Fra H.C. Andersens Levnedsbog 1805 -1831: Tre år i København – III.
Tusinde Ideer løb nu gjennem mit Hoved, hvorledes jeg skulde skaffe hende 10 Rdlr til hver Maaned; jeg gik til Weise, der atter var Høimodig til med nogle af sine Venner at love mig en bestemt lille Sum hvert Qvartal, for at tilfredsstille den strænge Vertinde; men det slog ikke til; da huskede jeg paa en ung Dame »Frøken Tønderlund«, der i Odense havde gaaet til Præsten med mig, men blev syg og kom ikke til Confirmation da; hun havde nogle Gange i Odense talt venligt til mig, hørt mig synge og moret sig over mit dramatiske Talent. Jeg fik nu at vide, at hun opholdt sig hos Admiral Krieger paa Gammel Holm og skulde dette Aar confirmeres. Jeg gik til hende, og hun kom til at græde over mig; havde altid følt en underlig Interesse for mit forunderlige Væsen, og det eventyrlige Skridt jeg havde gjort. – Hun stak sine Lommepenge til mig, skaffede mig ihast hos sine Venner en Maanedlig Hjælp og omtalte mig paa det Bedste for alle sine Venner .-Jeg fik da bragt de 20 Rdlr sammen og havde en Beskytterinde i den unge, elskelige Dame. Saaledes kom jeg til den gamle Fru Colbjørnsen, der af Søsteren Fru Krieger havde hørt tale om mig; hun viste mig en Mildhed og Godmodighed, der gjorte mit Hjerte saa godt. – Jeg var saa uhyre barnlig, saa brændende begeistret for Theatret, at man fik Interesse for dette underlige Væsen; Fru Colbjørnsens Datter (nuværende Fru von der Maase) var da Hofdame hos Kronprindsessen, hun hørte af Moderen om mig, yttrede Lyst at see mig, og jeg fløi strax ud paa Frederiksberg. Kronprindsessen kom ind for ogsaa at see mig, og jeg følte mig slet ikke geneert, tilbød strax at synge og declamere, og man lønnede mig med Roes og Kager. Med et Kræmmerhuus fuldt af Sukkergodt, Druer og Ferskner, samt 10 Rdlr i rede Penge vandrede jeg lyksalig hjemad. – Jeg sadte mig i Haven under et Træ, Spiiste af mine Sager, men vilde gjemme det halve til Vertinden, som jeg ogsaa gjorte; af Glæde begyndte jeg at synge høit; jeg havde ikke seet nogen Sommer-Natur i Sjælland før; det greb mig underlig at see de grønne, duftende Træer; jeg sang, men improviserede, talede til dem, til Blomster og Fugle, thi jeg havde ingen anden ret at sige min Glæde til; som jeg saaledes sad, kom der en Staldknægt og spurgte mig om jeg var gal? hvorfor jeg taus og forlegen trak mig bort. -Jeg var et underligt barnligt Væsen, et sandt poetist Gemyt! enhver Ting gjorte et dybt Indtryk paa mig, jeg kunde lee og græde i samme Øieblik, som Barnet, men i Grunden var jeg glad og munter, jeg var et sandt Barn skjøndt jeg gik i mit 16 Aar. Jeg kom op paa Hoftheatret paa Dandseskolen, gik hver Formiddag der og gjorte Basdement ved Væggen. Mad: Kretsmer var da et lille Barn, og vi prøvede tidt paa hvem der kunde gjøre de fleste før man blev træt; jeg kunde mange Digte udenad, som jeg tidt declamerede deroppe, og jeg hørte tidt mange af de ældre og mere dannede hviske, det var Synd, jeg Spildte min Tid der, da der vist kunde blive noget af mig, (især roste man dengang mit Organ). -Hjemme hos Madam Thorgesen morede jeg mig med at læse Alt hvad jeg kunde faae Fingre paa, ja laante endogsaa nogle Bøger fra J. C. Langes Læsebibliothek for de faae Skillinger jeg kunde skrabe sammen. I mit lille VæreIse kunde jeg ikke sidde, ikke have et Bord, jeg var da nødt til at gaae i Seng, og det gjorte jeg tidt Klokken 6 om Aftenen, fik da et Lys ind og min Aftensmad, læste og drømte mig ind i en ganske anden Verden. -Erindringen om mit lille Dukketheater i Odense blev mig nu levende og jeg fik Lyst til et lignende. Jeg begyndte strax derpaa og laae som 16 Aars Dreng og syede Dukketøi.
NB: Det efterfølgende i Levnedsbogen er omskrevet til nutidsdansk !
For nu at få klude til disse fandt jeg på, at gå ind i butikkerne på Østergade og udbede mig prøver af silke og fløjl, som jeg da lappede sammen og fik brillante dragter. Jeg gjorde mig også et perspektiv og legede således et år bort af mit ungdomsliv.
Som danseelev fik jeg ellers lov til at jeg hver aften turde gå op i figurantindernes loge i tredje etage, og her se komedierne. Her sad jeg da i et løjerligt selskab og hørte tit løjerlige ting, men min sjæl var ren og min tanke levede og åndede kun for teatret. Guldberg læste imidlertid flittig dansk med mig, lod mig lære digte udenad, som jeg måtte deklamere, og roste mig for alle, som et ufordærvet, barnligt gemyt. Men pengene han havde til mig hørte op og madammen ville have sine 20 Daler og det så slemt ud. Guldberg holdt en tale på Gæthuset i anledning af kongens fødselsdag, indtægten tilfaldt mig. Det hed i annoncen at det var til en ung kunstner der var blottet for alt, blev det ikke så ubetydeligt. Madammen fik da sine 20 Rdlr. Jeg hang ellers ret barnlig ved hende, jeg følte slet ikke, som nu, at hun i grunden var slem ved mig, eftersom jeg var så fattig. Alt hvad jeg ejede, tog hun jo. Tit bad hun mig endogså at gå ærinder langt ud på Frederiksberg for sig, og gav mig da penge derfor, som jeg modtog med megen glæde og taknemlighed, thi jeg kunne da købe et dukkeansigt eller et billede hos Blankensteiner.
Jeg levede i lykkelige drømme og mærkede næsten slet ikke til den fordærvelige omgivning der krydsede daglig mit liv. Så jeg ud af vinduet, var det kun fordærvelse, mellem figuranterne, var talen meget letfærdig. Hjemme hos Madammen – ja, der flyttede en nye madamme ind, en Madam Muller, hvis gamle fader Hr. Muller næsten hver anden aften besøgte hende. Det var der jo intet i, men engang kom jeg til hofdamen frøken Colbjørnsen og der stod den gamle Müller, ikke i sin simple frakke, men med stjerne på brystet. Jeg blev ganske forbavset, men sagde ikke et ord derom. Hr. Müller kendte mig heller ikke, skønt jeg næsten hver aften lukkede ham ind. – Madam Thorgesen selv havde en kærlighedshistorie, som ikke kommer mig ved. Jeg lå i mit lille kammer og legede med mine dukker og mit teater, lod alt andet flyve forbi, først nu, som ældre, indser jeg, på hvilken afgrund jeg i ordets egentlige forstand legede og drømte.
På denne tid fik jeg et brev fra min moder, at gamle farmoder var død, at hun havde lidt meget og altid nævnt mig, ønsket et brev, men fik ingen. Det kan bedrøve mig endnu og hun havde bedt for mig i sin sidste sime. Jeg blev dybt rystet, men bære sørgeklæder eller flor om hatten kunne jeg ikke. Jeg havde intet og jeg græd så dybt. Det var alt, hvad jeg kunne give hende om min sorg.
Med Madam Thorgesens finanser begyndte det imidlertid ikke at gå godt. Hun led nogle betydelige tab og sagde mig en dag, at vi vist kom til at skilles ad, men at jeg kunne komme i huset til en af hendes veninder, en styrmands kone, Madam Henkel. Selv rejste hun bort om en måned og hun gik til Vestindien og blev jordemoder, elskeren fulgte med, men kom året efter tilbage.
Madam Henkel var mere godmodig, havde en del børn, og stod sig ikke godt. Jeg flyttede ind til hende og vi kom til at bo, i den gård hvor nu “Bombebøssen” er, hvor jeg igen fik et værelse uden vinduer, men frit ophold i familiens dagligstue mellem de mange børn. Guldberg rådede mig imidlertid, ikke at tage middagsmaden, men kun frokost, aftensmad og logi, hos min nye værtinde og da få det billigere. Jeg kunne da spise hos en spisevært og hvad der især gjorde dette nødvendigt var mine få penge. Jeg gik således ned i “Høvlen” en kælder ved Holmens Kanal, hvor den simplere klasse kommer, følte mig underlig fremmed mellem de ofte vilde mennesker, og trak mig altid hurtig bort. Ofte havde jeg slet ingen penge til at spise for, men skammede mig da for at lade madam Henckel mærke det eller bringe hende i den frygt at jeg gemte min appetit til aftensmaden, skønt den var nogle visse stykker, Sneg mig da hen i Kongens Have og satte mig ved springvandet eller gik omkring i gangene, hvor jeg i den kolde vintertid frøs stærkt, da jeg intet vintertøj havde.
Gik så hjem når en time var forløbet og sultede til det blev aften, men mere end det bestemte smørrebrød forlangte jeg aldrig. Mit humør var ellers ypperligt og jeg tog alt så let og betragtede den hele verden fra en lykkelig side. Jeg havde tillid til alle, og kendte ikke et menneske, der kunne være min uven, men havde heller ingen ven, ingen jævnaldrende, jeg fortrolig klyngede mig til.
Min fantasi erstattede mig alt jeg levede i en drømmeverden, men lærte ingen ting. Dahlen’s hus var det første jeg kom i. Manden førte mig hjem og hans godmodige, hjertelige kone følte ret min nød, uden at jeg mærkede det, thi jeg var glad, næsten hver aften kom jeg der i huset, de tog venligt imod mig, mit barnlige væsen behagede døtrene, de spillede og sang, jeg så flere dannede mennesker der og det blev mig et hjem.
Min største glæde var det, at spille et spil de havde, som kaldtes rejsespillet. Det fik jeg næsten frem hver aften og jeg bragte mit lille teater og perspektivet der hen. Løb med det under min værtindes forklæde, og spillede nu for Madam Dahlen, der morede sig ved min naivitet, der var så mærkelig i min alder. Her så jeg tit oversætteren N. T. Bruun, der dog aldrig ret værdigede mig synderlig opmærksomhed og i grunden, hvor kunne han også det. Alle, hvem jeg stødte på, talte ellers altid om mit ypperlige hoved, og jeg følte mig smigret.
Jeg skulle og burde studere sagde man. Men hvorledes blev det vel mulig, jeg holdt også for meget af teatret til at lade denne, mig næsten uopnåelige ide, sætte mig griller. Med mine penge blev det imidlertid på heldingen. Jeg måtte se at vinde venner, få nogen til at tage sig af mig, sagde alle, men ingen viste mig muligheden. Jeg hørte på den tid fysikeren Ørsted meget omtale som en elskelig mand og det var mig nok. Jeg tyede til ham, og fandt mig ikke skuffet, han gav mig straks bevis på sit gode hjerte, og sagde mig endogså, at jeg skulle komme op til ham, når hans kone blev vel, lånte mig nogle bøger og gav mig ved sin venlighed mod og hengivenhed. Imidlertid hørte syngelæreren, ved teatrets syngeskole, Krossing, om mig.
Han var vred på Siboni, vidste jeg havde været der og at jeg endnu havde stemme, ville derfor tage mig på sin skole, og se at gøre en sanger af mig, men jeg måtte begynde med at synge i kor. Således blev jeg nu delt mellem dansen og sangen, kom meget over på teatret, bag kulisserne og syntes alt i tankerne, at have gjort et misundelsesværdigt spring frem ad til mine ønskers højeste mål.
Ida Wulff (nuværende fru Holstein) løb også omkring der oppe, som barn, og vi sad tit og talte sammen bag kulisserne om aftenen, da hun var den eneste af alle deroppe, jeg havde nogen ret tillid til. Phister var en vild dreng, der drillede mig og jomfru Abrahamsen gik som et lille skrumpelskud, ingen talte til. Endnu havde jeg aldrig været inde på scenen. En aften som jeg stod der bag ved, spilledes “de to små savoyarder”, alle eleverne, ja selv nogle maskinkarIe, kort alle som vilde, løb ind på teatret i en scene deri, hvor der skulde være mange Folk. “Vil De ikke med”? spurgte Ida Wulff, “sig det til ham der sminker statisterne, så kan de også blive sminket og se, ligesom jeg”. Nu hoppede hun ind og jeg fik i hast kinderne malet. Med bankende hjerte trådte jeg ind imellem de andre. Jeg følte mig så lykkelig derved, da i det samme skuespiller Bauer trådte hen til mig derinde og gratulerede mig til min debut. Jeg følte han gjorde nar af mig og sneg mig derfor ud og græd mine mødige tårer bag ved tæppet, i den mørke krog.
Det varede ellers ikke længe før jeg kom ind på scenen, og det i en dragt. Balletten “Ninna” blev givet. Der var to musikanter deri, som skal spille for Ninna, hun er utilfreds dermed, indtil de træffe den melodi, der minder hende om elskeren. Til disse to musikanter valgtes to af de største elever ved dansen, og jeg blev den ene. Det var min debut. Allerede Klokken 4 om eftermiddagen var jeg derover, og blev klædt på. I balletten blev vi to spillemænd posteret forrest, hvor nu den lille loge er mellem pillerne. Madam Schall dansede Ninas parti og det frydede mig at hun gav sig mest af med mig og rimeligvis har jeg gjort en meget komisk figur.
Jomfru Hanne Pälges, nuværende fru Heiberg, var også med heri, så vidt jeg mindes “hendes første debut”, hun var et lille barn der udtalte sit eget navn så galt, at det i balletprogrammet stod: Hanne Petcher. Min lyst til at få en ordentlig spille rolle steg nu mere og mere. Guldberg talte med Lindgren og jeg gik op til ham. Han prøvede mig i en rolle, og sagde at jeg havde talent for det komiske, tillod at jeg kom sammen med hans andre elever, Phister, Jomfru Rongsted o.f.a. Jeg ville helst spille de rørende roller, således havde jeg stort mod på “Korreggio”. “Ja men Herre Gud, kære barn, deres udvortes er Dem imod, sådan en lang, mager helt ler så Gud, folk af, men lær kun rollen”.
Jeg kom med den 8 dage efter og han lod mig tage Korregios monolog i billedgalleriet, hvor han jubler over at se de herlige kunstskatte brast jeg i en virkelig gråd. Den gamle mand trykkede min hånd og sagde: “Hjerte har De, og så Gud hoved med, De må ikke løbe om her og spilde deres tid. De skulle studere, men til skuespiller duer de ikke. Der er også andre herlige, store ting uden denne Kunst. “Duer jeg slet ikke”? sagde jeg, “heller ikke til det komiske” ? O Gud, jeg er så ulykkelig, hvad skal der da blive af mig.
Lindgreen mente, at jeg skulle lægge mig efter latin og få Guldberg til at læse denne grammatik med mig, og når jeg ret brillerede, som han troede, ville man nok gøre mere for mig. Jeg vidste endnu ikke hvad en grammatik var, havde aldrig havde nogen i min hånd, men da jeg hørte den kunne gøre så meget ville jeg gerne lære den. Jeg havde desuden en sjælden lethed til at lære udenad, kun bad jeg om, at jeg kunne blive ved at gå ved teatret, for dette ene, levede og drømte jeg.
Da jeg ytrede Guldberg det ønske, at få lært noget latinsk grammatik, svarede han mig, at det kunne han ikke godt. Jeg talte nu med den madam Hermansen og jeg var rejst sammen med herover. Hendes søn, den nuværende lektor Olsen i Helsingør, var just da bleven student og gav informationer. Jeg bad hende få ham til at læse lidt med mig uden betaling og hun var meget moderligt stemt for mig, men svarede, “at tysk kunne hun måske få ham til at læse med mig, derimod latin – det var sådant et kostbart sprog”. Imidlertid sagde Guldberg mig, at en af hans bekendte en student Bentzien, siden præst i Frederiksborg, ville engang om ugen læse Badens Grammatik med mig. Nu fik jeg da bogen, som jeg aldrig før havde set, og da min hele læsning kun strakte sig til romaner og komedier, var mig frygtelig tør. Etatsråd, nu Konferensråd Collin blev i denne tid, teaterdirektør. “Jeg ville ønske”, sagde Guldberg, “De kendte denne mand, han plejer at tage sig af hvad der er noget ved”. Men jeg kendte ham slet ikke og dog som elev ved teatret aflagte jeg min visit og bad ham interessere sig for mig. Han kendte aldeles intet til mig, ingen omtalte mig for ham.
Hos Guldberg måtte jeg til hver uge, afskrive et af hans digte og lære udenad, dette behagede mig ikke så meget. Jeg fik nu lyst at forsøge min barndoms beskæftigelse, selv at skrive et digt. Nu var Rosenkildes brevdue nylig kommet ud og her havde jeg læst en fortælling, der især interesserede mig. Jeg behandlede den som en stor tragedie, og bad Guldberg om jeg måtte bringe den i stedet for hans digte. Han tillod det, og så nu sproget igennem.
Det ordnede sig til noget ganske ordentligt helt, han læste den for nogle af sine venner, og man forundrede sig over min fantasi og lethed i sproget, skønt jeg stod, for så vidt uden al dannelse. Hvor barnagtig jeg ellers var, medens jeg skrev dette stykke, vil man se deraf, at da jeg gik ud til Guldberg for at spørge ham om jeg måtte forsøge at skrive sligt, var i stor beråd med mig selv, om jeg ikke hellere skulle lade dette være, og i stedet lave mig et større dukketeater, men det bedre sejrede.
Mit Stykke læste jeg nu for Colbjørnsens. Geheimerådinden lå på Bakkehuset, herved kom jeg ned til fru Rahbek, der spøgte med mig, fortalte hvorledes Oehlenschläger og Ingemann, ligeledes havde læst deres første arbejder for hende.
Hun har senere, kort før sin død, da jeg som student besøgte hende, fortalt mig, at jeg engang læste noget jeg ganske havde taget fra Ingemann, og da hun sagde mig dette, skal jeg have svaret: “Ja, men det er så smukt!
På Bakkehuset kom jeg til at kende professor Thiele og Møll, der da var unge studerende samt skuespillerinden Madam Andersen, der gav mig navnet “der kleine Declamator”, efter som jeg altid ville deklamere for hende. Enhver venlig ytring om min tragedie “Skovcapellet”«, så jeg i forstørrelsesglas, jeg følte mig uendeligt smigret, troede alt hvad folk sagde, og anså virkelig stykket for mesterligt og som enhver burde høre. Således kom jeg til Oehlenschläger med det, der roste versene, og ved afskeden trykkede min hånd. Dette håndtryk var mig mere end alt, jeg syntes ordentligt at jeg var indviet til digter derved. Ingemann fik også min visit og han var så mild og venlig, ville ikke sige mig andet end godt om mit første arbejde, gav mig endogså nogen hjælp for mine finanser, hvortil Grundtvig bidrog. Jeg var henrykt og den ide opstod hos mig første gang: Du er digter! Alle mennesker måtte vide det. I barnlig glæde ville jeg at alle skulle se mit stykke, teaterdirektøren Olsen fik det også, ja sagde mig endogså, at jeg burde indlevere det til opførelse, noget som måske kunne finde sted. Hvilken lykke. Jeg styrtede ud til Guldberg, fortalte ham det, men til min store forbavselse, satte han sig fornuftigvis derimod.
Jeg kunne ikke begribe det, tav og blev bedrøvet, men første gang i mit liv, opsteg da mistro, til et menneske, i min sjæl. Jeg vidste Guldbergs dramatiske arbejder ikke havde gjort lykke, det faldt mig da ind at han misundte mig, og ikke ville have, at jeg skulle brilliere. Det var slet tænkt om den mand der havde vist mig så meget godt, det var vist min første synd.
Jeg kan kun sige, at det faldt således efter al den ros og virak andre gav mig, og min levende overbevisning, den gang, at stykket var noget fortræffeligt. Jeg indleverede det derfor ikke, da han ikke ville, men besluttede hemmeligt, selv at skrive et, og valgte dertil det danske folkesagn om “Røverne i Vissenbjerg”.
Ligesom Schiller ville jeg også optræde, første gang med røvere. Vrimlende af grammatiske fejl, kom det i teaterdirektøren, der sendte mig det tilbage, som aldeles umodent. Han ytrede, at det bar alt for megen spor af mangel på al elementær dannelse, dog ytrede de tillige at det var ønskeligt at mine venner og velyndere, ville give mig lejlighed til, på den videnskabelige vej, at nå det mål, hvor til jeg så ivrig stræbte.
Oversigt: Indhold Indledning Fortalen Barndom i Odense Min fødsel Børneår Huslige liv 1. Huslige liv 2. Huslige liv 3. Tre år i København Tre år i Kbh. (1) Tre år i Kbh. (2) Tre år i Kbh. (3) Tre år i Kbh. (4) HCA: Skoleliv Skoleliv 1. Skoleliv 2. Skoleliv 3. Skoleliv 4. Skoleliv 5. Skoleliv 6. Skoleliv 7. Skoleliv 8. Skoleliv 9. Skoleliv 10. HCA: Student Studenterliv 1. Studenterliv 2. Studenterliv 3. Studenterliv 4. Studenterliv 5. Studenterliv 6. Studenterliv 7. Studenterliv 8. Kærlighed Kærlighed 1. Kærlighed 2. Kærlighed 3. Kærlighed 4. Kærlighed 5. Efterskrift Efterskrift