H.C. Andersen: »Mit livs eventyr« Kapitel 13
Hans Christian Andersen biography »The Fairy Tale of my Life« 1855
Kapitel: 0 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 11 12 13 14 15! 16
Ni Aar ere gaaet siden, rige Aar i Tidshistorien, alvorlige Og store Dage for Danmark, sorgfulde og ogsaa glade for mig, de have bragt mig al Erkjendelse i mit Fædreland, de have giort mig ældre og dog bevaret mig ung, de have bragt mig Ro og Klarhed; de Afsnit, de danne, ville vi her rulle op!
Fra Vernet, hvor Bjergluften havde styrket mig, og jeg troede at have gjenvundet Kræfter til Hjemreisen, vilde jeg gaae til Schweiz; men uagtet jeg indrettede det saaledes, at kun Natten blev anvendt til Diligencefarten og jeg den varme Dag blev i Perpignan og Narbonne, var det dog, som jeg fra den livsnærende Luft var kommen ind i et Element, hvor Livsstoffet manglede; en tung, stille glohed Luft omgav mig, det var en Qval, og snart var jeg som gjennembrændt i hver Nerve! Natten selv bragte ingen Friskhed, undtagen for Fluerne, som nu fik Krafter til deres Runddans. – Et Par Dage, eller rettere et Par Nætters Ro i Cette, hvor jeg ude paa Husets Altan lod lægge min Madrats og sov under stjerneklar Himmel, gav mig Luft nok til at holde ud; af Montpelliers Skjønhed veed jeg kun, at den laae i Solstraaler, som gjennembrædte mig. I min Stue, med tæt tillukkede Vinduesskodder, klædt paa som til at gaae i Bad, holdt de Fremmede sig. Paa Jernbanen, midt i dens piilsnare Flugt, bragtes Efterretningen om den skrækkelige Ulykke, der var indtruffen paa Frankrigs Nordbane; det vilde, havde jeg været frisk og sund, paa enhver anden Tid sat min Phantasie i Bevægelse, men jeg var saa betagen af Sydfrankrigs Sol, at jeg, som den Søsyge ombord, sank hen i en Tilstand, saa at jeg var ligegyldig for hvad der skete. Ved Nimes endte da banen, og man maatte i den fuldproppede støvslugende Diligence for at naae Avignon.
Mandeltræerne stode med modne Frugter, Mandler og Figen bleve næsten det eneste, jeg ret nød; hvile og altid hvile bag tillukte Vinduesskodder er et daarligt Reiseliv! Pavernes Slot her saae ud som en Fæstning, der var forvandlet til Caserne, Domkirken ligger som en lille Fløi deraf. I Musæet stod Vernets Buste af Thorvaldsen, Ordet »danois« ved hans Navn havde et kløgtigt Hoved streget over med Blyant; to Billeder, forestillende Mazeppa, noget forskjellige fra Kobberstikkene, hang her af Vernet og »givet den gode Stad Avignon«; om Aftenen blev der Liv og Røre i Gaderne, en Markskriger til Hest, med Trommen foran, udraabte som en anden Dulcamare sine Varer. – Ud over Vinduet hang fyldigt og stort Viinløvet som. udspændte Marquiser mod Solstraalerne.
Jeg var Vaucluse saa nær, men havde til denne lille Reise ikke Kræfter, alle dem, jeg eiede, maatte jeg, som den Forsigtige, gjemme for at vinde til Schweiz, hvor Bjergene havde Køling. – Det besungne Vaucluse skulde jeg ikke see, Strømmen, der har baaret Lauras Billede, det, Petrarcas Vers beholder og bærer evigt om i Verden. – Rhonefloden har en saadan rivende Fart, at Dampskibet med Strømmen bruger kun een Dag mellem Lyon og Marseille, derimod, omvendt mod Strømmen op til Lyon hele fire Dage. – Jeg foretrak for det smudsige Dampskib den rask rullende Diligence, der isandhed her foer som med Leonore-Balladens vilde Heste. Det antike romerske Theater i Orange løftede sig frit over alle de andre nye Bygninger! Triumphbuen for Septimius Severus, alle de rige Romerherligheder, hvormed Rhonens Bredder er besaaet, førte Tanken til Italien: ikke havde jeg vidst og kjendt til al den Storhed af romerske Levninger, Sydfrankrig her frembyder.
Flodbredden blev altid mere afvexlende, jeg saae Byer med smukke gothiske Kirker og paa Bjergene gamle Borge, de laae som uhyre Flagermuus deroppe; smukke svævende Hængebroer hang udspeendte over den piilsnare Strøm, som Skibene arbeidede sig op imod.
Endelig var jeg i Lyon, hvor Rhonefloden optager Saonen i sig; der, fra en af de høistliggende Gader, øinede jeg, mange, mange Mile borte mod Nordøst, at der hævede sig over den flade, grønne Slette en hvid, skinnende Sky, det var Montblanc, der laae Schweiz, saa nær var jeg nu det Sted, hvor jeg igien haabede at kunne drikke Luft og friere løfte Legeme og Sjæl, – men den schweizerske Consul vilde ikke visere mit Pas, før Politiet i Lyon havde givet sin Visa, og Politiet erklærede, at Passet ikke var i Orden. Jeg, som paa Reise lever næsten for meget for Pas og Visa, saa at det grændser til det Komiske med min ængstelighed for at have Alt i Orden, jeg er af tusinde Reisende altid Den, der modes det værste Pasvrøvleri; snart kan man ikke læse, snart skriver en underordnet Skriver et galt Nummer paa det, saa at det ikke er at finde, snart opholder en italiensk Grændsebetjent sig over Navnet Christian og troer, det er en Religionssect, der kalder sig særegent den Christne, i Lyon var det ikke meer eller mindre, end at Passet, som de sagde, fra Grændsen skulde være sendt til Paris og der af Indenrigsministeren viseret. Hele Dagen maatte jeg løbe til og fra Préfecture de Police, til jeg kastede mig i Armene paa en af de høiere Politiembedsmand, hvem jeg erklærede, at Ingen havde forlangt eller sagt før, at jeg for at reise fra Pyrenæerne til Schweiz over Lyon skulde sende Pas til Paris, hvorhen jeg ikke vilde; det var nødvendigt, at jeg gik tilbage til Marseille, blev der sagt mig, for der af den danske Consul at faae Passet i Orden for Schweiz, jeg erklærede, at jeg ikke taalte at giøre Reisen, ikke heller kunde ligge i det glohede Lyon, jeg maatte til Bjergene! det var en høflig dannet Mand, jeg havde henvendt mig til; med Passet i Haanden examinerede han mig om Tid og Sted, jeg havde været paa de forskjellige Steder, hvor hver Visa var sat, og han kom snart efter, at her Intet kunde være til Hinder for min videre Afreise, ordnede Alt paa det Bedste, og næste Dag kunde jeg flyve afsted. Om Aftenen sad jeg da med roligt Sind i Operaen, denne var for Øieblikket tydsk, et Selskab fra Zürich var her og gav, som man siger, Smæk for Skillingen, paa een Aften Flotows: »Stradella« og Webers »Der Freischütz«; med Hensyn til Tiden kunde det vel bæres, thi af »Freischütz« fik man ene og alene Musiken, Dialogen blev sprungen over, Franskmændene forstode den jo dog ikke, meente de, men komisk tog det sig ud, lige efter Caspars Drikkevise, at see Max tage sin Hat, nikke og gaae, og Caspar Synge Triumph ligesom han havde vundet Spillet ene og alene ved den Vise.
Jeg naaede Schweiz, ogsaa her trykkede Varmen, Sneen paa Jomfruen, selv paa Montblanc, var mindre end i mange Aar, Lange, sorte Fjeldstriber viste sig; men her var dog friskere Luft og Køling om Aftenen; jeg søgte strax til Vevay; her ved Søen, ved Savoyens snebedækkede Bjerge, var det en Velsignelse at aande og leve! som røde Stjerner paa den sorte Bjerggrund skinnede om Aftenen de store Blus, som Hyrder og Kulbrændere tændte hiin Side Søen. Jeg var igjen i Chillon; Byrons Navn, som han selv havde hugget ind i Søilen, havde, siden jeg var her sidst, lidt Overlast, der var kradset stærkt hen over det for at faa det bort. En Englænder havde gjort det, men var bleven forhindret deri; havde han ogsaa her udslettet Byrons Navn, i Verden var det dog ikke blevet udslettet. To nye Navne vare her komne til, det var Victor Hugo og Robert Peel.
I Freiburg saae jeg den dristigste, meest mægtige Hængebro, jeg endnu har seet, høit over Dal og Flod svæver den i Luften og gynger med den tunge Vogn; i Middelalderen havde Sligt hørt til Eventyrenes Verden, Videnskaben har løftet vor Tid ind i det for Overnaturlige. Endelig naaede vi Bern, der hvor Baggesen har levet saa længe, hentet sig en Hustru og været lykkelig. Som han saae det, saaledes lyste Alperne med samme Ildglands, idet Solen gik ned! Jeg tilbragte nogle Dage her og i Interlaken; jeg gjorde Udflugter til Lauterbrunnen og Grindelwald; den forfriskende Støvregn, som Vinden har fra Staubbach i dets Fald, den iiskolde Luft i Grindelwalds Gletscherhuler var paradisisk efter en Skjærsildsreise. De brune Schweizerhuse paa de fløielsartede grønne Enge op ad Bjergsiden, den venligste og rigeste Natur op til den meest storartede og vilde, er det Eiendommelige ved Schweiz. »Wetterhorn«, »Silberhorn« og »Jomfruen« lyste i Aftenens Ildglans; der kunde være saa herligt, stille og godt, men overalt forfulgtes man af Tiggere, de jodlede og jodlede, det var deres Præludium til Tiggeriet; men friskt og livsbringende var Opholdet i det kjære Bjergland; jeg gik til Basel og her paa Jernbanen gjennem Frankrig til Strasburg. Rhindampskibsfarten begyndte først her; Luften laae tung og varm over Floden, hele Dagen varede Farten, Skibet blev tilsidst overfyldt, meest af Turnere, de sang og jubilerede; mod Danmark og alt Dansk var Stemningen: Christian den Ottende havde da udstedt det aabne Brev. Jeg erfarede det først her; i det Badenske var slet ikke behageligt for en Dansk at reise; Ingen kjendte mig, jeg indlod mig med Ingen, men sad syg og lidende paa den hele Flodfart.
Over Frankfurt naaede jeg det kjære Weimar, og her hos Beaulieu blev jeg pleiet og fik udhvilet; smukke Dage tilbragtes paa Sommerslottet Ettersburg, hvorhen Arvestorhertugen indbød mig; i Jena selv arbeidede jeg sammen med Professor Wolff for at bringe istand en tydsk Oversættelse af flere af mine lyriske Digte; men min Sundhed var stærkt angreben; jeg, som elsker Syden, maatte erkjende, at jeg var en Nordens Søn, hvis Kjød, Blod og Nerver har Rod i Snee og kolde Vinde; med langsom Fart vendee jeg hjemad. I Hamborg modtog jeg fra Kong Christian den Ottende Dannebrogsordenen, den havde været mig bestemt, før jeg reiste, sagde man, og derfor skulde jeg have den, før jeg igjen naaede Fædrelandet; der kom jeg to Dage efter. I Kiel mødte jeg den landgrevelige Familie samt Prinds Christian, siden Prinds til Danmark, og Gemalinde, et kongeligt Dampskib afhentede de høie Herskaber, man forundte mig den Behageligbed og Beqvemmelighed at følge ombord med hjem, men Søreisen blev høist besværlig, først efter to Nætters Fart, i Taage og Storm, traadte jeg i Land ved Kjøbenhavns Toldbod.
Hartmanns Opera »Liden Kirsten«, hvortil jeg havde leveret Texten, var under min Fraværelse bragt paa Scenen og havde vundet store Bifald, skrev man mig til; Musiken var erkjendt, som den fortjener det, en ægte dansk Bouquet, saa eiendommelig, saa gribende; Texten havde selv Heiberg syntes godt om, jeg glædede mig til at høre og see det lille Arbeide, og det traf sig saa, at netop den Dag, jeg kom hjem, opførtes »Liden Kirsten«. »Ja, nu skal Du faae Fornøielse!«« sagde Hartmann, »Folk er meget veltilfreds med Musik og Text!« Jeg kom i Theatret, man bemærkede mig, jeg saae det, og da »Liden Kirsten« var endt, blev der klappet, men tillige meget stærkt hysset. »Det er aldrig skeet før!« sagde Hartmann, »jeg begriber det ikke!« »Men jeg forstaaer det nok,« svarede jeg, »bryd Du Dig ikke derom, Dig gjaldt det ikke, det var mine Landsmænd, som saae, at jeg var kommen hjem, og nu hilsede de paa mig!«
Jeg var forresten endnu legemlig lidende, Sommeropholdet i Syden kunde jeg ikke forvinde, kun den forfriskende Vinterkulde holdt mig sammen, jeg var i en nerveus kraftløs Tilstand medens Sjælen derimod var virksom i høi Grad; jeg fuldendte paa den Tid Digtningen Ahasverus. H. C. Ørsted, for hvem jeg i de sidste Aaringer læste Alt, hvad jeg skrev, virkede ved sin levende Deeltagelse, sin aandfulde Tale, meer og meer mægtig ind paa mig. Saa stærkt som hans Hjerte slog for det Skjønne og det Gode, saa gjennemtrængt søgte hans Tanke altid deri det Sande. Klart og bestemt udtalte han dette, og i ethvert Digt var Sandheden Digtningens Sjæl. En Dag bragte jeg til ham en dansk Oversættelse, jeg havde leveret af Byrons Digt »Mørket«; jeg var da ganske opfyldt af det store Phantasie-Maleri, Digteren har givet her, og overraskedes derfor, da Ørsted erklærede det for et aldeles forfeilet Digt, thi det var helt igjennem Usandhed, den ere Tilsætning blev taabeligere end den anden. Ørsted beviste det, og jeg forstod og erkjender hans Sande Ord. »Digteren tør nok tænke Sig«, sagde han, »at Solen forsvinder fra Himlen, men han maa vide, at der kommer da ganske andre Resultater, end dette Mørke, end denne Kulde, disse Begivenheder, dette er en Vanvittigs Phantasie!« Og jeg følte Rigtigheden deri, optog i min Anskuelse allerede da de Sandheder, han i »Aanden i Naturen« udtaler for sin Tidsalders Digtere. At hvor de selv, som Høidepunkter i deres Tid, udtalte Sig, skulde de fra Videnskaben og ikke fra en forsvunden Tids poetiske Rustkammer bringe Billeder og Udtryk; skildrer Digteren derimod en svunden Tid, naturligviis da er dens Forestillinger og Begreber om Verden de, som der maa bruges af de fremtrædende Characterer; dette saa Sande og Rigtige, som Ørsted siden i sit Værk udtalte, blev til min Forundring ikke forstaaet, selv af en Mynster. Flere at de tankerige Afhandlinger vi finde i det omtalte Værk, læste han da for mig; vi samtalede siden derom, og med sin uendelige Kjærlighed og Beskedenhed hørte han endogsaa paa en Indvending af mig, den eneste, jeg havde at gjøre, at Dialogformen, der minder om Campes Robinson, var nu forældet, den blev her, hvor der ikke var Leilighed til Characteer-Tegning, kun Navne-Overskrift, og man vilde uden denne kunne forstaae det Hele ligesaa klart. –
»De har maaskee Ret!« svarede han med al sin milde Inderlighed; – men jeg kan ikke strax ret bestemme mig til en Forandring med hvad der nu i Aaringer hos mig har stillet sig frem under denne Form, men jeg vil overveie Deres Ord og tænke derpaa, naar jeg nedskriver noget Mere.«
Det var et Væld af Kundskab, Erfaring og Snille, der udstrømmede fra ham, og dertil en elskelig Naivetet, noget Uskyldigt, Ubevidst, som hos barnet; en sjælden Natur, med Guddoms-Præget af hvad den var, aabenbarede sig her, og dertil kom hans store Religiøsitet; gjennem Videnskabens Glas saae han den Guds Storhed, det er christeligt smukt at erkjende selv ved tillukte Øine. Om Religionens dybe, velsignede Sandheder talte vi oftere; første Mose-Bog gjennemlæste vi saaledes Sammen, og jeg hørte den barnlig religiøse og dertil som Mand udviklede Tænkers Afspeiling i sig om Oldtids Mythe og Sagn om Verdens Skabelse. Jeg vendte altid saa klar i Tanken, saa rig i Sindet fra den elskelige og herlige Ørsted, og i Miskjendelsens og Mismodets tungeste Timer var han, som jeg maa gjentage, Den, der holds mig oppe og forjættede en bedre Tid. – En Dag, jeg sjælelig lidende, ved Uret og Haardhed mod mig udenfra, var gaaet bort, havde han ingen Ro, før han, den ældre Mand, endnu engang og det seent paa Aftenen havde søgt mig i mit Hjem og der igjen udtalt Deeltagelse og Trøst; det greb mig saa dybt, at jeg glemte al min Sorg, min Smerte, ret græd mig ud i Tak og Velsignelse over hans uendelige Godhed; jeg vandt igjen Kræfter og Mod til Digtning og Arbeide.
I Tydskland blev ved »Gesammelte Werke« og de forskjellige Oplag af mine enkelte Skrifter, jeg mere og mere kjendt og mødte megen Velvillie: »Eventyrene« og »Billedbog uden Billeder« læstes meest, de første fandt endogsaa Efterlignere. Mangen Bog og Digtning sendtes mig, og smukt og venligt lod især »Herzlicher Gruss deutscher Kinder dem lieben Kinderfreunde in Dänemark H. C. Andersen«.
Ude fra kom Solstraaler, ogsaa i Hjemmet lyste fleer og fleer, – Tanken var frisk, Hjertet blev ungt – med sine Erindringer og Stemninger. I Livets store Cirkel, den man gjennemgaaer, har Glæden og Smerten hver deres Radier, den sidste har tidt forskjellige og mange, dem Verden ikke faaer at kjende.
Der er i det menneskelige Hjerte Aflukker, som Ingen, selv vore Kjæreste, faae Lov at see ind i, hos en Digter klinge tidt dybe Toner derfra; man veed ikke, om det er Digtning eller Virkelighed; ogsaa gjennem mit Livs Eventyr tone saadanne Melodier, de tilhøre mig selv saa lidt, at kun Poesien har her Ord om, hvad der maaskee bevægede uendeligt dybt og var Dage og Nætters Liv og Tanke.
I.
Hvil sødt,
Som var Du lagt i Dødens Skrin,
Du min Erindrings Rose, faun og fiin!
Du er ei Verdens meer, Du er kun min,
For Dig jeg synger, mine Taarer trille –
Natten er smuk, Natten er stille; –
Dødt! – Alt er dødt.
II.
Chor.
Du Pebersvend! vor Sang Du veed:
»Gaa Du iseng, træk Nathuen ned,
»Spejl Du Dig ret i Drømmenes Elv.
»»Du seer helst Dig selv og drømmer Dig selv!«
Den Eensomme.
Ja, i mig selv ligger gjemt en Skat,
Hvad veed Verden om den derinde,
Hvad veed den om Tankerne mangen Nat,
Om Taarer, som lønligt rinde,
Den lydløse, bittre Taarernes Elv,
Der ruller saa tungt, uden Vove.
– En Pebersvend tænker kun paa sig selv,
Lad ham sove!
I Aarets Løb var flere af mine Skrifter, saaledes »En Digters Bazar«, »Eventyr« og »Billedbog uden Billeder« udkomne i England og havde der nydt samme venlige Modtagelse hos Publicum og Critiken, som tidligere »Improvisatoren«. Breve fra mangen ubekjendt Ven og Veninde, jeg der havde vundet, sendtes mig. Kong Christian den Ottende havde, fra den bekjendte londonske Boghandler Richard Bentley, modtaget mine Skrifter, smukt indbundne; der er fortalt mig af en af vore ansete Mand, at Kongen ved denne Leilighed har udtalt sin Glæde over min Erkjendelse, men tillige sin Forundring over, at medens jeg saaledes paaskjønnedes ude, blev jeg saa ofte her hjemme angreben og nedsat. Den Velvillie, Kongen følte for mig, blev endnu større, da han læste: »das Märchen meines Lebens!« – »Nu kjender jeg Dem først ret!« sagde han hjertelig til mig, idet jeg just traadte ind i Audiensværelset, for at bringe ham min nyeste Bog. »Jeg seer Dem saa sjeldent!« vedblev han, »vi maae oftere tale lidt sammen!« »Det beroer paa Deres Majestæt!« svarede jeg. »Ja, ja, De har Ret!« svarede han, og nu udtalte han sin Glæde over min Erkjendelse i Tydskland og især i England, talte om mit Livs Historie, smukt og kjærligt opfattede han den, og før vi skiltes, spurgte han: »hvor spiser De til Middag imorgen?« – »Paa Restaurationl« svarede jeg. »Saa kom heller til os! spiis med mig og min Kone, vi spise Klokken Fire«
Jeg havde, som før er omtalt, fra Prindsessen af Preussen et smukt Album, hvori var flere interessante Haandskrifter, Majestæterne saae det, og da jeg fik det tilbage, havde Kong Christian den Ottende selv skrevet deri de betydningsfulde Ord:
»Ved sit velanvendte Talent at skaffe sig selv en hædret Stilling er bedre end Gunst og Gave.«
Disse Linier skulle minde Dem om Deres velvillige
Christian R.
Det var dateret »den anden April, Kongen vidste, den var min Fodselsdag. Ogsaa Dronning Caroline Amalie havde skrevet hædrende, dyrebare Ord – ingen Gaver kunne glæde mig mere end netop denne Skat i Aand og Ord.
En Dag spurgte Kongen mig, om jeg dog ikke ogsaa skulde see England. Jeg svarede: jo, og at jeg netop i den tilstundende Sommer tænkte paa at komme der. »De kan jo faae Penge hos mig!« sagde Hans Majestæt.
Jeg takkede og sagde: »jeg behøver det ikke! jeg har for den tydske Udgave af mine Skrifter faaet 800 Rdlr., de Penge vil Jeg anvende!«
»Men,« vedblev Kongen smilende, »De repræsenterer nu i England den danske Literatur, og De maa derfor leve nogenlunde smukt og godt!«
»O det vil jeg ogsaa kunne! og naar Pengene ikke længere strække til, reiser jeg hjem!«
»De kan skrive directe til mig om, hvad De behøver!« sagde Kongen.
»O nei, Deres Majestæt, nu behøver jeg det ikke, jeg kunne en anden Gang maaskee bedre trænge til Deres Majestæts Naade, nu maa jeg ikke tage Sligt, man skal ikke altid plage! og det er mig saa ukjært at tale om Penge! men tør jeg skrive Deres Majestæt til, uden at bede om Noget, skrive – ikke som til Kongen – for saa bliver det jo et formelt Brev, men tør jeg skrive som til En, jeg ret har kjær!«
Kongen tillod det, og syntes glad ved den vistnok rigtige Maade, jeg havde mødt hans Velvillie paa.
Midt i Mai 1847 gik jeg over Land fra Kjøbenhavn, det var deiligt Foraar, Storken saae jeg flyve med udbredte Vinger fra Reden. Pintsedagene feirede jeg paa det gamle Glorup, saae i Odense Skyttelaugs-Glæden, som i min Barndom var der, deiligste Dag; en ny Drenge-Slægt kom, som i hiin Tid, da jeg var Lille, bærende den gjennemskudte Skive; hele Vrimlen svingede grønne Grene, som Birnams Skov, der nærmede sig Macbeths Borg; den samme Jublen, den samme Trængsel – hvor ganske anderledes saae jeg det nu. – Dybt Indtryk gjorde paa mig en stakkels halvfjollet Knøs udenfor mine Vinduer; hans Ansigt var ædelt formet, Øinene glandsfulde, men der var noget Forstyrret i den hele Person, og Drengene drillede og jagede ham. Jeg tænkte derved paa mig selv, min Barndomstid, min sindssvage Bedstefader, om jeg var bleven i Odense, sat der i Lære, om ikke Tid og Forhold havde sløvet de Phantasiens Kræfter, som da saa mægtig fyldte mig, eller jeg ikke havde lært at smelte sammen med hele min Omgivelse, hvorledes var jeg maaskee da bleven betragtet? – Jeg veed ikke, men Synet af denne ulykkelige, jagede Fjollede udenfor mit Vindue fik mit Hjerte til at banke stærkt, min Tanke og Tak fløi mod Gud for hans Naade og Kjærlighed mod mig.
Reisen gik over Hamborg, der gjorde jeg Bekjendtskab med Forfatteren Glaszbrenner og hans geniale Hustru, den fortræffelige Skuespillerinde Peroni-Glaszbrenner; et kjøbenhavnsk Blad har sagt, at den lystige Satiriker Glaszbrenner har givet mig et Hib som Eventyr-Digter, jeg har ikke kunnet finde det, derimod har jeg fra ham et Digt:
An
H. C. Andersen.
Verständen wir, was bunte Vögel singen,
Die Düfte, die aus Blumen zu tins dringen,
Verständen wir, was in den Gräbern lebt,
Und was das kalte Leben oft begräbt, –
Und könnten die Gebeimnisse erlauschen
Aus Waldesweh’n and Meeresrauschen,
Verständen wir, was holde Kinderaugen sagen:
Wir brauchten Deine Werke nicht zu übertragen!
A. Glaszbrenner.
Dette tyder ikke paa, at Manden har saa meget imod mig. Efter et Besøg hos kjære Venner i Oldenborg, gik Reisen ind i Holland. Hen ad den murede Landevei, glat og reen som Gulvet i en Melkestue, rullede Diligencen med os. Huse og Byer frernbød et Billede af Velstand og Reenlighed. I Fæstningen Deventer var just Marked; der var en Vrimmel af Mennesker i Deres pyntelige Dragter; paa Torvet stod Vaffelboutiker, som jeg fra gamle Dage saae dem herhjemme paa Dyrehavsbakken, Klokkespillene klang fra Kirketaarnene, det hollandske Flag vaiede. Fra Utrecht naaede jeg, paa Jernbanen, i en Time Amsterdam
»Hvor man jo som Ampbibier
Boer halv i Vandet -!«
saa slemt er det da ikke, og det minder aldeles ikke om Venedig, Bæverbyen med de Døde Paladser. Den første Mand, jeg traf paa Gaden og spurgte om Vei, svarede saa forstaaeligt, at jeg tænkte som saa, det hollandske Sprog er da let at forstaae! men det var Dansk, han talte, det var en fransk Haarskærersvend, der længere Tid havde været hos Friseur Causse i Kjøbenhavn, lært noget Dansk, kjendte mig igjen, og paa min franske Tiltale svarede mig i det Danske, han kunde.
Skyggefulde Træer heldede ud over Canalerne, brogetmalede, klodsede Træk-Baade med Mand og Kone, hele Familien, gled stille forbi, Konen stod ved Roret, Fatter sad med sin Lange Pibe. I Folkemængden var det mig paafaldende at see et Par ganske smaa Drenge, hvis KIæder vare deelte ved to Farver, det halve Rygstykke sort, det andet halve rødt, og ligeledes Beenklæderne, hvert Been havde sin Farve; nu kom nogle Smaapiger, de vare ogsaa saaledes farvedeelte, ganske som det er Brug med Slaverne herhjemme; jeg spurgte, hvad det betød, og hørte, det var Waisenhuusbørn, saaledes blive de her klædte paa. I Theatrene blev given Comedie paa Fransk; Nationaltheatret var desværre under mit Ophold lukket, ellers havde jeg der faaet at see ægte hollandsk Skik: under hele Forestillingen smøges, og Jan, som alle Opvartere i Holland altid kaldes, gaaer om, tænder Piberne og bringer Thee, der drikkes af store Skaaler; Comedien gaaer imidlertid lige fort endda, Coupletterne synges og Tobakpspiberne dampe, saa Røgen breder sig ud over Tilskuerplads og Scene. Flere Hollændere fortalte mig det, og jeg tør troe, at det ikke var Overdrivelse.
Min første Indtrædelse i Amsterdam var i en Boglade, hvor jeg vilde kjøbe en Bog med hollandske og flamske Digte; Manden jeg talte med, saae forundret paa mig, gjorde en hurtig undskyldning og løb bort, jeg vidste ikke, hvad det skulde, og vilde gaae, da kom to Mænd fra nærmeste Værelse, saae ligeledes stift paa mig, og den Ene spurgte, om jeg ikke var den danske Digter Andersen! mit Portrait, der hang i Stuen viste de mig, efter dette havde man kjendt mig; de hollandske Blade havde alt længe sagt, at jeg var ivente. En dansk Mand Hr. Nyegaard, der mange Aar har levet i Holland og der nævnes van Niewenhuis, havde alt længe oversat paa Hollandsk alle mine Romaner; kort før jeg kom, var »das Märchen meines Lebens« og flere af Eventyrene: »Sprookjes« gjengivne og udkomne i Amsterdam. Udgiveren af »de Tijd«, den nylig afdøde van der Vliet havde med stor Kjærlighed og Interesse fremhævet og omtalt min Virksomhed, mit Portrait var fulgt med Ugeskriftet.
Jeg hørte og fornam saaledes snart, at jeg havde mange Venner i Holland. H. C. Ørsted havde givet mig et Brev med til Professor Frøhlich i Amsterdam, og ved ham indførtes jeg hos den bekjendte hollandske Digter van Lennep, Forfatter til »De Roos van Dekama« og »Haarlems Verlossing«, der regnes til de fortræffeligste Romaner i den hollandske Literatur. Jeg fandt i van Lennep en smuk, venlig Mand i et hyggeligt, velhavende Hjem; jeg var ikke der som en Fremmed, men en kjærkommen Gjest i Familien; smukke, venlige Børn flokkede sig om mig, de kjendte Eventyrene, især »de roode schoentjes« havde gjort et dybt Indtryk paa een af Drengene, dette havde saa forunderligt opfyldt ham, ganske taus stod han længe og betragtede mig, senere viste han mig Bogen, hvori det stod, og hvortil der var et Billede, hvorpaa Skoene vare malede røde, hele det øvrige Billede var derimod uillumineret. Den ældste Datter, Sara, en voxen Pige, høist elskværdig og livlig, spurgte straks, om de kjøbenhavnske Damer vare smukke, og jeg svarede hende, »ja, de ligne Hollænderinderne!« hun vilde høre mig tale Dansk, og jeg maatte opskrive hende et Par Ord af dem, som behagede hende bedst. Ved Middagsbordet spurgte van Lennep mig, om jeg troede at kunne læse Hollandsk, han leverede mig da et beskrevet Blad. Det var af ham et Digt til mig; han læste det høit i Kredsen, det begyndte saaledes:
Den Dichter
H. C. Andersen.
Onbekend, gesmaad, verstooten,
Dwaalde een halploos Kieken rond
Over Funens vruchtb’ren grond
Rijk van stroom en beek doorvloten o.s.v.
det findes, troer jeg, aftrykt i »de Tijd«.
Fra Amsterdam gik det til Harlem paa Jernbanen, den løber her et Sted, som var den Dæmningen mellem den aabne Nordsø og Harlemmer-Havet, og jeg saae det dristige Foretagende, den store Virken der med at udpumpe et Hav; det var allerede sunket betydeligt. Harlems mægtige Orgel, det største i Verden, lod just sine 8000 Metalpiber lyde under den smukke bjælkesatte Hvælving, idet jeg traadte ind under denne mægtige omvendte Skibskjøl. Underligt, halv tydsk, halv dansk, klang Sproget rundt om, og Indskriften paa flere Huse: »hier gaat man uit porren!« stod der; man gik ud at purre op, vække Folk. Altid klang Klokkespillene fra Kirkerne; det hele Land syntes mig en stor engelsk Park. Dette det første Indtryk af Holland nedlagde jeg i et lille Vers, det jeg skrev, da i Leyden Professor Schlegels Hustru bragLe mig sin Stambog:
Saa Søndags-festligt hele Landet staaer!
Saa Søndags-festligt lod for mig din Stemme!
En Have Holland er, let Hjertet slaaer,
Og her man strax sig føler glad og hjemme.
Fru Schlegel forstod det danske Sprog og kjendte Danmark, hun havde været i Kjøbenhavn og var netop hos Oehlenschläger, idet jeg der en Dag traadte ind i Stuen, hun huskede det saa godt; med hende, hendes Mand og Professor Geel, gik nu Veien til Leydens Seeværdigheder, hvortil da hører Skandsen, der reistes af Angelsaxerne, da de under Hengist og Horse droge til England.
I Ventesalen paa Banegaarden hang endeel Billeder og Placater, den største af disse var een, der anmeldte van der Vliets »de Tijd«, mit Navn og mit Portrait var tilfældigviis derpaa; Folk lagde Mærke til Billedet og mig, jeg følte mig ganske forlegen derved, skyndte mig at komme i en Vogn, jeg havde taget Billet til Haag og læste nu paa Papiret, man havde givet mig, »s’Gravenhage«, det hollandske Navn for Byen, jeg kjendte det ikke, Toget foer afsted, og jeg troede at komme et ganske andet Sted, end jeg vilde.
Det første Menneske, jeg fra mit Vindue i Haag opdagede nede paa Gaden, var en Bekjendt, en Ven fra Rom, den hollandske Componist Verhulst, hvem jeg, om ikke i Ansigts-Form, saa dog i Gang og Bevægelse, gjaldt for at ligne; jeg nikkede ned til ham, han kjendte mig ikke, drømte ikke om, at jeg var i Haag; da jeg derpaa en Timestid efter gik ud for at see mig om i den fremmede By, var igjen mit første Møde Verhulst, det var en Glæde! der blev en Tale om Rom, om Kjøbenhavn, jeg maatte fortælle om Hartmann og Gade, hvis Musik Verhulst kjendte. Han priste Danmark, der havde en dansk Opera. Hollænderne, troer jeg, have kun fransk og italiensk Musik. jeg fulgte ham til hans Hjem i en Udkant af Byen; fra Vinduerne saae man ud over frodige, grønne Marker og Enge, saa ægte hollandsk, og Klokkespillene i de mere Kirker klang i det samme – en Flok Storke, og her høre de hjemme, en Stork er endog Haags Vaaben, fløi i hilsende Flugt forbi.
Van der Vliet kjendte jeg ikke personlig, men han havde tidligere flere Gange skrevet mig til, sendt mig Oversættelser og Anmeldelser af mine Skrifter; jeg traadte ind i hans Stue, han var en ung, godmodig Mand, med Praeg af et sandt Naturbarn, der med varmt Hjerte omfattede Alt, hvad jeg havde skrevet, han blev ved mit uventede Besøg saa overrasket, næsten overvældet; han havde ventet forud at faae at vide, naar jeg kom, havde indrettet det saaledes i sit Huus, at jeg skulde boe hos ham; hans unge Kone kaldte han til, hun var ligesaa glad og hjertelig, men hun talte kun Hollandsk, dog hvor vi ikke forstode hinanden, nikkede vi venligt og trykkede hinanden i Hænderne. De gode Mennesker vidste ikke alt det Gode, de vilde gjøre mig; deres eneste Barn, en ganske lille Dreng endnu, var, sagde Faderen, kaldt op efter mig og efter den stakkels Spillemand: »Christian«. Den overordentlige Glæde, min Nærværelse syntes at volde dem, rørte mig, det var et lille Hjem fuldt af
Kjærlighed, dog, da jeg kun blev faa Dage i Haag, og Hjemmet her laae meget afsides, foretrak jeg hellere at blive i Hotellet, der laae midt i Byen; Mand og Kone fulgte mig til min Dør, for at vi endnu saameget længere kunde være sammen. Det gjør godt i fremmed Land saaledes at finde Hengivenhed og Inderlighed. Mit Komme var dem, som Overbringeren af det glædeligste Bud, og i livlig Stemning, leende og sladdrende, gik det afsted. Vi skiltes, og paa Trappen i Hotellet, hvor jeg boede, stod foran mig en sørgeklædt Mand, han nævnede mit Navn, jeg kjendte ham, hvor forskjelligt fra de leende Glade, jeg nylig forlod. Taarerne kom i Mandens Øine, det var Hensel, Svoger til Mendelssohn-Bartholdy, han var nylig taget fra Berlin, Lægerne vilde, at han skulde reise for at lede Tankerne fra sin Sorg; den syntes han at synke under. Hans herlige, geniale Hustru, Mendelssohns Søster, der i saa Meget lignede Broderen, et sandt Musik-Geni, og i sit Ydre eiede hans beslægtedc Træk og Udtryk, var pludselig død. I Berlin havde jeg mødt hende og Manden i Selskaber, hun var Genialitet og Livlighed, havde Broderens Aand og Kjækhed, spillede som han med en Færdighed, et Udtryk, der henrev. Nylig, da hun frisk og munter, efter Middagsbordet, havde satt sig i Lysthuset, udstødte hun et Skrig og var i det samme død; hendes Mand, der er berømt som Portraitmaler, tidligere var han Officeer, havde malet hendes Billede, som hun saae ud i Døden, han førte det store Stykke med, det var opstillet paa Bordet inde i hans Værelse, det greb mig, som kom fra Glæden og de Glade, at see den kraftige Mand saa dybt rystet og i Taarer.
Aaret efter, som vi nu veed, døde Mendelssohn ligesaa pludselig og fulgte sin aandfulde, herlige Søster.
Jeg havde været i Haag fire Dage, det var Søndag, jeg vilde besøge, den franske Opera, men mine Venner bad mig opgive det, og komme i en Kreds, der havde samlet sig i Hotel de l’Europe. »Her er nok Bal iaften!« sagde jeg, da vi gik op ad Trappen, »hvad Stads er her?« spurgte jeg, »her seer saa festligt ud!« Min Ledsager smilte og svarede: »her er en Fest for Dem!« Jeg traadte ind i den store Sal og overraskedes ved den forsamlede Mængde. »Det er,« blev der sagt, »nogle af Deres hollandske Venner, som glæde sig ved at være sammen med Dem i Aften!«
I den korte Tid, jeg havde været i Haag, var der sendt Breve rundt om i Lander til mine Musas Venner, med hvilke van der Vliet og Flere havde aftalt, at der skulde gives dem Underretning om, naar jeg kom; selv høit oppe fra Zuydersøen indtraf, alene for min Skyld, den Lange Reise uagtet, Forfatteren til »Opuscules de jeunesse«, van Kneppelhout, en rig Mand. Jeg fandt her en Maængde Kunstnere, saavel literaire Personligheder, som Malere og Skuespillere. Under Maaltidet, ved det blomstersmykkede, store Bord, udbragtes Skaaler og holdtes Taler. Især greb mig en Skaal, van der Vliet udbragte for: »Faderen Collin i Kjøbenhavn, den ædle Mand, der havde optaget Andersen som Søn.« »To Konger,« sagde han og vendte sig dernæst mod mig, »Kong Christian den Ottende og Frederik Wilhelm af Preussen, have hver giver Dem en Orden, naar disse engang blive lagte paa Deres Kiste, da give Gud Dem, for Deres fromme Eventyr, den skjønneste Orden, det udødelige Livs Hæderskrone.« *)
*) Amsterdams Handelsblad er i Referatet om denne Fest fremhævet, at dette der blev sagt: »dat wanneer eenmaal die ridderordens op zijne lijkist werden gelegd, de Koning der Koningen hem dan voor zijne godsdienstige en vrome sprookjes de schoonste orde zou schenken, de eerekroon des onsterfelijken levens.« Samme Tidende opbevarer flere Navne af de berømteste Kunstnere, som vare der, foruden dem, jeg alt har nævnet, saaledes Verhulst, Peeters, Waldorph, Bles, Rockhussen, Cornet, van Dam van Isselt, Calisch, Bosboom, Bergh etc., etc.
En talte om Hollands og Danmarks Forbindelse i sproglig og historisk Betydning. En at Malerne, der havde tegnet smukke Billeder til min »BiIledbog«, udbragte en Skaal for mig som Maler. Kneppelhout gav paa Fransk en Skaal for Frihed i Form og Phantasie. Der blev sunget Sange, reciteret humoristiske Digte, og da jeg endnu ikke havde Begreb om hollandske Skuespil og Tragedier, gav Haags berømte Tragiker Peeters hele Fængsels-Seenen af Schrawenwerths »Tasso«. Jeg forstod ikke et Ord, men jeg følte Sandheden, hvormed den blev given, og jeg har ikke hos Nogen seet en fortræffeligere Mimik; det var som om Kunstneren blegnede og blussede rød; selv over Blodet i sine Kinder syntes han at have Magt; hele Forsamlingen brød ud i et jublende Bifald. Deilige Sange bleve afsungne, især greb mig Melodie og Begeistring ved National-Sangen: »Wien Neêrlands bloed!« Det var en af de mig meest hædrende Aftener i mit Liv. I Sverrig og Holland culminerede, syntes mig, Udtrykket af den største Hyldest, jeg har mødt; Gud, som kjender Hjerterne, veed, hvor ydmygt mit var. Det er en Velsignelse at kunne græde ud af Tak og Glæde. Næste Dag tilbragtes i det Frie; Kneppelhout forte mig »in Bosch, hvor der var Promenade og Musik; forbi smukke, grønne Engpartier, ad idylliske Veie ved rige Landhuse kom vi og saae »Leyden« udstrakt for os. Vi nærmede os den og kjørte saa til Landsbyen Schevenningen, der bag høie Sanddyner og Dæmninger beskjærmes mod Nordsøen. Her ved Table d’hôte i Badehuset udbragte igjen en lille Vennekreds Skaaler for Kunst og Poesie, for Danmark og Holland. Fiskerskibe laae langs med Kysten, Musiken klang, Søen rullede, her var saa hjemligt, det var en deilig Aften.
Da jeg næste Morgen skulde forlade Haag, bragte Vertinden mig en Mængde Aviser, hvori allerede Festen for mig stod omtalt. Til Jernbanen fulgte mig et Par af Vennerne, jeg her havde faaet kjær, og som jeg med Veemod skiltes fra, uvis om vi nogensinde oftere i denne Verden mødtes.
Rotterdam var mig den første rat levende hollandske By, langt mere, end Amsterdam er det. Mange og store Fartøier laae i de brede Canaler; jeg saae, som tidligere, smaa hollandske brogetmalede Jagter, hvor Konen stod ved Roret, om ikke med Tøfler og Sporer, ligesom i Visen om »den unge Hr. Pedersen«, men dog ved Roret, og Fatter laae og røg sin Pibe. Alt syntes her Handel og Vandel. Et af de ældste hollandske Dampskibe, en sand Dampsnegl, »Batavier«, gik næste Morgen tit London, jeg tog Plads med; Skibet var stærkt ladet, og høit op over Relingen stod opstablet store Kurve fulde af Kirsebær; en Mængde Udvandrende til Amerika vare Dækspassagerer, Børnene legede nok saa glade: her gik en Tydsker tyk som Falstaff, op og ned med sin tynde, allerede saa godt som søsyge Kone, der gruede for det Øieblik, vi skulde ud af Maasfloden i den store Nordsø, hendes Mynde skjælvede ligesom hun og havde dog et Dækken over sig, bundet fast med store Sløifer, Ebben var indtraadt, der gik hele otte Timer, før vi kom ud i Nordsøen; det lave Holland syntes at synke dybere og dybere i den graagule Sø, og idet Solen sank, gik jeg til Køis. Da Jeg i Morpenstunden kom op paa Dækket igjen, kunde jeg øine den engelske Kyst; ud for Themsens Munding laae i Tusindeviis Fiskerbaade som en uhyre Kyllingeflok, som sønderrevne Papirstykker, som et heelt Marked eller en Leir med Telte. Themsen forkynder rigtignok, at England er Havets Behersker, her flyve dets Tjenere ud, hele Skarer af talløse Skibe; hvert Minut kommer der, som Staffet, Dampskib paa Dampskib, en Løber var det med tungt Røgflor i Hatten, hvor øverst den røde Ildblomst blussede. Brystende sig som en Svane gled det ene store Seilskib os forbi efter det andet; Lystjagter med rige, unge Gentlemen viste sig, Fartøi fulgte paa Fartøi, jo høiere vi kom op ad Themsen, tog Vrimlen til; jeg havde begyndt at tælle, hvormange Dampskibe vi kunde møde, men jeg blev træt af at tælle Mængden. Ved Gravesend saae det ud, op ad Themsen, som skulde vi ind i en stor rygende Mosebrand, og det var kun Damp af Dampskibe og Skorstene, som laae foran os. Et stærkt Tordenveir stod over Landet, det blaa Lyn gnistrede mod den begsorte Skygrund, et Jernbanetog jog forbi, dets blaa Røg bølgede, og som en Salve af Kanoner rungede Tordenbraget.
»Man veed, De er her, og hilser Dem Velkommen!« sagde i Spøg en ung Englænder til mig. »Ja,« tænkte jeg, »Vor Herre veed det!«
Themsen blev, man skulde ikke troe, det var muligt, endnu mere et Røre af Dampskibe, Baade, Seilfartøier, en med Trængset overfyldt Gade, jeg begreb ikke, hvorledes disse Masser bevægede sig mellem hverandre uden at støde paa; snart sporedes en, den dyndede slimede Bund kom frem ved Bredderne, jeg tænkte paa Quilp i Dickens »Nelly and her grandfather«, tænkte paa Marryats Skildringer af Livet her paa Floden.
Ved »Custom-House«, hvor vi landede, tog jeg en Cap og kjørte og blev ved at kjøre, det holdt ikke op i denne uendelige By; større og større blev Trængselen, Vogn ved Vogn i to Rækker op og ned, alle Kjørearter: Omnibusser fyidte uden paa og indeni, store Vogne, egentlig Kasser kun til at fremvise paaklistrede Placater med Dagens Nyheder, Mænd med store Skilte paa Stænger, som de løftede over Vrimlen, og hvorpaa man, kunde læse sig til Eet og Andet, der var at see eller tilkjøbs. Alle vare i Bevægelse, som strømmede det halve London til den, ene Side af Byen, det andet til den anden Side. Hvor Gader krydse hinanden, er midt imellem disse et ophøiet Sted, med store Stene om, derhen styrtede Folk fra det ene Fortog ind imellem den nærmeste Vognrække og ventede saa paa Fristedet, til der paa den anden Side var Leilighed til at slippe mellem Vognene der og over paa det modsatte Fortog. London, Byernes By! ja, det følte jeg øieblikkelig den var, det lærte jeg Dag for Dag siden at erkjende. Her er Paris i en høiere Potents, her er Neapels Liv, men ikke dets Larm. Alt suser travlt, halvt stille, forbi, Omnibus paa Omnibus, 4000 siger man der er, Arbeidsvogne Pakvogne, Caps, Droscher og stadselige Eqvipager rumle, slæbe, rulle og jage afsted, som var der en vigtig Begivenhed i hver Ende af Staden, de alle maatte til. Og altid gaaer denne Sø! Altid! naar engang alle disse Mennesker, vi nu see færdes, ere i deres Grave, rører sig endnu her den samme Travlhed, altid de samme Bølger med Omnibus, Caps, Karrer, de vandrende Mand med Skilter for og bag, Skilter paa Stager, Skilter paa Vogne med Annoncer om Luftbaloner, Buskmænd, Vauxhall, Panoramaer og Jenny Lind. Endelig naaede jeg Hôtel de Sablonière i Leicester Square, som H.C. Ørsted havde anbefalet mig, og fik et Værelse, hvor Solen skinnede lige ind paa min Seng, for ligesom strax at vise mig, at der nok kan være Solskin i London, men det var lidt rødgult, som faldt det gjennem Glasset af en Ølflaske, men da siden Solen var nede, blev Luften deilig klar, og Stjernerne blinkede ned i de ved Gas straalende Gader, hvor Vrimlen stadigt bølgede, brusede og stille summede. Træt sov jeg ind uden endnu at have seet nogen Bekiendt. Aldeles uden Anbefalingsbrev var
jeg kommen til London, den Eneste, jeg havde henvendt mig til her hjemme om et saadant, en høifornem Mand, der havde engelske Forbindelser, og ved hvem jeg ønskede, for en enkelt Gang at giøre et Indblik i Londons high life, havde intet sendt mig. »De behøver ikke noget Anbefalingsbrev her! « sagde vor danske Gesandt, Grev Reventlow, som jeg strax næste Morgen besøgte, »De er kjendt og anbefalet i England ved Deres Skrifter. Netop iaften er en lille udsøgt Kreds hos Lord Palmerston, jeg vil skrive til Lady Palmerston, at De er her, og jeg tør troe! at De vil faae en Indbydelse!« en saadan erboldt jeg faa Timer efter, og med Grev Reventlow kjørte jeg da om Aftenen derhen.
nglands høieste Adel var samlet, Damer i de rigeste Toiletter, der var at see Silke med Blonder, funklende Diamanter og deilig, Blomster-Bouquetter; saavel Lord Palmerston som Lady Palmerston tog meget venligt mod mig, og da Arvestorhertugen af Weimar, som som var her med sin unge Gemalinde, hjertelig hilsede mig, og førte mig frem for, jeg troer, Hertuginden af Suffolk, der udtalte sig levende om »Improvisatoren«: »Den første Bog over Italien!« som hun behagede at udtrykke sig, blev jeg snart omringet af Englands høifornernme Ladys, alle vidste de om den danske Digter, kjendte »Toppen og, Bolden«, »den grimme Ælling« o. s. v. Mange venlige Ord bleve sagt mig. Jeg syntes ingen Fremmed. Hertugen af Cambridge talte til mig, om Christian den Ottende; den preussiske Gesandt Bunsen, der i en tidligere Tid har viist de Danske i Rom mange tjenester og var Reventlows Ven, kom mig med sin Gemalinde saa hjertelig imøde; Mange gav mig deres Kort, de fleste indbøde mig. »De har iaften.« sagde Grev Reventlow, »giort et Spring, ind i den høie Verden, som Mange bruge Aaringer til! kun vær ikke alt for beskeden, her maa man træde frem, vil man frem!« og nu med denne Mands kjække Humor, vedblev han paa Dansk, som jo Ingen af Selskabet forestod, »imorgen see vi Kortene efter og, vælge de bedste!« – »Nu har De talt rigeligt med Denne, herhenne er en Anden. De vil have endnu mere Gavn af at føres til; hos Denne finder De et godt Bord, hos denne et udsøgt Selskab, ja her give endogsaa Mange Ansøgninger om at faae en Indbvdelse!« og saaledes gik Talen fremdeles; ieg var tilsidst saa udmattet af at bevæge mig paa det blanke bonede Gulv, klattre aandelig i forskjellige Tungemaal, jeg ikke kunde; Heden var trykkende, jeg maatte tilsidst rive mig løs og søge ud paa Gangen, for at aande og hvile, idetmindste støtte mig op til Rækværket – og som denne Aften gik det nu fremdeles i hele tre Uger, det var Saison, den varme Sommersel-kabstid. som vi kun kjende om Vinteren, indbudt blev jeg til hver Middag, til hver Aften, og efter dem til Baller om Natten; overalt Trængsel i Sale og paa Trapper, og da hele Ugen forud var besat med Udvalg af Indbydelserne, maatte jeg ogsaa til Frokost; det var ikke til at holde ud, en festlig Summen, Surren og Brusen, en eneste lang Nat og Dag fast i tre Uger; jeg har derfra kun endnu Momenter, enkelte Partier klart i Erindringen. Næsten overalt var de samme Hovedfigurer, som traadte frem i vexlende Guld, Atlask, Blonder og Blomster. Smukt til Decoration i Værelserne var især Roser anvendt, med disse vare som bedækkede hele Vinduer, Borde, Trapper og Nicher; de stode alle i Vand, baade i Glas, Skaaler men det saae man ikke uden ved Undersøgelse, for Øiet dannede de hele Tæpper, saa duftende og friske. Jeg boede, som sagt, i Leicester Sqare i Hotel de Sabloniere, hvor H. C. Ørsted havde boet og anbefalet mig Stedet, men det var, sagde Grev Reventlow, ikke fashionabelt nok, og her gik Alt efter Fashion; han paalagde mig ikke at nævne Leicester Square, det vilde være, sagde han, som om en Fremmed i Kjøbenhavn vilde sige i fornemt Selskab, »jeg boer i Peer Madsens Gang«, jeg skulde svare, at jeg boede hos ham. Og dog boede jeg tæt ved Piccadilly, paa en stor Plads, hvor Grev Leicesters Marmor-Statue stod mellem grønne Træer, ligeud for mine Vinduer; for sex à otte Aar siden havde her ogsaa været Fashion at boe, nu var det ikke. »Ritter« Bunsen, Grev Reventlow og flere af Gesandterne besøgte mig dog her, men det var ikke Fashion. Alt er i England Etikette, selv Dronningen er bunden til den i sit eget Huus. Man fortalte mig, at hun en Dag var ude i en af de dejlige Parke og maaskee gjerne var bleven der lidt længere, men præcis Klokken 8 var Middagstiden, og da maatte hun være hjemme, man vilde ellers i hele England opholde sig derover. I Frihedens Land kan man være nær ved at døe af Etikette; dog det er en ringe Sag kun, her hvor saa meget Ypperligt findes. Her er man hos en Nation, der i vor Tid maaskee er den eneste ret religiøse: her er en Agtelse for Sæderne, her er Moral; der kan ikke dvæles ved enkelte Udvæxter og Afstrømninger, som altid findes i en stor By. – London er Høflighedens By, og Politiet foregaaer den med sit Exempel, man behøver kun at henvende sig paa Gaden til en af dets Betjente, de ledsage En, vise En til Rette; i hver Boutik faaer man det venligste Svar. Og hvad det angaaer, om Londons evige graa Luft og Steenkulsdamp, da har man overdrevet dette; vel findes deraf i enkelte tæt beboede gamle Qvarterer, men den meest udstrakte Deel er luftig og fri, saa godt som Paris er det. Jeg har i London seet flere smukke Solskinsdage og mange stjerneklare Nætter. Det er iøvrigt høist vanskeligt, naar man er Fremmed i et Land og i en By, at give et sandt, tro Billede af den, efterat have været der en kort Tid. Det erkjender man bedst ved at læse andre Forfatteres Skildringer og Opfatten af vort eget Hjem, hvor vi ere inde i det meeste og fortrolige dermed. Touristen nedskriver, hvad enkelte Individer fortælle, opfattet fra deres interesserede Standpunkt, selv seer han igjennem Reiselivets zittrende Briller; han tegner Landskaber og Figurer som paa Jernbane-Flugt og ikke engang Enkelthederne saa. For mig er London Byernes By, Rom ufortalt; dens-Basrelief af Natten, hvori selve Carnevalet er en brusende, lystig Drøm, Pius den Niende selv kun en stor Tanke i Drømmen, London er Verdens-Basrelief travle Virksomhed, den lynflyvende Livets Væverspole. Dagens Thema her var iøvrigt: Jenny Lind og kun Jenny Lind. For nogenlunde at undgaae hyppigt Besøg og for at boe i den meest friske Luft i London havde hun leiet sig et Huus i Old Bromton; det var Alt, hvad jeg kunde erfare i Hotellet, hvor jeg boede og hvor jeg strax spurgte om hende. For at finde Stedet søgte jeg strax hen til »den italienske Opera«, hvor hun sang, ogsaa her var Gadepolitiet min sikkreste Hjelp, det førte mig til Theaterkassereren, men hverken han eller de forskjellige Portiers der, vilde eller kunde give mig Oplysning, jeg skrev da paa et af mine Visitkort nogle Ord til Jenny Lind, skrev, at jeg var kommen til London, sagde hvor jeg boede, og bad hende ufortøvet om hendes Adresse, og næste Morgen havde jeg en glad, hjertelig Skrivelse til »Broderen«. Jeg orienterede mig paa Kortet, saae i hvilket Qvarteer af London Old Bromton laae, og satte mig saa i en Omnibus, hvor Conducteuren gav mig god Besked om, hvor langt jeg kunde kjøre med ham, hvor jeg skulde dreie af, og hvilket Huus jeg da havde at gaae til, for at finde »den svenske Nattergal«, som han med et Smiil kaldte hende.
Et Par Dage efter kom jeg, mellem de Tusinder af Omnibusser London har, ind i een, det var netop den samme, jeg kjendte ikke Conducteuren igjen, men han kjendte mig og spurgte, om jeg saa fandt »Nattergalen Jenny Lind«. Det var langt ude i et Hjørne af Byen, hun boede i et lille, nysseligt Huus, med en lav Hække foran ud til Gaden, her stod udenfor, og det næsten altid, en Flok Mennesker og saae paa Huset, i Haab om at faae Jenny Lind at see; i Dag vare de heldige, thi da jeg ringede paa, og fra Vinduerne kjendte mig, løb hun ud til Vognen, trykkede begge mine Hænder, saae med søsterligt Sind og Glæde paa mig, og glemte de mange Mennesker rundt om, der trængte paa; vi maatte skynde os ind i Huset, og der var nydeligt, rigt og hyggeligt; en lille Have aabnede og sig med en stor Græsplet og mange Løvtræer, her boltrede sig en lille bruun, langhaaret Hund, der sprang op paa sin Herskerindes Skjød, blev klappet og kysset. Paa Bordet laae elegant indbundne Bøger, hun viste mig min »true story of my life«, som Mary Howitt havde dediceret hende; der laae paa Bordet et stort Blad, det var en Caricatur over Jenny Lind, en stor Nattergal med et Pigeansigt, Lumley stod og strøede hende Sovereign paa Halen, for at hun skulde synge. Vi talte om Hjemmet, om Bournonvilles og Collins, og da jeg fortalte hende om Hollændernes Fest for mig, bvorledes de der havde udbragt den gamle Collins Skaal, klappede hun i Hænderne og raabte: »det var bra!« hun lovede mig derpaa, at jeg skulde faae Billet til Operaen, hver Gang hun sang, men jeg maatte ikke tale om at betale den, det var for naragtigt dyrt, sagde hun, lad mig der synge for Dem, De kan siden hjemme læse et Eventyr for mig igjen!« Kun to Gange tillod mine mange Indbydelser mig at benytte den tilsendte Billet, jeg saae hende først i »la Sonnambula«, der vistnok er hendes Glandsrolle. Den jomfruelighed, den Reenhed, der ligesom gennemstraalede hende, gav Scenen noget Helligt. Den Maade, hvorpaa hun i sin Søvnvandring, i sidste Act, tager Rosen af sit Bryst, løfter den i Veiret og uvilkaarligt taber den, havde en Ynde, en Skjønhed, noget saa forunderligt Gribende, at man fik Taarer i Øinene; der var ogsaa en Jubel, et Bifald, som jeg ikke har hørt stærkere hos de heftige Neapolitanere. Blomster regnede ned til hende; Alt saae saa festligt ud; man veed, hvor pyntelig Enhver maa være i den store Opera i London: alle Herrerne paa Gulvet og i første Rang møde med hvide Halstørklæder; Damerne sidde der i største Selskabs-Pynt, hver med en stor Bouquet i Haanden. Dronningen og Prinds Albert vare her, ligesom ogsaa Arvestorhertugen af Weimar og Gemalinde. Det italienske Sprog klang mig fremmed fra Jenny Linds Læber, og dog sagde man, at hun heri, ligesom i Tydsk, var correctere end mangen Italiener selv, dog Aanden var den samme, som naar hun sang i sit smukke Modersmaal. Af Componisten Verdi var for denne Saison og for Jenny Lind componeret en ny Opera »I Masnadieri«, Texten efter Schillers »die Räuber«; jeg hørte den engang, men selv Jenny Linds Spil og Sang kunde ikke løfte denne døde Tonedigtning. Amalies Partie ender med, at hun tilsidst i Skoven dræbes af Carl Moor, idet Røverbanden er omringet. Lablache udførte den gamle Moor, og det blev i høieste Grad komisk at see den colossale, tykke Mand komme ud af Taarnet og sige, at han segnede af Sult, hele Huset loe da ogsaa deraf. Ved samme Forestilling var det, at jeg for første Gang saae den berømte Dandserinde Taglioni, hun traadte op i »le pas des déeesses«, før hun traadte ind, havde jeg formelig Hjertebanken af Forventning, som jeg altid faaer det, naar Forventningen hos mig er stærkt spændt efter noget Herligt og Stort. Hun kom, – det var en ældre, noget stærkt bygget, ret smuk Kone, hun vilde være en nydelig Frue i en Selskabssal, men som ung Gudinde – fuimus Troes! – tænkte jeg og sad kold og ligegyldig ved denne gratiøse, ældre Dames Dands. Ungdom maa der være, og denne havde Cerrito! det var mageløst skjønt, det var Svaleflugt i Dandsen, Psyches Leg, Flyven! den saae man ikke hos Taglioni; fuimus Troes! Vor Landsmandinde, Jomfru Grahn, var ogsaa her i London og af Alle høit beundret, men hun dandsede ikke, hun var syg i Foden. En Aften under »Elisire d’amore« lod hun mig kalde op til sig i sin lille Loge, hvor hun med Liv og Lystighed udviklede for mig Verden bag Coulisserne, fortalte om hver især; hun syntes ikke at høre til Beundrerne af Jenny Lind; naturligviis, under Dagens Jubel for denne Ene, blandede sig ogsaa lidt Modstand, den alt Stort og Godt maa prøve. Jenny Linds Fremstilling af »Norma«, den krænkede, ædle Qvinde, som i høi Grad tiltalte mig, og som jeg har udtalt mig tidligere om, behagede i Almindelighed ikke Englænderne, der tidligere, ved Grisi og hendes Efterlignerinder, havde seet den givet som en lidenskabelig Medea; Forfatteren til »Oberon« og flere Textbøger, Planche, var en ivrig Antagonist; men disse smaa Pust forsvandt i Jubelens og Erkjendelsens Herlighed, og lykkelig var hun i sit stille Hjem under de skyggefulde Træer; jeg kom en Middag der, træt og ødelagt af de idelige Indbydelser, den overvældende Hyldest! »Ja, nu kan De prøve, hvad det er at gjøres af!« sagde hun, »man bliver som slidt op! og hvor tomt, hvor uendelig tomt er det med alle de Talemaader, som siges En!« Da jeg siden kjørte hjem i hendes Vogn, trængte Folk sig tæt op til den, de troede, at Jenny Lind sad deri, og de fandt kun mig, der var dem en fremmed, ubekjendt Herre. Gamle Hambro havde ved mig indbudt Kunstnerinden til en Dînée paa sit Landsted, men hun var ikke at bevæge til at tage derimod, ikke engang, da det overlodes hende at bestemme de Indbudnes Antal, ja selv at være sammen kun med den gamle Mand og mig, hun vilde ikke forandre sin Maade at leve paa, men tillod mig at bringe den gamle, hæderlige Mand ud til sig, det gjorde jeg, og de To kom ypperligt ud af det sammen, de talte endogsaa om Penge og loe af mig, der forstod mig saa lidt paa disse og paa at omsætte mit Talent i Guld.
En ung Billedhugger, Durham, ønskede at modellere hendes og min Buste, Ingen af os havde Tid at sidde længe for ham; ved et Par Ord fra mig fik den unge Mand imidlertid Tilladelse, en halv Time at komme til hende og omforme den Leerbuste, han efterat have seet hende i Theatret, alt havde udkastet; jeg gav ham dobbelt saa lang Tid, og i denne ene Time frembragte han en, efter Tiden, mærkelig god Buste. Den har, med Jenny Linds, været paa Udstillingen i Kjøbenhavn, hvor begge blev meget for strengt bedømte; thi der var Lighed og aandelig Opfatten i begge, og hvilken dansk Kunstner havde vel i saa kort Tid som Durham kunnet frembringe mere, end hvad her er givet. Siden ere Aaringer gaaede, før jeg igjen saae Jenny Lind, hun forlod, som vi vide, under Triumph og Jubel, England og gik til Amerika.
Grev Reventlow førte mig til Lady Morgan, han havde alt et Par Dage forud sagt mig, at den gamle Dame ventede os, men at hun havde udsat det til en bestemt Dag, da hun, betroede han mig, nok kjendte mig af Navn, men aldrig havde læst Noget af mig, og nu i Hast først vilde gjøre sig bekjendt med Improvisatoren, Eventyrene o. s. v. Hun beboede et Huus med smaa, brogede Værelser, fulde af Rococo, Alt havde et fransk Anstrøg, og især den gamle Dame, hun var Liv og Munterhed, talte Fransk, var selv ganske Fransk og uhyre sminket; hun citerede af mine Bøger, som jeg vidste, hun havde læst i Hast, men altid dog af en stor Høflighed mod mig; paa Væggen hang en Haandtegning af Thorvaldsen, det var »Natten og Dagen«, som vi have dem i Basrelief, og som hun i Rom havde faaet af ham. Hun sagde, at hun til Ære for mig vilde indbyde alle Londons berømte Forfattere, da skulde jeg lære at kjende Dickens, Bulwer o. s. v.; og straxæ om Aftenen førte hun mig til Lady Duff Gordon, der havde oversat mit Eventyr »den lille Havfrue«, og er en Datter af Forfatterinden Fru Austen; her skulde jeg træffe en Mængde Berømtheder, og det var ogsaa Tilfældet; men en endnu større udvalgt Kreds modtoges jeg i hos en anden engelsk Forfatterinde, til hvem min Ven Jerdan, Udgiver af »Literary Gazette« førte mig, nemlig til Lady Blessington. Hun boede i en Udkant af London i sit Palais »Gore house«. Hun var en blomstrende, noget corpulent Dame, særdeles elegant klædt og med glimrende Ringe paa Fingrene. Hun tog saa hjertelig imod mig, som var jeg en gammel Bekjendt, trykkede min Haand, talte om »en Digters Bazar, og sagde, at deri var en Skat af Poesi, som der ikke fandtes i mange Bøger tilsammen, at hun i sin sidste Roman havde nævnet den; vi gik ud paa den store Altan til Haven, den var rigt omvoxet med Epheu og Viinløv, en stor sort Fugl fra van Diemens Land og to hvide Papegøier gyngede derude, den sorte Fugl blev klappet og maatte slaae sin Triller for mig: under Altanen voxte mange Roser, der var deilig Grønsvær og to prægtige hængende Grædepile, lidt længere henne, paa et Stykke Eng, græssede til Stads en Ko, det Hele saae saa landligt ud. Vi gik sammen ned i Haven, hun var den første engelske Dame, jeg ret forstod, men hun talte ogsaa med Flid saa langsomt, holdt mig dertil fast om Haandleddet, saae mig bestandigt ved hvert Ord lige ind i Øinene og spurgte da, om jeg nu forstod hende. Hun fortalte mig Ideen til en Bog, den hun gjerne vilde, at jeg skulde skrive, en Ide, hun syntes voxte ind i mit Rige. Det var om en fattig Mand, som kun eiede Haabet, og en rig, som eiede det Reelle, men ikke Haabet, og jeg skulde da vise hvor ulykkelig han var, medens den Fattige var lykkelig. Hendes Svigersøn Grev d’Orsay kom til, Londons eleganteste Herre, der, som man sagde mig, ved sit Toilet bestemte Englands Modedragt. Vi traadte ind i hans Atelier, hvor i Leer stod modelleret af ham en næsten færdig Buste af Lady Blessington, ligesom der ogsaa var et Oliemaleri af Jenny Lind, som »Norma«, males af Grev d’Orsay efter Hukommelsen. Han syntes en meget talentfuld Mand, ligesom han ogsaa var høist høflig og elskværdig. Lady Blessington førte mig derpaa gjennem alle sine Værelser, Napoleons Buste eller Portrait fandtes næsten i de fleste. Tilsidst kom vi i hendes Arbeidsværelse, her laae paa Bordet en Mængde Bøger opslagne, og, som jeg saae, alle om Anna Boleyn. Vi talte om Poesi og Kunst, og med Kjendskab og stor Kjærlighed berørte hun mine Arbeider, i hvilke, sagde hun, fandtes Meget af det, der især greb hende hos Jenny Lind, en vis Inderlighed og Natur. Hun talte om denne Kunstnerindes Fremstilling af »la Sonnambula«, den Reenhed og Jomfruelighed, som her aabenbarede sig, og Taarerne stod hende i Øinene ved Talen derom. To unge Piger, jeg troer hendes Døttre, bragte mig en Haandfuld af de deiligste Roser; Jerdan og jeg indbødes til een Dag at tilbringe en Middag her, da vilde hun føre mig sammen med Dickens og Bulwer. Da vi til den Tid kom, fandt jeg det hele Huus i festlig Pragt; Tjenere i Silkestrømper og med puddret Haar stode paa Gangen, Lady Blessington selv var i Glands og Herlighed, men med det samme milde, straalende Ansigt; hun sagde mig, at Bulwer ikke kom, han levede i denne Tid kun for Valgene og var ude at samle Stemmer; hun syntes ikke særlig stemt for denne Digter som menneske, sagde ogsaa, at han stødte fra sig ved sin Forfængelighed, og var dertil temmelig døv og meget vanskelig at underhoIde sig med; om hun saae gjennem et falskt Glas, veed jeg ikke, anderledes varmt talte hun, og det gjorde Alle, om Charles Dickens; ogsaa han havde lovet at komme, ham skulde jeg lære at kjende.
Jeg sad just og skrev mit Navn og et Par Ord foran i »True story of my life«, da Dickens traadte ind, ungdommelig, smuk, med klogt, venlige Udtryk og et stort kjønt Haar, der faldt til begge Sider. Vi trykkede hinandens Hænder, saae hinanden dybt ind i Øinene, talte og forstod hinanden. Vi vare komne ud paa Verandaen, jeg var saa bevæget glad ved at see og tale med den af Englands nu levende Digtere, jeg elskede høiest, Taarerne traadte mig i Øinene. Dickens forstod min Kjærlighed og Beundring. Blandt mine Eventyr nævnede han »den lille Havfrue«, som Lady Duff Gordon havde oversat i Bentleys »Magazine«, ogsaa »en Digters Bazar« og »Improvisatoren« kjendte han; ved Bordet fik jeg Plads nær ved Dickens, kun Lady Blessingtons unge Datter sad imellem os. Han drak et Glas med mig, det gjorde ogsaa den nuværende Hertug af Wellington, dengang Marquis af Duero; for Enden af Bordet var et stort Billed, Napoleon i Legemsstørrelse, det hang stærkt belyst af mange Lamper. Her var Digteren Milnes, her var Postchefen for hele England, Forfattere, Journalister og Adelsmænd, men for mig var Dickens den Fornemste. En stor, rig Kreds af de hæderligste Mænd saae jeg, men foruden de to Døttre kun Mænd; ingen Andre kom i Lady Blessingtons Huus, disse søgte det ubetinget, mig, blev det af Grev Reventlow og Flere indpræget, at jeg i de store Saloner ikke maatte sige, at jeg kom til Lady Blessington, det var ikke Fashion, hun var i høieste Grad der i Miscredit. Grunden man gav, om den er sand veed jeg ikke, var den, at Svigersønnen, Grev d’Orsay, fandt sig hellere i sin Svigermoders, end i sin Kones Selskab, og at den unge Kone, iøvrigt Steddatter af Lady Blessington, derfor havde forladt Mand, Huus og Hjem, og levede hos en Veninde, medens Gemalen blev tilbage. Paa mig havde Lady Blessington gjort et høist behageligt Indtryk, og jeg kunde ikke lade være i de store Kredse, naar om Aftenen en Flok af de høiere Damer spurgte mig, hvem jeg havde besøgt, da at nævne Lady Blessington; da blev der altid en Pause, spurgte jeg saa om Grunden, hvorfor man ikke kunde komme der, eller hvad der hos hende ikke var som det burde være, fik jeg kun en kort Affærdigelse, at hun ikke var god; en Dag talte jeg om hendes personlige Elskværdighed og om hendes Gemyt, fortalte, hvorledes hun var greben ved at omtale Jenny Linds Fremstilling af »Sonnambula«, hele den Qvindelighed, hun derved aabenbarede; jeg havde seet hende fælde Taarer derved! »Skabning!« udbrød indigneret en gammel Dame, »Lady Blessington græde ved Jenny Linds Uskyld!« Et Par Aar efter læste jeg om Lady Blessingtons Død i Paris, Grev d’Orsay var Den, som sad ved hendes Dødsleie. Blandt andre literaire Damer maa jeg nævne Qvækerinden Mary Howitt, ved hvis Oversættelse af »Improvisatoren« jeg blev indført og kjendt i England. Ogsaa hendes Mand, Charles Howitt, er bekjendt som Forfatter, de udgav paa den Tid i London »Howitts Journal«; netop i Nummeret, der udkom Ugen før min Ankomst her, var leveret en Slags Berømmelses-Tale over mig, samt mit Portrait, der stod rundt om i Vinduerne i flere Bogudsalg. Jeg blev strax den første Dag, jeg kom, opmærksom herpaa og gik ind i en lille Boutik og kjøbte det; »ligner det nu Andersen?« spurgte jeg Madamen, som solgte det; »o, det er ganske frappant!« sagde hun, »De vil kjende ham efter Billedet!« – Men hun kjendte mig ikke, uagtet vi længe talte sammen om Ligheden. – »True story of my life, en Oversættelse af »das Märchen meines Lebens«, havde Mary Howitt nylig udgivet paa Brødrene Longmanns Forlag, Bogen var, som sagt, dediceret Jenny Lind og er ogsaa senere udkommen i Boston. Strax ved min Ankomst havde Mary Howitt med sin Datter besøgt mig og bedet mig ud til sig i Clapton udenfor London; det var vistnok to danske Miil derud, jeg foer med Omnibus, den var belæsset ude og inde, Veien fik aldrig Ende. Howitts boede godt, her var Malerier og Statuer, en net Have. Alle toge venligt imod mig. Nogle Huse derfra boede Freiligrath, den tydske Digter, som jeg engang havde besøgt i St. Goar ved Rhinen, da sang han de varme, malende Sange; Kongen af Preussen havde givet ham en aarlig Livrente, og den stødte han igjen tilbage, da Herwegh spottede ham som pensioneret Digter; skrev derpaa Friheds-Sange, gik til Schweiz og derfra til England hvor han ernærede sin Familie ved at være paa et Handelscontor; en Dag, inde i London, havde jeg mødt ham i Trængselen, han kjendte mig, jeg ikke ham, thi det tykke sorte Skjæg, jeg før havde seet ham med, var raget af. – »Vil De ikke kjendes ved mig?« sagde han og loe, »jeg er Freiligrath!« og da jeg havde draget ham fra Trængselen hen mod en Dør, sagde han i Spøg: »De vil ikke tale med mig i Mængden, De, Konge-Ven!« – Der var venligt i den lille Stue, mit Portrait hang paa Væggen, Maleren Hartmann, der engang paa Gravensteen havde tegnet det, traadte just ind i Stuen, vi talte om Rhinen, om Poesien, men jeg var lidende af Livet i London, af Touren herud, imidlertid stolede jeg paa, at Aftenen blev kolig og tog igjen Plads i Omnibus’en, men før jeg var vel ude af Clapton, sank alle mine Lemmer sammen, jeg følte mig syg, mat i en Grad, som jeg havde været det i Neapel, jeg var nær ved at besvime, og altid blev Omnibus’en fuldere og mere varm, hvert øieblik holdt den og fyldtes nu ogsaa ovenpaa; bestøvIede Been hang ned for de aabne Vinduer. Flere Gange var jeg ved at sige til Conducteuren: »Før mig ind i et Huus, hvor jeg kan blive, thi jeg holder det ikke ud.« Vandet sprang mig ud af alle Porer. Det var rædsomt! og altid langsomt fremad; mig forekom det tilsidst, som Alt flød bort omkring mig. Da jeg endelig naaede Banken, steg jeg ud i en Droschke og nu, jeg sad ene og fik det mere luftigt, kom jeg til mig selv og naaede Hjemmet, men en mere qvalfuld Fart, end den fra Clapton, har jeg sjelden prøvet. – Imidlertid havde jeg dog lovet at komme derud igjen og blive der et Par Dage, det var dette længere Ophold der, som gav mig Mod til at begynde samme Reise igjen og i Omnibus. Det skulde være stille, nydende Dage derude, men Venner ville tit gjøre det mere end godt. Man skal altid føres fra det Nære til det, der er længere borte, og saaledes allerede den første Dag gik det efter Middag afsted i en Eenspænder, fem Personer indeni, tre udenpaa, Vi skulde til et Landsted hos en gammel Frøken; det var en rædsom Hede, den hele Udflugt var complet til et Capitel i en af Dickens Romaner.
Endelig naaede vi da til den gamle Frøken, der nok var literair; midt paa Græsplainen foran Huset legede en Mængde Børn, det saae ud som en heel Skole eller Pensionsanstalt, de dandsede rundt om en stor Bøg midt paa Marken og havde Alle Krandse af Bøg eller Epheu om Hovedet. De sang og sprang. Man kaldte dem hen til mig, sagde dem, at jeg var den Hans Christian Andersen, der havde skrevet Eventyrene, som de kjendte, og de trængte dem Alle omkring mig og rakte mig Haanden; sprang og sang saa igjen paa den grønne Mark. Der var rundtom smukke Høie og store Træpartier, der kastede deilig Slagskygge; jeg skottede derhen, for vi maatte sidde i den lille Have i et solhedt Lysthuus; her kom en døv Forfatterinde, som skrev politisk, en Mængde Digtere, hvis Navne jeg ikke kjendte, jeg blev mere og mere udmattet og maatte tilsidst søge Hvile, hele Eftermiddagen ligge stille hen i en eensom Stue, jeg mægtede ikke at røre mig. – Da Solen gik ned, og det luftede lidt, blev jeg glad ved igjen at kunne aande; paa Hjemtouren til Clapton saae vi det belyste London udstrakt under os, det var som en storartet Illumination, som et transparent Grundrids i det Gigantiske; man saae i Ildcontour ved de mange Gaslygter flere bugtede Gader, nogle strakte sig lige ud mod den fjerne Horizont, et phosphorisk Hav med tusinde Ildfyr.
Næste Dag var jeg igjen i London. –
»High life« har jeg her seet og – »Armo«, disse ere de to poler i min Erindring. – »Armod« saae jeg personificeret i en bleg, udhungret ung Pige, i slidte, elendige Klæder, skjule sig i Hjørnet af en Omnibus, »EIendighede« saae jeg, og dog sagde den ikke et Ord i al sin Jammer, det var den forbudt; jeg erindrer Tiggerne, Mænd og Qvinder, de bare paa Brystet et stort, stivt Papir med de skrevne Ord: »Jeg døer af Sult! Forbarmelse!« De tør ikke tale, det er dem ikke tilladt at betle, og saa glide de som Skygger forbi. De stille sig foran En, og stirre med Hungerens og Sørgmodets Udtryk i det blege, mange Ansigt; de stille sig udenfor Cafféer og Conditorier, vælge een mellem Gjesterne, som de uafladelig stirre paa med et Blik, o et Blik, som Elendigheden kan have det; hun peger paa sit syge Barn og paa det skrevne Blad paa sit Bryst; der staaer: »Jeg har ikke spiist i to Dage.« Jeg saae Mange, og man sagde mig, at i mit Qvarteer var kun Faa, i de Riges aldeles Ingen, det var lukket for den stakkels Parias SIægt. Alt i London bliver Industri, ogsaa Betleriet, det gjælder om bedst at kunne drage Opmærksomheden hen paa sig, og jeg saae et Arrangement, hvorved det tilfulde opnaaedes. Her stod midt i Rendestenen, thi paa Gade og Fortog vilde han have spærret Passagen, altsaa midt i Rendestenen, en reenligkIædt Mand med fem Børn, det ene Barn mindre end det andet, alle i Sorg, med et langt Sorgeflor fra Hat og Kaskjet, alle reenligklædte i Rendestenen, og hver holdt et Knippe Svovlstikker til Salg, betle maatte de jo ikke. En anden meget hæderligere og høist indbringende Industri er at være Gadefeier, og paa de fleste Hjørner seer man en saadan med sin Kost; han feier stadigt Overgangsstedet fra Gade til Gade eller en vis Deel af Fortoget, og hvem der vil, giver ham en Penny; der skal være Qvarterer, hvor disse i Ugens Løb opsummere sig til en Formue; det er Bulwer, troer Jeg, som har skrevet en lille Fortælling om en saadan Mand, hvis Haandtering Ingen i hans Qvarteer kjender, han forlover og gifter sig med en hæderlig ung Pige, hver Dag er han borte fra sit Huus Ingen veed hvor, og bringer derpaa hver Løverdag blanke Sølvstykker hjem; Familien er i Angest og Uro, troer han er Falskmyntner, passer ham op og opdager da, at han er Gadefeier. Jeg saae selv et af Afrikas Børn, en Neger med Turban paa, øve her den ædle Feiekunst. – Det var Livet i London, jeg saae,- jeg fik et Indblik i »high life«, i de rige Sale og Trængselen paa Gaderne, Jubelen i Theatrene og, hvad der er en Deel af Nationen, Kirkerne; dog Kirker skal man see i Italien. Paulskirken i London seer betydeligere ud udenfra end indeni; den er lille imod Peterskirken, har ikke det Høitidelige som Maria Maggiore og Del Angeli i Rom. Den gjorde det Indtryk paa mig, som et herligt Pantheon, med rige, marmorne Monumenter. Over dem alle, over hver Statue herinde laae lig, som et sort Flor, det var et Slør af Kulrøgen, der var trængt herind og gav hver Statue et eget silkeagtigt Overtræk. – Paa Nelsons Monument staar en ung Figur, den strækker Haanden hen mod een af de fire Seierindskrifter, netop mod »Kjøbenhavn« som Dansk havde jeg den Følelse, at det var, som om han vilde slette den ud af sin Triumph. – Westminster gjorde paa mig et ganske anderledes storartet Indtryk, og det i sit Ydre, som i sit Indre, det er en Kirke! Skade, at der, for Englændernes Comfort, inden i den store Kirke er bygget en mindre, hvor Gudstjenesten holdes. Da jeg første Gang, gjennem er, Sidedør, traadte ind i Westminster, stod jeg netop i »the poets corner«, det første Monument, mit Øie faldt paa, var Shakespeares; øieblikkelig glemte jeg, at hans Støv ikke hvilte her, en Andagt, en Alvor fyldte mig, og jeg heldede Panden mod det kolde Marmor, ved Siden er Monument eller Grav for Thomson, til Venstre for Southey, og under Gulvets brede Stene ligge Garrick, Sheridan og Samuel Johnson. – Som bekjendt har Geistigheden ikke tilladt, at Byrons Monument fik Plads herinde. »Jeg savnede det her !« sagde jeg en Aften til een af Englands Bisper og lod, som jeg ikke vidste Grunden, »hvor kan det vare, at et Monument af Thorvaldsen, formet for Englands største Digter, ikke opstilles der?« – »Det har andetsteds en fortræffelig Plads!« svarede han undvigende. – Mellem de mange andre Monumenter i Westminster over Konger og Mægtige var der især eet, jeg altid maatte standse ved, idet jeg der, paa een af Marmorskikkelserne, saae, forunderligt ligt, bedre end endnu nogen Billedhugger eller Maler har giver det, mit eget Ansigt. Ja, det var mærkeligt ligt min Buste. En Skare Fremmede, som en Dag tilfældigviis, da jeg ogsaa stod der, saae paa den og mig, studsede og betragtede mig med Forundring; det var dem, som om den høie Herre i Marmoret gik levende i Kjød og Blod gjennem Kirkens Gange i min Skikkelse.
Allerede tidligere har jeg sagt, at det netop var i Valgtiden, at jeg opholdt mig i London, den var Skyld i, at jeg ikke traf sammen med Bulwer, Valgtiden, med alle dens Arrangementer og Udskeielser, dem vi i vort Land nok ogsaa komme efter, er første Gang seet ganske folkelig og broget. – Paa flere, Pladser og Gader vare Tribuner for Talerne opreiste. I Trængselen gik Folk med Valglister paa Bryst og Ryg, for at man kunde læse Navnene; Faner vaiede, Faner bares i Tog omkring; fra Vogne, opfyldte med Vælgere, vaiede Tørklæder og store Flag med Indskrifter. Syngende og skrigende kom mange daarligtklædte Folk i elegante Vogne, tidt med meget pynteligt Tjenerskab; det var, som Herskaberne havde ladet deres ringeste Tyende hente, som var det den gamle hedenske Festtid, hvor Herskabet selv opvarter sine Slaver. Om Tribunen er der en Trængsel, en Murren, her flyve stundom fordærvede Appelsiner, ja endogsaa Aadsler i Hovedet paa Taleren. – Jeg saae i et af de elegantere Qvarterer to unge, velkædte Mænd nærme sig Tribunen, men idet den Ene vilde stige op, sprang der Nogle til, trykkede dem begge hver Hatten ned over Øinene, dreiede dem om, og nu bleve de af hele Folkemassen, fra den Ene til den Anden, puffet og stødt fra Trihunen, ja ud af hele Gaden, saa at de slet ikke fik Lov at stille sig. – Ude i Londons Omegn, flere Mile bort, hvor jeg til Vogns gjorde et Par Udflugter, var dette Øieblikkets Opgave endnu mere fremtrædende og ene raadende. I hele Optog, saae jeg, kom de forskjellige Candidat-Partier, med stor Fane foran sig og paa hver de meest virkende Indskrifter. De Fleste vare for en Hr. Hodges, hans Navn især prangede rundtom; det ene Partie havde mørkeblaa Faner med Orange, det andet lyseblaa, og Indskrifter som: »Hodges for evig!«, »Rothschild, de Fattiges Ven!« o. s. v. Der var Musik med hvert Tog og al mulig Pøbel. En gammel syg, rystende Mand blev kjørt paa en Trillebør hen for at give sin Stemme. Paa Torvet samledes Stemmer; der var ved denne Leilighed ligesom heelt Marked, med Træ,- og Lærredstelle, hvori fandtes alskens Ting tilkjøbs; et heelt Theater blev reist op, jeg saae dem bære Skov-Coulisserne over Gaden ind i den store Thespis-Halle. – Hvad her imidlertid tog sig pynteligt ud og var som Stof til en heel Digtning, var de nydelige vandrende, eller rettere kjørende, Bissekræmmer – Huse. Den hele Huusholdning paa en Karre, med to Hjul, trukken af een Hest. Det var complet et Huus med Tag og Skorsteen; det Hele deelt i to Rum, hvoraf det bageste dannede et Slags Stue eller Kjøkken, med Talerkener og Kasseroller; her midi i Døren, udad, som paa en Omnibus, sad Konen og spandt paa sin Rok; for det aabne Vindue hang et lille rødt Gardin. Manden og Sønnen red, men styrede tillige Hesten foran det vandrende Huus.
Nuværende Baron Hambro havde udenfor Edinburgh ved Stirling – Bugten leiet et Landsted, hvor han tilbragte Sommeren, for at hans syge Kone kunde nyde Strandbade; han skrev til sin Fader, at han maatte overtale mig til at komme til ham, da jeg i Skotland eiede saa mange Venner, som der glædede sig til at see mig; jeg frygtede for at gjøre den Lange Reise, da jeg ikke talte godt nok Engelsk til saaledes ene at vove mig ud i Landet; en fornyet Indbydelse og Brev til Faderen om, at han skulde følge med, bestemte mig, og i gamle Hambros Selskab gik det nu paa Jernbanen fra London til Edinburgh; vi deelte Reisen i to Dage og gjorde York til vort Natteqvarteer. Det var »expres train«; i flyvende Flugt, uden Rast eller Hvile, der var ikke paa hele Farten Tid at komme ud af Vognen. Før sang man: »Gjennem Dale, over Bjerge«, her maatte man Synge: »Over Dale, gjennem Bjerg”! vi fløi som den vilde Hær; Landskaberne rullede sig ud om os og under os, Egnene ligne Fyen og Als, stundom gik det ind i Jorden, i uendelige, mile. lange Tunneler, hvor der for Lufts Skyld flere Steder ovenover var gjort Aabning; vi mødte uendelig mange Tog, der som Raketter susede forbi, og atter kom nye Landskaber, af mere Bjergnatur, med Teglbrænderier, hvor Ilden lyste ud af Skorstenene. – Paa Banegaarden i York hilste en Herre paa mig og presenterede to Damer, det var den nuværende Hertug af Wellington, som kjendte mig, han kom med sin Brud. – I »Black Swane« i York blev overnattet; jeg saae den gamle By med sin prægtige Kirke; saadanne maleriske Huse, med udskaaret Bjælkeværk i Gavle og Karnapper, som her, havde jeg endnu ikke seet. – Svalerne fløi i store Skarer omkring i Gaderne, og over mit Hoved min egen Fugl, Storken. – Fra York gik vi med Banetog næste Dag til Newcastle, der laae nede i en Dybde i Røg og Damp. Viaduct og Bro ved Byen vare ikke færdige endnu, vi maatte derfor Alle i Omnibus og gjennen, Staden til Jernbanen hiinsides Byen.
– Her var en Trængsel og Uorden. – Man faaer ikke i England, som i andre Lande, et Tegn for sit Tøi, dette maa man selv passe paa, og det var ved de forskjellige Steder, hvor der skulde ompakkes, en heel Plage. – Trængselen her var netop den Dag meget stor, vi vare saa mange Reisende, og tidligt om Morgenen var her just gaaet et Expres-Tog for Gentlemen, der med Deres Hunde droge paa Jagt i Skotland; alle Vogne til første Classe vare tagne, vi kom Een og Hver ind i anden Classe, der er saa slet den kan vare, med Træbænke og Træskodder, som man i andre Lande har dem for fjerde Classe.
Over to forskjellige dybe Dale var Veien ikke færdig, men dog istand til at kjøres paa, her var Broernes Bjælkeværk lagt paa de mægtige Colonner, og Skinnerne slaaet paa, men for Øiet var det, da al Brædeværk manglede, som foer vi hen ad et Bro-Gelænder, man saae gjennem hele det aabne Bjælkeværk ved i Dybet under sig, hvor Folk gik og arbeidede ved Flodbredden. – Endelig vare vi ved Floden, der giør Grændsen mellem England og Skotland; Walter Scotts og Burns Rige laae for os, Landet begyndte at blive bjergrigt, vi saae Havet, Jernbanen løber langs Kysten, en Mængde Baade laae derude, og endelig naaede vi Edinburgh. Ved en smal, dyb Dal, som var det en udtørret Voldgrav i stor Stiil, deles den i den gamle og den nye Stad, og nede i denne Dal gaaer Jernbanen fra London lige til Glasgow. Det nye Edinburgh har lige Gader, moderne kjedelige Bygninger, den ene Linie skærer den anden eller løber parallel med den, den har intet andet Skotsk, end at den, som Skottens Plaid, har sine regelmææssige Qvadrater, men det gamle Edinburgh er en Stad saa malerisk prægtig, saa gammel, saa skummel, saa eiendommelig. Husene, som i Hovedgaden have en to à tre Etager, vende Bagsiden ud til den Dybde, der skiller den gamle og den nye By, og her faae de samme Huse ni til elleve Etager; naar nu om Aftenen Lysene der ere tændte hos de forskjellige Beboere, Etage over Etage, og de og det stærke Gaslys straaler over Tagryggen af de andre Huse i den høitliggende Gade, da er det et eget, næsten festligt Skue, med Lys høit oppe i Luften, der just maa sees nede fra Jernbanevognen, idet man ruller ind under Edinburgh. Ud paa Aftenen kom jeg med gamle Hambro hertil; Sønnen holdt med sin Vogn i Banegaarden; glad og jublende var Modtagelsen, og i Gallop gik det igjen ud af Staden til det Lyssted i »Mount Triniti«, hvor jeg nu hos Hambros Familie skulde finde mit Hjem i Walter Scotts Land, i Burns Bjerge! en Mængde Breve laae som Bouquet til mig, Alt var rigt, hyggeligt og med den Comfort, et engelsk godt Hjem kan byde; kjære, venlige Mennesker saae jeg, deeltagende ende og hjertelige stemte for mig. Det var en lykkelig Aften i mit Liv.
Vort Huus laae midi i en Have, omgivet med lave Mure; Jernbanen fra Edinburgh løb tæt derved ud til Havbugten. Fiskerleiet her er en anselig By, men meget lig de sjællandske Fiskeres. De skotske, Fruentimmers Klædning var end mere malerisk end de Danskes; et bredstribet Skjørt var nok saa pynteligt altid heftet op, og man saae det brogede underskjørt.
Alt næste Dag var jeg som level ind i Familien; hvor man veed, naar man er en kjær, velkommen Gjest, der bliver man snart hjemme. – Livlige, elskværdige Børn fandt jeg der, den gamle Bedstefader var glad i dem; atter var jeg igjen traadt ind i et lykkeligt Familieliv, var imellem kjærlige, dygtige Mennesker. Husets Skik og Brug var i Alt ganske engelsk; om Aftenen samledes Familie og Tyende til Husandagt, en Bøn blev holdt, et Stykke af Bibelen læst for, som jeg siden saae det overalt i Familier, hvor jeg kom; det gjorde et smukt og godt Indtryk paa mig.
Hver Dag var rig paa Afvexling paa Nyheder for mig; allerede den første Formiddag begyndte det med Besøg og med at see og kjende Alt rundt om, jeg trængte vel til legemlig Ro og Hvile, men hvor kunde man hengive sig til den her, hvor der var en saadan Mængde at tilegne sig.
En Begivenhed, i sig selv saa ganske lille, men for mig et nyt Fingerpeg paa min Lykkestjerne i Stort og smaat jeg maa jeg dog fortælle. Jeg havde under mit sidste Ophold i Neapel kjøbt en simpel Palmestok, den var fulgt mig paa et Par Reiser og saaledes ogsaa til Skotland; da jeg med Hambros Familie kjørte over Heden mellem Loch Katrine og Loch Lomond, havde en af Sønnerne den at lege med, og da vi øinede Ben Lomond, løftede han den iveiret og raabte: »Palme, kan Du see det høieste skotske Bjerg? Kan Du see der den store Sø?« og saaledes fort, og jeg lovede, at Stokken, naar den igjen kom til Neapel med mig, skulde den fortælle Kammeraterne der om Taagelandet, hvor Ossians Aander boede, om Landet, hvor den røde Tidselblomst var den hædrede, idet den prangede i Vaabenet for Folk og Rige. Dampskibet kom hurtigere, end vi havde ventet, vi bleve i Hast kaldte ombord. »Hvor er min Stokl« spurgte jeg. Den var glemt oppe i Vertshuset; da Skibet, efter at have med os været ved Søens nordligste Bred, vendte tilbage, og Puggaard steg i Land, bad jeg ham, at tage Stokken med til Danmark. Jeg kom til Edinburgh, og den Morgen, jeg stod paa Banegaarden, for at gaae derfra til London, kom, faa Minutter før vort Togs Afgang, Trainet fra Skotland; Conducteuren steg ned, kom hen mod mig, syntes at kjende mig og overrakte mig min Palmestok, idet han med et Smiil sagde, »den har reist ganske godt alene!« En lille Seddel var heftet ved den med Paaskrift: »den danske Digter, Hans Christian Andersen!« og en saadan Orden og Omhu havde der været, at Stokken var gaaet fra Haand til Haand, først med Dampskibet paa Loch Lomond, saa med Omnibusfører, derpaa med Dampskib igjen og nu med Banetog, blot ved sin lille Anbefaling; den kom i Mine Hænder, idet Signalet lod til at flyve fra Skotland; Stokkens Eventyr skylder jeg endnu at fortælle, gid jeg engang maa gjøre det saa godt, som den alene gjorde sin Reise!
Over Newcastle og York gik det Syd paa. – I Vognen traf jeg den engelske Forfatter Hook med sin Kone, de kjendte mig og fortalte, at der i alle de skotske Aviser havde været talt om, mig og mit Ophold hos Dronningen! – jeg, som slet ikke havde været der; Aviserne vidste Besked, et Blad sage jeg senere, som meddeelte, at jeg havde læst høit af mine Eventyr, og ikke eet Ord var sandt. Jeg kjøbte paa et af Holdestederne det nyeste Nummer af »Punch«; jeg stod omtalt deri; det var et Udfald, en lille Bemærkning over, at jeg, den Fremmede, en Digter fra Udlandet, hædredes af Englands Dronning med en Indbydelse, som ikke var tildeelt nogen engelsk Forfatter. Dette og den forskjellige Omtale af et Besøg, der slet ikke var blevet realiseret, piinte mig, hvad Vittighedsbladet »Punch« angik, da sagde mine Medreisende, »det er et Tegn paa at være populair, naar man kommer i det Blad, mangen Englænder vilde give mange Pund for at opnaae det!« – jeg vilde dog helst være fri; forstemt og trykket ved denne Omtale, dette saaledes at tilhøre Offentligheden, kom jeg ganske syg til London. Grev Reventlow lovede paa det Bedste at udtale sig for mig hos den høie, ædle Dronning og Prinds Albert.
Jeg blev et Par Dage i London; endnu havde jeg Intet der seet, uden »high life« og nogle af Landers udmærkede Mænd og Qvinder, derimod Galleries, Museer, alt Sligt var mig fremmed, ikke engang Tunnel’en havde jeg faaet Tid til at besøge, til at see denne blev en Morgenstund bestemt, man havde raadet mig at gaae med et af de mange smaae Dampskibe, der fare op og ned ad Thentsen inde i London, men jeg følte mig saa stærkt angreben, saa ilde just idet jeg vilde afsted, at jeg opgav den Lange Fart til Tunnel’en, og maaskee herved – reddede Livet, thi netop samme Dag og Time, som jeg vilde have gaaet ombord paa et af disse smaa Skibe, sprang eet af dem, »Criquet«, i Luften med 100 Mennesker; Rygtet om Ulykken lød øieblikkelig gjennem hele London, og uagtet det slet ikke var afgjort, at jeg netop var kommen paa dette Skib, Muligheden, ja Rimeligheden var dog saa nær, at jeg blev højtideligt, taknemlig stemt og takkede min Gud for den Sygelighed, der i en tiltagende Grad, virkelig kort for det afgjørende øieblik til at komme ombord, havde overvældet mig.
London nu var forladt af hele den fornemme Verden, Operaen ophørt, de fleste af mine Omgangs-Venner vare gaaede til forskjellige Badesteder eller over til Fastlandet. Jeg længtes efter Danmark, efter mine Kjære der, men før jeg forlod England, var jeg indbudt at tilbringe endnu nogle Dage paa Landet i »Seven-Oaks« hos min Forlægger Richard Bentley; den lille By, tæt op til Knole berømte Park, ligger kun en kort Vei fra Jernbanen til Canalen; det var altsaa et for mig beqvemt og kjært Besog paa Hjemtouren. – Jeg havde tidligere været i Seven-Oaks, der er en heel lille Stad. Denne Gang gik det paa Jernbanen til Tunbridge, hvor Bentleys Vogn afhentede mig. Dansk Natur omgav mig; Markerne vare saa grønne med smukke Høider, og spredt paa disse stode flere gamle Træer, der gav det hele Landskab noget Parkmæssigt; skaarne Hækker eller et Jernstakit dannede oftest Skjelnet. – Prægtige og solid comfortable Stuer, Roser og Evigtgrønt i Haven og tæt op til den bekjendte Knole-Park, hvis gamle Slot tilhører Earlen af Amhorst. Een af de tidligere Besidderes Forfædre har været Digter, og til Ære for ham pranger der een Sal under Navnet Digtersalen; der hænger den gamle, høiadelige Herre, Digteren, overst og i heel Størrelse, alle berømte Poeters Portraiter pynte de andre Vægge som Selskab for den her regjerende Poet. – I et af Nabohusene var en Marchandiserbod, saa complet the old curiosity shops, som Dickens maler den i »Master Humphrys Clock«. Som en Fest gik Dagen her hos de mange kjære Mennesker; jeg blev hjemme i dette ægte gammelengelske, fortræffelige Familieliv, hvor der fandtes al Comfort og Hyggelighed, som Formue og Elskværdighed kan skabe. Paa de mange Stambogsblade, jeg her maatte nedskrive, udtaler eet til Bentley selv ganske min Tanke og Stemning.
Med Længsel, hvori dog sig Angest blanded’,
Jeg gik til Shakspeare’s Land, min Barndoms Hu,
Og dansk, med Mark og Skov, sig hæved’ Landet,
Jeg var som hjemme, strax i første Nu;
Og om sig Sproget ei for Læben føied’,
Jeg Hjertets Sprog forstod igjennem Øiet,
En Solskins-Dag saa rig mig England gav,
I Blomst sprang Hverdagslivets Aronstav.
I hvor meget jeg trængte til Ro og Hvile efter de store Anstrengelser, Opholdet havde foraarsaget i England og Skotland, denne Tid stod dog for mig som mit Livs rigeste Solskinsdage, Hæderens og Erkjendelsens fuldeste Maal; om end træt og udmattet heraf, var let saa naturligt, at jeg med Veemod forlod saa Mange, der kun havde gjort mig Glæde og alt Godt, og mellem de Mange, jeg elskede og ikke mere, idetmindste for lang Tid, skulde see, var Charles Dickens; han havde siden vort Bekjendtskab hos Lady Blessington besøgt mig uden at træffe mig, vi mødtes ikke mere i London, jeg havde der modtaget et Par Breve fra ham, og selv bragte han mig alle sine Værker, den smukke illustrerede Udgave, og havde foran i hvert Bind hædret mig ved at skrive: Hans Christian Andersen from his friend and admirer Charles Dickens. Jeg hørte, at han med sin Kone og Børn brugte Søbadene et Sted ved Canalen, men hvor vidste man ikke; jeg vilde fra Ramsgate gaae over Ostende hjemad; i Haab om at et Brev med Dickens’s Adresse fandt ham, skrev jeg ham til og sagde Dag og Time, jeg vilde indtræffe i Ramsgate, om han da i Hotellet, hvor jeg steg af, vilde have afgivet sin Adresse; boede han ikke for langt derfra, vilde jeg opsøge ham for endnu engang at samles med ham. I Royal Oaks laae Brev fra Dickens, han boede omtrent en dansk Miil derfra i Broadstaer, og han og hans Kone ventede mig til Middag; jeg tog en Vogn og jog afsted til den lille Stad, tæt ved Havet. Et smalt lille Huus, men nydeligt og net, blev heelt beboet af Dickens, der med sin Kone paa det Hjerteligste og Gladeste kom mig imøde; der var saa prægtigt hos dem, at jeg lang Tid ikke lagde Mærke til, hvor smukt Skuet var fra Spisestuen, hvor vi sad; Vinduerne vendte ud til Canalen, det aabne Hav rullede næsten lige under dem; medens vi spiste, blev det Ebbe, Vandet veg forunderligt hurtigt, den store Sandbanke der, hvor saa mangen strandet Sømands Been hvile, hævede sig mægtigt fremad, Fyrtaarnet tændtes. Vi talte om Danmark og dansk Literatur, om Tydskland og Sproget, det Dickens vilde lære; en italiensk Liremand kom tilfældigt og spillede udenfor til vort Maaltid; Dickens talte Italiensk med Manden, hvis Ansigt straalede af Glæde ved at høre sit Modersmaal. – Efter Maaltidet kom Børnene ind. »Dem have vi fuldt op af!« sagde Dickens; der var ikke færre end fem, det sjette var ikke hjemme, alle Børnene kyssede mig, og det Mindste kyssede sig selv i den flade Haand og rakte saa mig den. Ved Kaffen kom en ung Dame som Gjest, en af mine Beundrerinder, sagde mig Dickens; det var et Løfte, at hun skulde indbydes, naar jeg engang kom. Aftenen fløi hen. Mistress Dickens syntes omtrent paa Alder med sin Mand, lidt corpulent, og med et saa inderligt godt Ansigt at man strax fik Tiltro til hende. Hun var i høi Grad opfyldt af Jenny Lind, ønskede saa gjerne at eie hendes Haandskrift, men denne var det saare vanskeligt at erholde, jeg havde det lille Brev, hvormed Jenny Lind havde hilset mig velkommen i London, og sagt mig sin Bopæl, det fik nu Mistress Dickens. Sent paa Aftenen skiltes vi, og Dickens lovede mig Brev i Danmark.
Men endnu engang for min Afreise skulde vi mødes, Dickens overraskede mig med at være tagen til Ramsgate næste Morgen og stod paa Skibsbroen, idet jeg kom for at gaae ombord. »Jeg maatte sige Dem endnu et Levvel!« sagde han, fulgte mig ombord og blev der hos mig, til Skibsklokken gav Signal til Afreisen. – Vi trykkede hinandens Hænder, han saae mig med de kloge, hjertefulde Øine saa venligt ind i mine, og idet Skibet gik, stod han yderst ved Fyrtaarnets Rand; saa kjæk, saa ungdommelig og smuk! han svingede med Hatten, Dickens var den Sidste, der sendte mig Hilsen fra det kjære Englands Kyst.
Jeg steg i Land ved Ostende, de Første, jeg her mødte var Kongen af Belgien og hans Gemalinde, de fik paa Fastlandet min første Hilsen og gjengældte den venligt, ikke set Menneske ellers kjendte jeg, de To vidste jeg dog hvem var – samme Dag gik jeg paa Jernbanen til Gent. Der, i Morgenstunden, medens jeg paa Banegaarden ventede Toget, der gik til Cöln, kom flere af de Reisende, som vilde med, de presenterede sig de sagde, de kjendte mig efter mit Portrait, en engelsk Familie nærmede sig, een af Damerne kom hen til mig, hun var Forfatterinde, sagde hun, og havde et Par Gangs i London været i Selskab med mig, men jeg var da, sagde hun, saa omringet og søgt, hun havde henvendt sig til Reventlow om at præsenteres for mig, men han havde svaret: »De seer, det er mig umuligt!« – Jeg loe, det havde virkeligt været Tilfældet, jeg var jo i Mode, saalænge det stod paa, nu var jeg ganske til hendes Tjeneste. Hun var naturlig og venlig, priste min Lykkestjerne at være saa berømt! – »Hvor lidet er det!« sagde jeg og tilføiede: »hvorlænge vel!« – men fornøiet mig har det dog, uagtet det er ængsteligt saaledes at løftes, uden maaskee at kunne holde sig oppe! – Jeg var saa taknemlig, saa opfyldt af den Hæder og Lykke, jeg havde vundet; – gjennem Tydskland, hvor der fra England var læst om den Ære jeg havde vundet, viste man mig saa megen Venlighed og Agtelse. I Hamborg traf jeg Landsmænd og Landsmændinder: –
“Gud! Andersen., er De her!« var Modtagelsen, »nei, De skulde see, hvor morsomt Corsaren har gjort Løier med Deres Ophold i England, De er tegnet af med Laurbærkrands og Pengeposer! Gud, hvor det er morsomt!«
Jeg kom til Kjøbenhavn, faa Timer efter stod jeg ved mit Vindue og saae ud, da kom to velklædte Herrer forbi, de saae mig, standsede, loe, og den Ene pegede op og sagde saa høit, at jeg kunde høre hvert Ord: »Vil Du see, der staaer vor udenlandske berømte Ourangoutang!« – Det var Raat – det var Ondt – det naaede mit Hierte det glemmes ikke!
Ogsaa deeltagende Venner traf jeg, Mange, der glædede sig over den Hæder, der var forundt mig, og i mig den danske Nation, i det dygtige Holland og det mægtige England. En af vore ikke unge Forfattere rakte mig venligt Haanden og sagde aabenhjertigt og smukt: »jeg har ikke rigtig læst Dem før, nu vil jeg gjøre det; Folk har talt ondt og nedsættende om Dem, men De er Noget, maa være Noget, mere end de her hjemme ville indrømme; saaledes som De er bleven modtagen og optagen i England, bliver man ikke, er man et ubetydeligt Menneske! Jeg tilstaaer Dem ærligt, jeg har ganske skiftet Tanker om Dem!«
Anderledes lød, hvad en af mine kjæreste Venner sagde mig og viste mig skriftlig. – Han havde sendt til en af vore første Bladredacteurer et Par engelske Aviser, i hvilke stod om al den Hæder, jeg nød i London, dertil omtalte særdeles rosende »true story of my Life«. Men Manden havde ikke villet optage, hvad der stod om mig, thi, sagde han: »Folk vilde jo troe, at de gjorde Nar af Andersen derovre!« Det var ham utroligt, og han vidste, at det ogsaa vilde være det for Massen af – Landsmændene.
I eet Blad hed det, at jeg havde Penge af Staten til denne Reise, og det tydede hen paa, at jeg aarligt reiste, – jeg sagde Kong Christian den Ottende, hvad der stod skrevet. »De har, hvad nok Faa vilde have giort,« sagde han, »afslaaet mit velmeente Tilbud! Man er uretfærdig mod Dem herhjemme! man kjender Dem ikke!«
Den første lille Bog, jeg skrev efter min Hjemkomst, et Hefte »Eventyr«, sendte jeg til England, de udkom der ved Juletid: A Christmas greeting to my english friends, dedicerede:
Charles Dickens:
»Jeg er igjen i min stille danske Stue, men min Tanke daglig i det kjære England, hvor for faa Maaneder siden Vennerne der forvandlede for mig Virkeligheden til et smukt Eventyr.
Under Beskjæftigelsen med et større Arbeide, fremsprang, som Blomster springe frem i Skoven, fem smaa Historier. Jeg føler en Lyst, en Trang til at bringe i England som Julehilsen det første Fremsprungne fra min Digterhave, og jeg bringer det til Dem, hvem jeg alt i Deres Værker havde faaet kjær, og som, efter at vi mødtes, er voxet for altid fast i mit Hjerte, min kjære, ædle Charles Dickens. De gav mig det sidste Haandtryk paa Englands Kyst, De tilraabte mig fra denne det sidste Levvel, det er saa naturligt, at jeg sender Dem fra Danmark min første Hilsen igjen, saa inderlig, som et hengivent Hjerte kan bringe den.
Hans Christian Andersen.«
Kjøbenhavn, 6. Decbr. 1847.
Den lille Bog blev særdeles vel optagen og for mig høist smigrende anmeldt, dog, som en sand Solstraale lyste mig ind i Sjæl og Hjerte det første Brev fra Dickens selv, det bragte mig hans Tak og Hilsen. – Hele hans kjærlige Sind lyser ud derfra, det aander en Godhed for mig, der gjør mig rig. Jeg har forud viist alle mine bedste Skatte, hvorfor da ikke vise denne! Dickens vil ikke misforstaae mig.
»Tusind Tak, min kjære Andersen! for Deres venlige og høist skattede Erindring om mig i Deres Jule-Bog. Jeg er meget stolt deraf, føler mig dybt æret derved, og jeg kan ikke nok sige Dem, hvor høit jeg sætter et saa hjerteligt Tegn paa »Erkjendelse af en Mand, med den Genius, De besidder.
Deres Bog gjorde min Jule-Arne lykkeligere. Vi ere Alle henrevne af den. Den lille Dreng, og den gamle Mand, og Tinsoldaten ere især mine Yndlinger. Jeg læste dette Eventyr gjentagne Gange, og læste det med den meest uudsigelige Glæde. Jeg var for uger siden i Edinburgh, hvor jeg saae nogle af Deres Venner, der talede meget om Dem. Kom til England igjen, – snart! Men hvad De end gjør, hold ikke op med at skrive, for vi kunne ikke taale at miste en eneste af Deres Tanker. De ere altfor sandt og simpelt skjønne, til at De maa beholde dem i Deres eget Hoved. Vi ere for længe siden komne tilbage fra den Søkyst, hvor jeg sagde Farvel til Dem, og ere igjen i vort eget Huus. Min Kone siger, jeg skal hilse Dem kjærligt fra hende. Det samme siger hendes Søster. Det samme sige alle mine Børn. Og da vi Alle have det samme Sindelag, beder jeg Dem modtage Summen, i en kjærlig Hilsen fra Deres oprigtige og beundrende Ven
Charles Dickens.
Til Hans Christian Andersen
Ved denne Juletid udkom paa Dansk og Tydsk min Digtning: Ahasverus.
Allerede Aaringer forud, da Ideen hertil opfyldte mig, talte Oehlenschläger til mig derom. »Hvad er det!« sagde han, »man siger, at De skriver paa et Verdens-Drama, med alle Tiders Historie! Det forstaaer jeg ikke?« Jeg udviklede Ideen, 11, som jeg tidligere her har udtalt den. »Men i hvilken Form kan De magte alt det?« spurgte han.
»Jeg vexler med dem alle, lyrisk, episk, dramatisk, snart i Vers og snart i Prosa!«
»Det kan man ikke!« udbrød den store Digter ivrig, »jeg veed ogsaa, hvad det er at digte! der er Noget, som hedder Form og Grændse, og det skal man agte! det Grønne for sig og det brændte Kul for sig! – Ja, kan De svare mig herpaa!«
»Svare kunde jeg nok!« sagde jeg ganske godmodigt, uagtet en lille Lystigheds – Djævel kildrede mig, og jeg maatte lyde ham; »svare kunde jeg nok! men De bliver vred, om jeg svarer, hvad jeg nu kunde sige!«
»Ved Gud i Himlen, jeg tager Dem det ikke ilde op!« sagde han.
»Nu, det er ogsaa meest kun for at vise, jeg har virkelig et Svar, jeg holder mig til Deres Ord, det Grønne for sig og det brændte Kul for sig! – Det er nu saadan lignelsesviis sagt: det brændte Kul for sig! De kunde ogsaa blive ved og sige Svovlet for sig og Salpeteret for sig, men saa kan der jo komme Een, der slaaer alle tre Dele sammen, – saa har han opfundet Krudtet! «
»Andersen! Det er skrækkeligt at høre, opfinde Krudtet! – De er et godt Menneske, men De er, som Alle sige, alt for forfængelig!«
»Men hører det ikke til Haandværket!« led Lunets overgivne Dæmon mig svare!
»Haandværket! Haandværket!« gjentog den kjære, herlige Digter, som, her slet ikke forstod mig.
Da nu »Ahasverus« udkom, læste han den, og efter mit Ønske at vide, om han nu havde forandret sin tidligere Mening, tilskrev han mig et Brev saa velmeent og ærligt, sagde mig aabenbjertig, hvor lidet denne Digtning tiltalte ham, og da hans Ord til alle Tider ville have Interesse, og Fere vistnok opfattede mit Digt paa samme Maade, vil jeg ikke skjule hans Dom.
»Min gode Andersen!
– – Deres skiønne Talent til naivt og aandfuldt at fortælle Eventyr med Originalitet, som og at skildre det Liv der møder Dem, i Novellen og Reisebeskrivelsen, har jeg altid erkiendt og paaskiønnet. Ogsaa i Dramaet har jeg glædet mig over Deres Talent, f. Ex. i »Mulatten«, skjøndt Stoffet var Dem givet og allerede digterisk bearbeidet, og Skjønhederne meest vare lyriske. Men allerede for et Par Aar siden, da De forelæste mig Noget af Ahasverus, yttrede jeg Dem ærligt, at denne Plan og Tonen i Digtet ikke huede mig.- Ikke desmindre syntes De høist ubehageligt overrasket, da jeg, sidst vi taltes ved, gientog Dem det, med den Anmærkning, at jeg endnu kun havde læst mig lidet ind i Bogen.
Jeg har nu læst den med Opmærksomhed heelt igiennem, og kan ikke forandre min Mening. Bogen gjør et uhyggeligt og forvirret Indtryk paa mig, De maa tilgive, at jeg siger det reent ud! De forlanger jo at vide min Mening, og jeg er nødt til at sige Dem den, naar jeg ikke falsk vil afspise Dem med høflige Talemaader.
Dersom jeg forstaaer mig paa dramatisk Composition, saa er Ahasverus intet Stof til et Drama. Goethe opgav det vel og af denne Grund. Den eventyrlige barokke Legende maatte vel behandles paa en umoristisk Maade som et Eventyr. Skomager maatte han blive; det er Skomageren, der ikke vilde blive ved sin Læst, og som var for hovmodig til ei at ville troe, hvad han ikke kunde begribe. At gjøre ham til et abstract Begreb for speculativ Poesie – derved bliver han ingen Gienstand for sande Poesie, mindre for et Drama. Til et Drama udfordres nødvendig en sammentrængt, fuldstændig overskuelig Handling, der yttrer og udfolder sig i Characteer. Dette er i Deres Stykke ikke Tilfældet: »Ahasverus« fremtræder hele Stykket igiennem, som tilbagetrædende, betragtende Tilskuer. De andre Personer handle ligesaalidet, det hele Digt bestaaer i lyriske Aphorismer, Fragmenter, undertiden Fortælling. Alt løseligt sammenholdt. Der forekommer mig at være lidt formegen Prætention og for liden Præstation i dette Digt. Det indbefatter hverken meer eller mindre end hele Verdenshistorien fra Christi Fødsel til vore Tider. For Den, som grundigt og troligt har studeret Historien, med dens Scener og herlige Characterer, kan det ikke være vederqvægende at see disse lyriske Aphorismer ofte af Nisser, Svaler, Nattergale, Havfruer etc. Det forstaaer sig, at der undertiden ere smukke lyriske, eller beskrivende Steder, f. Ex. om Gladiatorerne, Hunnerne, de Vilde; men det er ikke nok.
Det var nu fra Formens og Stoffets Side; men fra den digteriske Aands Side savnes ogsaa den ægte Dybde og Høide, som hører til det Store og Sublime. Det Hele er som en Drøm; Deres naturlige Tilbøielighed til at skrive Eventyr viser sig ogsaa her; thi alle Billederne fremtræde næsten som eventyrlige Drømmebilleder, Historiens Genius fremtræder ikke i sine store Forskielligheder; Tanken beskjeftiger for lidet Billederne ere ikke nye og originale nok, og der er Intet, som rører Hjertet; tvertimod har Barnabas noget Oprørende paa den Maade, han efter sin Forbrydelse kommer til Ære og Værdighed; thi uden at vi siden see ham i Handling og Charakteerudvikling, høre vi kun fortalt, han først myrder en gammel Qvinde, og at der siden er Glæde i Himlen over hans Omvendelse. Dette var nu min Mening! maaskee jeg feiler, men jeg taler ærligt efter min Overbeviisning, og kan ikke forandre den af Høflighed eller Smiger.
Tilgiv altsaa, hvis jeg uskyldig har krænket Dem, og vær forsikkret om at jeg forresten i Dem erkjender og agter en genialsk og original Digter i andre Retninger.”
Deres hengivneste
A. Oehlenschläger.
D. 23de December 1847.
Der er saa meget Sandt og Rigtigt i dette Brev om min Digtning, men jeg seer og stiller den dog anderledes, end den ædle, store Digter gjorde det. »Ahasverus« er af mig ikke kaldt et dramatisk Digt, skal slet ikke stilles paa denne Digtarts Plads; her er ikke og kan ikke være den dramatiske Forvikling, ikke heller dennes Farve i Characteertegning. »Ahasverus« er en Digtning, der i vexlende Form skal vise og forklare den Idee: Menneskeslaegten forstøder det Guddommelige, men skrider dog frem mod Fuldkommenhed og Erkjendelse. Dette har jeg villet give kort, klart, rigt, og troede at opnaae det i den vexlende Form; Bjergspidserne af Historien have tjent mig som Scenerie. – Man maae ikke stille det sammen med et Drama af Scribe eller et Epos af Milton, man maa gjennem min Digternatur see, hvorvidt Ideen gjennem den valgte Form er bleven beskuelig De aphoristiske Enkeltheder er som Mosaikstykkerne, der saaledes danne det hele Billede. – Man kan sige om enhver Bygning, det er Steen paa Steen jeg seer, hver kan tages enkelt for Sig, men saaledes maa man ikke see, men derimod Heelheden”, som deres Sammenstillen bevirker.
I de senere Aar have imidlertid hævet Sig flere Stemmer, mere sarnmensmeltende med de Forhaabninger, jeg havde og tildeels endnu har om denne Digtning, der vistnok altid betegner et fremtrædende Overgangspunkt i mit Digterliv.
Den Første, og hasten kan jeg sige den Eneste, der strax og i høi Grad følte Sig tiltalt af min Digtning, var Historikeren Ludvig Müller, han betragtede »Ahasverus« og »Eventyr«, som de to af mine Bøger, der udgjorde min Betydning i dansk Literatur.
Fra Udlandet er naaet til mig en lignende Erkjendelse. I »Bildersaal der Weltliteratur«, hvori der fra den ældste Tid til Vor, gives et værdifuldt Udvalg af den lyriske og dramatiske Poesi i alle Lande, fra Indiens Drama, fra Hebræernes Psalmer, Arabiens Folkedigtere til Troubadourerne og vore Dages Digtere, optoges under Afdelingen: »Skandinavien« af danske Forfattere foruden Scener af »Hakon Jarl«, »Kong Rene’s Datter« og »Tiber« ogsaa et Par Scener af »Ahasverus«.
Her hjemme, netop idet disse Blage sluttes, altsaa otte Aar efter at Digtningen første Gang udkom, er det i »Dansk Maanedsskrift«, i en mig velmeent og grundig Anmeldelse af: samlede Skrifter, at ogsaa »Ahasverus« forundes en større Opmærksomhed end før; den erkjendes, for hvad jeg selv anseer den, et Tilløb, ell Henpegen til en fremtidig Udvikling hos mig som Digter.