H.C. Andersens Levnedsbog: Skoleliv 7.

H.C. Andersens Levnedsbog 1805-1831

Skoleliv 7.

Foråret nærmede sig og Simon Meisling blev valgt til rektor i Helsingør. Det forvoldte os alle megen glæde. Lærerne med, kan jeg tænke, thi han behandlede dem meget “hönisch”. Vort tøj skulle gå til ad søvejen fra Korsør. Den poetiske pige fulgte med og man havde bestemt mig samme lod, men jeg rørte fruens hjerte og fik lov at tage med over land.

Vognen kom om aftenen og længe før hestene indtraf næste morgen, sad Meisling og børnene rejseklædt på vognen. En sædvane han altid brugte når han skulle rejse. Ofte havde han således ved juletid drukket sin kaffe på vognen. Man fortalte mig at Helsingør var som et himmerige. Dog det at rejse var mig alt et, thi min hele sjæl og tanke har altid higet efter rejselivet. En mil på den anden side af Ringsted Kro boede en præst og her tog Meisling, fruen og børnene ind. Jomfruen, jeg og en elev Jens Hvid, der var med os for at dimitteres til oktober måtte derimod overnatte i kroen.

Af hensyn til økonomien lod de hende og mig gå den mil for at få fri aftensmad og vi måtte da ved midnat trave ene gennem den mørke skov tilbage til kroen. Jeg var meget bange og vi stødte på en drukken bonde der blev vor vejviser. Jeg troede det var en røver og vi gik vild og kom først ud over midnat tilbage til kroen. Næste dag kom vi gennem Roskilde og kørte langs den dejlige Isefjord, der ganske underligt tiltalte mit hjerte.

Jeg følte mig som en fugl i luften. Meisling havde en del mutter vits når han var i godt humør og jeg slog ind deri og var ikke uheldig. Vi kom gennem Kingos fødeby Slangerup mod midnat kom vi til Frederiksborg. Ved daggry skulle vi køre bort igen, men det ydre af slottet måtte jeg dog først se.

Klokken var 12, det var dejligt måneskin og jeg gik over til slottet og trådte ind i den gamle slotsgård, der gav ekko ved mine skridt. Meislings var alle ved at gå til sengs.

Jeg gik ene herovre. Den gamle gotiske bygning midt i vandet, de udhuggede kæmper og de store slagskygger der faldt over dem i måneskinnet greb mig mægtig. Kun i et lille afsides værelse i en af fløjene var endnu lys og ellers var der mørkt og dødsstille. Min fantasi kom stærkt i bevægelse, jeg tænkte på Christian IV, på alle de, hvis billeder hang i den store riddersal, om de nu kom ned. Jeg blev underlig til mode, men så fik jeg i det samme den ganske naive tanke, at de døde må jo vide, at jeg ikke kan tåle at se dem, jeg ville dø af skræk, og så viser de sig bestemt ikke for mig. Det var jo gyseligt ondt og ufornuftigt og virkelig gav dette mig mod. Jeg gik vist en time, ene i den stille halvdunkle slotsgård.

I daggry rejste vi bort, skoven var så grøn, det var et ordentlig sommervejr . Endelig øjnede vi Sundet og Sverige, Helsingør lå dybt nede under os. Endelig var vi der og trådte nu ind i den smukke skolebygning.

Oversigt:  Indhold  Indledning  Fortalen  Barndom i Odense Min fødsel  Børneår  Huslige liv 1.  Huslige liv 2.  Huslige liv 3.  Tre år i København  Tre år i Kbh. (1)  Tre år i Kbh. (2)  Tre år i Kbh. (3)  Tre år i Kbh. (4)  HCA: Skoleliv  Skoleliv 1.  Skoleliv 2.  Skoleliv 3.  Skoleliv 4.  Skoleliv 5.  Skoleliv 6.  Skoleliv 7.  Skoleliv 8.  Skoleliv 9.  Skoleliv 10.  HCA: Student  Studenterliv 1.  Studenterliv 2.  Studenterliv 3.  Studenterliv 4.  Studenterliv 5.  Studenterliv 6.  Studenterliv 7.  Studenterliv 8.  Kærlighed   Kærlighed 1.  Kærlighed 2.  Kærlighed 3.  Kærlighed 4.  Kærlighed 5.  Efterskrift Efterskrift