eller selv tæt ved det Grønsvær, vi stundom betraadte.

Snart blev Vejen ganske snever, den steile Klippevæg havde vi til Højre, Afgrunden til Venstre; Føreren vendte sin Fakkel i Græsset, saa den næsten ganske slukkedes, svingede den derpaa i Luften, og den flammede atter, beegsort Røg hvirvlede hen over Træernes glindsende Blade.

Pludselig standsede han, udstødte et vildt Raab, og pegede op imod Vertshuset. Høit paa Fjeldkanten lige over os laae det gamle, runde Sybillatempel, et Bundt Hø havde man tændt mellem Colonnerne, Luen kastede et flammende Lys paa Søjler og Mure, det saae ud, som holdtes der en Oldtids Offring; Vandene sang jo endnu deres majestætiske Hymne med samme Tordenstemme, som i en af hine Gudinden indviede Nætter! – I eet Secund stod det hele Tempel omstraalet af det meest effectfulde Lys, og det blev igjen Nat, den mørke Nat.

Vi vandrede ad en smal Sti, Forsteninger hang i malerisk Vildhed ud over vore Hoveder; tæt ved os var en Skrænt, hvor dybt gik vel denne! Fakkellyset viste os ingen Bund, Vandet tordnede ganske nær. Vi maatte holde os ved de grønne Hækker, for ikke at styrte i Dybet. Klippeblokkene, som en naturlig Trappe, førte os snart ind i Sirenernes Grotte. Af fuldt Bryst maatte vi der tæt ved hinanden raabe, skulde den Ene forstaae den Anden. Vandfaldene styrte gjennem Grotten med næsten bedøvende Lyd. Ihast tændtes Ild i en Hob Hø, den klare Flamme oplyste Hulen, Alt drev med Vand, de phantastisk formede Klipper, det ujevne Gulv! det røde Ildskjær spillede paa den hvide Vandsøile, der med Lynets Flugt styrtede fra en uhyre Høide og atter banede sig Vei gjennem en Aabning i Klippen; Føreren kastede brændende Hø ud paa den brusende Strøm, og Høet brændte endnu idet Vandet hvirvlede det med sig i den gabende Afgrund; et kort Øieblik viste det os den dybe Hvirvel.

Her fra een af de glatte Stene, hvor nu var anbragt en lille Tverbjælke, gled, for et Par Aar siden, en ung Engellænder, og forsvandt for evig. Den nu regjerende Pave, Gregor den Sextende har, for at ikke Byen, undergravet ved de mange Vandfald, pludselig skal styrte sammen, givet Floden Anio et nyt Afløb, der danner Cascaderne, og herved er fremstaaet et Vandfald, der i Størrelse overgaaer alle de andre. Da jeg i 1834 besøgte Tivoli, var dette Værk under Arbeide, det fuldendtes to Aar senere; hvor jeg dengang gik og plukkede Blomster, bruste nu og maaskee for altid, Tivolis største Cascade. Til den vandrede vi fra Grotterne, men vi maatte først igjen op ad den ujevne, fugtige Trappe, vi maatte atter holde os i de friske Myrtegrene tæt ved Afgrunden, og i samme Nu, netop her, gik Faklen aldeles ud; den Tanke gjennemfoer mig, vi maae blive her i Nat, vi maae sætte os i disse Hækker, ikke flytte en Fod ellers er det Døden. Her fulgte et kort, stille Øieblik, Fakkelen svingedes susende i Luften, Føreren lod den med al Kraft flyve mod Klippegrunden og Flammen blussede svagt, snart lyste den herligt. Jodlende vandrede han nu raskere frem ad en bredere Sti. Lidt efter lidt fik Alt her Udseende af Kunstens Indvirkning, her vare stærke Rækværk, murede Trapper, steilt gik de ned ad, Faklen lyste ud over Gitteret, en Sky af Vandet, knust til Støv, hævede sig op imod os. Som den hvideste Mælk styrtede den hele Flod i det svimlende, sorte Dyb. Vi gjennemvandrede en lang Bue, i hvilken Floden havde sit nye Leie, og gjennem hvilken den med Pilens Hurtighed nærmede sig Faldet. Her var intet Rækværk, Faklen oplyste Strømmen, brændende Hø blev kastet derud, og det seilede med en Flugt, som Fuglens, det var til at svimle ved. Jeg følte alle Nerver angrebne, det kolde Vand sprang ud af min Hud, jeg maatte knuge mig op til Muren og hefte Øiet en Tid paa den faste Hvælving oven over. Det var umuligt her at gjøre sig forstaaelig for en Anden, saaledes bruste den mægtige Strøm!

En halv Time efter sad vi alle tre oppe i et stort Kammer, rundt om det vel dækkede Bord, vi talte om Danmark, om alle vore Kjære, Skaaler bleve drukne for dem, mens Cascade og Cascateller tordnede dertil.

Det var en Aften fuld af Poesi; Arm i Arm stode vi ved det aabne Vindue, Stjernerne glimrede saa smukt, og som et hvidt Flor skimtede vi under os i Dybet de brusende Vandmasser, der istemte deres Sang saa stærkt og evigt, som ingen Digter kan synge den.

Italien: Mine Støvler (En sandfærdig Fortælling)

Der er i Rom en Gade, som kaldes via purificazione, men man kan ikke sige om den, at den er purificeret! op og ned gaaer den, Kaalstokke og gamle Potteskaar ligge strøede rundtom; Røgen staaer ud af Osteriets Dør, og Gjenboens Signora – ja jeg kan ikke gjøre ved det, men sandt er det – Gjenboens Signora ryster hver Morgen sine Lagner ud af Vinduet. I denne Gade boe mange Fremmede, men i Aar holdt Frygt for Feber og ondartede Sygdomme de fleste tilbage i Neapel og Florents. Jeg boede ganske ene i et stort Huus, ikke engang Vert og Vertinde sov her om Natten.

Det var et stort, koldt Huus med en lille vaad Have, hvori kun voxte en Ærteranke og en halv opløst Levkøi; dog i de høiereliggende Nabohaver stode blomstrende Hækker med Maanedsroser og Træer fulde af gule Citroner. Disse sidste udholdt godt den idelige Regn, Roserne derimod saae ud, som om de havde ligget otte Dage i Havet.

Aftenerne vare saa eensomme i de kolde, store Værelser, den sorte Kamin gabede mellem Vinduerne, og udenfor var Regn og Rusk. Alle Døre vare vel tillukkede med Laase og Jernskodder, men hvad hjalp det, Vinden peb i skjærende Toner gjennem Dørsprækkerne, de tynde Pinde paa Kaminen blussede op, men de sendte ikke deres Varme langt; det kolde Steen Gulv, de raae Mure og det højtliggende Loft syntes kun at være blevne til for Sommertiden.

Vilde jeg endelig en Gang ret have det hyggeligt, saa maatte jeg først tage uldne Reisestøvler paa, Frakke, Kappe og laaden Hue, ja saa kunde det blive ret luunt! Rigtignok blev den Side, der vendte mod Kaminen, halv stegt, men i denne Verden maa man vide at vende sig, og jeg drejede mig som en Solsikke.

Aftenerne vare noget lange, men saa fandt Tænderne paa at give nogle nerveuse Concerter, og det var mærkværdigt, med hvilken Færdighed Foredraget tiltog. En solid dansk Tandpine kan ikke maale sig med en italiensk. Smerten spillede her paa Tændernes Tangenter, som var det en Liszt eller Thalberg der sad for dem; snart rullede det i Forgrunden, snart i Baggrunden, som naar to krigerske Chor svare hinanden, mens en stor Fortand sang prima Donnas Partie med alle Smertens Zirater, Roulader og høie Spring; der var et Sammenspil, en Kraft i det Hele, saa at jeg tilsidst slet ikke var Menneske meer!

Fra Aften-Concerter blev det til Natte-Concerter, og det var under en saadan, mens Vinduerne rystede af Storm og Regnen skyllede ned udenfor, at jeg kastede et halv veemodigt Blik til Natlampen; mit Skrivertøi stod tæt ved den og jeg saae ganske tydeligt, at hen over det hvide Papir dandsede Pennen, som om den blev ført af en usynlig Haand, men det gjorde den ikke, den gik paa egen Haand! den skrev Dictat, og hvo dicterede? Ja, det klinger utroligt, men Sandhed er det! jeg siger det, og man vil troe mig! det var mine Støvler, mine gamle kjøbenhavnske Støvler, der, fordi de vare gjennemtrængte af Regnvand, havde faaet Plads inde i Kaminen ved den røde Emmer. Led jeg af Tandpine, saa led de af Vandpine! de dicterede deres Selvbiographie og denne truer jeg vil kaste et Lys over den italienske Vinter Anno 1840 og 41.

Støvlerne sagde:

“Vi ere to Brødre: Støvle til Høire og Støvle til Venstre! Vor første Erindring er den, at vi bleve vel indgnedne med Vox og derpaa særdeles pudsede! jeg kunde speile mig i min Broder, min Broder kunde speile sig i mig, og vi saae vi vare eet Legeme, en Slags Castor og Pollux, en Art sammenvoxede Siamesere, som Skjæbnen havde bestemt skulde leve og døe, existere og ikke existere med hinanden. Begge ere vi fødte Kjøbenhavnere.

Skomagerdrengen bar os paa sine Hænder ud i Verden, og dette vakte søde, men falske Forhaabninger om vor Bestemmelse. Han, som vi bleve bragte til, trak os strax i vore Ører, til vi sluttede om hans Been, og saa gik han ned ad Trappen med os. Vi knagede af Glæde! det regnede udenfor, men vi knagede endnu -! dog kun den første Dag.

Ak, hvor der er meget vaadt at gaae igjennem i denne Verden! – Vi vare ikke fødte til Vandstøvler, og følte os derfor ikke lykkelige! Ingen Børste gjengav os vor Ungdoms Glands, den vi ejede da Skomagerdrengen bar os paa sine Hænder gjennem Gaderne; hvo skildrer derfor vor Lykke, da vi en Morgen hørte, at vi skulde rejse udenlands, ja til Italien, dette milde, varme Land, hvor vi kun skulde træde paa Marmor og classisk Jord, inddrikke Sol og sikkert gjenvinde vor Ungdoms Glands. Vi reiste! – De længste Router sov vi i Kufferten og drømte om de varme Lande. I Byerne derimod saae vi os ganske godt om, men der var vaadt og raat, som i Danmark; vore Saaler fik Koldbrand, de maatte sættes af i München, og vi fik forlorne Saaler istedet, men de vare gjorte saa godt, som vare de fødte med os. “Vare vi dog over Alperne!” sukkede vi, “der er mildt og godt!” og vi kom over Alperne, men der var ikke mildt og godt! det regnede og det blæste, og traadte vi engang imellem paa Marmor, saa var det saa isnende, at Marmoret trak den kolde Sved ud af vore Saaler, og det vaade Billede af dem stod hvor vi havde traadt. Det var jo ganske livligt om Aftenen, naar Opvarteren numererede alle Hotellets Støvler og Skoe, vi stilledes op mellem disse fremmede Kammerater, og hørte af dem om de Stæder de kom fra! der var et Par deilige, røde Saffians Skafter med sorte Fødder, jeg troer det var i Bologna, de fortalte os om den varme Sommer i Rom og Neapel, de fortalte om deres Vandring op paa Vesuv, hvor Fødderne vare brændte af dem ved underjordisk Hede; ak! vi fik næsten Længsel efter at døe paa saadan Maade: Vare vi dog over Apenninerne! vare vi dog i Rom – og vi kom der – ! Men nu have vi gaaet i Regn og i Søle den ene Uge efter den anden! Alt skal man jo see, og det faaer ingen Ende hverken med Mærkværdigheder eller Skylregn! ikke een varm Straale har vederqvæget, den kolde Vind omsusede os! o Roma! Roma! Første Gang i denne Nat drikke vi Varme fra den velsignede Kamin, og vi ville drikke til vi revne! Overlæderet er alt gaaet, nu ere vi paa Skafterne, de briste med! men før vi døe denne salige Død, ønske vi denne vor Historie optegnet, og vore Liig bragte til Berlin, for at hvile hos ham, der har havt Mod og Mands Hjerte nok til at skildre “Italien wie es ist!” den sandhedskjærlige Nicolai! og saa faldt Støvlerne sammen. Der blev ganske stille, min Natlampe gik ud, jeg selv blundede lidt, og da jeg i Morgenstunden vaagnede, troede jeg det var en Drøm, men jeg saae ind i Kaminen, Støvlerne vare aldeles skrumpne sammen, de stode som Mumier tæt ved den kolde Aske; jeg saae paa Papiret, der laae ved min Lampe, det var et graat Papir, fuldt af Blækklatter, Pennen havde virkelig løbet hen derover, men Alt var ud i Eet, thi Pennen havde skrevet Støvlernes Memoire paa graat Papir, jeg optegnede hvad jeg erindrede endnu, og man vil huske paa, det er ikke mig, men mine Støvler, der raabe Vee over la bella Italia!

Italien: Keiserborgen

I hvor slet end Vinteren kan være i Rom, den bringer dog Dage, skjønne, som de smukkeste Foraarsdage i Norden, man faaer Lyst at komme i det Grønne, og dette findes der! Roserne staae i Flor, Laurbærhækkerne dufte – vi have mange Steder at vælge til vor Spadseregang. Nu ville vi besøge Ruinerne af Keiserborgen. En heel Bjergslette er det de ligge paa midt inde i Byen; her er Viinmarker, Haver, Ruiner og usle Huse, her er frodigt Agerland og golde Pletter, hvor Æselet gnaver paa en Tidsel og Gederne søge det moslignende Græs.

Ud mod Forum staaer endnu en Række faste Mure, store Hækker og Hængeplanter vælte, som en Cascades Vand, ud over Skrænten; høie Cypresser kneise øverst deroppe; vi vandre den brede Kjøre-vei og staae foran en Villa midt i en Have saa grøn og duftende, at vi ikke kunne tænke os, at nu er det Vintertid, at vi ere i Januar Maaned. Reseder, Levkøier og Roser dufte i Bedene; Citroner og Apelsiner skinne paa Træerne mellem det mørke Løv! Vi vandre gjennem en Allee af Laurbær hen til den naturlige Balcon, som Muren frembyder ud imod Campagnen; vi see under os de eensomme Gravmonumenter, den gule, bugtede Tiber og langt ude i Horizonten en glasklar Stribe: det er Middelhavet.

Midt i Haven, hvor vi gaae, ere to betydelige Aabninger ned i Jorden; de ere ganske runde, og fra den øverste Rand, til saa dybt man kan see, beklædte med et yppigt Eviggrønt; man skulde true, at hver af dem var et Krater, der i Stedet for Lava og Aske kastede Grønt og Blomster, hvormed den hele udstrakte Ruin kunde bedækkes. Under disse Aabninger strække sig store Hvælvinger saa dybt, at Daglyset ei naaer Gulvet. Her, hvor maaskee engang Marmorkummen stod og deilige Qvinder badede deres skjønne Lemmer, omstraalede af tusinde Lamper, omduftede af Røgelse, opfyldte af Sang og Strengeleg, hopper nu den klamme Frø; maaskee denne er en af hine mægtige Keiserinder selv, som er dømt til at slæbe sine vaade, tunge Lemmer dernede i Mørket, hvor hun fordum udklækkede onde, dræbende Tanker!

Bliv nede i den sorte Nat, Usalige! heroppe blomstre Roserne! den varme Solstraale kysser Laurbærtræets grønne Blad, og den Fremmede inddrikker her et Skjønheds Billede af Syden, der aldrig vil udslettes af hans Tanke.

Vi vandre bort fra disse frodige, grønne Svælg, vi følge Stien, der snoer sig mellem blomstrende Buske hen over høie Muurskrænter, en Trætrappe fører os ned i en anden Deel af Keiserborgen, til en Kaalhave. Gulvets Mosaik er forsvundet, Regnormen skyder op af den vaade Jord, hvor fordum Roms Keiser med sit Hof strakte sig omkring det ødsle Taffel. Her duftede de kostbare Retter, Flamingo Tunger, Mælk af Muræner, Hjerner af Paafugle; her vexlede under Maaltidet disse Jordens Store deres rige Klædninger, her prangede de med falske Lokker, sminket Hud og Øienbryn, Guldstøv i Haaret og med Skoe, hvis Saaler duftede af Salve. Den stakkels guldbræmmede Slave stod ubevægelig, som Kaalstokken nu; dersom han hostede eller nyste, blev han kastet i Fiskeparken, for at fede Fiskene, der skulde sættes paa Keiserens Bord.

Hvilke Minder knytte sig dog til dette Sted, her hvor Caligula, Commodus og Tiber herskede. Digteren slynger med Foragt disse vanvittige Keiseres Navne ud i Verden, Forbandelser over dem lyde til Verdens Dom! Skoledrengen selv i den mindste By høit mod Norden knytter sin lille Haand og kan ei bede til Gud for de onde Mennesker.

Paa Keiserborgens Ruiner svæve hine Fordærvedes Aander, de flyve med Tankens Hurtighed Jorden rundt og dvæle kun, hvor en Forbandelse udtales over deres Liv og Færdsel! – Flyv over Hav og Land! Intet Slægtskab, ingen politiske Forhold, Intet beskjærmer Eder nu! I staae alene! – Menneskene dømme! Gud tilgive!

Hvor Ødselheden væltede sit Overflødigheds Horn, voxer nu den tarvelige Grønkaal, de Mure, som omsluttede den dyriske Last, bære nu Undseelsens brede Figenblade; Olietræet groer, hvor Blodet flød. Vi ville mindes Titus, mindes de Ædle, hvis Liv kaster Solglands paa Minderne, vi ville see paa de duftende, skjønne Roser, og glemme den sjunkne Storhed for den evig herlige Natur!

Italien: Sanct Knud

Vel er Danmark et protestantisk Land, men mangen Helgens Navn lever her endnu paa Folkets Tunge eller knytter sig her til et eller andet Sted. I mangen dansk Landsbykirke pranger endnu Madonnas Billede, enten malet høit paa Muren, under Hvælvingen, hvor det ei er blevet overkalket, eller paa selve Altertavlen. Ved Solnedgang ringe endnu de danske Landsbykirkeklokker, som i Catholicismens Tid til ave maria.

Sanct Knud var den første Helgen, jeg som Barn hørte nævne, skjøndt min lutherske Katechismus ikke talte et Ord om Helgener. I min Fødeby bærer en gammel, prægtig Kirke denne Helgens Navn, bag Altret der hviler hans Been. Sanct Knud var engang i Danmark en større Helgen end Konge, tusinde Lys brændte paa hans Altar; Gildeskraa prangede med hans Navn. Som Lille hørte jeg Historien om ham, den danske Konge, der af Jyderne, fordi han vilde paalægge dem Skat, blev forfulgt til Fyen; han hvilede sig paa Veien der, og Stenen, hvor han sad, var blødere end hans Fjenders Hjerter, endnu seer man Sporet af, at han sad der, jeg saae det som Barn og jeg troede derpaa. I Odense i Sanct Albani Kirke søgte Kongen Frelse, Fjenderne flokkedes udenfor og Kongens Tjener Blake var sin Herres Forræder.*) *) Derfra kommer den danske Talemaade “falske Blake”.

Ind gjennem Kirkevinduet blev kastet en Steen, den rammede Kongens Hoved, og han sank i sit Blod foran Høialtret, hvor han bad. Munkene gjorde Kongen til en Helgen, selv i Rom blev reist ham et Altar.

Som Barn kom jeg aldrig nogen Aften St. Knuds Kirke forbi, uden jeg lukkede mine Øine, og just da saae jeg allertydeligst den døde, blege Konge, med Guldkrone paa det blødende Hoved og med Kaabe af Fløiel og Hermelin, vandre under den høie Kirkehvælving fra Daaben op til Altret.

I Verdensbyen Rom ligger til Høire i Gaden fra Engelsborg ud mod Peters-Pladsen et Munke-Kloster med en Kirke, jeg troer den kaldes transmontane, eet af de mange Altre herinde er det, som blev indviet Helgenen den danske Kong Knud; paa Alterbladet staaer han med Guldkronen paa og i Kaabe af Fløiel og Hermelin, ganske som jeg som Barn tænkte mig ham at vandre i Kirken, der gjemmer hans Been.

Den 19de Januar er det Sanct Knuds Fest, forkyndtes der i diario romano. Regnen skyllede ned, det var et hæsligt Veir, men som Dansk maatte jeg dog ud at see den danske Helgen feires. Jeg kom ind i Kirken, her var ikke et Menneske; to smaa Tællelys brændte saa sørgeligt, saa fattigt, paa Sanct Knuds Alter.

Det kunde jeg ikke bære over mit Hjerte, jeg maatte idet mindste vide, hvorfor her ikke var gjort lidt mere Stads. Jeg ringede paa Klokken ind til Klosteret, en gammel Munk traadte ud, jeg spurgte, hvorfor Sanct Knud ei havde flere end to Lys, hvorfor her ingen Musik og Festlighed fandt Sted.

“Ak min Herre!” sagde Munken, “vort Kloster er eet af de fattigste i Rom! vi have kun Raad til at feire een, eneste stor Fest om Aaret,” og han nævnede denne Helgen, “da er her Musik! da straaler Kirken med Lys! kun eengang aarlig kunne vi bringe Sligt istand! Sanct Knud er fra Norden, og derfra faaer vort Kloster aldeles Intet! Sanct Knud er fattig!”

Jeg følte Manden havde Ret.

Alene stod jeg foran Helgenens Alter, min Barndoms Helgen! i hvis Kirke jeg havde grædt ved min Faders Kiste, i hvis Kirke jeg er confirmeret, Helgenen, hvis Kirke engang tjente mig i sin Storhed som Maalet for alle Bjerghøider, ja selv for Afstanden imellem Jorden og Stjernerne. Sanct Knud, Alverdens Ære er forgængelig! I dit fordums jordiske Kongerige lyder nu ingen Messe mere for din Sjæl, der brænder intet Lys ved din Grav, og selv i Pavens By har Du paa din Fest kun to fattige Tællelys! Det Festligste er, at en Landsmand staaer ved din Grav og ridser det sørgelige Billede af Mindet om Dig, Sanct Knud.

Italien: Colosseum

Flere interessante Foredrag har jeg hørt om det Gigantiske i Urverdenens Former, men aldrig begreb jeg disse bedre, end da jeg engang fik at see Skelettet af et Mammuths Dyr, det fyldte en betydelig Plads i den store Gaard, hvor det var henlagt; høit Græs voxte ud af Rygraden og rundt om Sidebenene; man skulde troe, at det var Skroget af et Fartøi og ikke af et Dyr, der engang havde levet.

Et Mammuths-Skrog af en anden Art, et Steenskelet, der bedre end alle Bøger forkynder Roms forsvundne Storhed er Colosseum, det er en Ruin, en utrolig ødelagt Ruin, hele Palladser i Rom ere opførte af dets nedrevne Mure, og dog er her i hvad vi endnu see, en Storhed, som den der findes i Pyramiderne og i Indernes Klippe-Templer.*) *) Amphitheatret i Verona er endnu saa vel vedligeholdt, at hiin Tids Døde vilde, hvis de kunde staae op og komme her, troe at det kun var nogle Uger siden de sade paa dette Sted; men det hele Theater er dog kun en Unge imod Colosseum: det samme kan siges om Amphitheatret udenfor Capua, det giver vel det bedste Begreb om den Tids Maskineri, men i Storhed forsvinder det ganske for Colosseum.

Hver Søilegang danner store Gader, de sønderbrudte Trappetrin fra Gulvet til den øverste Karnis er et heelt Klippe-Parti med Græs og Krat, det er en Skraaning, der kunde bære en lille Stad; hist og her deroppe er klinet et Huus med smaa, skjæve Vinduer, derindenfor boe Mennesker.

Den hele Ruin danner en aaben Kirke med mange Altre, Korset staaer midt under Guds klare Himmel; Capuzinermunkene vandre her hver Fredag i Procession, og een af Brødrene holder en Prædiken, her, hvor fordum de vilde Dyr brølte, her hvor Gladiatorerne brødes og uden Smertes-Skrig udaandede Sjælen. Hist paa den solbelyste Skraaning, hvor nu den brogede Fiirbeen i Ro udklækker sin Yngel, sad Roms Keiser med sine purpurklædte Hofmænd, her, hvor nu den pjaltede Tigger har sin Plads, vaiede Vestalindernes hvide Slør.

Ved Fuldmaanens Lys bør man første Gang træde herind, det er en Tragedie, formet af Steen, vi da opfatte. Ved Fakkelblus bør man gjennemvandre disse mægtige Buer, stige op til den øverste, hvor ikke Stene, men Klippe-Blokke danne Murene. Hvilken Dødsstilhed! hvilken Storhed! – Fakkelskjæret falder paa Spindelvævet i Krogene, hvor Fluen spræller, men vi tænke ikke derpaa, vi tænke ikke paa Hverdags-Livets Jammer; Stenene om os have Stemmer, Stjernerne ovenover staae i Forbund med dem, i store Omgivelser føler Sjælen sig stor, Colosseum prædiker for os om Verdens-Livet, om Menneskeslægternes Storhed og Afmagt, saa at Sjælen opløftes og ydmyges.

Italien: Carneval

Hvad der gjør det romerske Carneval saa levende og eiendommeligt rigt, fremfor den samme Lystighed paa ethvert andet Sted, grunder sig i, at her er Carnevals-Festen paa Gaderne indskrænket til sex Dage, og paa enhver af disse ingen til tre Timer. Kun il corso og de nærmeste Sidegader danne Scenen for denne Folke-Glæde. Alt concentrerer sig, baade Tid og Sted. Lystigheden er her en Champagne-Straale, Bægeret skummer, det tømmes strax og – saa følger Fasten.

Goethe har saa beskueligt skildret os det romerske Carneval, der Aar for Aar, med ubetydelige Variationer, er det samme, at Ingen kan gjøre det bedre, hver ny Beskrivelse er altsaa overflødig; jeg vil heller ingen give; kun for nogenlunde at fuldstændiggjøre mit Billede af Rom, lægge en lille Skizze herind i Bogen, Enkelthederne tilhøre ganske Carnevalet 1841.

Med Purpur og Guld sidder i Capitoliet Senatoren, omgivet af spragletklædte Pager, en Deputation af Jøder indfinde sig og bede om Tilladelse til endnu eet Aar at turde boe i det dem anviste Qvarteer: Ghetto; de erholde denne Tilladelse, Senatoren sætter sig i en Glas-Karreet, Capitoliets gamle Klokker ringe, dette er Tegnet, at Carnevalet begynder, Karreeten kjører i Fod-Gang ned mod piazza del popolo, og bag efter den mylrer nu frem af Paladser, Huse og Kipper, en Vrimmel af Mennesker. Men overalt hersker den største Orden, enhver Dame tør frit i Mandfolke-Dragt vove sig ud, det falder Ingen ind at fornærme hende, eller gjøre det mindste Tegn, der kunde vække hendes Undseelse. Moersomt er det at see, hvorledes fattige Folk vide at hjelpe sig til at faae en Carnevalsdragt; de sye deres Klæder aldeles over med Salat, den har de paa Skoene, den har de som Paryk paa Hovedet; Mand og Kone, sommetider Børnene med, ere ganske klædte i Salat. En Apelsinskal er skaaret ud, og anbragt som Briller, det er den hele Pynt, og nok saa gravitetisk, med en kongelig Holdning, vandrer det fattige Ægtepar gjennem Gaderne.

Fra piazza del popolo, begiver Senatoren sig med Følge op af il torso. Alle Vinduer og alle Balconer ere her drapperede med røde, blaae og gule Silketepper; overalt er der opfyldt med Mennesker, og en stor Deel er i Costume med og uden Maske. Langs Husene staae, tæt op til Væggen, smaa Rørstole eller Bænke, der leies ud, og hvor de mere Stilfærdige tage Plads. Den ene Række Vogne kjører nedad, den anden opad, og som oftest er baade Vogn og Heste pyntede med Grønt og flagrende Baand; man seer ofte Kudskene, gamle Karle, med ægte italienske Physiognomier, være klædte ud som Damer, en Mops sidder som Svøbelsebarn eller Jomfru ved Siden af. Andre Vogne ere udstaferede til Dampskibe og have en Besætning af eensklædte Matroser eller militaire Piger; naar to saadanne Fartøier mødes, opstaaer strax en voldsom Kamp, i hvilken Confetti *)*) Confetti ere røde og hvide Kugler, saa store som Ærter, og gjorte af Gips, regne ned, ikke kastede med Haanden, men øste ud af store Skaaler. Paa Fortougene, og mellem Vognene selv, bevæger sig den store Menneskevrimmel. Mødes to Pulcineller eller Arlecchiner, da tage de hinanden under Armen, og med Huien og Skrigen styrte de frem; beslægtede Masker slutte sig til, snart er det en heel Skare, der jubilerende baner sig Vei mellem Kjørende og Gaaende, det er som om en brusende Vandhose farer hen over et sagte bevæget Hav. Ved Solnedgang lyder Kanonskud, Vognene trække om i Sidegaderne; Soldaterne, der have været posterede i nogen Afstand fra hinanden, samles nu under en Marsch gjennem Gaden; Rytterne ride langsomt bagefter, anden Gang ride de hurtigere, og tredie Gang gaaer det i fuld Karriere; det er Tegnet, at nu vil Veddeløbet begynde.

Paa piazza del popolo ere høie Tribuner reiste, et Toug spændt over Gaden og bag dette holde sex til syv halv vilde Heste, behængte med Jernplader, der vende Piggene indad, og paa Ryggen besatte med brændende Svamp.

Touger falder, Hestene jage afsted, Silkebaand og Glimmer-Guld paa Manke og Side rasle og flagre. “Cavalli! Cavalli!” lyder det i vilde Skrig fra den utallige Mængde, og denne aabner Plads for de fremad styrtende Heste, der blive endnu mere sky ved Skriget; de bruse forbi, og Gaden bag ved dem lukkes igjen af den uhyre Mennesketrængsel.

Før Hestene have naaet Maalet ere de som oftest saa udmattede, at de komme kun i jevnt Trav; imidlertid er dog den yderste Deel af Gaden aflukket med store Tepper, der i Afstand, det ene bag det andet, ere ophængte fra Huus til Huus. Vare Hestene endnu i vild Flugt, de vilde dog standses her, indviklede i disse Drapperier.

Det tager sig meget komisk ud, naar, kort før Veddeløbet, tilfældigviis en Hund er sluppet ind paa en Strækning af Gaden, der er gjort ryddelig, og nu de nærmeste Folk faae Lyst at jage Hunden, thi da følger den hele Række Exemplet, og Hunden maa afsted den lange Gade igjennem, Skrig, Klappen i Hænderne fra begge Sider holder den midt ude paa Gaden! der er en Jubel! den arme Hund maa gjøre Veddeløb, og er det nu en tyk, feed Hund, seer det ligesaa ynkeligt som komisk ud, den kan neppe løfte Benene og maa dog i Gallop! i Gallop!

Livligt er det i Carnevals-Tiden at komme, ud paa Aftenen, ind i Osterierne, hvor man tidt træffer et heelt Selskab af lystige Masker, der drikke deres Foglietta, improvisere en Vise, eller dandse Saltarello; i Gaderne komme hele Skarer med Sang og Tambouriner, en brændende Fakkel bæres foran. I deres Maske-Dragt tage de til Theatrene, især til de mindre, og Publicum spiller her lige saa meget som Skuespillerne. Jeg fulgte efter en saadan Skare til Teatro Alibert; omtrent Trediedelen af Tilskuerne vare i Costume: Riddere i Rustning, Blomsterpiger, Arlecchiner og græske Guder sad mellem os andre hverdagsklædte Folk. Een af de største Loger i første Etage var ganske opfyldt med unge, nydelige Romerinder, alle klædte som Piero, men uden Maske og uden Sminke, de vare saa livsglade, saa smukke, det var en Lyst at see, men de drog rigtignok hele Opmærksomheden fra Skuepladsen, her blev givet en yndet Tragedie: Byron i Venedig, Engelland og Messulungi! den var meget rørende, men Publicum var lystigt! oppe i Galleriet sad en simpel Karl med et tykt, sort Skjæg, iøvrigt klædt som Bondepige, han agerede rørt over Stykket, drapperede Logen snart med sit Forklæde, snart med sit Skjørt, tørrede Øinene og applauderede! Publicums Øine vare mere hos ham end hos Byron i Missoulungi.

Den sidste Carnevals-Dag er altid den lystigste, den ender med Bouquetten af den hele Fest, det glimrende, prægtige Moccolo. Det var særdeles livligt dette Aar *);*) 1841; Carnevalets sidste Dag var da den 25 Februar, her kom et udklædt Ægtepar paa favnehøie Stylter, dristigt bevægede de sig mellem Vogne og Spadserende, her brølede to, klædte ud som Bjørne, den ene hvid, den anden kulsort, begge lænkede til hinanden, dem fulgte en Møller lænket til en Skorsteensfeier. Her hoppede en Mand med Lotterinumere; hans Hat endte i en Blære. Der kom en anden med et Orgel paa en Karre; ud af hver Pibe stak en levende Kat sit Hoved og skreg jammerligt, thi Manden havde en lille Snor i Halen paa hver, og saaledes spillede han. Een Vogn var pyntet som en Blomsterthrone og paa den sad en Minnestrel; Harpen stod fast, men oven over den var et Lykkehjul med mange Flag, det dreiede i Vinden. En anden Vogn forestillede en gigantisk Violoncel, paa hver Stræng red en Carricatur, Qvinten bar en lille fin Jomfru, og alle fire Strænge sang i høien Sky, alt som Spillemanden, der stod ved Siden af Violinen, strøg Personen over Ryggen med sin Bue.

Gjennem den lange Gade regnede det ned med Confetti og Blomster, dog meest med Blomster, thi dette Aars Februar svulmede med Violer og Anemoner. Jeg saae Don Miguel, den virkelige Don Miguel, vandre civilklædt mellem Trængselen, han fik en Haandfuld Confetti. Dronning Christina af Spanien havde en Plads paa en Balcon; Confetti og Blomster vare hendes Vaaben. – Nu lød Tegnet til Hestenes Løb, denne Dag blev en af Tilskuerne dræbt af de jagede Heste; sligt skeer aarligt; Liget blev bragt til Side, Lystigheden brusede fort. “Moccoli! moccoli!” gjenlød det, og i et Nu strakte sig fra alle Vinduer, fra alle Balconer, ja oppe fra Taget selv, lange Rør, Stokke og Stænger, besatte med smaa, brændende Voxstabler. De Kjørende, der under Hesteløbet havde maattet holde i Sidegaderne, fyldte atter il corso, men Hestene, Kudskens Hat, hans Pidsk, Alt var besat med brændende Voxstabler; hver Dame i Vognene holdt sit Lys og søgte at beskjærme dette for det modsatte Partie, der stræbte at slukke! – Stokke med Lommetørklæder flagede i Luften. Et Skrig, en Raaben, hvorom Ingen, der ei hører det, har Begreb, bedøvede alle Ører: “sensa moccolo! sensa moccolo!” Smaa Papirs-Balloner med Lys i svævede ned mellem Trængselen, det var i den uhyre Gade, som om alle Himlens Stjerner, Melkeveien ikke at forglemme, gjorde en Vandring gjennem il corso! Luften var som ophedet af Lysene; Ørene bleve bedøvede af Raaben. Alt var det vildeste Bacchanal – og atter i et Nu slukkedes Lys for Lys, man saae det sidste, og det blev mørkt, det blev stille, Kirkeklokken ringede, den lange Faste begyndte.

Næste Morgen kjørte den ene velbepakkede Vogn efter den anden bort med de Fremmede, bort fra det dødstille Rom, hvor alle Gallerierne vare lukkede, alle Billeder paa Altrene dækkede med sorte Tæpper. – –

Det gik til Neapel.

Italien: Pegasus og Veturinhestene (En Dialog)

Man har faget Reisebeskrivelser paa saa mange Maader, men som Dialog troer jeg endnu ikke.

Den 24 Februar 1841 kjørte i den tidlige Morgenstund fra Rom, ud af porta sanct Giovanni, en vel bepakket Reisevogn trukket af to almindelige Øg og en Forløber, saa smuk, saa livlig og ildfuld – det var Pegasus selv, og ganske rimeligt var det, at den havde ladet sig spænde for, thi inde i Vognen sad der to Poeter, desuden en geistlig Sanger, saa livlig, saa ungdomsglad, lige sluppet ud af Klostret, for i Neapel at studere Generalbas. Allerede i Albano kastede han Munkekutten og trak den sorte Cavalier-Kjole paa; han kunde næsten ogsaa gjælde for en Poet; og saa var der en Signora, der sværmede for Poesi og Poeter, men hun kunde ikke teale at kjøre baglænds. Det var, som man hører, et Selskab, meget anstændigt for Pegasus at trække. De toge Veien til Neapel; nu skulle vi høre Dialogen.

Første Dag-Reise

Pegasus.

Over antike Veie, forbi milelange Vandledninger, der kneise, som Colonner til et Slots Forhal, forbi buskbegroede murede Grave, gaaer Veien til Albano. En Capuziner med Tiggerposen paa Nakken var den Eneste vi mødte. Vi nærme os Ascanii Grav! som en mægtig Muurcolos tæt ved Veien kneiser den med Græs og Buske! Synger dog derom I Digtere der i Vognen, synger om Roms Campagne!

Veturinhestene.

Vil Du see til Du ogsaa trækker! hvad skal de Spring betyde. Nu gaaer det opad. I Albano bede vi hele to Timer, Havren er god, Stalden er stor. Ak vi have langt, før vi komme til Hvile i Aften! –

Pegasus.

Vi ore i Albano! her i Gaden er et Huus, vi komme det tæt forbi, det er lille, kun to Etager, ganske smalt; Døren aabnes, en Jæger træder ud, han har blege Kinder, kulsorte Øine! det er Don Miguel, Ex-Kongen af Portugal, der kunde gjøres et Digt derom! hører det I Poeter i Vognen! nei de høre det ikke, den Ene er nydelig for Signora, den anden sidder med Tanken i en Tragedie.

Veturinhestene.

Nu have vi bedet! lad os nu see at komme afsted! Veien er lang, op og ned! see dog ikke paa de Stene, det er Horatiernes Grav; det er en gammel Historie. Gaae til!

Pegasus.

Hvilke prægtige Træer! hvilke Ranker af Eviggrønt! dybt mellem Fjelde gaaer Veien, Kilderne pladske, og høit paa Bjerget mellem Træernes Kroner kneiser Aricias mægtige Kirke-Kuppel! Klokkerne ringe. Ved Veien staaer et Kors, deilige Piger vandre forbi, neie for Korset og læse deres Rosenkrands. Vi nærme os Genzano, Poeterne stige af Vognen, de ville see Nemi-Søen, som der eengang var et Krater! ja det er en ældre Historie end den om Horatierne! lad os løbe afsted, mens Poeterne sværme; i Velletri kunne de jo indhente os! vi ville løbe! –

Veturinhestene.

Han er ligesom han er gal, den forreste Hest! han kan ikke staae, han kan ikke gaae! jeg synes dog, han er gammel nok til at have lært det.

Pegasus.

Dybt under os ligge de grønne, græsgroede Sumpe og Circes Klippeø ved Havet! vi ere i Cisterna, den lille By, hvor Apostlen Paulus blev modtaget af Vennerne fra Rom, da han nærmede sig denne Stad. Synger derom I Poeter. Aftenen er smuk, Stjernerne funkle; der er en deflig Pige i Cisternas Vertshuus, see paa hende I Poeter, og syng om Ild-Lilien i Sumpene.

Anden Dag-Reise.

Veturinhestene.

Gaae nu bare lidt sindigt! ikke i Gallop! forud kjører en Vogn! den maae vi ikke komme forbi! hørte Du ikke selv, der ere tydske Damer i Vognen, de have ingen Herre med, og have bedt om at være i vort Selskab, da de ere bange for Røvere! her er ei sikkert! vi hørte her for Aar og Dag siden Kuglen pibe os forbi.

Pegasus.

Regnen skyller ned! Alt staaer i Vand rundt om! Rørhytterne synes at skulle seile fra de oversvømmede, grønne Øer. Lad os løbe løbsk! Veien er saa jevn! derhenne ligger et prægtigt Kloster, Munkene ere borte, Sumpdunsterne joge dem væk, Klostret staaer med grønt Skimmel paa Muur og Marmorcolonner, Græs voxer nede paa Gulvet, Flaggermusene flyve under Cuppelen. Vi løbe ind ad den aabne Port, midt ind i Kirken og standse der! saa skulle I see, hvorledes Damen, vi træffe, er blevet et deiligt Marmor-Billed af Skræk! saa skulle I høre vor Capelmester synge, hans Stemme er smuk, han synger en Hymne for sin Frelse! og begge Poeterne fortælle al Verden om det livsfarlige Eventyr i de pontinske Sumpe!

Veturinhestene.

Tag Dig i Agt for Pidsken! Hold Dig midt paa Veien! snart ere vi i Terracina, der skulle vi hvile, og paa Grændsen skulle vi hvile, og ved Doganen skulle vi hvile! Det er det Bedste ved den hele Reise!

Pegasus.

Solen skinner paa de rødgule Klipper, Sumpene ligge bag os! tre høie Palmer staae tæt ved Veien! vi ere i Terracina! hvor blev vort Selskab af? Den ene Poet gik op ad Fjeldet mellem de høie Cacter, uden om ere Haver med Citron- og Apelsintræer, hver Green bugner af den gule, skinnende Frugt; han stiger op til Ruinen af Theodoriks Borg, seer mod Norden ud over de græsgroede Sumpe, og hans Hjerte synger:

” – min Viv,

Min faure, duftende Rose!

Og Du min Pusling! mit Alt, mit Liv,

Min Øiesteen og mit Tidsfordriv

– Du Knop paa min Rose!” *) *) H. P. Holst.

Men den anden Poet sidder nede ved Havet, ja ude i Havet paa de mægtige Klippestykker, han væder sine Læber med de salte Draaber og jubler: Du svulmende Hav, du blikstille Hav. Du favner, som jeg, den hele Jord, den er din Brud, den er din Musa! om den synger Du i Stormen! i din Hvile drømmer Du om Himlen! Du klare, du gjennemsigtige Hav! – ”

Veturinhestene.

Det var rigtig god Havre vi fik i Terracina! Veien var ogsaa ganske brav, og vi holdt saa deiligt længe ved Doganen i Fondi! see nu gaaer det op ad Bjergene! hvad de skulle til! – først op, saa ned! jo det er en rar Fornøielse!

Pegasus.

Grædepilene bæve i Vinden! som en Slange bugter sig op ad Bjergsiden Veien forbi forfaldne Forskandsninger og Olieskove bestraalede af den røde Aftensol! En malerisk By paa Fjeldet over os og Færdsel af Bønder hernede paa Veien! der er Poesi i disse Bjerge! Kom herhid, hvo der kunne synge! sid op paa min Ryg! mine Poeter der i Vognen sidde og dovne! Vi flyve afsted i den stille, den stjerneklare Aften, afsted forbi de cyklopiske Mure, hvor det tætte Epheu hænger som Drapperier over Hulerne, der maaskee skjule en Røver! afsted forbi de hensmuldrede Grave hvor Cicero faldt for Mordernes Dolke! vi nærme os mellem høie Laurbærhækken og skinnende Citroner hans Villa; i Mola di Gaeta drømme vi i Nat!

Veturinhestene.

Det var rigtignok en allerhelvedes Vei! Hvor jeg skal spise! hvor jeg skal drikke! Er kun Havren god! er kun Vandet friskt, gid vi hver maa finde vor Krybbe.

Tredie Dag-Reise.

Pegasus.

Under Orangernes Løvtag sad den smukke Signora, een af Poeterne læste høit italienske Digte, smukke og klangfulde; Capelmesteren bøiede sig op til det høie Citrontræ, hørte efter, og saae i det samme mellem Cypresserne ud paa Havet, hvor Solstraalerne faldt paa Skibenes hvide Seil! den anden Poet løb paa Marken, plukkede røde Anemoner, bandt Krandse, tog imellem en funklende Appelsin, tog to, og de sprang som Guldæbler i den rene Luft! der var Fest i hans Hjerte, der var Sang paa hans Læber! han følte: “jeg er igjen i Italien!” I Stalden stode Hestene, hver med Hovedet i Krybben, de havde det også godt; men hvor jeg stod, jeg Pegasus, var en Laage paa Muren og Laagen var aaben; jeg stak mit Hoved ud, saae over Citrontræernes Toppe og de mørke Cypresser, den hvide By paa Istmen i Havet, og jeg vrinskede, saa jeg troer Poeterne maatte kjende mig paa min Vrinsken.

Veturinhestene.

Saa, nu gaaer det da afsted igjen! til Santa Agatha, der er Foderet godt! og derpaa til Capua, den stærke Fæstning med det daarlige Vand! men saa lider det mod Enden af Reisen.

Pegasus.

Hvor dog Bjergene ere blaae, hvor Havet er blaat, og Himlen har ogsaa sin egen straalende Blaahed, det er een Farve i tre Nuancer, det er Kjærlighed udtalt i tre forskejllige Sprog. See, hvor Stjernerne funkle, see, hvor Byen foran os straaler med Lys, det er Napoli, den deilige By, den levende By, Napoli, Napoli!”

Og saa vare vi i Neapel!

Italien: Malibran-Garcia er død

Theatret Sanct Carlo var lukket og vilde blive det i al den Tid, jeg kunde være i Neapel. Det store, prægtige Huus med sine Basreliefs forekom mig som et Gravmonument over Sangens Dronning, hende som jeg for syv Aar tilbage her hørte første Gang.

Hun er død Malibran-Garcia, Sangens Dronning!

O jeg husker levende hiin første Aften, jeg var her. Man gav Operaen Norma, som da var ny, jeg kjendte den ikke, jeg havde aldrig hørt Malibran.

Huset var propfuldt! mit Hjerte bankede, af Forventning! Teppet rullede op, Druidernes Chor lød gjennem Skoven – og snart traadte Norma op. I hvide Klæder med Krandsen om sin Pande, som var hun Sangens Musa selv, stod hun der Norma-Malibran; hun afskar den friske Egegreen og Sangen lød – ja, det var den høie Musa selv! saaledes havde jeg aldrig før hørt synge! det var som om Hjertets dybeste Følelser aabenbarede sig i Toner, mit Bryst udvidede sig derved, jeg følte en øieblikkelig Gysen, som man altid føler den, naar noget Guddommeligt aabenbarer sig for os.

Hun taug, og en Storm af Jubel opfyldte det hele Huus, men der hørtes ogsaa en skingrende Pibe, cen eneste, men den trængte gjennem Alt; Misundelsens Slange hvislede mod Sangens Dronning. Hundrede Hænder knyttede sig mod den, tusinde Stemmer mægtede ei at overdøve den. Men jeg havde kun Øre og Øie for hende! Hvilken Sang, hvilket Spil, og det var en skjøn Qvinde jeg saae – eviva la divina! gjenlød fra hver Plads i det opfyldte, store Huus! Blomster regnede ned om hende, og mellem Blomsterne hvislede Slangen.

Jeg hørte Malibran senere i “la pruova”, i “Barberen” – hvilket Liv, hvilket Lune! – Alle bleve revne med! der var en Jubel, en ægte neapolitansk Jubel og om den har man ei Begreb i Norden! – Stemmerne krydse hinanden med de meest begeistrede Udraab; hundrede Stemmer falde ind og synge Themaet af den endte Sang, og i deres Henrykkelse troe de ogsaa at kunne synge! Alle Øine flamme, man springer op paa Bænkene, der klappes med Hænder og Fødder, Blomster, Digte, Sløifer, ja levende Duer flyve fra Logerne og Parterret! –

Paa samme Aarstid, som nu, var det jeg den Gang hørte Malibran her i Neapel. Alt havde da Nyhedens Duft; en sydlig Varme og Glands laae over det Hele, og nu – hvor forandret!

Den Gang stod hver Dag en Pinie af Røg ud af Vesuvs Krater, i Natten blev den til Ild, Kronen, Stammen og Rødderne, det Hele speilede sig i den klare Bugt. Nu derimod laae kun en Taage om Krateret, Kjæmpen sov derinde.

Dengang saae jeg “den blaa Grotte”, hvis Dyb er lysende Vand, hvis Vægge kappes i Farve med Kornblomstens Blad, Grotten, som ingen Digter kan skildre, ingen Maler vise os, nu var den ved Storm og Søgang saa godt som altid lukket.

Vesuv, Capris Grotte og Pompeji, de Dødes Stad, vare mig Neapels tre Underværker; og af disse hilsede mig kun uforandret de Dødes Stad; kun i hvad der hørte til de Døde gjenfandt jeg det, min Erindring priste og besang ved Neapel. I de Dødes Stad tænkte jeg paa de Døde, tænkte jeg paa Malibran-Garcia, Sangfuglen, i hvis Toner jeg havde fundet Udtryk for Alt hvad min Sjæl den Gang følte for Italiens Underværker og Deilighed. Italien og Malibran vare mig beslægtede, som Ord og Melodie til en elsket Sang, man kan ikke skille dem ad! – og nu var hun død! – Hun, der i saa meget af det vi beundre var beslægtet med Byron, fandt sin Død i det Land, der gav ham Livet.

Een af de sidste Aftener, jeg denne Gang var i Neapel, kom jeg over Largo del Castello; Facaden af de smaa Theatre her prangede med malede Billeder, der viste Effect-Scener af den Opera eller Farce, der skulle gives indenfor; jeg gik til teatro del fondo, hvor Selskaber fra Sanct Carlo gav Opera; i Aften var det Norma, en Miss Kemble, hvis Navn er roest i Aviserne, sang Normas Partie.

Havde Engelland givet en Levende for den Døde? Miss Kemble sang – Neapolitanerne sad stille! ganske stille! jeg troer de sørgede. Malibran-Garcia er død!

Italien: Udsigt fra mit Vindue

Det er piazza fiorentini vi see; en Plads, netop saa bred, som en almindelig Gade hos os i Norden, og Dybden er som Bredden; ligefor, tæt ved et snevert, bugtet Stræde, udbreder sig Facaden af en lille Kirke, over hvis aabne Forhal Nabomadamerne have hængt Tøi ud at tørre, ligefra Mysterierne, der ikke skulle sees, til de brogede Kjoler, der skulle sees. To unge Præster, læsende i deres Evangeliebog, gaae op og ned i Forhallen. Udenfor sidder en gammel Morlille og sælger Penge. Hun er fattig Mands Vexeleer, Pladsen er hendes Contoir, det lille Bord, hvis Blad er en Kasse med Messingtraade over, er hendes Pengekiste, der ligge de smaa Mønter, som hun mod Procenter sælger for de større! men Handelen gaaer dog ikke ret. Tæt op ved hende staaer, broget, som et Billed klippet ud af en A. B. C., en Frugt-Boutik med et Mosaik af Citroner og Apelsiner! Billedet ovenover, hvor Madonna lædsker Sjælene i Skjærsilden, er et passende Skilt. Den hele Plads er brolagt med brede Lava-Fliser, de arme Heste kunne ikke staae fast, og prygles derfor under Skrig og Raab. Ikke mindre end 16 Skomagere sidde og sye der til Venstre; de to nærmest Døren have allerede tændt Lys, de rive Huen af den syndige Dreng og slaae ham med Apelsiner for Maven, han synes at protestere imod at de anvendes til udvortes Brug. I alle Husene er Stue-Etagen uden Vinduer, men med aabne, brede Boutikdøre; udenfor den ene brændes Caffe, udenfor den anden koges Suppe paa Kastanier og Brød, og Manden har Søgning; Folk drapperede med Laser spise af et Potteskaar. I Husenes høiere Etager har hvert Vindue sin Balkon, eller denne gaaer langs med den hele Etage og bærer en blomstrende Urtegaard, store Baller med Citron- og Apelsintræer; de modne Frugter i det Grønne skinne jo som Hesperiens Stjerner; en Englænder i Slobrok har sin Gyngestol derude, nu gaaer Stolen bag over, og Britten slaaer Stjernerne med sin stolte Nakke. Men høit over Kirke og Huse hæver sig Klippen med Fæstningen St. Elmo, Aftensolen beskinner de hvide Mure, Taarne og Telegraphen. Nu sank Solen og Klokkerne ringe til Ave Maria; Folk strømme ind i Kirken, Lamperne derinde straale gjennem Vinduerne. Restaurateuren sætter Lys i sin hvide Papirs Løgte; Skomagerne faae hver sin Lampe, det er jo en heel Illumination! Morlille lukker sin Pengeboutik, og hendes Dreng lyser hende hjem med et tændt Lys i et Kræmmerhuus. I Kirken synges, paa Gaden støies, begge Dele smelte forunderligt sammen. Men hvad er det? En Procession kommer fra den snevre Gade, hvide, formummede Skikkelser, hver med et stort Lys i Haanden; fire Mænd, ligeledes i hvide Kitler med Hætter over Hovedet, bære paa Skuldrene en med Rødt drapperet Liigbaare; en ung, død Pige, klædt som en Brud, med Slør og med hvide Roser om Panden, ligger paa Baaren, Alle tage Hattene af for den Døde, Skomagerne knæle.

Nu er Toget inde i Kirken, og paa Gaden lyder igjen samme Støi, som før.

Den lille Plads er et tro Billede af det store Neapel, ja et særdeles tro, thi Digteren sad ved sit Vindue og tegnede hvert Træk, Alt hvad han saae dernede.

Henimod Midnat ville vi endnu engang see ud og Alt er stille paa Pladsen, intet Lys, uden den matte Lampe foran Madonnabilledet, brænder i Kirkens Forhal; nu høres Fodtrin. Een slaaer med sin Stok i Steenbroen, det er en lystig Knøs, han gaaer forbi og synger af La figlia del regimento med fuldt Bryst og med smuk Stemme “viva la gioja!” og han gaaer at finde den; hans varme Blod, hans glødende Tanke siger ham, hvor den er at finde. Tys! mange Instrumenter falde ind! den hele Plads er forvandlet til et Orchester, en mandig Bas synger en stor Bravour-Arie! man bringer den Skjønne en Serenade! hør kun hvor smukt: “Te voglio bene assai!” aabner ikke Vinduet sig? Træder hun ikke ud paa Altanen? Nei slet ikke! Alt er stille i alle Husene; Musiken drager bort; Pladsen er igjen tom! en Skygge bevæger sig langs Huset, nogle faa Accorder klinge fra Guitaren, men ingen Sang! – Alt er roligt i Huset! endnu en Accord, og Gadedøren aabnes ganske sagte, den unge Herre smutter ind! – felicissima notte! – “God Nat, sov vel!” siger man i Norden; det er en ret god Hilsen! – Den, som sover, han synder ikke! Italieneren siger derimod felicissima notte! og Sydens Sol gløder i dette god Nat!

Italien: En neapolitansk Corricolo

Man maa see den i dens Flugt, see den bepakket med Mennesker oven og neden, for og bag. Det er en lille Folke-Masse, der ruller her paa to store Karreethjul, trukket af et stakkels Krik, som er saa behængt med Plader og Qvaster, Bjelder og Helgenbilleder, at det kunde tjene som et vandrende Skildt for en Marskandiser-Bod.

Kabrioletten suser os forbi, hen over den med brede Lava-Fliser brolagte Gade. Hvad er det for et Selskab? hvad mon det tænker paa?

Kudsken, med den store Fiskerkutte slængt over Skulderen og med de halvnøgne, brune Arme, bander i sit Hjerte Dampvognen, der let som en Svale skyder nu henad Veien til Portici, forbi grønne Viinhaver, gyngende Baade og skinnende Villaer.

Der sidde to Madamer tæt ved hans Side, den Ene har et forfærdeligt stort Svøbelse-Barn, hun behandler det, som en Pakke uden Værdi; begge Madamernes Tanker mødes i Kirken: “Sanct Joseph, som klæder de Nøgne,” de komme lige derfra. Uldent og Linned, Kjoler og Trøier ere givne Sanct Joseph, Madonna og Bambino; den hele Kirke var behængt med de gode Klæder; det var et deiligt Syn! en heel Boetik! imorgen skulle Klæderne uddeles. Hvem mon der vel faaer den røde, prægtige Kjole med de store Puffer og den brede Garnering. See, det er nok værd at have i Tanker.

Paa samme Sæde i Vognen sidder endnu, foruden Kudsken, de to Madamer og Svøbelse-Barnet, en skikkelig Mand, han pleier at staae ved Døren i Museo-Borbonico; han fortjener der nogle Gran ved hver Stok og Paraply, han forvarer for de mange Fremmede, der komme her daglig at see de prægtige Statuer, Billeder og Opgravningerne; just nu har han faaet den Tanke, om ikke de fleste Fremmede i Gallerierne kunne lignes ved Auctionarer, der kun gaae om og see, for at faae hvert Stykke vel skrevet ind i deres Bog. Det er jo en Tanke!

Foruden Kudsken, de to Madamer, Svøbelse-Barnet og den skikkelige Mand, er der aldeles ikke Plads til Flere, men der sidder dog een endnu, en ung Knøs, med et Ansigt, saa brunt og smukt, saa ægte neapolitansk, – hvad kunde man ikke i Norden gjøre med hans Øine! – han sidder ellers ikke godt og har derfor lagt Armen om den ene Signoras Skulder, men Signora er noget gammel, han seer ogsaa til Siden, han tænker paa Posilipo-Grotten, Oldtids-Veien der gaaer igjennem Bjerget under Haver og Villaer, Veien, hvor der vilde være en evig Nat, brændte ikke Lamperne derinde. Nys kom han der igjennem, Vogne brusede forbi; en Flok Gjeder, alle med Klokker om Halsen, brægede derinde, man hørte ikke Øre-Lyd og saa red ovenikjøbet en Engellænder dog i Trav, man kunde blive ganske fortumlet; det blev ogsaa et stakkels Pigebarn, og sprang forfærdet i Armene paa vor Knøs, hun vilde det slet ikke, men hvad gjør man ikke i Forskrækkelse! Lampen skinnede hende lige ind i Ansigtet og Ansigtet var deiligt, saa kyssede Knøsen hende, -nu tænker han paa dette Kys og dette Ansigt, og derfor seer han saa fornøiet ud.

Kudsk, Madamer, Svøbelse-Barn, Mand og Knøs, ja det er alt for mange paa eet Sæde, og alligevel sidder dog een derpaa endnu, en tyk Munk, men hvor han egentlig sidder, det maa vor Herre vide, og hvad han tænker – ja, det tør jeg ikke sige! han har en skrækkelig stor Paraply med; han er Godheden selv, han holder paa Svøbelse-Barnet, mens Madamen løser sit Halsklæde; men nu kan her ikke sidde Flere, og derfor staaer ogsaa den halvvoxne Dreng op lige foran Selskabet, hans mindre Broder sidder paa hans Fødder og dingler med sine tynde Been henimod Hestens Hale. De to Drenge høre til Theatret, det vil sige, til Dukketheatret, hvor der gives Tragedier og store Balletter. De to Drenge tale Damestemmerne, den ene skal i Aften føre Ordet for Dronning Dido, den anden for hendes Søster Anna, see det tænke de paa.

Bag paa Vognen staae to Karle, jeg troer hver staaer paa en Pind, thi den smule Bret, der stikker bag ud, er besat af en gammel Fisker, der saaledes kjører baglænds og har sine Øine og Tanker henvendte til en Portechaise, hvori sidder en Madame, pyntet og stram med Flitterguld og Sløifer paa Hovedet, det er en Jordemoder der bæres over Gaden, jo hun sidder rigtignok bedre end han.

Den ene af Karlene ved Siden af ham er en Slags – Sendebud, – – hans Tanker ville vi derfor ikke udvikle, den anden er et Geni af en Lommetyv, hans Tanker ere just nu i det røde Lommetørklæde, der titter ud af en Forbigaaendes Lomme, Karlen ærgrer sig over sin Kjøretour, den koster ham to Gran og – dette Lommetørklæde.

See, nu kan her da ikke være flere Folk, hverken for eller bag, hverken oven eller neden – jeg siger neden -! der have vi ikke seer endnu, og der ligger jo en levende Kalkun og et heelt Menneske! ja i det gyngende Næt under Vognen ligger en Hane og en pjaltet Karl, Hoved og Been af ham stikke udenfor Nættet; han har kun Buxer og Skjorte paa, men for øvrigt et rask Udseende. Han er inderlig fornøiet, – han tænker paa ingen Ting!

See, det er en neapolitansk Corricolo!

Italien: Afreise fra Italien

1.

Et Blik paa mig selv

Det var den 15 Marts 1841. Kuffert og Natsæk vel indpakkede og tillaasede stode midt i Værelset, Fakinen kom allerede op ad Trappen for at bære Sagerne bort, jeg skulde fra Neapel, fra Italien, og jeg var glad derved – hvor dog Mennesket forandrer sig.

Da jeg forrige Gang forlod dette Land, var jeg inderlig bedrøvet og veemodig derved, rigtignok gik det da hjemad mod Norden, nu derimod til Grækenland og Orienten.

Man vil tilgive, at jeg for nogle Øieblikke ganske dvæler ved min egen Person, dog kun saalænge medens Fakinen bærer mit Reisetøi ned af Trappen.

Jeg har tidligere givet Skildringer af Italien, der næsten, troer jeg, kun aande dette Lands Sollys og Skjønheder, nu derimod have mange af de givne Billeder stærke Skygger, men saaledes har jeg denne Gang seet Italien;

Nyhedens Duft var borte! Vinteren var usædvanlig haard og selv var jeg sjælelig og legemlig syg. Her i Neapel, for faa Dage siden, brændte Feber i mit Blod, jeg var maaskee Døden nær, jeg troer Døden saae ind ad Døren til mig, men det var endnu ikke Tiden, han gik, og Sundheds-Gudinden stod hvor han havde staaet; udenfor kom Vaaren ligesaa pludselig, Sneen rundt om paa Bjergene smeltede, Søen laae blank og blaa!

En ny Reise, et nyt Liv maaskee, skulde begynde. Denne sidste Time var Overgangs-Ledet.

2.

“Leonidas”

Det franske Krigs-Dampskib: “Leonidas”, ført af Capitain Lorin, laae i Neapels Havn. *) *) De franske Dampskibs-Linier ere fra Marseille til Constantinopel og fra Alexandrien til Piræus. Hver tiende Dag gaaer et Krigs-Dampskib fra Marseille, det følger den italienske Kyst til Neapel, og gaaer herfra i to Dage til Malta, hvor Skibet bliver i 24 Timer, derpaa i tre Dage til den græske Ø Syra og videre herfra i 3 Dage til Constantinopel, paa hvilken Fart det anløber Smyrna og Dardanelbyerne. Hver tiende Dag gaaer ligeledes Dampskibet fra Alexandrien til Piræus og anløber paa denne Reise ligeledes Øen Syra, der saaledes er Mellemstation for begge Dampskibs Linierne; her omskibes Passagererne og de som komme fra Østen holde deres Qvarantaine, denne varer mellem 12 og 40 Dage, alt eftersom Pesten viser sig i Ægypten. Syra er ligeledes Mellem-Station for den østerrigske Dampskibs-Linie, denne gaaer hver 14de Dag ud fra Triest, berører Ancona, Corfu og Patras, bevæger sig derpaa nedenom Morea op til Piræus, hvorfra den gaaer til Syra, hvor den sætter sine Passagerer ombord i et andet østerrigsk Dampskib, der herfra anløber Smyrna, Dardanellerne og Constantinopel.

Min Ven og Reisekammerat, Digteren Holst, fulgte mig ombord. Alt paa Skibet saae fremmed ud, selv var jeg fremmed for dem Alle. En syg Tyrk laae paa nogle Maatter, man havde bredt ud mellem Kulsækkene; tæt ved sad i en foret, grøn Kaftan og med hvid Turban en Skikkelse, der i de sidste Dage her i Neapel havde vakt Opmærksomhed ved sin orientalske Dragt; han var, som jeg siden hørte, en Perser fra Herat. Den ene Passageer kom ombord efter den Anden; Amerikanere og italienske Munke, franske Damer og Herrer, Folk fra alle Verdenskanter, kun Ingen fra Norden eller fra Broderlandet Tydskland.

Signalpiben lød til at gjøre klar. Holst sagde mig Farvel – det var mig som om jeg sidste Gang skulde høre en dansk Stemme, som om her mit Fædreland og alle mine Kjære sagde dette Levvel! jeg syntes nu for første Gang at det gik ret ud i den vide Verden!

Jeg stod ved Skibets Ræling, mit Øie fulgte Baaden, der styrede med ham hen imod Land. Hattene svingedes gjensidigt. Fra Kysten raabte han endnu engang Levvel!

Ankeret var lettet, Alting klart indenbord, og endnu laae vi stille. Alle Passene vare glemte, en Officeer maatte i Land efter dem. Vi laae vist en halv Time og ventede.

Under denne Venten vil jeg gjøre min Læser bekjendt med de franske Krigs-Dampskibes Indretning og Beqvemmeligheder, saaledes som jeg endnu erindrer det.

Dækket selv dannede en lille Gade; øverst ved Roret ud over Vandet var bygget af Træ et smukt, lille Huus for Capitainen; her var Sal og Cabinetter, Malerier og Søkort hang paa Væggene, lange Gardiner flagrede i de aabne Vinduer, og mellem disse stode Divaner, Fortepiano og Statuer, her var ikke blot hyggeligt men pynteligt. Til Capitainens Bolig sluttede sig to andre fremspringende Træhuse, hvert med Cabinetter for de øvrige Officerer. Paa den lille Plads udenfor lænede Styrmanden sig til Roret, et Timeglas med Sand og et smukt stort Uhr stode tæt ved, hvor Skibs-Drengen slog Qvarteer og Timeslag paa en stor Malmklokke, det kunde høres over hele Skibet.

Foran Roret var en Nedgang, med Tæpper over Trinene og med støbt Jernrækværk, den førte til første Kahyt, hvor Damerne havde deres egen smukke Stue og særskilte Soveværelse, Herrerne hver et lille Kammer, og en prægtig, stor Sal, der benyttedes tillige som Spise-Sal. Prægtige Speile straalede fra de blankpolerede, indlagte Vægge, marmorblanke Colonner bare det forgyldte Loft, her var Fortepiano, Bibliothek, Kobbere og Aviser.

Maskineriet indtog Skibets midterste Deel; oven for dette paa Dækket vare opreiste Træhuse, lig med Officerernes, en lille Trappe førte op til hver Dør, Commissairen, Styrmanden, Kokken og Restaurateuren havde her deres Hjem; her var Forraadskammer, Viinkjelder og Gud veed Alt; bag om disse Huse gik en Slags Balcon, den strakte sig fra begge Sider af Skibet ud over Vandet, man saae dette gjennem de aabne Træmmer, og her blev under Seiladsen renset Kartofler, vasket Kar og Klæder, det var, om man vil, Skibets to Baggaarde.

Midt paa Dækket stod Kjøkkenet, det var et heelt Huus af støbt Jern, og ganske opfyldt med Potter, Gryder og Casseroller; her var en Kogen og en Brasen!

Tæt herved førte en Trappe ned til anden Kahyt, der bestod af en stor, smuk Spisestue med Køyer; i Sideværelserne fandtes Plads for fire til otte Personer *) *) To af Skibets Officerer sove her; og skifteviis spise de med Selskabet. Beværtningen paa første og anden Plads er særdeles god, og meget billig.

Nedgangen til tredie Kahyt var foran i Skibets Forstavn; lidt steil gik Trappen nedad, men var man dernede, fandt man en lys, venlig Stue; Divanerne langs med Væggene tjente her til Sovesteder.

Fjerde Plads er Dæks-Pladsen, og den er utrolig billig, for een Rbdl dansk seiler man der over hundrede Mile; i Orienten indtage Tyrkerne, selv den fornemmere Klasse, denne Plads.

Hjemme i Norden gjør man sig ikke Begreb om Beqvemmeligheden og Billigheden paa disse Middelhavets Dampskibe. Amerikanerne ombord vurderede den, som jeg siden hørte, ikke saaledes, som jeg; de talte om deres Skibes Hurtighed og den store Luxus der ombord, “i 12 Dage ere vi gaaet fra Amerika til Europa! Det var herligt Veir, der var lystigt ombord! i den store Kahyt var bygget et Theater og under Overfarten blev tre Aftner givet Comedie paa Verdenshavet, det var Vaudeviller af Scribe, Officererne ombord spillede Dame-Roller; Orchestret bestod af otte Personer, Tilskuerne fik Iis og Punsch, der blev applauderet og fremkaldt; og det Altsammen paa Verdenshavet!”

Jeg var imidlertid glad ved det Meget, de franske Dampskibe frembøde.

Efter lang Venten kom den Officeer, der var sendt efter de forglemte Pas; Dampen sivede ikke længer ud af Ventilen, Commandoen lød og vi Skjød vor Fart ud af Neapels Havn, der var som opfyldt med gyngende Citron- og Apelsin-Skaller.

Vi vare ikke en halv Miil fra Land, da standsede Skibet, Noget var gaaet itu i Maskineriet; men vi havde Smed og Smedie ombord, snart var Alt istand, vi seilede igjen.

Adio Napoli! a rividersi!

Italien: Dampskibs-Fart

En Digter synger, fordi han, som Fuglen, ikke kan lade være, det svulmer i hans Bryst og i hans Tanke, Sangen vil ud, den flyver som Lyset, den hæver sig som Bølgen; men ogsaa tidt skydes der et Nodeblad af Naturens store Bog hen for Digteren, og det er en Opfordring til at synge, og han synger da fra Bladet.

For mig laae Neapel og det hele Kystland, som et stort Nodeblad, en Sang uden Ord.

“Det er deiligt at flyve hen over Havet!”

Napoli, Du hvide, solbelyste Stad! Menneskevrimlen med Sang og med Skrig er Lavastrømmen gjennem dine Gader, det lyder ud til os; som en Slange om Bugten ligger By ved By, Napoli er denne Slanges Hoved, St. Elmo er Kronen den bærer.

“Det er deiligt at flyve hen over Havet!”

Tunge Skyer omhylle Toppen af Vesuv, de hænge ned til Eremitens Hytte, men det brænder derinde i Bjerget, det brænder dybt under Havet, som det brænder midt i vort Skib og midt i mit Hjerte; Alt er Vulkaner! – See, som en rygende Raket, flyver Dampvognen henad Veien langs Golfen. Der mellem Orange-Haverne ligger Sorrento, Pinien skygger ved Havet over Tassos Huus. Lig forstenede Skymasser vælte Bjergene frem i Havet. Steengeden kravler paa det nøgne Forbjerg. Capri jeg hilser dig! Du eventyrlige Ø! jeg mindes dine Palmer under de vilde Klipper, jeg mindes din sælsomme, azurblaa Grotte, hvor Havskummet skinner, som Roser, hvor Stenene have Farve, som Vinterhimlen i Norden, Havet er en Ild. Høit paa Fjeldtoppen gaaer Æselet hen over et Gulv af Mosaik, den sidste Rest af Tibers prægtige Sale. Eremiten knæler her i stille Eensomhed. Capri, Mindernes Ø, vi flyve Dig forbi! Solen gaaer ned, Natten vælder ud med funklende Stjerner! Bølgerne brydes, hver Brydning er som glødende Emmer, Kjølvandet lyser, Himlen lyser!

“Det er deiligt at flyve hen over Havet!”

Nu er det Nat! – Skibsdrengen kalder. Vaagn op! vaagn op! Stromboli flammer! kom dog at see! indhyllede i Kapper staae vi ved Relingen forud, vi see i den mørke Nat over Havet, der lyner i phosphorisk Glands; paa Horizonten stige Raketter, røde, grønne og blaa; nu vælte de frem som Flammer, det er Stromboli, den brændende Ø, der engang opsteg fra Havdybet. Det er et Ætnas Barn, hun dykkede med sine Søstre op fra Havdybet, udenfor Moderlandet. Paa Sindbads Reise, siger det østerlandske Eventyr, steg Søfolkene ud paa en Fisk, som de antoge for en Sandbanke; de gjorde Ild paa den, og Fisken dykkede igjen i Havdybet; de lipariske Øer ere ogsaa hver en Afgrundens Fisk, Menneskene bygge og boe paa dens Ryg – og før de vide det, dykke de under med dem. Vi komme mere og mere nær! Stjernerne blinke, Vandet er Ild.

“Det er deiligt at flyve hen over Havet!”

Italien: Sicilien (Kyst-Panorama)

For nogle Somre siden gjorde jeg den saakaldte Götha-Canal-Reise, gjennem Sverrig; paa en Strækning af denne kommer man ud i Østersøen og gaaer “inden Skjærs”, mellem et Archipelagus af Øer, nogle saa store, at de frembyde Græsning for hele Qvæghjorde eller bære en lille Gran-Skov, andre ere nøgne Stene, mellem hvilke Bølgerne brydes. Vi fik her en Lods ombord, alle Passagererne maatte sætte sig omtrent lige fordeelt paa hver Side af Skibet, store Træ-klodse bleve hængt ud ved Relingen for at modtage et muligt Stød mod Klipperne, Dampskibet skulde passere en Struddel. Der herskede en Opmærksomhed, en øieblikkelig Taushed, Vandet sprøitede op forude, det var, som en usynlig Haand greb i Skibet og svingede det, – Klipperne laae bag ved os, vi vare over Struddelen. I ingen Geographie har jeg læst om en saadan under Sverrigs Kyst, derimod om Strudlerne under Siciliens. Charybdis og Scylla ere verdensberømte Navne.

Vort Skib gled hen over Charybdis’s Strømninger, vi anede det ikke! hvor er den vilde Malstrøm! man pegede paa Havet tæt ved hvor vi seilede, men der var ingen særegne Bølgebevægelser at see. Hvor er Scylla. “Ja hun lever endnu!” Man viste paa Calabriens vilde Klippekyst et lille, fremspringende Fjeld med en mørk, forfalden By; her var en stærk Brænding, skjøndt Havet var temmelig roligt. Sortgraae Klippestykker ragede frem, der hvor Bølgerne brødes; det var Scyllas hylende Hunde vi saae; i en Storm troer jeg de maae kunne høres fra Messinas Sand-Istme. Vi nærmede os denne, mod Nord-Vest laae de lipariske Øer og begrændsede Horizonten.

Sicilien! Du mægtige Trefod i det dybe, luftklare Hav, vær os hilset! Du Viinløv-omkrandsede Land, hvor Guder have levet, hvor Helte have stridt, ved hvis Kyster endnu Feen Morgana bygger sine luftige Trylleslotte, vær os hilset!

Vi gled forbi Fyrtaarnet, der ligger paa den yderste Pynt af en Sandrevle, der bærer et malerisk Fiskerleie og slutter sig til Messinas Forstad; det var som begyndte her en Flod-Seilads; en Mængde Skibe krydsede forbi, Fiskere halede i deres Næt og deres Baade; Børn legede ved Stranden; Calabriens Klippekyst havde et forunderligt grønt og rødbruunt Udseende, ganske forskjelligt fra Nord-Italiens og Schweits’s Klipper, de syntes mosbegroede Lavablokke; Siciliens Fjelde lignede kjæmpestore, forstenede Bobler; det saae ud, som om Øen var kogt op fra Dybet og pludselig blevet til Steen; tunge Skyer hvilede paa Bjergene, som vare de Dampen af denne Opkogen; Ætna var ikke at øjne!

Allerede laae bag ved os Bugten og Messina selv med sine guulgraae Paladser og flade Tage; fremmede Flag vajede i den trygge Havn, men jeg opdagede ikke det danske. En gejstlig Mand fra Rom, der stod ved Skibets Reling, pegede mod Messeniernes By, og fortalte os med stor Salvelse om et Brev fra Gudsmoder, et ægte Brev, der fandtes i Kathedral-Kirken, det var egenhændigt skrevet til Messinas Beboere; han jublede ved Erindringen om den berømte Varre-Fest, om Kirkens Pragt og de prægtige Optog; en Søster af ham havde der engang forestillet Guds Moder, en Maskine paa Hjul, et stort Huus kunde den kaldes, opfyldt med Mænd og Qvinder, Gamle og Unge, udklædte som Engle, Propheter og Helgener, og øverst oppe Messinas smukkeste Qvinde forestillende Gudsmoder, blev trukket gjennem Gaderne af Præster og Broderskab!

“Der er herligt i Messina!” jublede han, “Messina nobilis, fidelissima!”

“Der ere dejlige Qvinder!” sagde en ung Franskmand, “der er Scylla og Charybdis, de svømme ikke længer paa Vandet, men sidde under Viinløvet og fange med de sorte, flammende Øjne, de dejlige Lemmer og de velsignede Smiil!”

Paa Calabriens Side laae Reggio, der for faa Uger siden havde lidt skrækkeligt af Jordskælv *), *) Domkirken, Raadhuset og flere offentlige Bygninger styrtede da sammen; allerede i Neapel saae jeg Spor af Jordrystelsen; mange Huse vare revnede fra øverst til nederst, i hele Gader stod Huus mod Huus understøttet af Bjælker; selv i Rom sporedes Stødene; Tiberen steg over sine Bredder, og oversvømmede de nærmeste Gader.

her under Kysten var en Mængde Skibe strandet, nu laae Alt i et varmt, et smilende Sollys; dog Smilet af Kysterne her har noget Trolddomsagtigt; min Tanke fløj mellem de Millioner, hvis Hjerte har banket af Dødsfrygt og Livslyst under disse Kyster, de Millioner, der seilede her, fra den Tid Ulysses styrede forbi Polyphems Hule, til nu vort piilsnare Dampskib gled over dette Vandspejl, hvor Fata Morgana viser sit Luft-Slot; men ingen Søjle-Række af Straaler, ingen phantastiske Kupler og gothiske Taarne hævede sig paa det blaa Vand. Dog Kysterne selv var et Fata Morgana for Øie og for Tanke. – I dybe Grave af Lava og Aske slumre her hele Byer og deilige Marmorbilleder, men oven over voxe nye Haver og Villaer, oven over taarne sig vilde, mørke Fjelde, truende, som Uvejrsskyer.

“Alle Dalene der,” sagde den unge Franskmand, “ere deilige Viinløvhytter, og i hver sidder – ikke Amor, men hvad der er bedre end ham, de dejligste Qvinder, saa flammende som Ætna, saa lette som Feen Morgana, og de forsvinde ikke som hun, naar man griber efter dem!”

Mig forekom den nærmeste Kyst paa Sicilien mere vild, end smilende; Val di demona: Djævledalen, kaldes denne Strækning, Navnet er her ret betegnende. Høit paa Klippen, hvorfra et Vandfald bruser, laae Taormina med sine Marmorbrud; det var Bacchi lystige Stad, hvor Pancratius, Apostelen Pauli Discipel, styrtede Gudens Statue i Havet. Fra Pragt-Ruinen, Oldtids-Theatret, hvor engang et heelt Folk jublede ved Skuespil af Aristophanes og Plautus, skuer nu Hyrden eensom ud over Havet, seer Røgsøjlen fra vort Skib, vort dampende, flyvende Ætna.

“Men hvor er Siciliens Ætna?” spurgte jeg. “Faae vi det ikke at see?”

“Der kneiser det!” sagde man, men jeg saae oven over Fjeldkysten kun tunge Skyer, jeg hævede Hovedet endnu meer, saae næsten lige i Veiret, og høit over Skyerne i den klare Luft stod Toppen af Ætna, bedækket med Snee, dog rundt om Kraterets Rand var den smeltet i lange Revner. Hvilken Storhed! Vesuv er en Sandhøi kun mod denne Kjæmpe, Siciliens Stolthed og Velgjører. Det er et Amphitheater for de høie Guder selv! hvert Trin danner en Zone, den nederste viser os Viinbjerge og Haver, den anden er en Skovregion med hundredaarige Træer, den tredie har kun Iis og Snee, den fjerde Røg og Flamme. Altid damper det, altid sprudler det, men denne Dampen og Sprudlen kaldes en Hvile, naar ikke Lavastrømmen flyder milevidt og omstyrter Byer og ødelægger Viinmarker og Dale.

Vi gjennemskare Catania-Bugten; Bølgerne rullede bløde og lette rundt om; Solen skinnede klar! saa dybt ind i Dalen vi kunde see, laae Ætna med Snee; der var endnu Nordens Vinter, ved Foden derimod Sydens Sommer med friske Blomster, med modne Frugter, med Palmer og indiske Figen.

Da vi efter Middags-Bordet igjen steg op paa Dækket, var Solen ved at gaae ned; Havet skinnede som Purpur og Guld, Luften havde en Glands, som jeg aldrig før har seet, Kysterne en Lufttone, saa smeltende, saa farverig, det Hele frembød Characteren af det skjønneste asiatiske Landskab. Syracusa laae drømmende, ubeskriveligt deiligt.

“Der er Santa Luzia født;” sagde vor romerske Geistlige.

“Ja og Archimedes,” tilføiede jeg. “Det er Agatokles’s By! og der er Arethusas Kilde!”

“Santa Lucia var Guds Datter!” svarede den Geistlige og sukkede.

Hvilken Solnedgang! hvilket Skue! det kan kun gives af den Haand, der i Virkeligheden maler den deilige Regnbue paa de lette, svævende Skyer. Lyden af en Klokke lød fra Kysten ud til os, det klang saa melodisk, det var som den døende Svanes sidste Tone, i det den bøier Hovedet og paa de store, udbredte Vinger daler fra Luften ned i det blaa, det blikstille Hav.

Italien: Malta

Klokken var tre om Morgenen; jeg hørte Ankeret falde og vidste da, at vi laae i Maltas Havn. Jeg kastede min Kappe om mig og sprang op paa Dækket.

Det Første jeg saae, var den aftagende Maane, dens Horn vare saa tynde og bøiede og dog lyste de, som Fuldmaanen i Norden; eller kom maaskee denne Klarhed i Luften fra de utallige Stjerner? En saadan Pragt havde jeg aldrig før seet, hverken under Italiens klare Himmel eller selv i vore nordiske Vinternætter. Venus-Stjernen syntes at være en Sol uendelig langt borte, saa den kun kunde vise sig som et Punkt, men det var et Sol-Punkt. Dens Straaler spillede paa Vandfladen omkap med Maanens. Stjernerne i Norden ere kun glimrende Glas, her ere de ægte Stene! mine Hænder foldede sig uvilkaarligt, min Tanke var hos Gud i Beskuelsen af hans Herlighed. Der var en Stilhed rundt om! der hørtes ikke en Aares Pladsken i Vandet, ikke en Klokkes Lyd, Alt stille, som i en eensom Kirke.

Jeg saae rundt om, og bag ved mig stod en lav, guul Klippemuur, hvis høieste Punkt var omformet til en Obelisk, der pegede mod Stjernerne. Ligefor mig og til Siderne skinnede hvidgule, store sælsomme Paladser, som jeg kun kjendte fra “Tusind og een Nat,” men mellem disse Bygninger og mig laae stille og drømmende det ene store Skib nær ved det andet; mit Øie tabte sig mellem Master; vi laae i La Valettas Bugt; hvor vi vare komne ind, opdagede jeg ikke.

Det var altsaa Øen, som Homer har besjunget og Phønicerne have bemægtiget sig, Calypsos Ø, hvor Ulysses tilbragte Aar af sit Liv, Grækernes og Karthageniensernes Melitta; Øen der har seet Vandaler, Gother og Arabere, som Seierherrer, Grev Rogers Malta, Johanniterordenens verdensberømte Ø, nu Englands Station i Middelhavet.

Hvilke Erindringer og hvilket eiendommeligt Skue frembød ikke denne Ø. Dog Stjernehimlen blev mig i dette Øieblik Pragtbilledet; La Valetta, og alle disse stolte Skibe her under Verdens stærkeste Fæstning, var kun Rammen for det; Rammen var prægtig, een af de prægtigste jeg har seet, men at jeg glemte Rammen for Billedet er jo tilgiveligt og rigtigt.

Jeg gik igjen til Ro, og bogstavelig sagt kun med Himlen i min Tanke!

Da jeg igjen kom paa Dækket fandt Udskibningen Sted. Alt var Liv og Bevægelse paa Skibet og uden om det. Hele Bugten vrimlede med Baade. Nær ved os laae to store Krigsskibe med dobbelte Rækker Kanoner, den ene over den anden. Citta nuova, Vittoriosa, La Valetta, aabenbarede sig som een eneste stor Stad; de i Klippen hugne Fæstningsværker smeltede sammen med Bygningerne selv. Arsenalet, en lang maurisk Bygning, de fleste palaisartede Huse, alle syntes de at være formede i Klippen selv, idet de ere opførte af dens gule Steen og derved smelte sammen med den.

Skibe kom og gik, Kanonerne hilsede Fæstningen og bleve igjen besvarede; Baade med Qvarantaineflag roede rask forbi de store Skibe, en Mængde Joller, der fuldkomment dannede Boutiker, laae stille under Siden af vort Fartøi, nogle med Frugt, hvoraf hver Art havde sit særegne Rum, Citroner for sig, Apelsiner for sig, store Græskar dannede Rabatten; Figen, Dadler, Rosiner og Mandler fandtes her, det var et broget Skue. Andre Baade bragte Urter og Grønt, atter andre Skjorter, Straahatte og Skjærf, det var et heelt svømmende Marked. Usle smaa Baade, der syntes i Begreb med at synke, styredes af halvnøgne Drenge, der kom for at tigge. En evig Bevægelse var der med Passagerer, der kom fra Dampskibene eller gik til disse, her laae ikke færre end syv. Tyrker, Beduiner, Munke og maltesiske Qvinder roede forbi.

Nedenfor Falderebs-Trappen ved vort Skib laae over et Dusin Baade med skrigende Roerkarle, der betragtede os som godt Bytte; en ung russisk Officer, med hvem jeg havde gjort Reisen herhid fra Neapel, foreslog mig, at vi to skulde seile i Land, og i Forening see Mærkværdighederne; han vilde paa Vandringen foreløbig være Kassemester og vi foer afsted.

Flere Fakiner, alle Maurer, flokkede sig ved Landings-Stedet omkring os for at være vor Fører, vi valgte En, der kun skulde føre os til Hotel de mediterranea; den ene Las paa ham slog den anden, men han bar dem saa kjækt, som en Fyrste sit Purpur, et Par kulsorte Øine lynede i det brune Ansigt.

En Vindelbro fører til La Valettas Port; Mure og Grave ere udhugne i Klipperne, og Gravene selv frembyde Skuet af den rigeste Frugthave; her var et Vildnis af Orangetræer, bredbladede Palmer, Pebertræer og Lotus.

Indenfor Byens Port begynder en Gade med Frugtboutiker; Frugt af alle de Arter, Syden eier, møder Øiet, et Skue saa rigt og broget, som man aldrig har det i Norden. Her var en Bevægelse, en Trængsel, som i Neapels Toledogade, maltesiske Qvinder, aldeles sortklædte og med Slør, der bleve holdte saa tæt om Hovedet, at man kun saae Øine og Næse; engelske Soldater i deres røde Uniformer, pjaltede Fakiner og pyntede Matroser, Alle i travl Bevægelse! smukke Karreeter paa to Hjul og kun med een Hest for joge forbi, den mauriske Kudsk løb ved Siden.

Snart vare vi i større Gader, alle Husene havde et palaismæssigt Udseende og derhos et eget Præg ved den Mængde grønmalede Trækarnapper, hvormed de vare besatte. Alle Hovedgader luftige og brede og deels macadamiserede, deels brolagte med Lava. Alle saa renlige, ja festlige kunde jeg næsten sige.

Hotellet, hvor vi steg ind, var saa comfortabel og prægtigt, som om det var ført herhid fra Dronning Vittorias kongelige Stad.

Jeg sad alt med en fransk Avis i Haanden, da jeg udenfor hørte Larm; min russiske Reisefælle havde budt vor Maurer kun nogle faa Skillinger for sin Gang med os, og Karlen vilde ikke modtage saa lidt; jeg saae, hvor stor Summen var, og fandt ogsaa, at den burde forøges, Russeren sagde Nei og aabnede Døren, Maureren lagde Pengene paa Trinet, satte sin Fod paa dem og med et Blik, der paa enhver Scene kunde have gjort sin Virkning, udtalte han Stolthed og Vrede. Jeg vilde give Manden lidt flere Penge, men Russeren stillede sig mellem os, gav Tjenerne et Vink, og de satte den Misfornøiede udenfor. Og saa var den Historie glemt!

Jeg gik imidlertid strax efter ud paa Gaden, hvor jeg ventede at finde Maureren, og han stod der ogsaa, omringet af en Flok lasede Karle. Pengene, som Tjeneren havde lagt udenfor Døren, laae der endnu paa samme Sted; jeg rakte ham omtrent det tredobbelte, mere end der var budt ham, i det jeg gjorde ham forstaaeligt, at det kom fra mig.

Hans Øine rullede i Hovedet, han pegede endnu engang paa de faa Penge, den Anden havde budt ham, viste paa sine Laser, holdt min Arm tilbage, Intet vilde han modtage, knøttede sin Haand op mod Huset og gik bort, stolt som en krænket Adelsbaaren. Mig forstemte denne første Scene paa Malta.

Vort besøg gjaldt nu Domkirken, der er indviet Døberen St. Johannes; den er lige saa eiendommelig som smagfuld: alle Søiler ere forsirede med arabeskartede Udhugninger, forestillende Snirkler og svævende Engle; Væggene selv have et rigt forgyldt Løvværk og al-fresco-Billeder, malede af Calabreseren Matheo, et prægtigt Høi-Alter og rige Monumenter over Stormestrene. I det blanktpolerede Gulv prange brogede Ridder-Vaaben; Orgelet brusede, Røgelse-Karret blev svunget og de knælende Malteserinder skottede fra det Himmelske til de jordiske Reisende, de anede maaskee, at een vilde besynge dem.

Gouverneurens Palads, eengang Stormesterens, ligger ikke langt herfra; det er en Bygning, der uden paa er ligesag skummel, som den indeni er broget og prægtig; i store Malerier kan man her opfatte den historiske Virken af Malteserridderne paa Rhodos. Dog prægtige Malerier og kostbare Tapeter kan man finde paa de fleste Slotte i Europa, men hvad man ikke finder paa disse, men kun i Gouverneurens Palads paa Malta, er Arsenalet. Alle Søiler ere her slanke, høie og aldeles skjulte med Spyd, Øxer og Sabler, der paa det meest maleriske ere grupperede, som om de udgjorde en Deel af Søilen selv, som vare de kunstige Udklipninger, den ene ganske forskjellig fra den anden, men alle i samme Forhold, hvorved Alt bliver Harmoni i den uendelige Søilerække. I Geled langs Væggene staae de tomme Rustninger, som Maltheserridderne have baaret, og Væggen selv er bedækket med deres Billeder, deres Skjolde og Vaaben. Øverst sees Stormesteren Vignacourts Portrait, malet af Caravaggio; en straalende Sol pranger over det, og rundt om Rosetter af Pistoler, Arabesker af Geværer, Sabler og Pile. De røde Blomster ved Rosaliefesten kunne ikke dristigere flettes til Drapperier, end disse Vaaben ere det.

Op af den mageligste Trappe, et halvtaars Barn kunde krybe op ad den, kommer man ud paa Bygningens flade Tag, hvorfra man overskuer Byen, Øen og det udstrakte Hav. Det laae blikstille. blinkende blaat, og langt ude skinnede det sneebedækte Ætna, som en Pyramide af carrarisk Marmor. Den brændende Solhede mildnedes af de friske Søvinde. Jeg vendte mig mod Africas Kyst, Malta var mig nu et Norden, jeg følte Længsel, som Trækfuglen i Høst, min Tanke fløi til Løvens Fædreland, den fulgte Caravanen over Ørkenens Sand, fløi til de Sortes Skove, hvilte ved de guldbringende Floder, og drømte med Ægyptens Konger i de skyomkrandsede Pyramider. Ak! mon jeg aldrig kommer der?

Hvilken Udstrækning rundt om! det hele Malta seer ud, som et Muurværk i Havet! næsten intet Grønt mødte Øiet, kun den gule Grund, der gjennemskares paa kryds og paa tværs af murede Indhegninger og Bygning ved Bygning; man seer strax, at denne Plet er den meest befolkede paa hele Jorden.

I en af de lette, elegante, tohjulede Karreeter, med een Hest for og Kudsken løbende ved Siden, rullede vi ud af Porten, Maalet for vor Landtour var Citta vecchia.

Strax udenfor Fæstningsværkerne gav Alt os Billedet af et afrikansk Land. Ikke et Træ saae vi, intet Grønt, uden det lave nys fremspirede Korn og de yppige store indiske Figen, der ligesom Væltede frem af Jorden og fra de gamle Mure. Det var en brændende Solhede. Veien gik langs med den af Maltheserridderne anlagte Vandledning, der er meget lav, flere Steder kan man let springe over den, og dette synes et Barneværk mod Vandledningen ved Rom. Vejene ere ganske fortræffelige; vi kom forbi nogle Veirmøller, hvis egne luftige Bygning tiltrak sig min Opmærksomhed, de mage kunne sættes i Bevægelse ved den mindste Luftning; de have tolv til tyve Vinger, saa at disse danne en heel Rosette; Bygningen selv er aldeles af Steen, net og pyntelig, en Spiral-Steentrappe fører op til Værket. Alle Veirmøller, jeg siden saae paa de græske Øer og ved Dardanellerne, havde ganske samme Form, men Malta frembød de første af denne Art.

Udenfor Citta vecchia overskuede vi hele Øen, den laae uden Skygge, med en Overflade guul og skinnende, som Solskinnet selv; lave Mure paa kryds og paa tværs dannede Indhegninger, strakte ud over det hele Land, hvorved det ganske fik Udseende af et Landkort, hvorpaa selv de mindste Grændser ere antydede.

Citta vecchia, Biskoppens Sæde og fordum Øens Hovedstad, er en ikke ubetydelig By. Kirken, der bærer St. Peters og St. Pauls Navn, er ganske i Stiil, som de italienske Kirker, stor, luftig og broget, men den Reisende, der kommer fra Italien, er saa overmættet af at beskue Kirker, at selv en Kirke som denne ingen Virkning har, vi saae ogsaa her Katakomberne, der ganske ere som de under Rom, snevre uhyggelige Gange, hvor man, ved at have seet ti Alen, fuldkomment har Begreb om, hvorledes det seer ud i de næste ti. I Kjelderen under St. Pauls-Kirken er en Hule af ringe Udstrækning, midt i den staaer en Marmorstatue af Apostlen, der skal have levet her, efter at han i Storm strandede paa Maltas Kyst. Men hverken Hule, Katakomber eller Kirke gjorde noget Slags Indtryk paa mig. jeg var overmættet ved Skuet af denne Art; det gik mig, som det gaaer mange Reisende: er man paa et Sted, hvor der findes eet og andet at see, da gjør man sig det til en Pligt at see det, fordi det staaer i Bøger, fordi der tales derom; men som oftest er Tingen ikke denne Ulejlighed værd. Hvad der interesserede mig i denne By, var Folkelivet, de halv tilslørede Bønderqvinder, hvis Øjne lynede bag Sløret, Vrimlen af lasede Tiggere og de mange fremmede Matroser, der havde lejet sig Heste og jog afsted med deres blanke Hatte, hvorpaa Skibets Navn stod med gyldne Bogstaver, skinnende i Solen. Vi hørte her ikke et italiensk Ord, Almuen forstod os slet ikke og talte en Art Arabisk.

Paa Hjemveien passerede vi en prægtig Villa, hvis skyggefulde Have prangede, som en duftende Bouquet, midt i denne brændende Ørken; høie Pebertræer og Palmer med vifteformede Blade rakte høit over Muren; paa det flade, østerlandske Tag gik en Mængde bevæbnede Tyrker; Drusernes Fyrste, Emir Beschir, der var flygtet hid, boede her, sagde man os, og derfor var det Ingen tilladt at see Haven; mange sorte Slaver vandrede om i Gaarden, og en prægtig Giraffe stod ved Muren og aad af de grønne Løvtræer. Det Hele var et saa asiatisk Billed, at det selv uden den luende Solhede vilde og maatte brænde sig ind i Erindringen.

Ikke langt fra Qvarantainen, der seer stor og anseelig ud, ligger den engelske Kirkegaard; den er næsten overvældet af Monumenter, alle hugne af Maltas Steen; intet Monument var imidlertid af nogen paafaldende Skjønhed, ingen Indskrift greb mig ved sin Eiendommelighed, intet stort bekjendt Navn fandt jeg her, derimod smukke Blomster, duftende og store, og her var varmere end i Norden paa dens bedste Sommerdag, uagtet vi først skrev den 17de Marts.

Henimod Aften toge vi ombord igjen paa Dampskibet. Skuet over Havnen og Livet der var et Skuespil, jeg aldrig glemmer. Da Solen gik ned, lød Salut-Skud og alle Flag sank paa vort Skib; det var kun faa Minuter, og Natten laae over os uden Dæmring, men Natten, som den kommer i Syden: klar og gjennemsigtig, med funklende Stjerner, Stjerner der sige: “vi ere Sole, kan du tvivle derpaa!” -Færselen tabte sig inde i Staden, en svag Musik lød over til os, men snart brusede den i kraftige Toner fra de to Krigsskibe, som laae os nærmest, “God save the queen” blev spillet og sjunget, som jeg aldrig før har hørt det, men Omgivningen bidrog ogsaa Sit.

Nu lød Dandsemusik! paa et af Skibene var Bal! Stjernerne selv syntes at dandse paa Vandspeilet. Baadene vippede, jeg kunde først silde rive mig løs fra dette Skue.

Tidlig om Morgenen blev jeg vakt ved, at der blev gjort reent paa Skibet, efter at Kul var taget ind; da jeg kom op, skinnede Dækket i al sin Friskhed, man gjorde sig klar til at seile; rundt om os lød Skrig og Raaben, de svømmende Boutiker med deres Handelsmænd omringede os; nøgne Drenge tiggede, Passagerer steg ombord, vor Perser sad alt paa Kulsækken nær ved Skorstenen, en Beduin indsvøbt i sin hvide Bernusch og med Pistoler og Knive i Beltet, laae med Ryggen op til ham, et Par maltesiske Qvinder i deres sorte Slør havde grupperet sig ved Maskineriet, Grækere i broget Dragt og med den røde Fess paa Hovedet lænede sig til Relingen. Ved Falderebs-Trappen store to Matroser Vagt og holdt Orden med jernbeslagne Hellebarder. Pakker, Kasser og Kister stabledes op! Styrmandens Pibe lød, Dampen hvislede ud af Røret og om Skibets Hjul; Kanonskud lød, Flagene veiede, og i rask Fart gled vi ud fra Maltas Rhed, ud paa det aabne Middelhav, der laae saa blaat og stille som et Fløielsklæde, spændt hen over Jorden; Havet syntes en blaalig Duft kun, en stjerneløs fast Himmel under os, og i den gjennemsigtige Luft strakte det sig saa vidt for Øiet, som jeg aldrig før har seet det; ingen mørk eller lys Stribe begrændsede Horizonten, det var en Klarhed, en Uendelighed, som ikke kan males, ikke antydes, uden ved Tankens evige Dyb.

Oversigt over indhold “En Digters Bazar” 1842